Dugen og julen

Jeg har købt en dug i dag. Nåja, jeg har også købt løg, mælk og smør (og noget sygt nedsat julepynt), men nu skal vi snakke lidt om dugen. Ikke fordi den er specielt fancy eller noget – det er såmænd bare noget jaquardvævet (hvad ER det?!) gråt halløj med noget diskret stjernemønster, men det er en dug. Min eneste dug, hvis man ikke tæller den temmelig malingplettede vokssag frem, som ligger og hygger sig sammen med ungernes lidt vildere kreaudstyr.

Ja, hej. Jeg er så sådan en, der ikke bruger duge. Nogensinde. Så derfor er denne, min første dug, nu udråbt som noget særligt.

Jeg har ikke købt den, fordi den ’bare var så fin, og jeg slet ikke kunne lade være med at købe den’ (det er nemlig gået ret fint i 36 år IKKE at købe en dug, uanset hvor fin eller ufin den så end har været) – jeg har købt den, fordi den skal på bordet juleaften. Eftersom juleaften skal holdes hjemme hos os selv i år. Og ligesom dugen er dét en første gang.

Som vi alle ved, bliver man jo først sådan rigtig voksen, når man selv har jongleret juletræ, and, ris à la mande (ja, jeg ved godt, at man ifølge dansk retskrivning gerne må skrive ’risalamande’, men jeg nægter!) og gaver. Nogle ville måske mene, at det i en alder af 36 er ved at være på tide – både det med at blive voksen og lære at jonglere med julen. Men det har passet os fint indtil nu at være hos HDDs og min familie på skift. Nu skal det imidlertid være. Børnene er blevet så store, at vi gerne vil til at etablere vores egne juletraditioner, så det gør vi. Og Mårmor og Mårfar, trOldemor og Familien fra Bryggen (uden Linse) kommer og hjælper med at etablere dem. Det skal nok blive rigtig godt – ikke mindst fordi jeg har afværget en potentiel andekatastrofe ved at udlicitere lige netop dén del af madlavningen. (Og ris à la manden også, i øvrigt, såeh …)

Jeg har ikke et billede af dugen, så I får et af Rundetårn i stedet

Undermålerne har skrevet brev til julemanden sammen med Mårmor, og rygtet vil vide, at de begge ønsker sig en Elsa-kjole (det var det, jeg sagde – Frost hitter big time hos os for tiden). Men selv om jeg synes, at alle børn kan lege med alle slags legetøj, tror jeg nu alligevel, at vi nøjes med en Elsa-kjole til Ældstebarnet og så i stedet går efter det Olaf-kostume, som Yngstebarnet også ønsker sig. Så kan han prøve Ældstens Elsa-kjole, og ønsker han sig den stadig brændende, må han få en senere.

Ældstebarnet ønsker sig i øvrigt også et eller andet Torneroseslot fra Lego og en dolk. Og en sav (”En RIGTIG sav, mor!” #detbliveretnejherfra). Og en sminkedukke (!?), så der er lidt at vælge imellem. Ud over Frost-kostumerne ønsker Yngstebarnet sig et Batman-kostume (what’s with the dressing up?), en Olaf-bamse (LILLE. IKKE stor. Som den jeg allerede har købt (men ikke givet) til ham endnu. Bloody typisk) og en kringle. En rigtig kringle, tilsyneladende, og desværre ikke en pretzel, som vel til nøds kunne indgå i legekøkkenet, når den bliver tør nok. Næh nej – ”sådan en med marcipan og kage”, befalede drengen, så det må vi jo se på. Ikke, at man behøver at få alt, hvad man ønsker sig, men jeg synes næsten, det skal honoreres, at han har puttet noget med remonce på ønskesedlen.

Strøget i juletøj 

Som de sidste mange år er det primært børnene, der får gaver juleaften. Vi voksne kan også være bange giver gaver parrene imellem, og så har vi hver trukket et navn på en, vi skal give en gave. Således skal jeg fx give min svigerinde en gave, HDD skal give min mor og så fremdeles. Det giver en dejlig ro i en ellers travl december, at man ’kun’ skal stå for gaver til et par stykker (som alligevel ender med at løbe op i 6 børn og 5 voksne, når man også tæller HDDs familie med), og samtidig passer det den slunkne pengepung aldeles glimrende. Hvis man tror, at gavepolitikken gør, at gavebunkerne under træet bliver lidt smålave, så kan man i øvrigt godt tro om. Om det er fordi alle lader sine uforløste gavegivertendenser gå helt amok, når det gælder gaveindkøbene til børnene, skal jeg lade være usagt, men jeg er ret sikker på, at ingen børn vil blive skuffede, når de ser gaverne under juletræet.

