søndag den 26. oktober 2014

Noget om æbleskivepander og onlinetilstedeværelse

Jeg er inde i en blog-tørke i øjeblikket. Ikke bare fordi jeg har psykotravlt med opgaver på jobbet (yay, red.), eller fordi der ikke sker noget (det gør der, red.), men det er bare som om, ordene ikke vil ud.

Som så mange bloggere før mig (og formentlig efter) er jeg i et vadested mht. bloggen. Jeg er kørt lidt fast og rokker mig tilsyneladende hverken frem og tilbage. Det er ikke fordi, reptilerne ikke er godt stof; hell, de kunne levere indhold til fem blogge mere, hvis bare jeg havde tiden og ordene, men fra tid til anden bliver jeg grebet af tanken om, hvorvidt det egentlig er ok, at jeg overhovedet blogger om dem.

Smuk udsigt fra en af mine løbeture (hør mig prale) på Langeland i forrige uge. En ferie, som jeg nok skal få blogget om, som jeg lovede i seneste indlæg. Skal bare liiiiige ...

Dengang jeg var lille, var internettet ikke en del af ligningen. Det var digitale fotos heller ikke. Det forhindrede imidlertid ikke min far i at skyde løs med spejlrefleksen, så jeg har ikke min knipseglæde fra fremmede. Der er altså taget en hel del billeder af mig i tidens løb. Flere af dem har endda været i avisen (oh the joy of being datter af en chefredaktør!), men dels var jeg lille og derfor lidt ligeglad, dels var avisen et forgængeligt medie i den forstand, at de fleste brugte den til at tænde op med eller kyle i stakken til genbrug, når de var færdige med den.

Along came internettet! Jeg har vel været omkring 11-12 år, da 50 kBit-modemmerne knasede sig ind i danskernes telefonnet og efterlod de voksne (og senere mig selv, da jeg først fattede, hvad det gik ud på) sidde uforholdsmæssigt længe foran skærmen i spænding, når resultatet fra AltaVista (jep. AltaVista!) var i gang med at loade. L a n g s o m t. Seriøst - tænk, at man ikke døde af utålmodighed. Men vi vidste selvfølgelig ikke bedre dengang. Og da der så kom ISDN kunne vi jo nærmest ikke få armene ned over, hvor hurtigt det gik #not, og at man kunne - og hold nu fast - TALE I TELEFON! SAMTIDIG med, at man var på nettet. For vildt!



Rude Skov i efterårsklæder. Smukt og roligt

Nå, det var et sidespring. Men altså - internettet kom på banen og blev om ikke almindeligt, så i hvert fald medvirkende til, at det blev en del nemmere at kommunikere på tværs af by- og landegrænser. En dag berettede min far, at han var blevet kontaktet af en eller anden amerikaner i forbindelse med, at sidstnævnte havde købt en æbleskivepande (!) på et loppemarked og havde googlet - nej, undskyld; altavistaet - skidtet. Og stødt på et (meget lidt flatterende) billede af min veninde og jeg, som min far, uvist af hvilken grund (help me out here, Nærfart?!) havde lagt online. Så i den forbindelse ville amerikaneren høre, om min far mon havde en opskrift på de hersens æbleskiver. Det syntes min far jo var meget sjovt (“Tænk, at en mand helt fra the US of A fandt frem til lige netop dét billede!”) - og ja, han havde en opskrift - men da sandhedens gru gik op for min veninde og jeg - at billedet (som vitterligt VAR rigtig grimt; jeg var sq ikke nogen køn unge, altså) var tilgængeligt for a l l e, der måtte finde på at google altavistae en eller anden kombination af æbleskive + pande + billede (og vente 400 år på, at billedet loadede) - kunne vi overHOVEDET ikke se det sjove i det. Som i SLET ikke. Faktisk døde vi lidt af pinlighed, som kun tweens kan gøre det, og håbede og bad til, at det i det mindste ikke kom i avisen (som dengang havde mere magt i lokalsamfundet end nettet. Trods alt). Det gjorde det selvfølgelig, men det er en anden historie.

