torsdag den 31. januar 2013

Murphy's lov

Det er som om, den der jahat strammer lidt i dag. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at vi var med i et virkelig dårligt tv-program, der handlede om ham der Murphy med loven. For jeg må da nok sige, at alt hvad der kan gå galt, går galt lige i øjeblikket.

Således er det ikke længere 'kun' et træt tag og nogle ulovlige el-installationer, vi skal have fikset, men også en bil, der besluttede sig for at tage røven på os i dag ved at vise sig at være så sløj, at den skal repareres for intet mindre end 20.000 kr.

SUK!

Så ikke et ondt ord om outdoorsy sponsorer her på bloggen, men nu tror jeg, vi skal have Danske Spil ind i sponsorkampen, for at det rigtigt batter. Eller en gavmild bank, der synes, det kunne være sjovt at se, hvordan en given blogger (mig!) ville forvalte ... Hm ... Lad os sige 100.000 bobs? Var det ikke en god idé?!

...

Nå, ikke? Bankerne fattes også penge, siger I?

On a happier note kan vi selvfølgelig glæde os over, at blæsevejret i dag ikke har væltet nogen træer eller andet spændende ned i vores hus. Og at ingen af os er blæst væk eller spontant selvantændt. Og man skal jo huske at finde glæde i de små ting, ikke?!

- Posted using BlogPress from my iPad

onsdag den 30. januar 2013

Om outdoorsy-hed

Guderne må vide, at der findes mere outdoorsy mennesker end mig. For nu at sige det pænt. Alligevel er jeg blevet spurgt af Campz.dk (der om nogen er outdoorsy), om ikke jeg ville fortælle lidt om deres site. Og jojo, det vil jeg da.




I må selv gætte, hvor jeg har lånt billedet fra ...


For der var jo engang, hvor jeg troede, jeg var outdoorsy (skal vi se, HVOR mange gange jeg kan skrive 'outdoorsy' i ét indlæg?!). Det var en kort, men intens, flirt med Spejdersport, khakifarvede bukser, der kunne lynes af ved knæet, Teva-sandaler, smarte praktiske rygsække og en seriøs overvejelse omkring, om jeg mon burde anskaffe mig et primusapparat. Primusært fordi jeg outbackede den i Sydafrika på noget safari og i utrolig korte sekvenser havde held til at bilde mig selv ind, at jeg var totalt nede med at sove i telt, bade med biller så store som tekopper og gå på nattejagt efter noget, vi heldigvis ikke fandt, men som hed 'bavianedderkopper'. Og i øvrigt skrive under på et eller andet obskurt dokument om, at jeg på forhånd frifandt safariselskabet for eventuel medvirken i min (og safariens andre deltageres, altså) død, umiddelbart inden vi begav os ind i særligt dystert floddelta.

Men nå. Det var dengang. Flirten med Spejdersport (og den sydafrikanske ækvivalent) var kort. Men det er jo egentlig en skam, kan jeg se ovre i den der biks, for man kan jo få ret meget lækkert outdoorsy (der var den igen!) udstyr. Og man behøver jo ikke bruge det altsammen på cykel- telt- og/eller trekking-ferie. Formoder jeg. Har ikke lige nærlæst betingelserne, men jeg går ud fra, at man ikke sælger sin sjæl til OverSpejderen ved at handle derinde.

Fx ville jeg på ingen måde klage, hvis nogen (hint hint) gav mig sådan en svend her. Eller en sovepose. Som jeg måske bruger en gang om året, men som ikke desto mindre er meget rar at have. Eller et par varme ski-agtige handsker. Til næste sæson, that is, for vi er jo enige om, at foråret er her nu, 'ing?! Skulle det være, kunne jeg da også godt tænke mig en comfy hoodie. Men den er HDD vist ikke med på. Han er lidt bange for, at der kommer til at gå hjemmetøj i den, nu hvor jeg skal selvstændige den på fuld tid. Tsk tsk. ... Hoodie, anyone?

Såeh. Er der nogen af jer, der huser en indre campist, storvildtsjæger eller bare natur-entusiast, hav et kig på denne onlineshop. Lige nu har de 70 % på en del, og alene det kunne friste mig til at købe noget, jeg overhovedet ikke har brug for. Men I ved, hvad man siger - hellere jer end mig, så off you go!

Hvis nogen skulle være i tvivl, er dette indlæg sponsoreret. Men sør'me om meningerne ikke er mine egne alligevel ...

Det skal jo ikke være brok det hele

... så selv om vores el stadig er ulovlig, og vi stadig skal have nogen til at kigge på taget, så er der da også lyspunkter.

Fx købte jeg en iPad Mini i går. Som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til endnu, men den er knageme sød. En lillebitte iPad - eller en kæmpestor iPhone. Nååååhr! Og det bedste af det hele - den er min. Mine ALONE, I tell you! Jeg har forment reptilerne adgang til den (som om, Varanen fatter noget som helst af dét - han vil tage en bid af den ved enhver given lejlighed), og jeg har absolut ingen planer om at installere Matemaslik, Rasmus Klump, noget som helst fra Toca Boca eller generelt bare spil af nogen art, der ikke er til mig. Så jeg forudser en iPad, der har installeret WordFeud og nicht's weiter.

My precious. Og jaja - jeg ved godt, at der er mange billedgengangere fra Instagram. Rundstykke. Men det ER jo ikke alle, der er på IG, vel? Jeg ved fx, at min mor ikke er. (Og hun er jo overdrevet interesseret i at se et billede af min nye iPad. Eller ...(!) )

Jeg købte også en læbepomade i går. En lyserød Labello-sag, der formentlig er proppet med parabener, parfume, asbest og sars (den lugter i hvert fald ret syntetisk). Til Øglen. 20 kr., mand, og så var hun bare én stor omvandrende taknemmelighedspakke hele dagen. "Er den til MIG, mor? Mange mange mange tak! Sådan en har jeg LIGE ønsket mig! Hvor ER den flot! Må jeg godt sove med den? Må jeg vise den til T ovre i børnehaven? Vil du prøve den, mor? Nejjjjj, hvor ER den flot!" (x uendeligt) Can't buy me love og alt det der, men nogle gange lykkes det nu meget godt alligevel... (og nej - jeg tror ikke, begejstringen havde været helt lige så stor, hvis jeg var kommet hjem med en læbepomade lavet af hør og spelt i en eller anden ubestemmelig brun farve).

