torsdag den 15. maj 2014

Pyjamasdag

Vi holder pyjamas-dag i dag, Øglen, Varanen og jeg. Godt nok er det kun Øglen, der rent faktisk har pyjamas på, og det er i virkeligheden lidt snyd, for vi har været ude og omkring. Hun er bare skiftet tilbage til pyjamas. Men hun ville så gerne have en pyjamasdag (som en af de små i børnehaven åbenbart lige har haft, og det lød så tilpas hyggeligt, syntes Øglen, at hun også gerne ville prøve), og så skal hun da have lov til dét.

I virkeligheden burde der ikke være så meget som skyggen af pyjamasdage hjemme hos os i øjeblikket. Er temmelig presset med deadlines på det der arbejde, og det er jo ikke som om, maj ikke velsigner os med utallige pyjamashelligdags-muligheder i forvejen. Men what to do, når pædagogerne i Øglens børner vælger lige netop i dag til at holde pædagogisk dag på? Så fridag it is - også til Varanen, der lige så godt kan nyde godt af, at jeg alligevel trækker arbejdsstikket. Og så er det jo heldigt, at det her selvstændigheds-/enkeltmandsvirksomheds-halløj er så snedigt indrettet, at jeg kan flexe lige så vanvittigt, jeg vil. Rykke alt mit arbejde til i morgen, hvor HDD har fri i anledning af St. Bededag, fx. Og så lade være med at ærgre mig over, at jeg skal arbejde på en helligdag og i stedet glæde mig over, at jeg har muligheden for en dag i solen med ungerne efter en usandsynlig lang dag på kontoret i Kbh i går. Det kan godt være, at det ikke altid finder vej gennem skærmen mellem alt mit brok, men jeg føler mig virkelig heldig og taknemmelig med og for mit arbejde.

Det er ikke en pyjamas, han har på - og billedet er i øvrigt heller ikke fra i dag. Men det kunne det lige så godt have været

Dagen begyndte ved 7.30-tiden, hvor reptilerne ville op. Ikke et urimeligt tidspunkt, kan man mene, men når nogen (mig, red.) først kom i seng 00.30 pga. noget så sexet som sæson 3 af Venner og lidt optrævling af endnu et tæppe (mønsterhækleriersucks.dk), føltes 7.30 som tortur. Så jeg slumrede videre på sofaen, mens ungerne jublede over at få lov til at se "Rama" (Ramasjang, that is. Vi er totalt med på slang-beatet herhjemme).

Efter slumren, Rama og morgenmad - og usædvanlig harmonisk leg på Varanens værelse - begav vi os ud i Den Nordlige Provinsby. Missionen var løbesko til Øglen og sandaler til Varanen, og med et relativt stort center inden for rækkevidde, føltes det ladesiggørligt. Vi fandt da også lynhurtigt et par (billige, oven i købet) løbesko til Øglen, som fik høje lovprisninger af sportsbutikssælgeren. Og selv om det 'bare' er Minimaraton hun skal løbe i weekenden og ikke ligefrem ultraløb, sætter jeg pris på, at de støtter de rigtige steder og indeholder bare et minimum af affjedring.

Sandal-missionen viste sig lidt mere besværlig. Primært på grund af, at Varanen nægtede at prøve sandalerne. Han ville allernådigst lade sin fod måle med sandalens sål, men så heller ikke mere, og så må jeg tilstå, at jeg ikke gad købe et par (fårk, sandaler er dyre), for blot at komme hjem med dem og konstatere, at pasformen ikke var så god. Vi må købe på nettet, eller også må jeg et smut i Bilka af alle steder og erhverve mig et par sandaler magen til dem, Øglen har været så heldig at få lov at teste (sammen med et par flotte, lyserøde gummistøvler). De er forbavsende pæne og robuste, og Øglen har allerede haft dem på i børnehave flere gange - på trods af, at det ikke har vrimlet med dage med sandalvejr for nylig.

