torsdag den 19. juni 2014

Hej!

Jeg er her stadig. Alle mine ord bliver bare brugt på arbejdsopgaver, så om aftenen er mine fingre helt og aldeles tomme, og jeg falder om i sofaen med hæklerier og serier. Derfor er det ikke lige bloggen, der bliver brugt flest ord og kræfter på for tiden.

Ikke, at der ikke sker noget. Siden sidst har der fx været sommerfest i børnehaven. Som var helt vildt hyggelig (faktisk. Er jo ellers pr. definition temmelig skeptisk over for den slags tvungen socialiseren). Det var simpelthen så hyggeligt at se Øglen fise rundt med alle sine venner og veninder og mindst lige så hyggeligt at se Varanen forsøge at følge trop. Jeg gjorde mit bedste for ikke at være for hønemors-agtig og lod ham udforske den store legeplads alene - eller i hvert fald sammen med "de store piger". Om to måneder begynder han jo i børnehaven, og så bliver jeg jo alligevel nødt til at slippe ham bare en anelse. Jeg øver mig i det små, men helt god til det bliver jeg næppe.

Loppis i Charlottenlund har der også været på tapetet. Naboen og jeg gentog sidste års succes og havde lejet en stand. Der var noget festuge-halløj, så der var god gang i byen og derfor masser af mennesker. Jeg fik solgt lidt ud af alt det skrammel, jeg havde med, jeg har fået pakket nogle store poser til den lokale genbrug, og så fik jeg - selvfølgelig - købt nogle ting til mig selv også. Selv om jeg næsten havde lovet HDD ikke at komme hjem med andre folks skrammel. Ikke, at der var tid til at kigge så meget rundt hos de andre stande, desværre. Men så var det jo heldigt, at der hang den smukkeste Malene Birger-frakke og lokkede i standen lige ved siden af. I den rigtige størrelse. Til den rigtige pris. Så haps! Jeg fik også købt en Max Mara-blazer af min loppis-makker, lidt undertøj (ubrugt, that is!) og et par stilletter. Eller - stilletterne fik jeg, da det var sidst på dagen, og de ellers bare ville ryge til genbrug. Men allywl.

Der har også været tid til et besøg af Farfar og hans kone. De bor langt væk, så vi ser dem sjældent, men det var dejligt at have tid til at snakke, drikke kaffe og nyde det gode vejr. Ungerne nød også at have besøg og få masser af opmærksomhed, så alt i alt var weekenden helt perfekt.

Et spændende møde, som jeg forhåbentlig kan fortælle mere om senere (hader I ikke bare dem, der laver sådan nogle irriterende teasere? Ja? Bare ærgerligt), blev også klemt ind i den forgangne uge. Der er travlt på arbejde (yay!), der er sommereftermiddage, der skal nydes med ungerne, aftener, der skal slappes af i - og så har der heldigvis også været en enkelt aften med tid til besøg af de dejligste veninder. Som bor så tilpas langt væk, at vi ses alt for sjældent. Vi drak vin og spiste jordbær, talte om mænd og børn og gamle dage, om de vigtige valg og fravalg i livet og om noget så basalt (og vigtigt, mind you!) som hvor man finder de perfekte flade sko. (& Other Stories, viser det sig. Håber jeg. Jeg skal i hvert fald have bestilt et par snart!) En aften jeg i den grad trængte til, og som jeg håber, der kommer mange mange flere af. Snart. Og ikke først når børnene er blevet store og flyttet hjemmefra, som jeg så ofte hører folk tale om. Jeg ved godt, at man ikke kan få det hele - små børn kræver meget tid, men jeg synes egentlig ikke, det udelukkende er egoistisk at håbe på (og kræve!) tid med veninderne fra tid til anden. Det SKAL simpelthen prioriteres. Også selv om det bliver på en anden, temmelig meget mere planlagt måde, end dengang man alle boede i cykelafstand fra hinanden og drak øl eller kaffe i byen 3-4 gange om ugen ... (I øvrigt godt, at jeg ikke gør dét mere. Jeg drak to glas vin forleden og vågnede op dagen efter med tømmermænd. Virkelig sølle).

Så hverdagen buldrer derudad med 400 km i timen. Det går stærkt, og jeg fatter ikke, hvor tiden bliver af. Reptilerne bliver så store, og selv Varanen er ikke spor lille mere. Hverken hvad angår ordforråd eller statur (har lige sorteret en hel del tøj i str. 98 fra. Kæmpedreng, altså!) Der er mange ting, der bliver uendeligt meget nemmere, når børnene pludselig er store, men derfor er det nu underligt alligevel pludselig at være mor til to halvstore børn. Identitetskrise coming right up ...

Menaltså. Jeg er her stadig. Jeg skal bare liiiiige ...


6 kommentarer:

  1. Åh ja, venindetid. Kan afsløre at det også kan være svært at ses, selv om man bor tæt. For der er altid et barn der skal til fritids-er-eller-andet eller et forældremøde osv. Suk - jeg skal også til at prioritere det noget mere!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, der er altid lige et eller andet. Kender det kun alt for godt, men jeg bilder mig ind, at det bestemt ikke bliver bedre af, at jeg og mine veninder bor så langt fra hinanden. Når der også skal indregnes en lille times transport frem og tilbage, så bliver det et endnu større logistisk puslespil at finde en dag at ses. Men prioritering må der til! For det er bare så hyggeligt, altså!

      Slet
  2. Min veninde og jeg var netop af sted i sidste uge på første venindedate med café og (tre) drinks for første gang i årevis! Vi aftalte, at det skal vi gøre hver 3. måned fra nu af. Vi ses også oftere end det - hun kommer indimellem forbi om eftermiddagen efter arbejde, men hvem ved, om det bliver tid til det, når jeg starter igen? Åh ja, tiden flyver. Og det gør den også hos jer, kan jeg forstå ;) Det er helt vildt. Synes den går lidt for stærkt for tiden!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig i, at tiden går alt for stærkt. Jeg prøver at nyde det og få så meget ud af det som muligt, men mere vil have mere :-) Det lyder som en god idé at have en fast aftale hver 3. måned. Mine veninder og jeg aftalte også forleden, at vi fremover ikke længere må gå hjem fra en hyggeaften uden først at have fundet en ny dato at ses på. Så nu er aftalen en sommerhustur i september. Det bliver heller ikke så tosset :-)

      Slet
  3. Så skønt at høre lidt fra dig igen. Vi kender jo alle det med at der LIGE er noget der skal ordnes og uanset hvor gerne man vil, så kan man ikke alting på een gang.
    Og så er det i øvrigt altid vigtigere at hygge med børn, veninder eller familie end at opdatere bloglæsere ;-) Det er kun positivt, at det er sådan prioteringen er.

    Mange hilsner
    Ditte

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret - Det Virkelige Liv er nu engang vigtigere :-) Tak for din søde kommentar!

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...