onsdag den 5. marts 2014

Miiiiiiin mo-aaarrrrr!

Helt overordnet set er Øglen og Varanen hinandens bedste venner. De griner sammen, føler med hinanden og (mest Øglen, godt nok, men alligevel) krammer hinanden. Det betyder imidlertid ikke, at de ikke kan slås og skændes, så gnisterne fyger, så af og til går bølgerne højt i det lille hus i DNP.

Zoo. I en zebravogn. Uden nogen slår. Men der er selvfølgelig også juice  ...

Varanen tror desværre, at det er gangbar mønt at slå. Så det gør han en del. Ofte når han gerne vil have opmærksomhed, men også, hvis han bliver frustreret, og sproget ikke helt rækker. Vi gør naturligvis, hvad vi kan for at få ham til at lade være med at slå og griber ind både før, under og efter slagene falder, men det forhindrer ham ikke i at lande et par velrettede dask af og til alligevel. Som fx hjem fra børnehave og vuggestue i går, hvor de begge sad i cykeltraileren. Indtil Varanen havde slået Øglen ca. 7 gange, fordi hun åbenbart ikke måtte sige "Øv". Hvilket hun så selvfølgelig gjorde. 7 gange. Indtil jeg blev noget træt i masken og beordrede Varanen ud af cykeltraileren og gå. Ikke populært, så jeg blev kaldt en 'dum lort' (endnu engang) og blev først taget til nåde igen, da vi passerede en ny isbutik, og Varanen blev så optaget af skiltet, at han glemte at være sur.

Øglen slår ikke så tit. Undtagen, når hun bliver slået - eller bliver virkelig virkelig vred. Til gengæld har hun en helt særlig evne til at få Varanen til at slå. Ikke, at jeg forsvarer nogen, men du godeste, hvor kan hun blive harm over, at hendes lillebror kommer gående med møllehjulsarme. På "jeg skriger, så taget falder ned"-måden. Det gør så selvfølgelig, at det er lettere at tage tingene i opløbet - med mindre altså Varanen når at blive så forskrækket over al skrigeriet, at han beslutter sig for at tjatte ekstra hårdt til hende. Så det, der måske (we'll never know) bare skulle have været lidt drilleri, bliver til full on slag. Suk.

Nå, men udgangspunktet er, at de er gode venner. Partners in crime, der elsker at læse bøger sammen (hvor sødt tror I lige det er, når man kommer ind på Varanens værelse, og de to sidder sammen i hans seng, mens de kappes om at læse "Mimbo Jimbo laver kunst" (som de begge kan udenad) for hinanden?!), lave "sunde tallerkener" til mor og far i legekøkkenet "der er pænt mange legekager på de færdige tallerkener, skulle jeg hilse og sige og generelt taler pænt til hinanden og giver hinanden plads.

Kridtmaling på vejen. I fred og fordragelighed. Hva'ba'?!

Men er der én ting, der kan få dem begge op i det røde felt med en hastighed, så bådet lynet og lyset burde blive bekymrede, så er det, hvis en af dem formaster sig til at sige "MIN mor!". SÅ er der ballade. For det vil den anden ikke høre tale om, så der bliver svaret med et lidt højere "MIN MOR". Hvorefter det så ellers går slag i slag, til nogen skriger "MIN MOR" med en røst, så taget letter, og mit ben, min arm eller måske mit hoved på særligt diskussionslystne dage, bliver krammet halvt ihjel.

De har jo begge to ret. Jeg er både Øglens mor og Varanens mor. Så det siger jeg til dem. Men det er ligesom ikke argumentation nok for de små kræ. Af og til deler de os, så den ene 'får' HDD, og den anden 'får' mig. Og så er der fred. Andre gange ... Du godeste, altså. Det er åbenbart også en trend i vuggestuen, at de små kræ kappes om, hvis mor, der er hvis mor. Kampen alle vinder, men som alligevel eskalerer.

Er det bare endnu en af de famøse faser? Og hvornår stopper den mon?

13 kommentarer:

  1. Det lyder ligesom hjemme ved os - ikke mere for nu er prinsessepigen og mindstemanden 8 og 6år men så er det andre ting de gør. Vores leger fantastisk sammen men hold op de kan skændes.... Nå, ville egentlig bare sige, at det er det samme her så du viste det, skulle det være til nogen gavn:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har selv en storebror, og vi skændtes, så gnisterne føg til jeg blev 15 og kom på efterskole. Så endte vi med at savne hinanden. Håber virkelig ikke, at Øglen og Varanen skal skændes lige så meget, som min bror og jeg gjorde, men det er da altid noget, at de også leger rigtig godt sammen. Og tak for indblikket i, at andre unger har nogenlunde samme adfærd :-)

      Slet
  2. Ih, hvor er det sødt at de sidder sån' og læser sammen. Søskende rocks - når de ikke slås eller skændes eller...

