lørdag den 30. marts 2013

Den trimmede Varan

Nogen spurgte til billeddokumentation efter det sidste indlæg, hvor jeg skrev, at Varanen er blevet klippet. Det kommer her - før, under og efter (to billeder):











Det er blevet pilskævt, men nuirj, hvor er det kært.

- Postet fra mini-Padden

fredag den 29. marts 2013

Breaking news #2

Varanen er begyndt at sige "mor"! Eller ... han siger "bo-ahhhr" og "mo!ahr", men det er godt nok for mig. (Og så lader vi bare som om, at han sagde det, før han sagde "Mårmår" den anden dag. Og at han ikke lige pludselig kan sige "kage" ("ka-iijh"!). Hænger sikkert ikke sammen med, at 90 % af kosten her i påskeferien er slik eller kage ...) Cuteness overload!

(Og som en Breaking news light kan jeg i øvrigt berette, at Varanen er blevet klippet, og de lange, pistne lokker nu er væk. Blev helt trist, som jeg stod der med trimmeren, men det gik hurtigt over, da jeg så, hvor sød han er med plysset nakke. Og hvor sjov han ser ud forfra, fordi han besluttede sig for at hate på hårtrimmeren inden vi nåede til fronten. Så den er klippet med saks så'n lidt on/off og er derfor temmelig skæv ...)


- Postet fra mini-Padden

onsdag den 27. marts 2013

Hej påskeferie

Så er påskeferien for alvor skudt i gang. Reptilerne har holdt ferie siden i fredags, og det har vi på sin vis også (Hr. Skæg i Forstaden, ZOO og masser af kage er jo også en slags ferieaktiviteter), men nu er vi taget hjemmefra, reptilerne og jeg - på 'rigtig' påskeferie. Vi landede i det vestsjællandske i går, hvor vi skal hænge ud nogle dage hos Mårmor og Mårfar. HDD kørte os herover, og da Varanen var blevet puttet, satte HDD kursen hjem mod Forstaden. Arbejdsfordelingen i denne påskeferie hedder, at jeg tager mig af reptilerne, og HDD tager sig af køkkenet. Eller manglen på samme.

Påskeudsigt 

Ejerskifteforsikringssagen er ved at være slut - der kommer en maler her til morgen og maler det nyopsatte køkkenloft - så nu er der efterhånden ikke flere undskyldninger for, at vores hjem ligner noget, der ville blive diskvalificeret til en episode af Ekstreme Samlere på grund af rod. Jeg har brugt de sidste par dage på at mørtle, spartle og slibe væggene i køkkenet (som desværre ikke havde noget med den ulovlige el at gøre - de var bare grimme), og selv om de er noget ... rustikke ... er de trods alt pænere, end da der var glaserede fliser med mønster og rødbrune fuger på dem.

Nå, men HDD skal bruge sine 'fridage' (fra kæreste og børn) på at samle de køkkenelementer, der mangler, samt få lagt bordplade på (sådan en er ret svær at undvære, har jeg erfaret). Derudover håber jeg, at han får kørt noget køkkenvask i stilling, for jeg er ved at blive en anelse bims af at skulle bruge den formningslokale-agtige vask, vi har i bryggerset. Som forøvrigt også ligner noget, der er løgn. Men vi får se, hvor meget han når.

Imens hygger jeg mig i påskemartyriet og har lagt hårdt ud med en kop kaffe, der er så sort, at tjære burde skamme sig. Det trænger man til, når man bliver vækket kl. 02 af mistænkeligt lugtende Varan, der drypper på en, når man tager ham op. Fordi han har oversk*dt sig selv, sin natdragt, sin madras og sin ene dyne. Dejligt (!) Og det så tager omkring to timer at få ham til at falde i søvn igen, fordi al den skyllens af og skiften ble har gjort ham driv-vågen (som Øglen ville have sagt). Og at Øglen så vågner små to timer efter dét og bliver ked af det, fordi jeg ikke ligger i sengen ved siden af hende, som hun havde regnet med, men inde på 'Varanens værelse'. Så godmorgen til os. Og til den sorte sorte kaffe.

Kaffe, min dejlige, bedste ven! 

Men natteroderi aside, så tegner det nu til at blive nogle dejlige påskedage. Afslappende og hyggelige. Varanen er så glad og stolt over, at han pludselig kan gå, så han laver stort set ikke andet. Og jeg render efter ham, fordi Mårmor og Mårfars hus er fyldt med stengulv og luskede trapper og trin, som man kan slå sig nederdrægtig meget på, når man er 1,5 år gammel og ikke helt bevidst om tyngdekraft og risici. Men det er så hyggeligt at følge med ham rundt - både fordi han er så glad og stolt, og fordi jeg kan huske fra dengang, Øglen begyndte at gå, at det er starten på en helt ny 'epoke' (og begyndelsen på frygtelig meget drønen rundt efter frygtløse babyer).

Stavrestavre

Stavrestavrestavrestatvrestavre

Vi har ingen planer ud over en masse, der omhandler påskeæg: male påskeæg, finde påskeæg og spise påskeæg. Og så lige lege lidt i haven og generelt bare hygge igennem. Det lyder ikke dårligt, vel? Det er det heller ikke. Jeg skal bare lige skyde alt det arbejde fra mig, som jeg VIRkelig burde sidde og lave. Men altså - jeg når det nok, ikke?! Det siger vi i hvert fald bare, at jeg gør ...

søndag den 24. marts 2013

Øgle-logik

Øglen: Moaarrr?

Mig: Ja?

Øglen: Hvad er et rumvæsen?

Mig: Det er sådan en lille grøn mand, der bor oppe i rummet.

Øglen: Hvad er rummet?

Mig: Det er højthøjthøjt oppe i himlen.

Øglen: ...

Mig: Altså, de findes ikke i virkeligheden, men...

Øglen: ... Moarrrr?

Mig (standser talestrøm): Ja?

Øglen: Når man dør, kommer man så op til rumvæsnerne?

Mig: Tjoh, altså ...

Øglen: Det tror jeg, man gør. Enten det, eller også kommer man ned i jorden og får sat en sten oven på hovedet.

Mig: Jaeh. Det sidste er jo egentlig rigtig nok. Hvor ved du det fra?

Øglen: Det er bare sådan noget, jeg ved.

Godt så.

lørdag den 23. marts 2013

Breaking news!

Varanen kan gå. Igen. Den forstuvede fod er tilsyneladende lægt (eller i hvert fald i bedring), og nu bliver der stavret rundt på matriklen. Det er edderbrøleme kært. Havde helt glemt hvor kært i de to uger, der er gået med kravl og forstuvning. Så nu kan det være, at han for alvor kan knække gå-koden og begynde at gå mere, end han kravler. Yay!

Hvad mener I i øvrigt med, at han går sent? Pjat med jer! Farmor hørte et eller andet i radioen i dag med, at børn, der går sent, er mere intelligente end børn, der er hurtige til det. Den vinkel hopper jeg med på. Og fyrer i hovedet på eventuelle besserwissere, hvis der også findes nogle af dem her i Den Nye By.

fredag den 22. marts 2013

For halvandet år siden...

Varanen fylder halvandet år i dag. Kl. 06.51 for halvandet år siden kom han til verden på Rigshospitalet, og det fejrede han i dag ved at vågne kl. 05.59, så han kunne være i hopla til det store øjeblik. Eller noget.

