onsdag den 30. april 2014

Paris, mon amour

Jeg har været i Paris. Hvilket I godt ved, hvis I følger med på Instagwam, menaltså ... Uden børn. Og uden HDD. Men med svigermor og svigerinde, der havde været så søde at invitere på tøsetur.

Fra hotelværelset 

Uden for hotelværelset 

Det vad f a n t a s t i s k! Og lige præcis, hvad jeg havde brug for. Efter et hårdt forår, travlhed på job og generel metaltræthed, så var et par dages storbyferie lige det, jeg havde brug for. Og at det oven i købet var sammen med skønne mennesker, og at vi alle har været der indtil flere gange før, så vi ikke behøvede at ture rundt til alle turiststederne, men bare kunne koncentrere os om at shoppe, gjorde det kun bedre.

Og der blev shoppet. Gået. Snakket. Shoppet. Drukket masser af kaffe. Og shoppet. Min svigerinde har boet i Paris og havde et par listige steder i baghånden, så dem gik vi efter. Og ellers gik vi bare rundt på må og få i Marais- og latinerkvarteret. Vi så Eiffeltårnet på afstand, boede lige ved Triumfbuen, gik forbi Louvre og talte om at besøge Montmartre, men det var sådan cirka også så kulturelle, vi kunne svinge os op til at være. Til gengæld er der ikke ret mange butikker, vi ikke har været i. Og man kan jo ikke nå det hele på en getaway fra søndag til tirsdag. Blev vi enige om.

Hej Louvre, dit store skur. (Og ja, billedet burde have været beskåret. Gad bare ikke lige)

Uhh - ude efter mørkets frembrud. Med smuk udsigt fra Pont des Arts   

 
Hængelåsene på Pont des Arts i dagslys. Der var dæleme mange

Små grinebidere på husmuren

Vejret i Paris har ikke været så sommerligt som herhjemme, men det var perfekt til en storbytur, hvor der er blevet gået mindst 10 km hver dag, prøvet masser af tøj, og suget indtryk på indtryk.

Solen skinner altid i en Orangina. Eller noget.

 Og det her smagte også af sommer og sol - citronnade og broccolisuppe hos Merci Merci

Det er længe siden, jeg har været i Paris, og jeg havde faktisk helt glemt, hvor skøn en by, det er. Smukke mennesker, stemningsfulde kvarterer, pænt sprog, med mindre, det er mig, der taler det, og en perlerække af butikker. Lækre butikker. Selv om jeg ikke kan prale af at have holdt totalt shoppestop i det sidste halvandet-to år, så kan jeg uden at lyve sige, at det er længe siden, jeg har shoppet-shoppet. Men det fik jeg så afløb for i Paris. Jeg har endnu ikke turdet at logge på min netbank, men jeg er ganske overrasket over, at jeg ikke er blevet kontaktet af min bank for uregelmæssig brug af mit kort. For det kan godt være, at det tog et par timer at komme over min 'jeg har ikke råd til at shoppe og har jeg i det hele taget brug for det'-hed, men så kom jeg til gengæld også over det i en grad, så jeg nu har lange lange arme af at slæbe på poser. Endda med indhold primært til mig selv. Og HDD var den perfekte kæreste, der bare skrev opmuntrende sms'er med indhold à la - "shop du bare løs - det var jo det, der var meningen!" - når jeg sendte semi-angrende billeder af masser af poser.

