tirsdag den 26. november 2013

Noget om jul, mad, weekend og spons, eller Den weekend, jeg blev voksen

I weekenden var vi hjemme hos Mårmor og Mårfar. Igen-igen. Men denne gang var HDD også med, OG min bror og hans lille familie var der. Anledningen var, udover selvfølgelig, at vi 'bare' skulle hygge os, den årlige bage-/knase-weekend.

Ikke, at jeg fik hverken bagt eller knaset særlig meget. Ud over altså de par stænger brunkagedej med pistacienødder og lakrids, som Øglen og jeg fik æltet sammen i torsdags, da den slatne Varan tog sig en maratonlur. (4,5 timer. Crazy!) Marcipanen nåede vi aldrig rigtig til, og Luciabrødene blev bagt søndag, efter vi var draget af sted for at få fragtet Øglen af sted til et andet bage-/knasearrangement.

Skæreskære brunkager - og forsøge at holde små, interesserede reptilfingre fra den. Dejen var næsten bedre end kagerne, syntes de

Mårfars hjemmebagte "æbleskiber", som Varanen kaldte dem

Til gengæld fik vi klippeklistret lidt - engle, flere engle og små nisser blev det til fra min og Øglens hånd. Ikke ligefrem et overvældende udkomme af en hel weekend, men vi skulle jo nå så meget andet. At spise, for eksempel (#vigtigt).

Tyl-engel à la Filihunkat, hånd-, fod- og mundengle og nisser à la Filihunkats søster, som tilfældigvis er min svigerinde

Det kræver sit køleskab at bespise 10 sultne personer, hvorfor jeg havde taget forsyninger med, så Mårmor og Mårfar ikke behøvede at stå for det altsammen (som de plejer). Ikke mindst fordi jeg jo var så heldig at modtage hele to lækre spons-kasser i sidste uge - en fra Kohberg* og en fra Kokkens Favorit. Så vi kom godt omkring hele madpyramiden, og det skulle familien selvfølgelig nyde godt af.

Kød-kassen

Brød-kassen

Således havde jeg medbragt rugbrød med hhv. græskar og majs (førstnævnte var desværre muggent, men det er jo det, der sker med rugbrød fra tid til anden. Det andet var lækkert), æblecider-marmelade fra Kivik Mosteri, Urtekrams sandwich spread med basilikum, grøn tomatrelish, Kåsaberg sild (som jeg spiste sammen med Mårmors killer-æble-karrysalat. Mums!), leverpostej og sylte**. Personligt bryder jeg mig ikke om sylte, men de øvrige i selskabet spiste den med velbehag. Den anden (der var nemlig hele to i kassen) blev doneret til naboernes julefrokost sammen med et rugbrød og faldt i god jord.

Derudover var der en masse lækre sager fra Mårforældrenes køleskab, så weekendens frokoster har været ganske overdådige. Og det skal man jo ikke klage over. Overhovedet.

Reptilerne var ellevilde over endnu engang at være på besøg hos Mårmor og Mårfar, og at kusinerne også var der, var bare en bonus. I hvert fald for Øglen, der legede amok med dem begge to. Kusinerne er hhv. 2 år ældre og 1 år yngre end Øglen, så det er lidt forskelligt, hvem der leger bedst med hvem. Men denne gang var det ret ligeligt fordelt, omend Øglen og den yngste kusine i særdeleshed havde en fest. Blandt andet med at synge temmelig meget (og temmelig højt) for hunden. Før jeg fik børn, var barnesang (på den falske, skingre måde) noget af det værste, jeg kunne komme i tanker om. Nu er det - for det meste - SÅ hyggeligt ...

To Dracula-kusiner

Varanen er også vild med sine kusiner, men han er allermest vild med sin Mårmor. Så der var ikke nogen tvivl hos ham om, hvem han helst ville hænge ud med. Særligt ikke fordi han var temmelig snottet og hostende og ikke helt gearet til trioens vilde lege. (Selv om han nu virkede RET frisk på mig de 2,5 timer, han var vågen natten mellem fredag og lørdag. Hvor han ville "OPPPP!", "SE SARSYN!", "LE-JØ LE-GO, MO-AR!", "LÆ-SØ BÅW, MOAR" og snakke med Mårfar, da det omkring klokken 05 lykkedes ham at råbe Mårfar vågen. Så slattenheden gemte han til om dagen, og så kunne han og undertegnede jo passende være slatne sammen, selv om min slattenhed 'kun' skyldtes uendelig træthed ...)

Yndlings-Mårmor

Yndlings-Mårfar

Men hvis vi havde troet, at weekenden udelukkende skulle handle om at bage, knase, klippe-klistre og spise, så kunne vi godt tro om igen. Mårmor og Mårfar er gået i gang med det helt store rydde-op-og-rydde-ud-frenzy, og nu var turen nået til de seks bedrollers, der var fyldt med Lego. De kan jo have en pointe i, at det er lige i overkanten i forhold til, hvad deres børnebørn når at lege med, når de er på besøg (særligt fordi tre af bedrollerne er placeret på loftet og derfor aldrig ser dagens lys), men sådan har det været en menneskealder nu, så vi havde alle accepteret tingenes tilstand. Indtil nu, altså.

Bittelille togbane (i forhold til, hvor mange skinner, der er)

Mårfar havde imidlertid besluttet, at det resterende Lego også skulle om ikke sorteres, så deles. Mellem min bror og jeg. Så midt mellem alle julerierne og spiserierne, gennemgik vi kasse efter kasse. I guder, hvor har vi haft meget Lego som børn. Det er jo faktisk næsten helt pinligt. Men dengang havde vi naturligvis også en hel kælder til rådighed, som vi kunne bygge i - og lade kreationerne stå i, ikke mindst. Det er så ikke helt tilfældet nu. Alligevel er jeg nu den glade indehaver af tre bedrollers fyldt med Lego - primært tog med et uendeligt antal skinner, skiftespor, lysledninger og transformatorer (arj, ok - der er kun en enkelt transformator). Og skidtet virker! Brormand og HDD byggede en lille bane "bare for at prøve" (yeah, right - bare indrøm, at I blev 12 år igen for en stund), og togene futtede lystigt derudad. (Nåja - og så alt mit Fabuland, som jeg nolede med hjem for nogle måneder siden).

Et par af Lego-bedrollerne
 
Varanen bliver en lykkelig dreng, når han om et par år bliver stor nok til at lade være med at smadre togene (han nåede at skille tre ad på de få timer, togkassen var åben. Lømmel!). Og når vi har vundet i Lotto og enten fået et større hus med integreret legerum, eller fået bygget til vores eksisterende hytte. Så kan vi nemlig bygge togbaner, der vil blive kendt vidt og bredt i kvarteret.

Brormand scorede en lufthavn med et hav af shuttlebusser, -minitog, lastbiler, kontroltårn, mv. Og så var der jo selvfølgelig alle de 'ukurante' klodser, som vi delte sådan nogenlunde fifty-fifty. Bortset fra den halve bedroller med klodser, der fik lov at stå, til når der er småfolk på besøg.