Jeg må tilstå, at vi ikke har markeret dagen. Med mindre det altså tæller, at jeg har spist en kæmpe jordbærkage sammen med Gitte, mens Varanen sov sødt på terrassen efter to strabadserende timer i den nye vuggestue. (I et andet indlæg skal vi så i øvrigt lige tale om den hastighed - eller mangel på samme - hvormed indkøringen går ...).

Der er sket alverden på det sidste halve år, siden jeg sidst skrev en udførlig Varan-opdatering. Fra at krybe og kravle er han kommet op og gå (og er nu nede og kravle igen pga. den forstuvede ankel), og han er så superbevidst og nysgerrig, at det er lige dele fantastisk og lige dele angstprovokerende. For han er jo fuldstændig frygtløs. Yndlingsbeskæftigelsen er at kravle op på alting, og han skeler på ingen måde til, om det kræver et halsbrækkende styrt at komme ned ned igen. For ned kan man jo altid komme.

 
Ballademager med popcorn 

Øglen og Varanen får mere og mere glæde af hinanden, og de leger faktisk ofte sammen. Enten ved at jagte hinanden rundt og rundt og rundt om spisebordet, ved at lege klatreleg på sofapuderne eller ved at spille bold. De elsker hinanden højt - undtagen når de altså ikke gør det. Slagene og puffene sidder lidt løst på Øglen for øjeblikket, men selv om slag naturligvis ikke tolereres, må hun jo også se sit 'eget' territorium blive mere og mere indskrænket, fordi Varanen både fylder og kræver mere i enhver forstand.
Varanen er blevet et rigtigt puttehoved, og bliver putning med yndlingsdynen med busser på kombineret med lidt Ramasjang, mens man sidder i arm med mor eller far, så kan man faktisk få så meget som 20 minutters sofahygge med en tilfreds brummende Varan. (#awwww)

Grinebider

Han er også stadig noget mor-syg. Selv om jeg stadig ikke hverken kan eller må skifte eller putte ham. Bleskiftene foregår altid stående, når det er mig, der står (tøhø) for dem, for han skriger, som blev han hakket i småstykker, hvis jeg vover at placere ham på puslepuden (som i øvrigt er blevet lagt ned på gulvet i hans værelse nu, siden han for nogle uger siden var ved at lave et meget grimt fald ned fra den tidligere pusleplads i bryggerset i sit forsøg på at komme væk fra mig og den stygge, rene ble). Putningen er som regel HDD's gebet, og sådan må det så bare være nu. Det går ... ok ... når HDD af og til er ude om aftenen, og jeg skal putte, men der er en del gråd og tænders gnidsel, fordi nogen er en stædig lille herre, der helst vil slippe for at sove. Selv om nogen er så træt, at nogens øjne er ved at falde ud.

Ord kommer der stadig flere af, og selv om man ikke ligefrem kan kalde Varanen for en omvandrende ordbog, taler han enormt meget. Mest russisk, men vokabulariet er da blevet udbygget med "Heiiij!", "Hej-hejjjj" ("wra-wraaa!"), "Go'mååårn", "Vovvov", "Buuuuh" (det, koen siger), "Momar" (jeg tror nok, det betyder mor, men jeg er ikke helt sikker", "Mammam" (mad), "BARH!" (far), "Bam" (Bamse fra Bamse og Kylling), "Bar" (Barbapapa - nogle gange lidt svært at skelne mellem "Bar" og "BARH!", så man må lige dobbelttjekke, hvad det er, han sidder og ser på). Og sikkert også flere ord.

Summa summarum: Varanen er fantastisk. Stadigvæk. Han er min lille, brunøjede ballademager, og jeg får helt ondt i hjertet over, hvor meget jeg elsker ham.

Let skeptisk "fodboldsmand", som Øglen kalder ham, når han har dén trøje på

Og i øvrigt! Så skylder jeg en fødselsberetning fra ham Varanens fødsel. Gitte spurgte over jordbærkagen, hvordan det egentlig kunne være, at jeg ikke har skrevet om den endnu. Og det er jo et glimrende spørgsmål. Som jeg forsøgte at svare på, samtidig med at jeg gav hende beretningen (så du behøver ikke læse mere, G - du har hørt det). Og I skal da heller ikke snydes. Så her får I så lidt fødselslekture - kun let forsinket (!) Jeg beklager, hvis den er lidt usammenhængende - den er nedfældet i min private dagbog om aftenen efter fødslen (der varede 28 timer fra første ve), så jeg var en anelse træt. For nu at sige det pænt. I får en redigeret version her - jeg kan nemlig godt lide jer, så I slipper for de hele 3 A4-ark, den fylder i virkeligheden ...

---

22/9-2011: (Torsdag, 0+0) Så er Varanen landet, og HDD og jeg er nu både Øglens og Varanens mor og far. Hvor ER det stenet! Og hvor ER det fedt, at det er overstået! (Og så ikke et ord om de efterveer, min krop har gang i lige nu, og som jeg forestiller mig bare bliver værre i takt med, at mælken løber til).

Veerne begyndte for alvor at bide onsdag aften. Jeg ringede til Riget kl. 23.30 for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig som andengangsfødende. Var rimelig overskudsagtig, da jeg talte med jordemoderen, for veerne var ikke så slemme, og vi aftalte da også, at jeg skulle vente med at komme ind, til der var 4-5 minutter mellem veerne. Det kom der så nærmest i det sekund, jeg lagde røret på, og efter en time følte jeg mig ikke tryg ved at være hjemme mere, så jeg sagde til HDD, at jeg syntes, vi skulle tage af sted. Ringede til Riget igen, og de sagde, at vi bare skulle komme.
 
Var på Riget 00.52 (meget præcist!), og blev guidet ind i modtagelsesrummet, hvor jeg blev undersøgt og fik kørt en strimmel (i næsten en time!). Og i den time forsvandt veerne fuldstændig. Uden pis! Desuden skulle jeg trykke på en dims, hver gang jeg mærkede Varanen, men han sov selvfølgelig. Så jeg havde det lidt som om, jeg var til en eksamen, hvor jeg klarede mig virkelig dårligt. Oven i det hele var jeg kun 3-4 cm åben, og JM mente ikke, at mine veer var kraftige nok til, at man kunne sige, at jeg var i aktiv fødsel, taget i betragtning, at jeg var andengangsfødende. Nå. Tak for l*rt. Hun syntes derfor, at vi skulle tage hjem igen, men det magtede jeg simpelthen ikke. Så vi fik lov at blive.

Der gik et par timer, hvor HDD døsede, og jeg prøvede at hvile mig, men veerne kom hyppigere og hyppigere.
Omkring kl. 3-4 stykker ringede jeg på alarmen, og ind kommer en ung jordemor, der udbryder ”Hej A! – er det DIG, der står herinde og pruster?!” En venindes veninde - lille verden! Jeg forklarede hende lidt om, hvordan jeg havde det (og fik i øvrigt også spurgt til hendes søn og deres flytten i rækkehus, hvaba’!?), og min glæde var jo stor, da hun efter en undersøgelse konstaterede, at jeg var 9 cm åben. Men at der ikke var skyggen af vandafgang (I knew that). Det var ikke hende, jeg skulle føde med, men hun hentede så "min" jordemor og forsvandt. Blev undersøgt igen og ny JM fandt ud af, at L havde været lige gavmild nok med centimeterne, hvilket var noget nedslående. Faktisk var jeg kun 4-5 cm åben. Krise!!!

