mandag den 1. juli 2013

Rester fra loppis (salg og en forespørgsel)

I forrige weekend var nabokonen (for det er jo det, hun teknisk set er - også selv om 'kone' får hende til at lyde, som om hun er en trind madamme iført forklæde med Atamon i lommen. Hvilket ikke kunne være længere fra sandheden) og jeg jo, som nævnt, på loppis. Det var en lang og begivenhedsrig dag, og der var godt gang i salget. Selv havde jeg ikke så meget med, men lidt blev det til, og det var da også overskuddet, der finansierede vores Tivoli-tur forleden.

Nabokonen - arj, lad os kalde hende nabodamen i stedet. Det lyder, alt andet lige, bare en anelse mindre sat - havde temmelig mange ting med. For nu at sige det pænt. Der var mange aftagere af hendes lækre sager (det var så nu, det kunne have været praktisk, hvis jeg havde brugt samme størrelse som hende, men det er ikke tilfældet. I denne sammenhæng er det i dén grad mig, der er den trinde, omend jeg ikke er kone), men ingen af os fik udsolgt. Sidst på dagen stod vi derfor og skulle overveje, hvad der skulle med retur, og hvad der måtte lade livet. Der var en del, der røg ud (og i den forbindelse må jeg lige udtrykke min retfærdige harme over, at der ikke var en genbrugscontainer inden for miles omkreds. Det, der røg ud, røg i de der 'alt, der ryger heri, bliver brændt eller presset sammen til atomer'-containere, som stod på parkeringspladsen. Heldigvis sad der en håndfuld aftagere bænket omkring containerne, så de bedste ting fik lov at overleve i en eller anden form. Men jeg siger det bare, Røde Kors, Kirkens Korshær og Co. - der ville være mulighed for en del nyt gammelt tøj i biksen, hvis I havde en container placeret i nærheden af de større loppemarkeder ...), men noget var simpelthen for godt til bare at smide i skraldespanden.

Og i den forbindelse blev jeg betroet en ret stor mængde af det fineste babytøj, som jeg lovede at pushe i mit netværk. Det er så her, I kommer ind i billedet, Blogland. Måske har I allerede set billedet på Instagram, men det tåler bestemt en gentagelse. Og så kan det jo også være, at der rent faktisk er nogen, der ikke er på IG.

Lillebitte og fint. Nåååårh


Det ligner én stor rodebunke, kan jeg godt se, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke lige orkede at stå og tage billeder af alle de über-nuttede outfits et for et. Er der nogen, der er interesserede, kan jeg godt tage flere billeder, men lige for nu, må et samlet billede kunne gøre det.

Alt på billedet er pigetøj (der er også drengetøj), primært i str. nyfødt (50-62). Enkelte ting i andre størrelser også - som fx den fine, gule Wheat-kjole, der ligger foldet sammen i højre hjørne af billedet. Det er tøj af rigtig god kvalitet og i god stand. På enkelte ting kan der forekomme en lille plet, men der er ingen tydelige pletter eller noget tøj med huller i, fx. Det er kun det bedste, der fik lov at overleve turen hjem fra loppis igen.



Så: Er du nybagt pigemor, eller en vordende en af slagsen (eller kender du en, der kender en?), og kunne du godt lige bruge nogle lækre pigesager, så er det her, det sker. Der er rigtig mange gode sager - holdt i farveskalaen hvid, råhvid, sand, grå og rosa (med enkelte afstikkere), og du skal få det til special price for you, my friend. Spread the word, m'kay?

**

Og så har jeg en lille forespørgsel. På noget, jeg gerne selv vil købe. Men fordi jeg er en ludfattig tekstforfatter, har jeg simpelthen ikke de knaster, det åbenbart koster. Så derfor tilspørger jeg jer, om der er nogen, der kender billigere alternativer til de hersens Gonge trædesten?

Billede lånt her - sig til, hvis jeg skal fjerne det, så gør jeg det fluks

Det er som om, jeg engang har hørt/set/læst/drømt, at man kunne (kan?) få noget lignende i IKEA, og der kan min pengepung bedre være med. Men er det bare noget, jeg tror? Og har Gonge i virkeligheden eneretten på taktile plastikdimser til at lege Jorden Er Giftig med? I ved så meget, Blogland - ved I ikke også noget om trædesten?

2 kommentarer:

  1. Bobles har også sådan nogle træde-nogen. Men det bliver det jo nok næppe billigere af. Mindes aldrig at have set noget i Ikea, men man kan vel søge på deres hjemmeside?

    Vil nu også have Gonge-trædesten i awesome farver.

    SvarSlet
    Svar
    1. Har i øvrigt fundet billigere her: http://www.bornenesmagasin.dk/shop/taktile-sten-saet-5302p.html - hvor de også har et mindre sæt (men stadig rocker-dyrt)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...