Jeg lærer det tilsyneladende aldrig

Når begge unger er hjemme, og der er lidt for god tid til at drikke kaffe, så er der ballade i luften. Med børn på hhv. 5,5 og 3 burde man tro, at jeg havde lært det nu. Men nej, åbenbart.

I går havde begge unger fri. Det var egentlig ikke planen, men der var lidt logistiske udfordringer, da Varanen skulle til børneundersøgelse hos sundhedsplejersken (noget, man åbenbart gør sig i her i kommunen, når børnene er omkring 3 år) på et ikke så børnehavevenligt tidspunkt. Men mens jeg var i færd med at omrokere opgaver for at få en onsdagsfridag passet ind, ringede Farmor og spurgte, om hun ikke måtte låne ungerne til en hyggedag hos hende. Klart!

Så efter sundhedsplejersken (hvor yngste skud på stammen naturligvis var så velopdragen, sød og dygtig, at man skulle tro, det var løgn), snuppede Farmor begge unger med, og jeg fik tid til at arbejde. De kom igen ud på eftermiddagen, efter Varanens frisørtid.

Nåååhr, hvor var han blevet fin med sit korte hår. Han så helt anderledes ud, og nu kan man oven i købet se både hans øjne og hans pande. Han var ret begejstret over frisøren (muligvis fordi han havde fået en slikkepind bagefter), og Øglen havde også hygget sig, mens hun sad og ventede (muligvis fordi hun også havde fået en slikkepind).

Farmor og jeg lavede kaffe, og mens vi drak den og sad og sludrede, legede ungerne forbavsende godt sammen. I forbavsende lang tid. Og det var så her, min mistænksomhed burde være blevet vakt. Men den var åbenbart ude af funktion, for det eneste, jeg tænkte, var, at det var dejligt, at de hyggede sig så godt.

Alarmklokkerne burde have ringet lidt højere, end de gjorde, da Øglen stolt kom med Varanens elskede giraf og fremviste den med et "Se! Vi har klippet Gumle!". Den så da ganske rigtigt også noget korthåret ud, men bortset fra, at orangerødt polyesterhår ikke er mit førstevalg, hvis der skal spredes noget ud over huset, går det jo nok. Gumle har været min bamse for ca. en milliard år siden, og det er et mirakel, at den stadig lever, så en korthårsfrisure er helt ok.

Plysset Gumle - tidligere med lang manke

Men øh. Så var det, at jeg lige gik ind for at besigtige de afklippede giraflokker. Bare så jeg ikke behøvede at støvsuge mere end højst nødvendigt - man er vel praktisk. Og så en hel del hår, der med garanti ikke stammede fra Gumle. Eller nogen andre tøjdyr, for den sags skyld. Og spurgte med henkastet ro, om de mon også var kommet til at klippe Varanen lidt. Dét var de. Men i stedet for "lidt" var de gået efter "temmelig meget". Og om det ikke var blevet flot? Hår vokser ud igen, og alle overlever. Der var heller ingen, der blev sure. Selv om det godt nok er blevet kort*. Men det gør ikke noget, at det er oppe midt på hovedet, så det er ikke det første, man ser.

Jeg klippede selv i mit hår, da jeg var lille, og jeg ved, hvor fascinerende den der swooosh-lyd af saksen kan være. Det har nok heller ikke hjulpet, at vi har læst Villads fra Valby for nylig, hvor Villads klipper al Fridas hår af. Men vi havde lige en snak om, at fremover, så skal man huske at sige det til en voksen, hvis man får lyst til at klippe i hinanden.

... Og jeg skal huske, at stilhed er lig med ballade. Af en eller anden slags.

*Desværre ingen billeder af Varanen. Glemte helt at tage nogen af den nyklippede Varan, og hjemmeklipperierne behøver ikke blive gemt for eftertiden ...

Noget om æbleskivepander og onlinetilstedeværelse

Jeg er inde i en blog-tørke i øjeblikket. Ikke bare fordi jeg har psykotravlt med opgaver på jobbet (yay, red.), eller fordi der ikke sker noget (det gør der, red.), men det er bare som om, ordene ikke vil ud.

Som så mange bloggere før mig (og formentlig efter) er jeg i et vadested mht. bloggen. Jeg er kørt lidt fast og rokker mig tilsyneladende hverken frem og tilbage. Det er ikke fordi, reptilerne ikke er godt stof; hell, de kunne levere indhold til fem blogge mere, hvis bare jeg havde tiden og ordene, men fra tid til anden bliver jeg grebet af tanken om, hvorvidt det egentlig er ok, at jeg overhovedet blogger om dem.

