mandag den 3. marts 2014

Fastelavn og første dag

Øglens børnehave holdt fastelavn i fredags, og i dag er det så Varanens tur. Mega-søde, altså. Og SÅ stort et hit, at de begge gider klæde sig ud.

Her ved jeg, det ville have været passende, hvis jeg havde et billede at sætte ind som bevisførelse på, at jeg er mor til hhv. en påfugl og en pirat (ikke en sørøver, angiveligt), men jeg glemte at tage et billede med telefonen i morges, og således er der kun billeder på 'det rigtige' kamera. Som ligger derhjemme, mens jeg er på arbejde. Fik i dén?! På arbejde. Inde i byen. Ude blandt voksne mennesker.

Nåmen, hhv. påfuglen i fredags og piraten i dag var totalt nede med det der fastelavn. Ansigtsmaling er et hit hos begge, og selv om Varanen havde lidt svært ved at stå stille, da han skulle have tegnet et skæg (og derfor kunne lyde navnet Kaptajn Skævskæg), var humøret højt. Normalt er Varanen ellers ikke til at tvinge i tøjet (og nej - han tager det ikke på selv. Det gider han SLET ikke), men i morges var der ingen problemer, for han skulle jo have PIRATtøj på!

Undertegnede skulle lige finde ud af, hvordan det nu lige er, man formår at komme ud af døren både med børn, al deres habengut og egne ejendele, såsom computer, strømforsyning, pung og madpakke. (Sidstnævnte var jeg dog lige ved at glemme, så det blev til en halv agurk, en peberfrugt og en banan. #Hejrawfood. Vi siger tak til forsinket kontorfællesskabs-introdame, der gjorde det muligt for mig at nå et café-sæt bestående af latte og croissant på Laundromat). Men det gik altsammen - og jeg nåede oven i købet i bad, fik mascara på OG hoppede i et par høje(ish) hæle. Jamenaltså.

Nu lakker den første - ikke særlig produktive, men til gengæld virkelig hyggelige - dag i kontorfællesskabet så småt mod enden, og jeg glæder mig til at komme hjem til min lille pirat, der har slået katten af tønden, og min forhenværende påfugl, der har været på tur i dag. Ikke mindst til at høre, hvor turen er gået hen; Det var der nemlig ingen, der kunne oplyse mig om, da jeg afleverede i morges. Og så må vi se, om ugen byder på endnu en tur til storbyen - det håber jeg, selv om den lige nu ser ret fyldt ud med andre aftaler med skøre placeringer, der ikke levner meget tid til køreture frem og tilbage til Kbh med det offentlige. Men ellers er der jo heldigvis endnu en uge i næste uge. Og næste uge igen. Og så fremdeles ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...