… Og apropos juletræ, så skal vi jo egentlig også have sådan et (og et tæppe til at lægge under det. Og en juletræsfod. Argh!). Det er vi ikke lige nået til endnu. Meningen er, at vi skal ud og fælde det (endnu en first, hvad angår julede ting i mit voksenliv. Ikke i mit børneliv, hvor hele villavejen hvert år var ude og fælde juletræer i vores nabos plantage. Men det er en anden historie), men lad os nu se – og ellers har jeg hørt, at de sælger nogle vældig fine træer ret tæt på, hvor vi bor. Bare nu, hvis det er …

Decemberhygge

Når man har hold i ryggen på anden dag (av for s*tan), har så travlt, at man næsten ikke kan overskue, at der er ferie om en uge – en uge, seriøst: Det er jo lige om lidt! – og det tisøsregner udenfor (og man snart skal hente børn. På cykel), så må man gerne overspringshandle lidt. Man BØR ikke, men man MÅ gerne.

Så hej blog, min kære overspringshandling. Hej indlæg om decemberhygge, mørke morgener, stearinlys og julekalendere (ja, i flertal). Om julesokker, drillenisser og barnetro på julemanden. Bare hej.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker december og julen generelt, og det er kun blevet værre (bedre?), efter jeg fik børn. Hvis der er noget, der kan give en den barnlige glæde over julen tilbage, så er det - sjovt nok - børn. 

Under den Linden

At have ungerne med til Berlin, hvor der i sandhed bliver julet igennem, var intet mindre end magisk, og at få lov til at drille-hygge med nisserier og gaver i julesokken (fra nissen, selvfølgelig) derhjemme er et privilegium, jeg skatter særlig højt i år. Jeg er nemlig alvorligt bange for, at det bliver det sidste år, hvor Øglen tror på det sådan for alvor. Der har allerede sneget sig en anelse skepsis ind i hendes stemme, når talen falder på drillenissen, omend hun elsker at se, hvad han har lavet af ballade om morgenen, når hun står op, og var fuld af ærefrygt, da nissedøren og diverse tilbehør begyndte at dukke op et par dage før 1. december. Varanen er ikke helt så benovet, men han kan klart fornemme på sin søster, at det her er noget helt særligt - og han har (nok netop derfor) da heller ikke forsøgt at splitte nissehulen ad endnu. Og gavekonceptet er han helt nede med. Heldigvis fandt jeg ud af, som I måske har set på Instagram, at appen Santa Spy Cam er umådelig effektiv til at slå enhver nisseskepsis hårdt ned med. Efter jeg har vist den til ungerne, er der ingen tvivl i Øglens sind om, at vores nisse findes. Og er grøn. Og hvis Øglen siger det, tror Varanen på det. Nemt. Så jeg elsker, at barnetroen stadig er nogenlunde i behold.

Juletræ af Ritter Sport-chokolade. Følte mig svært fristet til at tage et par af de lilla nederst, bare for at se, hvad der ville ske ...

Julemarkedet på Potsdamer Platz

Fordi der er så mange gaver, begivenheder, sukkerstads og nisserier i december, havde jeg frygtet en måned, der ville bære præg af en mere-mere-mere-agtig mentalitet fra ungerne. Men selv om vi ikke er i mål endnu, synes jeg, det går forbavsende godt. De får en lille gave i julesokken hver morgen (og er, som nævnt, fast overbeviste om, at det er nissen, der har den med) og har indtil videre være meget glade for det relativt beskedne indhold (klistermærker, mal selv-kopper, glimmertusch, bøger, mv.), som de har leget temmelig meget med. Vi prøver at stå op i ordentlig tid hver morgen, så der er tid til at hygge ved morgenmaden, tænde stearinlys (vi er så nået til 2. december på kalenderlyset. Ahem), kigge på kalendergaverne og høre julemusik – og så læse dagens bog fra Pixi Julekalenderen, som de fik sidste år før vi tager hhv. i børnehave og på arbejde. Bøgerne var med i Berlin, men det var kalenderlyset tydeligvis ikke, så vi må lige oppe os lidt på den front.

Hvad angår julekalendere, så foretrækker begge unger Jullerup Færgeby, om end Varanen finder det NOGET langtrukkent, at ham der fiskergutten synger hele tiden. Og jeg kan ikke rigtig bebrejde ham – forleden blev der sunget 7,5 minutter ud af de 16, afsnittet varer. I streg, vel og mærke. Riiiimelig kedeligt, selv om jeg ikke husker det sådan fra min barndom. Men dengang var der selvfølgelig heller ikke en trilliard forskellige julekalendere at zappe imellem … Øglen er også ret vild med Tidsrejsen (vi kan ikke se TV2, så Pyrus er ikke en mulighed), så vi ser dem begge. Selv om vi napper Tidsrejsen fra iPad’en – kl. 19.30 er lige sent nok, når Varanen (påstår han) også gerne vil se med. Alle sammen siddende i sofaen; gerne med dyner og små øjne lige inden puttetid.

Mariakirche og Fernsehturm 

Jowjow, trods regn, kulde og mørke, så er december skam ganske hyggelig indtil videre, synes jeg. Selv om jeg ikke helt fatter, hvor den er blevet af. Og nu vil jeg tage mit hold i ryggen og begive mig ud i styrtregnen. Og messe "dererkunenkilometerhvervejdererkunenkilometerhvervej" hele vejen over til børnehaven og retur. Neglene er lakeret røde, og i aften kommer Farmor for at babysitte - og jeg skal til julefrokost. Så der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget! God weekend!

