mandag den 13. januar 2014

"Jeg SAAAVNER mo-arrrr!"

Der var engang et hus, der var vandskadet og derfor en Øgle, der sov i "mors og fars seng" hver evig eneste nat. I fem måneder.

Samtidig var der en Varan, der så sikkert som amen i kirken ville vågne endnu mere og begynde at rotere, prikke øjne ud og sparke på hager, hvis man så meget som vovede at forsøge at liste ham ind i "mors og fars seng" i det naive håb om at få bare 20 minutters mere søvn, når han igen-igen vågnede klokken alt for tidligt.

Meget belejligt, i grunden, for selv om vi er de glade indehavere af en dobbeltseng, kan det altså godt blive lidt trangt med hele familien i den på én gang.

Så blev den der vandskade udbedret. Og Øglen fik sit værelse tilbage i en stærkt opdateret udgave. Inklusive en voksenseng. Den er hun glad for. Så glad, at hun faktisk kun har tilbragt tre nætter inde hos os, siden hun rykkede ud. Den ene gang var den første aften. Den tredje gang var natten til i dag, fordi hun havde ondt i det ene øre. Den anden gang kan jeg ikke lige huske grunden til, men humlen er også bare, at tre gange ikke er meget på halvanden måned, når hun har ligget i smørhullet i fem. Synes jeg i hvert fald.

Man skulle tro, at Varanen kunne mærke det, i det sekund Øglen forsvandt fra dobbeltsengen, for på præcis samme tidspunkt begyndte han at insistere på at komme ind i "mors og fars seng", når han øffede om natten. Efter at have holdt stand et par dage (nætter), prøvede vi skeptiske at tage ham med derind. Og fandt ud af, at han nu godt kan sove derinde. Stadig roterende og flaksende og sparkende, men også sovende. Breaking news, mand!

Sverigesturen med snot, hoste og feber gav lige yderligere Varan-erfaring i at sove i smørhullet, og på nuværende tidspunkt kan jeg godt afsløre, at han er blevet helt habil. Så habil, at han faktisk vågner stort set hver eneste nat og vil "IND I MORS OG FARS SENG!", og med udsigten til at kunne sove inden for tre sekunder - nu med lille, buttet barnearm enten draperet rundt om min hals eller aende på armen, må jeg indrømme, at jeg ikke tænker mig om to gange, før jeg slæber ham med derind. Alternativet er nemlig mig krummet sammen på madras med et forskelligt udvalg af tæpper og bamser slynget over mig. Og det er ligesom en situation, jeg har befundet mig i mange gange nok, synes jeg.

Min lille pirat

Varanen storhygger også med at putte i dobbeltsengen. Dog ikke så meget, at han ikke stadig står tidligt op og gjalder "MÅÅÅHRENMAD! GUDDI, HANGEGRYN" (Morgenmad. Yoghurt og havregryn, red.), når man godt gad sove mindst en time længere. Men nu er klokken i det mindste ikke 05 længere, når han gør det, og så kan jeg altså tilgive meget.

Men. For der er jo altid et men. Jeg ved ikke, om det på nogen måde hænger sammen med det nye sovemønster, men du godeste, hvor er Varanen blevet morsyg på det seneste. Jeg nævnte det kort for nylig, hvor jeg skrev, at Varanen savner mig. Tit. Også hvis jeg bare er på badeværelset. Eller står lige ved siden af. Og HDD må ingenting, når det gælder putning, opøsning af morgenmad eller - virkeligt eksempel fra i går - bare det at stå op sammen med Varanen. Til trods for, at det var min sove længe-morgen. Grrr.

Hvad angår putning, står vi fast. HDD putter Varanen en uge, og jeg putter Øglen, og efter en uge skifter vi så. (Hvilket egentlig startede som modsvar på, at Øglen aldrig ville puttes af HDD og skreg og råbte, bare har dristede sig til at sige, at puttetid nærmede sig). Men hvad angår morgenritualerne, så er de lidt sværere at stå fast på, da Varanen har en tendens til at råbe MEGET højt, og Øglen godt kan lide at sove længe. Så hvis hun ikke skal vækkes i utide, må vi tækkes ham Varanen på det punkt. Men altså.

