tirsdag den 22. april 2014

Ferie!

Inden man går på 10 dages påskeferie, tænker man (jeg), at 10 dage er lang tid. Om ikke rigeligt, så i hvert fald nok til at nå alt det, man gerne vil - og mere til.

Undervejs i ferien tænker man (jeg) så, at tiden går lidt vel hurtigt, men at 5 dage og også er ok lang tid.

Når ferien så er slut, fatter man (jeg) ikke en kron af, hvor den er blevet af. Dagene er strøget af sted, og alt det, man gerne ville have nået, har man måske nok nået, men der er stadig meget, man OGSÅ gerne ville.

Vi er på den anden side af de 10 dage nu, og hverdagen er i fuld sving igen. Bloggen har, som den opmærksomme læser vil have bemærket, ligget forsvindende stille, og selv om jeg ville elske at sige, at det er pga. offlining, så er det ikke udelukkende tilfældet. For jeg HAR været online. Selv i Sverige - mit ellers hellige sted, når det gælder elektroniske dingenoter. På trods af, at indehaverne af hytten har beriget den med et 4G-modem, så man ikke længere behøver de højere magters interveneren for at fange et signal.

Reptilerne på påskeægsjagt - mon der er noget i laden?

Fangsten fortæres i tørvejr i laden, mens en megabyge kommer forbi

Men min online-tid er blevet stærkt rationeret (af mig selv, forstås) og udelukkende (sådan da) blevet brugt på arbejde. Fordi vi stakkels selvstændige jo må smede, mens jernet er varmt og derfor sørge for at holde hånd i hanke med den nys indkomne storkunde. OG en mindre hovsa-kunde, som man (jeg) får ind lige før helligdagene, fordi man (igen: jeg!) tilsyneladende stadig er så ny i den her selvstændige verden, at jeg ikke evner at sige nej.

Men bortset fra lidt arbejde, så har blog, mail og Instagram stået temmelig stille. Det betyder ikke, at vi ikke har lavet noget. Vi har nemlig haft ret travlt. Med at hygge, slappe af og holde ferie. Og være sammen, ikke mindst!

Påskeferien blev skudt i gang lørdag morgen, hvor vi satte kursen mod Sverige med spændte børn og ét stk. Farmor i bilen. Efter en kort sejltur og et pitstop ved Godis-flyget (ungernes øjne var ved at trille ud af hovedet på dem, da de så de enorme mængder af slik. Og fik at vide, at de måtte vælge, hvad de ville. Så rationerede vi det bagefter ...) ankom vi til svenske-huset (det, som reptilerne konsekvent omtaler som "Sverige!". Ifølge dem er vi først i Sverige, når vi når til huset). Det ligger om noget i skovens dybe, stille ro, og ud over et par planer om en tur i Leo's Lekland (efterhånden en tilbagevendende begivenhed) og et bål i haven, skulle vi ingenting. Vi nåede oven i købet at indsamle kvas - rimelig nemt i en skov - og tænde hele TO bål; vi skulle jo både lave popcorn og smelte skumfiduser!


Et par gåture i skoven (og et par løbeture for mit vedkommende. Yay!), påskeægsjagt, fangeleg, køren på løbecykel (Varanen knækkede endelig koden - hidtil har han kun villet køre på sin scooter) og et visit i et andet svenskehus, hvor reptilernes granfætre befandt sig, blev det også til. Og så selvfølgelig hygge ved kaminen, ro til at læse bøger, metervis af hækling, Uno, "Canada" (Kalaha, red.) og lyden af glade reptiler, der legede fantastisk sammen (når de ikke var oppe og slås). Lyder kvalmende, jeg ved det, men det var i dén grad idyllisk.

Varanen overvåger vaffelbagningen

Interimistisk badekar

Bål og skumfiduser

Bål-popcornene fortæres (Varanen har skumfidus i håret ...)

Onsdag satte karavanen, minus Farmor, der skulle blive påsken over, kursen mod Danmark, og vi nåede lige en dags tid derhjemme med leg med nabobørnene på vejen (ungerne), arbejde (mig) og husarbejde (HDD).