Så nu er vi sådan nogle med ustyrligt meget Lego. Godt nok næppe så meget som Konen, men jeg tør godt vove det ene øje og sige, at vi har flere tog (ellers bliver jeg bange). Og jeg er for alvor blevet voksen. Hidtil har jeg ikke helt vidst, hvad definitionen på at blive voksen egentlig var. Og havde man spurgt mig før, ville jeg nok have sagt noget i retning af, at "Man er voksen, når man har fået et barn" eller "Man er voksen, når man er flyttet i hus" eller sådan noget. Nu siger jeg imidlertid "Man er voksen, når ens forældre rydder loftet for ens gamle legetøj, og man får det med hjem. Til sine egne børn".

-----

*Egentlig var rugbrødet en del af en 'madpakke-kasse', men da begge reptiler har madordning i institutionerne, smører jeg ikke så ofte madpakker længere. Det ændrer imidlertid ikke på, at jeg synes, det er enormt vigtigt at smøre lækre, alsidige madpakker, når behovet opstår, og derfor er jeg da også utroligt glad for den inspirationsbog, der fulgte med (Madpakkebogen af Louisa Lorang) samt en superpraktisk madkasse fra Sistema. Madkassen havde jeg i øvrigt hele to af i forvejen, da det var den, jeg sværgede til, da Øglen havde madpakke med dagligt. Jeg har faktisk ikke lovord nok i mit vokabularium om den - den er VIRKELIG god!

**Der er stadig lækre, koldpressede olier samt masser af pølser tilovers fra kødkassen. De skal nydes på grillen til vores næste Spis & Skrid-arrangement med gode venner.

fredag den 22. november 2013

Jeg skovler ind ...

Jeg har været en heldig kartoffel på det seneste. I sidste måned vandt jeg en lækker forkælelseskasse ovre hos Camilla. Der var tyggegummi i lange baner og fire stk. Alt for Damerne. (Eller - der var faktisk kun tre blade i kassen, men det sidste blev eftersendt. Hvor god service er dét lige?!). Og et stort V6-badelagen, som måske nok ikke er så kønt, men til gengæld er jävla-praktisk til ungerne, når vi er i svømmehallen, fx. Jeg er generelt for dårlig til at tage en time out på sofaen med et blad (damn you, smartphone!), men når bladene ligefrem bliver fragtet til en, så er der ingen vej udenom. Og selv om jeg ikke har en krone til at købe de lækre sager, der vises, så er det nu alligevel slet ikke så tosset at ligge og bladre i et blad (eller fire).

Se lige en lækker pakke!

Derudover var jeg så heldig at vinde en fotobog på Karinas fine blog. Fantastisk, eftersom Varan er blevet meget opmærksom på, at det kun er Øglen, der har en fotobog fra sommerferien, og at han ikke må røre den med en ildtang. Så han skulle også have en, syntes moderen. Det syntes bankkontoen bare ikke - men så var det jo heldigt, at jeg vandt en. Når barnet er så vild med at se billeder, er det jo oplagt.

Varanens billedbog. I sygeligt gult lys - beklager billedkvaliteten

Jeg vil ikke gå i detaljer med, hvor bøvlet det var at bestille fotobogen. En god blanding af sløj service og akut 'jeg fatter ingenting' hos mig selv gjorde, at det blev mere bøvlet, end det var strengt nødvendigt. Det gjorde også, at det første udkast, jeg møjsommeligt (det tager ret lang tid at lave sådan en bog, faktisk) havde lavet, blev arkiveret lodret af softwaresystemet grundet en eller anden uforudset fejl. Det udfordrede mig lidt på min ikke-eksisterende tålmodighed og gjorde, at det endelige resultat blev lidt sjusket. Men det er jo min egen skyld. Sådan da. Varanen lader dog til at være pænt ligeglad, og det er det, der tæller ...

Mmmmmm - mit hår kommer til at takke mig (og Anette!) så snart, jeg tager godterne i brug

Og så skulle man jo tro, at det var gjort med dét. Men nej! For sør'me om jeg ikke også var så heldig at vinde lækre John Masters-sager til håret ovre hos den skønne Anette. De kom forleden og dufter himmelsk, så jeg kan slet ikke vente, til badeværelset er færdigt (any day now!), så de kan komme derind og pynte. (Ikke tale om, at de skal besudles af bad- og toiletvognen).

To bodyer med hhv. lange og korte ærmer, et par leggings/lange underbukser og en hjelm. Lige, hvad en snottet Varan behøver

Sidst, men ikke mindst, landede der (i bogstaveligste forstand. Den blev fragtet af en tømrer - en af de mange håndværkere, det vrimler med i hytten i øjeblikket - gennem den vidtåbne dør og lige i armene på mig) en lækker, blød pakke. Det var så godt nok ikke noget, jeg havde vundet, men i stedet noget, jeg havde fået - et sæt af Bilkas nye uldtøj til småbørn; Små Rollinger. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har så meget uldtøj til ungerne, men det her kom som kaldet. Varanen er frisk igen (det hjalp at ignorere sygdommen i går på bloggen, tror jeg), men stadig lidt snøvset, så han er blevet iklædt en fin - og blød! - uldbody i dag under sin tynde striktrøje. Og den passede perfekt, selv om jeg syntes, at den så gigantisk ud, da den lå på bordet. Men Varanen hører jo heller ikke til de mindste, såeh ...

Og SÅ var der ikke mere held i posen i denne omgang. Det kan jo heller ikke bare fortsætte ud i det uendelige - selv om det da selvfølgelig er meget sympatisk af Universet at forsøge at retfærdiggøre, at vi har måttet leve med bad- og toiletvognen i tre. måneder. Men der skal mere til, før jeg lader dén lille detalje fare, Univers. Bare så du ved det!

torsdag den 21. november 2013

Mig og Kristian Thulesen Dahl

Jeg var på besøg hos (Tr)oldemor i går. (Og spiste frokost med Husmoder, købte gave i Thereses biks (den bragte i øvrigt lykke, Therese) og var til middag med verdens sjoveste veninder. Så jeg nåede da lidt). En fantastisk hyggelig dag (som godt nok blev afsluttet med at ligge i ske med opkastende Varan, men det springer vi lige let og elegant henover i dette indlæg) med lutter gode ting. Bortset lige fra en lille detalje hos Troldemor. Hvor jeg kun lige var nået inden for døren og var i færd med at smide overtøjet:

Troldemor: Må jeg lige SE dit hår? Hvornår er du blevet klippet så kort?

Mig: For en uges tid siden.

Troldemor: Du ligner ... Hvad er det nu, han hedder ...

Mig: Han?! Du behøver ikke sige mere nu.

Troldemor: Hvad ER det nu, han hedder? Jeg har lige set ham i tv. Han er sådan en flot mand. Bare ærgerligt, at alt, hvad han siger, er sådan noget forbandet sludder. Men det er jo nok fordi, han er fra Dansk Folkeparti.

Mig: Kristian Thulesen Dahl????

Troldemor: LIGE præcis!

Mig: Tak. Eller noget.

