onsdag den 17. december 2014

Dugen og julen


Jeg har købt en dug i dag. Nåja, jeg har også købt løg, mælk og smør (og noget sygt nedsat julepynt), men nu skal vi snakke lidt om dugen. Ikke fordi den er specielt fancy eller noget – det er såmænd bare noget jaquardvævet (hvad ER det?!) gråt halløj med noget diskret stjernemønster, men det er en dug. Min eneste dug, hvis man ikke tæller den temmelig malingplettede vokssag frem, som ligger og hygger sig sammen med ungernes lidt vildere kreaudstyr.

Ja, hej. Jeg er så sådan en, der ikke bruger duge. Nogensinde. Så derfor er denne, min første dug, nu udråbt som noget særligt.

Jeg har ikke købt den, fordi den ’bare var så fin, og jeg slet ikke kunne lade være med at købe den’ (det er nemlig gået ret fint i 36 år IKKE at købe en dug, uanset hvor fin eller ufin den så end har været) – jeg har købt den, fordi den skal på bordet juleaften. Eftersom juleaften skal holdes hjemme hos os selv i år. Og ligesom dugen er dét en første gang.

Som vi alle ved, bliver man jo først sådan rigtig voksen, når man selv har jongleret juletræ, and, ris à la mande (ja, jeg ved godt, at man ifølge dansk retskrivning gerne må skrive ’risalamande’, men jeg nægter!) og gaver. Nogle ville måske mene, at det i en alder af 36 er ved at være på tide – både det med at blive voksen og lære at jonglere med julen. Men det har passet os fint indtil nu at være hos HDDs og min familie på skift. Nu skal det imidlertid være. Børnene er blevet så store, at vi gerne vil til at etablere vores egne juletraditioner, så det gør vi. Og Mårmor og Mårfar, trOldemor og Familien fra Bryggen (uden Linse) kommer og hjælper med at etablere dem. Det skal nok blive rigtig godt – ikke mindst fordi jeg har afværget en potentiel andekatastrofe ved at udlicitere lige netop dén del af madlavningen. (Og ris à la manden også, i øvrigt, såeh …)

Jeg har ikke et billede af dugen, så I får et af Rundetårn i stedet

Undermålerne har skrevet brev til julemanden sammen med Mårmor, og rygtet vil vide, at de begge ønsker sig en Elsa-kjole (det var det, jeg sagde – Frost hitter big time hos os for tiden). Men selv om jeg synes, at alle børn kan lege med alle slags legetøj, tror jeg nu alligevel, at vi nøjes med en Elsa-kjole til Ældstebarnet og så i stedet går efter det Olaf-kostume, som Yngstebarnet også ønsker sig. Så kan han prøve Ældstens Elsa-kjole, og ønsker han sig den stadig brændende, må han få en senere.

Ældstebarnet ønsker sig i øvrigt også et eller andet Torneroseslot fra Lego og en dolk. Og en sav (”En RIGTIG sav, mor!” #detbliveretnejherfra). Og en sminkedukke (!?), så der er lidt at vælge imellem. Ud over Frost-kostumerne ønsker Yngstebarnet sig et Batman-kostume (what’s with the dressing up?), en Olaf-bamse (LILLE. IKKE stor. Som den jeg allerede har købt (men ikke givet) til ham endnu. Bloody typisk) og en kringle. En rigtig kringle, tilsyneladende, og desværre ikke en pretzel, som vel til nøds kunne indgå i legekøkkenet, når den bliver tør nok. Næh nej – ”sådan en med marcipan og kage”, befalede drengen, så det må vi jo se på. Ikke, at man behøver at få alt, hvad man ønsker sig, men jeg synes næsten, det skal honoreres, at han har puttet noget med remonce på ønskesedlen.

Strøget i juletøj 

Som de sidste mange år er det primært børnene, der får gaver juleaften. Vi voksne kan også være bange giver gaver parrene imellem, og så har vi hver trukket et navn på en, vi skal give en gave. Således skal jeg fx give min svigerinde en gave, HDD skal give min mor og så fremdeles. Det giver en dejlig ro i en ellers travl december, at man ’kun’ skal stå for gaver til et par stykker (som alligevel ender med at løbe op i 6 børn og 5 voksne, når man også tæller HDDs familie med), og samtidig passer det den slunkne pengepung aldeles glimrende. Hvis man tror, at gavepolitikken gør, at gavebunkerne under træet bliver lidt smålave, så kan man i øvrigt godt tro om. Om det er fordi alle lader sine uforløste gavegivertendenser gå helt amok, når det gælder gaveindkøbene til børnene, skal jeg lade være usagt, men jeg er ret sikker på, at ingen børn vil blive skuffede, når de ser gaverne under juletræet.