Ohøj!

Trods alverdens gode intentioner er der nu gået næsten en måned, siden jeg sidst har skrevet et indlæg her på bloggen. Højst usædvanligt, men jeg har haft brug for pausen - og ikke kun fordi samtlige af mine ord er blevet brugt i arbejdsøjemed.

Jeg savner imidlertid bloggen; at bruge den som ventil for hverdagens mange glæder, sorger, genvordigheder og pudsige episoder - og særligt dens funktion som digital hukommelse - nu, hvor den analoge er hullet som en schweizerost pga. travlhed, afbrudt søvn og ganske almindelig glemsomhed. Og alder, måske?!

I sidste uge havde Ældstebarnet en veninde med hjemme fra børnehaven. Vi bagte peberkager, og jeg freestylede med stempelbogstaverne fra Tiger. Det ser ret fint ud på ubagte kager (som her). På de bagte ... not so much. Men hvad de ikke har i udseende, har de til gengæld i smag. Synes i hvert fald, jeg slap vældig godt fra at putte pænt meget sort peber i ud over de øvrige krydderier ...

Indlæggene jeg kunne have skrevet, er mange. Vi har bl.a. været på bage-knase-weekend hos Mårmor og Mårfar med kusiner, onkel og tante. Hvor alle ungerne legede og hyggede (bortset fra Varanen, der er den mindste - og i øvrigt den eneste dreng - så han måtte ikke være med. Men så solede han sig til gengæld i udelt voksenopmærksomhed). Vi har bagt honningkager og lavet juledekorationer hos Farmor med fætre og onkler og tanter fra HDD's side af familien. Jeg har brunchet den med skønne damer fra min gamle mødregruppe - næsten uden børn. (Uden mine børn. Så jeg fik spist pænt meget). December er kommet - og det er drillenissen og julesokkerne også - med al den hygge og magi, der nu hører sig til. Kalenderlys, julemusik i morgenmørket, hyggelige lege reptilerne imellem, osv. Men for at det hele ikke skulle drukne i idyl og pebernødder (hvis altså jeg havde skrevet ovennævnte indlæg), ville jeg kunne supplere med et indlæg om hjernedød travlhed på jobbet for både HDD og jeg (typisk, at det lige skal falde sammen); hasteopgaver, der helst skal være færdige, dagen før de bliver bestilt, logistikproblemer, lange aftener, psykopatlang transporttid og meget mere. Bare, så der er balance i tingene, forstås ...

Hej december, kalenderlys (Yngstebarnet står bag dekorationen) og Pixi Julekalender. Som stadig er hyggelig i år, på trods af, at den er en genganger fra sidste år. Begge unger glæder sig i hvert fald til den daglige historie, som i december træder i stedet for Morgenmadsbogen.

Nissen er flyttet ind ved siden af havedøren. Ældstebarnet har givet ham en grankogle. Yngsten har tegnet en tegning til ham, og den høflige nisse har hængt den op.

Enkel og sukkersød adventskrans (og bare rolig - vi har fået brændt lidt af to af lysene)

Dørkrans - af den ufriserede, skæve slags ...

Skulle jeg løbe tør for ting at skrive om #fatchance, kunne jeg altid tage fat på den endeløse række af guldkorn og sprogblomster, der kommer fra undermålerne - "Se den halvfirser-bil, mor!" er blot ét ud af mange udtryk, jeg har smilet af på det seneste. Sammen med Varanens seneste påfund med at være stolt af en på de mærkeligste tidspunkter - mest aktuelt, da han forleden proklamerede i børnehaven, at han var så stolt af sin pædagog, fordi hun lavede pandekager over bål til den alle sammen. "Så du skal have en kysser og krammer!", afsluttede han angiveligt. Behøver jeg at sige, at den søde pædagog var smeltet helt og aldeles, da jeg kom og hentede ungerne? Eller at han, efter at have læst nogle m e g e t pædagogiske biblobøger, pludselig konstant henviser til, hvor høflig han er. Selv om vi ikke altid er helt enige om definitionen af høflig. På trods af førnævnte m e g e t pædagogiske biblobøger.

Jeg havde faktisk også planer om - før december begyndte - at skrive et af de hyggelige "I december vil jeg ..."-indlæg, men det virker pludselig lidt omsonst, eftersom første halvdel af måneden næsten er forbi. Så det slipper I også for.

Men HVIS nu jeg havde skrevet et sådant indlæg, ville vores juletur til Berlin have stået bøjet i neon og blinket på lige linje med juleaften. Vi kom hjem i søndags, og fra oprindeligt 'kun' at skulle have været af sted i 4 dage, besluttede vi at skride fra al travlheden og den daglige trummerum en dag tidligere. Det må man godt, når man har haft alt alt for travlt på det sidste og trængte til at være sammen - væk fra bunker af vasketøj, rod og uendelige to do-lister. Og ved I hvad? Det var fanTAStisk! (Også selv om jeg havde computeren med og arbejdede en smule). Men mere om det i et andet indlæg. Som jeg forhåbentlig får taget mig sammen til at skrive på denne side af 2015 ...