Så nu er jeg åbenbart blevet sådan en, der ligner ikke bare en fra Dansk Folkeparti, men oven i købet en MAND fra Dansk Folkeparti. Bekymrende. (Og det hjalp i øvrigt ikke, at hun senere ændrede holdning til, at det var Karen Blixen, jeg angiveligt ligner. Den første indskydelse er altid den rigtige. Er det ikke sådan man siger?). Resten af eftermiddagen foregik dog sådan nogenlunde uden fornærmelser, og vi hyggede os som sædvanligt rigtig meget. Så jeg overlever nok. Korthårsfrisure eller ej. Det eneste, der ærgrer mig, er, at jeg ikke fik sagt, at hun, hvis hun anlagde sig overskæg, ville ligne Hercule Poirot lidt. Men det siger jeg bare næste gang. Gnæggnæg.

mandag den 18. november 2013

Det beskidte barn - og noget om en forlænget weekend

Øglen, Varanen og jeg har holdt lang weekend. Hos Mårmor og Mårfar, der har taget sig godt af os fra onsdag aften til søndag middag. Jeg havde forsøgt at arbejde så meget 'forud', som det nu kunne lade sig gøre, og derfor var der ikke specielt mange opgaver, der skulle passes. Derfor havde jeg regnet med rigelige mængder tid til at blogge og fjolle rundt på computeren, men jeg havde tilsyneladende lige overset det lille faktum, at jeg jo var a l e n e af sted med reptilerne (HDD var blevet overladt til sig selv for at arbejde og lægge tag på garagen). Og selv om Mårmor og Mårfar aflastede det bedste, de havde lært - og reptilerne i øvrigt opførte sig upåklageligt - så er der alligevel en hel del at se til med sådan to småkravl.

Både Øglen og Varanen syntes vist, at det var den bedste idé, jeg havde fået længe, at vi sådan tog på forlænget weekend i det vestsjællandske. Uendelige mængder opmærksomhed, tålmodighed og god mad. En hund, der finder sig i at blive klappet, aet og løbet efter, og en kæmpehave, der er perfekt til at lege gemmeleg i. Eller at løbe om kap i. Som var tilfældet lørdag, da Øglen bestemte, at hende, Mårmor og Mårfar skulle løbe. På den organiserede måde med medaljer, pokal og piedestal, naturligvis. Og dommere. Mindre kunne simpelthen ikke gøre det. I må selv gætte, hvem der vandt, men jeg kan afsløre så meget, at det ikke var Mårmor. Eller Mårfar.

Vinderen med medalje og pokal

Efter løbet. Varanen, som ikke deltog, var heldig at måtte låne tredjepladsens medalje

Det er ret fantastisk, at begge reptiler nu har en alder, hvor jeg ikke længere får akut stress ved tanken om at tage dem begge to med på overnatning(er) som den eneste forælder. Man kan tydeligt mærke på især Varanen (sådan har Øglen haft det længe), at han får rigtig meget ud af at være med på besøg nu, og mundtøjet står jo ikke stille på ham. Han ELSKER sin Mårmor og Mårfar, og hvis han kunne, ville han vist gerne flytte ind i Mårmors lomme. Og "LÆ-sø båw, Mårmor!" Hele tiden. Men de hygger sig, gør de, og det er skønt at være vidne til.

Den smukkeste udsigt, og de sødeste reptiler

Øglen har brugt timevis på at arbejde med Mårfar i 'skoven', der ligger nedenfor huset. De har slæbt grene, trampet dem på plads i "twaileren" og kørt på lossepladsen med hele molevitten. Og så har hun været den trofaste hundelufter-makker. Der har været kage på bordet dagligt, og generelt har de bare haft det som blommen i et æg. Og det har jeg egentlig også. Ikke mindst fordi jeg fik lov til at sove til klokken 9 - KLOKKEN NI! - en af dagene. Fordi Varanen lige valgte at sove psykolænge. Han vågnede op i højt humør, hvilket jeg også gjorde - kan man andet, når klokken er 9, og baggrundsstøjen er ivrig pludren og sommerfugle-sangen fra vuggestuen?! Øglen trumfede i øvrigt med at sove til klokken 10, så det var en af de formiddage, der går over i historien. Og bliver trukket frem som "Du kan jo godt, Varan!"-eksempel, næste gang han finder på, at det er morgen ved 05-tiden.

"MIN bar-ne-wåuwn!" (som manglede overdelen, der var blevet ret så våd)

Mens vi var i det vestsjællandske, var reptilerne i bad. Det burde der jo egentlig ikke være noget odiøst i, og det er der da sådan set heller ikke. For Øglens vedkommende, i hvert fald. Med Varanen er det en lidt anden sag.

Tingen er (som jeg sagde frygtelig meget i slut-halvfemserne. Undskyld, danske sprog!), at vi jo ikke længere har et badekar. Det har vandskaden (og en hærskare af håndværkere) sørget for. Nu har vi i stedet en bad- og toiletvogn med et brusebad, som I ved. Øglen holder meget af brusebadet - Varanen hader det som pesten. Og i virkeligheden hader han også badekar. Det er kommet gradvist. Til at begynde med elskede han vores blå badekar højt, men det ophørte pludseligt, og i den sidste tid, vi havde karret, foregik badet med skrig og skrål.

Brusebad i en underlig, linoleumsbeklædt vogn blev ikke modtaget med mere varme end de sidste ture i badekarret. Tværtimod. Og da jeg et par gange havde forsøgt mig, kun med skrigeri af den hysteriske "hun slår mig ihjel"-slags bare for at sikre os, at HELE vejen kunne høre det, må jeg tilstå, at jeg gav op.

Vi er ikke udprægede svømmehalsmennesker (og i øvrigt hadede Varanen hvert sekund af det kvarter han nåede at opholde sig i en svømmehal i sommer), så vi har ikke brugt dén mulighed til at give ham et bad. Og pludselig var der bare gået rigtig lang tid, uden han har været i bad (skrigeri-brusebadene, der har varet omkring et nanosekund, tæller ikke rigtigt). Ifølge Instagram (og kalenderen) er det nu 11 uger siden, vi fik bad- og toiletvognen. Altså er det 11 uger siden, han har fået et rigtigt bad. Og det er jo HELT. VILDT. PINLIGT. Tænk, at jeg er blevet sådan en mor, der ikke lige har fået badet sit barn i fusking tre måneder! Og ja, jeg ved godt, at debatten kører mht. hvor tit man bader sin baby. Men som jeg har forstået det, bliver der talt i dage i dén debat. Ikke i måneder.

Altså, det er jo ikke fordi, han ikke er blevet vasket. Ud over at få en god rengøring i de nedre regioner hver gang, han bliver skiftet, bliver han jævnligt vasket i ansigtet, bag ørerne, under armene, på fødder og ben og sådan. Og af og til får han så gjort håret vådt og får det redt ud. Så han er fin og ren, og det er hans tøj naturligvis også. Han lugter, som en to-årig nu engang lugter - sådan en god blanding af baby og fims - og så vidt jeg ved, er der ingen, der har indberettet mig for vanrøgt. Endnu. Men altså, alligevel. Tre måneder er lang tid. Så jeg besluttede, at han skulle skrubbes hos Mårmor og Mårfar.

