onsdag den 19. februar 2014

Pisk væk

Jeg kører stadig i samme tankerille, sådan on/off. Selv om jeg har kigget en masse billeder igennem fra de seneste år og derved er blevet (mere) overbevist om, at vi sq har haft det både hyggeligt og nærværende, så insisterer min hjerne på at huske på episoder, hvor jeg 'liiiiiiige skulle' dette eller hint. Det er til at gå amok over, og vi jeg er nået til et punkt, hvor det er virkelig belastende.

Som oftest er det belastende at have konstant tankemylder, men når det oven i købet går ind og pirker ved min fornemmelse af, hvorvidt jeg er en god mor nu, så bliver det særligt belastende. Især fordi jeg ved, jeg er en god mor (skrid, Jante).

Men min 'skyld' over tidligere tiders fravær går ind og skygger på en måde, så jeg kan mærke, at jeg skal tage mig selv alvorligt sammen for ikke bare at lade reptilerne gøre, som de har lyst til. Tage mig sammen til at trække grænsen skarpt, når jeg igen-igen (igen!) har bedt om/sagt et eller andet. Jeg er pludselig blevet bange for at blive anledning til konflikter, fordi de får mig til at blive skrap. Og jeg har ikke lyst til at blive skrap, for så er jeg en dårlig mor. Virkelig nederen tankespiral - især fordi jeg (også) ved, at man ikke automatisk er en god mor, fordi man er eftergivende. Tværtimod. (Eller er en dårlig mor, fordi man er skrap, i øvrigt).

Og det er derfor, det her erkendelsesforløb (som Liv kalder det) er så latterligt, altså. Hold nu op! Konstruktive tanker er altid velkomne, men tankespind, der får mig til at tvivle på alt og ingenting, må egentlig godt forføje sig. Særligt, når det går ind og bliver så eksistentialistisk, som det her har vist sig at blive.

Seneste nye tilføjelse til tankerne er, at det er synd for reptilerne, at de skal gå i institution. Hvor kom dét nu fra?! Reptilerne er glade for at gå i deres institutioner, vi voksne er glade for både institutioner og pædagoger, og - nåja, lille detalje - reptilerne bliver nødt til at gå i institution, hvis jeg nogensinde skal få skrevet så meget som en linje. Og det skal jeg, for ellers har vi ikke råd til at blive boende i vores hus. Såeh. Case closed. Siger fornuften. Tankemylderet siger noget andet.

Forleden hentede jeg (også) tidligt og lavede smoothies til reptilerne. Fandt en lille rest jordbærflødeis og kom i - det faldt i vældig god jord! 

Hvad er nu dét for et kamera? Du plejer da at tage billeder med telefonen, mor!

Hun er sjov, hende storesøster

I øvrigt har tankevrimmelen også bidt sig ind på hele konceptet "Øglemors arbejde". For er det nu et rigtigt et af slagsen?! (Vi siger tak til skeptiske tunger, der i tidens løb har ytret præcis dét og nu har fået mig til at tvivle) Ville alting ikke være meget bedre, hvis jeg ikke arbejdede og flyttede til Udkantsdanmark i et lillebitte hus, hvor jeg kunne opfostre ungerne og skærme dem fra den diamantbesatte virkelighed, vi bor midt i - og i øvrigt på ingen måde kan efterleve. Hell, vi har ikke engang råd til at tage på 'rigtig ferie', som Øglen kalder det. Eller havde et ganske almindeligt arbejde? Bortset fra, at så skulle reptilerne jo være betragtelig længere i institution end de ... hm ... 24-25 timer de er der om ugen i øjeblikket. Noget godt kommer der da ud af alle mine tanker. For reptilerne, om ikke andet. Og vi er jo lige blevet enige om (eller ... tankerne er), at det er synd for dem, at de overhovedet skal være i institution. (Når det er sagt, så går det faktisk strygende på det der 'ikke-rigtige' arbejde. Masser af (tilfredse) kunder i butikken og rigeligt at fylde dagene med. Så jeg har intet at brokke mig over).