Smuk udsigt fra en af mine løbeture (hør mig prale) på Langeland i forrige uge. En ferie, som jeg nok skal få blogget om, som jeg lovede i seneste indlæg. Skal bare liiiiige ...

Dengang jeg var lille, var internettet ikke en del af ligningen. Det var digitale fotos heller ikke. Det forhindrede imidlertid ikke min far i at skyde løs med spejlrefleksen, så jeg har ikke min knipseglæde fra fremmede. Der er altså taget en hel del billeder af mig i tidens løb. Flere af dem har endda været i avisen (oh the joy of being datter af en chefredaktør!), men dels var jeg lille og derfor lidt ligeglad, dels var avisen et forgængeligt medie i den forstand, at de fleste brugte den til at tænde op med eller kyle i stakken til genbrug, når de var færdige med den.

Along came internettet! Jeg har vel været omkring 11-12 år, da 50 kBit-modemmerne knasede sig ind i danskernes telefonnet og efterlod de voksne (og senere mig selv, da jeg først fattede, hvad det gik ud på) sidde uforholdsmæssigt længe foran skærmen i spænding, når resultatet fra AltaVista (jep. AltaVista!) var i gang med at loade. L a n g s o m t. Seriøst - tænk, at man ikke døde af utålmodighed. Men vi vidste selvfølgelig ikke bedre dengang. Og da der så kom ISDN kunne vi jo nærmest ikke få armene ned over, hvor hurtigt det gik #not, og at man kunne - og hold nu fast - TALE I TELEFON! SAMTIDIG med, at man var på nettet. For vildt!

Rude Skov i efterårsklæder. Smukt og roligt

Nå, det var et sidespring. Men altså - internettet kom på banen og blev om ikke almindeligt, så i hvert fald medvirkende til, at det blev en del nemmere at kommunikere på tværs af by- og landegrænser. En dag berettede min far, at han var blevet kontaktet af en eller anden amerikaner i forbindelse med, at sidstnævnte havde købt en æbleskivepande (!) på et loppemarked og havde googlet - nej, undskyld; altavistaet - skidtet. Og stødt på et (meget lidt flatterende) billede af min veninde og jeg, som min far, uvist af hvilken grund (help me out here, Nærfart?!) havde lagt online. Så i den forbindelse ville amerikaneren høre, om min far mon havde en opskrift på de hersens æbleskiver. Det syntes min far jo var meget sjovt (“Tænk, at en mand helt fra the US of A fandt frem til lige netop dét billede!”) - og ja, han havde en opskrift - men da sandhedens gru gik op for min veninde og jeg - at billedet (som vitterligt VAR rigtig grimt; jeg var sq ikke nogen køn unge, altså) var tilgængeligt for a l l e, der måtte finde på at google altavistae en eller anden kombination af æbleskive + pande + billede (og vente 400 år på, at billedet loadede) - kunne vi overHOVEDET ikke se det sjove i det. Som i SLET ikke. Faktisk døde vi lidt af pinlighed, som kun tweens kan gøre det, og håbede og bad til, at det i det mindste ikke kom i avisen (som dengang havde mere magt i lokalsamfundet end nettet. Trods alt). Det gjorde det selvfølgelig, men det er en anden historie.

Og det er så her, jeg er nu med mine tanker. Tilbage ved en gammel æbleskivepande og et - ét - pinligt billede af mig. På nettet, altså. (Og nej, jeg tror ikke, man kan finde billedet på Google, så I behøver ikke at prøve. Jeg har forsøgt. Og nej, Nærfart - du behøver heller ikke at poste det, selv hvis du skulle have en obskur, gammel URL eller lign.). Jeg ved godt, at reptilerne ikke er tweens endnu. Og jeg ved også godt, at det er langt mere normalt at poste billeder af sine børn i dag, end det var engang. Desuden har jeg ingen æbleskivepande. Men stadigvæk, så lægger jeg rask væk billeder op af ungerne - og tilføjer tekst om deres gøren og laden, som jeg synes er sød (ligesom min far formentlig syntes, jeg var sød på det der æbleskivepande-billede). Og det er jo ikke sikkert, at de synes, det er så fedt, når de bliver tweens. Eller endnu ældre, for den sags skyld.

