Paris, mon amour

Jeg har været i Paris. Hvilket I godt ved, hvis I følger med på Instagwam, menaltså ... Uden børn. Og uden HDD. Men med svigermor og svigerinde, der havde været så søde at invitere på tøsetur.

Fra hotelværelset 

Uden for hotelværelset 

Det vad f a n t a s t i s k! Og lige præcis, hvad jeg havde brug for. Efter et hårdt forår, travlhed på job og generel metaltræthed, så var et par dages storbyferie lige det, jeg havde brug for. Og at det oven i købet var sammen med skønne mennesker, og at vi alle har været der indtil flere gange før, så vi ikke behøvede at ture rundt til alle turiststederne, men bare kunne koncentrere os om at shoppe, gjorde det kun bedre.

Og der blev shoppet. Gået. Snakket. Shoppet. Drukket masser af kaffe. Og shoppet. Min svigerinde har boet i Paris og havde et par listige steder i baghånden, så dem gik vi efter. Og ellers gik vi bare rundt på må og få i Marais- og latinerkvarteret. Vi så Eiffeltårnet på afstand, boede lige ved Triumfbuen, gik forbi Louvre og talte om at besøge Montmartre, men det var sådan cirka også så kulturelle, vi kunne svinge os op til at være. Til gengæld er der ikke ret mange butikker, vi ikke har været i. Og man kan jo ikke nå det hele på en getaway fra søndag til tirsdag. Blev vi enige om.

Hej Louvre, dit store skur. (Og ja, billedet burde have været beskåret. Gad bare ikke lige)

Uhh - ude efter mørkets frembrud. Med smuk udsigt fra Pont des Arts   

 

Hængelåsene på Pont des Arts i dagslys. Der var dæleme mange

Små grinebidere på husmuren

Vejret i Paris har ikke været så sommerligt som herhjemme, men det var perfekt til en storbytur, hvor der er blevet gået mindst 10 km hver dag, prøvet masser af tøj, og suget indtryk på indtryk.

Solen skinner altid i en Orangina. Eller noget.

 Og det her smagte også af sommer og sol - citronnade og broccolisuppe hos Merci Merci

Det er længe siden, jeg har været i Paris, og jeg havde faktisk helt glemt, hvor skøn en by, det er. Smukke mennesker, stemningsfulde kvarterer, pænt sprog, med mindre, det er mig, der taler det, og en perlerække af butikker. Lækre butikker. Selv om jeg ikke kan prale af at have holdt totalt shoppestop i det sidste halvandet-to år, så kan jeg uden at lyve sige, at det er længe siden, jeg har shoppet-shoppet. Men det fik jeg så afløb for i Paris. Jeg har endnu ikke turdet at logge på min netbank, men jeg er ganske overrasket over, at jeg ikke er blevet kontaktet af min bank for uregelmæssig brug af mit kort. For det kan godt være, at det tog et par timer at komme over min 'jeg har ikke råd til at shoppe og har jeg i det hele taget brug for det'-hed, men så kom jeg til gengæld også over det i en grad, så jeg nu har lange lange arme af at slæbe på poser. Endda med indhold primært til mig selv. Og HDD var den perfekte kæreste, der bare skrev opmuntrende sms'er med indhold à la - "shop du bare løs - det var jo det, der var meningen!" - når jeg sendte semi-angrende billeder af masser af poser.

Mandagens shopping. Søndagens høst er på hotelværelset (som vi, da billedet blev taget) var blevet låst ude af pga. dårligt nøglekort. Og tirsdagens shopping var endnu kun på tegnebrættet

Derfor er jeg nu udstyret med Visa-kort, der stadig har åndenød, og noget, der minder om 4 skjorter, et sommerligt jakkesæt (selv om jeg overhovedet ikke er jakkesætstypen), 3 skjorter (selv om jeg overhovedet ikke er skjortetypen), en dynejakke og ditto -vest (selv om jeg overhovedet ikke er dyneovertøjstypen), 5 sæt undertøj, en t-shirt og en kasket til HDD, skønne dukker og hoppebolde fra Disney Store (som var mere imponerende og larmende end egentlig rar at opholde sig i) til reptilerne og en enkelt pakke Valrhona-chokolade pour mois-même. Og det var så også dét, tror jeg nok. Hvis vi ser bort fra den pakke macarons og den skjorte, som svigermor insisterede på at give. Jeg må sige, at jeg synes, jeg har gjort det godt - omend fremstillingen på skrift ikke nødvendigvis giver mig mere mod på at tjekke min saldo. Det må blive i morgen. Eller i overmorgen. Eller noget ...

Disney Store. Hvor der også var et Eiffeltårn, så deeeet ...

Og på trods af, at størstedelen af mine køb består af noget, jeg ikke plejer at klæde mig i, så ser jeg frem til at krænge top- og cardigan-identiteten bare en anelse af og hilser den nye type velkommen. Er spændt på, hvor længe hun bliver, da det jo så lige pludselig kommer til at indebære et væld af strygning. Ah well - comme ci comme ca. Eller hvad man nu ville sige i Paris.