Et sted derinde kæmper gamle A for at slippe ud. Hende, der ikke ER hendes børn. Hende, der elsker at have det sjovt og lave spontane ting (så spontane de nu kan blive med smållinger i huset), og som engang mente, at "Børn? De følger da bare med" (det var så før jeg fik børn, jeg mente det. Ligesom velsagtens alle andre også har ment nøjagtigt det samme. Engang. Men alligevel ...). Hende, der ikke mener, at hendes børn tager skade, hvis de ser en iPhone - heller ikke selv om den er i brug i mere end det sekund, det tager at se, hvad klokken er. Hende, der også gerne vil gøre noget for sig selv i ny og næ - uden at få dårlig samvittighed over det, tak. Om det så bare er at løbe en tur eller tage til venindehygge før ungerne er puttet. (HELST før, faktisk. Hvad er ellers pointen?! ;-))



Et af yndlingsstederne herhjemme, hvis man er lille - klemt inde mellem bænk og varmeapparat (!)

Og nu jeg nævner løbetur, er der et eller andet i den rest fornuftigt tænkende hjerne, der er tilbage, der pipper op. Om at det da vist er længe siden, jeg har været ude og løbe. Om, at jeg faktisk ikke har løbet, siden før fyssen fortalte, at jeg skulle skære kraftigt ned. Og var det i grunden ikke der, hele det her tankehelvede opstod?

Yoga gør det sq nok ikke alene. Jeg tror, der skal sveddryppende motion til. Som så godt nok ikke kan blive løb, men med et nyåbnet fitnesscenter tæt på, burde der også være mulighed for at svede over noget andet. Eneste udfordring med dét er så bare, at den eneste måde, hvorpå jeg kan holde ud at svede over noget som helst i et fitnesscenter, er ved at flygte fra virkeligheden ved at se film eller høre musik eller noget. Og mit nye dogme er (åbenbart), at jeg ikke må bruge min telefon til andet end at ringe fra. Gordisk knude - og temmelig trættende, at det tilsyneladende skal være en enten-/eller-løsning (lige nu, i hvert fald) og ikke bare kan nøjes med at være blødt og både-/og-agtigt.

Skal man se på den lyse side, kan man sige, at mit nytårsforsæt om mere nærvær kører på skinner.  Jeg havde så bare ikke forestillet mig, hvilken syndflod af tanker, det ville medføre.

...

Jeg skal ud og løbe snart, kan jeg mærke. Hypermobile knæ til trods. For det her holder ikke. Jeg lover hermed at løbe en tur senest i weekenden, og så håber jeg, at alle tankerne bliver pisk væk (som Varanen siger. Og jeg nænner ikke at rette ham. Han bliver så stor! Han siger i øvrigt også "pisk våd" og "pisk kold" til noget, der er drivvådt eller iskoldt. Nåååååhhhr!). Og hvis det ikke hjælper, så lover jeg at snakke med nogen, der ved noget om krøllede hjerner. I skal i hvert fald nok blive fri - I har lagt ører (øjne) til så rigeligt allerede.

18 kommentarer:

  1. Søde Øglemor. Du slutter endda dit fine indlæg med at undskylde for, at du skriver på DIN blog om DIT tankemylder. Altså.

    Jo, tankerne startede med garanti hos den forpulede (ja, pardon my French, men det er hun) fysioterapeut, som kævlede løs om de lyksalige 10 år som hjemmegående husmor - men hun holdt sig ikke på positivsiden, hun skulle også lige kimse af dine valg i livet. Giv hende en slurk sandhedsserum, så skal du få den virkelige version at høre! Nu pynter hun i stedet på eget lave selvværd ved at øse skyld og moralske skrupler ud over kunderne. Man kan vel altid vokse lidt på andres bekostning. Dårlig, dårlig stil. Find en ny fys.