Så blev vandet taget, men det gjorde desværre ikke samme underværker, som jeg kunne have ønsket mig. Veerne tog imidlertid til i en grad, så jeg slet slet slet ikke syntes, det var sjovt længere. Blev vist undersøgt en gang eller to mere, end JM egentlig havde behøvet, men jeg kunne ikke holde ud, hvis der ikke skete noget. ENDELIG var jeg de magiske 10 cm åben, og så tænkte jeg jo, at resten ville gå som en leg. Ligesom med Øglen. Men næh nej. Presseveerne gjorde psykoondt, men hjalp ikke rigtig Varanen nedad. Så jeg syntes faktisk ikke, at det var spor sjovt. Især ikke, fordi jeg ikke måtte presse aktivt med, men bare skulle følge veerne. Ja TAK, men er du KLAR over, hvor ondt det gjorde?! Da jeg endelig måtte presse aktivt med, gjorde det sjovt nok ikke mindre ondt – det blev bare (trods alt) lidt mindre ubehageligt. Syntes dog slet ikke at kunne få ’greb’ om Varanen, og han blev ved med at glide tilbage i bækkenet, apparently. Grrrr. Derfor syntes JM, at jeg skulle lægge mig i knæ- og albue-leje (hvilket jeg vist i øvrigt også havde været på et tidligere tidspunkt i ve-fasen, men jeg kan faktisk ikke rigtig huske det). IKKE særlig behagelig stilling at presse i, hvis man spørger mig, men det skulle kunne hjælpe. Og hvad gør man ikke for at få de babyer ud!?

Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de der presseveer var så slemme, at jeg var næsten tudede. AVAV-AV!, hvor gjorde det ondt. Stakkels HDD fik jo nærmest knust sin hånd, fordi jeg maste den så meget. På et tidspunkt kunne jeg simpelthen ikke mere, og jeg valgte den konstruktive og let ladesiggørlige vej - at sige, at jeg ikke gad mere og bare gerne ville hjem ... JM ville give mig noget ve-stimulerende (say WHAT?!), fordi veerne ikke var lange nok (RIGEligt lange til mig, tak), så det ville hun lige blande. Argh! Og der var det så som om, jeg fandt et par ekstra kræfter, for no way, skulle jeg have noget, der fremmede mine veer. Så i den næste presseve (som i hvert fald ikke trængte til at blive boostet), gav jeg den max gas, og så kom Varanen pludselig ud. Eller – næsten ud. For der manglede lige noget ve for at få resten ud. Så jeg kunne så stå der på alle 4 med en halv baby hængende ud og føle mig som noget fra ”Dyrene på landet”. Men ud kom resten af ham med et par veer mere. Med et skrig og 10’ere over hele linjen på Apgar-scoren. Ikke just nogen smuttet mandel - snarere en hel kommode. Men sundt og raskt barn med masser af mørkt hår (også på ryggen :-)). Smuk og dejlig og helt perfekt. 

Fødslen har jeg ikke lyst til at opleve igen, men stemningen på fødestuen, hvor vi i modsætning til sidst kun var HDD, JM og jeg, var rigtig god. Selv om jeg lige skulle komme mig over de manglende ”hands on”, som var der sidst. Men det gik jo godt, trods alt. Og havde jeg ikke haft min første, fantastiske lynfødsel at sammenligne med, tror jeg, at jeg ville have syntes, at denne her var helt ok (måske dog med lige lang tids nok veer). Sådan har man jo sine fikse idéer. Fik i øvrigt heller intet smertelindrende denne gang ud over rød saft og iltmasken, som jeg selv bad om. Med møje og besvær kom jeg om i normal liggestilling fra mit knæ- og albueleje. Varanen blev tørret godt af, og så kom han ellers op til mig med en masse varmede tæpper over sig. Og en varmelampe. Han lå og kiggede lidt, og så fik jeg lagt ham til. He’s a natural – suttede nærmest med det samme, som havde han aldrig lavet andet.

Varanen blev født kl. 06.51 i dag torsdag 22/9-2011. Jeg var overhovedet ikke gået i stykker, så jeg slap for korsstingsbroderi. Meget rart. Der var så JM-vagtskifte, så det var en ny JM, der  vejede og målte ham omkring kl. 9. 52 cm lang, 4252g og en hovedomkreds på 37 (mod Øglens 34). Ikke noget at sige til, at sådan en kleppert var lidt svær at få ud. Men han er fantastisk og selvfølgelig alle smerterne værd.

Kl. 10.30 tog vi fra hospitalet – klar til at tage hjem. Varanen havde spist hos mig, jeg havde fået et bad (tiltrængt), fået tøj på, Varanen havde fået sin fine løvedragt på, vi havde spist fødselsdagsmorgenmad (aldrig har ristet brød smagt så godt) og generelt nået alt det, vi gerne ville. Så 3,5 timer var fint for mig. Turen ned ad trapperne (og så op på 4. derhjemme) kunne jeg godt have undværet, men ellers var alt fint. Er selvfølgelig vildt øm, men ikke noget, der ikke er til at klare. Endnu, i hvert fald. :-)

---


Er I her endnu? I vågen tilstand? Flot klaret. Jeg har jo som bekendt ret svært ved at fatte mig i korthed, og det kan I så se endnu et eksempel på her.

Wraaaaauw! 

I, der læste helt til ende, kan se, at det er en ganske klassisk fødsel, jeg har haft. Jeg har derfor al mulig god grund til at være glad for den, og det er jeg da også. Jeg føler (eller har følt - det er på afstand nu) mig bare lidt snydt, fordi min første fødsel var så hurtig og nem og armene i vejret-agtig, og Varanens fødsel var lang og træg og virkelig hård. Øglens fødsel var så fantastisk, at jeg havde lyst til at dele den med hele verden. Sådan var Varanens fødsel ikke. Ikke, at det på nogen måde har noget med produktet af fødslen at gøre - det var bare selve fødselsoplevelsen. Jeg har været ked af, at begge fødsler ikke har været fuldstændig vilde og crazy gode, men de er begge gået godt og har resulteret i underskønne børn. Og det må jo siges at være dét, der tæller. Og i virkeligheden er jeg nok også bare lidt utaknemmelig - jeg er jo fx sluppet for skræmmende oplevelser med akutte kejsersnit, dykkende hjertelyde, kopper og andre komplikationer.

Så nu: Nok om fødsler! Tillykke med Varanen. Halvandet år, mand. Det er længe. Og så alligevel ingenting. Tak for den tid, du har været hos os. Jeg ser frem til de næste mange både hele og halve år.



tirsdag den 19. marts 2013

Yndlingspost!

For nogle dage siden fandt jeg en af de gode kuverter blandt alle reklamerne (er du SUNshine, hvor får vi mange reklamer heroppe i Reservatet) og rudekuverterne. Sådan en tyk, foret en, hvor navn og adresse var skrevet i hånden. Den var fra de gode folk hos Essencius, som af uransagelige årsager mente, at jeg skulle have nogle godter fra Anthon Berg. Jeg klager bestemt ikke, og det gjorde Øglen heller ikke. Til en anden gang må jeg huske at åbne post alene, så jeg slipper for at dele. Det er vel overflødigt at skrive, at alt spiseligt fra posen er totalt udraderet allerede, ikke!?

PR-godter. Namnam. Og kreadims også. SÅ hyggeligt!