Se! De er da meget pæne, er de ikke? Skind und alles

Efter sko-missionen fik ungerne hver et sundt og nærende mellemmåltid bestående af en rosinbolle fra bageren og en Capri Sonne, og så trillede vi over til biblioteket. Ikke så meget fordi vi skulle låne bøger (hell, vi kunne åbne vores eget bibliotek med alle de bøger, vi har på børneværelserne), men fordi biblioteket er midlertidigt placeret i en nyligt nedlagt, integreret institution. Og således har en rimelig nice legeplads. (Og jeg fornærmer vist ingen, hvis jeg siger, at gode legepladser ikke er det, der er flest af heroppe i DNP). Vi brugte knap halvanden time (helt for os selv. Der var ikke et øje) med både højtlæsning, seje legesager og sej legeplads (som er blevet så tilpas vild pga. manglende beskæring og græsslåning, at der var helt eventyrligt), og så var Varanen så træt, at han begyndte at lave ballade. Et hurtigt smut til bageren efter weed (som HDD så tøhø-agtigt kaldte hvedeknopperne, da han i en sms spurgte, om jeg ikke kunne stå for dét indkøb), og SÅ hjem.


Masser af klatretræer på legeren


Varanen inspicerer rutschebanen ...

... og nægter at rutsche på den, fordi der ligger visne blomster fra kastanjetræet på den. Og de er jo, som vi alle ved, uTROligt farlige (!) Mon det der med at være bybarn sidder i generne? :-)

Efter en hurtig frokost knalder Varanen nu brikker i klapvognen på terrassen, og Øglen er stukket af ind på sit værelse med den nys hentede app Pengeby. (Kender I den? Det er Danske Banks nye app til børn, og den er faktisk rigtig god. Den lærer børn om pengenes værdi på en sjov og hyggelig måde. Øglen er svært begejstret). Og hendes pyjamas.

Mig? Jeg drikker kaffe. Og blogger. Og ignorerer den øredøvende kalden fra hhv. vasketøjsbjerget i bryggerset, støvsugerbehovet i stuen og den bekymrende store mængde mælkebøtter, der er ved at overtage haven. Overvejer seriøst at iføre mig nattøj og tage mig en lille morfar. For sådan en bør man næsten have på en pyjamasdag? Ikke? Eventuelt på loungesofaen på terrassen ...

7 kommentarer:

  1. Øj, en hyggelig dag! Ikke for at gnide salt i såret (du har jo det der selvstændigheds-/enkeltmandsvirksomheds-halløj-flexibilitetshalløj :-)), så glæder jeg mig vildt til i morgen og 3 dages-weekend. Tidligt op, boller i ovnen, pak drengebørn i bil inkl. lune morgenboller, juice og frugt - og kaff' til forældrene, og så afsted til sommerhuset og 3 dages familietid. - Inden næste uge næsten tager pusten fra mig med job og sager, men det er jo først i næste uge. Ps. hvor vi går på næsten 3 ugers ferie! Jubiii....

    SvarSlet
    Svar
    1. Åha, det lyder også dejligt. Er det jeres eget sommerhus? Sådan et gad jeg SÅ godt at have, men så skal jeg vist lige vinde i Lotto først. Eller arve ukendt (og stenrig) slægtning. Elsker sommerhusstemningen og følelsen af al tid i hele verden - og på trods af, at vi har vores egen (sommerhusagtige) have, er det bare ikke det samme.

      Er i øvrigt ret misundelig på både jeres 3-dages weekend og jeres 3 ugers ferie. Selv sidder jeg lige nu og sveder over opgaver, jeg snart skal være færdig med, og HDD er taget til Farmor med ungerne. Gæt, hvor jeg helst vil være :-)

      Slet
  2. Vi er også glade for vores Føtex-sandaler (som jo er de samme som Bilkasandaler) Og jeg var allermest glad for prisen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også svært glad for prisen på Føtex-/Bilka-sandaler. Men sidst jeg tjekkede var der bare ingen (som i i n g e n) af dem i 'vores' Føtex. Så enten havde de bare helt og aldeles udsolgt, eller også har de dem ikke i sortimentet. Så Bilka it is, lader det til ...

      Slet
  3. Det lyder som en totalt fed pyjamas dag. Sådan en kunne jeg egentlig godt bruge. Hvilket firma har du? God bededagsferie

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var også bare den bedste dag. Reptilerne var helt smadrede i går aftes, selv om vi jo egentlig ikke lavede så meget. Så jeg kan bestemt anbefale det :-) Jeg har mit eget lille tekstforfatter-firma, hvor jeg skriver på livet løs :-)
      God bededagsferie til dig også!

      Slet
  4. Jeg har aldrig haft fornemmelsen af, at du brokker dig over dit arbejde - til gengæld er jeg megamisundelig på det, så jeg tror faktisk nærmere, du har beskrevet det rigtig godt :)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...