    Når det er sagt, så forstår jeg godt dine tanker. Allerede her i slutningen af min første graviditet er jeg begyndt at have dårlig samvittighed over ikke at have dvælet mere ved selve dét at være gravid; ved det lille mirakel i maven og al hendes hoppende dejlige aktivitet og livskraft, fordi voksenlivet bare er så travlt og krævende. Og jeg er endda en slags hjemmegående gravid (dog med studier og frivilligt arbejde)!

    Kvindelig og moderlig skyldfølelse er ligeså almindeligt som Amen i kirken. Vi er vore egne bedste (og mest harske) dommere og kritikere til enhver tid, både når det gælder kvindelighed, fysisk fremtræden, moderrollen, kæresterollen, karrieren, you name it. Rædsomt, at det er nødt til at være sådan, og vi har nok alle vore stærke og svage perioder, hvad angår at tackle og tøjle dette natur- og samfundsskabte bæst med fordybelse i selvkritikken hhv. aktiv fortrængning.

    Men kig en ekstra gang på dine skrupdejlige unger - de STORtrives jo simpelthen. Det lyser ud af dem. Du og HDD har gjort sådan et flot job med at være kærlige, givende og stimulerende forældre. Ingen kan forlange mere af jer, heller ikke en tilfældig fysioterapeut med hjemmestrikkede kernefamilieopskrifter.

    Håber, du kommer vel ud af mylderet inden længe. En trodsig løbetur lyder som en god plan - det er altid sundt at bryde rammer, som andre har sat op for en. Jo, det er. Men pas godt på knæene imens :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, ja, det kan da egentlig godt være, at det er fyssen, der har sat griller i hovedet på mig. Den fys, som i dag i øvrigt har fortalt mig, at hendes børn er på kostskole i dag. Selvvalgt, godt nok, men alligevel ...

      Jeg tror, du har ret i, at kvindelig og moderlig skyldfølelse er noget, mere eller mindre alle bliver ramt af. Nogle bliver så tilsyneladende mere ramte end andre - i hvert fald i perioder. Jeg synes bare, at der er så mange parametre man skal excellere i, og det bliver så åbenbart lidt for meget for mig, når det samtidig er vinter(agtigt) og gråt udenfor.

      Jeg ved godt, rent rationelt, at ungerne stortrives, men jeg vil prøve at holde endnu mere fast i den tanke. Og lade være med at tro, at det er noget, jeg/vi har gjort forkert, når Øglen græder som pisket over at blive irettesat (mildt, i øvrigt), og når Varanen igen-igen slår sin søster. Og når vuggestuen (adspurgt, godt nok), anbefaler, at vi arbejder med det taktile sanseapparat hos Varanen i forbindelse med, at han slår, skal jeg LADE VÆRE med at gå hjem og google mig frem til en side, hvor der står, at taktilt forstyrrede børn (som Varanen i øvrigt ikke er efter min mening) typisk er dem, der ikke har fået kropslig kontakt nok i de første levemåneder. SUK, mand. Det skal ikke være nemt :-)

      Jeg skal nok passe godt på knæene. Promise :-)

      Slet
    2. Ååh nej, pædagoger og al deres sniksnak om børnenes sanser og påståede defekter! Stopper det dog aldrig?!

      Selvvalgt kostskole - ja, indimellem er det altså lidt trist at få ret. Men det undrer mig langt fra, at de børn har valgt at komme langt væk fra mor.