Derudover er der optræk til spændende ting og sager i den der lille kommunikationsbiks, jeg har. Det var som om, at der for alvor kom skred i tingene, da jeg besluttede mig for at droppe dagpenge-sikkerhedsnettet og satse 100 % på det selvstændige. Ganske sikkert tilfældigt, men ikke desto mindre dejligt! Lige så stille begynder jeg at tro på, at det måske godt kan løbe rundt. Jeg bliver aldrig millionær, men til gengæld bliver (og er) jeg fleksibel. Og det er uvurderligt lige nu, hvor ungerne er små. At kunne aflevere halv ni-ni og hente igen klokken 15 - så kan jeg næsten ikke ønske mig det bedre. Særligt ikke, når jeg forhåbentlig kommer til at lave noget, jeg synes, er rigtig sjovt, mens de er af sted. Så kryds lige fingre, ikke?! (Og giv mig et los i r*ven, så jeg kan komme ud over rampen med den præstationsangstfremkaldende opgave, jeg burde sidde og lave lige nu!)

Et billede, der ikke har noget med noget som helst at gøre. Og så alligevel. Stilleben fra trashet køkken med vægge, der står og venter på først en elektriker, så en mørtel-mutti. 

Er der i øvrigt ikke også noget forår i luften? Eller i det mindste bare så tilpas mange plusgrader, at fingrene ikke rasler af, hvis man formaster sig til at tage vanterne af i et nanosekund? Så pyt med, at det øsregner.

I bund og grund går det jo så faktisk meget godt. Bortset lige fra huset. Men det bliver vel godt engang ... (Kan I høre, at jeg har taget Ja-hatten på?)

mandag den 28. januar 2013

#€&%("?!

Den gode nyhed:
Til trods for massivt tøvejr i dag, hvor vandet (sneen) har fosset løs i tagrenderne fra morgen til aften, så er der ikke dryppet yderligere vand ned fra vores tilsyneladende utætte tag. Hvilket er meget heldigt, eftersom stortrampende, utæthedsfremkaldende tagmand netop har sendt et mildest talt ublu tilbud på reparation af taget.

Den dårlige nyhed:
At al el-halløj i vores køkken er ulovligt. Alt! Og at det tilsyneladende beror på de højere magters indgriben, at sammenkoblingerne og faserne og hvad det nu ellers hedder af smarte el-ord, overhovedet kan drive køleskab, ovn og opvaskemaskine på samme tid. Eller køleskab, ovn og kogeplader, som det hedder nu. Måtte jo ofre et eller andet, og efter to uger uden kogeplader, var jeg ved at blive bims. Bliver sq nok også bims uden en opvaskemaskine, men man kan åbenbart ikke få det hele, når man har købt et 60'er-hus, der har været i hænderne på enten en gal selvbygger eller en elektriker uden skyggen af faglige kompetencer.

Vi burde måske have lugtet lunten med det der el, da vi så, hvor klyttet hele det utrolig grimme, grønne almuekøkken var sat op. (Dækplader sat på med velcro. Snedkerkøkken my ass!) Eller i det hele taget være blevet mistænksomme, da vi så farvesammensætningen på køkkenet. Stol aldrig på nogen, der vælger mintgrønt og okseblod som samlet farvepalette.

Men det gjorde vi ikke. Lorte-lort. Til gengæld tegnede vi en ejerskifteforsikring, som i dén grad skal sættes i sving nu. Og så skal jeg ud og slå nogen i hovedet med den Helt. Utroligt. Mangelfulde. El-rapport, der er blevet lavet i forbindelse med salget (og købet) af huset. ("Nå? Var de kabler, der er trukket til el, slet ikke godkendt til el? Tænk, det opdagede jeg overhovedet ikke")

... Det er svært at se det gode i dén historie. Men skal man finde bare en enkelt lillebitte ting, er det, at der så nok er nogen tid til, jeg skal til at lege med hhv. mørtel og letspartel på køkkenvæggene. Fordi der er nogen el-nogen, der skal ud og trække ny el über alles. Og fræse det ind i væggene. Hvis Når Forsikringsselskabet altså synes, at de har udtømt alle muligheder for at slippe for at betale en rød reje. Hvilket formentlig bliver engang i 2039 - de er stædige, de der forsikringsselskaber.

#€&%("?!

Nogen, der har en rambuk? Så jævner vi hytten og erstatter den med noget Lind & Risør. Nyt. Uden grimme overraskelser og store edderkopper.

fredag den 25. januar 2013

Spænding i tilværelsen

Med et køkken, der hænger i laser (undskyld, HDD - jeg ved godt, du knokler på det i alle dine ledige timer, men det ændrer desværre ikke på, at vi ikke har haft fungerende kogeplader i to uger nu!) og et nært forestående projekt om at udskifte hoveddøren og vinduerne på den ene side af huset, der for alvor har bekendt kulør her i permafrosten og vist sig at være omtrent lige så tæt som et fuglebur, skulle man synes, at vi havde nok at se til, sådan projekt- og spændingswise.

Ikke desto mindre besluttede vi os i tirsdag for at få endnu en (kollektiv) hjerneblødning over Den Nye Institution, og før vi fik set os om, var vi kommet til at skrive reptilerne op til den anden institution, de fik tilbudt plads i - the one that got away. Bare for at prøve. Og eftersom det hele er blevet så digitalt og "smart", endte det med at der kun gik 10 minutter, før der tikkede en mail ind om, at Den Nye Kommune, Der Primært Er Befolket Af Mennesker Med Pels og Sølvhjelme Og Derfor Har En Udpræget Mangel På Børn, kunne tilbyde Varanen en plads i pågældende insti til april. Og så kunne Øglen måske komme ind på en søskendefordel. Yikes! Så skulle vi jo pludselig til at tage stilling igen. Hurtigt igen. Onsdag var vi ude og se instien igen, og den var stadig god og hyggelig. Så vi overvejede og overvejede. Lagde planer for at tage ungerne ud af Den Nye Institution nu-nu (vi kan være så dramatiske), holde dem hjemme hos mig et par måneder med tilskud til pasning af egne børn, satse på en plads til Øglen senest i juni, miste depositum i nuværende insti, og. så. videre.