Nåja. Det der savn til mig clasher så også rimelig meget med, at det er mig, der afleverer ham i vuggestuen. Således havde vi både onsdag og i dag en helvedes-aflevering. (Fredag sendte jeg HDD ind med ham, og der var ingen problemer, men det er desværre bare sjældent, at HDD overhovedet er hjemme på afleveringstidspunktet, så det er ikke en mulighed til daglig). Det var helt klart værst i onsdags, hvor jeg i 10 minutter stod ude i garderoben og hørte mit barn græde utrøsteligt (og - ok - også temmelig kørt op. Han kan blive temmelig hidsig). Jeg kunne slet ikke bære det og havde fat i lederen et par gange, så hun lige kunne tjekke til ham. Og da jeg kom hjem, ringede jeg for at høre, hvordan det gik. (Godt, heldigvis). I dag var der anlæg til samme ulykkelighed, men heldigvis kunne jeg høre gråden stilne af så snart jeg var uden for synsvidde. Og Verdens Sødeste Pædagog ringede efter en lille time og berettede, at alt åndede fred og ro. Selv om han havde råbt "Jeg savner MOARRRR" et par gange eller 50.

Hidtil har afleveringerne aldrig - som i aldrig - været et problem. Naturligvis gør 16 dages juleferie heller ikke noget godt for lysten til at være 'på arbejde' sammen med alle de andre børn hver dag, men jeg har ham mistænkt for at være inde i en eller anden separationsangst-fase. Hvilket jeg virkelig forsøger at anerkende, men det kan være en kende svært, når jeg ikke engang må gå på toilettet, uden han enten bryder sammen eller bryder ind. Ikke, at han ikke må komme med ud på badeværelset, men når det er hele tiden og så igen, kan det godt blive lidt anstrengende.

Øglen med det sidste store - VIRKELIG store hit; Alfons Åberg-appen 

Øglen kan naturligvis godt mærke, at Varanen klamrer sig mere til mig end ellers, og hun reagerer med at blive ... rigtigt gættet ... morsyg! Så for et par dage siden havde jeg to slåssende reptiler hægtet på benene, mens de skiftevis råbte "MIN mor!" højere og højere. Jeg havde faktisk mest lyst til at flå dem af og råbe "MINE BEN!" ned i hovedet på dem, men det gør man jo ikke i disse anerkendende tider, så i stedet måtte jeg opbyde hele reservelageret af forståenhed, lægge ansigtet (og stemmeføringen, ikke mindst) i 70'er-agtige folder og sige ting som "Jeg er jeres begges mor", "Jeg går ingen vegne", "Bare rolig" og "Herhjemme slår vi ikke hinanden". Grrr.

Men vi sagde bare, at det er en fase, ikke? Som går over lige om lidt? Det håber jeg ...

10 kommentarer:

  1. Det er en fase. Det lover jeg! (for jeg er et orakel... eller noget... har i hvert fald også været igennem det med 2 unger) ;-)
    Til gengæld er den fase, hvor de frigører sig mere og mere fra én meget mere svær at takle (for moderen) - skulle jeg hilse at sige.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh altså - den fase kan jeg slet ikke bære at tænke på. Så hellere den fase, hvor de omklamrer mine ben. Eller ... Nej ... Argh!

      Slet
  2. Hahahahahaha - jeg er VILD med dig:-) Fedt indlæg. Og ja, det er en fase, det er en fase, det er en fase. Det sagde jeg også til mig selv i morges da min to-årige datter pludselig insisterede (ret hysterisk) på at det var hendes far der skulle aflevere hende. Det blev det altså ikke, så i stedet udspillede der sig et helt drama kl. 8. Hvor jeg glæder mig til den slags er overstået.
    K.h.
    Christina