Varanen smed støvlerne og soppede løs i efterårsferien. Vandet var lige koldt nok for min smag, men han har tilsyneladende en lille vinterbader i maven, der gerne ville ud

Jeg ved godt, at det er at tage sorgerne på forskud. Og jeg forsøger selvfølgelig at undgå at poste alt for åbenlyst pinlige billeder og udtalelser af og fra dem. Men er det nok? Beskytter jeg dem nok? Eller burde jeg i virkeligheden bare stoppe, mens legen er nogenlunde god og håbe på, at jeg får taget mig sammen til at lave en offline “barnets bog” (haha, who am I kidding?)?

Ovenstående spørgsmål er retoriske, for selv om I er et dejligt monopol, så er det vist kun nogle, jeg selv kan svare på. Især det om barnets bog. Med tiden. Jeg har ingen umiddelbare planer om at lægge bloggeriet på hylden, men jeg overvejer, om jeg skulle prøve at lægge stilen om. Jeg ved bare ikke til hvad. (Men jeg kan garantere, at det ikke bliver til en samfundsfaglig stil, bare hvis der var nogen, der skulle savne den slags indhold …)

Er jeg den eneste, der gør mig den slags tanker om børnenes (ufrivillige) onlinetilstedeværelse? Og/eller ser jeg bare spøgelser ved højlys dag? (Ikke-retoriske spørgsmål her, btw). Lad mig meget gerne vide, hvad I tænker - det kan være, at input kan være med til at skabe lidt ro i tankemylderet :-)

Vinder af give away!

SÅ skal jeg da ellers lige love for, at hverdagen har ramt hårdt og brutalt. Med masser og atter masser af arbejde, og det vil jeg bestemt ikke brokke mig over, men det betyder desværre, at bloggen lider lidt - inkl. min trækning af en vinder af min give away.

Min søde mor var så venlig at gøre mig opmærksom på, at jeg nu har overskredet dagen for trækningen med hele to dage, så nu må jeg hellere til det. So without further ado - og med hjælp fra vores ven, random.org, giver jeg jer vinderne af hhv. familiekalenderen og iPad-coveret:

Tillykke til vinderne. Jeg sender jer fluks en mail. Tak til alle, der deltog!

Jeg vender frygteligt tilbage med feriespam - har brugt hele efterårsferien i skønt sommerhus på Langeland i dejligt selskab, og det slipper I ikke for at høre side op og side ned om. Jeg skal bare lige arbejde færdigt først ...

Ost ost ost ost ost ost ost

Som barn var jeg (også) ret optaget af mad, så da jeg som ca. 8-årig hørte Sebastians Ostesang* på min folkeskole i forbindelse med et eller andet skuespil, så var jeg solgt. På sangen. Ikke så meget på osten - det kom senere - men sangen har siddet godt fast lige siden. Ikke mindst omkvædet, der primært handler om at synge "ost" utrolig mange gange hurtigt efter hinanden. Måske derfor reptilerne er så vilde med den?!

Øglen bryder sig ikke om ost, men Varanen og jeg elsker det (jeg spiser stort set alle oste, undtagen de skimlede. Så voksen er jeg åbenbart ikke blevet endnu), og HDD spiser det også gladeligt. Så da der for nogen tid siden dumpede en køletaske fuld af lækre oste fra Taverna ind hos os, blev den taget imod med kyshånd.

Ostefest!

Der var virkelig meget salatost, grillost og græsk yoghurt i tasken, og selv om jeg anser mig selv for at være en ganske habil ostespiser, er jeg blevet nødt til at give noget af osten væk til hhv. svigerfamilie og naboer. Resten er blevet brugt til bl.a. pizza og lasagne (fungerer ganske udmærket, faktisk), lækre salater og fyldte, bagte tomater. Ikke dårligt overhovedet.

Grillosten er mild og blød i konsistensen, og mens den neutrale udgave ikke smager af så meget, er der lidt mere spark i chilivarianten, som gør sig godt alene eller i en salat. Den græske yoghurt var lækker både til morgenmad med müsli (og honning, mmmm) og aftensmad som dressing med eller uden krydderurter.

Produkterne i indlægget er sponsorerede, men meninger og ord og holdninger und so weiter er helt og holdent mine.

