lørdag den 12. juli 2014

Om sidste dag i vuggestuen og førferie

I går var Varanens sidste dag i VS. Sidste dag som i "for evigt". For nu holder han ferie, og når han kommer retur, står den på børnehave. Sammen med Øglen. Det bliver så dejligt for dem begge, og Varanen er mere end klar til nye udfordringer og rammer til lidt større børn. Han er sprængfyldt af energi og gåpåmod, og derfor bliver en ny, udfordrende legeplads, fx, meget kærkommen. Inkl de knubs det så må give, når man er en kende overmodig ...

Farvel til vuggestuen for allersidste gang ...

Alligevel synes mutti her, at det er lidt vemodigt. At han ikke er helt stor nok til at skulle i børnehave. For han er jo min lille baby! Vupti gik jeg fra at være mor til en stor pige og en babydreng (eller ... you know) til at have to store børn. Og det betyder, at min identitet som småbørnsmor er om ikke er rystet i sin grundvold så i hvert fald påvirket. Og det skal jeg lige finde ud af at håndtere. Men det er jo min kamp, som den stakkels Varan ikke behøver blive blandet ind i. Og indtil videre har jeg undladt at græde på ham over det. Lad os håbe, det varer ved ...

Varanens sidste dag gik glat. Vuggestuen var sommerferieramt, så der var kun 14 børn og 3 voksne, og ingen var (heldigvis) særligt sentimentale. Hvilket passede mig fint, for jeg er elendig til at sige farvel og havde frygtet våde øjne og en grådkvalt stemme - omend jeg på ingen måde var lige så trist, som da Øglen forlod sin gamle børnehave. Ikke, at vi ikke har været glade for Varanens vuggestue, bevares! Den har været alletiders, men måske fordi den er hans vuggestue nr. tre (stakkels barn), eller fordi jeg er blevet mere hærdet med tiden (jeg tillader mig at tvivle), var dagen bare hyggelig med en snert af vemod - primært fordi det i dén grad cementerer, hvor stor min lille dreng er blevet.

Kildetur af yndlings-Rematilde

Jeg havde lavet frugtkopper med flødeskum til vuggestuen (som kører stram sukkerpolitik), og kl 14 mødte HDD og jeg op til eftermiddagshygge. Så sad vi ellers dér, på et vattæppe i skyggen af et stort træ på vuggestuens "lille legeplads" (de har også en stor, bare for the record), omringet af smållinger. Varanen delte frugtkopper og skeer ud og var stolt som en pave - lige indtil han blev sur over, at han kun måtte få én kop. Derefter ville han bare hjem, så afskedsseancen blev en anelse abrupt, og der skulle lidt overtalelse til for at få ham til at kramme hans søde pædagoger. Men det lykkedes, og vi kom af sted - efter først at have givet stuens pædagoger lidt lækkerier og et sødt (synes jeg da i hvert fald selv) brev skrevet bagpå en af Varanens tegninger.

Da vi havde hentet Øglen og ønsket god sommer i børnehaven (vi ses om 5 uger! Nu med Varan!), satte vi kursen mod havnen for at fange krabber. Krabbefangst og store is - så er det ferie! I hvert fald for ungerne.

Lå-låååh - ferie!

Der fiskes ... 

... og fanges ...

... og ræses ...

I dag har vi taget hul på førferien ved at rykke til København. Vi fik mulighed for at låne en lejlighed, og da det dels giver HDD væsentligt kortere på arbejde, dels giver flere muligheder (for mig) for at aktivere ungerne, syntes vi, det var en god plan. Så her er vi nu. I lækker lånelejlighed i dejligt kvarter - med en skøn følelse af at være på 'rigtig' storbyferie. For selv om vi kender Kbh godt, er det Østerbro, vi kender som vores egen bukselomme. Nu er vi havnet i et 'fremmed' hood, og selv om vi kender til det, er der masser af ting og steder, der skal udforskes. Har oven i købet fået stillet en ladcykel til rådighed, så byen ligger åben for reptilfamilien. Yay!