Og det er så her, jeg er nu med mine tanker. Tilbage ved en gammel æbleskivepande og et - ét - pinligt billede af mig. På nettet, altså. (Og nej, jeg tror ikke, man kan finde billedet på Google, så I behøver ikke at prøve. Jeg har forsøgt. Og nej, Nærfart - du behøver heller ikke at poste det, selv hvis du skulle have en obskur, gammel URL eller lign.). Jeg ved godt, at reptilerne ikke er tweens endnu. Og jeg ved også godt, at det er langt mere normalt at poste billeder af sine børn i dag, end det var engang. Desuden har jeg ingen æbleskivepande. Men stadigvæk, så lægger jeg rask væk billeder op af ungerne - og tilføjer tekst om deres gøren og laden, som jeg synes er sød (ligesom min far formentlig syntes, jeg var sød på det der æbleskivepande-billede). Og det er jo ikke sikkert, at de synes, det er så fedt, når de bliver tweens. Eller endnu ældre, for den sags skyld.


Varanen smed støvlerne og soppede løs i efterårsferien. Vandet var lige koldt nok for min smag, men han har tilsyneladende en lille vinterbader i maven, der gerne ville ud

Jeg ved godt, at det er at tage sorgerne på forskud. Og jeg forsøger selvfølgelig at undgå at poste alt for åbenlyst pinlige billeder og udtalelser af og fra dem. Men er det nok? Beskytter jeg dem nok? Eller burde jeg i virkeligheden bare stoppe, mens legen er nogenlunde god og håbe på, at jeg får taget mig sammen til at lave en offline “barnets bog” (haha, who am I kidding?)?

Ovenstående spørgsmål er retoriske, for selv om I er et dejligt monopol, så er det vist kun nogle, jeg selv kan svare på. Især det om barnets bog. Med tiden. Jeg har ingen umiddelbare planer om at lægge bloggeriet på hylden, men jeg overvejer, om jeg skulle prøve at lægge stilen om. Jeg ved bare ikke til hvad. (Men jeg kan garantere, at det ikke bliver til en samfundsfaglig stil, bare hvis der var nogen, der skulle savne den slags indhold …)

Er jeg den eneste, der gør mig den slags tanker om børnenes (ufrivillige) onlinetilstedeværelse? Og/eller ser jeg bare spøgelser ved højlys dag? (Ikke-retoriske spørgsmål her, btw). Lad mig meget gerne vide, hvad I tænker - det kan være, at input kan være med til at skabe lidt ro i tankemylderet :-)

31 kommentarer:

  1. Min 18-årige søster forsikrer mig om at den slags tænker børn ikke over i dag. Alle de andre i klassen har jo også pinlige babybilleder på Facebook. Og tænk lige engang hvad de selv smider på nettet?

    Jeg tror faktisk de har/får et helt andet forhold til det der med pinlige billeder og ting man måske lidt fortryder. De vokser jo op med og er vant til et medie der husker alt.

    Dermed ikke sagt at man bare skal udlevere sine børn eller spamme med alle billederne af dem. Det er jo, som du siger, noget man er nødt til at gøre op med sig selv. Men jeg tror ikke de på samme måde som os tager det så tungt med de der børne-billeder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen, det er jo garanteret også rigtigt. Det der med, at det er helt normalt, at alle har pinlige billeder på FB. Jeg forsøger nu at holde igen med de pinlige billeder, men tænker bare, at for en teenagepige (og -dreng) kan alting potentielt være pinligt ... (er, on that note, utrolig glad for, at jeg ikke længere er teenager længere. Min pinlighedsbarre har rykket sig markant siden da)

      Slet
  2. Næ, det er du ikke. Men du har også ret i, at det kun er dig der kan svare:) vores datter er 9år. Hun er den eneste i sin klasse uden en mobil, egen computer eller tablet. Hun har adgang til tingene her hjemme men ikke et behov ellers. Hun spørger da jævnligt, hvornår hun kan få men presser ikke på. Jeg snakker meget internet med hende, fortæller hvad er ok og ikke. Jeg ligger ikke billeder af hende på bloggen uden at spørge nu, for jeg synes hun skal være medbestemmende nu hun er bevist og de lærer om det i skolen. Mindstemanden er 7år og ham spørger jeg også engang i mellem. Vi forsøger at forberede vores børn på det der online liv og jeg er glad for begge mine børn stadig bruger trampolinen mere end teknologi. Vores datter og hendes veninder tegner meget og leger også stadig med Lego Friends. Jeg synes du har en dejlig blog og nyde at læse med så håber det bare en periode med tørke hos dig:) men det er jo lidt egoistisk:) Go' søndag til dig og dine.

