Jeg har købt en dug i dag. Nåja, jeg har også købt løg, mælk
og smør (og noget sygt nedsat julepynt), men nu skal vi snakke lidt om dugen.
Ikke fordi den er specielt fancy eller noget – det er såmænd bare noget
jaquardvævet (hvad ER det?!) gråt halløj med noget diskret stjernemønster, men
det er en dug. Min eneste dug, hvis man ikke tæller den temmelig malingplettede
vokssag frem, som ligger og hygger sig sammen med ungernes lidt vildere
kreaudstyr.
Ja, hej. Jeg er så sådan en, der ikke bruger duge. Nogensinde.
Så derfor er denne, min første dug, nu udråbt som noget særligt.
Jeg har ikke købt den, fordi den ’bare var så fin, og jeg
slet ikke kunne lade være med at købe den’ (det er nemlig gået ret fint i 36 år
IKKE at købe en dug, uanset hvor fin eller ufin den så end har været) – jeg har
købt den, fordi den skal på bordet juleaften. Eftersom juleaften skal holdes
hjemme hos os selv i år. Og ligesom dugen er dét en første gang.
Som vi alle ved, bliver man jo først sådan rigtig voksen,
når man selv har jongleret juletræ, and, ris à la mande (ja, jeg ved godt, at
man ifølge dansk retskrivning gerne må skrive ’risalamande’, men jeg nægter!)
og gaver. Nogle ville måske mene, at det i en alder af 36 er ved at være på
tide – både det med at blive voksen og lære at jonglere med julen. Men det har
passet os fint indtil nu at være hos HDDs og min familie på skift. Nu skal det
imidlertid være. Børnene er blevet så store, at vi gerne vil til at etablere
vores egne juletraditioner, så det gør vi. Og Mårmor og Mårfar, trOldemor og
Familien fra Bryggen (uden Linse) kommer og hjælper med at etablere dem. Det
skal nok blive rigtig godt – ikke mindst fordi jeg har afværget en potentiel
andekatastrofe ved at udlicitere lige netop dén del af madlavningen. (Og ris à
la manden også, i øvrigt, såeh …)
Jeg har ikke et billede af dugen, så I får et af Rundetårn i stedet
Undermålerne har skrevet brev til julemanden sammen med
Mårmor, og rygtet vil vide, at de begge ønsker sig en Elsa-kjole (det var det,
jeg sagde – Frost hitter big time hos os for tiden). Men selv om jeg synes, at
alle børn kan lege med alle slags legetøj, tror jeg nu alligevel, at vi nøjes
med en Elsa-kjole til Ældstebarnet og så i stedet går efter det Olaf-kostume, som Yngstebarnet også ønsker sig. Så kan han prøve Ældstens Elsa-kjole, og ønsker han sig
den stadig brændende, må han få en senere.
Ældstebarnet ønsker sig i øvrigt også et
eller andet Torneroseslot fra Lego og en dolk. Og en sav (”En RIGTIG sav, mor!”
#detbliveretnejherfra). Og en sminkedukke (!?), så der er lidt at vælge
imellem. Ud over Frost-kostumerne ønsker Yngstebarnet sig et Batman-kostume (what’s
with the dressing up?), en Olaf-bamse (LILLE. IKKE stor. Som den jeg allerede
har købt (men ikke givet) til ham endnu. Bloody typisk) og en kringle. En rigtig kringle, tilsyneladende, og desværre ikke en pretzel, som vel til nøds
kunne indgå i legekøkkenet, når den bliver tør nok. Næh nej – ”sådan en med
marcipan og kage”, befalede drengen, så det må vi jo se på. Ikke, at man
behøver at få alt, hvad man ønsker sig, men jeg synes næsten, det skal
honoreres, at han har puttet noget med remonce på ønskesedlen.
Strøget i juletøj
Som de sidste mange år er det primært børnene, der får gaver
juleaften. Vi voksne kan også være bange giver gaver parrene imellem, og så
har vi hver trukket et navn på en, vi skal give en gave. Således skal jeg fx
give min svigerinde en gave, HDD skal give min mor og så fremdeles. Det giver
en dejlig ro i en ellers travl december, at man ’kun’ skal stå for gaver til et
par stykker (som alligevel ender med at løbe op i 6 børn og 5 voksne, når man
også tæller HDDs familie med), og samtidig passer det den slunkne pengepung
aldeles glimrende. Hvis man tror, at gavepolitikken gør, at gavebunkerne under
træet bliver lidt smålave, så kan man i øvrigt godt tro om. Om det er fordi alle lader
sine uforløste gavegivertendenser gå helt amok, når det gælder gaveindkøbene
til børnene, skal jeg lade være usagt, men jeg er ret sikker på, at ingen børn
vil blive skuffede, når de ser gaverne under juletræet.
… Og apropos juletræ, så skal vi jo egentlig også have sådan
et (og et tæppe til at lægge under det. Og en juletræsfod. Argh!). Det er vi
ikke lige nået til endnu. Meningen er, at vi skal ud og fælde det (endnu en
first, hvad angår julede ting i mit voksenliv. Ikke i mit børneliv, hvor hele
villavejen hvert år var ude og fælde juletræer i vores nabos plantage. Men det
er en anden historie), men lad os nu se – og ellers har jeg hørt, at de sælger
nogle vældig fine træer ret tæt på, hvor vi bor. Bare nu, hvis det er …