fredag den 12. juli 2013

Siden sidst

... Ja, siden sidst, såehm ... Såehm ... Så ved jeg sgu' egentlig ikke lige, hvad der er sket. Ud over, at jeg har arbejdet på at få nedbragt arbejdsbunkerne, så jeg ikke er fuldstændig stress-rallende, når nu Varanen skal være hjemme i næste uge pga. vuggestue-sommerferie. Og så jeg desuden er klar til at holde ferie ved udgangen af næste uge. Fire uger, Mulle. Jeg siger det bare!

Nåh ja, det - og så, at HDD har lammet sin ene hånd delvist. Sådan i bogstaveligste forstand. Med det resultat, at han er helt alvorligt løs i det ene håndled, render rundt med en skinne og ikke kan gribe om noget som helst. Det har den kedelige effekt (for ham), at han har lidt svært ved at arbejde sådan 100 procent igennem på job, ligesom de allestedsnærværende huslige projekter må udsættes på ubestemt tid. Og for mig betyder det, at det der med hjælp til opvask, læggen tøj sammen og deslige også har lange udsigter. For ikke at tale om, hvem det er, der bliver nødt til at klapse myg (småsataner.dk) og hvad man nu ellers har brug for to hænder til (alt, kan jeg betro jer).

Så vi er begge lidt trætte af den delvise lammelse. Selv om jeg - fordi jeg er så sød og rummelig, ahem - trods alt har givet HDD lov til at være mest træt af den. Det har stået på siden mandag aften, og endnu er vi på det stadie, hvor vi griner lidt af det. Fordi det er så absurd. Hvis der ikke er bedring om en uge eller to, kan det godt være, at de fjollede grin så småt begynder at falme, men indtil da holder vi os muntre.

Et stk. hånd i moderigtig sort skinne

Hvordan det skete, spørger I? Det var så her, jeg (og måske i særdeleshed HDD) rigtig gerne ville give jer en sej "Dengang jeg var i 'Nam"-historie, men ligesom med Jarlen, der kradsede af på bowlingbanen, så er den her historie ikke specielt street. For HDD præsterede simpelthen at lamme sin hånd ved at putte Varanen.

Vi kører stadig groundhog-putninger, så for at dulme Varanens råweri (og vores ører), satte HDD sig ind ved siden af tremmesengen og stak Varanen en hånd (den nu delvist lammede), han kunne holde i. Ved at holde en arm hen over tremmerne, mens man selv sidder i den tilstødende gyngestol, går der ikke ret lang tid, før ens arm begynder at sove (jeg taler af erfaring). Det er ubehageligt, så jeg holder det som regel ikke ud i mere end et par minutter. Men HDD udstod det i en hel halv time, hvor han sad stille som en ninja med snurrende arm og hånd. Og det var så dét, der udløste det. For den akavede stilling fik klemt en af de to store nerver til hånden af, og det udløser tilsyneladende noget lamhed. Indtil nerven har groet sig selv stor og stærk igen. Hvilket kan tage op til EN MÅNED! Eller - som ergoterapeuten på skadestuen, hvor HDD blev sendt hen efter en skinne (!), sagde: "Det er ikke alle, der kommer sig overhovedet". (Tak for opmuntringen, ergo-type!)

Indtil det modsatte er bevist, satser vi dog på, at HDD snart er i fuldt vigør med begge hænder igen. Og skal man udlede noget som helst positivt af historien, er det, at Varanen faldt i søvn ...

Nu lurer weekenden lige om hjørnet, og HDD har allerede taget forskud på glæderne ved at købe en ny bil. Det har han lige ringet hjem og fortalt. For man kan nemlig godt køre bil - og købe en ny - med lidelsen "Saturday night palsy". Åbenbart. Så Familieslæden er snart en saga blot. Spændende-schmændende. Personligt interesserer jeg mig ikke så meget for biler og er bare glad for at have noget, der ikke tilhører Movia, som kan fragte mig fra A til B, men det bliver da meget rart med en bil, der ikke konstant spiller russisk reparationsroulette. Og måske - men kun måske - kan der blive råd til en lillebitte bil til mig, som jeg kan bruge, når jeg skal ud til kunder og dermed slipper for at bruge alt for lang tid i busser og - hvad vigtigere er - undgår at få ekstraordinært højt blodtryk over det såååååøh smarte Rejsekort. #pffffffft

Men inden den nye bil kommer hjem, og inden vi eventuelt og måske og engang skal have en lillebitte ekstrabil, så var det den der weekend, vi kom fra. Hvor den står på 90 års fødselsdag (en rigtig en af slagsen - ikke den der i sort-hvid fra nytårsaften), der skal tilbringes i smukke omgivelser med skønne mennesker. Like!

God weekend til jer alle. Med eller uden fuld førlighed, så skinner solen, og det bliver den ved med hele weekenden. Blev der sagt.

7 kommentarer:

  1. What!? Det er da for vildt med den hånd. Jeg mindes mange aftener siddende på den måde, når der skulle puttes. Jeg krydser fingre for, at de nerver kommer sig hurtigt igen.

    God weekend :)

    SvarSlet
  2. ej da hvor noget med den hånd. Vi har selv prøvet holde i hånd metoden men heldigvis uden at blive lammet:) God weekend til jer og go' bedring med hånden.

    SvarSlet
  3. God weekend!!

    Sikke noget med den hånd! Jeg har selv siddet med snurrende, sovende arm hen over tremmer mange gange, men uden at bli' lammet... så jeg hepper da lige på hurtig bedring og så'n af nerverne!

    SvarSlet
  4. Havde slet ikke fattet at det var så slemt med den hånd. Virkelig pis os!
    Har i så fået en familiecontainer nu?hehe:)

    God fest, god næste uge, god alt muligt til Jer!

    SvarSlet
  5. Wow hvor vildt! Anede ikke at man kunne komme så galt afsted ved at putte unger! Jeg håber, at det må heles fint, så han ikke får varige men.

    Håber I havde en dejlig weekend og fest, på trods af Varanens søvn-fobi, som Instagram vidnede om.

    SvarSlet
  6. Aiih, stakkels HDD! Havde fornøjelsen af tilbagevendende karpaltunnelsyndrom af nogle timers varighed for ca. 1 år siden, helt uden at være gravid, og sådan en halvdød/sjasket, summende/sovende og føleforstyrret hånd er altså mere ubehagelig, end man måske lige skulle tro. Det kan gøre helt ondt, at den sover. Jeg krydser alting for komplet og hurtig bedring for ham!

    Var til 80-års fødselsdag fornylig og det syntes JEG var en ret vild fødselsdag at holde (med en totalt peppy fødseline, i øvrigt - skønt!) - men 90 år, wauw! Håber, det var en brag af en fest! :)

    SvarSlet
  7. En brag? Dær ble'a wist li' lowli jysk å hør' på, hwa' ...

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...