fredag den 21. februar 2014

Snapshot af et andet liv (paradoksalt nok et indlæg helt uden billeder ...)

Jeg havde udgangstilladelse i går. Igen, må jeg vist hellere skynde mig at tilføje, for vi skal ikke længere tilbage end til i lørdags, da jeg var ude sidst. Dengang med min søde, gamle mødregruppe på lækker øko-italiensk bistro. I går stod den i gamle veninders tegn. Ældgamle veninder, faktisk - to af dem går hhv. 19 og 20 år tilbage i tiden, mens jeg 'kun' har kendt den tredje i 16 år. Vi har dog haft indlagt et par pauser, så vi blev enige om, at det nok var mest korrekt at sige 10-12 år, og således kunne vi føle os en smule mindre gamle. (#asif)

Jeg tillod mig at stikke af fra Den Nordlige Provinsby tidligere end strengt nødvendigt, så HDD og ungerne kunne få lidt kvali-hygge uden muttis indblanden. HDD havde lovet pandekager, når jeg var ude af vagten, så der var ingen af smållingerne, der syntes, jeg behøvede at hænge ud. Fint med mig, så jeg smøg mig i en sort kjole (man skulle vel ud?!) og sprang på cyklen, der fragtede mig ned til S-bussen - livsnerven, der forbinder DNP med civilisationen.

Da jeg ankom til Kbh - alt for tidligt - var mørket faldet på, og jeg blev helt eksalteret over dels at være ude efter mørkets frembrud, dels at det var u-mørkt, som det kun kan være i byen - med neonlys, billygter i lange slager og butikker, der aldrig sover. (Eller ... Stryg sidstnævnte. Den Joe & the Juice jeg havde udset mig som hæng ud-sted var ved at lukke. SÅ urban er Vesterbro tilsyneladende heller ikke). Noget ganske ganske, GANSKE andet end villakvarterets tyste, bløde mørke, hvor det nok er muligt at se stjernerne glimte, men hvor man til gengæld heller ikke har noget som helst andet at bevæge sig ud for, når det er mørkt. (Med mindre IS-bilen altså lige kommer forbi).

Nu Joe & the Juice ikke gad være kulisse til min eftertænksomhed og frihedsfølelse, brugte jeg i stedet mit stjålne frikvarter til at slentre ned til Søerne og skue ud over dem og byens lys. Og direkte ned på den særdeles oplyste Søpavillon, men lad nu det ligge og lad os i stedet bevare stemningsbilledet. Dér sad jeg så med min latte to go på en bænk og skrev - på god, gammeldags manér med pen og papir. Og blev stirret på af de (virkelig mange!) forbipasserende med blikke, der signalerede, at de tydeligvis troede, jeg var helt gak.

Og mens jeg sad dér og skrev, blev jeg helt melankolsk. Kunne pludselig ikke huske, hvorfor det var, at det var så god en idé at flytte fra Kbh i sin tid. Misforstå mig ikke - jeg elsker DNP og alt det, den giver og kan give mine børn. Jeg elsker roen, haven og vores lillebitte hus. Men mit selvbillede er ikke helt fulgt med flytningen. Det har jeg vidst længe, men det blev for alvor slået fast på en bænk i den næsten forårsagtige københavnske aftensluft.

Jeg føler mig ikke som en DNP'er. Byen fejler ingenting, men den er ikke min by. Min by er Kbh. Hvor mine fødder kender alle smutveje, og hvor der altid er noget at se på og tage sig til. Hvor en gåtur altid er en oplevelse, og hvor det kan føles som en sand lise at opholde sig - fordi der er så mange, der ligner mig. Bilder jeg mig ind. Og ikke er så voksne, som jeg synes, alle de andre forældre i DNP er virker. I Kbh er det ikke underligt ikke at have to biler, men til gengæld have en kassecykel. I Kbh er der ikke noget odiøst i kun at kunne se DR's kanaler - eller i det mindste er det et øko-hipster-agtigt fravalg, som man helt hundrede ikke er de eneste, der har truffet. I DNP spørger naboer bekymret til, hvad der er galt med ens tv, siden man ikke har den store pakke, og det der med kassecyklen vs. den ikke-eksisterende bil nr. to - well ... det er bare lavindkomst. Og virkelig sært.

