fredag den 1. november 2013

Kødpander og urinlys

Spændende at se, om der kommer et par perv-besøg fra Google med den overskrift. I hope not!

Her har I mig tilbage. Lige nu på et lillebitte ophold i arbejdsorkanens øje, hvor der både er tid til at lave en ordentlig kop kaffe, hænge blåplettet (tak til nyt håndklæde) vasketøj til tørre og skrive et blogindlæg. Ahhh. Så giver det selvstændige pludselig lidt mere mening. Det her er jo både sjovt og hyggeligt - og knap så stressende som når jeg sidder limet til computeren hele dagen og kaster mig over den igen i det sekund, reptilerne er i drømmeland.

Der er stadig pæne håndværkere in da house, så dette er ikke det første i rækken af håndværker- og forsikringsløse blogindlæg. Beklager. Men we're getting there, for det skrider i dén grad fremad. Og med lidt held får vi støbt mega-hullet i entréen i næste uge. Wheeee. (Ja, man bliver glad for de små ting, her i Vandskadeland).

Lille billede - stort hul. Ned til den bare jord. Koldt. Og ret beskidt.

HDD har fødselsdag i dag. Det blev fejret så meget, som man nu kan fejre noget klokken 7 om morgenen med trætte reptiler og håndværkere over det hele. Men der var gaver, det efterhånden traditionelle fødselsdagstog, som Øglen fik som spæd, og urinlys. Som ikke er noget spor kinky (bare skrid igen, fæle Google-besøgende - der er ikke noget for jer her!), men blot Varanens måde at sige 'stearinlys' på. Vi bør nok arbejde lidt på udtalen på sigt, men lige nu muntrer vi os meget over det. (Nej, man skulle ikke tro, vi begge er 35 nu. Men ... Ja ... Altså. Det er sjovt, jo!). Og mht. fødselsdagsfejring, så tager vi det op igen i aften med hamburgerryg og flødekartofler - så er det dæleme weekend i provinsen!

Bliver man mon nogensinde for gammel til et fødselsdags(op)tog med dyr, tal og lys?

Kødpanden har egentlig ikke spillet nogen rolle (endnu) i dag, men dagen er stadig ung. Heller ikke her er der tale om noget suspekt - blot endnu en lille talefejl. Som vel nærmere er "Kø! Pande!", men "Kødpande" lyder sjovere. Og betyder såmænd bare "Kys på panden" - en favoritdisciplin for tiden hos den bette Varan.

Han snakker og snakker og snakker, den bette. Til alle, der gider høre på ham. Om alt mellem himmel og jord, men allerhelst om Mårmor og Mårfar. Og "Kæbbu" - hunden, hvis rigtige navn han forlængst har lært at udtale, men som nostalgiske Du Bliver Alt For Hurtigt Stor-mor stædigt overhører. Han er "TO ÅHR", og næste gang bliver han "ÅTTE!", hvis man skulle finde på at spørge. Han synger og danser, og jeg tror, det er den helt rigtige beslutning, at han skal til at gå til rytmik nu. Sammen med HDD, fordi det er på samme tid som Øglens dansetime, og jeg endnu ikke har lært at være to steder på én gang. HDD er ikke så sikker på rigtigheden i beslutningen, men han må bare bide pinligheden i sig og tosse rundt med de andre forældre, må han.

Når han vågner om morgenen - klokken alt, alt for tidligt - bruger han alle sine ord på at kalde. Højt og insisterende, vekslende mellem "MOAAAAAHRR?", "MOAR-MOAR-MOAR-MOAR" og "Kom NU, moahr!" Aldrig far. Så mor står rætti tidligt op rætti tit for tiden, men så er det jo heldigt, at vi kan hygge med urinlys. Og vores nyeste påhit "Morgenmadsbogen", som har vist sig at være så stort et hit, at Varanen allerede kan sige "Marenmadsbåw", og Øglen spørger som noget af det første, når hun vågner, om vi ikke skal læse. Bogen handler ikke, som navnet ellers kunne indikere, om morgenmad. Og det er i øvrigt heller ikke bare én bog, men den bog, vi jeg har lyst til at læse (og som ikke er kilometerlang). Dejligt alternativ til "Sarsynet". Synes jeg. Reptilerne skal dog lige overbevises om, at det netop er et alternativ og ikke et supplement. Men det er stadig nyt, så de skal nok vænne sig til det. Ikke?