    Jeg tænker at det der med at slå, det forsvinder lige så stille når han bliver endnu bedre til at tale. Villum slår slet ikke så meget mere, eller også er det fordi han stadig er afkræftet efter længere tids sygdom??

    Jeg kom lige til at grine lidt, da jeg læste det med "dum lort". Tænk at han kender de ord... Og uanset hvor grimt det lyder, så er der bare et eller andet sødt over små tumlinger som bander, men alligevel ikke rigtig kan finde ud af det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er SÅ kært, når de sidder og læser sammen. Eller generelt, når de finder på lege sammen og er partners in crime.

      Jeg synes jo, at Varanens sprog er blevet virkelig godt på det sidste, men måske han ikke helt har forstået det endnu. Håber i hvert fald, at det der med at slå, går i sig selv, når han bliver lidt større. For det er virkelig belastende.

      Ang. Varanens 'blomstrende' ordforråd udi de knap så pæne vendinger, så kan vi takke Øglen. Som udmærket godt ved, at vi ikke gider høre på det, så derfor er det jo ideelt at lokke sin lillebror til at sige de frække ord. Og uheldigvis (for os) er det så de ord, der sidder rigtig godt fast hos ham. Og som kan få både ham og Øglen til at dø lidt af grin. (Du har i øvrigt helt ret - som regel kan jeg heller ikke andet end at trække på smilebåndet, når en vred Varan med lynende øjne kalder mig en dum lort. Men jeg ved også, at lidt af det kære forsvinder, når han bliver en stor børnehavedreng, så jeg gad godt, at han sagde det knap så meget ...)

      Slet
  3. Den fase stopper nok ikke. Jeg kom engang til at sige "min mor" til min søster om VORES mor, hvilket gjorde hende møghamrende sur resten af dagen. Jeg var mindst 20 år. Hun var 6 år ældre.

    TIllykke med dit nye kontorfællesskab i øvrigt! Jeg kan være så misundelig på jer, der arbejder hjemme, men helt ærligt, så ville jeg nok blive ret træt af fem hele dage med mig selv hver uge.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahah - det konkurrerende aspekt forsvinder aldrig, siger du. Det er lidt sjovt. Og lidt skræmmende. Ved ikke helt, hvordan jeg tackler det, hvis Øglen og Varanen om 15 år beslutter sig for at lave "min mor"-magtkamp igen :-)

      Tak for tillykke med kontorfællesskabet. Det er fantastisk - også selv om det 'kun' er et par gange om ugen. Det giver mig i hvert fald mulighed for at nyde mine hjemmearbejdsdage dét mere!

      Slet
  4. Det lyder lige som hjemme hos os, bortset fra der lige nu ikke bliver slået, men skubbet - sådan på en 'ville du no'wet måde - foran brystet agtigt'... Jeg tænker og messer fase, fase fase...
    Men derudover er der herhjemme tre piger der kan sige 'min mor' hvorefter 'synderen' bliver irettesat af mindst en af sine søstre: 'vores allesammens mor'... Herligt, så blev det ligesom sat på plads, hvis nogen altså skulle være i tvivl...

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, hele TRE til at konkurrere om opmærksomheden. Med tilsat skubning. Oh joy. Det kunne være så dejligt, hvis nu afkommet bare accepterede, at man er deres allesammens mor, men så nemt skal det åbenbart ikke være :-)

      Slet
  5. Her er der ingen banditter der slås om mig :o(

    SvarSlet
    Svar
    1. nu ved jeg ikke om det skal glæde mig (at de er gode til at enes) eller om det er helt vildt nederen at der ikke er nogen der gør krav på mig ...

      Slet
    2. Jeg ville glæde mig, hvis jeg var dig. Helt klart!

      Slet
  6. Lyder bekendt. Og det kan gå hurtigt fra bedste venner til glødende fjender. Er selv en smule temperamentsfuld, så tænker nok at det er meget sundt at give udtryk for sine følelses ophav, men måske ikke helt så ofte som det sker :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er et ret roligt gemyt, så jeg forstår ikke trangen til at skændes så gnisterne fyger. Men tænker jeg efter, var jeg selv temmelig temperamentsfuld som barn, så de har det nok - trods alt - ikke fra fremmede :-) Jeg er også klar tilhænger af, at man giver efter for sine følelser og viser, hvordan man har det, men som du skriver, så ville det ikke gøre noget, hvis det bare var LIDT mere sjældent, end tilfældet er :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...