Reptiler, der storhygger med tegneriet! 

Vi talte og talte og talte. Og blev enige om, at den nys tilbudte institution var intet mindre end Den Hellige Gral. Lige indtil altså i går, hvor jeg på bedste Basil Mus-vis (læs: stalker-manér) passede nogle intetanende, afleverende forældre op og spurgte til deres oplevelse af Den Hellige Gral. Jeg fik et ret klart svar om, at vuggestuedelen var fantastisk, og at børnehavedelen var lige præcis det modsatte. Den ene mor talte jeg ret længe med, og hun endte faktisk med - efter hun havde talt lidt i ring - decideret at fraråde mig at putte mine børn i institutionen. Eller gøre det - og så håbe på, at det måske blev bedre. Hm. Ikke lige det, jeg gerne ville høre. Og da jeg senere ringede til lederen for at få uddybet nogle ting (kom ikke og sig, at jeg ikke er grundig!), og hun ikke kunne svare klart på nogle i mine øjne ret vigtige spørgsmål om alderssammensætning på (de små) børnehavestuer samt stabilitet (eller mangel på samme) i personalegruppen, var det som om, Den Hellige Gral smuldrede en anelse. Ikke mindst fordi der også var et par andre ting, der var sådan lidt bop-bop, for nu at bruge et godt, gammelt 90'er-udtryk.




Piss' koldt ude i Forstaden. Det er, hvad det er. Og jaja, rundstykke, hvis du har set billederne før ovre på Instagram. Hvis du ikke har, så kom over og sig hej til @astridsf
Alligevel brugte jeg det meste på i går på at tale med Pladsanvisningen og andre institutioner, regne på forskellige scenarier og overveje, hvad man nu lige skulle sige til Den Nye Institution, hvis man melder sit afkom ud efter 3 uger. Men da jeg så hentede selvsamme afkom i Den Nye Institution i går, iggå? Da var de bare så glade. Og havde lavet fede ting. Og de ting, jeg var lidt bekymret omkring (hvilket jeg talte med lederen om i går morges), kunne jeg se, at de allerede var begyndt at gøre noget ved. Og Øglen fortalte, at D havde fødselsdag, at hun havde leget med M, at hun havde fået et bamse-klistermærke, fordi hun "var en god ven og ikke skubbede de andre ud af legen", og at Lillegruppen skulle lave suppe over bål i dag. Og så var det som om, at Den Nye Institution ikke var så slem endda. Nærmest tværtimod. Så nu tror jeg bare, at vi holder kæft med den institution. Og prøver at forstå, at ingen institution på 3 uger kan nå at leve op til de institutioner, vi brugte år på at lære at kende inde i Kbh. Så nu er vi glade for Den Nye Institution igen. Men hvad skal vi så få tiden til at gå med?!

- Det hul i taget, der kom i går - og som i øvrigt, paradoksalt nok, blev forårsaget af den tagmand, der var ude for at vurdere tagets tilstand?

- Det faktum, at jeg netop har aftalt med Dagpengeland, at vi er through, fordi nogen prøver at gå all in på det der firma-noget (efter at have modtaget supplerende dagpenge en rum tid snart). Og derfor ikke har nogen som helst fast indtægt fraaaaa NU af?!

...

Man kunne selvfølgelig også bare sætte sig i sofaen med en kop kaffe og slappe af? I stedet for at panikke totalt, hvilket ellers virker som det mest oplagte valg lige nu, hvis man spørger mig ...

mandag den 21. januar 2013

Om sprogbrug, #2

I forlængelse af det sidste indlæg om sprogbrug (som jeg ikke evner at linke til fra telefonen) vil jeg bare lige sige, at Øglen netop har proklameret, at hun vil være enten prinsesse eller Pippi Langstrømpe til "københavn".

... Det har jeg heller ingen planer om at rette. Er det tarveligt?


- Postet fra mini-Padden

søndag den 20. januar 2013

Om sprogbrug

Hvis det skulle være gået nogens næse forbi, så snakker Øglen meget. Ret meget. Sindssygt meget, faktisk. Og derfor er den sproglige udvikling da også helt vild og cwazy. Både ordene og reflektionsniveauet forfines dagligt, og jeg får helt hjertebanken ved tanken om, hvor stor min lille pige er blevet, samtidig med at det er voldsomt fascinerende at følge med i hendes vokseværk.

Jeg er selv ret glad for ord (og den korrekte brug af dem), og deraf burde jeg nok være den første til at rette Øglen, når hun har forvildet sig ud i noget sprogligt, der umiddelbart ikke virker til at være en døgnflue. Alligevel nænner jeg ikke at rette hende, når hun konsekvent siger og/eller leger, at bilen skal have "appelsin" på.

Ligesom jeg heller ikke har nogle intentioner om at rette hendes "laviser og laklamer" (aviser og reklamer) og "lasandwich" (lasagne). Hun kan tids nok blive stor. Og jeg rettede hende jo, dengang hun altid sagde "neger" i stedet for 'mere', så noget har jeg da gjort. Trods alt. Og måske - men kun måske - fortæller jeg hende en dag, at "molodé" ikke er den korrekte betegnelse for 'dvd'. Eller at "kåpkiks" hedder cupcakes ude i virkeligheden.