Og i dag var der så en hyggelig kuvert igen! (Og igen var jeg ikke alene, da jeg åbnede postkassen. Hvad er det med mig, altså? Jeg fik dog afledt reptilerne og spist dem af med nogle bananchips i stedet.) Denne gang var den fra den skønne Kone. Uden forklaring - bare fordi. Jeg mindes i hvert fald ikke at have gjort noget, der udløser chokolade. Hvor sødt er det? (Og hvorfor er der i øvrigt ikke flere af jer, der sender mig chokolade? Jeg elsker det jo! Og jeg bliver så glad, når der er noget i postkassen, der kan spises).

Hvid chokolade med lakridspulver. På den seje, rustikke, ikke-Marabou'ede måde. Er vild med det. Og det passer mig glimrende, at HDD ikke bryder sig om lakrids-/chokoladekombinationen

Så mange tak, Kone! Du har reddet aftenhyggen herhjemme i dag og i morgen med. Og så heller ikke længere, for der må jo være grænser for, hvor længe man kan være om at spise en plade chokolade, ikke?!

mandag den 18. marts 2013

Giraffen, der blev til en mariehøne

Varanen er begyndt i den nye vuggestue i dag. Og er dermed ikke længere en Giraf, men en Mariehøne (evolutionsforskere vil mene, at det tager en helt forkert drejning, men altså ...) Shit, hvor jeg håber, at vi har taget den rigtige beslutning om at flytte ham!

Det var på ingen måde vemodigt i fredags, hvor han havde sidste dag hos Girafferne. Jeg havde ellers troet, at jeg ville blive lidt tudevorn, men reaktionen udeblev totalt. Formentlig også fordi, personalet heller ikke gjorde noget ud af det. Han har jo kun gået der i 2 måneder. Kan ikke helt finde ud af, om de er 'fornærmede' over, at vi har flyttet ham, eller hvad. Ikke, at det gør den store forskel, men Øglen skal jo stadig gå der. Jeg talte med en af børnehavepædagogerne om det, og hun blev bare ved med at sige, at nu havde de jo fået ansat en masse nye pædagoger (som vi ikke har set skyggen af), så NU skulle det nok blive godt. Og så lå det ligesom i luften, at vi da godt lige kunne have ventet, til de havde ansat. 

Nå. Blabla. Første dag hos Mariehønsene i dag. 9 børn på stuen, 2 pædagoger. Som simpelthen er så søde. De andre børn er noget større end Varanen (den yngste er næsten et halvt år ældre), men de havde fyldt helt op på stuen med de små. De har dog forsikret mig om, at de tit har døren åben, så de små kan lege med de små og så'n, og så at de selvfølgelig nok skal tage hensyn til, hvad han kan og ikke kan. Jeg havde helt glemt, hvor meget der sker, fra 1,5-2 år. Nu forekommer Varanen nok også lidt ekstra lille i den forstand, at han kun kravler (€%"#&/=!" forstuvede ankel), men de andre tonser jo rundt, taler så andre end deres forældre nogenlunde kan forstå det og kan sådan nogenlunde forstå og efterkomme en ordre. Håber, at han finder sin plads på stuen, selv om han er den lille, og ellers at han kan blive adopteret lidt af lille-stuen, når de har aktiviteter.

Vi var derovre 1,5 time i dag, hvor Varanen var med til formiddagsfrugt og morgensang, og så kravlede han ellers bare rundt og undersøgte. Han forsvandt ud af stuen på et tidspunkt og var væk i et kvarters tid, hvor han havde været henne i fællesrummet sammen med en pædagog og undersøge de nye faciliteter. Så han føler sig allerede tryg, lader det til. I morgen laver vi samme nummer - måske med mig væk en kop kaffes tid - men det bliver nok først torsdag, han skal sove der. Det er jo vigtigt, at han får en rolig indkøring, så han når at vænne sig til stedet. At det så  passer R*Vdårligt med arbejdet i lige præcis denne uge, er så bare ærgerligt. Men så er det jo heldigt, at jeg kan arbejde om aftenen. Suk.

Alle er meget søde og smilende i den nye vuggestue, og min mavefornemmelse er god. De har en anden ro og et andet overskud derovre, virker det til - endda selv om de havde fire syge/på kursus i dag. Jeg glæder mig dog til, at jeg kender stedet lidt bedre, så jeg med lige så stor sikkerhed som Ohhhappy kan sige, at vi gjorde det helt rigtige ved at flytte Varanen.

Bestikkelses-is i ladcyklen forleden. Har glemt for hvad. Men der er endnu en på tapetet i dag ... 

Øglen har taget Varanens flytning pænt, selv om hun var ret utilfreds over, at hun ikke måtte komme med over og aflevere ham i dag. Men med lidt bestikkelse og en lovning på, at hun må komme med efter påske, klarede jeg frisag. Jeg synes, det er lidt en skam, at de ikke længere skal 'dele' institution - det var nu så hyggeligt, at de kunne se hinanden i løbet af dagen. Jeg prøver dog at minde mig selv om, at det kunne de jo heller ikke, da vi boede inde i byen, og det gik storartet alligevel. Jeg er vist bare blevet lidt forvænt, efter at være flyttet til en kommune, hvor der ingen børn er, og derfor masser af plads i institutionerne ...

Nu er jeg hjemme, og jeg burde sidde og arbejde, eftersom Varanen er gået totalt i brædderne. Alle de nye indtryk gjorde ham temmelig søvnig, så efter en rugbrødsmad, kunne han ikke holde sig vågen længere. Eller, dvs. det troede han godt, han kunne, så han blev rasende, da jeg puttede ham i barnevognen, men i det sekund den trillede, faldt han i søvn. Håber, han sover rigtig længe, så alle indtrykkene kan blive bearbejdet lidt og batterierne ladet op, inden vi skal over efter Øglen. Har lige drukket en kæmpekop kaffe og overvejer endnu en. Så mange der nu skal til, før jeg bliver blind over for, hvor meget her roder, og hvor meget elektrikeren larmer ude i køkkenet. Der er endelig blevet fyret op under ejerskifteforsikringen, så nu er den ulovlige el ved at blive udbedret. Det krævede så godt nok lige, at vi fjernede køkkenvasken, men hvad skal man også bruge sådan en til!? (#hejtougerudenkøkkenvask) Næste etape hedder fjernelse af køkkenloftet, men det prøver jeg at lade være med at tænke på og i stedet nøjes med at glæde mig over, at vi nu rent faktisk kan komme videre med at bygge det nye køkken. Det skal nok blive godt. Engang.

Og nu: mere kaffe arbejde!

fredag den 15. marts 2013

Foråret kommer

- blev der sagt! Nu må det være nok med al den sne. Næh tak, smelt med sig, så vi kan få sol i vores blege ansigter og lægge polarudstyret i garagen indtil næste vinter.

Jeg glæder mig som et lille barn, til man kan have havedøren åben, uden der med det samme dannes isblomster, igloer og pingviner i stuen, og så er jeg desuden ved at være så træt af min vinterjakke og dertilhørende støvler, at jeg har lyst til at kyle det hele ud.

Og reptilernes vintertøj! Ahrrrmen, don't get me started. Selv om det er smart med flyverdragter, så tøjet ikke bliver beskidt, så er jeg ved at være alvorligt træt af at wrestle med Varanen morgen efter morgen, fordi han nægter at blive proppet i dragten. Øglen er der ingen problemer med på den front - hun hopper glad og gerne i dragten selv - men med hendes 103 cm i højden, begynder hendes str. 92-Reima at stumpe lidt. Og jeg må nægte at indkøbe ny flyverdragt i marts.