Jeg købte også en macaron. En stor macaron. Selv om jeg ikke tidligere har været så stor fan. Men denne her smagte dæleme godt. Også selv om vi opdagede en mus i restauranten, umiddelbart efter den var blevet serveret. En "house mouse", som tjeneren forsikrede os om 

Men uanset hvor dejligt, der var i Paris, og hvor skønt det var at have nogle mig-mig-mig-dage, hvor de største bekymringer var, om jeg nu nåede at shoppe nok, og om der mon var et toilet på den lille café, så var det også dejligt at komme hjem. Trods bulletiner om storhygge i hhv. haven, sofaen og på havnen, savnede jeg ungerne (og HDD, bevares) mere, end jeg egentlig havde regnet med. Heldigvis var de søde til at ringe og berette om deres dag og sige godnat, så jeg fik et reptil-fix mindst én gang om dagen.

På vej hjem 

Men alskens telefonopringninger slår nu ikke de begejstrede ansigtsudtryk (Øglen) og den lille, tillidsfulde hånd i min (Varanen), da de hentede mig ved toget. Med sushi, for man skulle vel komme hjem med stil?!

Nu er jeg hjemme, og arbejdet er i fuld gang. Jeg forsøger at glemme Øglens forgrædte ansigt, da jeg afleverede hende i børnehave i morges (og Varanens pædagogs let bebrejdende "man er nok lidt touchy i dag?!" til Varanen, da han efter en ellers meget glad entré blev ultraked af det over, at J lappede ham en med en legetøjsbil. Grrr.) og fokuserer i stedet for på, at det nu er blevet varmt nok til at bruge terrassen som hjemmekontor, at den ene rhododendron er sprunget ud, og at blomsterne i stenbedet (som vi - trods alt - ikke selv har anlagt) står i fuldt flor. Ude er godt, men hjemme er nu engang bedst ... (Og det kan vi så tales ved om, når det har været ulvetime, og nogen flipper ud over noget, andre ville mene burde kategoriseres under fanen 'Bagateller', men den tid, den glæde).

Klar, parat – børnehavestart!

… Altså ikke endnu, vel. Men til september skal Varanen begynde i børnehave. Det kunne jeg godt skrive en masse om, at jeg slet ikke fatter. Hvor blev tiden af, og alt det der. Men det gider jeg ikke. I ved godt, at tiden flyver som en vanvittig, så i stedet holder jeg mig her i indlægget til at skrive om den børnehave-parat-samtale, HDD og jeg var til i vuggestuen lige før påskeferien. Det er åbenbart kutyme med sådan en samtale i vores vuggestue, og det passede mig da egentlig glimrende at skulle bruge en lille halv time på at snakke om min søde søn. Om end jeg var en smule på barrikaderne i forvejen, da jeg forventede irriterende ord som ’sansemotorisk forstyrret’ og synonymer til samme, efter en af pædagogerne for et par måneder siden havde nævnt noget om det taktile i forbindelse med, at vi talte om, at Varanen godt kan finde på at slå, hvis han bliver rigtig vred.

Heldigvis var der intet ved samtalen, der gjorde, at jeg blev nødt til at opretholde barrikaderne. Det foregik stille og roligt, og der blev hæftet en masse pæne ord på Varanen. Nogle af de ord, der stak positivt ud, var ”kærlig og venlig”. Ord, som jeg helt bestemt synes passer på ham, men som jeg ærligt talt har været lidt i tvivl om, hvorvidt de også mente (eller så) i vuggestuen. Synes ofte, jeg hører, at han igen-igen har været temperamentsfuld, ikke forstår at vælge sine kampe, nægter at tage tøj på selv og videre i samme dur. Og får et ”i dag har været en god dag” med på vejen – sagt i et bekymret-agtigt tonefald, hvor man får indtryk af, at det snarere er undtagelsen end reglen.

Mårfar læser højt

Men som sagt; samtalen, der efter sigende skal give et retvisende billede af, hvordan personalet oplever barnet, nævnte nærmest intet om den slags. Jovist fik vi en sludder med ”Voksen-T” om, at Varanen kan blive edderspændt rasende og gå fra 0 til 100 på et splitsekund, men det foregik i en jovial tone, og – modsat tidligere – følte jeg mig ikke ’beskyldt’ for at have et barn, der var socialt og taktilt udfordret. (Ikke, at der ville være noget i vejen med det, hvis det altså også var sådan, vi kender og ser ham).

Så jeg er glad. For at Varanen er lige så sød og dejlig (og hidsig) i vuggestuen, som han er derhjemme. Og for at de voksne også kan se det og holder af vores lille dreng. For det betyder da noget. At de voksne, der er så meget sammen med ens barn, også holder af det. (Altså, nu skal det ikke lyde som om, jeg tidligere har været i tvivl, om de kan lide ham. Men jeg synes bare, der har været lige lovlig meget fokus på hans temperament).