I guder, hvor var det svært at lokke ham op i badekarret. Og det lykkedes da også kun ved fælles indsats fra Øglen (som sad i karret), virkelig meget sæbeskum, mig, Mårmor, Mårfar og en mærkelig and, som Mårmor af uransagelige årsager havde i køkkenskuffen. Og som Varanen gik med til skulle vaskes. Af ham. Nede i karret. *indsæt fanfare*

Der blev badet. Og plasket og pjasket og hujet og grinet. Anden blev vasket, og Varanen blev skrubbet - og blev renere end aldrig før. Og dagen efter kom han i "skumbadddd" igen. Frivilligt, i øvrigt. Fordi vi nu arbejder på at slå fast med syvtommersøm, at det er DEJLIGT at være i bad.

I næste weekend skal vi hjem til Mårmor og Mårfar igen. Hvor der er endnu et bad i vente. Mindst. Og så håber jeg, at vores eget badeværelse er ved at være klar. Godt nok uden badekar, men så må vi jo anskaffe os en sej Varan-balje. For en ting er sikkert - der skal ikke gå tre måneder igen ...

onsdag den 13. november 2013

Mikle, mullarp og pik-on

Ja. Altså. Det her indlæg skal handle om rytmik. Som hedder 'Mikle' herhjemme, hvis man spørger Varanen. De to andre ord i overskriften har egentlig ikke noget med noget at gøre. Bortset fra, at jeg synes, de er sjove. 'Mullarp' er en muldvarp. Og efter jeg er gået i gang med at læse Pixi-alfabetet (i noget u-kronologisk rækkefølge) som marenmadsbåw, er det et ord, der bliver brugt en del herhjemme lige i øjeblikket, hvor vi er nået til - og tilsyneladende sidder fast ved - bogstavet M. 'Pik-on' er blot Varanens måde at sige bacon på. Og jeg burde muligvis rette det, men lige i øjeblikket griner jeg lidt af det i stedet. Fordi jeg er 12 år indeni. *Fniiiis*

Nå, men det var rytmikken, vi kom fra. Nogen kan måske huske, at jeg gik til 'lumikki' med Øglen back in the days på Østerbro. Hun og jeg gik også til rytmik, da hun var spæd, men med Varanen er det aldrig rigtig blevet til noget. Han var ganske vist med en enkelt gang til noget rytmik i kirken, da han var baby, men det lå på et virkelig dårligt tidspunkt i forhold til hans lure, så det blev droppet igen. Og lige pludselig blev han 2 år uden at have gået til noget som helst. #dårligmordotdk

Jeg er sikker på, at han har haft en glimrende tid indtil nu uden at gå til noget, og jeg er også overbevist om, at han ikke ville blive traumatiseret, hvis han ikke kom til at gå til rytmik nogensinde. Men ikke desto mindre er han nu begyndt på et hold. Sammen med HDD. I en anden nordlig provinsby, fordi alt børnerelateret i vores nordlige provinsby enten er ikke-eksisterende eller koster en pose diamanter og ens førstefødte. Han går til det sammen med HDD.

Tilmeldingen kommer sig egentlig mest af, at Varanen frygtelig gerne vil med, når Øglen skal til dans. Og det kan jeg egentlig ikke fortænke ham i - det lyder også meget sjovt, når hun fortæller om det, og han elsker at danse. Desværre er der bare ikke lige nogle dansehold for 2-årige, så vi tyede til det næstbedste og meldte ham til rytmik. På samme tid, som jeg er til dans med Øglen. Så det måtte altså blive HDD, der tog sig af Varanen og rytmikken.

...

Fik jeg nævnt, at det er HDD, der tager Varanen med til rytmik? Jeg skal bare lige være sikker, for det er nemlig ret store sager i vores lille familie. Hvor HDD hidtil hellere har villet gnave begge arme af end at deltage i kollektivt vanvid featuring babyer og bongotrommer. Men jeg må have bearbejdet ham rigtigt, for ikke nok med, at jeg fik ham til at sige ja til at deltage - han har også været af sted to gange nu. Ud af to. Også selv om første gang ikke umiddelbart var nogen succes (sætningen "Hun havde en UKULELE!" føg sammenbidt gennem rummet som det første, da Øglen og jeg vendte retur fra dans, hvor min rolle i parantes bemærket bare er at sidde og hygge mig i mit eget (og de 50 andre forældres) selskab), og Varanen havde stået og råbt "hjeeeeem" henne ved døren det meste af timen. Så jeg havde ikke regnet med, at han ville tage af sted i går.

Men de kom af sted, og det havde været en marginalt større succes denne gang. Ifølge HDD skal der dog noget mere til at imponere Varanen, end at hans far buldrer rundt og leger farlig løve blandt "7 nordsjællandske mødre, A. Jeg siger det bare!", men han havde da i det mindste ikke forsøgt at rømme stedet i går. Spørger man Varanen til hans 'mikle', er der smil over hele linjen, og munden står ikke stille på ham. Der bliver fortalt om en klovn, der napper, bolde, der blæser, farlige løver (så det har altså gjort indtryk) og meget andet. Så som jeg stædigt holdt på efter første gang, og som HDD efterhånden er ved at give mig ret i, så handler Varanens opførsel on site formentlig mest om, at det er en uvant situation, og at han endnu ikke er helt tryg ved det. Det skal nok komme. På et eller andet tidspunkt før de syv gange, vi har betalt for (og ikke de fem, som jeg kom til at fortælle HDD, det var), er overstået.

Jeg tvivler på, at HDD vil insistere på, at jeg melder ham og Varanen til forårs-mikle-holdet også. Men jeg tror ikke, at der er helt lukket land for, at de kunne melde sig til noget andet. HDD sagde nemlig i går, at han godt kunne forestille sig, bare sådan rent hypotetisk, at Varanen ville synes, at noget med musik og sang var sjovt. Det kunne jeg også forestille mig. Så måske vi kunne finde noget af det efter jul. Tirsdag eftermiddag ...

tirsdag den 12. november 2013

Er det bare mig ... (noget om vinterbeklædning og spons i lange baner)

... Eller er det ved at blive sådan rigtig koldt udenfor? Jeg ved godt, at lave temperaturer typisk føles ekstra lave, når man vralter direkte fra de varme dyner og direkte udenfor ved 6-tiden om morgenen, men hjemme hos os er det altså nødvendigt, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at komme i bad eller på toilettet. Vores badeværelse er nemlig ikke færdigt endnu, selv om vi nærmer os, og jeg er ellevild. Tror så rent faktisk, at Øglen kommer til at savne bad- og toiletvognen, men sådan må det være. Selv om den har tjent os godt, kommer jeg ikke til at begræde dens fravær. Overhovedet.

Reptilerne har for længst fået termotøjet med i institution, og det er de færreste dage, de ikke har haft det i brug. Der er også begyndt at snige sig et par flyverdragter ind i institutionernes garderobe, kan jeg se, og så sent som i sidste uge har jeg støvet Varanens gamle Reima-dragt af og givet ham den med. Det er ikke hver dag, han har den på, når jeg kommer og henter, men jeg lider af et eller andet Pakke Mine Børn Overdrevet Ind-syndrom, og således henslæbte Øglen sine to første år med en hue på mere eller mindre konstant. Har været noget lidt mere laissez-faire med Varanen, men det skal jo nødigt hedde sig, så nu sender jeg ham af sted med et nyt par handsker, og huer i en lind strøm, nærmest dagligt. (Tak til Louise for at sælge Flødebollernes lækre - og virkelig store - udvalg af vinter-accessories til Varanen, så han altid er klædt fint på).

