torsdag den 24. oktober 2013

Kalder alle hestepiger (lyn-give away)

En gang hestepige, altid hestepige. Da jeg var 12, sparede min bedste veninde og jeg sammen til en hest. Eller, altså, til noget af en hest, men vi sparede trods alt så meget sammen ved ikke at spise slik (jeg kan jo godt, når der er noget, jeg virkelig vil!), pudse cykler, udføre pligter for familie og naboer, osv., at vores respektive familier kunne se, at vi mente det alvorligt (slet ikke ligesom dengang jeg troede, jeg ville have en tværfløjte og fik det. Og overhovedet ikke gad at spille på den). Derfor postede de det resterende beløb i den kastanjebrune uldtot, vi havde i flere år. Før jeg blev for høj til at ride på den og derfor fik en ny hest. Det var tider, kan jeg godt sige jer. Jeg lugtede godt nok altid lidt af hest og havde aldrig rigtig tid til at lege med de stakler veninder, der ikke kunne se lyset i heste (de gik til fodbold i stedet. Come on!), men det var fantastisk. Og hvis jeg lukker øjnene, kan jeg tydeligt se stalden, hvor hestene stod, et væld af tweens slæbende på halmballer, strigler og sadler og en ghettoblaster, der brølede Ace of Base's Wheel of fortune. Jowjow.


Der er således blevet brugt timer, dage og uger på de kræ, og jeg må nok erkende, at selv om det er meeeeget længe siden, mit heste-eventyr sluttede, så vil jeg altid have en lillebitte hestepige i maven.

Og hvad er derfor mere oplagt end at holde en hesterelateret give away? Det bliver en lynhurtig en af slagsen - jeg udtrækker nemlig en vinder i morgen, fredag, klokken 12, så spids ørerne og fingrene og listen up.

Præmien er to billetter til gallapremieren på en vaskeægte historie om en lynhurtig hest - Tarok! (Og hvis I er ægte, sande hestepiger, behøver I ikke yderligere introduktion. Jeg siger det bare). Det er i Imperial, Kbh V, det sker, og det er på søndag kl. 19.

 
Tarok trailer

Tarok himself er desværre død og borte for længst, men hans oldebarnføl, Baby Tarok, løfter arven i filmen, der er baseret på historien om en familie fra Skive, der greb drømmen og fostrede Danmarks ubetingede legende inden for travsport. Og i kølvandet på filmen kan man oven i købet blive medejer af Baby Tarok. Gratis, bortset fra venskab og gulerødder, som producenten Ragner Grasten skriver. Den del hænger ikke sammen med giveaway'en, og er frit tilgængelig for alle, så besøg Baby Taroks Facebook-side her (vil vædde med, at det er de færreste føl, der kan bryste sig af at have en fan-side), og sig hej.

Er du ledig på søndag, er du hooked på heste, og/eller gider du bare rætti godt tage gallatøj på og betræde den røde løber, så er det her, du har muligheden. Det eneste, du skal gøre, er bare at råbe "BABY TAROK" højt ind i din computer og skrive en kommentar til dette indlæg. HUSK at skrive din mail-adresse, så jeg kan få fat i dig, hvis du vinder. Du må meget gerne linke, like, følge og whatnot, men du behøver ikke.

tirsdag den 22. oktober 2013

Vinterstøvle-nedsmeltning

Hej Blogland. Nu er det jeres tur. Igen. Til at øse fra den enorme akkumulerede viden om vinterstøvler, som I med garanti ligger inde med. Og som jeg i dén grad mangler!

Jeg ved godt, at Afrika har haft gang i noget blæsevejr, så temperaturen herhjemme har været ganske hæderlig i dag. Men kender jeg det danske efterår (og vinteren, for den sags skyld) ret, så varer det ikke ved, så jeg bliver nok nødt til at få købt nogle vinterstøvler til de der reptiler.