Til mit (måske lidt næsvise) spørgsmål om, hvorvidt Varanen så er børnehaveparat til september (selv mener jeg bare, det er relevant. Hvorfor ellers kalde det en børnehaveparatheds-samtale), fik vi at vide, at det er han. (Duh. Det er jo ikke som om, han får muligheden for at gå vuggestuen om). Men at han kan få en hhv. nem eller svær begyndelse, alt efter om han lærer at tackle eksempelvis konflikthåndtering og modgang på en lidt mindre hidsig måde. Men jeg er fortrøstningsfuld. Synes faktisk allerede, at han slår markant mindre. Og til det der med, at han skal lære, at et nej er et nej uden at gå helt i baglås, så arbejder vi på sagen.

Og at han i påskeferien har lært selv at sige til, når han bliver rigtig vred og så går for sig selv i stedet for at slå (i hvert fald nogle gange), tænker jeg, vil gøre det endnu nemmere for ham i konflikter. Også selv om det foregår demonstrativt med stramt korslagte arme, verdens mest gnavne udtryk i ansigtet og en mumlen, der lyder noget i retning af "Varanen er MAJET vred nu" eller - den lidt mildere version - "Varanen er lidt sur, mor!".

Det skal sq nok gå, det der børnehave. I øvrigt har han allerede smeltet børnehavepædagogernes hjerte – særligt den enes, som han har lært navnet på. Og sagde farvel til forleden med sit allermest indtagende blik, hovedet let på skrå og sukkerstemme. Så jo. Det skal nok gå!

Et lille tip

Næste gang det er anden hverdag efter en lang ferie, og yngstebarnet er lidt svær at aflevere, så gør følgende:

• Vink farvel til grædende barn
• Gå ud i garderoben
• Tag sko på (som du artigt har taget af, før du afleverede)
• Stil dig i døren mellem garderoben og selve vuggestuen, så du kan høre, om dit lille kede barn stadig græder

Undlad at gøre følgende, hvis der, som i mit tilfælde, står en mor og en pædagog og taler med alvorlige miner om noget, der umiddelbart virker væsentligt mere dystert - og privat - end frokostordningen:

• Smil til mor, der skal ind ad døren med sit barn, og sig undskyldende: "Jeg står bare og lytter".

Heller ikke selv om det er det, du gør. For dem, der står og taler alvorligt ude i garderoben, vil uvægerligt tro, at det er dem, du lytter til. Uanset om det passer eller ej. Og alverdens undskyldende blikke og "hav en god dag"'er kan ikke helt overbevise dem om andet.

Bare et lille tip på en tirsdags-onsdag ...

(Og som et lille bonus-tip kan jeg bidrage med, at man ikke sparer tid på at tage cyklen ned til nærliggende supermarked, hvis man glemmer, at man har taget cyklen, når man er færdig med at handle. Og når helt hjem med sine indkøb, inden man opdager det).

Ferie!

Inden man går på 10 dages påskeferie, tænker man (jeg), at 10 dage er lang tid. Om ikke rigeligt, så i hvert fald nok til at nå alt det, man gerne vil - og mere til.

Undervejs i ferien tænker man (jeg) så, at tiden går lidt vel hurtigt, men at 5 dage og også er ok lang tid.

Når ferien så er slut, fatter man (jeg) ikke en kron af, hvor den er blevet af. Dagene er strøget af sted, og alt det, man gerne ville have nået, har man måske nok nået, men der er stadig meget, man OGSÅ gerne ville.

Vi er på den anden side af de 10 dage nu, og hverdagen er i fuld sving igen. Bloggen har, som den opmærksomme læser vil have bemærket, ligget forsvindende stille, og selv om jeg ville elske at sige, at det er pga. offlining, så er det ikke udelukkende tilfældet. For jeg HAR været online. Selv i Sverige - mit ellers hellige sted, når det gælder elektroniske dingenoter. På trods af, at indehaverne af hytten har beriget den med et 4G-modem, så man ikke længere behøver de højere magters interveneren for at fange et signal.

Reptilerne på påskeægsjagt - mon der er noget i laden?

Fangsten fortæres i tørvejr i laden, mens en megabyge kommer forbi

Men min online-tid er blevet stærkt rationeret (af mig selv, forstås) og udelukkende (sådan da) blevet brugt på arbejde. Fordi vi stakkels selvstændige jo må smede, mens jernet er varmt og derfor sørge for at holde hånd i hanke med den nys indkomne storkunde. OG en mindre hovsa-kunde, som man (jeg) får ind lige før helligdagene, fordi man (igen: jeg!) tilsyneladende stadig er så ny i den her selvstændige verden, at jeg ikke evner at sige nej.

