fredag den 7. februar 2014

Kunsten at balancere i morskabet

Er I til solstrejf og lyst sind her på en våd våd regnvejrsdag, så spring hurtigt videre. Det her er nemlig et indlæg, der er skrevet med den blå pen. Et af dem, der hverken er sjove, hurtige eller kække. Til gengæld er det indadskuende, temmelig personligt og gevaldigt langt. Så er I advaret ...

Vevika skrev forleden, at januar har været god ved hende og hendes familie. Og jeg er helt enig. På trods af uendelig gråhed, så har måneden været fyldt med varme, hygge og nærvær. Opgaverne på job har været lagt på en måde, så der har været mulighed for både korte dage og fridage til reptilerne (og dermed mig). Vi har været ude og skøjte (eller ... HDD og Øglen skøjtede. Varanen og jeg så på), købt nyt transportmiddel (Croozer Kid2 ftw!), vi har spillet pænt meget Ludo, tegnet, løst opgaver i div. opgavebøger, mv. Rendyrket hygge.

Fodring af de lokale ænder på en sjælden, solrig formiddag

Miniskøjter <3

Nogen glæder sig til sin 5 års fødselsdag og skriver/tegner ønskeseddel

Det hele kunne være lutter idyl, hvis altså det ikke var fordi al den nærvær har fået mig til at tænke på manglen af nærvær - fravær, i mangel af et bedre ord. Jeg har altid været lidt for god til at ty til telefonen, hvis der lige har været et ophold i en aktivitet, en putning, der trak ud i lidt for lang tid (det sker tit hjemme hos os), en tegnefilm, der blev lidt for kedelig, osv. I en lang periode har jeg tjekket mails pinligt mange gange i løbet af en dag og de sociale medier ligeså. Jeg har været en af dem, medierne er glade for at skrive om for tiden - en af dem, der føler sig nøgen uden sin telefon. Og en af dem, der overspringshandler i stor stil. Også foran børnene - og også på legepladsen (dengang vi boede i en by, der havde nogen af en kvalitet, som man gad frekventere) - hvilket angiveligt giver dem en opfattelse af, at de ikke er værd at være sammen med, hvis man skal tro på medierne. Det er mig - iPhone-Mor.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke altid har tænkt så meget over mit telefoniforbrug - sådan var det jo bare - men i takt med at ungerne (særligt Varanen) er blevet ældre, er jeg blevet temmelig meget mere bevidst om det. Derfor bruger jeg da slet heller ikke AjFåunen i samme omfang nu, som jeg har gjort. Ud over, at både jeg og børnene bliver bevidste om telefonen, når den er i brug, så har reptilerne fået en alder nu, hvor de er virkelig sjove at være sammen med, så det vil jeg meget hellere. Så er det trods alt heller ikke vigtigere at tjekke mails, Instagram, Blogland (no offence), spille candycrush, og hvad jeg nu ellers måtte få min tid til at gå med.

Ny ride 

Det er ved at være et godt stykke tid siden, jeg slettede apps, der reelt ikke gav mig noget, andet end altså muligheden for at overspringe. Notifikationer fra alt (bortset Facebook, som bliver ved med at poppe frem og gøre mig sindssyg. Pure evil, der ikke vil slåes ihjel) er slået fra, og det eneste, der har fået lov at bestå, er Instagram og Bloglovin', der vitterligt giver mig både inspiration og fællesskabsfølelse. Og når jeg nu har taget min brug af telefonen op til revision og gjort noget ved det, så burde den hellige grav vel egentlig være velforvaret. Men nej. For jeg er udstyret med et skyld-center i hjernen, der ville gøre enhver katolik grøn af misundelse. Og det center er på overarbejde i disse dage. Med at fortælle mig, hvor meget mere tid, jeg kunne have brugt sammen med mine børn. Hvor meningsløst det i virkeligheden er at have brugt så meget tid på mail-tjekning og sociale medier, når tiden kunne være blevet brugt så meget bedre.


Jeg ved selvfølgelig godt, helt nøgternt, at jeg ikke har (mis)brugt min telefon i en grad, så der har været tale om omsorgssvigt eller lignende. Det er ikke sådan, at telefonen har fået forrang - den har bare sneget sig ind hist og pist og samlet set kommet til at fylde for meget. Og jeg får helt ondt i maven, hvis jeg tænker for meget over det. Fortrydelse er en stærk størrelse. Resultatet af mavepinen og telefonleden er, at jeg dels ikke tjekker mails efter fyraften længere (og slet ikke lige før sengetid), ikke bruger FB og holder en pause med Instagram.