I mine sorte stunder kan jeg blive bekymret for, hvordan vores beslutning om at sætte reptilerne på græs i en ressourcestærk nordsjællandsk kommune kommer til at påvirke selvsamme reptiler, når de bliver opmærksomme på de (temmelig store) indtægtsmæssige (for ikke at nævne boligmæssige) forskelle, der er mellem "os og dem". I Kbh er det jo fx ikke sært at bo småt - det gør de fleste - men det kunne godt gå hen og blive mobbe-materiale i DNP. Bilder jeg mig i hvert fald ind. Men den tankespiral nytter jo ikke noget og i stedet må jeg tro på, at det ikke kommer til at betyde noget, og at vi giver vores børn nogle værdier, der gør, at de vælger venner, som ikke dømmer på det materielle. Eller mangel på samme. (Og når det er sagt, så ER det jo ikke alle, der har en udskåret diamant som skoletaske og/eller bliver hentet af privatfly i børnehaven. Trods alt).

Aftenen med de skønne damer forløb helt perfekt. Lækre drinks og ditto mad på LêLê og efterfølgende drinks på (for mig) ukendte Lidkøeb. Fantastisk sted med en stemning, der emmede af ferie og ubekymrethed - og uforskammet stærke drinks. Jeg kommer jo ikke så meget ud, så der skal ikke så meget sprut til at sparke mig omkuld. Jeg ville derfor lyve, hvis ikke jeg sagde, at jeg kunne mærke alkoholen, men det bidrog egentlig bare til morskaben. En af damernes nye flirt var modig og dukkede op til drinks med os, så han fik set råt for usødet, hvor 'sjove' en temmelig indspist flok kan være, når de samtidig er småstive. Men kan han holde til det, er han klart en keeper.

Fordi man er nogen, der ikke bor på S-togslinjen, må man jo også busse den hjem. Og her kunne det have været meget fedt, hvis jeg lige havde gidet at tjekke, hvornår den sidste bus egentlig gik. Jeg fik nemlig en kende sved på panden, da jeg kl. 23.33 ved Rantzausgade fandt ud af, at den absolut sidste bus til DNP gik kl. 23.41 - fra Blegdamsvej. Heldigvis kom der en 3A'er, der spyttede mig ud ved Rigshospitalet på præcis samme tidspunkt som 'min' bus kørte ind til stoppestedet. På den anden side af krydset. Så det var med flagrende hænder og klaprende hæle, jeg drønede over vejen og kastede mig ned i sædet. Hvor jeg så kunne sidde og pleje mit summende hoved og tankerne, der flagrede rundt. For en gangs skyld handlede de så bare overhovedet ikke om reptilerne. De handlede om mig. Og HDD. Og alt det, jeg pludselig synes, vi giver afkald på ved at være flyttet væk. Jeg ved godt, at vi ikke brugte byen og formentlig ikke ville komme til at gøre det sådan rigtigt før om nogle år. Jeg ved også godt, at vi ikke trivedes med at bo i lejlighed, og at vores andelsforening i øvrigt var c r a z y. Og det er jo ikke som om, roen og den friske luft kun er sund for børnene - den er også god for os. Eget hus og have er fedt, og det vi gerne ville have at bo i i Kbh, da vi solgte lejligheden, havde vi alligevel ikke råd til. Og det har vi stadig ikke. Desuden skal vi ikke flytte nogen steder. Måske kommer vi tilbage til byen engang. Hvem ved?

I morgenens ubarmhjertige klare lys er det også lidt lettere at se, at det, jeg savner, ikke er så meget Kbh, som det, at der sker noget. At jeg går ud, får nogle andre input og kommer træt, men glad hjem. Det er også lidt lettere at se over havregrynene end over en virkelig stærk dark 'n stormy-drink, at forstadslivet er det rigtige for os lige nu. Desuden, som HDD så kærligt påpegede, da jeg havde krise over det hele, så var min aften i går jo ikke repræsentativ for det, jeg ville få, hvis vi rykkede teltpælene op og skred tilbage til byen. Det, jeg fik i går, var en serie snapshots af et andet liv. Ikke nødvendigvis et bedre et af slagsen, men et andet. Fra før der gik små børn og de deraf følgende konstante krav i den. Og den tid kommer igen.