Men bortset fra lidt arbejde, så har blog, mail og Instagram stået temmelig stille. Det betyder ikke, at vi ikke har lavet noget. Vi har nemlig haft ret travlt. Med at hygge, slappe af og holde ferie. Og være sammen, ikke mindst!

Påskeferien blev skudt i gang lørdag morgen, hvor vi satte kursen mod Sverige med spændte børn og ét stk. Farmor i bilen. Efter en kort sejltur og et pitstop ved Godis-flyget (ungernes øjne var ved at trille ud af hovedet på dem, da de så de enorme mængder af slik. Og fik at vide, at de måtte vælge, hvad de ville. Så rationerede vi det bagefter ...) ankom vi til svenske-huset (det, som reptilerne konsekvent omtaler som "Sverige!". Ifølge dem er vi først i Sverige, når vi når til huset). Det ligger om noget i skovens dybe, stille ro, og ud over et par planer om en tur i Leo's Lekland (efterhånden en tilbagevendende begivenhed) og et bål i haven, skulle vi ingenting. Vi nåede oven i købet at indsamle kvas - rimelig nemt i en skov - og tænde hele TO bål; vi skulle jo både lave popcorn og smelte skumfiduser!

Et par gåture i skoven (og et par løbeture for mit vedkommende. Yay!), påskeægsjagt, fangeleg, køren på løbecykel (Varanen knækkede endelig koden - hidtil har han kun villet køre på sin scooter) og et visit i et andet svenskehus, hvor reptilernes granfætre befandt sig, blev det også til. Og så selvfølgelig hygge ved kaminen, ro til at læse bøger, metervis af hækling, Uno, "Canada" (Kalaha, red.) og lyden af glade reptiler, der legede fantastisk sammen (når de ikke var oppe og slås). Lyder kvalmende, jeg ved det, men det var i dén grad idyllisk.

Varanen overvåger vaffelbagningen

Interimistisk badekar

Bål og skumfiduser

Bål-popcornene fortæres (Varanen har skumfidus i håret ...)

Onsdag satte karavanen, minus Farmor, der skulle blive påsken over, kursen mod Danmark, og vi nåede lige en dags tid derhjemme med leg med nabobørnene på vejen (ungerne), arbejde (mig) og husarbejde (HDD).

Skærtorsdag strøg vi vestover til Mårmor og Mårfar, som vi invaderede frem til søndag. Reptilerne nød at hænge ud med Mårmor og Mårfar, og så kunne de heller ikke sige sig fri for at nyde at kunne se Ramasjang igen efter 5 ganske tv- og iPad-fri dage i det svenske. Strengt taget kunne de godt have brugt deres iPads i Sverige, men de Onde Forældre sagde nej. Og efter et par indledende diskussioner efterspurgte de dem ikke engang. Hos Mårmor og Mårfar var vi noget mere lempelige med tv (heller ikke så nemt at være lempelig med tv i Sverige, eftersom der ikke ER noget tv), men ikke med iPads, som vi faktisk er begyndt at bruge mindre og mindre. Efter Netflix' ankomst er det som om, iPad'en er blevet mere et lille tv end en spillemaskine, og så synes jeg simpelthen, at det bliver for passivt. Men det er en anden diskussion til et andet indlæg.

Kæle-æsel (og nej, det er ikke dødt. Nyder bare at blive nusset på maven)

Det gik dog ikke op i tv det hele, så der er blevet tid til at være i haven og lege en masse, været på påskeægsjagt, besøgt en nærliggende naturskole (med små, sorte påskelam), et kælent æsel og nogle geder. Og en fantastisk naturlegeplads. Stort hit! En tur ned for at handle (hej helvedes forgård!), en længere løbetur (mig), "allimone-jagt" (gåtur i skoven for at kigge på anemoner) og spandevis af kaffe er der også blevet tid til.

Hej, blå anemoner

 

Ungerne har stornydt at have Mårmor og Mårfar for sig selv, og Varanen var hurtig til at lure rytmen i Casa Mårforældre, så da Mårmor vågnede efter en powernap, konstaterede han straks. "NU er der kaffe!" og rejste sig op. Og det var der, så han havde jo ret :-)

Ferien blev rundet af med 4 års-fødselsdag hos min yngste niece. En hel dag, hvor ungerne legede (og Varanen gokkede hovedet ned i et skateboard og bed sig så hårdt i læben, at han blødte og blødte. Han er ikke for heldig, altså; Han formåede også at få væltet barnevognen - med sig selv i - hjemme hos Mårmor og Mårfar, men heldigvis skete der ikke noget), og de voksne fik drukket masser af kaffe og snakket.

Og SÅ kunne der vist heller ikke koges mere suppe på dén påske. Nu kalder arbejdet både højt og insisterende, så tilbage er kun at konkludere, at de sidste 10 dage har været rammen om en fantastisk ferie! Der er gået alt for hurtigt!

