fredag den 8. november 2013

Morgenmadsbog

For en uge siden nævnte jeg, at vi har indført konceptet "Morgenmadsbogen" herhjemme. Det kører vi stadig - med så stor succes, at jeg nu synes, det skal have sit helt eget indlæg.

Der er i virkeligheden ikke så mange ben i det - det er 'bare' en historie (eller to) ved morgenbordet, men det funker. Begge reptiler går op i det med liv og sjæl, og der bliver lyttet med store øjne, når vi læser. De skiftes til at bestemme, hvilken bog/historie vi skal læse, og selv om vi kun er på dag 10 eller deromkring i 'projektet', tegner der sig allerede nu et helt tydeligt billede af favoritbogen.


Øglen fik bogen i 2-års fødselsdagsgave af sin farfar og bedstemor, og vi har læst den omkring en trilliard gange, tror jeg. Den gik imidlertid lidt i glemmebogen, i takt med at hun blev større, og at vi flyttede til Den Nordlige Provinsby. Førhen læste vi primært om aftenen, og dér er det nu Find Holger-bøger og Flunkerne, der hitter hos hende.

Varanen har alle dage været glad for bøger, men det er først inden for den seneste måned eller to, han kan koncentrere sig om rent faktisk at lytte til en historie. Hidtil har vi mest gjort os i store billedbøger, hvor vi har talt om, hvad vi ser. Nu sluger han stort set alle historier, man gider læse for ham. Peter Pedal og storesøsters "Holger. Finde"-bøger er store hit om eftermiddagen, når vi sidder i sofaen.

Forleden fandt jeg så Historier for de meget små frem igen. Fra et bjerg af puds-dækkede bøger på Øglens værelse (som i øvrigt bliver finere og finere. Og måske en dag bliver helt færdigt). Det var jo den rene nostalgi at læse historierne igen, og så var det fascinerende, at Varanen elsker dem nøjagtigt lige så højt, som Øglen gjorde. Han vil læse dem igen og igen, men hvor Øglen var lidt bange for 'Nikolaj er mørkeræd', synes Varanen, at det er det fedeste. Og vil se på de mørke billeder af løven under sengen, uhyret i skabet og ikke mindst "Pøøøøgelset" (sagt med 'uhyggelig', skælvende Varan-røst) bag gardinet konstant.

Øglen synes også, at historierne er hyggelige, og hun vil gerne høre dem til morgenmaden, men hun gider ikke, som Varanen, at høre dem tre gange lige i rap. Forståeligt nok. Men. Er der nogle af jer, der har en 2-årig, der er glad for fine billeder af dyr og små, søde historier, så kan jeg altså varmt anbefale jer denne bog. Og nej - det er ikke spons eller noget som helst. Det er bare en anbefaling af en bog, vi har været - og er - meget meget glade for. Og af "Marenmadsbåw"-konceptet, hvis tiden om morgenen ellers rækker til det. Det er nemlig også temmelig hyggeligt for de voksne.

8 kommentarer:

  1. Det er altså en god idé. Især fordi der eddermame går Ramasjang i den her om morgenen. De stopper lige for at spise morgenmad men ellers kører både tv og app.
    Vi skal prøve med det der. Kunne passende være i morgen inde vi skal på bogforum

    SvarSlet
    Svar
    1. Fik I prøvet det, så? Eller bliver det også for meget gøgl til Skrubben? (Kunne jo se på dit indlæg, at han ikke holder til folk, der optræder :-))

      Slet
  2. Morgenmadsbog har også været praktiseret herhjemme og mon ikke den bliver genindført i december, når pixi-julekalenderen findes frem for gemmerne. Yngstemanden ELSKER bøger - who am I kidding - HELE familien elsker bøger og der læses højt hver aften for begge børn og mange gange i løbet af dagen i weekenderne... Ikke altid lige sjovt for mor/far at skulle trækkes igennem Bamses Godnatbog eller Kaj siger godnat for 117. gang, men ungerne elsker det. Må helt sikkert ned til den lokale bogpusher for at tjekke din anbefaling ud...

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhrmand - Pixi-julekalender. Lyder hyggeligt. Vi har lige taget hul på Pixi-alfabetet, men jeg kan ikke finde alle bøgerne, så det pædagogiske aspekt går lidt fløjten :-)

      Slet
  3. Marenmadsbåw er bare en vildt hyggelig ting. Jeg praktiserede det også med Donnaen i flere år, og det var rigtig godt. Eneste ulempe var, at jeg ikke både kunne tygge og læse op på én gang ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det er megasvært at spise, mens man læser højt. Så nu venter jeg med at spise til efter bogen :-)

      Slet
  4. Jeg synes simpelthen det er verdens bedste ide!! Min den store elsker historier, og kan blive læst højt for dagen lang, hvis hun selv kan bestemme. Den lille fidus, som fylder et år om et par uger, har dog ikke samme koncentration som storesøsteren (som vel at mærke allerede som 1-årig kunne sidde og få læst 4-5 bøger op i rap). Men at læse en bog til morgenmaden, vil jeg forsøge at indføre allerede i morgen - tusind tak for den ide! Jeg glæder mig til at fortælle hvordan det går med den ;-)
    Kh Marie

    SvarSlet
    Svar
    1. Waouw, en vild koncentration din den store må have, hvis hun kunne samle sig om at få læst højt allerede som 1-årig! Varanen er først lige begyndt at kunne holde fokus på en hel bog for et par måneder siden, og han er over 2 :-)

      Selv tak for idé - håber, den vinder indpas hos dine unger :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...