… Og apropos juletræ, så skal vi jo egentlig også have sådan et (og et tæppe til at lægge under det. Og en juletræsfod. Argh!). Det er vi ikke lige nået til endnu. Meningen er, at vi skal ud og fælde det (endnu en first, hvad angår julede ting i mit voksenliv. Ikke i mit børneliv, hvor hele villavejen hvert år var ude og fælde juletræer i vores nabos plantage. Men det er en anden historie), men lad os nu se – og ellers har jeg hørt, at de sælger nogle vældig fine træer ret tæt på, hvor vi bor. Bare nu, hvis det er …

9 kommentarer:

  1. Hvorfor må hun ikke få en sav? Altså, ikke til fri afbenyttelse, men hun kunne vel godt have en til superviseret afbenyttelse? Eller det er måske bare mig der er opvokset i et hjem med værksted (som jeg så siden har glemt alt om hvordan man bruger)

    Ok, underlig ting at bide mig fast i når dit indlæg nu ellers er både velskrevet og indholdsrigt. Men jeg mindes bare værktøj og hamre og save og lodde som noget af det bedste da jeg var barn #stemmerklartforsav :p

    SvarSlet
    Svar
    1. Det synes jeg da egentlig var en fin ting at bide mærke i. Jeg havde slet ikke tænkt i rigtig sav til udendørs brug, da jeg skrev indlægget (eller da Ældstebarnet og jeg talte om saven, for den sags skyld), fordi ønsket kom i forlængelse af, at hende og lillebror havde repareret hjemmet temmelig kraftigt med legeværktøjet. Og indendørs kan jeg ikke lige overskue en 5-årig med en rigtig sav :-) Men jo - selvfølgelig må hun få udendørs værktøj til superviseret brug. Og det har hun faktisk også allerede :-)

      Slet
    2. Haha. Rigtig sav til indendørs brug. There's no end to the possibilities! Muahahahahahaha.

      #stemmerklartforindendørssav #sålængedetikkeermithjem

      Slet
  2. Kan vi ikke bare aftale at i år er det dig som har dugen, og næste år (når jeg skal holde jul første gang ever) er det mig som har dugen? Så må du gerne låne vores juetræsfod og (grimt) juletræstæppe I år?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder dæleme som en god plan! :)

      Slet
  3. Det er sjovt. Der er mange ting i dit indlæg, som jeg kunne have skrevet sidste år. Den med dugen i hvert fald. Købte den første sidste år ... og følte mig r**gammel altså :)

    Fæld-dit-eget-træ startede også sidste år. I år blev det en hurtig affære hos de lokale spejdere pga. bl.a. syge børn.

    Den med Elsa-kostumet er vi også på i år. Den bette (og hun er altså kun 2½ år elsker FROST og Elsa og Anna ... og Olaf ) Det er nu lidt sødt at jeres søn bare gerne vil i kjole ;)

    Jeg håber I når det hele. Glædelig jul herfra.

    SvarSlet
  4. Her var yngstens ønskeseddel:
    - et skateboard
    - en kat
    - risengrød
    - et skateboard mere
    - et kæmpestort skateboard

    I stedet har vi købt et legetøjs-parkeringshus. Nedern forældre, det er hvad vi er!

    SvarSlet
  5. Så lige at Magasin på facebook praler med 50% på Ferm Livings juletræstæpper. Ville så gerne have sådan et istedet for mandens arvestykke af brunt hessian... Vi har ingen dug men en virkelig grim juletræsfod, som der kan hældes vand i. Skal man have en dug?

    Jeg stemmer for en kjole til Varanen og en sav til Øglen - kan man få en sav med Frost på? Her får den yngste legemad, tøj og Lego duplo. Den store får Frost (!) barbiedukker, om jeg fatter hvor svære de var at opdrive, Lego Friends og tøj. Ingen save eller prinsessekjoler på ønskesedlerne, men til gengæld står tebreve, pebernødder og en kniv højt på den yngstes... Så det får han - til legekøkkenet :)

    SvarSlet
  6. Det bliver spændende for jer at skabe jeres egne juletraditioner, mens jeres børn stadig er små. Rigtig glædelig jul!

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...