*Omkvæd til ostesang:
Roquefort og emmentaler,
gorgonzola, jeg betaler
hvad som helst for feta!
Brie eller camembert,
hvad der lugter endnu værre,
gammel ost fra Kreta.
Ost, jeg vil ha' ost
jeg må ha' ost!
Ost, jeg vil ha' ost
jeg må ha' ost!
ost, ost, ost, ost, ost
jeg må ha' o-hooost!

Test og giveaway - helt to ting på én gang!

For snart længe siden blev jeg kontaktet af Onlinefotoservice.dk for at høre, om jeg ikke ville teste deres fotokalender. Jow-jow, mailede jeg tilbage - og glemte så alt om det. Det blev jo sommer og ferie, og der var jo også lige en masse arbejde, jeg skulle have lavet, og bloggen var inde i en tørkeperiode og sådan - men en dag kom jeg i tanker om den der test, så jeg skyndte mig at maile og undskylde og høre, om tilbuddet stadig stod ved magt. Det gjorde det.

Og så glemte jeg alt om det. Igen. Flot!

Men nu! Ikke blot står tilbuddet stadig ved magt - der er også blevet smidt en ekstra test oven i hatten (hvilket har en hel del at gøre med, at jeg skrev og plagede efter at have set en anmeldelse ovre hos Liv). Hvor det hele begyndte med en test (og en giveaway) af en fotokalender, har jeg nu også fået lov til at teste (og udlodde) et iPad-cover. Ret rart, eftersom vi netop har haft en iPad-rokade hjemme hos os, og nogen (host Øglen host) ikke er helt nede med sit lyseblå cover. Hun vil gerne have et med dyr på, siger hun. Eller - even better - et lyserødt! Jeg havde så godt nok ikke lige hverken et billede af et dyr eller noget lyserødt på min kamerarulle, så det endte med at blive et ret cute (hvis jeg da selv skal sige det) billede af Øglen og Varanen siddende sammen i stedet. Og det blev godkendt af Øglen med det samme.

Bestilling og levering foregik hurtigt og smertefrit. Endda mere smertefrit end tidligere, hvor jeg har gjort brug af Onlinefotoservice, og hvor der var tidspunkter, hvor jeg følte mig svært fristet til at hamre hovedet hårdt ned i tastaturet og råbe r*v! Men dengang handlede det om fotobøger, og det har formentlig også haft noget at sige, at jeg først havde brugt oceaner af tid på at udvælge billeder for derefter at møde utidig software. Hvilket ikke var nogen heldig kombination.

Men nå. Fotokalenderen var supernem at lave. Jeg kunne godt have tænkt mig at have haft flere layoutmuligheder - billederne er lige små nok for min smag (lige bortset fra det på forsiden) - men der skal jo også være plads til kalenderdelen. Og selve processen fungerede fint.

Fin, fin kalender i god, tyk kvalitet

Hvad angik iPad-coveret, så bestilte jeg det via Onlinefotoservice's app (som nemt hentes via Google Play eller App Store alt efter styresystemet på din smartphone), og dét gik hurtigt! Jeg kunne ikke finde ud af at redigere/skalere billedet i appen, men det var ok beskåret i forvejen, så det gjorde ikke det store.

 

Dét her billede er så ikke så godt beskåret, men fokusér på coveret i stedet. Det er lidt tungt, men det virker godt beskyttende. Jeg kunne ikke finde et cover til en iPad Mini, men da vi også har en 2'er, bestilte jeg et cover til den i stedet.

Der gik et par dage fra bestilling til levering, og produkterne er begge i fin kvalitet og lever helt op til forventningerne. Ungerne synes, det er sjovt at se sig selv på kalenderen, og jeg har et naivt håb om, at vi bliver sådan nogle, der ret faktisk kan finde ud af at bruge en familiekalender - guderne må vide, at vi kunne bruge den struktur i hverdagen, det kunne give (siger moderen, for hvem det kommer bag på HVER mandag, at Øglen skal til gymnastik).

Ooooog ... *trommehvirvel* ... Hvis der nu er nogle af jer derude, der kunne bruge enten en familiekalender eller et personligt iPad-cover, så kan I vinde et her. Det eneste det kræver, er, at I lægger en kommentar inkl. jeres mailadresse (husk det nu!) og skriver, hvilket et af produkterne, I helst vil vinde. Så trækker jeg lod efter efterårsferien - skal vi sige mandag d. 20/10?