Hendes vinterstøvler er desuden ved at være slidt op, og de er jo forøvrigt også for varme til foråret (håber jeg da), så jeg tjekkede lige hendes kummerlige skosamling forleden. Og kunne konstatere, at der er plads til forbedring. Hun har et par Nike-sneakers og et par Adidas-sneakers, men derudover er der ikke meget at komme efter på skofronten. Og lur mig i øvrigt ikke også, om de der sneaks er blevet for små. Så der skal investeres.

Jeg har derfor været på skojagt online. For hvad skal man have på fødderne, når man er 4 år gammel og en sej pige? Sidste år havde hun et par New Balance-sneakers, som hun gerne måtte få igen, men hun gad ikke at have dem på, fordi det angiveligt er "drengesko" (så meget for sej pige).



De her er ikke spor drengede, så måske de vil finde nåde for hendes blik? 


Jeg har endnu ikke lagt mig helt fast på et par sko, men jeg har fundet en masse flotte børnesko på nettet. Jeg ved godt, at jeg formentlig burde slæbe afkommet ned i Søstjernen på Østerbrogade (I ved - den butik, man ifølge en eller anden usynlig mor-manual SKAL købe sko i til børnene, hvis man bor/boede på Østerbro og ikke vil være en dårlig mor), men det bliver altså en online-løsning denne gang. (OGSÅ denne gang).



Hvor seje er de?! Birckenstocks i børnestørrelse. Cute! Upraktisk, men cute!


Og er det i øvrigt nok 'kun' at købe ét par sko og ét par sandaler? Hvad med lidt 'pænere' sko - det skal man vel også have? Åhhh, beslutninger, beslutninger, og de bliver bestemt ikke nemmere af, at der er en milliard forskellige sko at vælge imellem inde på Zalando.

Hvad Varanen angår, så skal han også have nogle forårssko, tænker jeg. Men dels skal han lige begynde at gå igen (har forstuvet sin ankel og har nægtet at støtte på foden i en uge nu), dels skal vi lige prøve nogle af alle de sko, som var med i kæmpetøjposen fra Louise. For er der nogle der, som passer, bruger vi Varanens skopenge på noget andet. Kage, fx. Eller nyt tøj. Til mig, selvfølgelig.



Arjmen, hvor er de søde. Ikke så sandalede, som jo nok i virkeligheden er det, han har brug for, det lille, halte kræ, men hva' - mode over komfort, ikke sandt?! #not


Hvilke sko skal dine unger have til forår/sommer?
---
Dette indlæg er skrevet i samarbejde med Zalando.dk, hvor alle billederne også er lånt. Der er en mindre økonomisk gevinst i det for mig, men ingen sko (øv!), og alle ord og holdninger er helt mine egne.

torsdag den 14. marts 2013

Helt ærligt

For et par uger siden var jeg på besøg hos reptilernes (Tr)oldemor. Hun bor på Frederiksberg, og ud over at det er dejligt at have en anledning til at komme til Kbh fra tid til anden, er det også altid hyggeligt at besøge hende.

Jeg har vist skrevet om hende før, men jeg er for doven til at lede efter indlægget, så hvis den meget dedikerede læser oplever nogle gentagelser, beklager jeg meget.

Troldemor er lidt af en personlighed. Hun er en meget spændende dame, der har haft et vældig spændende liv, så der er ikke noget kedeligt over at aflægge hende et visit. Tværtimod.

I en alder af 84 skranter kroppen lidt, men pæren er stadig knivskarp. Og tungen med. Hun er mester i subtile svinere - faktisk er hun så god til dem, at der nogle gange går temmelig lang tid, før man fanger, at hun lige fornærmede en på det groveste. Hun er dog også ganske glimrende til helt almindelige (og ganske eksplicitte) svinere, men jeg er ret overbevist om, at hun ikke fornærmer en med vilje - hun er bare ærlig. Som i hudløst ærlig. Og det er faktisk ikke så tit, man støder på det, nu jeg tænker over det. Hvilket i grunden er rart nok - en verden kun befolket af Troldemødre ville måske være lige i overkanten for mit diplomatiske sind.

Til frokost hos Troldemor

Noget af det, jeg husker om Troldemor fra min barndom (ud over, at hun gav mig en bog om giftslanger i julegave, da jeg var 5, som var lige dele fantastisk og mareridtsfremkaldende), er, at hun engang var på besøg, og jeg ville vise hende mit nye værelse. Hun var der ikke så tit (lang historie), så når hun kom, skulle hun jo have den store tour, når det gjaldt nye ting på børneværelset. Jeg var vist omkring 11-12 år, og en af mine kæreste skatte var en eller anden MUM-deodorant, der duftede af ferskner og andet sødt. Jeg var vild med den - følte mig jo ret stor, når jeg sådan havde en deodorant med duft - så den skulle Troldemor også se. Og dufte til. Den positive reaktion udeblev dog totalt og i stedet indtrådte et: "Den lugter jo skrækkeligt, A. SKRÆKKELIGT! Pyyyyh-ha, NEJ, den er fæl!"

Altså. Det havde hun jo nok fuldstændig ret i. Men mit 11-12-årige jeg syntes måske, hun var LIGE ærlig nok. Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan jeg reagerede, men kender jeg mit barnlige jeg ret, blev jeg formentlig ret ked af det.

Jeg er ikke 11-12 år mere (og bruger heller ikke længere parfume, der dufter af dessert), og med tiden har jeg vænnet mig til Troldemors ærlighed. Ja, jeg forventer den ligefrem. Og giver oven i købet igen fra tid til anden.

Da jeg besøgte hende for nylig, havde jeg en mørkeblå kjole på tilsat et par karryfarvede strømpebukser og mørkeblå sneakers. (Man skulle nok have set det - det var faktisk meget pænt). Jeg ringede på hos Troldemor og blev modtaget i døren til hendes smukke hjem, fik et knus og blev så på det nærmeste holdt ud i strakt arm med et inkvisitorisk "Hvad er det, du har på benene?"

Nåede dårligt nok at sige "et par strømper", før Troldemor holdt begge hænder op foran munden, mens hun himlede "GUUUUUUUUD, hvor er det en forfærdelig farve! NejnejNEJ, hvor er de grimme - jeg tror nærmest, jeg får kvalme!" og nærmest døde lidt af grin (og gru) henne ved entrédøren. Og da hun opdagede mine sneakers, så hun decideret forfærdet ud og spurgte, hvad jeg plejer at have på, når jeg skal ud "for det er da vel forhåbentlig ikke de sko dér?! De er MEGET grimme, A!".

I de to timer, jeg var der, blev der talt en del om mine strømper. Uden jeg selv sagde ret meget andet, end at de faktisk var ved at gå i stykker, og når de gjorde det, ville jeg gemme dem og lave små gaver af dem, som jeg ville sende til hende med posten. Hårbånd, armvarmere og the likes. Og Troldemor sagde så et eller andet i stil med, at hun hellere ville have miltbrand. Og så fremdeles. (Vi talte altså også om andet end mine strømper. Bare rolig. Der er intet som at dissekere forskellige forfatteres skrivestil, bitche over degenereringen af det danske sprog, diskutere hvorvidt Troldemor har brug for en fladskærm - og så selvfølgelig indtage den kantarelsuppe, hun havde lavet til frokost. Som, meget a propos var nøjagtig samme farve som mine strømper. Jeg siger det bare!).