      Og ja, du skal gerne kunne DET HELE som kvinde & mor. Så kom du bare i omdrejninger, det kan kun gå for langsomt! ;)

      Slet
  2. STOOOP, blev der sagt! Vil du så holde op med at slå dig selv i hovedet! Hvis alle børnefamilier burde flytte til Udkantsdanmark ville der hurtigt blive pladsmangel og alt for høje boligpriser. Du har valgt et arbejde, hvor du slipper for at bruge tid på transport, og som giver dig mulighed for fleksibilitet i forhold til reptil-tider - så kan man da vist ikke ønske sig meget mere. (Jo altså, bedre økonomi, selvfølgelig, men lad os nu lige glemme det et øjeblik.) Og selvfølgelig skal ungerne i institution. Jeg er helt med på, at det ikke er godt (men kan være nødvendigt for nogen) at være i institutionen fra den åbner til den lukker, men helt ærligt ... jeg tror altså heller ikke på, at det er sundt at gå hjemme ved mor (eller far) hele tiden. Børnene skal da have mulighed for at have det sjovt og afprøve deres sociale evner blandt andre børn. At du så har mulighed for at lade dem gøre det på nedsat tid, er da bare helt perfekt!
    Så thumbs up fra mig, der prøver at se det positive i at have haft en lang arbejdsløshedsperiode, mens børnene er små og nu forsøger at gøre dig kunsten efter med eget firma hjemme.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg skal nok stoppe med at slå mig selv oven i hovedet. Eller prøve på det, i hvert fald. Jeg er vist 'bare' faldet i gryden med "Vil have det hele" - god økonomi, endnu mere fleksibelt arbejde, glade unger, oceaner af tid, osv. osv.

      Jeg giver dig helt ret i, at ungerne har godt af at være sammen med andre børn, og jeg ved godt, fornuftsmæssigt, at det ikke er spor synd for dem at være i institution. Tværtimod. Jeg tror bare, at jeg prøver at kompensere for dengang, det ikke var deres behov at komme i institution, som tvang dem derned - dengang, hvor jeg i øvrigt ikke havde muligheden for at gå hjemme med dem. Hvilket jeg heller ikke har nu, skal jeg lige huske på - sådan føles det bare af og til, nu jeg rent faktisk arbejder derhjemme.

      Tak for sparket. Jeg håber, det går godt med dit firma!

      Slet
  3. Du er en god mor. Punktum. Se bare på dine søde børn. De er fyldt op med tillid, nærvær og gåpåmod - i en grad, så du kan sende dem trygge ud i verden (institutionen) væk fra dig og HDD, netop fordi de ved at I er der.

    Og så får jeg lyst til at sige fase. Er det mon ikke en fase, lidt ligesom de faser som børn gennemgår? Lige nu har nu virkelig meget fokus på brugen af elektroniske gadgets, at de har fyldt for meget. Og det har de måske/måske ikke. Men lige nu er du i en proces, hvor du skal acceptere at tingene har været og hvordan de skal være.

    Ok, en masse voksen bull, men jeg tænker, at du ved, hvad jeg mener - eller bare tilnærmelsesvis.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror godt, jeg ved, hvad du mener - og jeg er meget tilbøjelig til at give dig ret. Voksen-faser; ja, hvorfor ikke. Når nu børnene må have så mange faser, hvorfor skulle vi så ikke tage os nogle friheder .-)

      Og tak.

      Slet
  4. Jeg tror, at de der indvendige storme/orkaner er en nødvendig del af et levet liv med de bevidste til- og fravalg og tilfældigheder, der nu er kommet forbi og vil komme forbi.
    Min holdning er, at autopiloten er mange gange farligere end tankemylderet for det er i reflektionen, at man beslutter kursen, holder den eller justerer den, hvis der er brug for det.
    Min ældste er nu 14 år og i større og større grad på vej ud ad hendes egen vej, hvor jeg ikke er med på samme måde som før.
    Jeg er indimellem stadigvæk stærkt i tvivl. Kan blive helt overvældet af tanker og bekymringer om både fortid, nutid og fremtid. Men jeg HAR altså valgt så rigtigt, som jeg overhovedet kunne og jeg gør det så godt, som jeg overhovedet kan.
    Og det gør du også!
    Jeg er ny læser. Fandt herover ved en tilfældighed og har nu siddet og læst mange sjove indlæg igennem og der er da INTET, der tyder på, at det ikke er de allerbedste valg du har truffet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej, og velkommen. Og beklager, hvis det her tristesse-indlæg var det første, du mødte herovre. Her plejer at være lidt mindre dystert :-)

      Jeg tror, du har ret i, at det er autopiloten, der kan være den store synder. Og det er netop den, jeg forsøger at gøre op med. I stedet for bare blindt at foretage mig ET eller andet HELE tiden, så bare forsøge at være til stede i det, der sker - også selv om det kan være nok så kedeligt.

