fredag den 22. november 2013

Jeg skovler ind ...

Jeg har været en heldig kartoffel på det seneste. I sidste måned vandt jeg en lækker forkælelseskasse ovre hos Camilla. Der var tyggegummi i lange baner og fire stk. Alt for Damerne. (Eller - der var faktisk kun tre blade i kassen, men det sidste blev eftersendt. Hvor god service er dét lige?!). Og et stort V6-badelagen, som måske nok ikke er så kønt, men til gengæld er jävla-praktisk til ungerne, når vi er i svømmehallen, fx. Jeg er generelt for dårlig til at tage en time out på sofaen med et blad (damn you, smartphone!), men når bladene ligefrem bliver fragtet til en, så er der ingen vej udenom. Og selv om jeg ikke har en krone til at købe de lækre sager, der vises, så er det nu alligevel slet ikke så tosset at ligge og bladre i et blad (eller fire).

Se lige en lækker pakke!

Derudover var jeg så heldig at vinde en fotobog på Karinas fine blog. Fantastisk, eftersom Varan er blevet meget opmærksom på, at det kun er Øglen, der har en fotobog fra sommerferien, og at han ikke må røre den med en ildtang. Så han skulle også have en, syntes moderen. Det syntes bankkontoen bare ikke - men så var det jo heldigt, at jeg vandt en. Når barnet er så vild med at se billeder, er det jo oplagt.

Varanens billedbog. I sygeligt gult lys - beklager billedkvaliteten

Jeg vil ikke gå i detaljer med, hvor bøvlet det var at bestille fotobogen. En god blanding af sløj service og akut 'jeg fatter ingenting' hos mig selv gjorde, at det blev mere bøvlet, end det var strengt nødvendigt. Det gjorde også, at det første udkast, jeg møjsommeligt (det tager ret lang tid at lave sådan en bog, faktisk) havde lavet, blev arkiveret lodret af softwaresystemet grundet en eller anden uforudset fejl. Det udfordrede mig lidt på min ikke-eksisterende tålmodighed og gjorde, at det endelige resultat blev lidt sjusket. Men det er jo min egen skyld. Sådan da. Varanen lader dog til at være pænt ligeglad, og det er det, der tæller ...

Mmmmmm - mit hår kommer til at takke mig (og Anette!) så snart, jeg tager godterne i brug

Og så skulle man jo tro, at det var gjort med dét. Men nej! For sør'me om jeg ikke også var så heldig at vinde lækre John Masters-sager til håret ovre hos den skønne Anette. De kom forleden og dufter himmelsk, så jeg kan slet ikke vente, til badeværelset er færdigt (any day now!), så de kan komme derind og pynte. (Ikke tale om, at de skal besudles af bad- og toiletvognen).

To bodyer med hhv. lange og korte ærmer, et par leggings/lange underbukser og en hjelm. Lige, hvad en snottet Varan behøver

Sidst, men ikke mindst, landede der (i bogstaveligste forstand. Den blev fragtet af en tømrer - en af de mange håndværkere, det vrimler med i hytten i øjeblikket - gennem den vidtåbne dør og lige i armene på mig) en lækker, blød pakke. Det var så godt nok ikke noget, jeg havde vundet, men i stedet noget, jeg havde fået - et sæt af Bilkas nye uldtøj til småbørn; Små Rollinger. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har så meget uldtøj til ungerne, men det her kom som kaldet. Varanen er frisk igen (det hjalp at ignorere sygdommen i går på bloggen, tror jeg), men stadig lidt snøvset, så han er blevet iklædt en fin - og blød! - uldbody i dag under sin tynde striktrøje. Og den passede perfekt, selv om jeg syntes, at den så gigantisk ud, da den lå på bordet. Men Varanen hører jo heller ikke til de mindste, såeh ...

Og SÅ var der ikke mere held i posen i denne omgang. Det kan jo heller ikke bare fortsætte ud i det uendelige - selv om det da selvfølgelig er meget sympatisk af Universet at forsøge at retfærdiggøre, at vi har måttet leve med bad- og toiletvognen i tre. måneder. Men der skal mere til, før jeg lader dén lille detalje fare, Univers. Bare så du ved det!

4 kommentarer:

  1. Du er da i sandhed en heldig kartofffel. Tillykke med alle de rare sager :-)

    SvarSlet
  2. Hvor er det dejligt med en røvfuld godt held og så fine sager:-) Det må være lidt af universets undskyldning for badeværelsebesvær og sådan:-)

    SvarSlet
  3. Skønt - og ja, du har søreme også fortjent det!

    SvarSlet
  4. Arj sikke da en masse lækkerier!
    Men synes alligevel heller ikke helt at det opvejer det der med at skulle udendørs for at tisse, selv når man endnu ikke er helt vågen...! Men det hjælper lidt... ;-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...