Ny bluse. Som altså ER karryfarvet, selv om det er lidt svært at se på billede
 
Skæbnen ville det så således, at strømperne gik i stykker samme aften (og nej, jeg har ikke gemt dem), hvilket ærgrer mig temmelig meget. Dels fordi jeg faktisk godt kunne lide dem, dels fordi jeg havde planer om at gøre dem til mine Besøg Troldemor-strømper. Så jeg har tænkt lidt over, hvad jeg SÅ kan tage på, når jeg skal se hende igen.

I dag fandt jeg svaret i form af meget fin udsalgsbluse i - tadaaaah - karryfarvet. Den er pæn (ja, for jeg synes jo rent faktisk godt om farven), den var billig - og så kan den bruges til at genere Troldemor med. For hun er i grunden ret sjov, når hun er ærlig. Måske jeg faktisk skal gå tilbage til butikken i morgen og se, om der ikke er en bluse magen til i hendes størrelse ...

onsdag den 13. marts 2013

Der kom en pakke ...

Pakkeposten er kommet på arbejde, efter Reptilfamilien er flyttet til Forstaden. Jeg siger det bare. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan det står til med postudbringningen i den her forstadskommune så'n generelt, så det er bare en formodning, eggå, men eftersom gennemsnitsalderen er omkring de 400 år, gætter jeg på, at det ikke er online-shopping - og dermed pakkeudbringning - postbudene gør sig mest i.

Men jeg gør mit bedste for, at de kommer til at øve deres færdigheder udi pakkeudbringning! I sidste uge (eller var det forrige?) modtog jeg nemlig en stor pakke fra Asos, fordi jeg var kommet til at bestille nogle kjoler. Selv om jeg arbejder hjemme og nærmest ikke ser andre voksne end HDD og nogle forældre fra Den Nye Institution, prøver jeg at gøre bare lidt ud af min påklædning. Med mindre altså det var i går, og Varanen havde holdt fest fra kl. 23-03.30. Da var det faktisk et under, at jeg huskede at tage tøj på overhovedet, så træt var jeg.

Dagen efter kom postbuddet så med en pakke igen. Godt nok til HDD, men allywl. Og - waaait for it! - et par dage senere kom hun så igen. Med en GIGApakke. Til mig! Den var fra Urtekram (og Lahme Kommunikation), og jeg vidste jo godt, at den ville komme, men jeg vidste ikke, hvor stor den var. Og det vidste postdamen tilsyneladende heller ikke, for hendes smil var noget stift, da hun rakte mig kassen og bad mig skrive under. Og hendes "det gør ikke noget", da jeg sagde, at jeg nok skulle holde en pause med at få sendt ting nu, lød også ret hult. Men hvad - de tager sig jo godt betalt, de der Post DK, så mon ikke de klarer den?!

Morgenmad en masse

Men. Kassen! Hvad var der i? Jo, der var morgenmad i lange baner! Og til sådan en som mig, der er virkelig dårlig til at få spist morgenmad, fordi der altid lige er et barn, der nyser snotkaskader ud over sine havregryn, hælder mælk ned ad blusen, kommer op og slås om perlepladerne eller andet forstyrrende, så kommer lidt morgen-variation jo som kaldet. Om ikke andet så til når ungerne er afleveret, og jeg kan gå hjem og spise i fred og ro.

Kaffe og Blåbærgrød efter en nat med roterende Varan i dobbeltsengen og kun 3 timers søvn inden for vesten. Suk 

Reptilerne var også virkelig begejstrede for især kassen. Varanen fattede vist ikke, at der var noget i den ud over den trilliard stykker fyld, som han til gengæld så også syntes var VIRKELIG sjove at sprede ud over hele hytten. Øglen syntes dog, at det var hittet, at der også var mad i kassen, selv om hun ikke helt kunne forstå, at det kom med posten og ikke med "madmændene" (fra nemlig.com). Men hun bestiller dagligt noget nyt fra den nu meget velassorterede morgenmadsbuffet, og indtil videre er hendes favorit de Glutenfri flakes samt Quinoa flakes. Varanen er svært begejstret for Blåbærgrøden. Muligvis fordi den bliver serveret med Ahornsirup, men det kan jo også bare være fordi, den smager ret godt. Jeg er selv en fan! De dersens flakes er fine uden mælk som snacks, synes jeg, men jeg er generelt ikke så meget til corn-, quinoa- eller nogetsomhelstandet-flakes, når der er mælk på, så dem er jeg nok ikke den rette til at bedømme.

Reptilerne undersøger kassens indhold

"Det var ikke mig!" 

Hele familien er i øvrigt enige om, at Hindbærmarmeladen er intet mindre end fremragende. Normalt har vi marmelade stående i køleskabet i månedsvis, fordi vi aldrig kommer til bunds i krukken, men på blot en uge har vi præsteret at spise hele hindbærmarmeladen. Abrikosmarmeladen er også god, synes jeg, men både HDD og Øglen er skeptiske over for marmelade, der ikke er rød, så Varanen og jeg er kommet på arbejde. Vi skal dog nok komme igennem den.

Der var også Smoothiefrø i kassen, og selv om min indre jyde synes, det er lige smart nok med en pose blandede frø som man reelt lige så godt selv kan blande, så er de nu meget lækre. Også selv om jeg har opgivet at bruge dem i smoothies, da min stavblender bare pisker dem rundt og rundt og rundt frem for at smadre dem i atomer. De smagte nu fint i en smoothie alligevel, men jeg syntes, at det blev lidt underligt med hele kerner. Så nu bruger jeg frøene til at bage med i stedet, og det egner de sig fortrinligt til!

Har faktisk bagt temmelig meget på det seneste, og hver gang jeg klasker en dej sammen, glemmer jeg, at der også var en brødblanding i kassen. Den vil jeg prøve snart - den er med rødbede og gulerod og skulle efter sigende gøre brødet lyserødt. Det vil reptilerne elske; De har nemlig begge lyserød som yndlingsfarve.

Bolle med ris og smoothiefrø. God!

Jeg har stadig til gode at smage Godmorgen myslien og Fairtrade spelt- og dadelmysli, men de ser lækre ud. Og er garanteret også gode at bare med. Så kan man jo passende spise et stykke myslibrød med lidt af den Vildblomsthonning, der udgjorde rosinen i morgenmadskasse-pølseenden.

Jeg kunne helt sikkert godt finde på at købe mange af de her produkter, når vi har spist promokassen. Hindbærmarmeladen især. Dog kommer jeg næppe til at købe Smoothiefrøene, med mindre jeg en dag køber en ikke-stavblender, hvor de følger med. Det er meget rart at få pimpet sin morgenmad lidt i stedet for de sædvanlige havregryn, og Blåbærgrøden er et værdigt alternativ. Både til børn og deres trætte mor. (HDD har ikke smagt den - han er stadig på straight up havregryn-vognen. Jeg arbejder på sagen ...)

søndag den 10. marts 2013

Tabt for omverdenen

- det er mig. Jeg har opbygget et meget usundt forhold til Gossip Girl på Netflix, og da der pt er 87 afsnit at gøre kål på (før jeg skal til at stresse over, hvordan jeg skal få fat på sæson 5 og 6), har jeg nok at se til.