Misforstå mig ikke; Jeg elsker nettet og alle dets muligheder. Jeg ville ikke være de sociale mediers dynamik, inspiration og fællesskab foruden. Men jeg kan mærke, at jeg lige nu er et sted, hvor det er svært for mig at skelne. Et sted, hvor både/og er for svært at navigere og balancere i, hvorfor det nødvendigvis må hedde enten/eller. I en periode. (Med det resultat, at jeg ikke aner, hvad vi har lavet de sidste mange dage - normalt er instagram jo min digitale hukommelse) For jeg går ud fra, at det her bare er en fase. Men faser, der giver ondt i maven, skal man tage alvorligt, tror jeg.

... Nu med virkelig varm hue (som vi i øvrigt købte i Sverige i sommer, hvor Øglen forelskede sig akut i den) 

Miss Napkinhead

Når jeg kigger på reptilerne, ser jeg glade, harmoniske børn. Jeg tvivler på, at de har lidt nogen overlast pga. (endsige lagt mærke til) den allestedsnærværende telefon. Men paradoksalt nok handler alt det her heller ikke om reptilerne - det handler om mig. Om ting jeg har gjort (eller ikke gjort), og om ting jeg fortryder. Og - nu bliver det frelst, mkay?! - jeg kan blive helt ked af det på mine egne vegne over, at jeg har været så dårlig til at slappe af; til at hvile i øjeblikket. Bevares; Vi har haft vores at se til. Et par flytninger, det at falde til i en helt ny by og et samlesæt af et hus. En ny hverdag og en virksomhed, der skulle (skal) bankes op og stå. Virkelighedsflugt er påkrævet fra tid til anden i en hverdag som den. Men på et eller andet tidspunkt skal der også stoppes op og gøres status. I hvert fald, hvis man er mig. Så det har jeg gjort.

Gransker jeg min hjerne (og min mave), så tror jeg (ved jeg), at alt det her også handler om noget andet end telefonen #noshitsherlock. Det, at reptilerne pludselig er ved at være store, fx. Øglen fylder fem (5!!!) om et par uger, og hun er i øvrigt lige skredet til "Alandian" (Lalandia) med Farmor, Faster og Fætre weekenden over. Helt cool og hejhejvises-agtig. Min lille pige! Varanen snakker som et vandfald, synger sange (som han kan huske stort set al tekst til, selv om han kun har hørt dem en enkelt gang) og er fyldt med gåpåmod og selvtillid. Og den der plet ude i horisonten, hvor jeg (sat på spidsen) ikke længere er omdrejningspunktet i deres liv, rykker faretruende tæt på. Det gør, at jeg kommer i "har jeg nu nydt det nok"-mode, og jeg er åbenbart ikke typen, der kan læne mig tilbage og sige "Ja. Det har jeg faktisk".

Retail therapy kan heldigvis hjælpe på det meste. Er kommet til at gå totalt overboard i lækre yogasager. Her en pølle med boghvedeskaller, en yogmåtte, et par sandaler, et par half toe-sox, en buksedragt, en jumper, en top, en cardigan og et par bukser. Altsammen utrolig lækkert og helt helt perfekt.

Det handler vist også om, at jeg ikke tidligere har haft en tumling på Varanens alder, uden at jeg samtidig var gravid. Jeg er i dén grad ikke gravid lige nu, og der er hverken lyst, plads, kræfter eller økonomisk råderum til at blive det. Døren til endnu et reptil er ikke endegyldigt lukket, men den er på ingen måde lige så vidtåben, som den var, dengang vi kun havde Øglen. Og det kan godt gøre mig lidt trist på den ur-agtige måde. Skal jeg så aldrig prøve at føde igen og holde mit eget, lille velduftende spædbarn i armene? Samtidig skræmmer tanken om at få endnu et barn mig fra vid og sans. Primært på den fatalistiske "Nu har vi fået to sunde og raske børn. Hvordan vil det påvirke de to andres liv, hvis barn nr. 3 er meget syg?"-måde. Ligesom jeg ærligt talt ikke ved, om jeg kan bære at få mit hjerte og min samvittighed kløvet i endnu flere stykker. For ikke at tale om, hvad det ville gøre ved antallet af grå hår, hvis barn nr. 3 er ligeså dårlig til at sove, som Varanen var. (Bemærk datid - han er simpelthen blevet så god, altså!)