Indtil den gør det har jeg besluttet mig for, at det er på tide, at der sker noget andet i mit arbejdsliv. Så nu kigger jeg efter kontorfællesskaber. I - ganske rigtigt - København. Jeg trænger til at komme ud og væk fra villavejen. Så hvis nogen hører om noget; gerne på indre Østerbro eller omkring Nørreport Station, så sig endelig til. Jo før, jo bedre :-)

18 kommentarer:

  1. Skrev lige et langt svar om præcis det samme men blogger valgte at dø midt i det hele. Et svar om tvivl, vores erfaringer med diamant besat drømme-villa og den slags ønsker for sine børn. Om hvad der gør lykkelig - for alle valg indebærer fravalg.

    Og så endte jeg på - skal vi ikke gøre alvor af den kaffe (drink!)?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er med på begge dele ;-) og jo, det er valg og fravalg hele livet igennem. Og nogle gange er man sgu i tvivl. Og andre gange slet ikke.

      Slet
    2. Kaffe eller drink(s) - jeg er på. Og kan det blive på gode gamle Østerbronx, er det jo bare endnu bedre. Så slår jeg både kaffe/drink(s)-fluen og savn-fluen med ét smæk :-)

      Jeg synes knageme, det er svært det der med valg og fravalg. For ja - nogle gange er man sgu i tvivl. Og er man det, hvad skal man så gøre?! Argh.

      Slet
  2. Jeg er sikker på, at du blev studeret på bænken, fordi du så sød ud med dit papir og din pen! :) Hvorfor var du i Rantzausgade (MIT gamle kvarter)? Fortsatte I med cocktails på fantastiske Gilt? ;)

    Kan sagtens forstå dine mange tanker om Kbh versus villakvarter. Det lyder helt, helt rigtigt at genskabe din daglige gang i byen og samtidig bevare den børnevenlige, hyggelige familiebase nordpå. Jeg holder hele sanseapparatet (hehe) åbent for pip om centrale kontorfællesskaber!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror (desværre), det var fordi, jeg så lidt tosset ud med min hue og store halstørklade og pen & papir, men tak for forsøget på positivt spin :-) Jeg var udelukkende på Rantzausgade fordi, det var så langt, mine høje hæle ville bære mig fra Vesterbrogade. Jeg gad ikke stå stille i 20 minutter og vente på en bus, så i stedet forsøgte jeg gå mig varm OG at komme nærmere på det forjættede sted, hvor provinsekspressen gik fra ... Men næste gang kunne det være, at Gilt skulle lægge lokaler til al vores tøsesladder.

      Ang. kontorfællesskaber, så skal jeg ud (ind?) og se på et par stykker allerede i denne uge. Og et af dem ligger faktisk omkring Rantzausgade. Så Gilt må næsten være inden for rækkevidde ;-) (Og så håber vi, at dét kan holde savnet stangen. Ellers ved jeg sgu ikke helt, hvad næste skridt er ...)

      Slet
  3. Jeg har det - nogen gange - på helt samme måde som dig. Jeg kan sagtens nikke genkendende til den der tvivl, om man nu har sig selv helt med, om det er det helt rigtige valg, man har truffet…
    Jeg synes, det er et rigtig interessant emne, for mon ikke alle en gang imellem funderer over, om deres valg er det helt rigtige for netop dem. Især ved de store valg i livet som fx flytning eller etablering af familieliv.
    Jeg tænker, at det er helt naturligt, at man lige skal finde "sit nye selv". For dig har livet som husmor i forstaden jo aldrig været en del af dig - ligesom det ikke har for mig. Den person, du var, før du fik børn, er helt sikkert heller ikke den samme, som du er nu. Men selvom man skal bruge (en masse) energi på at lære at finde "sit nye selv", så er valget ikke nødvendigvis forkert - ligesom du også selv ved, når du ser på reptilerne lege i haven, imens du og HDD nyder et glas vin på jeres (helt egen!) terrasse sammen med gode naboer fx :-)
    Jeg siger heads up (hvis det var nede) :-) Og så lyder det da vildt fedt, hvis du har mulighed for at kombinere det bedste fra begge verdener..

    Venlig hilsen - og en lang smøre - fra en ligesindet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Venlige hilsener og lange smører er altid velkomne - både fra ligesindede og ikke-ligesindede :-)

      Jeg er helt enig i, at det er et interessant emne, det med 'de rigtige' valg. Hvornår ved man, om man har valgt rigtigt, og hvornår må man erkende, at de valg, man traf, IKKE var rigtige?