Så jeg har faktisk overhovedet ikke tid til at blogge for tiden. Selv om jeg ellers er en nogenlunde habil overspringshandler, bliver jeg jo nødt til at give Blair, Serena, Dan og alle intrigerne fra Upper East Side min fulde opmærksomhed, når det endelig bliver aften, og jeg kan strande i sofaen med min mini-padde.

Men HVIS nu jeg havde haft tid til at blogge, så ville jeg have fortalt om den mest effektive (og parcella-agtige) weekend evah! Hvor en masse (flere) hasseltræer måtte lade livet, hvor træ i rå mængder er blevet afgrenet, sorteret, stablet og gjort håndterbart. Hvor der er blevet fikset en sandkasse (så mangler vi bare sandet!) og - tadaaah! - samlet et legehus!



Stort hit - ikke mindst fordi der er rutschebane på huset, som er på stolper. Noget sjov skal der jo være ved at have en grund, der er vind og skæv. Øglen er begejstret, nabodrengen er begejstret, og Varanen er høfligt interesseret. Men jeg forudser mange timers leg derude, når han bliver lidt ældre.

En anden bonus ved legehuset er i øvrigt også, at det er så højt, at det dækker for genboens eneste vindue, der stirrer lige ned i vores stue. Før var det haslernes job, men efter de er skåret ned i knæhøjde, gør de det ikke så godt længere. Nåja - og så er det heller ikke så dårligt, at legehuset er placeret, så ungerne kan lege amok i det, mens man selv sidder i stuen med en kop kaff'. Ahhh!



Havde jeg haft mere tid kunne jeg også have fortalt om en dejlig eftermiddag i dag med min bror og hans skønne piger, der også var ret begejstret for legehuset. Eller om en ret så putteglad Varan, der faldt i søvn på sin far i sofaen (#nååårrhhh). Men jeg skal tilbage til Gossip Girl. Den ser jo ikke sig selv.


Vi skrives ved. Og indtil da - you know you love me. XOXO Øglemor

- Postet fra mini-Padden

torsdag den 7. marts 2013

Og gå så, og gå så, og gå så din vej

- og kom så, og kom så, og dans lidt med mig. TralaLAlalaleeej, tralaLAlalaLEEEEJ, traLALALALALAlaLALALALEEEEEJ! (og værsgo' til jer alle - må I overtage sangen fra min hjernebark og beholde den rigtig rigtig længe).

Det her indlæg skal handle om at gå. For Hjerteforeningen og Becel har nemlig i fællesskab lanceret en app, der hedder Gå for hjertet. Eller, det vil sige, at de har lanceret den for en uge siden, hvor jeg fik en mail om det meget sympatiske tiltag, men på grund af arbejdsmængder fra helvede har jeg så glemt alt om den. Flot. Lige indtil jeg læste med ovre hos Louise lidt tidligere i dag (tak for implicit reminder).


Nå, men appen er ret nem at gå til. Den fungerer via GPS, og så kan du registrere de kilometer, du går eller løber. (En anden sympatisk ting ved appen er i øvrigt, at den lige minder om, at du skal huske at slå den fra, når du er færdig med at bruge den. For GPS'er æder strøm, som jeg æder chokolade. Det kunne andre GPS-baserede apps godt lære noget af, for jeg glemmer konSTANT at slå Endomondo fra. Og selv om det selvfølgelig ikke er deres skyld, at jeg er dement, er det irriterende alligevel). Du kan logge ind via Facebook eller udenom; så skal du bare oprette en konto. Det har jeg lige gjort, og det tog ikke mange sekunder.

Og hvorfor skal du registrere dine kilometer, tænker du nu? Jo, det skal du, fordi Becel for hver km, du går (og registrerer), donerer 1 kr til Hjerteforeningens kampagne Elsk Hjertet, der samler ind til forskning i kvinders hjerter.

Og det er ret vigtigt, faktisk. Ikke mindst med alle de livsstilssygdomme, vi render rundt og får os. Ca. 7.000 kvinder dør i øvrigt af hjerteproblemer årligt. Det er temmelig mange, men alligevel drejer 70 % af al forskning på området sig omkring mænds hjerter. Med flere forskningskroner til brug på kvindehjertet ville færre kvinder dø. Og det er da en sag, man kun kan støtte op om.

Hvis du er lidt nørdet (eller bare nysgerrig), kan du på Becels FB-side se, hvor mange kilometer, der er gået indtil videre. Jeg selv skal helt sikkert til at bidrage om ikke kraftigt, så i hvert fald noget. Heldigt, at jeg så småt er kommet i gang med at løbe lidt igen. Ture på 6k næppe giver penge nok til meget mere end et stykke blankt A4-papir, men mange bække små, ikke sandt ...

Så fat jeres iPhone eller Android-mobilos, og hent appen. Det koster ganske gratis, så der er ingen undskyldning! Og en gåtur kan man jo altid bruge. Også selv om det blæser koldt derude i dag. Foråret er lige om hjørnet, så ad sti af sted!

tirsdag den 5. marts 2013

Havegal

En af de ting jeg har sagt helt. vildt. mange gange i al den tid, HDD og jeg troede, at vi skulle blive i byen og aldrigaldrigaldrig i villa er noget i retning af "Arj, jamen en HAVE, mand! Så skal man være derude og holde den ved lige hver weekend. Og det gider man jo ikke".

Men ved I hvad - det gider man faktisk godt!

Særligt nu, hvor forårssolen er kommet frem og har svitset mine kinder (must. buy. sunscreen) og kalder insisterende på en. Jeg synes, det er tophyggeligt at rende rundt og klippe vildfarne grene, nippe tørre blomster og rive beskyttende vinterbladlag af jorden, mens ungerne slås plasker med vand i nedløbsbassinet eller forsøger at æde 7 m2 perlegrus boltrer sig i mosset. Også selv om jeg ved nul og niks om havebrug og sikkert har smadret de stakkels rhododendronbuske totalt med min grensaks. (Og så er det jo bare ren win, at man lige møder naboerne ude i haven, og at Øglen og nabodrengen leger så godt sammen allerede, at hun forsvandt gennem hækken og ind i naboens hus på et splitsekund i går. Og at Varanen fulgte efter, hvorefter jeg måtte hente dem. Efter at have fået en god sludder. Jojo, jeg har helt klart den vildeste parcelhusejer gemt i maven).

Gang i trækvognen - jeg forudser halsbrækkende stunts Steen & Stoffer-style, når reptilerne mener, at bakken i baggrunden skal betvinges med vognen  

Og selv om vi havde både en fødselsdag og en date med den gamle mødregruppe (m e g a hyggeligt, i øvrigt!) i weekenden, har vi også haft tid i haven. Den er blandt andet blevet brugt på at tage livtag med de crazy høje hasselbuske (træer!), der har fået lov at vokse amok i de sidste mange år og nu strækker sig så langt ind i himlen, at det er ret svært at se meget andet end strittende grene og svingende rakler. Deres primære formål - at dække for genboens hus - opfylder de på ingen måde, så de måtte væk. Og det er vi så i gang med nu. Med håndkraft, eftersom vi ikke er gået så all in på havelivet, at vi har en motorsav. Endnu. Men det er selvfølgelig også meget rart at konstatere, at jeg rent faktisk har muskler i armene. Derudover har jeg massakreret et træ i et bed over mod naboerne (jeg kan tydeligvis ikke administrere at have en sav i hånden), og jeg har fundet en trilliard små forårsblomster under det metertykke lag vissent bunddække, der hænger ud omkring rhododendronerne.