Hverdagsmagi - eller noget om løgn og latin

Jeg har vist skrevet om det før, men i vores lille familie omgås vi sandheden om ikke lemfældigt, så i hvert fald med en vis ramme for fortolkning. Ikke når det gælder almindelige ting, forstås, men herhjemme er udsagn som "Der bor en nisse i skorstenen i december" og "Der bor trolde i de svenske skove - de lever af blåbær og af at drille børn" fuldt ud lige så sande som "Der er syv dage i en uge".

Jeg elsker at bruge fantasien, og jeg elsker, at mine børn elsker at bruge fantasien. Særligt Øglen er meget hittepåsom, og hun elsker magiske fortællinger og noget, der falder lidt uden for det normale. Varanen er også helt med på især konceptet nisse (måske fordi vores dukker op efter forgodtbefindende; fx forleden, hvor han havde farvet risengrøden grøn - og i øvrigt får skylden for alt, der ikke lige kan forklares).

Det giver sig selv, at både julemanden og påskeharen findes, og undertegnedes øjne i nakken står heller ikke til at diskutere. Selv om man ikke kan se dem.

Farmor er ikke helt enig i vores måde at "drille" børnene på, som hun kalder det. Hun er bekymret for, om de kommer til at føle sig drillet, og på den måde bliver kede af det. Derfor har hun flere gange forsøgt at dementere fx fortællingen om troldene i Sverige, og vi har flere gange bedt hende lade være. For er der noget, Øglen kan huske fra gang til gang, vi er i Sverige, så er det, at vi skal sætte blåbær ud på trappen om natten, så troldene spiser dem og lader være med at lave ballade og skræmme ungerne. Ligesom hun også kan huske, at de store trolde bor under de store mosbeklædte sten, og de små trolde bor under de små mosbeklædte sten. Det er blevet en stor del af det at være i Sverige, så det er vi ikke interesserede i at tage fra hende. Jeg tror i øvrigt også, at Farmor efterhånden har fattet budskabet, og så må hun småryste på hovedet fra afstand.

Naturligvis er det ikke planen, at reptilerne skal vokse op i en parallelverden, hvor der danser enhjørninger rundt på en mark fyldt med slikkepinde og ende med at blive mobbet herfra og ud i evigheden, når de engang skal i skole. Men verden og hverdagen kan blive alvorlig hurtigt nok, så derfor synes hverken HDD eller jeg, at der er noget forgjort i at gøre det hele en lille smule magisk. Bare engang imellem.

Og det har jo også sine fordele. Øglen er fx blevet overbevist om, at HDD kan trylle, fordi jeg i weekenden havde held til at smugle en slikkepind fra skabet ned i mit ærme, uden hun så det. Og da vi så sad og spillede Ludo, spurgte jeg helt bekymret, om der var noget i vejen med hendes øre. Hun svarede benægtende, men jeg fik allernådigst lov at kigge alligevel, fordi jeg sagde, at det så helt rødt og mærkeligt ud. Og vupti! Onkeltricket over dem alle - så kom der sør'me en slikkepind ud af øret på hende. Dét blev der dæleme tænkt meget over (da den første begejstring havde lagt sig). Og konklusionen blev, at det måtte være HDD (som ikke var hjemme), der havde tryllet en slikkepind ind i hendes øre, da vi var nede og handle et par timer tidligere ...

Hun tror i øvrigt også, at jeg kan trylle. For et par måneder siden var vi nemlig nede i det lokale storcenter, og Øglen så noget glimmerlim, som hun måtte eje. Onde Mor sagde nej, og så gik vi videre - ét stk. surmulende Øgle rigere. Men da vi kom hjem, kom Onde Mor i tanker om, at vi faktisk allerede havde samme type glimmerlim, så det fik jeg i al ubemærkethed fisket frem fra skabet og præsenteret for Øglen. Instant awesomeness fra den bette til mig.

En eller anden dag finder ungerne ud af, at hverken HDD eller jeg kan trylle. At julemanden ikke findes, og at der ikke er trolde i Sverige (og at de, hvis der var, ikke ville spise blåbær). Men den dag kan tids nok komme, og indtil da stemmer jeg for lidt mere magi i hverdagen!

Når Wordpress giver mundkurv på

... Af uransagelige årsager er jeg faldet i unåde hos Wordpress. Eller - min mailadresse er. Så hver gang jeg poster en kommentar på en WP-blog, så forsvinder den. Eller ryger i spam. Eller danser over i et parallelunivers befolket af enhjørninger. I don't know. Men det er altså ikke fordi, jeg ikke vil kommentere hos jer WP-bloggere. Det er bare fordi, jeg har fået mundkurv på.

Der er selvfølgelig også den mulighed, at alle I WP-bloggere har besluttet jeg for, at I har hørt nok på mig. Og blokeret mig, alle som en. I givet fald er der jo ikke Wordpress' skyld. Men hvis I ikke har blokeret mig, så ville det være hyggeligt, om jeg på et givet tidspunkt kunne blive lukket ind i de hellige haller igen. Det er nu engang så hyggeligt at få lov at kommentere ...

