mandag den 26. august 2013

Weekend // Av mine stænger

Så er vi på den anden side af endnu en dejlig weekend, som blev tilbragt hos Mårmor og Mårfar. Der er simpelthen så dejligt - vi elsker alle at være der, og børnene nok især. Og når vejret så oven i købet viser sig fra sin smukkeste sensommerlige side, så der kan tilbringes oceaner af tid i haven, plukkes mirabeller og brombær og spises is i lange baner, jamen så er der jo ikke et øje tørt.

Den klassiske udsigt over fjorden - gennem høstanemonerne (som jeg netop har fundet en masse af i min egen have. Score!)

Men selv om vi elsker at være hos Mårmor og Mårfar og gerne kommer der 'frivilligt', så må jeg jo tilstå, at vi havde en bagtanke med at tage derover i denne weekend. HDD og jeg skulle nemlig løbe langt i går, og da vi ikke havde været helt skarpe til at finde pasning, stod vi jo lige pludselig med et problem en udfordring. Svaret blev et visit i det vestsjællandske til stor jubel for børnene - som i øvrigt ikke kunne være mere ligeglade med, at deres forældre skulle være væk det meste af søndagen.

Yndlings-Mårmor!

I går morges kl. 8 satte HDD og jeg os så i bilen, kørte to timer til løbet, fik gjort os parate, og klokken 11 satte vi så i gang. Vi løb de 27 km næsten lige langsomt hurtigt, så det var nemt at finde hinanden i målområdet, og efter en vand og en is (John Doe-is - hold øje med dem. De er VIRKELIG gode!) kørte vi, noget stivbenede, to timer tilbage til Mårmor og Mårfar. Hvor HDD tog en lur, og jeg legede med reptilerne i haven ("Og så sagde vi, at vi legede sådan en leg, hvor jeg sad meget ned, ikke reptiler?!"). Efter aftensmaden pakkede vi os sammen og kørte to timer tilbage til Den Nye By (som fremover vil blive benævnt Den Nordlige Provinsby). Og SÅ var vi et par løbere, der var trætte, skulle jeg lige hilse og sige. Og som syntes, vi havde kørt lige rigeligt for én dag.

Fin medalje. Ingen smalle steder, skam 

Reptilerne havde naturligvis haft en fest, mens vi var væk. De havde været på et naturcenter med klappe-kaniner, geder, grislinger, æsler, mm. Gynget, leget og hygget. Og Varanen havde sovet til middag i tre timer (!) Hjemme tager han højst halvanden. Hvis han altså er meget træt. Desuden havde han lært at sige "Mårfar", der indtil da havde heddet "FARF!"

Øglen og Mårmor havde bagt "mirabella"-kage (eller "belle", som Varanen kalder dem), og der var også blevet både plads og tid til et par is. Så at sige, at de kære små havde haft det som blommen i et æg, vil vist ikke være at overdrive spor.

Varanen på vej med sin høst af "beller" (nede i kagedåsen)

Den smukkeste solnedgang, da vi kørte mod Den Nordlige Provinsby i går. Perfekt afrunding på en sensommerdag med perfekt vejr. Til alt andet end at løbe 27 km i ...

Derfor er det da også så meget desto hårdere at komme i gang med hverdagen igen. Ikke mindst, når Varanen græder hjerteskærende ved aflevering. Han er nemlig meget sjældent ulykkelig, ham Varanen. Sur, ja. Hysterisk, ja. Ked af det i et nanosekund, hvis han slår sig, ja. Men ulykkelig - det er sjældent. I morges var så åbenbart en ulykkelig morgen. Da vi afleverede, altså. Hjemme var der ingen problemer, og der blev hygget til den store guldmedalje med højtlæsning, morgenmad ad flere omgange og mulmen af bløde tumlingekinder.

Ulykkeligheden var vist primært 'bare' forårsaget af al for tidlig opvågnen i forhold til, hvornår han blev afleveret. Men alt var i hvert fald galt ovre i vuggestuen. Han ville være ude, han ville beholde "jakki"på, han ville ikke have sine "shgo" af, osv. Det lykkedes heldigvis til sidst at aflede ham og gøre ham interesseret i en leg (hvor man puttede togvogne ned i et kasseapparat?), så tårerne var tørre, da jeg sagde farvel. Men alligevel - det skærer mig i hjertet, når han er så ked.

Øglen var (heldigvis) ikke ked af det i morges. Hun har fået sig nogle gode veninder i børnehaven, der begyndte at hvine og vinke til hende, allerede da de så hende gennem vinduet, så jeg er sikker på, at hendes dag kommer til at flyve af sted. Og over-pædagogen kunne så ydermere fortælle mig, at de har 'opgraderet' Øglen og en af hendes veninder til storegruppen i de kommende par uger, hvor de så skal være med i skoven tre ud af fem dage. Det bliver et hit; Øglen elsker at være udendørs!

Og apropos udendørs, så skal jeg vist også snart til at bevæge mig af sted. Beholdningen af bleer er faretruende lav, og så er der et køleskab, der skal fyldes op. På den sunde måde, for jeg har lige set løbebilleder af mig selv fra i går, og de lårbasser er ikke sådan at spøge med. Godt, jeg ikke går med spandex til dagligt ;-)

8 kommentarer:

  1. 27 kilometer? Godt gået - eller altså løbet - siger jeg bare!

    Randi

    SvarSlet
  2. Og jeg som ikke engang løb 5 km i går... tør slet ikke tænke på hvor langt 27 km er ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er meget meget langt! Særligt i den hede og i det kuperede terræn. Så den strækning tror jeg ikke, jeg behøver prøve kræfter med igen. Ever.

      Slet
  3. Shitze, I er seje, altså! Jeg kan knap huske, hvornår jeg sidst spændte løbeskoene...

    SvarSlet
    Svar
    1. Bliver nødt til at være lidt løbe-sej. Det der maraton i Berlin om en måned løber jo (desværre) ikke sig selv ...

      Slet
  4. Dejligt, at Mårmor og Mårfar kunne forkæle Reptilerne, mens I var ude og være seje. Jeg håber, at I ikke er totalt bombede her dagen derpå, men har klaret både indkøb og reptil-afhentning uden at falde om ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Indløb og reptil-afhentning blev hentet, uden at nogen faldt om. Og var oven i købet også overskud til impulsinvitation af naboerne til noget aftensmad. I morgen skal HDD løbe DHL, og jeg siger bare godt, det ikke er mig. Mine ben er nemlig stadig pænt ømme!

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...