Øglen ville allerhelst springe rundt i shorts og korte ærmer, hvis hun ellers fik lov. Men så var det jo, at jeg gjorde hende opmærksom på den fine flyverdragt, hun valgte mellem alt muligt tøj fra LEGO. Den ligger fint ude i bryggerset og venter på, at det bliver koldt nok til at tage den i brug, og pludselig kunne hun godt se idéen med at klæde sig varmt på. Faktisk valgte hun at tage den på på en af de luneste efterårseftermiddage, vi havde, og gøglede rundt i den i haven. Men så vænner hun sig da til den.

Gynger i Flyverdragt

Pasformen er rigtig fin, og størrelsen (vi valgte 110) er perfekt. Jeg havde overvejet at tage den i str. 104, da Øglen ret beset 'kun' er 104-105 cm høj, men jeg er glad for, at jeg valgte den anden størrelse. For selv om jeg havde læst, at Legos flyverdragter er noget store i størrelsen, gælder det altså ikke lige netop denne model - som helt sikkert vil være for lille, når vi når efteråret 2014. Men så er jeg overbevist om, at en anden lille pige, der har lilla som yndlingsfarve, vil blive glad for den. Sammenholdt med de (lilla) vinterstøvler, jeg endte med at købe til hende (tak for input, allesammen), bliver hun lilla varm fra top til tå.

Hvad Varanen angår, så har det der vinterstøvle-cirkus vist sig at være sværere end som så. Jeg fandt aldrig Dille-støvlerne fra Føtex, som mange anbefalede, så i stedet vaklede jeg lidt mellem Rugged Gear og Kamik. Og besluttede, at de virkede for tunge til en lille dreng. Så jeg endte med ikke at købe nogen, og derfor render han stadig rundt i gummistøvler. Med foer, godt nok, men alligevel.

Men så var det, at lykken tilsmilede os her i vores vandskaderamte og deraf efterhånden noget økonomisk trængte husholdning (ja, okay - alt er relativt. Vi mangler ikke noget, men har heller ikke lige uanede midler til vinterbeklædning). ByKier spurgte nemlig, om vi ikke kunne tænke os at teste og anmelde et par støvler. Efter eget valg. Og da deres vinterstøvler ser rigtig dejlige og Varan-passende ud, slog jeg til, hurtigere end man kan nå at sige "vinterstøvle-nedsmeltning".

Lækre, varme Terkel-støvler 

Øglen har tidligere haft et par ByKier-støvler, som vi var rigtig glade for. Husker dog, at de var noget store i størrelsen, så jeg brugte deres fodmåler-teknik (som dog ikke blev taget ligeså udførligt som den ellers meget brugbare video viser. Rundstykke, men så længe kan jeg man altså ikke få en 2-årig til at stå stille) for at være på den helt sikre side. Og endte med et par Terkel-støvler i størrelse 24. Iflg. målene passede det med 2 cm voksetillæg, men da støvlerne kom - lynhurtigt, i øvrigt - var de desværre for små. Jeg tror, det er det tykke, vamsede foer, der snyder og optager mere plads, end jeg lige troede. Så støvlerne måtte retur, og nu har vi lige fået et par str. 25 ind ad døren. Som passer perfekt. Støvlerne er både bløde og lækre og ser rigtig varme ud. Vinteren vil formentlig vise os, hvor varme. Under alle omstændigheder er de helt sikkert varmere end gummistøvler (foer eller ej), så allerede dér er vi kommet et godt stykke vej. Og så er det jo bare bonus, at Varanen er meget glad for sine "Døuvler".

Så mangler vi bare vinterbeklædningen til mig. HDD fik en ny vinterfrakke sidste år, så pyt med ham. Vinterstøvlerne har jeg - planlægger at bo i mine yndlings-Pajar-støvler - men min frakke er blevet lidt træt. Nu har det lokale renseri givet den kunstigt åndedræt, så jeg håber, den kan bære mig gennem vinteren. Og ellers hidkalder jeg jer, oh frakkefirmaer! Jeg er totalt til fals for varm påklædning og betaler i pæne ord! (Hvis altså I giver noget pænt. Er det grimt, er der kontant afregning med grimme ord. Så ved I dét ... ;-))

mandag den 11. november 2013

På tur

Weekenden, der netop er forbi, var vores sidste 'fri-weekend' inden jul. Bliver helt stresset af bare at skrive det - også selv om det udelukkende er hyggelige ting som julehygge, mere julehygge, spa-brunch, fødselsdag, og. så. videre, vi skal til. Men sådan er julemåneden (og måneden før, åbenbart) nok bare. Og hvad gør man så, når man har en fri-weekend? Man lægger flere planer. Således har vi været vidt omkring i weekenden. Eller, altså - alt er relativt, og det længste vi har været væk, er Roskilde, men altså ...

I Roskilde er der søde søde venner, som vi ser alt for lidt. Ligesom os har de små børn og et byggeprojekt (og deres får, i parantes bemærket, vores til at ligne det rene vand. Også selv om de ikke har nogen bad- og toiletvogn), så de kender alt til det der med, at tiden flyver, og at der pludselig lige er gået et par måneder, mellem vi ser hinanden. Men vi har aftalt, at sådan er det bare, og så må vi nyde det, når vi ses. Og holde fast i tanken om, at en dag er ungerne større, og så bliver det lidt nemmere at stikke hovederne sammen, end når bleer, middagslur og amning skal gå op i en højere enhed.

Det er hårdt - eller afslappende - at køre i bil

Men i lørdags skulle vi ses. Vi kom om formiddagen og blev til sidst på eftermiddagen, hvor Varanen ikke kunne mere. Han havde kun fået 15 minutters middagslur (han faldt i søvn i bilen på vejen og var så slet ikke til at slå ned senere), og da den energi, han havde fået af nyt, spændende legetøj, pølsemadder og gammeldaws æwlekage, var brugt, begyndte han at blive halvpirrelig. Så af sted med os. Inden da havde vi dog haft masser af tid til at snakke, spise og ikke mindst grine. Ungerne - 4 i alt - legede forbløffende godt sammen, taget i betragtning, at sidst ungerne sås, var i januar. Hvilket Øglen var den eneste af dem, der kunne huske, eftersom de andre børn på nuværende tidspunkt kun er hhv. 2 år og 11 måneder.