Weekend, åh weekend!

Det her har måske nok ikke været den bedste weekend nogensinde, men det kommer dæleme tæt på. Ikke fordi vi har lavet noget særligt, men (nok netop) fordi vi ikke havde alverdens planer.

Lørdag startede meget tidligt med Ni-hao Kai Lan - alle fire i sofaen med dyner foran flimmeren. Jeg skal ikke sige mig fri for måske at have sovet gennem et afsnit eller to, så jeg ved faktisk ikke, hvor mange der blev set. Men det var jo lørdag, så deeeeet ...

Vi fortsatte med improviseret brunch, glædede os over en uventet avis i postkassen (tak til farmor, der stiller avisen om, når de ikke er hjemme) og hyggede og snakkede. Bagefter legede reptilerne i ro og mag på hvert deres værelse (Varanen har fået en kæmpe dynge Sylvanians, og han kan dimse med alt tilbehøret - ikke figurerne; dem er han ligeglad med?! - i timevis), og jeg nåede et bad, at rydde op i stuen, sætte en vask over og generelt bare nyde formiddagen.

På vej i rask galop

Omkring 11.30 blev det Øglen magtpåliggende at vise mig en "ny, sej legeplads", hun havde været på med børnehaven, så jeg pakkede træt Varan i klapvognen og fulgte efter Øglen på løbehjul ad sti af sted på jagt efter legepladsen. Som både var sej og (relativt) ny, men som også viste sig at være temmelig privat. Nu er DNP imidlertid ikke kendt for at være overrendt af børn, så jeg vovede det ene øje og stjal lidt tid på legeren. Med en begejstret Øgle, der var stolt over, at hun selv kunne vise vej (jeg var faktisk også ret imponeret - legepladsen ligger små 2 km fra vores hjem og vejen derhen er om ikke snirklet, så heller ikke bare ligeud) og en Varan, der helt glemte, at han var træt. Og i øvrigt insisterede på at gå halvdelen af vejen hjem. SÅ kært - og temmelig langsommeligt, men så var det jo heldigt, at vi ikke skulle nå noget.

Lille Stifinder

Resten af dagen var vi alene hjemme, da HDD var på herretur. Varanen faldt i søvn i klapperen på sidste halvdel af hjemturen, så Øglen og jeg fik sludret, spilledet Ludo, ryddet op, ordnet vasketøj (mest mig), spillet lidt på iPad'en (mest Øglen) og tumlet i soveværelset. Og da Varanen vågnede, gik vi i gang med at lave mad.

Vi 'rydder op'

Øglen har fået en ugentlig maddag herhjemme. Ikke en helt fast dag endnu, men lige når det passer med humør (hendes) og tid (vores). Og da hun i går selv spurgte, om hun ikke måtte lave mad, blev det da også et ja med det samme. Hun ville gerne lave lasagne, så det fik vi bikset sammen, før vi stenede lidt tv med Varanen, der stadig var lidt søvndrukken. Så var det badetid, og derefter var lasagnen færdig.

Øglen laver mad 

En af de helt store fordele ved maddage er, at reptilerne spiser så meget, at de er i overhængende fare for at revne. Ikke noget stikken til maden her, næh nej - der er regulær skovlen ind!

Efter aftensmaden så vi Klokkeblomst med dyner i sofaen, jeg læste fire - 4! Er totalt push over - pixibøger, og så var det puttetid. HDD kom hjem, vi hyggede, så (mere) tv - hej, Modern Family! - og så var den dag slut.

Søndag gentog morgenseancen (minus brunch) fra lørdag sig. Op alt for tidligt, dyner med ind i sofaen og så ellers stene lidt til noget Ramasjang. Bagefter gik turen til svømmehallen - hvor Varanen som sædvanligt havde brug for mere end almindeligt gode overtalelsesevner for overhovedet at komme ud i bassinet. Men det lykkedes; i hvert fald i et lille stykke tid. Så var det tid til at handle, og Øglen forelskede sig i et sæt tween-tøj, som jeg endte med at købe. Hun knuselsker det og kalder det sit "MGP-tøj". Slidte jeans og en lang, pink t-shirt med guld-tal. Nu ved jeg, hvordan hun kommer til at se ud, når hun bliver en rigtig tween.

Varanen sov en lang lur, og imens var Øglen og jeg effektive i forhaven, mens HDD ryddede op i al vores skrammel i garagen, som skal til storskrald i næste uge. Lille reminder, der er god at have i baghovedet: Sørg for ikke at komme til at smide en virkelig klam ble (godt nok forseglet i pose, men alligevel) i en kasse, der skal til storskrald. Og smide kassen i garagen. Slet ikke, hvis der, som her i DNP, kun er storskraldsafhentning hver anden måned. Jeg ved ikke, om I kan forestille jer, hvor grimt sådan en ble kan komme til at lugte efter 2 måneder i en kasse, men jeg kan afsløre, at den nærmest lugtede af roser, da den blev leveret, i forhold til efter gæringsperioden ...