Det, at jeg ikke allerede har købt støvler i det sekund AW2013/14 hos Angulus, Bisgaard og alle de andre fodformede i klassen ramte butikkerne burde sige noget om, at jeg er lidt ligeglad med mærket på førnævnte vinterstøvler. Men jeg understreger det gerne: Støvlerne behøver hverken at være af et bestemt mærke eller af 90 % kernelæder - de skal bare være varme. Og eftersom jeg skal have to par, behøver de ikke koste en månedsløn.

Jeg har selvfølgelig selv været lidt rundt for at sondere støvle-terrænet, men jeg er forvirret på et højere plan. Hidtil har Øglen haft Ecco, som har fungeret fint, men jeg tror, hun er parat til at prøve noget andet. Umiddelbart påtænker jeg et par Rugged Gear-støvler, som kusinen netop har fået et par af. Men så faldt jeg lige over et par Kamik, og de så også gode ud.

Men hvad med Varanen? Altså, han går jo ganske glimrende, men jeg synes ikke han behøver have et par vildt tunge og klodsede støvler som fx Sorel. Eller Rugged Gear, som godt nok ikke er tunge, men til gengæld er lidt klodsede til en to-årig efter min smag.

Hvad er godt til en næsten fem-årig (gisp!) og en to-årig? Hvad er billigt(-agtigt)? Og hvad er - fremfor alt - varmt? Hit me, for jeg kan godt mærke, at jeg ikke kommer videre på egen hånd ...


- Postet fra mini-Padden

søndag den 20. oktober 2013

Ugen, der gak

Nåmmen hej. Så er jeg tilbage fra efterårsferie. Kalenderen fortalte os nemlig, at der pludselig var gået en uge, men hvor den blev af, ved jeg faktisk ikke. For den forsvandt gånnåk hurtigt. Og af selvsamme årsag har jeg ikke fået blogget så meget som en linje på trods af, at der var aldeles glimrende internet-forbindelse i sommerhuset. Men nu er jeg her, så: hej!

Vesterhav, gynge og græskar. Så behøver man i virkeligheden ikke meget mere her i tilværelsen

Ugen, der forsvandt, har budt på det bedst tænkelige efterårsvejr overhovedet. Milde temperaturer, høj sol og fralandsvind, så Vesterhavet fremstod de fleste dage helt stille og fromt. Ingen af det 10 mand store selskab hoppede dog i - så varmt var det trods alt heller ikke. Men der er blevet leget ved og med vandet, samlet sten (og HDD viste sig at have en geolog i maven og kunne berette vidt og bredt om porfyr, som vi da også fandt noget af - nørd!), gynget, drukket kaffe, deltaget i kakerlakræs (som vi ikke selv arrangerede. Sommerhuset var, så vidt vides, kakerlakfrit), spist fisk i lange baner, grinet, grædt (med fire børn under syv er der dømt tårer hos mindst en af dem mindst en gang om dagen) og fundet en enkelt skat - og meget meget mere.

På tur. Til Bovbjerg, hvor HDD vandt tjansen med at rapelle (arj, ok, men der var langt ned!) ned på stranden med Øglen, mens jeg blev oppe i sikkerhed sammen med Varanen. Som var pænt utilfreds med, at han ikke kunne komme samme vej ned. Og på vej på skattejagt på stranden.

Vores egen lille familie sluttede ferien af i Legoland - på den ene dag, hvor det både var rigtig koldt OG regnede. Men reptilerne var ligeglade, og Varanen havde endda lært at sige "JEGOLAND" til lejligheden, så alt var godt. Og det blev ikke mindre godt af, at en virkelig rar familie spurgte os, om de ikke skulle tage en af os gratis med ind på deres sæsonkort. Det takker man bestemt ikke nej til, når man er så vandskade- og økonomiramt, som vi er i øjeblikket. Og kulde og regn kan heldigvis slås ned med varm kakao med skumfiduser (eller heksebryg med edderkoppeæg, som de kaldte det i bedste Halloween-ånd) og en god, gammeldags guldgravning.