Søndag traskede Øglen og jeg af sted i silende regn ved 8.30-tiden. Udstyret med hver vores paraply satte vi kursen mod bussen, for vi skulle på tur til storbyen. På vejen til bussen talte vi om kommunalpolitik. Øglen ville jo vide, hvad alle de der mennesker laver oppe i lygtepælene. Min forklaring lød meget ligesom Sandras - at dem, der hænger der, gerne vil være borgmester, og når man er borgmester, så kan man bestemme, hvad der skal ske i byen. Læste så Liberal Alliances "Færre forbud - mere frihed"-payoff højt for hende, og da jeg havde forklaret, hvad dét betød, sagde hun, at det da lød meget godt. At man sådan kunne få lov til en masse ting. Det kunne jeg jo kun være enig i, men måtte jo så indskyde, at det desværre ikke var altid, at politikerne holdt, hvad de lovede. Hvortil hun knastørt opsummerede: "Altså... Så det der kommunalpolitik er sådan lidt ... øhm ... sådan lidt blablabla?" Præcis, min pige. Præcis! ;-)

Alt ånder fred og ro ved tegnebordet 

Nå, men vi kom med bussen, og efter en lille time stod vi inde på dejlige, velkendte Østerbro. Vi havde en legeaftale med bedstevennen N, som vi ikke har set i flere måneder, men det blev gensynsglæden ikke mindre af. Og i de timer, vi var der, var der ikke optræk til så meget som én eneste konflikt. De nåede både at se lidt tv, tegne, være på skattejagt (tror jeg nok - de voksne måtte ikke kigge) og være superhelte. Nåja - og lege med togbane en halv times tid bag lukket dør. Meget meget stille, fredeligt og hyggeligt. Og en fornøjelse at se, at de bare leger, som om de stadig ses hver eneste dag.


Øglen og N forsvandt på et tidspunkt og efterlod os alene med Batman og Spiderman

På vej til toget efterfølgende gik Øglen og jeg forbi vores gamle lejlighed. Øglen kunne ikke huske, hvor den ligger, men "jeg kan huske, der var mange trapper, mor". Og så ville hun høre, om vi ikke kunne flytte tilbage til Østerbro, "for her er så dejligt, mor. Den Nordlige Provinsby er også dejlig, men her er mere dejligt!" Nåhr, lille pus, da. Jeg ved jo godt, at det ikke stikker dybere end som så, men det kan nu ikke undgå at give et bette prik i hjertet. Selv om jeg er overbevist om, at beslutningen om at rykke ud af byen var den rigtige for vores lille familie.

Vi kørte med toget nordpå, blev hentet af HDD på stationen og fragtet hjem til Farmor, hvor HDD og Varanen havde tilbragt formiddagen. Og så blev vi ellers hængende - primært med en kop kaffe og avisen foran pejsen - indtil efter aftensmaden. Reptilerne havde en fest - opmærksomhed i lange baner, og vi forældre slappede af. Skønt og tiltrængt (er det ikke altid tiltrængt at slappe af?!).

Smuk solnedgang over særdeles regnvåd søndag 

I dag er hverdagen så begyndt igen. Med et møde, der, hvis den anden partner i biksen er frisk, godt kunne give rætti meget business (kryds venligst fingre), forberedelser til et andet møde (Langt Pokker I Vold) i morgen og en frisøraftale (kææææft, jeg er blevet korthåret). En mandag, der er til at holde til. Trods alt. Ikke mindst fordi mureren nynner på badeværelset, mens han sætter fliser op, og maleren har været her hele formiddagen og proppet filt på væggene. Det begynder at ligne noget ...!

fredag den 8. november 2013

Morgenmadsbog

For en uge siden nævnte jeg, at vi har indført konceptet "Morgenmadsbogen" herhjemme. Det kører vi stadig - med så stor succes, at jeg nu synes, det skal have sit helt eget indlæg.

Der er i virkeligheden ikke så mange ben i det - det er 'bare' en historie (eller to) ved morgenbordet, men det funker. Begge reptiler går op i det med liv og sjæl, og der bliver lyttet med store øjne, når vi læser. De skiftes til at bestemme, hvilken bog/historie vi skal læse, og selv om vi kun er på dag 10 eller deromkring i 'projektet', tegner der sig allerede nu et helt tydeligt billede af favoritbogen.


Øglen fik bogen i 2-års fødselsdagsgave af sin farfar og bedstemor, og vi har læst den omkring en trilliard gange, tror jeg. Den gik imidlertid lidt i glemmebogen, i takt med at hun blev større, og at vi flyttede til Den Nordlige Provinsby. Førhen læste vi primært om aftenen, og dér er det nu Find Holger-bøger og Flunkerne, der hitter hos hende.

Varanen har alle dage været glad for bøger, men det er først inden for den seneste måned eller to, han kan koncentrere sig om rent faktisk at lytte til en historie. Hidtil har vi mest gjort os i store billedbøger, hvor vi har talt om, hvad vi ser. Nu sluger han stort set alle historier, man gider læse for ham. Peter Pedal og storesøsters "Holger. Finde"-bøger er store hit om eftermiddagen, når vi sidder i sofaen.

Forleden fandt jeg så Historier for de meget små frem igen. Fra et bjerg af puds-dækkede bøger på Øglens værelse (som i øvrigt bliver finere og finere. Og måske en dag bliver helt færdigt). Det var jo den rene nostalgi at læse historierne igen, og så var det fascinerende, at Varanen elsker dem nøjagtigt lige så højt, som Øglen gjorde. Han vil læse dem igen og igen, men hvor Øglen var lidt bange for 'Nikolaj er mørkeræd', synes Varanen, at det er det fedeste. Og vil se på de mørke billeder af løven under sengen, uhyret i skabet og ikke mindst "Pøøøøgelset" (sagt med 'uhyggelig', skælvende Varan-røst) bag gardinet konstant.

Øglen synes også, at historierne er hyggelige, og hun vil gerne høre dem til morgenmaden, men hun gider ikke, som Varanen, at høre dem tre gange lige i rap. Forståeligt nok. Men. Er der nogle af jer, der har en 2-årig, der er glad for fine billeder af dyr og små, søde historier, så kan jeg altså varmt anbefale jer denne bog. Og nej - det er ikke spons eller noget som helst. Det er bare en anbefaling af en bog, vi har været - og er - meget meget glade for. Og af "Marenmadsbåw"-konceptet, hvis tiden om morgenen ellers rækker til det. Det er nemlig også temmelig hyggeligt for de voksne.

torsdag den 7. november 2013

Kaffe!!!

Jeg tænkte på det så sent som i går - at jeg da skulle skrive et indlæg om, hvor godt det går med Varanens søvn. Og putning især, hvor vi i løbet af de sidste par dage er kommet ind i en rigtig god rytme. Efter talrige tirader om, hvor dårligt/lidt han sov, synes jeg jo kun, at det er rimeligt, hvis jeg også fortæller, når det går godt.

Jeg nåede så ikke lige at skrive indlægget i går. Fordi HDD og jeg skulle til Marie Key-koncert i Vega (og ja, det var verdens fedeste koncert evah! Med awesome-sovs og Simon Kvamm på, tak fordi I spurgte). Derfor ville det jo være på sin plads at skrive indlægget nu. Eller hvad?


Men nej. For Nemesis (det svin) er jo med overalt, og det er tilsyneladende nok bare at TÆNKE på at skrive et indlæg om Den Gode Søvn. Så kommer han og nakker dig. Og det var lige, hvad han gjorde i nat. Problemfri putning til trods, vågnede Varanen med et hyl omkring kvart over midnat (så altså et kvarters tid efter, jeg var kommet i seng) og forlangte søvndrukkent at komme op. Nixbix, sagde Onde Mor og lagde sig på gulvet som sædvanligt, når Varanen er urolig om natten. Det hjalp så bare ikke i nat overhovedet. Der blev moslet og regeret, råbt på MÅÅHRENMAD, båw og TÆNDE LYS, og da han ikke havde succes med det, begyndte han da bare at skrige. Højt. På Jeg vækker resten af familien-måden.