Sidst, men ikke mindst, så tror jeg også, at det hele handler om, at jeg har for meget tid til at tænke. For meget tid til at dvæle ved min dårlige samvittighed. Fordi jeg arbejder hjemmefra og konstant bliver mindet om reptilerne, når jeg træder på Duplo-klods nr. 457 (€#&#%"), hvis jeg lige skal ordne vasketøjet, eller når jeg lige skal tjekke noget på iPad'en (jeg må godt, når jeg er på arbejde, nemlig), og Dora the Explorer så brækker sig ud i hovedet på mig. Så tænker mig hjerne, at når jeg er hjemme, så burde reptilerne også være det. Men sådan er det jo bare ikke skruet sammen, altså. Så jeg tror, jeg har brug for at komme lidt mere ud. På noget bibliotek eller sådan noget. Bare så jeg har en følelse af "at tage på arbejde".

Der er altså meget, der spiller ind på min blues. Fraværet af sollys har formentlig også sit at sige. Men uanset årsag, så har jeg bare haft brug for at standse op og tage en dyb indånding. Finde lidt ro inde i mit hoved og ikke altid have så travlt med at ordne alting på samme tid. Det er ok at kede sig. Det er ok ikke at besvare en mail eller lave en opgave i det sekund, den tikker ind. Det er ok at ligge på gulvet og lege med klodser og kede sig en lille smule imens, selv om man egentlig godt gad lave noget andet. Samtidig er det også en balancegang. For mens mine unger aldrig skal være i tvivl om, at jeg vil dem, og at de selvfølgelig er mere end værd at være sammen med, så skal de også lære, at de ikke kan have spotlightet på sig hele tiden og så igen. Så bliver de ikke til at holde ud, når de bliver ældre. Og det bliver de snart - ældre. Lige om lidt, faktisk. Så jeg forsøger at finde balancen; Også så jeg ikke ender med at blive altopofrende og i sidste ende bitter over, at jeg aldrig gjorde noget for mig selv. Gad vide, om yoga hjælper ...?!

22 kommentarer:

  1. Elsker dine indlaeg, saadan helt generelt. Dine tanker i dette indlaeg spejler nogle af de tanker jeg selv har haft. Da jeg bor i London begyndte min datter i skole i September og fyldte 5 i December, saa jeg havde lige en lille krise der med hvor store boernene blev, skulle vi alligevel tage en 3-er osv, ville jeg nu blive mindre vigtig for min datter nu hvor hun blev saa stor osv. Men det er faktisk omvendt; jeg foeler hun behoever mig mere nu hun er i skole og jeg overvejer atter om jeg skal skaere ned paa min arbejdstid saa jeg kan vaere mere hjemme hos hende. Saa skylden flytter med, ogsaa her.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for det, og fordi du følger med. Det er dejligt at høre om andres tanker også - særligt nu, hvor mit tankemylder er ved at vælte mig omkuld. Det glæder mig at høre, at også de halvstore børn har brug for deres mor, og at det hele ikke går op i tøj, venindefnidder og drenge - lige med det første, i hvert fald.

      Men hvad er der med den skyld, altså ?! Kunne den ikke tage at skride?! ;-)

      Slet
  2. Åh jeg kender det godt... Den dårlige samvittighed og tvivlen på om man nu er nærværende nok. Og Iphone afhængigheden.. Sidstnævnte udvikler sig virkelig i takt med min blog.

    Som dig tror jeg også det mest er MIN dårlige samvittighed det handler om. For når Villum fx kommer hjem, så gider han faktisk ikke en mor der sidder og spørger om alt muligt åndssvagt. Han vil koble helt af!!! Til gengæld elsker han at ligge og nusse og snakke inden sengetid, så den tid er hellig :)

