onsdag den 13. november 2013

Mikle, mullarp og pik-on

Ja. Altså. Det her indlæg skal handle om rytmik. Som hedder 'Mikle' herhjemme, hvis man spørger Varanen. De to andre ord i overskriften har egentlig ikke noget med noget at gøre. Bortset fra, at jeg synes, de er sjove. 'Mullarp' er en muldvarp. Og efter jeg er gået i gang med at læse Pixi-alfabetet (i noget u-kronologisk rækkefølge) som marenmadsbåw, er det et ord, der bliver brugt en del herhjemme lige i øjeblikket, hvor vi er nået til - og tilsyneladende sidder fast ved - bogstavet M. 'Pik-on' er blot Varanens måde at sige bacon på. Og jeg burde muligvis rette det, men lige i øjeblikket griner jeg lidt af det i stedet. Fordi jeg er 12 år indeni. *Fniiiis*

Nå, men det var rytmikken, vi kom fra. Nogen kan måske huske, at jeg gik til 'lumikki' med Øglen back in the days på Østerbro. Hun og jeg gik også til rytmik, da hun var spæd, men med Varanen er det aldrig rigtig blevet til noget. Han var ganske vist med en enkelt gang til noget rytmik i kirken, da han var baby, men det lå på et virkelig dårligt tidspunkt i forhold til hans lure, så det blev droppet igen. Og lige pludselig blev han 2 år uden at have gået til noget som helst. #dårligmordotdk

Jeg er sikker på, at han har haft en glimrende tid indtil nu uden at gå til noget, og jeg er også overbevist om, at han ikke ville blive traumatiseret, hvis han ikke kom til at gå til rytmik nogensinde. Men ikke desto mindre er han nu begyndt på et hold. Sammen med HDD. I en anden nordlig provinsby, fordi alt børnerelateret i vores nordlige provinsby enten er ikke-eksisterende eller koster en pose diamanter og ens førstefødte. Han går til det sammen med HDD.

Tilmeldingen kommer sig egentlig mest af, at Varanen frygtelig gerne vil med, når Øglen skal til dans. Og det kan jeg egentlig ikke fortænke ham i - det lyder også meget sjovt, når hun fortæller om det, og han elsker at danse. Desværre er der bare ikke lige nogle dansehold for 2-årige, så vi tyede til det næstbedste og meldte ham til rytmik. På samme tid, som jeg er til dans med Øglen. Så det måtte altså blive HDD, der tog sig af Varanen og rytmikken.

...

Fik jeg nævnt, at det er HDD, der tager Varanen med til rytmik? Jeg skal bare lige være sikker, for det er nemlig ret store sager i vores lille familie. Hvor HDD hidtil hellere har villet gnave begge arme af end at deltage i kollektivt vanvid featuring babyer og bongotrommer. Men jeg må have bearbejdet ham rigtigt, for ikke nok med, at jeg fik ham til at sige ja til at deltage - han har også været af sted to gange nu. Ud af to. Også selv om første gang ikke umiddelbart var nogen succes (sætningen "Hun havde en UKULELE!" føg sammenbidt gennem rummet som det første, da Øglen og jeg vendte retur fra dans, hvor min rolle i parantes bemærket bare er at sidde og hygge mig i mit eget (og de 50 andre forældres) selskab), og Varanen havde stået og råbt "hjeeeeem" henne ved døren det meste af timen. Så jeg havde ikke regnet med, at han ville tage af sted i går.

Men de kom af sted, og det havde været en marginalt større succes denne gang. Ifølge HDD skal der dog noget mere til at imponere Varanen, end at hans far buldrer rundt og leger farlig løve blandt "7 nordsjællandske mødre, A. Jeg siger det bare!", men han havde da i det mindste ikke forsøgt at rømme stedet i går. Spørger man Varanen til hans 'mikle', er der smil over hele linjen, og munden står ikke stille på ham. Der bliver fortalt om en klovn, der napper, bolde, der blæser, farlige løver (så det har altså gjort indtryk) og meget andet. Så som jeg stædigt holdt på efter første gang, og som HDD efterhånden er ved at give mig ret i, så handler Varanens opførsel on site formentlig mest om, at det er en uvant situation, og at han endnu ikke er helt tryg ved det. Det skal nok komme. På et eller andet tidspunkt før de syv gange, vi har betalt for (og ikke de fem, som jeg kom til at fortælle HDD, det var), er overstået.

Jeg tvivler på, at HDD vil insistere på, at jeg melder ham og Varanen til forårs-mikle-holdet også. Men jeg tror ikke, at der er helt lukket land for, at de kunne melde sig til noget andet. HDD sagde nemlig i går, at han godt kunne forestille sig, bare sådan rent hypotetisk, at Varanen ville synes, at noget med musik og sang var sjovt. Det kunne jeg også forestille mig. Så måske vi kunne finde noget af det efter jul. Tirsdag eftermiddag ...

10 kommentarer:

  1. hahahahahahah. jeg griner højlydt og helt for mig selv!

    SvarSlet
  2. Heheh, ser sjove billeder af farlig løve og ukulele-spillende mikle-leder ;-D Principielt kunne du og HDD jo bytte, så han går til dans med Øglen, og du til mikle med Varanen, men det er ikke sjovt, vel, så glem at jeg overhovedet nævnte det ...

    SvarSlet
    Svar
    1. I know! Det kunne vel - principielt! - godt lade sig gøre, men det bliver ikke mig, der foreslår det. Og HDD har underligt nok ikke foreslået det endnu. Måske fordi han godt ved, at han 'skylder' på børneaktivitetskontoen :-)

      Slet
  3. Ha ha - herlige billeder på min indre skærm af modvillig forstadsfar sammen med de nordsjællandske mødre. Og åh, hvor jeg kender det der med, at nr. 2 ikke har gået til noget. StoreLille slæbte jeg både med til babysvømning og rytmerangle. LilleLille er blevet grusomt forsømt på de områder. Mine undskyldninger er, at vi er flyttet (et lille stykke væk) fra den slags muligheder, og når hun derudover sov 3 timer i streg, spiste, gylpede og så var klar til at sove igen - ja, så var det altså ikke nemt at nå. Men gad vide, om hun godtager den forklaring, når hun bliver lidt større og mangler billeder af sig selv som baby med fritidsinteresse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er sikker på, at både dit og mit 2'er-barn ikke bliver traumatiseret af ikke at have en masse "babys første rytmik"-billeder at kigge tilbage på. Det håber jeg i hvert fald ikke, for så skal jeg til at begynde at spare sammen til terapi allerede nu :-)

      Slet
  4. Jeg vil gerne have en burger med ost og pik on tak.

    SvarSlet
  5. Ha ha ha ha ha :D Anden gang du nævnte, at det var HDD, der gik til det med ham, tænkte jeg, at det havde du da lige skrevet… men det var der så en mening med ;)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...