    http://hvisvindenvender.blogspot.dk/

    SvarSlet
    Svar
    1. Tænk engang - 9 år og den eneste uden mobil/tablet/computer?! Synes virkeligt, det går stærkt i dag. Mine unger er jo stadig så små, så de har hverken det ene eller det andet (eller jo - de har en iPad, som de bruger hjemme eller på lange bilture) og efterspørger det heldigvis heller ikke.

      Det er ret interessant, at de lærer om det i skolen, synes jeg. Men det lyder meget fornuftigt. Også at du ikke lægger billeder ud uden dine børns accept. Jeg lægger ikke særlig mange billeder ud af reptilerne længere - og slet ikke af Øglen - men når jeg gør, spørger jeg også altid først. Jeg tænker bare, at det endnu er meget abstrakt for hende, at det bliver liggende online for evigt, så i virkeligheden er det jo en accept "mod bedre vidende", hvis man kan sige det sådan? Eller lægger jeg mon for meget i det nu? (Det gør jeg sikkert. Man bør vist aldrig blogge, lige når man er gået over til vintertid og har sovet alt alt for lidt) ... :-)

      Tak for de pæne ord om bloggen - jeg vil forsøge at komme lidt igen, mens jeg fortsat gør mig tanker om dens fremtid :-)

      Slet
  3. Ih, havde lige skrevet en lang kommentar gennem Bloglovin' på min mobil, og nu kan se den ikke er gået igennem. På den igen :)

    Det er pudsigt med dit indlæg, fordi jeg har for nylig haft præcis de samme tanker angående mine unger og billeder i cyberspace. Min blog er ny, og jeg har spammet løs med billeder, da jeg bare synes de er dejlige og billederne fortæller deres egen historie oveni min. Så googlede jeg, og selvom jeg godt vidste at de ville kunne findes, så blev jeg alligevel overrasket. Det var bare underligt at finde dem på Googles søgeside. Så jeg har fremover tænkt mig at skrue lidt ned for billedmængden (hvis jeg kan ... )

    Angående tørkeperiode på blogfronten, så håber jeg det er midlertidigt. Jeg er glad for at læse med :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Argh, Bloglovin's kommentar-app kan også trække tænder ud, altså. Men det er jo tanken, der tæller - og jeg synes nu også, du kom meget godt igen med din nye kommentar :-)

      Det er også det der billedgooglen, der har fået en prås til at gå op for mig, og derfor er jeg for nogen tid siden stoppet med at poste så mange billeder af ungerne (forfra) på bloggen. Men det er jo svært, når nu ens børn er de dejligste i verden :-)

      Jeg er glad for, at du er glad for at læse med. Og jeg håber også, at tørken kun er midlertidig :-)

      Slet
  4. I dag har jeg tænkt over lige netop dette emne - og faktisk også lige netop om dig. Fordi jeg ikke kan følge med i venner og bekendtes FB-opdateringer, og dermed går glip af en masse - også de interessante opdateringer. For det der med at ringe og fortælle eller skrive et brev, er blevet lidt so-last-decade.
    I den forbindelse tænkte jeg faktisk på at fx din blog egentlig er lige som et fotoalbum var tidligere. Hvilket jo er super herligt. Og et fotoalbum andre endda har instant-adgang til og kan kommentere på. Jeg kan lide ideen. Men har valgt ikke at gøre det på den måde selv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hov, nu forsvandt min kommentar. Grrrr, altså!

      Nå, men først tak for din kommentar, Liv :-) Jeg kender godt til det der med, at det er på FB, tingene sker, og efter jeg blev utrolig sløv til at bruge min FB-konto, er jeg med garanti også gået glip af maaaange ting. Til gengæld har jeg ro i hovedet (på den front, om ikke andet), og det er jo ikke så tosset.