    Jeg kan mærke på mig selv jeg kan få en stressfølelse når jeg har mange cyber jern i ilden, og det bør jeg lytte til. Bare svært når bloggen også er sin største interesse! Men alt det der med børn der bliver psykisk skadet af forældrenes Iphone brug tager jeg med et gran salt ;)

    www.blueeyedflower.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar og for dine tanker. Nu har jeg haft lidt (længere) tid til at granske mine tanker, som har det med at poppe op hele tiden og så igen, og jeg er nået frem til, at det helt og holdent er min egen dårlige samvittighed, det hele handler om. Over for mig selv. Tvivlen på, om jeg nu har været (i før-datid - lige nu er jeg slet ikke i tvivl) en god nok mor, kan godt skrubbe af - jeg har altid villet (og gjort) det bedste for mine unger. Det er bare mig selv, jeg nu føler, jeg har sjoflet lidt. I den forstand, at jeg ikke har givet mig selv fred og ro til at mærke efter om dette og hint nu også var, som det skulle være, fordi jeg hele tiden har higet efter det næste telefon-fix. Sådan sat på spidsen, altså. Nu er skuden så vendt helt og aldeles, og jeg kan mærke, at dét også er svært at håndtere. For er den måde, jeg agerede på tidligere, så en eklatant fejl? Det bliver lidt langhåret, men det ER sq også lidt langhåret, altså. Er ikke engang sikker på, at jeg helt selv forstår det ;-)

      (Tak for link til din blog, i øvrigt. Følger nu trofast med - når jeg er på arbejde, eller når børnene er puttet, forstås ;-))

      Slet
  3. Årh hvor er det herligt med de her frustrerende erkendelsesperioder som jo oftest ender med at være ganske udviklende og underholdende set i bakspejlet. Jeg tænker (uden at have skyggen af evidens for det) at reptilerne trives fantastisk - både i iPhone-perioden og nu i no-phone-zone. Er også fuldstændig overbevist om at yoga vil hjælpe dig med balancen, specielt tilsat mantra-røgelse (eller hvad sådan noget nu hedder) Hep hep ♡

    SvarSlet
    Svar
    1. Frustrerende erkendelsesperioder er skabt i h*lvede. De er måske nok herlige, EFTER de er overstået, men midt i dem er det svært at se morskaben. Og jeg kan tilsyneladende ikke helt komme ud på den anden side af min nuværende erkendelsesperiode.

      Jeg takker for tilliden til, at reptilerne trives. Det kan jeg uden skyggen af tvivl berette, at de gør (ellers er de gevaldigt gode skuespillere), men som jeg også har skrevet ovenfor, så handler det (egoistisk nok) vist også mere om mig selv. Og min ret udviklede evne til at slå mig selv i hovedet. Vi håber, at yoga hjælper - uden røgelse (som jeg hader og afskyr), men til gengæld med læssevis af udstyr <3

      Slet
  4. Jesper har præcis de samme tanker mht 3'eren som dig, og er helt sikkert den allerstørste grund til at han ikke er sån' at overbevise om, at 3 børn er perfekt hos os.

    Men udover det, så tak for en dejlig ærligt indlæg. Som jeg vist engang har skrevet på egen blog, så forsøger jeg at minimere (med forholdvis stor succes) brugen af teknik, når jeg kommer hjem fra job til børnene sover. Men når de fx ser Disney eller børntv, ja så er det altså lidt svært. Jeg synes, at det er SÅ kedeligt. Her til aften tog jeg så en stak blade i stedet, med god samvittighed. Men grundlæggende så er det jo det samme… Men for mig var det noget andet.

    Jeg havde faktisk også diskussionen med nogle kolleger tidligere på ugen. Om hvordan man (og jeg selv) "stempler" folk der har telefonen i hånden på legepladsen o.l. Men det er jo ofte kameraet.

    Når alt det er sagt, så synes jeg, at det lyder ret så fornuftigt med at rydde op i apps, slå notifikationer fra osv. Personligt er jeg faktisk selv blevet lidt træt af IG, er lidt på vej tilbage til FB - og bloggen ikke mindst :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhhh, den 3'er, altså. Et eller andet sted gad jeg vildt godt - et andet sted kan jeg, som jeg også har skrevet i indlægget, ikke helt overskue det. Det ender formentlig med nej til en 3'er (vi bor i verdens mindste hus, for starters, så allerede dér begynder idéen at halte lidt), men nu må vi se. Hvis mit firma bliver børsnoteret, og jeg pludselig begynder at skovle penge ind (uden at skulle arbejde mere), men det kommer næppe til at ske ;-)

      Du har ret mht. det der med gadgets vs. magasiner - i bund og grund er det jo helt det samme, men jeg synes på en eller anden måde også, det adskiller sig. Skørt, egentlig.

