søndag den 11. maj 2014

Mors dag

Herhjemme er mors dag ikke noget vi fejrer. HDD har for længst (også længe før vi fik reptilerne) meldt ud, at de der mærkedage, der primært kommer blomsterhandlerne til gode - dem giver han ikke meget for. Desuden har HDDs mor angiveligt altid frabedt sig blomster på netop den dag, så han er ikke flasket op med, at dagen i dag skulle være noget særligt. Derfor havde jeg (heldigvis) ikke sat næsen op efter noget fra reptilerne i dag (og har i øvrigt heller ikke fået sendt andet end en sms til min egen mor. Fyyy, altså. Ikke, at vi har holdt Mors dag i hævd som sådan i min familie, men en lille markering kunne jeg måske godt kunne have præsteret. Rundstykke - jeg tager revanche, når vi ses, mutti). Til HDDs forsvar skal det så lige siges, at han er rigtig god til at give blomster eller en lille ting 'bare fordi' på alle mulige andre dage. Hvilket jeg sætter stor pris på.

Dagen i dag er derfor ikke blevet brugt på noget specielt mor-agtigt. Med mindre man tager det som en gave fra reptilerne, at de sov til omkring klokken 8. Og det gør man. Selv om det sådan set også bare manglede eftersom de begge var oppe til klokken alt for sent pga. Melodunde i går.

Men. Til trods for min forhåndsviden om manglende markering af Mors dag, kunne jeg jo ikke lade være med at hentyde kraftigt til Mors dags en enkelt gang i løbet af i dag. Eller to. Eller tre. Fx da jeg i morges forklarede reptilerne - indrømmet; måske lidt for højt i forhold til, hvad der var naturligt - at dagen i dag er sådan en dag, hvor man skal være sød ved sin mor. Og måske tegne en tegning eller plukke en blomst eller sådan noget til hende. Eller nævnte, at den skønne Amira Helene havde flashet omme på Instagram, at hendes unger havde givet hende en tattoo med deres navne i Mors dags-gave. Eller da jeg hellere ville spille spil med Øglen og drikke kaffe, end jeg ville traske af sted med Varan, der skulle sove, i noget vejr, der ikke helt kunne beslutte sig for, om det skulle regne eller hvad. (Hvilket det så besluttede sig for på det kraftigste, da HDD traskede troligt af sted med klapvognen. Good call, me!).

En blomst fra mig til mig. Ude fra haven, godt nok, men det bliver den ikke mindre fin af. Tværtimod

Det der med tatoveringen kom jeg i øvrigt til at forfølge lidt, da Øglen kommenterede en mands tatovering i svømmehallen (på afstand, TG), og jeg fik sagt et eller andet i retning af "Ja, jeg har ikke en tatovering, for sådan en har jeg ikke fået af Far" (jeg har engang givet ham en tatovering, så det var ikke så bittert IRL, som det kan lyde på skrift, red.). Trofaste læsere vil vide, at jeg tidligere har leget med idéen om at få en tatovering. Men at jeg endnu ikke har n*sset mig sammen til at få en. Først blev jeg gravid. Så ammede jeg. Så vidste jeg ikke, hvad jeg skulle have tatoveret, og/eller hvor tatoveringen skulle sidde. Og så mistede jeg modet. HDD har hånet drillet mig meget med min meget lidt walk the talk-agtige måde at håndtere Operation Tatovering på, men det havde jeg lige glemt, mens jeg stod der i svømmehallen iklædt al min sarkasme. Så jeg må indrømme, at jeg blev lidt mundlam, da han lynhurtigt replicerede, at han da hjertens gerne ville give mig en tatovering - jeg kunne betragte det som en Mors dags-gave.

Så kan jeg lære at fiske efter gaver, kan jeg. Nu fanger bordet jo. For som HDD lige fik understreget, så er det uhøfligt at afvise en gave. Og at den i øvrigt skal indfries i løbet af sommeren. Gisp. Forslag til fine, feminine tattoos (og steder på kroppen, der ikke er lænden - eller struben, som Øglen foreslog) modtages gerne. Til en, der ikke er særlig tattoo-agtig og lidt blød i kanterne ...

6 kommentarer:

  1. Av. Jeg skal i hvert fald ikke have en tatovering. Men jeg glæder mig til, at ungerne bliver store nok til at gøre et eller andet ved Mors dag, når nu deres far ikke gør det. Det kan godt være, at nogen synes, det bare er en blomsterhandlerdag, men jeg synes nu, det er trist at blive "ignoreret", når der var en mulighed for det modsatte. Men han tager da trods alt (på min opfordring) blomster med, når vi besøger hans egen mor.
    Men held og lykke med din tatovering. Jeg håber, du falder over det helt rigtige motiv.

    SvarSlet
  2. Endelig! Så kan du få den delfin som springer rundt i regnbue og stjerner.

    SvarSlet
  3. Men lyder da som en ret dejlig mors dag :o)
    Det med at sove til kl. 8 må virkelig føles som en fantastisk gave! ♥ mht. tatovering så synes jeg t det er meget individuelt. Så jeg vil bare ønske pøj pøj med beslutning og udførelse ;o)

    SvarSlet
  4. Fin gave:) jeg har en delfin de springer op af vandet på skulderbladet og det japanske tegn for venskab i sort på min ankel. Held og lykke med at beslutte dig:) Glæder mig til at høre mere om det.

    SvarSlet
  5. Tatooo, øj hvor jeg glæder mig til at høre, hvad du kommer frem til! Jeg har længe tænkt på at få en 2'er, men jeg ved ikke helt af hvad og ikke mindst hvor henne.

    SvarSlet
  6. Ingen tatovering her, tak :-) jeg er alt for meget kylling til det... og bange for hvis der skal ske noget (allergi eller noget)...
    Men glæder mig til at se din - og Amiras ;-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...