Et par korte morgenløbeture kunne det også blive til. Ingen sag, når solopgangen er så smuk som her. Og hvad Legoland mangler i smukhed, har det til gengæld i underholdningsværdi. Reptilerne elskede alle 4,5 timer i bidende kulde

Vi kom hjem i går, og i dag er vi blevet akklimatiserede. Ikke mere nogen Mårmor og Mårfar ad libitum til (frivilligt) at tage de stygge bleer og putningen, og ikke nogen in-house legekammerater i form af de næsten jævnaldrende kusiner. Til gengæld en farmor, der kom og sagde hej, et par nabobørn, der har været savnede (og i øvrigt nogle naboer, der da lige havde sørget for at stille ens skrammel ud til storskrald #nabowin) og hele udvalget af legesager. Samt en have, der dels trængte til en efterårsgennemgang, dels havde været savnet til at samle nødder i, at dømme efter reptilernes entusiasme.

Og i morgen er det så hverdag igen. Kan allerede høre den banke højt og insisterende, og de arbejdsbunker jeg næsten har formået at ignorere i ugens løb, begynder at tårne sig op. Jeg ved jo godt, at jeg bare lige skal i gang med det der hverdag. Så skal det nok blive godt. Men derfor måtte ferien nu alligevel gerne lige have varet en uge mere. Er ikke parat til igen ikke at skulle hænge ud med ungerne hele dagen. Glædes over Øglens empati, smittende latter og generelle optimisme og forundres over de kvantespring, Varanen tager rent sprogligt i øjeblikket. Sætninger tager form, ordene bliver længere (vi er oppe på fire stavelser nu - "sæ-be-bob-ler"; Mor er stolt), og temperamentet mildnes. En anelse. Og sandsynligheden for, at de to ting hænger sammen, er temmelig stor.

De tre lyshårede kusiner forenet om iPad'en i en stille stund. Varanen sov mærkeligt med fødderne. Holde-i-hånd billedet og bjørnekrammeren af Øglen på gyngen kan jeg slet ikke stå for. Nærhed, når det er bedst. Kom tilbage, efterårsferie!

Men med mindre nogen sender mig en stor pose penge, så er der ikke andet for, end at arbejdsugen må gå i gang igen i morgen tidlig - og reptilerne må komme i hhv. børnehave og vuggestue. Hvilket de i øvrigt glæder sig ret meget til, lyder det som om. Der er jo også nogle oplevelser, der skal fortælles om. I børnehaven, i hvert fald. Spørger man Varanen om, hvad han har lavet i efterårsferien, råber han bare "JEGOLAND!", så det er nok det, vuggestuen må lægge ører til i morgen. Et par gange eller halvtreds.

søndag den 13. oktober 2013

På vej

Mange tak for jeres tanker og input til mit seneste indlæg og legeaftaler. Den udramatiske kaffe er nu både drukket og fordøjet, og det mest rammende, der er at sige om den er, at den var netop det - udramatisk. Det viste sig, at vi alle var helt på bølgelængde, og med et trumfkort i form af udsagn fra en pædagog samme dag, der klargjorde, at pigerne havde det fantastisk sammen, og at de konflikter, der måtte være, på ingen måde var hverken systematiske eller alarmerende, lukkede vi børnesnakken efter ca. 7 minutter. Og snakkede om alt muligt andet i en time. Stille og roligt og faktisk ganske hyggeligt.
Så nu er vi over and out mht. pigefnidder og forældrekaffer. Til gengæld er vi all in på efterårsferie, som blev skudt i gang fredag. Efter en tur i Halloween-Tivoli torsdag aften med søde naboer og noget, der godt kunne minde om fromme - og meget begejstrede - børn.








I går blev brugt på at gøre haven så efterårsklar, som det nu er muligt, før alle bladene er faldet af træerne og revet sammen. Plukke de modne æbler, lave lidt frokost-lækkerier til reptilerne af de sidste brombær og samle absurd mange kastanjer på et grønt område tæt ved huset.