Mandagens shopping. Søndagens høst er på hotelværelset (som vi, da billedet blev taget) var blevet låst ude af pga. dårligt nøglekort. Og tirsdagens shopping var endnu kun på tegnebrættet

Derfor er jeg nu udstyret med Visa-kort, der stadig har åndenød, og noget, der minder om 4 skjorter, et sommerligt jakkesæt (selv om jeg overhovedet ikke er jakkesætstypen), 3 skjorter (selv om jeg overhovedet ikke er skjortetypen), en dynejakke og ditto -vest (selv om jeg overhovedet ikke er dyneovertøjstypen), 5 sæt undertøj, en t-shirt og en kasket til HDD, skønne dukker og hoppebolde fra Disney Store (som var mere imponerende og larmende end egentlig rar at opholde sig i) til reptilerne og en enkelt pakke Valrhona-chokolade pour mois-même. Og det var så også dét, tror jeg nok. Hvis vi ser bort fra den pakke macarons og den skjorte, som svigermor insisterede på at give. Jeg må sige, at jeg synes, jeg har gjort det godt - omend fremstillingen på skrift ikke nødvendigvis giver mig mere mod på at tjekke min saldo. Det må blive i morgen. Eller i overmorgen. Eller noget ...

Disney Store. Hvor der også var et Eiffeltårn, så deeeet ...

Og på trods af, at størstedelen af mine køb består af noget, jeg ikke plejer at klæde mig i, så ser jeg frem til at krænge top- og cardigan-identiteten bare en anelse af og hilser den nye type velkommen. Er spændt på, hvor længe hun bliver, da det jo så lige pludselig kommer til at indebære et væld af strygning. Ah well - comme ci comme ca. Eller hvad man nu ville sige i Paris.

Jeg købte også en macaron. En stor macaron. Selv om jeg ikke tidligere har været så stor fan. Men denne her smagte dæleme godt. Også selv om vi opdagede en mus i restauranten, umiddelbart efter den var blevet serveret. En "house mouse", som tjeneren forsikrede os om 

Men uanset hvor dejligt, der var i Paris, og hvor skønt det var at have nogle mig-mig-mig-dage, hvor de største bekymringer var, om jeg nu nåede at shoppe nok, og om der mon var et toilet på den lille café, så var det også dejligt at komme hjem. Trods bulletiner om storhygge i hhv. haven, sofaen og på havnen, savnede jeg ungerne (og HDD, bevares) mere, end jeg egentlig havde regnet med. Heldigvis var de søde til at ringe og berette om deres dag og sige godnat, så jeg fik et reptil-fix mindst én gang om dagen.

På vej hjem 

Men alskens telefonopringninger slår nu ikke de begejstrede ansigtsudtryk (Øglen) og den lille, tillidsfulde hånd i min (Varanen), da de hentede mig ved toget. Med sushi, for man skulle vel komme hjem med stil?!

Nu er jeg hjemme, og arbejdet er i fuld gang. Jeg forsøger at glemme Øglens forgrædte ansigt, da jeg afleverede hende i børnehave i morges (og Varanens pædagogs let bebrejdende "man er nok lidt touchy i dag?!" til Varanen, da han efter en ellers meget glad entré blev ultraked af det over, at J lappede ham en med en legetøjsbil. Grrr.) og fokuserer i stedet for på, at det nu er blevet varmt nok til at bruge terrassen som hjemmekontor, at den ene rhododendron er sprunget ud, og at blomsterne i stenbedet (som vi - trods alt - ikke selv har anlagt) står i fuldt flor. Ude er godt, men hjemme er nu engang bedst ... (Og det kan vi så tales ved om, når det har været ulvetime, og nogen flipper ud over noget, andre ville mene burde kategoriseres under fanen 'Bagateller', men den tid, den glæde).

17 kommentarer:

  1. Hvor er du bare heldig at få sådan en sviptur til Paris. Det er en dejlig by - eller det var det da i hvert fald, da jeg var der sidst - for 20 år siden :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg føler mig også meget heldig, kan du tro :-) Og ja, Paris er en dejlig by. Det kunne jeg da huske, til trods for, at det er mindst 12 år siden, jeg har været der sidst. Nu har Øglen og jeg imidlertid aftalt en lille tøsetur bare for os to til foråret, og det skal være til Paris, siger Øglen. Så hvis jeg er heldig, varer det ikke 12 år igen, før jeg kommer retur :-)

      Slet
  2. Årh manner, en dejlig tur. Det kan godt være, at jeg lige har været afsted, men det tæller altså ikke helt, når man er gravid, og ikke kan shoppe amok i tøj. Sådan var det i øvrigt også forrige gang jag var afsted.