Efter mange forsøg på at dæmpe ham (og nej, han kunne ikke komme med ind i vores seng, for der sover Øglen på tredje måned takket være vandskaden) kapitulerede jeg og tog ham med ind i stuen. Hvor jeg håbede, han kunne slumre lidt til de sovende Ramasjang-figurer. Det kunne han ikke. Men han kunne godt sidde stille. Og hive mig gentagne gange i næsen og forlange, at "MOR SIDDE OP!" Det stoppede med at være sjovt efter halvanden time, hvor jeg bugserede ham i seng igen. Med dødtræt skrigehulken til følge. Og da intet, jeg gjorde, virkede, måtte jeg jo hidkalde HDD. Som lykkedes med projektet på et eller andet tidspunkt, hvor jeg var skredet til drømmeland.


- billedet er (desværre) ikke fra i nat.

Så vi var alle noget trætte i masken i morges, og at håndværkerne troppede op klokken 7 som vanligt, og at jeg skulle være ude af døren klokken 7.15 sharp, bidrog ikke just til morgenstemningen. Men vi nåede det. Eller - det tror jeg da; Efterlod HDD med to semi-påklædte børn og ilede mod bussen.

Turen gik nemlig til Hillerød i dag. Til en freelance-opgave hos god, fast kunde, der er leveringsdygtige i mange forskellige opgaver. Den i dag viste sig så bare at være enormt teknisk tung og fyldt med ting, jeg intet ved om. Så lagt oven i, at jeg kun har sovet små 4 timer i nat, var det sgu lidt op ad bakke. Men det gik, og nu er jeg på vej hjemad med det offentlige, der synes, det vil bruge tre kvarter på at fragte mig 18 km. Men så kan jeg lære ikke at bosætte mig langt fra en S-togslinje.

Jeg skal hente ungerne, der har haft glæden af at have en ret lang dag i deres respektive institutioner, og eftersom i hvert fald en af dem har sovet virkelig dårligt i nat (ja, Varan, det er dig, jeg mener), skal de nok blive en fest at hænge ud med. Så jeg tænker kaffe, når jeg kommer hjem. I massevis. Og så håber jeg bare at vågne lidt op, så vi kan få nogle tilnærmelsesvist hyggelige timer før puttetid. Og så jeg er frisk nok til at snuppe et afsnit eller to af min nye yndlingsserie Once Upon A Time ...


- Postet fra mini-Padden

onsdag den 6. november 2013

Den farlige dreng

(Nej - det er ikke Varanen. Selv om hans temperament fra tid til anden godt kunne kvalificere til den overskrift).

For nogen tid siden blev jeg tilbudt at anmelde den franske bestseller Den Farlige Dreng, og jeg gik spændt i gang med den. Teaseren på bagsiden lød spændende, og selv om jeg ikke læser så meget for tiden (og har gjort det i de seneste to fire år), glædede jeg mig til at gå i kast med den.

Bogen er skrevet af - og handler om - Boris Cyrulnik, der blot var seks år under Anden Verdenskrig, da det for alvor gik op for ham, at han var anderledes. At han blev betragtet som farlig af og for sine omgivelser. Alligevel lykkedes det ham ved hjælp af kløgt (og held og en håndfuld gode mennesker) at klare sig gennem krigen og slippe om ikke helskindet, så levende ud på den anden side. I dag er han en anerkendt fransk psykiater.

Billedet er hapset ovre hos AB. Kunne simpelthen ikke finde det, jeg selv har taget

Bogen er en erindringsbog, der er krydret med Cyrulniks reflekteren over begrebet erindringer og menneskets evne til at omskrive i virkeligheden i forhold til de efterfølgende erfaringer og begrebsverdener.

Hele den faglige og analytiske vinkel er givetvis meget interessant, men samtidig er den virkelig akademisk. Og - måske fordi det er længe siden, jeg sidst har læst en 'klog bog', måske fordi jeg er skadet af mange års studier, hvem ved?! - så er jeg ikke så god til at holde min opmærksomhed fanget omkring den type bøger.

Derfor må jeg med skam i livet indrømme, at jeg ikke har fået den læst færdig. Og jeg kommer formentlig heller ikke til det. Men hvis den en dag udkommer uden den tilbageskuende, reflekterende del, skal jeg være den første til at købe den. Den historie synes jeg nemlig er både relevant, vedkommende og rørende.

- Postet fra mini-Padden

tirsdag den 5. november 2013

Kan I huske tungen?

De virkelig dedikerede læsere kan måske huske, at Varanen, dengang han blot var to måneder gammel, fik at vide af en sunder, at hans tungebånd var lidt kort. Det gav anledning til en masse spekulationer fra min side, og jeg gik endda så vidt som til at få ham tjekket af en øre-, næse-, halslæge. Som konkluderede, at ja - tungebåndet var lidt kort, men da det hverken så ud til at genere Varanen eller påvirke hans evne til at spise, så kunne man da godt klippe det. Men man kunne også godt lade være.

Så jeg lod være. Og Varanen har klaret sig glimrende med sit korte tungebånd. Han taler fint, han spiser fint, og han har endda lært sig selv en måde, hvorpå han kan række tunge. Så meget som det nu kan lade sig gøre, når han ikke kan få tungespidsen ud af munden.

Til 2-års-undersøgelsen spurgte jeg sådan lidt henkastet til tungen, nu vi alligevel var der. Bare for at høre lægens mening. Til trods for hans manglende erfaring med småbørn fik han kigget Varanen i munden og konstateret, at jo, tungebåndet var lidt kort. Og at han da egentlig syntes, at vi skulle have en børnelæges vurdering. Så jeg kom af sted med nummeret til en højt lovprist børnelæge i Større By Pænt Langt Væk (og Varanen naturligvis), og sidste torsdag havde vi så en tid dér.

Varanen fattede ikke en krone af, at vi først skulle aflevere Øglen og så "KØRE TUR!", som han henrykt råbte, men han elskede det. Og da vi var fremme, og han så venteværelset, der bugnede af fremmed legetøj, nærmest kastede han sig over det og legede og legede. Da lægen kom, var han tilbøjelig til at følge efter hende alene (skal lige have en snak med ham om tillid til fremmede), men både HDD og jeg fik allernådigst lov til at komme med. Til et kvarters samtale mellem Varanen og børnelægen. Hvor de talte om puslespil, "Mårfars bil" (som ifølge Varanen er gul med orange ildstriber på siden), Bamse og Kylling og "And", og alt muligt andet.