Store, gøglede Øgle

------

Til jer, der sidder neglebidende og tænker over, hvordan den playdate, Øglen skulle på i går, forløb, kan jeg i øvrigt berette, at det gik aldeles fantastisk. Det begyndte allerede ude i opgangen, da vi var blevet trykket ind ad gadedøren. Pludselig gjaldede der et *ØGLEEEE!" oppe fra tredje sal, og Øglen svarede med et "N!" og en manisk skraldlatter, og så gejlede de ellers hinanden op med råb og hvin hele vejen op. De blev ikke uvenner-uvenner, som Øglen ellers havde forudsagt, men der var da lige et par situationer, hvor vi måtte mægle lidt. Fx da N gerne ville have, at Øglen skulle gå, fordi han ville spille Wii. Og da Øglen annekterede alle (15) farveblyanter og nægtede at dele. Men det var relativt nemt at distrahere dem, så alt i alt tør jeg godt erklære legeaftalen for en succes. Så meget, at Øglen faktisk ikke gad med hjem. Og egentlig bare gerne ville blive og sove. Men dén model venter vi vist lige med, til hun er lidt ældre. Og tør at falde i søvn på sit eget værelse, uden jeg er der, fx. Jeg hyggede mig også rigtig godt med N's mor og nød desuden lige at være et smut i storbyen og konstatere ved selvsyn, at der er steder, hvor folk går på gaden uden at være iført pels og gråt, kort hår.

torsdag den 17. januar 2013

Drivkoldt!

Jeg må formode, at det meste af landet har opdaget det, men her kommer det alligevel: Det er KOLDT udenfor. DRIVkoldt, som Øglen ville sige! (Eller drivmørkt, drivvarmt eller det lidt mere korrekte 'drivvådt'. Sq da heller ikke logisk!) Hvis det skal blive ved, så bliver jeg jo nødt til at anskaffe mig en flyverdragt. Eller en pejs, der rent faktisk virker. Eller nogle flere stearinlys til den flotte Kubus-stage, som HDD og jeg fik i julegave, nu jeg ikke var en af de heldige bloggere, der fik en. Grrr. Kh bitre Øglemor.

Så koldt er det udenfor. Koldt, men pænt!

Og naboens kristtjørn kæmper (også) en ulige kamp mod minusgraderne

Jeg fragter reptilerne over til Den Nye Institution i "store cykle" (aka ladcyklen), og fordelen ved det er, at der ikke er nogen batterier på den, der kan gå død i kulden. Så den virker altid. Ulempen er så til gengæld, at gearet er frosset fast (toppen, når der simpelthen er så bakket her i Forstaden (!)), og at kalechen er ved at dø en stille død (må have en ny. Så hvis nogen skulle have lyst til at sponsorere en Bugatti-kaleche i sort, skal I ikke høre for det). Og at den er så kold nede i ladet, at jeg er positivt overrasket over, at ingen af reptilerne er frosset fast til bænken. Men driftssikkerheden vinder alligevel over ulemperne, så jeg må bare bide brokken i mig og glæde mig over, at det fastfrosne gear træner mine lårmuskler yderligere.

Ladcykel - nu med kælk. En af fordelene (ud over gode lårmuskler) ved at bo i en bakket forstad er, at børnehavens legeplads har indbygget minikælkebakke


I morges blev de også kørt i ladcyklen. Pakket ind i flyverdragter og dyne, mens jeg tonsede af sted uden hue, fordi den er blevet brugt til en eller anden sindrig leg, hvor den fungerede som vugge for en nyfødt hund med batteri. Fra BR. og nu er forsvundet i det bjerg af legetøj, som Det Nye Hus indeholder. Og hjemturen fra Insti foregik så uden handsker, fordi afleveringen af Øglen var rigtig sløj i dag, og jeg måtte skynde mig ud af døren. Med en Øgle stående på den anden side med tårerne sprøjtende ud af de blå øjne. Hun savner sin gamle børnehave, kunne hun bedyre i morges. Og N i særdeleshed. Og det kan jeg jo godt forstå, men det er lidt svært at gøre noget ved. Ud over altså at tage på playdate hos N på lørdag. Hvilket hun godt ved, og måske netop derfor rumsterer han og 'det gamle liv' lidt ekstra i hovedet på hende for tiden.

Men derfor er det stadig ikke sjovt at forlade sit triste barn. Heldigvis var hun glad igen, da hønemor jeg ringede efter et kvarter. Jeg prøver imidlertid at huske mig selv på, at det ikke er farligt, at hun reagerer. At det næsten ville være værre - eller i hvert fald underligt - hvis hun slet ikke gjorde. Alt kan jo (desværre) ikke være peachy altid, selv om det da ville være rart.

Turen går snart af sted for at hente. Uden vanter. Brrr. Og jeg er 99,9 % sikker på, at jeg får en glad Øgle hjem. Som har været til fødselsdag hos en af pigerne og med garanti også vil have alle pigerne hjem, når hun snart har fødselsdag. Og hvis vi tager et smut omkring mosen og fodrer ænder på vej hjem og laver et eller andet hyggeligt, når vi kommer hjem, så er jeg mere end sikker på, at hun vil have det som blommen i et æg. Før vi ser os om, er det weekend, og så er der playdate. "Det bliver sjovt, mor", som Øglen sagde i morges. "Jeg glæder mig til at lege med N. Jeg tror, vi bliver uvenner. Det bliver vi altid. Han er min bedste ven!"

Nårh!

tirsdag den 15. januar 2013

Ja, det er altså ikke fordi

- jeg ikke læser alle jeres søde ord og kloge indspark til mit forrige indlæg. For det gør jeg. Jeg siger lige tak i plenum her, for jeg er tilsyneladende VIRKELIG dårlig til at få svaret på kommentarer for tiden. Det beklager jeg - det skyldes primært ammehjerne (går den undskyldning endnu, når Varanen er lige knap 16 måneder?), alt for mange ting i hovedet, et køkken, der ligner Beirut og alt muligt andet. Men jeg læser alle kommentarer og bliver glad for hver og en. Og på et eller andet tidspunkt kommer jeg i gang med at svare igen. Pwomise.