Vi fik luget ukrudt, revet blade sammen og fejet fortovet, og Øglen fik cyklet lidt på vejen. Indtil vi ikke gad mere og gik ind. Og tumlede, hyggede og drak kaffe (mig) og et fortyndet glas cola (Øglen. Sue me!) Varanen vågnede og kom med i legen, og da Øglen og jeg løb en tur (jeg løb. Øglen cyklede ved siden af. Det har hun spurgt om i et stykke tid, om hun ikke godt måtte, og i går passede det perfekt). Vi løb/cyklede ned til hendes børnehave og retur - en 2 km tur, der gjorde Øglen træt i benene og fik sveden frem på min pande. Ganske mod forventning, men der er dømt benhård intervaltræning, når man løber med en 5-årig ;-)

Ingen gad at lave aftensmad, og da Øglen med sin sødeste stemme sagde, at hun VIRKELIG havde lyst til burgere. "Fra Maggadånnas", tog det ikke lang tid, før dovne mor og far sagde jowjow, proppede afkommet i bilen - til stor jubel for ungerne - og tøffede af sted. Til et fuldstændig proppet McD, så vi var vist ikke de eneste, der sprang lidt let over middagen. Vi blev mætte, ungerne var glade (og vi blev kun nødt til at købe én ekstra Happy Meal-legesag, fordi Varanen ikke var tilfreds med sin überseje Batman-maske og hellere ville have en Furby ligesom Øglen), og hjemme igen sænkede trætheden sig. Og det viste sig, at der vist var sket lige rigeligt for Varanen den dag, for han var godt nok træt. Og lod sig kun formilde af et par bøger i sofaen - hvis han vel og mærke måtte sidde solidt placeret i min armhule. Den bedste læsestilling, hvis man spørger mig - og meget passende for det fine citat, jeg stødte på ovre hos Blondinemor.

*snøft* (Ja, jeg er tacky, I know)

Og det var så dén weekend. Som sluttede alt for sent for mit vedkommende, fordi jeg kom til at stene alt for længe i sofaen. Og nu i øvrigt er begyndt forfra på Friends. Så burde der være serie nok til en rum tid ...

Og hvorfor så lang en smøre om min ret normale weekend, tænker I måske? Fordi det er nødvendigt for mig at holde fast i, hvor hyggeligt det er at lave ingenting. Hverdagen har været i gang mindre end en hel dag, og jeg har nærmest allerede glemt det midt i møder, generalforsamlinger i vuggestuen, arbejde og juicekure. Jep. Juicekur. Totalt cliffhanger dér, hva'?!

Når mor er pinlig

... Det måtte jo komme. Det der med, at ens børn synes, man er pinlig. Jeg tror, det står skrevet i en eller anden stor, magisk forældre-manual et sted; forældre er, pr. definition, altid pinlige i længere eller kortere perioder af barnets liv.

Jeg skal ikke sige mig fri for selv at være blevet pinligt berørt over mine egne forældre fra tid til anden (undskyld!), men er dog heldigvis sluppet for seriøst tåkrummende oplevelser. Ikke ligesom en veninde, der måtte leve med, at hendes forældre dukkede op i virkelig mærkeligt tøj for at overvære hendes fritidsaktivitet. Eller ... næh. Vent lige lidt ... Det var faktisk mere pinligt, dengang min far, til trods for, at jeg gentagne gange havde bedt ham lade være, kørte af sted for at hente mig til et sodavandsdiskotek (af alle steder) i provinsby en god sjat km væk fra min egen by. Jeg havde specifikt sagt, at jeg gerne ville køre med bussen hjem sammen med alle de andre diskoteksgængere, men lyttede han? Næh nej. Og hvad værre var, at jeg jo, fast i troen på, at han lyttede, steg på bussen med de andre. Og kørte derudaf. Lige indtil det skæbnesvangre øjeblik, hvor alle af en eller anden grund kiggede ud af bussens vinduer på samme tid og så min far komme drønende - i modsat retning - for at samle mig op. Der blev grinet. Af hende, der "blev hentet af fa-aaaar". *indsæt selv tåkrummen og skumlen* I virkeligheden var det vel strengt taget min far, det var mest pinligt for, for jeg var jo på vej hjem, og han endte med at stå og blomstre i naboby. Uden mobiltelefoner, for den slags var vi jo ikke forvænt med dengang. Men det hjalp mig jo lissom ikke rigtigt der midt i bussen, vel?!

Nå. Men det var ikke det, vi skulle tale om. Vi skulle tale om, at jeg nu - lidt vel tidligt, må jeg sige - er blevet den pinlige mor. Hvis man spørger Øglen, i hvert fald.