      Det passer mig aldeles glimrende at have ryddet op og ud i apps og slået notifikationer fra. Men jeg kan mærke, at jeg er blevet lidt "alt eller intet"-agtig i processen, og det er jo også fjollet. Jeg ved godt, at telefonen (eller elektronik i det hele taget) ikke er af det onde - jeg skal bare lige finde ud af at skabe en balance. Jeg lærer det forhåbentlig en dag ...

      Slet
  5. Dejligt indlæg! Sætter tanker i gang om både mobilvaner og 3'er barn herhjemme. Tak!

    KH Camilla

    SvarSlet
  6. Jeg tror, at vi alle kender den følelse. Jeg har helt ondt i maven over, at jeg sjældent henter min datter før kl. 16.30. Jeg glemmer bare, at hun 2-4 dage hver uge bliver hentet væsentligt tidligere af manden. Jeg har også dårlig samvittighed over at sidde ved siden af hende i sofaen med mac'en på skødet, mens hun ser flimmer. Jeg prøver at løse det ved at sætte mig et andet sted, og er i tvivl, om det er godt nok.

    Jeg har ikke en smartphone privat, og skal aldrig have det, da jeg frygter, at det vil være en tidsrøver. Min telefon er så kedelig, at jeg tit glemmer at tage den op af tasken, når vi kommer hjem. Det er jeg ret stolt af.(At jeg så ikke ved, hvordan jeg skal undvære min arbejds-smartphone, når jeg går på barsel, er en anden sag…)

    Du skal være rigtig stolt af alle de korte dage, du kan give dine børn og alle jeres sindssygt aktive weekender! Jeg bliver imponeret, hver gang jeg læser om det. Så gør det måske ikke noget, at man ikke altid er helt nærværende?

    Den 100 % nærværende mor har historisk set aldrig eksisteret. Dengang kvinden gik hjemme, pudsede hun altså vinduer hver eneste uge, og overlod imens børnene til sig selv. Jeg er helt sikker på, at det var i mangel på elektroniske dimser, at hun havde det behov, og ligedan med hendes fuldstændigt sindssyge behov for at rulle lagner og stryge undertøj.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din søde kommentar, som satte (flere) tanker i gang. Jeg tror, du har ret i, at den 100 % nærværende mor aldrig har eksisteret. Og hvis hun havde, ville hendes unger formentlig være r*virriterende. Af uransagelige grunde synes jeg jo heller ikke, at jeg er fraværende-fraværende, hvis jeg laver noget husligt. Det er, når jeg forsvinder mentalt, at jeg har svært ved at undskylde mig selv. Men mon ikke de fleste forsvinder mentalt fra tid til anden - med eller uden telefon ...

      Det sjove (haha) er, at jeg ikke er specielt stolt af de korte dage, jeg giver reptilerne. Forstået på den måde, at jeg, efter en tid, hvor de har haft 6,5-timers dage, så hellere vil give dem 6-timers dage. Og en fridag. Og og og. Mere vil have mere, og jeg tilskriver det (efter lang tids granskning) det, jeg også nævnte i indlægget om, at jeg arbejder derhjemme. Og derfor måske ubevidst ikke betragter mit arbejde som værende lige så 'rigtigt', som hvis jeg tog af sted hver morgen og kom hjem hver eftermiddag. Men det er jo en balancegang, jeg må lære at mestre. Hvordan jeg gør det, er så bare det store spørgsmål :-)

      (Hvad angår de aktive weekender, så synes vi jo egentlig ikke selv, at de er så aktive. Det var vist mest, da vi havde sving i alverdens husprojekter. Og dét var sq ikke så super børnevenligt :-))

      Slet
  7. Dejligt, ærligt indlæg. Jeg er helt sikkert på, at du er en fantastisk mor - smartphonetid eller ej. Kan sagtens genkende det med, at ungerne bliver hurtigt store. C og R bliver fire om få måneder. Tænk sig at jeg ikke længere har små børn, men tre store piger, der kan rigtig mange ting selv.
    Jeg henter sjældent vores piger før 16.30 i løbet af ugen, fordi det ikke lader sig gøre med transportid og fuldtidsarbejde. Til gengæld prøver jeg at lade være med at slå mig selv i hovedet over, at andre tilsyneladende kan får hverdagen til at hænge sammen med at aflevere sent og hente før eftermiddagsmadpakkerne. Min iPhone ligger fremme, og ofte bruger jeg den, når ungerne ser Netflix eller iPad. Jeg føler ikke, at jeg vælger mine piger fra ifht. min telefon. Jeg har for længe siden slået alle notifikationer fra, så kommer der en sms eller noget fra FB eller IG, så er det kun, hvis jeg tjekker telefonen at jeg ser det.
    Jeg synes, det du skriver med, at tage stilling til kun at have de apps, man bruger på telefonen var superfint. Jeg har derfor været igennem alle mine og har slette dem, jeg ikke har brugt i månedsvis. Godt initiativ. PS! Håber yoga hjæpler:).