      Tak for ordene om, at det gælder om at holde fast i, at man HAR valgt rigtigt i den situation, man nu måtte have været i, og at vi gør det så godt, som vi kan og har kunnet. Dem vil jeg tage til mig ...

      Slet
  5. Nu er jeg ikke selv mor, men elske din blog. Elsker dit nærværd!! Det er nok netop kodeordet ved din blog!! Dit nærværd til dine unger!! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have - det var en sød kommentar.

      Slet
  6. Du er skøn! Men: du trænger til at holde fri fra ungerne med dig selv. Jeg anbefaler en kur: weekend med veninder uden børn og masser af Vodka-Klovne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Veninder og Vodka-Klovne. Lyder som my kind of weekend! Må arrangere noget snarest! Tak :-)

      Slet
  7. Ahr, vel? Du er da en herregod mor - og herregode mødre er både en masse til stede for deres børn - det er du! - men også i stand til at gøre noget for sig selv. Det er den svære del, synes jeg. Det dér med at tage plads og tid til sig selv - men jeg er 100 på, at børn har godt af at lære, at alle mennesker har værdi. Selv (service)mødre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er toTALT den svære del. Det der med at huske sig selv, uden at føle, at nogen bliver svigtet i processen. Og jeg er jo heller ikke interesseret i, at reptilerne bliver sådan nogle ego-børn, der skal have rampelyset på sig altid og så igen. Jeg tager mig selv fast i nakken og pløjer videre! Tak for ordene!

      Slet
  8. Jeg har ikke noget klogt at tilføje, som ikke allerede er blevet sagt. Jeg håber, du finder en vej til at passe på dig selv, om det så er løbetur, fitness, vodkaklovne, krøllede hjerner-hjælp, eller hvad der nu måtte være det, der giver dig ro i hovedet og mavefornemmelsen igen.

    Ae, ae, ae!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for aeninger. Jeg tror, de hjalp - i dag ser alting i hvert fald noget lysere ud. Måske fordi jeg skal ud med veninder i aften? (Dog uden Vodka-Klovne) :-)

      Slet
  9. Jeg tror, at dårlig samvittighed følger med forældre-rollen - i hvert fald mor-rollen. Jeg ynder at sige til mig selv, at jeg ikke er skrap - jeg er tydelig, og der er i mine øjne en væsentlig forskel. Mine børn (aner ikke om det gælder børn generelt) har brug for tydelighed, det giver dem tryghed.
    Samtidig ser jeg det som en af mine fornemste opgaver at opfostre dem til selvstændige individer, der ikke skal underholdes. De har kæmpe glæde af hinanden, og de skal også kunne lege selv. Selvfølgelig går vi en tur i skoven eller Zoo indimellem, men de skal også kunne hvile i en hel søndag derhjemme, hvor de må underholde sig selv.
    Thomas, vores yngste, har i en lang periode rykket storesøster Asta i håret. Og grinet over hele hovedet, imens han gjorde det. Vi har prøvet ALT for at få det til at stoppe, intet har virket. Da han fik dræn i ørerne (han var stort set døv på grund af væske - det burde vi nok have opdaget, suk) blev hans temperament mærkbart mildere og han har ikke en eneste gang siden rykket i hår - det jeg vil sige med det er bare, at der kan være mange grunde til uhensigtsmæssige reaktioner fra børnene.
    Kh. Johanne

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...