      Mht. bloggen, så elsker jeg blogge, og jeg holder meget af hele den interaktion og det 'community', der er i det. Spørgsmålet er bare, om ungerne vil være enige, når de engang bliver store nok til at få en mening om det - og finder ud af, at det er dem, der er omdrejningspunkt i mit online-fotoalbum ... :-)

      Slet
    2. Ja, det er jo en opvejning. Som sagt så har jeg valgt ikke selv at gøre det. Og af samme grund er manden min og jeg ikke på FB. Men jeg kan også se at der er mange der har rigtig meget glæde af at dele på den måde.
      I må i gang med at spare op til reptilernes psykologtimer - just kidding ;)

      Slet
    3. Åh ja. Opsparingen må sættes i gang med det vuns :-)

      Slet
  5. Jeg har tænkt samme ting flere gange. Især fordi jeg deler mange ting om Kamma - især på IG, jeg er lidt sløv til at blogge. Men jeg ville synes det var ok at min mor havde brugt FB eller IG til at poste billeder på hvis det fandtes dengang. Jeg har nemlig stort set ingen billeder fra min barndom. Kamma har så mere eller mindre min. 1 billede fra hver dag i hendes liv indtil nu - haha! :D
    Jeg sidder indimellem og kigger lidt på de billeder jeg har postet og jeg kan ærlig talt ikke se noget pinligt i nogen af dem. Jeg skriver jo bare om sjove eller fjollede ting hun gør.
    Selvom hun kun er 2 år er hun meget bevidst om at jeg tager billeder eller filmer og hvis hun ikke er i humør til det, så siger hun at jeg skal stoppe - og det gør jeg selvfølgelig. Hun vil feks sjældent have at jeg filmer mens hun synger (hvilket ærgrer mig helt vildt, for hun er SÅ SØD!!) men jeg respekterer det selvfølgelig :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har en milliard billeder fra min barndom og elsker det. Men de er jo også så analoge, som de bliver. Umiddelbart tror jeg ikke, jeg ville have haft noget imod billeder fra mine yngste år; det er når tween- og teen-alderen rammer, jeg tænker, der kunne blive et 'problem'. Jeg tror, det er en god idé, det der med at respektere, når poderne ikke gider blive fotograferet - det gider man jo heller ikke altid selv. Og herhjemme lyder der også af og til et "neeeej!", når man formaster sig til at spørge, om man må tage et billede :-)

      Slet
    2. Når hun rammer skolealderen, har jeg helt sikkert også tænkt mig at spørge om jeg må dele dem, men jeg håber jo bare at hun til den tid, er så vant til at hun er overalt at hun er ligeglad :p

      Slet
  6. Jeg. Ved ikke hvad jeg synes

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør jeg heller ikke. Og det er det, der har startet hele balladen :-)

      Slet
  7. Den er rigtig svær! Og der er ikke rigtigt andre end dig selv til at afgøre, hvor meget du vil vise af hvem. Donnaen vil under ingen omstændigheder fotograferes til bloggen, og hun synes faktisk, at det er pinligt nok, at hun overhovedet bliver omtalt. Faktisk burde jeg ikke engang vise billeder af Kamelen, hvis det stod til hende (det gør det så ikke).
    Iøvrigt bør man nok være opmærksom på, at ikke alle kigger på billederne af ens skønne unger på samme måde som en selv. Da Donnaen var ganske lille, sendte vi som altid årets julekort (pr post) til gode venner (et ældre ægtepar) i USA. Dette år forestillede det en splitterbar lille unge i et soppebassin. Vi syntes jo, det var meget nuttet og helt uskyldigt, men de amerikanske venner var tydeligvis forargede. Og jeg fik noget at tænke over ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh ja, det er nok ret vigtigt, det der med at tænke på, at andre ikke nødvendigvis synes, at ens barn er lige så sødt/klogt/genialt, som man selv synes. Det er bare svært, når nu ens barn/børn ER verdens 8. vidunder, ikke?! :-)

      Slet
    2. Amerikanere er langt mere bonnerte (bonerte?) end vi er.