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske er det dér, skoen trykker hos mig, sådan for alvor - at ungerne bliver så hurtigt store. Og at jeg nærmest ikke kan huske et klap af, hvad der er sket, siden Varanen kom til. Fordi det hele pludselig blev så travlt, hektisk, søvnløst og hvad har vi, siden da?! Heldigvis har jeg en milliard billeder (noget godt ER der da kommet ud af telefontiden ;-)) til at minde mig om, at reptilerne har være mindre, end de er nu, men jeg har krise over tiden, der flyver, alligevel.

      Det der med at slå sig selv i hovedet over dem, der skruer deres dag sammen på måder, så man har dem mistænkt for at have en tidsvender, det er en lost cause på forhånd. Jeg ved godt, at jeg formentlig er en af dem, der i dine øjne må have en crazy kort dag med de hente-/bringe-tider, vi holder os, men alligevel er der altid op til flere forældre, der afleverer senere end mig og henter tidligere. I don't get it.

      Håber også, yoga hjælper. It better! (Med mindre det selvfølgelig gør mig ENDNU mere bevidst om nærvær og whatnot, så jeg får ENDNU mere bagudrettet stress).

      Slet
  8. Jeg har lagt min mobil (efter opfordring fra min ældste)... men gør det egentlig én mere nærværende, hvis man så bruger tiden på at læse Femina, når ungerne glor tv?
    Jeg tror, det er en balancegang og et spørgsmål om eget temperament. Det der virker for mig og mine unger, er ikke nødvendigvis løsningen for andre.
    Én ting er dog sikkert - ens unger er kun små 1 gang og lige pludselig er de store og gider ikke være hjemme hver eftermiddag/aften. Så handler det om ikke at fortryde noget, men føle man har gjort det man kunne/ville (det føler jeg selv. Jeg er meget langt fra dårlig samvittighed når det kommer til mine børn - skilsmisse undtaget - og det er faktisk befriende for mig selv).

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg ikke havde dårlig samvittighed, når det kommer til reptilerne, men som det fremgår med al tydelighed af indlægget, så er det ikke tilfældet. Og heller ikke, når det kommer til mig selv. Jeg føler virkelig, at jeg har snydt mig selv for tid med reptilerne pga. telefonen (selv om jeg godt rationelt ved, at det er noget pjat. Og at det er nemt nok at være bagklog, når ungerne pludselig er blevet så store og (relativt) fornuftige, at de er (nogenlunde) til at tale og ræsonnere med. Tidsbilledet så noget anderledes ud, da der var en baby, der aldrig sov, og en Øgle i selvstændighedsalderen. Jeg VED med min fornuft, at jeg har været der for mine børn altid, men min hjerne insisterer af uransagelige årsager at tune ind på de episoder, hvor jeg har måske ikke lige har kandideret til Den Store Mor-medalje. Måske mine forventninger til mig selv i virkeligheden er for høje - at jeg gerne vil yde 1000 % hele tiden. Også selv om jeg godt ved, at det ikke er menneskeligt muligt. I hvert fald ikke for mig.

      Men ja - ens unger er kun små én gang. Og tiden flyver så hurtigt, at jeg bliver helt forpustet.

      I øvrigt god pointe med, at det er et spørgsmål om temperament, det der med telefonforbrug og deslige. Det kan jo ikke gøres op, sådan sort/hvidt. Jeg har så bare stadig til gode at finde mit eget temperament på dén konto ... ;-)

      Slet
  9. Åh, mon ikke der er mange (i høj grad inkl. moi) der kan følge dine tanker om iPhone-mors ulyksaligheder... Jeg læste en sjov (og alvorlig) kronik forlede om den moderne mor med kronisk attached Iphone hånd.