I dag er haveaffaldet så kørt på genbrugsstationen, og nu er hele familien pakket og på vej. Til Jylland, hvor ugen skal bruges med Mårmor og Mårfar samt Onkel, Tante og Kusinerne. (Til tyve-typerne kan jeg berette, at naboerne holder et skarpt øje med huset, og at der bliver et rend af håndværkere hele ugen. Fordi Affugteren nu er væk, og det dermed betyder, at vi kan komme videre med Projekt Udbedr Vandskade. Yippeeee!)




Location er et sommerhus ved Vesterhavet, og planen er at lave så lidt som muligt. Spise masser af fisk, gå ture ved stranden, tage reptilerne med i svømmehallen, hygge, hækle og læse. Og sludre en hel masse, naturligvis. Det bliver godt!
Rygtet vil vide, at der er Wifi. Så måske skrives vi ved. Hvis ikke, så rigtig god efterårsferie, Blogland!
- Postet fra mini-Padden

torsdag den 10. oktober 2013

Mere om legeaftaler (langt og uden billeder. Sowwy)

For snart mange måneder siden skrev jeg et indlæg om legeaftaler. Fordi jeg var totalt rookie-mor på det punkt, og heldigvis sad I en masse erfarne blogger-mødre rundt omkring i cyberspace og ville gerne give jeres besyv med igen. Tak for det.

Men. Jeg har brug for flere besyver. Så har I mon lyst til at give mig sådan nogle?

Fordi. De der legeaftaler spøger stadig. Og jeg føler mig stadig som rookie-mor på det punkt. Til trods for, at jeg har haft indtil flere børnehavekammerater i min varetægt, leget med dem, skræmt livet af dem med vandmeloner, cyklet med dem i ladcyklen og oven i købet ladet Øglen tage på tur med en af veninderne.

Hvad er det så, der er så svært, spørger I nu. Jo, I gør. Og det er sødt af jer, for nu skal I høre:

I Øglens børnehave er de tre jævnaldrende piger. Lad os for nemheds skyld kalde dem Æ, Ø og Å (Øglen er Ø, hvis I skulle være i tvivl). Alle tre piger leger godt sammen og udgør ifølge pædagogerne i børnehaven 'en stærk pigegruppe'. De leger sammen på kryds og tværs - Æ leger med Å, Ø leger med Æ, og Å leger med Ø. Og så fremdeles.

For et par uger siden var Ø og Å så på tur. Det var Æ lidt ked af, men som jeg talte med hendes mor om (som var helt cool omkring det), så kan man jo desværre ikke altid tage alle med alle steder hen. Det er i øvrigt heller ikke min oplevelse, at pigerne hænger sammen som ærtehalm - sådan virker det i hvert fald ikke på Øglen, når jeg spørger.

Så vidt så godt. I dag fik jeg og Å's mor så en besked fra Æ's mor, der fint og nøgternt fortalte, at Æ var blevet meget ked af det ved aflevering i morges, fordi Ø og Å tilsyneladende var helt oppe og køre af begejstring over, at de skulle i Tivoli i aften. Æ's mor ville gerne vise Æ, at man også godt kunne tage af sted til en oplevelse tre mand, og derfor ville hun invitere Ø og Å med på tur i nærmeste fremtid - om vi var friske på det?

Godt nok skal vi i Tivoli i dag, men vi skal alene af sted, så for at rede eventuelle misforståelser og tanker om favorisering ud, ringede jeg til Æ's mor med det samme og forklarede hende sagens sammenhæng. Hvorvidt Å også skal i Tivoli i aften, skal jeg lade være usagt, men det er i hvert fald ikke sammen med os. Men jeg ville da gerne takke ja til hendes tilbud om at tage Øglen med på tur engang.

Fint. Så tikkede der en besked ind fra Å's mor. At hun også gerne ville takke ja til en fælles tur, men om vi i øvrigt ikke også var med på at mødes til en udramatisk kop kaffe og lige rede trådene ud. Hun oplevede nemlig, at Å blev ked af det, når Æ og Ø leger sammen i børnehaven uden at ville have hende med. Om Ø mon også blev ked af det, når hun blev holdt udenfor?