      Slet
  8. Uha, lige præcis dette var jo en af grundene til at jeg ændrede blog. For at skærme drengene, både børn og mand, lidt mere. Og en af årsagerne til at jeg skiftede deres navne ud med synonymer (som er meget tydelige :-), men alligevel).

    Men så var det jo at JoJo startede i skole, og dér blev han faktisk midtpunkt over en længere periode på bloggen, også hans følelser. Måske noget han ikke vil være så begejstret for på sigt, nu når jeg tænker over det. Men det er bare så svært. For helt ærligt, så drejer 97 % af mit liv sig om dem og vores familie. Så derfor prøver jeg virkelig, at være hensynsfuld i mine ord, så jeg ikke udstiller dem. Men jeg kan mærke ,at jeg igen forsøger at vise mindre af dem og tænker over, hvilke billeder jeg viser. Det har jeg nu altid gjort, men jeg har væsentligt færre "front"billeder end tidligere.

    Men hvis de ikke længere skulle være en (stor) del af bloggen, så ville jeg faktisk ikke vide, hvad jeg skulle blogge om. Hvis jeg nu kunne noget... Se, så kunne jeg blogge om det. Måske skulle jeg lære noget, så jeg havde noget at bloggen om? :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var præcis dig og din blog, jeg havde i tankerne, da jeg skrev dette indlæg. Men jeg er i tvivl om, om en ny blog for mig i virkeligheden bare vil være samme surdej (no pun intended), fordi det jo bare ER børnene, der fylder meget.

      Det kunne være, vi skulle gå til et eller andet aftenkursus sammen og lære noget kreativt. Det kunne jeg sq godt bruge. Og så spamme vores blogge med dét i stedet for børnene ;-)

      Slet
    2. Aftenkursus… Ikke en ringe idé, så længe det ikke kræver kreative evner! Jeg så et sted, at du skrev noget om barnets bog. Og det er præcis en af årsagerne til bloggen, for mig. Det er barnets bog. J og jeg havde en længere snak om det i går, efter dit indlæg. Går jeg over grænsen eller for tær på. Han synes, at jeg giver drengene noget værdifuldt og en indsigt i hvem de var som børn, på godt og ondt.

      Slet
    3. Det samme siger HDD, som jeg har talt en del med det om på det sidste. Han synes, jeg tænker for meget over det, og det gør jeg måske også. Jeg synes selv, det er hyggeligt at bladre i min (ganske analoge) barnets bog fra dengang, jeg var lille, og kunne godt tænke mig, at der stod lidt mere. Det må man sige, at der gør i reptilernes. Håber bare, at de vil sætte pris på det, når det bliver store ...

      Slet
  9. Jeg kan godt se dit dillemma men vil bare lige sige herfra at jeg nyder din blog og synes du fanger hverdagslivet med smaa boern paa godt og ondt Mine to er lige 1/2 aar aeldre end dine og det er utrolig tit at du saetter ord paa hvad der sker med dine boern hvor jeg taenker 'aah det har vi ogsaa lige haft' (baade i medgang og i modgang). Jeg synes din blog har en helt fin balance af det soede (uden at kamme helt over i glansbillede-liv) og hverdagens surdej som goer at det er et utroligt fint portraet af livet med boern. For what it's worth synes jeg det maa vaere en gave at kunne vise sine boern en dag, naar man nu nok ikke faar lavet meget paa 'Barnet's Bog'. Jeg har ihvertfald ikke fyldt meget paa min siden jeg gik tilbage fra barsel. Maaske bare et lille raad fra en fotograf som kommer og tager billeder af mine boern ind i mellem (se mangel paa Barnet's Bog ovenfor!) som sagde at hun aldrig tager et billede af boern som de kan blive pinlige over senere (saa derfor heller ingen nogen smaa baby-billeder), det er jo nok vaerd at huske.
    Haaber du bliver ved med at blogge, uanset hvilken vinkel du vaelger at tage fremover! Mange hilsner Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din søde hilsen. Jeg er glad for, at du synes, balancen er i orden - jeg har nemlig intention om kun at vise det søde eller det sure. Hverdagen er jo en glad blanding af det hele :-) Det er pinligt at indrømme det, men ingen af mine børn har en Barnets Bog. De har bloggen og en masse dagbogsnotater på min computer, men ikke en klippe-klistre bog. Er det mon for sent at gå i gang med sådan en nu?! ;-)

      Det er et godt råd fra fotografen. Eneste udfordring er bare, at tweens og teenagere kan blive pinlige over ALT. Det kunne jeg i hvert fald. Så essensen må nok være, at der skal skæres endnu mere ned på de billeder, der er taget direkte forfra.