Skærtorsdag strøg vi vestover til Mårmor og Mårfar, som vi invaderede frem til søndag. Reptilerne nød at hænge ud med Mårmor og Mårfar, og så kunne de heller ikke sige sig fri for at nyde at kunne se Ramasjang igen efter 5 ganske tv- og iPad-fri dage i det svenske. Strengt taget kunne de godt have brugt deres iPads i Sverige, men de Onde Forældre sagde nej. Og efter et par indledende diskussioner efterspurgte de dem ikke engang. Hos Mårmor og Mårfar var vi noget mere lempelige med tv (heller ikke så nemt at være lempelig med tv i Sverige, eftersom der ikke ER noget tv), men ikke med iPads, som vi faktisk er begyndt at bruge mindre og mindre. Efter Netflix' ankomst er det som om, iPad'en er blevet mere et lille tv end en spillemaskine, og så synes jeg simpelthen, at det bliver for passivt. Men det er en anden diskussion til et andet indlæg.

Kæle-æsel (og nej, det er ikke dødt. Nyder bare at blive nusset på maven)

Det gik dog ikke op i tv det hele, så der er blevet tid til at være i haven og lege en masse, været på påskeægsjagt, besøgt en nærliggende naturskole (med små, sorte påskelam), et kælent æsel og nogle geder. Og en fantastisk naturlegeplads. Stort hit! En tur ned for at handle (hej helvedes forgård!), en længere løbetur (mig), "allimone-jagt" (gåtur i skoven for at kigge på anemoner) og spandevis af kaffe er der også blevet tid til.


Hej, blå anemoner

 

Ungerne har stornydt at have Mårmor og Mårfar for sig selv, og Varanen var hurtig til at lure rytmen i Casa Mårforældre, så da Mårmor vågnede efter en powernap, konstaterede han straks. "NU er der kaffe!" og rejste sig op. Og det var der, så han havde jo ret :-)

Ferien blev rundet af med 4 års-fødselsdag hos min yngste niece. En hel dag, hvor ungerne legede (og Varanen gokkede hovedet ned i et skateboard og bed sig så hårdt i læben, at han blødte og blødte. Han er ikke for heldig, altså; Han formåede også at få væltet barnevognen - med sig selv i - hjemme hos Mårmor og Mårfar, men heldigvis skete der ikke noget), og de voksne fik drukket masser af kaffe og snakket.

Og SÅ kunne der vist heller ikke koges mere suppe på dén påske. Nu kalder arbejdet både højt og insisterende, så tilbage er kun at konkludere, at de sidste 10 dage har været rammen om en fantastisk ferie! Der er gået alt for hurtigt!

8 kommentarer:

  1. Lyder skønt altsammen og dejlige billeder:) Vi var ti dage i England hos farmor og farfar. MIndstemanden fik skatet med de seje (og store) drenge i Londons skateparker:) Prinsessepigen brugte nogle sine lommepenge på et par (frygtelige og upraktiske) yndige sandaler. Jo jo, det er vigtigt når man er 8½ !

    http://hvisvindenvender.blogspot.dk/

    SvarSlet
    Svar
    1. Frygtelig og upraktisk er vist nøgleord i en 8,5-årigs ordforråd ;-) Lyder ellers også som om, I har haft en dejlig ferie. Personligt ville jeg i hvert fald gerne bruge 10 dage i England :-)

      Slet
  2. Havde det præcis som dig. Tænkte jeg ville smide et indlæg på bloggen midt i ferien, men pludselig var det sidste helligdag og jeg havde intet postet. Mobilen reddede mig ;-) og her har det også været en fantastisk god påske.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er dejligt med online-tilstedeværelse, men det er endnu dejligere bare at kunne koble helt af og være til stede i nuet. Og nå til den der dybe afslappethed, hvor man ikke rigtig skal nå noget :-)

      Slet
  3. Det lyder virkelig som en dejlig ferie!
    Jeg ville også elske en free rampage i slik-land. Uhmm.. godis..

    SvarSlet
    Svar
    1. HDD introducerede mig til Godis-Flyget kort efter, vi havde mødt hinanden. Allerede da kendte han vejen til mit hjerte. Og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke spiste noget (meget!) af de 1,1 kg slik, vi endte op med ...

      Slet
  4. Skønne billeder. Dejligt I har nydt ferien. Jeg troede også påske ville give mig tiden til at sparke liv i bloggen. Det gjorden den ikke, men til gengæld var den helt vidunderlig. Hvordan 10 dage kan gå så hurtigt aner jeg ikke. Jeg bliver altid frygtelig trist, når den sidste feriedag rammer. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. En vidunderlig påskeferie - så kan man ikke ønske sig mere. Heller ikke selv om bloggen er gået for lud og koldt vand. Den klarer sig nok :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...