Øhm ... Nej. Ikke så jeg bemærker det, i hvert fald. Af og til fortæller Øglen godt nok, at Æ og Å ikke har gidet at lege, og at den ene ville gå forrest til en skatteleg (?), men så blev den anden sur, og så stoppede de med at lege sammen, men jeg har aldrig oplevet det stikke dybere end et skuldertræk og et "Men så løb jeg bare efter Y og Z og FANGEDE DEM OG KILDEDE DEM". Derfor må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke har tænkt over - som i overhovedet - at der kunne være optræk til pigefnidder. Særligt ikke fordi de kun er 4 år. Men det er måske bare mig, der er naiv?

Jeg drikker altid gerne en kop kaffe - de udramatiske kopper er faktisk mine yndlings - så jeg dukker naturligvis op på det aftalte tidspunkt. Jeg er bare ikke helt sikker på, hvad vi kan nå frem til. Naturligvis er det vigtigt at få på det rene, om nogle af pigerne føler sig decideret ekskluderet, men hvis ingen af vores piger ligefrem mobber de andre (og det kunne jeg bestemt ikke forestille mig var tilfældet), har jeg ærligt talt svært ved at se, hvad vi kan gøre ved det. Og OM vi skal gøre noget ved noget i det hele taget.

Øglens forhold til legeaftaler har ikke ændret sig synderligt, siden vi havde vores debut for et halvt års tid siden. Hun synes, det er hyggeligt, når det står på, men hun efterspørger det ikke selv. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, vores weekender er så propfyldte med hhv. vandskade og andre gøremål, at jeg heller ikke ligefrem presser på for at hive horder af børn med hjem. Jeg siger ofte til Øglen, at hun endelig må sige til, hvis der er nogen, hun gerne vil lege med, men hun siger bare ikke til. Typisk er det de andre børn, der spørger, om de ikke må komme hjem til os, og det kommer de så. Når det lige passer.

Så kære, erfarne udi legeaftaler, medmødre: What to do med alt det her legeshow? Skal jeg gøre noget proaktivt for at få min datter til at lege lige meget med Æ og Å? Skal jeg (oh gru) altid fremover invitere flere børn på legeaftaler samtidig? Skal jeg i det hele taget se at komme ind i legeaftalekampen? Skal jeg lade være med at gøre noget overhovedet? Eller noget helt femte? Øs af jeres visdom, og jeg vil være jer evigt taknemmelig!

torsdag den 3. oktober 2013

Varanen i tal

Højde: 88 cm
Vægt: 14,8 kg (inkl. ble og strømpebukser, bukser, body og t-shirt med lange ærmer)
Hovedomkreds: 51 cm

Varanen har netop over- og bestået to-års undersøgelsen. Et par uger forsinket, men der var lige nogle blister, der skulle forsvinde først. Jeg ville elske at have tallene fra et-års undersøgelsen at sammeligne med (for mon ikke det var sidste gang, han blev målt og vejet? Det tror jeg), men til min store forundring kan jeg ikke finde dem nogen steder. De er pist borte, og deres fravær understreger temmelig tydeligt, at Varanen er barn nr. to. Den slags sløseri var aldrig gået med den førstefødte ...

Der er et eller andet, der siger mig, at Varanen vejede 11,7 kg til et-års undersøgelsen. Men jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed. Og højden er jeg helt blank på. Det eneste jeg kan huske (fordi jeg har skrevet dét ned, mærkeligt nok), er, at han brugte str. 80 i tøj, så skulle vi ikke gætte på, at han var 80-81 cm?