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de pæne ord :-)
      Der ER altså bare et eller andet med viljen hos de to-årige, lader det til. Tænk, at jeg helt har glemt det, fra da Øglen var to. (Selv om jeg egentlig godt kan fremmane et par hystella-billeder for mit indre øje, hvis jeg virkelig prøver ...)
      Lad os håbe, at fasen går over snart for vores begges vedkommende. Om ikke før, så når afkommene fylder tre :-)

      Slet
  3. Det kunne være Villum. Han er så morsyg, så man tror at det er løgn. Problemer er bare at hjemme hos os kører den man tugter elsker man-metoden, åbenbart! Jeg synes i hvert fald at hans kærlighed til mig er temmelig hårdfør. Og ærligt, så har jeg svært ved at bevare 70'er stemmen, når jeg får et slag for 10. gang.

    Men når han ikke slår, så er han simpelthen så kærligt. Aer, siger af sig selv "jeg elsker dig" og i går kom den store gevinst ved at "finde sig i" at blive slået - "mor, du er min kærlighed". Indsæt selv mit hjerte smelter smiley.

    Og til sidst, så har vi jo også været igennem det der roterende barn i sengen. Han er de fleste dage ude af sengen, men han kommer (eller råber sin mor op) hver morgen kl. 6, med sin hovedpude. I morges var klokken så 6.25, så jeg bad ham selv at komme og han brokkede sig hele vejen over den tunge tunge hovedpude, som han selv måtte slæbe på :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Varanen er heldigvis holdt op med at slå mig (særligt tit i hvert fald). Han tæver så til gengæld bare løs på Øglen i stedet, og det er til at få svip af. Hvis vi kører hardcore 70'er-stil på både Øgle og Varan, kan det lade sig gøre at få ham til at lade være, men det afhænger helt og holdent af, at Øglen ikke siger almindeligheder som "Lad VÆRE, Varan" og "Stop!" og "Nej". Og det kræver konstant mandsopdækning at undgå. Desuden kan det jo ikke passe, at han ikke kan få et nej uden at slå. Så vi har lidt work in progress på den front :-)

      Og så er det jo netop så paradoksalt, at de (for Varanen er ligesådan) er så kærlige, når de ikke slår. Han er SÅ meget et hyggehovede, der elsker at holde i hånd, nusse, ae og lave brummelyde. Vi får dog ingen kærlighedserklæringer (endnu) - han har kun én gang bedyret, at han "ÆLSER mor og Mårfar" og en anden gang, at han "Ælser soggolade" (chokolade, red.) :-)

      Vi har stadig ikke fjernet tremmerne fra hans seng, så det er altid os, der henter ham om natten. Men vi skal nok til det, tænker jeg. Der er jo også noget hyggeligt i, at han selv kan gå til og fra sin seng i løbet af dagen ...

      Slet
  4. Men det ER jo en fase! Virkelig! Bare en rigtig rigtig anstrengende een af slagsen. Og hvornår den går over, spørger du? Ja, det vides jo faktisk ikke rigtigt, vel?! God fornøjelse :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det er jo dét. Hvis man vidste, hvornår de der faser går over, kunne man skrive en bog (eller 10) om det og blive mangemillionær ...

      Slet
  5. Det værste ved morsyge børn er, når man også skal trøste faderen, fordi børnene ikke vil ham...

    Hos os er mor/faropgaverne fordelt. Det er kun mig, der må hente, hvilket er lidt svært, da jeg også står for afleveringen. Til gengæld er det kun ham, der må komme ind til hende, når hun vågner. Hun har nemlig endnu ikke opdaget, at det er muligt selv at traske ind til os. Totalt winwin for mig, der kan blive liggende under den varme dyne og har lang færre hentekriser.

    SvarSlet
    Svar
    1. HDD kommer sig ret hurtigt over de der afvisninger, så her skal jeg heldigvis ikke trøste ham så meget :-) Men totalt win for dig, at du bare kan blive liggende under dynen. I virkeligheden var det også lidt win for mig, de fire måneder Varanen nægtede at blive puttet af mig. Dengang var han nemlig RIGTIG længe om at falde til ro, og den tid fik jeg så dels til at putte Øglen, dels til bare at ligge og flade den i sofaen :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...