I går skulle vi til Kjøwenhavnstrup efter tidlig fyraften. Så jeg hentede reptilerne i institutionen, bugserede dem i klapvogn hen til bussen, steg på og kørte til i virkeligheden ikke spor nærliggende S-togs-station. Hvor vi ventede en rum tid på et tog, der, da det kom, var proppet til randen pga. et eller andet nedbrud på noget køreledning (but of course) og dertilhørende store forsinkelser. Jeg hapsede en plads til klapvogn, reptiler og mig selv i en af de der midtergange og forsøgte efter bedste evne at holde humøret højt hos både mig selv og reptilerne. Som faktisk opførte sig utrolig pænt, taget i betragtning hvor lang tid turen endte med at tage. Endda i præ-ulvetimen.

Det er ikke så tit, reptilerne kører i tog, så de var behørigt imponerede og interesserede, og de snakkede løs. Der var en del andre passagerer i midtergangen også, men efter 5 år som mor har jeg erfaret, at det ikke gavner noget som helst, hvis jeg tænker alt for meget over, at der er andre, der lytter til alt det vrøvl, jeg lukker ud, når jeg småsludrer med reptilerne. Og det lykkedes mig faktisk at glemme dem fuldstændig. Reptilerne og jeg snakkede om alt fra farven på toget til, hvorvidt det nu også var et tog, vi kørte i (Varanen insisterede på, at det var en bus). Jeg skulle forklare, hvorfor der ligger togskinner i en tunnel, og hvordan det kan være, at tog både må og kan køre hurtigere end biler. Varanen snakkede om solskin og pærejuice, og på et tidspunkt opførte reptilerne - der på det tidspunkt vist også havde glemt de omkringstående passagerer - en lille "Rip, Rap og Rup"-sang grundet en lille Rip-, Rap- eller Rup-figur, jeg havde fundet i min taske.  Når de altså ikke spurgte (i kor), om vi skulle "Stikke af NU?" ved - og imellem - hver eneste station.

Alt sammen vældig hyggeligt og fredeligt, faktisk. Og da Spørgejørgen Øglen så igen ville vide, hvad det betød, når damen i højttaleren sagde noget i retning af "Nørreport. Change here for blahblahblah. Please remember all your belongingsblahblah" - selv om jeg havde fortalt hende det både i Lyngby, Hellerup og på Østerport - kunne jeg ikke lade være med at tage lidt gas på hende og sige, at det betød, at det var vigtigt, at man huskede at tage sine børn med sig ud af toget, for togpersonalet gad ikke at stå med et helt tog fyldt med spørgende børn og ingen forældre, når toget nåede endestationen.

Personligt syntes jeg ikke, det var det sjoveste, jeg kunne have fundet på, men det syntes alle medpassagererne tilsyneladende, for der blev grinet en del. Og da Øglen så spurgte igen på Hovedbanen, fortalte jeg hende, at det betød, at alle børn skulle spise deres sild og broccoli. Det syntes medpassagererne (som i øvrigt ikke var de samme) åbenbart også var sjovt (humor-barren ligger tilsyneladende lavt i S-tog i myldretiden) - i hvert fald ifølge Øglen, for jeg hørte det ikke.

Og det var så her, jeg blev pinlig, åbenbart. For Øglen kiggede stramt på mig og hvislede et "Lad så VÆRE med at få de andre til at grine, mor!" Og da jeg helt ærligt måtte sige, at det vidste jeg ikke, jeg havde fået dem til, fik jeg ellers lige en reprimande om, at "damen med det pæne hår" havde grinet "rigtig meget" på den forrige station, og nu var der en anden, der gjorde det. Og det syntes Øglen bare overhovedet ikke var sjovt. "Så stop med det, mor!"

Så jeg stoppede. Og måtte kigge undskyldende på Øglen, da jeg talte med en mand ved siden af mig, og han begyndte at grine, da jeg adviserede ham om, at vi skulle af næste gang (det skulle vi, så det var jo sådan set ikke spor sjovt). Men det begynder åbenbart tidligt, det der med, at afkommet synes, man er pinlig. Og jeg har bare på fornemmelsen, at det kun bliver værre herfra ...

Hej forår!

Det der forår, 'ing ... Det holder sq meget godt. Lige et par snaps fra i søndags, hvor vi nød solen i Østre Anlæg.

Hej blomster. Kirsebær? Mirabeller? Noget helt tredje? #botanikudfordret

Gyngepotpourri i vintage-agtige farvetoner

Mindstemus

Klatretøsen

210Ø ... Hvad ellers? ;-) 

Jojo, vi går i sandhed mod lysere tider! Og nu! Nu vil jeg læne mig tilbage, drikke det sidste af min kaffe og tage en dyb indånding, inden jeg mobiliserer både ekstern arbejdskraft og en endelig gameplan til den giga-opgave, jeg lige har fået go til. Før jeg henter reptilerne og slæber dem med ud i endnu en solskinsdag!