Første førferiedag er blevet brugt på dels at 'lande' i lejligheden, dels at være i Cirkus Summarum. Dejlige ting begge to, omend Varanen ikke var helt solgt på Summarum. Slush ice-delen: Bestemt. Popcornsdelen: Självklart. Cirkusdelen: Not so much. Han syntes, det 'larmede for meget', og jeg vil helt klart give ham ret i, at lyden var meget høj. Heldigvis fik vi mulighed for at låne et par hørebøffer, og det hjalp da også lidt, men han var inde og ude af teltet tre-fire gange under første halvleg (eller hvad det nu hedder), og anden halvleg gik han helt glip af. (Og det gjorde HDD så også. Men han fik til gengæld første runde). Øglen var fyr og flamme og elskede hvert et sekund, og både HDD og jeg syntes også, det var godt. Selv om jeg ikke fik samme fornemmelse af sammenhæng i stykket, som sidst jeg var det, men det skyldes jo nok, at jeg var temmelig fraværende de første 50 minutter.

Lille mand med stor slush ice

Her til aften var begge unger så trætte, at de dårligt kunne stå på benene, og HDD og undertegnede har det faktisk på samme måde. Helt maste efter en begivenhedsrig - og dejlig - dag. Må alle de andre dage blive lige så dejlige; gerne med et lidt mindre ambitiøst program!

16 kommentarer:

  1. Ej men altså, lille store Varan! Ikke at jeg forstår det. Han er jo bare den der lille søde baby, med meget hår :-)

    Lyder som alletiders feriestart. Og 5 uger, wauw! Håber at I får nogle fantastiske uger i den københavnske. Vi har hoppet CS over i år. Drengene ser ikke specielt meget Rama (slang you know), der er ikke nok våben og særlige superhelte evner på den kanal :-) Og særligt V vil ikke kende mange af karakterne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg fatter heller ikke, hvor tiden blev af. Nogen har taget min lille baby :-)

      5 uger er den rene luksus. Også selv om de to første uger her kun er ferie for børnene og fleksarbejde for os forældre. Det lugter lidt af ferie alligevel, fordi omgivelserne er nye :-)

      Tænk engang at have børn, der ikke ser så meget Rama. Hvordan er det?! :-)

      Slet
    2. Det er jo ikke fordi vi ikke ser (ganske forfærdeligt) børnefjernsyn. Det er bare mere voldsrelateret som Ninjago, Chima, Batman og de andre superhelte. Drengene elsker det, og moren fatter ikke en brik. Men vi ser da også Mysteriet på Rama-app'en.

      Slet
  2. Ah, hvor dejligt med byferie:) Vi skal til København på fredag, lørdag skal vi se den lille havfrue i operaen og så går turen til Trelleborg i Sverige:)
    Kan I ha' en rigtig go' ferie:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder også som en dejlig tur, I skal på. Det er nu dejligt med byferie fra tid til anden. Også rigtig god ferie til jer!

      Slet
  3. Lyder så fedt med førferien. Den bedste idé ever! Og så med ladcykel ... ! Jeg vil også!

    SvarSlet
    Svar
    1. Gør det, gør det! Det ER fedt! :-)

      Slet
  4. Skøn før-ferie til jer og tillykke med to børnehavebørn. Rigtig god ferie når i kommer dertil :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak og tak! Håber, I nyder ferien i fulde drag!

      Slet
  5. Rigtig god før-ferie :) med alt hvad den kan bringe af spændende ting i Kbh og omegn ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have. Håber, den bringer en masse spændende med sig - og at vejret bliver bare en anelse bedre!

      Slet
  6. Hav en skøn ferie i et nyt og spændende hood... Østerbro står lige her og venter på besøg!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Østerbro FÅR besøg, kan du tro. Mere end én gang! :-)

      Slet
  7. Vildt, at han er blevet så stor! Synes det er meget kort tid siden, at han lå i liften foran den gamle vuggestue... Jeg kom i øvrigt til at klikke på linket om Øglens farvel til børnehaven på Østerbro, og blev helt rørt - N har masser af gode venner der, men ingen som Øglen! Håber vi kan finde ud af en playdate, mens I hygger i storbyen :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes jo heller ikke, det er så længe siden. Men det er det så åbenbart. Vildt, når vi ikke selv er blevet ældre overhovedet ;-) Åh ja - Øglens farvel til børnehaven kan stadig give mig våde øjne. Snøft, mand! Øglen glæder sig til playdate; der er ingen venner over N :-)

      Slet
  8. Wow, så stor han bli'r ! Det er dejligt at I har så lang ferie sammen med ungerne. Det er guld værd :-)
    Store børnehavedreng altså...kan godt forstå det må være lidt vemodigt pludselig at ha' to børnehavebørn og ingen "baby".

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...