Lige med hensyn til det seneste indlæg, så har jeg faktisk læst kommentarerne flere gange og særligt taget det der til mig med at vente med at ændre flere ting lige nu, end vi allerede har gjort. Så vi er tilbage til, at HDD putter Varanen, og jeg putter Øglen. Og det går u-på-kla-ge-ligt. (Jinx!)

Ja, det er ham her, det hele handler om. Søvnfornægteren!

På et eller andet tidspunkt skal jeg til at lære at putte Varanen (eller han skal til at lære at blive puttet af mig), men det bliver nok ikke lige her i januar. Nu skal vi bare glæde os over, at vi har fået noget, der minder om hæderlig nattesøvn de sidste par nætter (selv Øglen har holdt sig inde i sin egen seng hele natten, og det er virkelig store sager!), og så glemmer vi bare lige natten til lørdag, hvor det var Øglen, der gjorde sig ud til bens, og nogen (gæt!) endte med at sove på gulvet inde ved siden af hendes seng den halve nat. Det får man både ondt i ryggen og forfrysninger (næsten, i hvert fald) af!

Og apropos forfrysninger, så blev det da lige pludselig sne og koldt udenfor, hva'?! 

Og så skal vi i øvrigt også glæde os over, at det går så stjernegodt med ungerne nede i Den Nye Institution. Både i går og i dag har vuggestuepædagogerne sagt, at de synes, at Varanen er SÅ skøn (I knew that!), og hvis bare der var flere som ham, fordi han er så sød og glad og tillidsfuld. Nååååhr. Så kan det godt være, at han frarøver os vores nattesøvn herhjemme, men sådan en lovprisning kan da gøre en mor ganske blød om hjertet. Også selv om de sikkert siger det til alle mødrene ... Og Øglen har også fået nogle søde ord med på vejen om, hvor god og omsorgsfuld hun er over for sin lille, nye veninde D, der er noget yngre end hende. Smiger åbner alle døre, så jeg labber det i mig. Og bliver i øvrigt glad helt ind i knoglerne, når "mad-damen" (som i øvrigt er så ung, at jeg nærmest kunne være hendes mor) af helt eget initiativ lige kom ind på børnehavestuen i går, da jeg havde afleveret en grædende Varan og var gået ind med Øglen, bare lige for at sige, at han var helt ok igen og sad nede på stuen og grinede. Og bagefter kom ud i garderoben og var med til at trøste - og aflede - Øglen, da hun var ked af det (for første gang, siden hun startede, faktisk), da jeg skulle gå. Og da afledningen ikke lykkedes, tog hun det tunge skyts i brug og spurgte, om Øglen ikke ville med ud og hjælpe hende i køkkenet, for det kunne hun smaddergodt tænke sig. SÅ skulle I bare se en Øgle, der ikke kunne få mig hurtigt nok ud af døren og i gang med at snitte grøntsager.

Øglen i et af de millioner stykker tøj, hun fik med posten i går. Mutti var kommet til at gå lidt amok ovre hos pompdelux...


... Jeg tror, at vi har valgt helt rigtigt med den institution ...

har taget Øglen

lørdag den 12. januar 2013

Når værktøjskassen er tom

Nå, kære Blogland. Nu er det jeres tur. Til at øse af jeres visdom udi babyhed.

For det kan godt være, at jeg skrev forleden, at Varanen ikke reagerede synderligt på at være begyndt i den nye vuggestue. Og det tror jeg egentlig heller ikke, han gør. Men et eller andet er der i gære, og hvorvidt det er en reaktion på vuggestue-skiftet, tænder på vej, det underlige udslæt på hans højre fod eller det, at han lige er begyndt at gå (i går - og det er simpelthen så megasødt og klumpedumpet, at jeg bliver helt blød om hjertet og næsten glemmer, hvor terroristagtig, han er for tiden) eller en glad kombination af det hele, så aner jeg ikke mine levende råd.

Det er meget muligt, at der er en helt naturlig forklaring på hans opførsel. Og det er meget muligt, at tiden arbejder for os, og at han er from som et lam, når vi når til februar/marts/december/2015, men det ændrer ikke på, at det er lige nu, det virker til at være ret svært at være Varanen. Og i flere tilfælde også at være hans forældre, for den sags skyld.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er gået lige så videnskabeligt til værks med det at få Varanen, som jeg gjorde med Øglen i sin tid. Med barn nr. 2 har jeg haft en del erfaring at trække på, og jeg hviler meget bedre i mig selv og mine beslutninger i forhold til mine børn (se her venligst bort fra institutions-hjerneblødning for nylig). Øglen og Varanen er to meget forskellige børn, og det er en løbende proces gang på gang at konstatere, at noget, der virkede på Øglen, overhovedet ikke fungerer med Varanen. Og vice versa. Men jeg gør det så godt, som jeg kan, og bortset fra den dårlige samvittighed, som jeg vist aldrig helt kan slippe, synes jeg egentlig, det går helt godt.

Varanen i morges. Hvor han trods alt var så venlig først at vågne ved 8-tiden. Manglede også bare, faktisk

Bortset altså lige fra nu. Hvor jeg har tømt værktøjskassen for samtlige remedier, den måtte indeholde, der på nogen måde kunne være relateret til at berolige en 15-16 mdr. gammel baby eller endog få pågældende baby til at falde i søvn.

Forhistorien er den, at HDD er den, der har og har haft lettest ved at putte begge reptiler som helt små. Ingen af dem er vilde med at falde i søvn selv, og ingen af dem er specielt hurtige til at falde i søvn. Og jeg må nok bare erkende, at jeg er for utålmodigt anlagt til at bruge timevis af min aften på noget, der trækker så meget i langdrag. Hvilket selv 1-årige sagtens kan mærke, og derfor har det trukket endnu mere i langdrag. Som konsekvens er det derfor HDD, der putter Varanen, og mig, der putter Øglen (hvilket i øvrigt går glimrende, selv om det også kan være en langsommelig affære), og sådan har det været næsten siden, vi flyttede ind i Det Nye Hus. Lige indtil forleden, altså. Hvor vi besluttede, at det jo (trods alt) ikke var holdbart, at vi ikke begge kan putte begge børn (Øglen vil nemlig ikke have HDD til at putte sig). Så jeg skulle putte Varanen og udstyrede mig selv med den største tålmodighedshat, man nogen sinde har set.