      Det der med at finde sit nye selv tror jeg også på. Det undrer mig bare, at jeg tilsyneladende ikke har haft behov for at finde det før nu. Vi har trods alt boet i DNP i snart halvandet år. Så hvorfor kommer savnet til byen først nu - oven i købet i det spæde forår, hvor det netop burde være græsplænen, der trak?

      Men tak for heads up. For ja, det var/er lidt nede, må jeg tilstå. Men jeg glæder mig til at kombinere det (forhåbentlig) bedste fra to verdener og så se, om det kan slå savnet lidt ned ...

      Slet
  4. Åh, det lyder som en dejlig aften. Og det er da egentlig nogle ret så vise ord HDD kom med i morgens klare lys.

    Men puha hvor har jeg også gjort mig mange tanker om "alle de andre" her i forstaden, deres tilgang og omgang (?) til diamantbesatte ting og sager - og hvordan vores børn mon kommer til at passe ind i dette. Du husker måske mit kæmpe dilemma mht Nintendoen i børnehaven. Allerede dér bliver der signaleret let omgang med dyre ting (i min verden). Men jeg tror fuld og fast på, at vi som forældre giver vores børn en ballast og værdier, så de træffer de rigtige valg og at diamantbesatte ting ikke bliver "must haves".

    Vedr. kontorfællesskab, så sender jeg dig lige en PB på FB. En i mit netværk slog noget op i forrige uge. Jeg kender INTET til det, men du kan jo se om det er noget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, han kan være ganske viis, når det stikker ham, den kære HDD :-)

      Jeg kan sagtens huske dit Nintendo-dilemma. Jeg havde selv lidt à la det samme, men Øglen har nærmest aldrig nævnt ordet nintendo herhjemme, så det var jo slet ikke så slemt som frygtet. Og det bliver skolen (forhåbentlig) heller ikke ...

      Tak for PB ang. kontorfællesskaber. Jeg har fundet et par stykker, der lød interessante (og billige), og dem skal jeg se på senere i den uge. Det glæder jeg mig til, for jeg trænger i dén grad til, at der skal ske noget ...

      Slet
  5. Jeg kender til fulde dine følelser... Som tilflytter i, skal vi kalde det Den Sydlige Provins, bliver jeg også ind i mellem ramt af melankoli og lidt vemod, når jeg (faktisk ganske sjældent) tager turen til Hovedstaden.

    Jeg føler mig dog også som dig, super ekstravagant, når jeg sidder alene på en cafe - eller en bænk og sender lange øjne efter de smukke unge studiner på deres damecykler, med den helt perfekte pileflettede cykelkurv fuld af den helt rigtige taske og de helt rigtige skolebøger... Frihed, drømme og håbe (uden familieansvar og realkreditlån).

    Så føler jeg mig gammel og sat uden for fællesskabet.... Men når jeg så atter lander på matriklen og kigger ud på markerne, og hører hønsene og ser solen stå op over skoven, så ved jeg også, at det ér vores liv her. Det andet ér, som du siger snapshots af et tidligere liv...

    Og ja, vil vores børn bliver selvstændige og bevidste, som ikke ligger under for massens "købe-sig-til-lykke-og-aflad" (og i 2. klasse have iPhones osv - but why, siger jeg bare...)
    Jeg håber det - jeg håber, at det at vokse på på landet med tidligere københavnerforældre giver dem noget vigtigt. En bevidsthed.

    KH Maria

    SvarSlet
    Svar
    1. Gad vide om svaret er, at man bare lader være med at tage til hovedstaden? Om savnet så går væk? :-)

      Jeg ville ønske, at jeg ligesom dig kunne sige, at når jeg lander på matriklen, så går alting op i en højere enhed, og at jeg så lige præcis ved, hvor jeg hører til. Der er jeg ikke endnu. Men jeg håber ved grød, jeg kommer det. For jeg kan jo se, hvor glade reptilerne er for den boform, vi er i nu (og som jeg bl.a. har været med til at vælge. For ret kort tid siden). Så håber jeg bare, at tilhørsforholdet for mig også følger trop på et tidspunkt ...

      Hvor længe har I boet i Den Sydlige Provins?