    Det lyder nu også ret dejligt at komme hje igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en dejlig dejlig tur! Selv om mit udbytte af chokolade blev noget skuffende. Jeg endte bare med at være nærig, for jeg skulle ikke købe ret mange plader god chokolade, før jeg lige så godt kunne have købt noget tøj. Havde jeg været gravid, kan jeg love dig for, at jeg kunne være gået amok. I Bon Marché, ikke mindst. Nommenom. Og ja, det var også dejligt at komme hjem igen. Ens familie er nu ret sød! ;-)

      Slet
  3. Åh, hvor skønt :-) Måske ikke historien om musen - men så alligevel. Er du sikker på, det ikke var Ratatoille (eller var det en rotte?)??

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, vi talte faktisk om, om det måske var Ratatouille. Selv om jeg mener, den var en rotte. Og det var det her heldigvis ikke! :-)

      Slet
  4. Hvor helt igennem skønt:-) Dejligt, at du og din svigerfamilie har så fint et forhold, at I 3 tager afsted sammen. Jeg kan godt forstå du nød dagene. Og nød at komme tilbage igen. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er virkelig heldig med min svigerfamilie - og det var SÅ sødt af dem at invitere :-)

      Slet
  5. Ej så har vi været i Paris samtidig. Jeg var der lørdag til mandag. Dog sammen med min mand, så ingen shopping, kun sightseeing. Men det var også godt, for ingen af os havde været i Paris før. Så vi så louvre og tuilleri (stavespasser) haven i silende regn. Men vi fik gået en masse, boede i montmartre, så vi gik nok ca 20 km hver dag. Så turen blev ikke så afslappet som først håbet:-) men det var en dejlig tur, som godt må gentages.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor pudsigt! Regnede det lørdag? Jeg synes, vi var rimelig heldige med vejret, selv om der da var et par byger af og til. I hvert fald blev det flere gange så varmt, at jeg måtte smide frakken - men det var måske fordi, jeg havde shoppet mig varm?! :-) Tuillerierne er fantastiske på denne årstid, hvor det hele er sprunget ud. Jeg havde helt glemt, hvor grøn en by, Paris egentlig er.
      20 km på gåben pr. dag må siges at være en del. Godt gået! ;-)

      Slet
    2. Det regnede lidt lørdag, men søndag formiddag silede der ned. Altså vi snakker ved en ni-ti tiden. Min mand ville absolut tidligt ud af døren, så ikke noget med at sove længe:-)

      Slet
  6. Ih, det lyder som den dejligste tur! Hvor er du heldig! Også med hjemkomsten ;) Og med en meget sød mand - hvor mange mænd ville lige være så large med massiv shopping? ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var SÅ skøn en tur, og jeg føler mig bestemt også meget heldig - med både tur og hjemkomst og forstående (og sød!) mand :-)

      Slet
  7. Og P.S.: SHIT en pædagogkommentar! Bliver helt sur (og TOUCHY!) på dine og ikke mindst Varanens vegne :(

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er ikke bare mig, der er touchy (grrr igen), vel?! Jeg blev helt i tvivl, om jeg efterhånden er blevet lidt nærtagende, men altså ...

      Slet
  8. Årh hvor fedt. Nu vil jeg også til Paris. Men hvad når nu jeg hverken har svigermor, søster eller svigerinde (hvor vildt æv egentligt, har jeg faktisk ikke tænkt over før). Nåmen. Måske skal jeg bare drage afsted med familien. Eller en veninde måske?! Den er på tegnebrættet. Tak for inspirationen med din skønne beretning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, af sted med dig. Jeg har været i Paris flere gange før - hver gang uden svigermor og svigerinde, og selv om de helt sikkert er dejlige at have, er Paris også en skøn by med andre. En veninde, måske? Eller en sød mand :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...