Vores nye kæledyr: Varan-hunden!

Vi har mange planer for haven, og jeg kan ikke vente til det hele springer ud, så jeg kan se, hvad der er hvad, hvad der lever, og hvad der ligeså godt kan blive fældet med det samme. Mange af vores planer er desværre bare ikke helt gratis, så mange af dem er helt automatisk blevet sat på hold.

Men så var det, at jeg fik en let bebrejdende mail fra Feriekonto forleden. Som gerne lige ville minde mig om, at jeg altså havde en portion feriepenge stående, og at jeg skulle huske at hæve dem, for ellers ville de forsvinde ud i den blå luft. Dem havde jeg helt svedt ud, men det tog mig rundt regnet 2 sekunder at sige HAPS, og selv om jeg ikke ser skyggen af dem før om nogle uger, er de allerede blevet brugt. På to projekter og en enkelt hyggeting.


Så nu er der et legehus på vej med posten til os. Og et drivhus. Og et sæt fine havemøbler. (Og så er der heller ikke så meget som en rød reje tilbage af feriepengene).

Det bliver fint ude i haven. Og så nævner vi ikke et ord om, at jeg ikke har skyggen af grønne fingre og derfor ikke aner, hvad jeg skal stille op med drivhuset. Havemøblerne, derimod - dem ved jeg godt, hvad jeg skal gøre med. Sidde i den ene stol, fødderne op på den anden og så en kop kaffe på bordet. Jojo - det skal nok blive godt!

***

Og mens jeg nu er i gang med det virkelig utrendy overforbrug, så kan jeg da også lige berette, at jeg forleden fik fem kjoler hjem til migmigmig fra Asos. Fordi jeg ikke har købt tøj i hundrede år og tilsyneladende ikke kan begrænse mig og bliver nødt til at gøre en indsats, nu jeg er sådan en, der arbejder hjemme det meste af tiden. Havde jeg ikke HDD (og forældrene i Den Nye Institution) at tage hensyn til, ville jeg nok forfalde til en joggingbuksen og badetøflen. Men det går ikke. Blev der sagt. 

Og i dag kom HDD så hjem med verdens største (I kid you not) tøj til Varanen, som jeg havde bestilt hos Flødebollernes mor (og tvunget HDD til at hente). Han er vokset ud af stort set alt sit tøj, så nyt måtte der til. Og jeg skal love for, at han er ekviperet nu. I en grad, så jeg ikke behøver tænde vaskemaskinen i de næste mange uger. Det er SÅ fedt (og tøjet er kjämpefint!) Tak igen, Louise!

Tøjbjerget!

fredag den 1. marts 2013

... men jeg huskede i det mindste hovedet

Ovre i Den Nye Institution har de noget, de kalder 'fredagshygge'. Som sjovt nok finder sted om fredagen og har noget med hygge at gøre. Fredagshygge-tjansen går på skift mellem forældrene, der selv skriver sig på en seddel over, hvornår de vil have fredagshygge med. For i bedste, danske ånd, handler fredagshygge nemlig om at få noget i skrutten. Der henstilles til, at man ikke tager kage med, men siden januar har jeg set boller gradbøjet i en grad, så det kun er med en endog meget god vilje, at man ikke kan kalde dem kage.

Det samme gjorde sig gældende for reptilernes fredagshygge. For det var nemlig dem, der skulle have fredagshygge med i dag. (Og jeg havde været smart og skrevet mig selv på listen til både vuggestuen og børnehaven i dag, så jeg ikke behøver svede i køkkenet flere dage end højst nødvendigt). Så i går bagte Øglen og jeg (er nogen venlig at minde mig om, næste gang jeg skal bage i omegnen af 35 boller, at det ikke er hensigtsmæssigt at gøre en eftermiddag, hvor Øglen er surere end en citronplantage, og hvor Varanen egentlig bare helst vil sidde på armen?) en ordentlig omgang frugtboller med lavt sukkerindhold, så vi rigtigt kunne give den gas med glasuren.

Fredagshygge. Nu med glasur.

I morges dekorerede jeg dem så efter stramme dessiner fra Øglen ("edderkoppespind til drengene, mor, og glasur med krømmler til pigerne"), mens hun stadig sov. Og mens Varanen kravlede op på alting og smurte sig selv totalt ind i glasur, mens han råbte "MIH-AAAHRRR, MII-AAAHHRRRR!" ("mere, mere!") og skreg som en stukket gris, da jeg slæbte bar ham væk fra glasur-heaven.

Nå, men det lykkedes på magisk vis at få bollerne dekoreret færdig, få fodret reptilerne af, få skiftet tøj på Varanen, fordi han havde smurt glasur og havregryn ud på det rene sæt tøj, han lige havde fået på og få pakket bollerne nogenlunde forsvarligt til en tur i Christianiacyklen. Det lykkedes også at få Øglen til at være nøglebærer, så jeg kunne balancere fad med boller i én hånd og Varanen på den anden arm (gå nu, dit dovne barn!) og få alting hældt ned i cyklen. Yay.

Men al den koordinering har nok været mere, end min hjerne har kunnet klare, for da vi kom over i Den Nye Institution, og jeg var ved at pille flyverdragten af Varanen, kunne jeg konstatere, at jeg manglede min totalt mor-agtige mulepose indeholdende Øglens hue og vanter, mine egne luffer og min pung. Jeg vidste, at jeg havde haft den med, men den var ingen steder at finde. Heller ikke ude i cykelladet. Jeg ved ikke med jer, men jeg bliver en anelse stram i betrækket, hvis jeg tror, at min pung er blevet væk, så aflevering af reptiler plus køren i stilling til fredagshygge senere gik lidt stærkt. For jeg skulle jo ud og lede efter muleposen.

Solstrejf i køkkenet i morges. På alle krukkerne (og den meget ufærdige mur. Kom nu, ejerskifteforsikring, så vi kan komme videre i køkkenprojektet)

Jeg behøvede heldigvis ikke at lede ret længe, for den var ude ved cyklen. Bagved laddet, hængende på ringeklokken. Hvor jeg selv havde hængt den. Ah well. Ind med Øglens vanter og hue, og så ellers af sted. Indtil jeg kom i tanker om, at jeg ikke havde fået fadet (bradepanden) med bollerne i med tilbage som planlagt. Faktisk kunne jeg overhovedet ikke huske, hvor jeg havde stillet fadet, men jeg vidste, at jeg i hvert fald havde tænkt på at stille det i garderoben. Hvor det måske ikke er allermest hensigtsmæssigt at have en bradepande stående en hel dag. Ergo måtte jeg jo ringe og undskylde for mit sjuskeri og høre, om de måske gad at flytte den. Fik fat i yndlings-pædagogen, som kunne fortælle mig, at der ikke stod en bradepande i garderoben, men at bollerne stadig lå fint på en bradepande ude i køkkenet. Om det mon var den? (Og tænk engang - han fik spurgt på en høflig måde. Helt uden at grine af Forvirrede Mor, der ringede og snakkede om bradepander) Ja. Det var det jo nok.

Så ringede jeg af, og SÅ var det vist også på tide at få en kop kaffe, inden jeg glemte mere.

Lige om lidt skal jeg hente reptilerne, og så må jeg forsøge at snige mig uden om pædagogerne. Eller i hvert fald opføre mig normalt og u-forvirret, når jeg ser dem.

Godt, det er weekend lige om lidt. Det tror jeg, jeg trænger til ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...