Sådan skal dén skæres

Så blev man sådan en, der fik plads i et kontorfællesskab på Nørrebronx. Startende fra på mandag. Jatak, siger jeg bare. Efter mit indlæg om København-savn begyndte jeg at afsøge forskellige muligheder for kontorfællesskaber (og ikke bofællesskaber, som jeg konstant kommer til at kalde det. Freudian slip?), og i går var jeg så ude at se på et par af dem.

Det ene lå på Nørrebro, ca. 1 times transporttid væk fra matriklen. Det andet lå på elskede og savnede Østerbro - ca. 50 min. transporttid væk fra matriklen. På forhånd havde jeg vist lidt bestemt mig for, at det var kontorfællesskabet på Østerbro, jeg helst ville have, forudsat at det stadig var ledigt, men efter at have set stederne og talt med indehaverne var jeg slet ikke i tvivl; Nørrebro it is.

Østerbro-lokalerne var store, lyse og fantastisk beliggende med cool faciliteter og en ret lækker feel. Klos op ad en café og med det elskede og savnede Østerbro-liv uden for de store vinduer. Nørrebro-lokalerne var fine og lyse, hyggelige og nærmest hjemlige. Toilettet er i gården, så man skal låse sig gennem en cykelkælder og sno sig lidt, så måske nok ikke spitzenklasse, men hvad gør det, når stemningen var helt i top? Desuden har jeg på fornemmelsen, at fællesskabet rækker ud over bare at sidde i det samme lokale og dele en husleje. Og når man dertil lægger, at jeg endte med at sidde og drikke kaffe og sludre om alt fra iværksætteri til hækling, sommerhus og kaffeforbrug med hende, der står for Nørrebro-fællesskabet, i halvanden time, tænker jeg, at det kun kan blive godt.

Jeg har lagt billet ind på en såkaldt flexplads, hvilket betyder at jeg har pladsen ca. 2,5 gange om ugen. Og det kommer i virkeligheden nok til at passe meget godt med det antal gange, jeg kan nå derind.

Fik jeg i øvrigt sagt, at jeg glæder mig som et lille barn? Og gør mit bedste for at ignorere det virkelig tåbelige i, at der er så lang transporttid hver vej? Især fordi en af præmisserne for at flytte ud af byen nu engang var, at mindst en af HDD og jeg (that'll be me) ikke skulle arbejde i København, fordi der pludselig er så langt derind. Men jeg havde så heller ikke forudset, at jeg ville blive akut sindssyg af at arbejde hjemme hele tiden og så igen. Så nu prøver vi, og så må vi se, hvad der sker ... Personligt håber jeg lidt, at det at komme til byen lidt oftere kan dulme (ikke Dumle. Mmmm ... Dumle) savnet til byen. Være med til at understrege, at vi jo egentlig har det meget godt i DNP, og at græsset ikke nødvendigvis er grønnere der, hvor vi ikke bor - til trods for, at det i svage øjeblikke godt kan se sådan ud ...