Alligevel gik det temmelig sløjt, for nu at sige det pænt. Efter hans godnatflaske stak han i et hyl, der bare eskalerede, og uanset hvad jeg gjorde, blev det ikke bedre. Hvis jeg nussede og tyssede, blev jeg skubbet væk. Hvis jeg satte mig ved siden af sengen, blev der (også) rusket tremmer og skreget i vilden sky. Hvis jeg tog ham op for at berolige, blev jeg skubbet og dasket til og gået i bro på. Hvis jeg gik uden for døren for lige at se, om det kunne køle gemytterne ned, blev der skreget så skingert, at jeg seriøst var bange for, at han skulle sprænge et blodkar (eller et stemmebånd). Gået the picture?

Efter en time kom HDD ind for at gyde olie på de oprørte vande, og inden for et kvarter sov Varanen.
Dagen efter gentog showet sig - med den forskel, at HDD overtog 'allerede' efter en halv time, og at det tog ham en halv-en hel time at dysse skrigefrans ned. Han (altså Varanen) var helt balstyrisk og endte med at skrige sig i søvn, det lille skind.

Det er ikke brok det hele - her er vi i ZOO, og Varanen, der uvist af visse årsager hader at have vanter på, har lånt mine kæmpeluffer for at varme de stivfrosne fingre op

I går prøvede jeg igen at putte Varanen (#masochist), og da endte det rent faktisk med, at Varanen faldt i søvn uden de store sværdslag. Hvilket burde have gjort mig mistænksom, men jeg ænsede desværre ikke andet end min egen succes - altså lige indtil kl. 22.30, hvor der blev små-øffet fra værelset, og kl. 23, hvor skrigebegivenhederne tog fart. Kl. 02.50 (sic!) var der ro i lejren igen, men inden da havde HDD og jeg nået et vagtskifte, holdt Varanen i hånden under hans små slumreanfald (som han brat vågnede fra, i det sekund man overvejede at flytte lidt på sig - hver gang!), haft ham på armen, gynget, nusset og pusset i gyngestolen, nynnet, gået, ssscch'et, givet kiks, lavet en ny flaske, selv om natflaske forlængst er udfaset, og videre i dén dur. Omkring 4 timer skulle det åbenbart tage, før han dejsede om. I vores seng, oven i købet, hvor han ikke har sovet (fordi han nægter), siden han var et halvt års tid gammel. Så en god og hyggelig afslutning, men jeg ville dog nok have sat større pris på den, hvis optakten havde været væsentligt kortere.

Er det bare mig, eller ser den lille natteravn en kende træt ud? 

Men hvad sker der?! Hvorfor er det, at jeg ikke kan trøste mit eget barn og få ham til at om ikke sove (det har vi sq altid haft problemet med) så til at falde lidt ned? Særligt taget i betragtning, at jeg om dagen fint kan berolige ham og i øvrigt dårligt nok må gå ud i køkkenet (separationsangst big time - formentlig yderligere ansporet af vuggestueskift)? Hvorfor må jeg/vi ikke røre ved ham? Hvorfor bliver han så vred om natten? Og hvad er der overhovedet i vejen i første omgang, siden han bliver så gal? Jeg forstår det simpelthen ikke, og manglen på værktøjer til at tackle det, gør mig både frustreret og magtesløs. Jeg vil så gerne være rummelig og forstående og anerkendende og det hele, men skrigeriet og den berøvede nattesøvn gør det desværre lidt for nemt for Utålmodige Mor at holde sit indtog. Hende gider jeg ikke have på besøg, for det nytter jo ikke noget - når man er 16 måneder, er man ikke uartig eller bevidst irriterende, men forsøger at give udtryk for noget. Men hvad? Og hvad gør jeg for at hjælpe?

Så er der nogle af jer, der sidder inde med de vises babysten, må I meget gerne dele. Helst inden jeg bliver sindssyg. Eller før balladen stopper igen og bliver afløst af endnu en crazy fase.

I aften er vi gået tilbage til, at det er HDD, der putter. OG vi har stoppet en stor portion havregryn i krapylet før sengetid. Sover han fra nu og til i morgen tidlig, betyder det så bare, at HDD aldrig kan være væk omkring puttetid igen. Det ville ikke gøre mig noget, men måske det i længden vild blive jævnt træks for ham ...

Det blev langt. Beklager. Nu vil jeg gå i seng. Og håbe på masser af søvn til alle mand. Ikke mindst Varanen.

- Postet fra mini-Padden

torsdag den 10. januar 2013

Den der indkøring

Det er ikke fordi, jeg tror, at andre bekymrer sig voldsomt om, hvordan det nu engang går med synkron-indkøringen af reptilerne i Den Nye Institution, men hvis der nu skulle sidde en enkelt tosse og være interesseret, vil jeg da ikke snyde nogen. Særligt ikke fordi det er et emne, der fylder enooooormt meget herhjemme (hence den noget magelfulde blogging på det seneste).

Nå. Men den korte version er, at det går godt. Rigtig godt. Over al forventning, faktisk. (Har jeg jinxet noget nu?)

Den lidt længere version kommer nedenfor, så hvis du bare var så’n lidt høfligt interesseret, kan du hoppe af her.

Reptilerne har været i Den Nye Institution i lidt over en uge nu. På den tid er Øglen blevet så godt som færdigindkørt, selv om hun stadig har korteagtige dage (9-14.45), og Varanen er så småt ved at skulle vænne sig til at sove ovre i vuggeren. I et monsterhyggeligt krybberum, hvor der i øvrigt ikke er krybber, men barnevogne, og hvert barn får så hver deres vogn, som de har, lige indtil de ikke skal sove lur mere. Så man kan ’indrette’ den, som man vil med hjemlige dyner, bamser, mv., men til at begynde med prøver vi nu lige og se, om ikke Den Nye Institutions ting funker godt nok.

