tirsdag den 24. september 2013

Tur!

Dengang jeg var barn, var jeg tit på ture med mine veninder og deres forældre. Sådan husker jeg det i hvert fald. Vi var i sommerhus, i dyreparker, på køreture og sågar på besøg hos bedsteforældre, der ikke var mine egne. Og jeg elskede det. Ikke, at jeg betragtede det som noget særligt. Jeg havde - logisk nok - et barns tilgang til det; Det da var helt naturligt. Jeg skænkede det ikke mange tanker; fulgte bare med. Mine forældres holdning til det end ikke overvejede jeg. Jeg mener; Naturligvis billigede de det. Ellers havde jeg ikke fået lov til at komme med, jo. Men jeg aner ikke, om de tænkte særlig meget over det, når jeg tøffede af sted med rygsækken over skulderen på vej til N's mormor, K's sommerhus eller noget helt tredje.

Mon ikke de har tænkt over det. I hvert fald de første par gange. Eller er det bare mig, der er unormal og tænker meget over sådan noget? Øglen er nemlig på sin første venindetur i dag. Bevares, hun er så tit på tur med børnehaven, men det er jo med børnehaven, eggå. I dag er hun på tur med A og A's far. De er i ZOO, og Øglen (og A) har glædet sig som små psykopater i den sidste lange tid. Jeg har pakket Øglens rygsæk med regntøj, en drikkedunk og en pung formet som en ugle indeholdende årskort og 50 kroner i klingende mønt. (Hvilket man vel kan få en Mini-muh for med de priser, de holder sig derinde ved dyrene). Og det er det hele. Madpakker står A's far for. Bilsæde ligeså.

Den rene luksus, og jeg ved, at ungerne får en fest. Alligevel havde høneØglemor svært ved at falde i søvn i går. For hvad nu hvis Øglen bliver væk (kommer ikke til at ske - hun er god til at holde sig til kendte, trygge ansigter)? Hvis hun bliver ked af det (kommer heller ikke til at ske - hun elsker at være ude på egen hånd, aka uden mor og far)? Hvis bilen bryder sammen eller kører galt (jaja, kald mig bare optimist(!))? Jeg kunne nærmest høre navlestrengen blive savet over med en endog særdeles sløv sav, som jeg lå der i mørket i går og ikke kunne sove. Jeg elsker, at min lille pige bliver stor og selvstændig og samtidig gruer jeg for det. Skørt, ikke?

Det er hende her, vi taler om. I Birgittes drenges læderjakke. Tough chick!

Barsk med Æble


Heldigvis har jeg masser af arbejde at begrave mig i i dag, så jeg ikke behøver tænke så meget over det. Før jeg altså skal hente Varanen på den almindelige cykel, fordi det jo ikke er nødvendigt med ladcyklen i dag. Skulle bare lige ventilere her på bloggen, og så er jeg videre.

XOXO Hønemor

9 kommentarer:

  1. Åh, det er da totalt naturligt at være hys, når ens lille tulle skal sendes afsted med på (næsten) egen hånd. Jeg har også brugt meget tid på at bekymre mig om andres biler og manglende airbags og dårlig kørestil og trampoliner uden afskærmning og store heste og og. Heldigvis går det jo godt (næsten altid), og din Øgle får sig helt sikkert en super dag :-)

    SvarSlet
  2. Det har jeg da aldrig tænkt over, at man kunne. Jo, jeg havde da selv veninder .. eller 1. Og min kusine. Med i vores sommerhus. Men at han også kunne tage med nogen. Hmm..
    Her er lidt katastrofe-rationalitet: Hans eget barn er jo også med. Så han kører jo ordentligt. Og passer på at de ikke bliver væk. Og at de ikke spise hvepse. Og hopper ind til tigrene. Fordi hans eget barn er med -> din sikerhed.
    So long navlestreng

    SvarSlet
  3. Uh jeg er ligesom dig og bekymre mig (altid unødigt) meget dagen før en af ungerne skal noget. Jeg ved ikke om jeg nogensinde lærer ikke at bekymre mig.

    SvarSlet
  4. Argh! Kan bare sige: du er ikke alene! : )
    Ville sådan ønske at der var en halv-rationel stop-knap til alle de der tanker en gang i mellem. Altså bare en gang imellem, ikke?!
    Det bliver SÅ godt når hun kommer hjem og fortæller om hvilken fantastisk oplevelse de har haft i zoo (og når du ved at alle dine bekymringer er gjort til skamme - igen). Måske en gang vi lærer det? Men det kræver nok lidt mere end en sløv sav til den der navlestreng...

    SvarSlet
  5. Du er ikke alene, selv når de er 20 år kan du funderer, om natten, om det nu går godt, om de kommer helskindet hjem. Du overlever og hun overlever, det kan du være 100 på...

    SvarSlet
  6. Uha ja, den der bekymring husker jeg tydeligt. Det værste er, at det aldrig rigtig holder op igen :-)

    Randi

    SvarSlet
  7. Jeg fristes til bare at skrive: "det alle de andre siger". Og ja, jeg har også helt vildt svært ved at lade StoreLille køre med andre, men øver mig i at bide det i mig og lade hende gøre det alligevel, for jeg får nok ikke noget godt ud af at holde hende hjemme altid. :-p

    SvarSlet
  8. Fedt at hun kan bruge jakken :-)

    SvarSlet
  9. Åh haha:-) Jeg er glad for, at andre også udvikler ekstrem neurotisk adfærd, så snart ungerne er uden for helikoptermors synsvinkel. Jeg tør ikke længere lufte mine absurde bekymringer for min mand, for jeg kan se i hans øjne, at han synes de er...nåja, absurde!
    Håber Øglen havde en fest i zoo:-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...