Varanen i det forjættede lands - børnehavens - sandkasse

Aaaaanywhoodles, så gik besøget hos "dåk-dåk" (doktor, hvis nogen skulle være i tvivl) så fint, så fint. Bortset fra, at Varanen et par gange eller ti proklamerede "HJÆÆÆÆÆM!" i venteværelset, hyggede han sig fint med den trompet (!), han fandt i en af legekasserne. Og overtruttede. Normalt er jeg ikke så sart med legetøj og bakterier og så'n, men legetøj i lægens venteværelse synes jeg nu ikke umiddelbart skal puttes i munden. Så nu bliver det spændende at se, om han vågner op med sars en af de næste dage ...

Dåk-dåk virkede ikke som om, det er børneundersøgelser, han gør sig mest i, men godt hjulpet på vej af en tjekliste og den lilla Teletubby gik det hele gelinde. Varanen gjorde utroligt nok, som han blev bedt om - stillede sig ind til væggen for at blive målt, hoppede selv op på vægten og kiggede interesseret på remedier og lyskegler og whatnot. OG sagde fromt "Taaaaak!", da han fik lov at tage en lille bil fra gavekrukken. Derudover syntes han tilsyneladende, at det var det sjoveste ever at få lyttet på hjertet og - ikke mindst - tjekket testiklerne. Skraldlatter over hele linjen - og en ustyrlig trang til at råbe "Tis-se-mand!" resten af dagen. Efter vi var kommet hjem, naturligvis. Hos dåk-dåk var det jo lige før, han groede englevinger og glorie, og den rare læge sagde da også flere gange "Hvor ER han altså sød!"

På vej fra vuggestuen 

Konklusionen var, at Varanen er lige, som han skal være. Måske en smule sødere end gennemsnittet, men det vidste jeg jo godt. Lige på kurverne - en snas over, hvad angår vægt, men han havde jo altså også tøj på. Og med et sprog, der udvikler sig så stærkt, at jeg næsten ikke kan følge med. Heldigvis er der stadig masser af baby-agtige ord, som jeg konsekvent kommer til at udtale forkert, fordi de er så søde. "Pamma-mamma" betyder fx "Barbapapa", og det har jeg ingen planer om at rette. For selv om to år er stort, er det jo også ret lille. Heldigvis.

onsdag den 2. oktober 2013

Hvor er tiden, der ta'r os?

Det går stærkt i de her dage. Også i de her dage. Jeg synes jo lige, vi har været i Berlin, men det er faktisk allerede tre dage siden, vi kom hjem. Og siden da har Varanen lært at sige sin søsters navn klokkeklart (i stedet for "GI-GAH!", som han kaldte hende før), vi har fået slagboret endnu et hul i entrégulvet (som er lavet af beton, hvis nogen skulle være i tvivl), fordi vores nye bedste ven, Affugteren, er kommet til kort over for omkring 1 m2 temmelig våde leca-kugler under gulvet. Så måske der er endnu et brud på en vandledning #dontgetmestarted. Derudover har vi fået smækket rullegræs i forhaven, og den er nu så friseret og fin, at man skulle tro, vi boede på Wisteria Lane og holdt plæneklipperkonkurrencer med naboerne. Men lad os nu se, hvor længe det look holder.

Men nå. Alt det er uvæsentligt, for nu skal vi snakke lidt om Berlin. Og mig. Og om det maraton jeg (og HDD) løb. Altså, det kan gøres rimelig kort, det der maraton. Det var hårdt. Psykohårdt. Punktum.

Men vi kan også godt gøre historien lidt længere. Og fortælle om en dejlig weekend, hvor vi trods alt nåede at opleve lidt af Berlin i strålende sprødt efterårsvejr. På cykler. Vi var i Tempelhof for at hente vores løbenumre, og ud over at det var lidt af en oplevelse at se indtil flere flyhangarer fyldt med forskellige slags løbesko og -udstyr (seriøst - hvor mange forskellige slags sko har man brug for?!), så var det også et gigantisk dask af historiens vingesus at stå der i den gamle Vest-lufthavn og indsnuse stemning. Og se på lokalerne, hvor tiden tilsyneladende har passeret i al ubemærkethed. Sikkert tilfældigt, men alligevel meget symbolsk, var viserne pillet af uret i ankomsthallen.