    Det bliver jo nok en slags afhængighed - og det første skridt i den slags er vel at blive bevidst om problemet. Jeg læste i et af dine andre indlæg, at du f.eks. først måtte tjekke tlf efter 19.30 eller hvordan det nu var.... Tror det er et klogt træk. Noget jeg selv kunne blive inspireret af. Det frigiver i den grad nærværd ikke hele tiden at have sin opmærksomhed rettet mod lala-land... ;-)
    KH

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg burde læse den kronik, tror jeg, men jeg tør faktisk ikke. Får seriøst helt ondt i maven ved tanken om min egen (nu tidligere) forlængede iPhone-hånd.

      Det BLIVER en afhængighed, og jeg er rigtig glad for, at jeg er blevet bevidst om det relativt tidligt. Og i øvrigt er en totalt last-mover, der kun har haft en iPhone i 2 år. Og det der med først at tjekke telefonen, når ungerne er lagt, fungerer totalt og giver mig en helt anden ro. Nu skal jeg bare se, om det er muligt at lade være med at slå mig selv i hovedet over al den tid, det IKKE har været sådan ...

      Slet
  10. Dårlig samvittighed er den moderne mors evindelige følgesvend, yikes....
    Jeg prøvede i dag, faktisk. Lod tlf'en blive i tasken, og tog den først frem, da der var ro i lejren efter kl. 20. Jeg tænkte på den et par gange, men det var helt vildt cool faktisk. Havde overskud til at lave mad med den ældste og vi hyggede os helt vildt.
    Og ja, så kan man da lige svinge sig selv en højde med den dårlige samvittighed...
    Hos mig greb den også om sig, eftersom mindstebarnet er til overnatning i børnehaven og jeg derfor havde enetid med den store - noget vi stort set ikke har haft særlig meget af i de sidste 5 år, siden den lille kom til. Og især fordi hun er delebarn... Åååååh, jeg måtte næsten tude da jeg sad og puttede hende og sang hendes yndlingsgodnatsange, som lillesøster ikke gider høre... Synes jeg har svigtet hende til fordel for den lille... SUK....

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tjekkede ikke min telefon en eneste gang fra i går kl. 15 til i morges kl. 9. Ikke engang en computer havde jeg tændt. Det er ikke hverdagskost, men det passede mig så glimrende. Er mæt mæt MÆT af teknologi og quick fixes lige i øjeblikket. Og lige så afhængig af og glad for teknologi jeg er i arbejdsøjemed (min biks kunne eksempelvis ikke eksistere uden), lige så meget kan jeg mærke, at jeg ikke kan kapere det i fritiden. Lige nu, i hvert fald. Og det gør mig så uendeligt trist, at det ikke altid har været sådan. Jeg forsøger at forene mig med det, men det lykkes ret dårligt. Har endnu et tristesse-indlæg liggende som kladde, men skal lige mærke efter, om det - trods alt - bliver FOR personligt at dele.

      Den dårlige samvittighedssti, der synger "Jeg har svigtet det ene eller det andet barn på bekostning af det ene eller det andet barn"-sangen har jeg trampet helt flad i de forgangne 2,5 år. Men jeg er nået til et punkt, hvor jeg nægter at høre på, endisge selv nynne, sangen mere. For jeg må holde fast i, at det er en større gave at få søskende, end det er at høre en specifik godnatsang eller få læst en specifik bog. Som en klog medlæser herinde engang skrev (GravidGrahvad, mener jeg), så er dét vemod MIT vemod - ikke barnets. Og det er en vigtig skelnen, tror jeg. Jovist, har det store barn fået et andet liv efter lillebrors-/søsters ankomst, men det er også blevet uendelig meget rigere.

      Jeg er sikker på, at du gør det smaddergodt, som du gør!

      Slet
    2. Åh hvor er det sandt det med mit, kontra barnets vemod. Man skal nok passe på med at overføre sin dårlige samvittighed og mindreværd på barnet. Som måske nok kun oplever "svigtet" kortvarigt... Og ikke er plaget af det (dagligt) som os andre.

      Jeg tror også på, at vi børn gribe i egen barn og nedsætte ambitionsniveauet -og tænke, som du siger - at vi gør det GODT NOK! Vi er gode mødre der giver masser af kærlighed. - det er bare ikke så nemt på de dårlige dage....
      KH

      Slet
  11. Sikke noget vrøvl: vi BØR gribe i egen BARM ;-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...