      Slet
  10. Jeg har og har haft de samme tanker som dig, men jeg er så umådelig glad for sådan en digital hukommelse, at jeg fortsætter for en stund endnu.
    Men lige som jeg nu - igen - tænker over at stoppe/omforme bloggen kommer jeg ualmindelig meget i tvivl - om hvor meget jeg har lyst til at åbne døren til vores lille hjem - så andre kan kigge med. Så det er virkelig svært.
    For det tager jo ikke lang tid at finde ud af hvem der 'gemmer' sig bag bloggen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Min analoge hukommelse er helt til rotterne, så jeg er også utrolig glad for den digitale af slagsen. Og for at få feedback på aktuelle tanker og problemstillinger, der måtte optage mig (og familien). Men jeg er stadig meget i tvivl, om jeg skal fortsætte, og i givet fald hvordan.

      Slet
  11. Ih altså! Hver gang, jeg prøver at kommentere herinde, forsvinder mit første forsøg, og så orker jeg som regel ikke at skrive igen, men nu tager jeg mig lige sammen.
    Jeg håber, du kommer igennem din blogidentitetskrise, for jeg vil gerne læse mere ... og jo især om livet som selvstændig med enmandsfirma.
    Jeg har af og til kløe i uploadfingrene for at vise børnebilleder på bloggen, men jeg synes ikke, at jeg har ret til det, for de er deres egne personer og må selv bestemme senere, hvor meget de vil eksponeres (hvilket jeg jo så bare kan håbe, ikke er ret meget). Jeg undrer mig også over den blogdille, der har været nogle steder med at vise et billede af sine børn hver uge i et helt år. Det er en super god idé at huske at få taget billeder af dem, og det er jeg selv ret dårlig til, men at lægge dem ud til det overhovedet ikke kontrollerbare internet, det ville jeg aldrig gøre.
    Og til sidst et nysgerrigt spørgsmål, som jeg har tænkt over længe: Hvilke tanker ligger der bag, at du har visket dit eget ansigt ud på billedet øverst til højre, mens du viser børnene uden censur?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor irriterende, at Blogger æder dine kommentarer! Men tak fordi du forsøgte dig igen - jeg er glad for dine input.
      Jeg skal nok komme over blogidentitetskrisen med tid, for jeg tror ikke, jeg kan undvære at blogge - spørgsmålet er bare, hvordan formen fremover skal være. Jeg er i tænkeboks, og en eller anden dag finder jeg forhåbentlig svaret :-)
      Jeg synes også, at idéen om at tage et billede af sine børn én gang om ugen er supergod, men dels får jeg det ikke rigtig gjort, dels ville jeg ikke have lyst til at dele så mange portrætter af mine børn. I hvert fald ikke, når de er så store, som de er nu.

      Godt spørgsmål, det med anonymiteten. Det er simpelthen bare et levn fra dengang børnene var helt små, og jeg holdt stærkere på min egen anonymitet, end jeg gør i dag. Megadobbeltmoralsk, at jeg så lægger børnenes billeder på, det ved jeg. Men siden profilbilledet er kommet på, har jeg også haft lagt billeder af mig selv op - ganske ucensurerede. Dog ikke halvt så mange som ungernes; jeg er ikke tilnærmelsesvis halvt så kær, som de er ;-)

      Slet
  12. Googlede ordet badeværelsesmøbler for et halvt års tid siden og klikkede billeder, var nemlig ude efter inspiration. Et af de øverste hits var et billede af øglen i et badekar (i det blå badeværelse). Jeg kunne kende hende fordi jeg følger din blog. Synes bare det er tankevækkende, at billedet dukker op i den forbindelse...

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er helt klart tankevækkende. Og en af årsagerne til, at jeg er begyndt at få lidt kvaler med min nuværende måde at blogge på ...

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...