Jeg er inde i en blog-tørke i øjeblikket. Ikke bare fordi jeg har psykotravlt med opgaver på jobbet (
yay, red.), eller fordi der ikke sker noget (
det gør der, red.), men det er bare som om, ordene ikke vil ud.
Som så mange bloggere før mig (
og formentlig efter) er jeg i et vadested mht. bloggen. Jeg er kørt lidt fast og rokker mig tilsyneladende hverken frem og tilbage. Det er ikke fordi, reptilerne ikke er godt stof; hell, de kunne levere indhold til fem blogge mere, hvis bare jeg havde tiden og ordene, men fra tid til anden bliver jeg grebet af tanken om, hvorvidt det egentlig er ok, at jeg overhovedet blogger om dem.
Smuk udsigt fra en af mine løbeture (hør mig prale) på Langeland i forrige uge. En ferie, som jeg nok skal få blogget om, som jeg lovede i seneste indlæg. Skal bare liiiiige ...
Dengang jeg var lille, var internettet ikke en del af ligningen. Det var digitale fotos heller ikke. Det forhindrede imidlertid ikke min far i at skyde løs med spejlrefleksen, så jeg har ikke min knipseglæde fra fremmede. Der er altså taget en hel del billeder af mig i tidens løb. Flere af dem har endda været i avisen (
oh the joy of being datter af en chefredaktør!), men dels var jeg lille og derfor lidt ligeglad, dels var avisen et forgængeligt medie i den forstand, at de fleste brugte den til at tænde op med eller kyle i stakken til genbrug, når de var færdige med den.
Along came internettet! Jeg har vel været omkring 11-12 år, da 50 kBit-modemmerne knasede sig ind i danskernes telefonnet og efterlod de voksne (
og senere mig selv, da jeg først fattede, hvad det gik ud på) sidde uforholdsmæssigt længe foran skærmen i spænding, når resultatet fra AltaVista (jep. AltaVista!) var i gang med at loade. L a n g s o m t. Seriøst - tænk, at man ikke døde af utålmodighed. Men vi vidste selvfølgelig ikke bedre dengang. Og da der så kom ISDN kunne vi jo nærmest ikke få armene ned over, hvor hurtigt det gik
#not, og at man kunne - og hold nu fast - TALE I TELEFON! SAMTIDIG med, at man var på nettet. For vildt!
Rude Skov i efterårsklæder. Smukt og roligt
Nå, det var et sidespring. Men altså - internettet kom på banen og blev om ikke almindeligt, så i hvert fald medvirkende til, at det blev en del nemmere at kommunikere på tværs af by- og landegrænser. En dag berettede min far, at han var blevet kontaktet af en eller anden amerikaner i forbindelse med, at sidstnævnte havde købt en æbleskivepande
(!) på et loppemarked og havde googlet - nej, undskyld; altavistaet - skidtet. Og stødt på et (
meget lidt flatterende) billede af min veninde og jeg, som min far, uvist af hvilken grund (help me out here, Nærfart?!) havde lagt online. Så i den forbindelse ville amerikaneren høre, om min far mon havde en opskrift på de hersens æbleskiver. Det syntes min far jo var meget sjovt (
“Tænk, at en mand helt fra the US of A fandt frem til lige netop dét billede!”) - og ja, han havde en opskrift - men da sandhedens gru gik op for min veninde og jeg - at billedet (
som vitterligt VAR rigtig grimt; jeg var sq ikke nogen køn unge, altså) var tilgængeligt for a l l e, der måtte finde på at
google altavistae en eller anden kombination af æbleskive + pande + billede (
og vente 400 år på, at billedet loadede) - kunne vi overHOVEDET ikke se det sjove i det. Som i SLET ikke. Faktisk døde vi lidt af pinlighed, som kun tweens kan gøre det, og håbede og bad til, at det i det mindste ikke kom i avisen (
som dengang havde mere magt i lokalsamfundet end nettet. Trods alt).
Det gjorde det selvfølgelig, men det er en anden historie.Og det er så her, jeg er nu med mine tanker. Tilbage ved en gammel æbleskivepande og et - ét - pinligt billede af mig. På nettet, altså
. (Og nej, jeg tror ikke, man kan finde billedet på Google, så I behøver ikke at prøve. Jeg har forsøgt. Og nej, Nærfart - du behøver heller ikke at poste det, selv hvis du skulle have en obskur, gammel URL eller lign.). Jeg ved godt, at reptilerne ikke er tweens endnu. Og jeg ved også godt, at det er langt mere normalt at poste billeder af sine børn i dag, end det var engang.
Desuden har jeg ingen æbleskivepande. Men stadigvæk, så lægger jeg rask væk billeder op af ungerne - og tilføjer tekst om deres gøren og laden, som jeg synes er sød (
ligesom min far formentlig syntes, jeg var sød på det der æbleskivepande-billede). Og det er jo ikke sikkert, at de synes, det er så fedt, når de bliver tweens. Eller endnu ældre, for den sags skyld.
Varanen smed støvlerne og soppede løs i efterårsferien. Vandet var lige koldt nok for min smag, men han har tilsyneladende en lille vinterbader i maven, der gerne ville ud
Jeg ved godt, at det er at tage sorgerne på forskud. Og jeg forsøger selvfølgelig at undgå at poste
alt for åbenlyst pinlige billeder og udtalelser af og fra dem. Men er det nok? Beskytter jeg dem nok? Eller burde jeg i virkeligheden bare stoppe, mens legen er
nogenlunde god og håbe på, at jeg får taget mig sammen til at lave en offline “barnets bog” (
haha, who am I kidding?)?
Ovenstående spørgsmål er retoriske, for selv om I er et dejligt monopol, så er det vist kun nogle, jeg selv kan svare på.
Især det om barnets bog. Med tiden. Jeg har ingen umiddelbare planer om at lægge bloggeriet på hylden, men jeg overvejer, om jeg skulle prøve at lægge stilen om. Jeg ved bare ikke til hvad. (
Men jeg kan garantere, at det ikke bliver til en samfundsfaglig stil, bare hvis der var nogen, der skulle savne den slags indhold …)
Er jeg den eneste, der gør mig den slags tanker om børnenes (ufrivillige) onlinetilstedeværelse? Og/eller ser jeg bare spøgelser ved højlys dag? (
Ikke-retoriske spørgsmål her, btw). Lad mig meget gerne vide, hvad I tænker - det kan være, at input kan være med til at skabe lidt ro i tankemylderet :-)