I denne uge er hverdagen jo for alvor begyndt med pendlende HDD, der tager af sted 06.55, og mig, der sørger for at få ungerne op, fodret af og i tøjet (og gæt, hvor jeg selv og mit eget udseende havner på dén prioriteringsliste. Temmelig langt nede, kan jeg godt afsløre). Det er muligvis derfor, at klokken bliver 9, før jeg får afleveret, men øvelse gør mester og alt det der, ikke?!

Varanen giver den som kloge-Åge med moars pyntebriller

Indtil videre går det fint (jeg jinxer bare derudaf i dag, hva?!), men det kan hænge sammen med, at Mårmor har været på besøg og givet et nap med fra søndag til onsdag. Reptilerne syntes, det var et hit at finde Mårmor inde i stuen om morgenen, og de var også svært tilfredse med, at hun var der om eftermiddagen, når de kom hjem. Og ud over, at det naturligvis altid er hyggeligt at have besøg af Mårmor, var jeg også svært tilfreds med, at hun kunne kigge efter Varanen (som skulle hentes 11.45 som det seneste i ugens første halvdel), når jeg hentede Øglen 14.45. På den måde slap han for at blive fragtet unødigt frem og tilbage, og der var den fornødne ro omkring afhentningen af Øglen.

Der har endnu ikke været nogen videre reaktion fra reptilerne derhjemme (jinx!) ud over, at Øglens nattesøvn måske er blevet lidt dårligere (vågner op omkring kl. 23 og er totalt i hopla – og falder kun ned, hvis hun kommer med ind i smørhullet), og Varanen har lidt sværere ved at falde i søvn om aftenen. Men det kan også have noget at gøre med den MFR-vaccine, han fik første del af i mandags, tænker jeg.

Ovre i Den Nye Institution oplever vuggestuepædagogerne, at Varanen er begyndt at kontakte dem, frem for den anden vej rundt, og han er efter sigende også god til at kontakte de andre børn med henblik på leg. Han stritter ikke imod, når vi kommer over i vuggestuen – synes vist stadig, at det er en lidt pudsig konstellation, at det både er Øglen og jeg, der afleverer ham – men han er stadig ikke meget for selve afleveringssituationen og græder hjerteskærende, når jeg stikker ham i armene på de søde pædagoger. Og så ser han så forurettet og bebrejdende ud, at jeg føler mig som den værste mor i verden. Heldigvis kan jeg høre, at gråden stilner af i det sekund, jeg er ude af syne, og de pædagoger, jeg har opsnappet på fællesarealerne (en af de helt store fordele ved en integreret insti) fortæller, at ’han har det fint, han sidder og leger/spiser/griner/andet’.

Øglen i haven

Øglens aflevering tager lidt længere tid end Varanens, for hun vil forståeligt nok stadig gerne lige have, at jeg bliver og hjælper hende med at lægge et puslespil (’hjælpen’ består her i at tage puslespillet ned fra den høje hylde, se på, at hun lægger det og så rydde det op bagefter). Og så skal der lige lidt overtalelse og meget let stemmeføring til at lokke hende over til vinkevinduet sammen med en voksen. Men hun græder ikke, når jeg tager af sted, og hun virker til at acceptere tingenes tilstand uden at være ’slagen’ og/eller passiv af den grund. Jeg tror også, det hjælper lidt på det, at hun er blevet ’opgraderet’ til at være med i mange af Mellemgruppens aktiviteter, selv om hun ikke er fyldt 4 år endnu. På den måde føler hun sig lidt sej, og som pædagogerne siger, så kan hun så mange ting – også sprogligt – som gør, at hun kan være med de lidt større børn uden at halte bagefter. Jeg synes, at det er godt set af pædagogerne, at de tager hende med i gruppens aktiviteter allerede nu for at inkludere hende - ikke mindst fordi hun fylder 4 om halvanden måned og så ville rykke op alligevel.

Øglen er allerede begyndt at lege med et par af pigerne – nogle af de lidt mindre piger, for så kan hun jo få lov at bestemme, er HDD's og min teori :-) Men jeg er glad for at se, at hun har mod på at dyrke de sociale relationer, og det virker som om, hun er glad og tryg ved både stedet og de voksne. Hun galopperer i hvert fald i forvejen, når vi nærmer os institutionen, og hun nævner udelukkende den gamle børnehave, når hun refererer til noget, der er ligesådan eller forskelligt fra Den Nye Institution. Og kun i nøgterne vendinger. Forleden kom jeg til at spørge hende, om hun savnede den gamle børnehave (fy! Ikke lade eget savn gå ud over Øglen!), og så kiggede hun på mig med store øjne og sagde ”Mja!” for derefter at knække sammen af grine og råbe ”JAJAAAAA PRUT!”, så jeg er ret sikker på, at hun ikke martres af savn. Om en uge har vi en playdate med bedstevennen N, og så må vi se, om der kommer en reaktion på dét. Jeg tror det ikke (der var den igen: Jinx!)

Men uanset, hvor meget jeg ævler, forbliver konklusionen den samme – reptilerne virker glade for deres nye stuer, og både jeg og HDD har fået ro i maven omkring det valg, vi har truffet. Ja, det bliver presset økonomisk (enter: megasurt brev fra bank om et totalt midlertidigt overtræk på en af mine konti) en periode, men vi klarer den. Og en lidt strammere livrem er bestemt tålelig, hvis det samtidig betyder glade reptiler.

Så over ’n out herfra. Jeg glæder mig til at komme tilbage i Blogland med lidt højere frekvens. Nu er reptilerne jo også snart færdigindkørt, og så bliver der mere tid til arbejde blogging …

torsdag den 3. januar 2013

Happy nubbi!

Så blev det 2013, hva'?! Håber, I havde en fest. Vi havde en fest af den kaliber, det nu bliver, når den involverer fem børn, hvoraf den ældste var Øglen på knap fire år, og den yngste var to måneder.