Cyklecykle gennem små, hyggelige gader

Cykel-selfie

Tempelhof - der gøres klar til Bambini-run ved flyveren

Bortset fra cykelturen nåede vi også en kaffe og frokost på Starbucks. Det var det eneste, jeg ville(ja, jeg er meget beskeden, når det lige stikker mig), og kaffen var lige så god, som jeg huskede den. Og ellers lavede vi faktisk ikke så meget. Ud over at slentre lidt rundt, drikke litervis af vand, spise pasta til aftensmad og gå tidligt i seng. Man kan sige, hvad man vil, men når man skal op klokken 5.30 søndag morgen for at få spist morgenmad i tide - for derefter at gå 3 km hen til startområdet, løbe 42,195 km, gå 3 km tilbage til bilen og så køre en milliard km tilbage til DK, så er der ikke plads til de helt store armbevægelser dagen før. Men vi hyggede os, og det var dejligt at have en masse uforstyrret tid til at sludre, bare HDD og jeg. Også selv om jeg faktisk savnede børnene helt enormt meget. Mere end jeg havde troet, endda. Jeg går jo hen og bliver helt sentimental på mine gamle dage ...

Siegessäule - pejlemærket fra startområdet

Måååål. Dagen før, godt nok, men allywl

Selve løbet var en stor oplevelse. Ikke ligeså stor som sidste år, men det var jo også mit første maraton, så den stemning indfinder sig næppe igen. Desværre gled jeg allerede ved 6 km-mærket (vi siger tak til en kombi af spildt gel og fumle-løber, der stoppede brat op) og lavede et underligt vrid i knæ og hofte. Godt hjulpet på vej af søde løbere omkring mig kom jeg dog hurtigt videre, og først efter ca. 23 km blev jeg nødt til at stoppe op for at strække føromtalte hofte. Med det resultat, at jeg fik krampe i låret. Swell (!) Det fortog sig imidlertid også, så videre med mig. Til 32 km, hvor jeg begyndte at blive svimmel. Derfra skiftevis gik og løb jeg de sidste 10 km - jeg pressede ikke mig selv så hårdt, som jeg kunne have gjort, men jeg ville ikke risikere at dejse om; Intet løb er det værd. Så tempoet var adstadigt, men alligevel - kunne jeg se bagefter - rimelig stabilt. Tiden blev 04.52.06, og mens det langtfra var hurtigt nok til at vinde BMW'en (så skulle jeg have været fra Kenya og løbet på lige over 2 timer), var det hurtigt nok til mig.

Før og efter ...

Så med endnu en maraton-medalje inden for vesten takker jeg nu af, hvad angår maraton. Det er så definitivt at sige "for altid", men der skal ske noget helt alvorligt med min løbegejst for, at jeg gider løbe et igen. Løbet i år var, som skrevet, en stor oplevelse, men det var ikke sjovt-sjovt, og træningen har s*u også været lidt op ad bakke (i mere end en forstand her i Den Bakkede Nordlige Provinsby). Og skal man løbe 42,195 km skal motivationen simpelthen være større, end min har været. Jeg glæder mig til at begynde at løbe igen (mit knæ skal bare lige i orden igen - det gør rimelig nas) og ser umådeligt frem til VM i Halvmaraton til marts, men halvmaraton-distancen må være nok nu.

Ligesom sidste år var reptilerne sendt i Farmor-internat, og de havde haft en fest. Selvfølgelig. Med kastanjetur, æblefest på nærliggende gård, te hos faster og onkel og masser af is. Vi blev taget imod med åbne arme af dem begge og fejrede vores hjemkomst med at holde en fridag med ungerne. Som primært blev brugt på at ømme os (HDD og jeg) og skændes (reptilerne). Men vi nåede også at bide til bolle ("Skal vi ikke lege den der bolle-leg, mor?!") og prøve at fange et æble i en skål vand. Og kramme en hel masse. Ude er godt, men hjemme er bedst. Basta.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...