Det er ham her, det handler om. Den kartoffelskrællende Varan

Da de var færdige med at sludre, var børnelægens dom, at ja, hans tungebånd er stramt. Og at det bør blive klippet. Ikke så meget på grund af hans tale, som hun synes, lyder fin, men fordi det ender med at blive bøvlet for ham fremover. Får han fx en karamel speltkerne til at sidde fast i tænderne, vil han ikke kunne få den ud med tungen, som det er nu, sagde hun. Plus at han kan risikere at blive drillet, hvis han ikke kan række tunge. (Han kan selvfølgelig også risikere at blive drillet, hvis han ikke har det samme tøj som de andre, hvis de andre synes, at han har et mærkeligt navn, hvis han har ost med i madpakken og alt muligt andet, som nådesløse børn nu kan finde på at mobbe med. Så et klippet tungebånd er jo ikke nogen garanti for noget som helst, men ikke desto mindre synes vi, at det skal gøres).

Så om 14 dage skal min lille, bløde dreng klippes i. Han bliver bedøvet kortvarigt, og ifølge børnelægen tager selve indgrebet max. 5 sekunder. Det bliver altså en hurtig omgang. Og det er dét, jeg bliver ved med at fortælle mig selv, når jeg kommer til at tænke over det og er ved at gå i selvsving over, at nogen skal klippe i mit barn og gøre ham ked af det. Præmien for ham bliver så - ud over at han pludselig kan række tunge - at han formentlig skal være på flydende kost i et døgns tid. Og her har jeg bestemt, at 'flydende' kan oversættes til 'lige så meget is, du kan spise, lille skat'. (Og ja, jeg er sådan en, der også trøster med mad. Shame on me!)

Varanen er endnu lykkeligt uvidende om, hvad der venter ham og hans lille tunge. Selv om han var helt med på, at "Læ-Ø" skulle kigge på hans "Tunnnng". Generelt er han faktisk ret vild med læger og undersøgelser - lad os se, om tungeklipningen får lavet om på det ...

fredag den 1. november 2013

Kødpander og urinlys

Spændende at se, om der kommer et par perv-besøg fra Google med den overskrift. I hope not!

Her har I mig tilbage. Lige nu på et lillebitte ophold i arbejdsorkanens øje, hvor der både er tid til at lave en ordentlig kop kaffe, hænge blåplettet (tak til nyt håndklæde) vasketøj til tørre og skrive et blogindlæg. Ahhh. Så giver det selvstændige pludselig lidt mere mening. Det her er jo både sjovt og hyggeligt - og knap så stressende som når jeg sidder limet til computeren hele dagen og kaster mig over den igen i det sekund, reptilerne er i drømmeland.

Der er stadig pæne håndværkere in da house, så dette er ikke det første i rækken af håndværker- og forsikringsløse blogindlæg. Beklager. Men we're getting there, for det skrider i dén grad fremad. Og med lidt held får vi støbt mega-hullet i entréen i næste uge. Wheeee. (Ja, man bliver glad for de små ting, her i Vandskadeland).

Lille billede - stort hul. Ned til den bare jord. Koldt. Og ret beskidt.

HDD har fødselsdag i dag. Det blev fejret så meget, som man nu kan fejre noget klokken 7 om morgenen med trætte reptiler og håndværkere over det hele. Men der var gaver, det efterhånden traditionelle fødselsdagstog, som Øglen fik som spæd, og urinlys. Som ikke er noget spor kinky (bare skrid igen, fæle Google-besøgende - der er ikke noget for jer her!), men blot Varanens måde at sige 'stearinlys' på. Vi bør nok arbejde lidt på udtalen på sigt, men lige nu muntrer vi os meget over det. (Nej, man skulle ikke tro, vi begge er 35 nu. Men ... Ja ... Altså. Det er sjovt, jo!). Og mht. fødselsdagsfejring, så tager vi det op igen i aften med hamburgerryg og flødekartofler - så er det dæleme weekend i provinsen!

Bliver man mon nogensinde for gammel til et fødselsdags(op)tog med dyr, tal og lys?

Kødpanden har egentlig ikke spillet nogen rolle (endnu) i dag, men dagen er stadig ung. Heller ikke her er der tale om noget suspekt - blot endnu en lille talefejl. Som vel nærmere er "Kø! Pande!", men "Kødpande" lyder sjovere. Og betyder såmænd bare "Kys på panden" - en favoritdisciplin for tiden hos den bette Varan.

Han snakker og snakker og snakker, den bette. Til alle, der gider høre på ham. Om alt mellem himmel og jord, men allerhelst om Mårmor og Mårfar. Og "Kæbbu" - hunden, hvis rigtige navn han forlængst har lært at udtale, men som nostalgiske Du Bliver Alt For Hurtigt Stor-mor stædigt overhører. Han er "TO ÅHR", og næste gang bliver han "ÅTTE!", hvis man skulle finde på at spørge. Han synger og danser, og jeg tror, det er den helt rigtige beslutning, at han skal til at gå til rytmik nu. Sammen med HDD, fordi det er på samme tid som Øglens dansetime, og jeg endnu ikke har lært at være to steder på én gang. HDD er ikke så sikker på rigtigheden i beslutningen, men han må bare bide pinligheden i sig og tosse rundt med de andre forældre, må han.

Når han vågner om morgenen - klokken alt, alt for tidligt - bruger han alle sine ord på at kalde. Højt og insisterende, vekslende mellem "MOAAAAAHRR?", "MOAR-MOAR-MOAR-MOAR" og "Kom NU, moahr!" Aldrig far. Så mor står rætti tidligt op rætti tit for tiden, men så er det jo heldigt, at vi kan hygge med urinlys. Og vores nyeste påhit "Morgenmadsbogen", som har vist sig at være så stort et hit, at Varanen allerede kan sige "Marenmadsbåw", og Øglen spørger som noget af det første, når hun vågner, om vi ikke skal læse. Bogen handler ikke, som navnet ellers kunne indikere, om morgenmad. Og det er i øvrigt heller ikke bare én bog, men den bog, vi jeg har lyst til at læse (og som ikke er kilometerlang). Dejligt alternativ til "Sarsynet". Synes jeg. Reptilerne skal dog lige overbevises om, at det netop er et alternativ og ikke et supplement. Men det er stadig nyt, så de skal nok vænne sig til det. Ikke?

Han sover stadig i tremmeseng, og står det til mig, får han ikke tremmerne af, før han bliver 12. Heller ikke selv om han faktisk er blevet ret ok omkring putning (jinx!) - i hvert fald, hvis det er HDD, der putter. Mig forsøger han stadig at løbe om hjørner med, men jeg regner med, at han er afrettet omkring de 12 år.

Temperament har han stadig masser af, og han lader det gerne gå ud over Øglen, der skal tage sig i agt for løse næver. Selv om hun forbilledligt forsøger med det gode à la "Ikke slå, Varan - brug dine ord". I hvert fald nogle gange. I morges blev hun fx meget fortørnet over, at Varanen slog hende, for "Jeg slog kun ham én gang, mor! Og så slog han mig tilbage. TRE gange".

Men lige så fræk og temperamentsfuld Varanen er, lige så sød og kærlig er han også. Han elsker at holde i hånd og putte i sofaen (med mindre han fornemmer, at planen er at få ham til at sove). Han er høfligt og siger "Taaaaark!" til det meste - også når det er ham, der giver noget væk. Og så er han jo bare en lille bulderbasse, som er sprængfyldt af energi og humør - af den ene eller den anden slags.

Min lille store Varan!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...