Han sover stadig i tremmeseng, og står det til mig, får han ikke tremmerne af, før han bliver 12. Heller ikke selv om han faktisk er blevet ret ok omkring putning (jinx!) - i hvert fald, hvis det er HDD, der putter. Mig forsøger han stadig at løbe om hjørner med, men jeg regner med, at han er afrettet omkring de 12 år.

Temperament har han stadig masser af, og han lader det gerne gå ud over Øglen, der skal tage sig i agt for løse næver. Selv om hun forbilledligt forsøger med det gode à la "Ikke slå, Varan - brug dine ord". I hvert fald nogle gange. I morges blev hun fx meget fortørnet over, at Varanen slog hende, for "Jeg slog kun ham én gang, mor! Og så slog han mig tilbage. TRE gange".

Men lige så fræk og temperamentsfuld Varanen er, lige så sød og kærlig er han også. Han elsker at holde i hånd og putte i sofaen (med mindre han fornemmer, at planen er at få ham til at sove). Han er høfligt og siger "Taaaaark!" til det meste - også når det er ham, der giver noget væk. Og så er han jo bare en lille bulderbasse, som er sprængfyldt af energi og humør - af den ene eller den anden slags.

Min lille store Varan!

8 kommentarer:

  1. Han lyder som en dejlig unge ;-)
    God weekend med fødselsdag og det hele!

    SvarSlet
  2. Hvor lyder det bare hyggeligt med den der Marenmadsbåw - hvor er det sødt:-)

    SvarSlet
  3. Han er den sødeste lille padde - sprængfyldt med energi!

    Åh Gramsespektrum!

    SvarSlet
  4. Fantastisk overskrift! Jeg har ikke læst blogs i mere end 14 dage, og overskriften gjorde, at dette måtte blive det første indlæg, jeg kastede mig over.

    Herhjemme har vi også sarsyn, men ellers går jeg i det skjulte og græder over alle de skønne ord, der er ved at forsvinde som munse, gummadik og hawercool (havregryn).

    God fødselsdagsfejring med håndværkere, familie und alles!

    SvarSlet
  5. Elsker, elsker, elsker din overskrift. Og ikke mindst fortællingen bag! ♥♥♥

    SvarSlet
  6. Han er sej - og lyder dygtig til det der sprog ift min 2-årig. Og det er dælme pissesvært ikke at sammenligne.... :D

    SvarSlet
  7. @Birgitte B: Det er han også ;-) Og tak, weekenden var dejlig med fejring und alles :-).

    @Randi: Det er nemlig superhyggeligt med den Marenmadsbåw. Som nu, efter en lille uge, stadig er et stort hit. Og begge reptiler elsker at byde ind med, hvilken bog vi skal læse (selv om det nu er Øglen, der kommer med de mest kvalificerede bud - tror, Varanen ville være tilfreds med Netto-kataloget, bare der bliver læst højt :-)

    @Husmoder: Oh yes. Og energi har vi masser af. Du siger bare til, hvis I mangler - Varanen deler gerne ud :-)

    SvarSlet
  8. @Sysleren: Det glæder mig, hvis min (klamme) overskrift kunne hive dig tilbage til Blogland ;-) Jeg ved ikke, hvorfor de der børneord er så kære, men det er de bare. Og jeg bliver hemmeligt en lille smule ked af det, hver gang jeg erfarer, at Varanen har lært at sige endnu et ord rigtigt :-))

    @Liv: I aim to please ;-)

    @Alice M: Han er rigtig sej ;-) Og er blevet enormt god til sprog inden for meget kort tid, faktisk. Det begyndte sådan for alvor i sommerferien, og inden for de sidste par uger er det gået helt amok med ord og sætninger. Tror bare, at koden skal knækkes. Men ja, det er svært ikke at sammenligne. Kunne heller ikke selv lade være, da naboens datter, som er 2 måneder yngre, talte i hele sætninger, før Varanen kunne sige meget andet end 'mor' og 'far'. Men det kommer jo. Lige pludselig :-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...