      Slet
    2. Vi har boet her i 10½ år... så jeg har haft tid til at vende mig til tanken... :-) Men jeg trives nu også bedst "ved åbne vande"... ;-)

      Slet
  6. Det kan være der er plads til dig på mit arbejde. Lige ved Østerport, der er i hvertfald andre små kommunikationsvirksomheder i huset og mig ikke mindst. Jeg kender ikke priserne og ved faktisk ikke, om der er ledige lokaler, men altså du kan jo altid sondere terrænet http://bygningskulturenshus.dk/huset/kontorfaellesskab/

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for link! Det ser rigtig godt ud. Og hvis ingen af de to (billige!) kontorfællesskaber, jeg skal se på i ugens løb, viser sig at være noget, er det helt sikkert noget, jeg vil kigge nærmere på.

      Slet
  7. Sikke et dejligt indlæg ♡ Jeg tror vi er mange der kan genkende oplevelsen og følelsen (som kommentarfeltet også antyder).
    Når jeg kommer til Aarhus (som er min storby) genkender og savner jeg også lydene, mylderet og ikke mindst duften/lugten. Jeg/vi rykker nok også tilbage, når banditterne er blevet til store røvere. Men det er dejligt at de græsser som små banditter her i det knapt så myldrende Midtjylland ;o) God idé med kontor i byen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhhh mand. Det der med at flytte tilbage, det er vi også helt klar på. Når reptilerne er blevet store. Det har hele tiden været meningen. Men det er jo lige NU, jeg savner byen og de muligheder, der er. Jeg ved godt, at både byen og mulighederne bliver ved med at være der, men åhhh altså. Det er nu, jeg vil kunne cykle på arbejde, lege på legepladser og have en kassecykel, der virker. Ikke om 15 år. Men det skulle jeg muligvis have tænkt på, før vi købte et (dyrt) hus. Og solgte vores lejlighed. :-)

      Men nu prøver jeg, som jeg også har skrevet i nogle kommentarer ovenfor, at se, om savnet til byen kan dulmes med en kontorplads et par gange om ugen. Det håber jeg ...

      Slet
  8. Det er skarpt set af HDD og dig, at det måske i virkeligheden handler mere om, at du skal have mere plads til dig og dén du er foruden at være mor, end det er en egentlig længsel efter at bo i lejlighed i landets hovedstad. Og det er vildt fedt, at du/I tager aktion på det ved at se efter et sted, du kan tage hen og arbejde, så din arbejdsidentitet ikke bliver så mudret sammen med din familie-identitet.

    Selvom det efterhånden er længe siden, jeg har boet i lejlighed, kan jeg ind i mellem stadig længes efter det. Mest når der IGEN skal laves et eller andet ved huset, som koster en mindre bondegård, og mest her om vinteren, når vi ikke rigtig gør brug af gårdhaven og græsplænen, hvorfor det virker lidt omsonst at skulle bo i hus. Men jeg ved også godt, at det mest handler om, at græsset altid er grønnere.
    Det tager tid - lang tid - at falde til et nyt sted, især når man bliver ældre. Det er først i løbet af de sidste par år, at jeg er begyndt at sige min bys navn, når nogen spørger, hvor jeg bor - fordi jeg i lang tid har været lidt flov over at bo i sådan et lille hul. Men efterhånden som vi har fået nogle relationer i byen, at børnene får venner, og vi finder ud af, at vi ikke er de eneste tilflyttere/med en videregående uddannelse/snobber (her er det nemlig det omvendte scenarie i fht. din by), og at menneskerne godt kan være søde, selvom deres sociale arv er anderledes end min, så er det faktisk på en underlig måde blevet min by, selvom jeg aldrig havde troet, at det skulle ske.
    Så, giv det tid og lær nogle folk at kende! ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg håber i hvert fald, at det er det, savnet handler om. Plads til mig - på en plads i byen. Og at det ikke er en længsel efter at bo i lejlighed i landets hovedstad. Men hvornår ved man, hvad der er hvad?

      Tålmodighed er desværre ikke en af mine stærke sider, og det er højst uhensigtsmæssigt, når det drejer sig om så store - ja, ligefrem eksistentielle - spørgsmål som 'hvor vil vi bo?' og 'trives vi egentlig her?' Jeg er nok i virkeligheden ret barnlig og vil have det hele - og hvis det ikke funker med det samme, tænker jeg, at det er fordi, jeg (måske) har truffet et forkert valg. Men giv tid, siger du ... Det må jeg jo så prøve. Og vi ER jo rigtig glade for at bo her. Har oven i købet en enkelt, rigtig god relation til vores nabo, og nogle andre, mere sporadiske og ikke så tætte. Voksenvenner ER bare sværere at få ... :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...