Vi var hos gode venner, hvis børn (2,5 og 0,5 år) blev puttet 19.30-ish, og så sov de ellers resten af aftenen. Babyen vågnede lidt fra tid til anden og skulle ammes og dikkedikkes, og så var der reptilerne...

Varanen blev forsøgt lagt kl. 19.30, men han kunne nok godt mærke, at vi vidste, den kamp var tabt på forhånd: et fremmed sted i en fremmed seng i et værelse, der stødte lige ud til køkkenet og til gaden, der var under kraftig fyrværkeribeskydning hele aftenen. Så efter en halv times hoppen op og ned og forsøg på at splitte alt inden for nå-afstand ad, kom han med op igen. Og festede videre til kl. 23. Hvor han i øvrigt ikke dejsede om eller noget, men skulle have endog en hel del hjælp til at falde i søvn. Hans søvntærskel er bare ikke som folks er flest, men han hyggede sig, og så er sengetiden den ene gang om året jo temmelig underordnet.

Som nogen måske har set ovre på Instagram (@astridsf - kom over og sig hej!), så havde Øglen fået som hverv at finde nytårshatte til sig selv og Varanen. Så nytårsaften havde vi pludselig fået husdyr i form af en hund ...

... og en lille sød mus. Nååårh (synes moderen)

Nammenam! (Og nej - dette er ikke Varanens nytårsoutfit - billederne er taget, inden vi drog af sted til festivitas. Har bare ingen billeder fra om aftenen; der var andre, der stod for fotograferingen)

Vi vidste helt fra begyndelsen, at Øglen ikke ville være til at slå ud, så vi gad ikke engang forsøge at putte hende. Og hun holdt da også ud til den bitre ende (som sørgeligt nok er blevet til 01.30), hvor vi tog hjem. Hun stenede lidt til noget Bamse på dvd på et tidspunkt, men ellers hyggede hun sig med det hav af legetøj, der findes der, hvor vi var (de har et dedikeret legeværelse, hvor der står bjerge af legetøj på hylder - lige til at tage ned og lege med!), og så tjekkede hun lige ind hos os fra tid til anden. I grunden ret afslappende, selv om det faktum, at begge reptiler var vågne det meste af aftenen, ikke just gjorde noget for varigheden af de intervaller, hvor HDD og jeg kunne sidde ved bordet.

Alt i alt var aftenen en succes. Meget afslappende og så kaotisk som en aften, hvor børnene uundgåeligt er omdrejningspunkt på den ene eller den anden måde, kun kan være. Men eftersom alle tre par både var og er i mere eller mindre samme båd, gik det strålende. Og vi blev enige om at begynde en nytårstradition, fordi der så er en sandsynlighed for, at vi på et eller andet tidspunkt - måske om 13-14 år - kan sidde omkring bordet på samme tid og føre en civiliseret samtale, som ikke er akkompagneret af introen til Bamses Billedbog, indignerede babyhyl eller generel brok fra børnene.

Og nu er hverdagen så i gang igen. Sådan da. For HDD har fri indtil på mandag, og resten af denne uge er dedikeret til indkøring af reptilerne i Den Nye Institution. De første to dage er gået upåklageligt. Glade børn og søde voksne - og en stokdøv Øgle (væske i ørerne, suk!) samt en Varan, der i går lignede noget, der var løgn, pga. pus i øjnene (men jeg har fået ham tjekket, og det er 'bare' forkølelse, der har sat sig i øjnene, så han smitter ikke - og han har det i øvrigt glimrende. Han ser bare lidt frastødende ud fra tid til anden).

Drage-Øglen

Snot-Giraf-Varanen

Begge unger har taget imod insti med åbent sind, og efter kun et par timer, har de virket både glade og trygge. Eneste bet er, at vi i dag fandt ud af, at den søskenderabat, vi har kalkuleret temmelig meget med, er blevet reduceret kraftigt her fra nytår. Det var der så ingen, der havde oplyst om - og hvis der var, så tror jeg sq nok, vi var blevet nødt til at vælge den kommunale institution af økonomiske årsager. Det kan godt hænge sammen, men med hiv og sving, så den skulle vi jeg lige sluge, og pga. cocktail bestående af ovennævnte info, en begyndende Hovedpine fra Helvede og en ny institution, der jo sjovt nok ikke er den gode gamle (som vi er nogen, der har temmelig svært ved at slippe - og 'nogen' er i øvrigt de voksne og overhovedet ikke Øglen, der ikke har nævnt den som mere end en bibemærkning i løbet af julen), er der blevet grædt et par spandfulde tårer herhjemme i de sidste par dage. For har vi nu truffet det rigtige valg, er Den Nye Institution den bedste for reptilerne, eller ville den anden have været bedre, burde vi vælge om, hvornår mon man kan få tilbudt en plads i den kommunale institution igen, osv. osv. Heldigvis har en gåtur i solen (yay! endelig sol!) i dag med HDD, fodring af ænder i Den Nye Institutions baghave (mere eller mindre), sludren med glad Øgle, der havde været i børneren alene i to timer i dag og en reparationslatte på byens eneste café vendt bøtten, og nu kører vi på. Og er glade og tilfredse med det valg, vi har truffet, for med mindre reptilerne decideret vantrives derovre, bliver det ikke anderledes. Indtil videre tyder Den Nye Institution i øvrigt på at være de ekstra penge værd, så det krydser vi fingre for fortsætter.

Blabla. Langt indlæg herfra, som stopper nu. For nu skal der drikkes et par seriøse kopper kaffe efter hurtig tur til lægevagten i Gentofte med virkelig hostende, grædende og pibende Varan, der heldigvis ikke viste sig at fejle andet end Akut Snot. Gætter på, at det bliver en lang nat ... (Og lad os lige se, om den der indkøring af i hvert fald Varanen ikke lige får lov til at holde en pause i morgen)

... vi havde nr. 55, så ventetiden var dejlig kort. Til stor ærgrelse for Varanen, der morede sig med at flå og rive i alle møbler i venteværelset

- Postet fra mini-Padden

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...