torsdag den 30. januar 2014

A day in the life of ...

Drengemor har gjort det. Birgitte B har gjort det. Og nu vil jeg også gøre det. Dokumentere en helt almindelig dag herhjemme i Øglefamilien. Lige nu føles det som en alle tiders idé, at det lige netop er i går, jeg har valgt at dokumentere, for den var sq meget god, dagen. Dem har vi i øvrigt ret mange af for tiden, de der gode dage (knock on wood, inshallah, 7-9-13, jinxbegone), og det er dejligt midt i en tid, hvor jeg synes, jeg tænker lidt for meget på de dage, vi har haft, der ikke var så gode, og hvor jeg kunne/skulle/burde have gjort 1.000 ting anderledes. Ikke noget at bruge kræfter på, eftersom det er sket. I know. Men er der nogen, der gider fortælle det til min hjerne?



Kl. 06.15: Vækkeuret ringer. Højt. På præcis samme tid, som Varanen kommer dappende ind i soveværelset med sin dyne, kaster sig ned i sengen og kræver sin sut. Som jeg ikke aner, hvor er. Er en anelse forvirret over, hvor Varanen kommer fra, for hver. eneste. nat siden han fik tremmerne af sin seng, er han kommet ind til os i løbet af natten. Helt søvndrukken og lille og puttet. Nåååh. Men ikke i nat. Vildt. HDD er stået op; Han er blevet morgenmand på det seneste.

Kl. 06.40: Jeg har fået et bad, og HDD sørgede for at give Varanen morgenmad imens. HDD smutter ud ad døren, og Varanen og jeg debatterer emnet "at få tøj på". Jeg er tilhænger - Varanen er klart imod.

Kl. 07.00: Jeg vandt tøjkampen, og Varanen og jeg sidder nu begge fuldt påklædte og leger med en rød plasticbondegård, der kan sige dyrelyde.

07.10: Varanen forlanger at høre Mååhrenmadsbåw, så vi læser "Geggolaj er mørkerar" (Nikolaj er mørkeræd) og "Katinkas sutter", mens jeg spiser en portion havregryn med fiberhalløj og rosiner.

07.20: Øglen sover sødt. Jeg tænder vågelampen, kysser hende på kinden og lister ud igen, mens jeg krydser fingre for, at hun snart vågner.

07.30: Øglen vågner og vil have morgenmad. Vi bagte boller med abrikoser og tranebær i går aftes, som hun gerne vil have en af med smør. Men hun gider ikke rigtigt at spise den.

07.40: Vi læser mere Mååhrenmadsbåw - Øglen havde jo ikke hørt med tidligere, som hun sagde. Så vi læser "Androkles og løven" og "Katinka får en potte". Højpandet litteratur lige fra morgenstunden ...

08.01: Reptilerne er påklædt og klar til afgang. Det sner, men det er nu så hyggeligt. I kassecyklen med dem, og så ellers mig på gåben. vejene er glatte, så gider end ikke forsøge at cykle.

08.26: Begge reptiler er afleveret - det gik nemt i dag. Begge reptiler var glade og vinkede farvel med smil på læben. Det bliver en god dag!


08.51: Ankommer til yoga. Gik derover i stedet for at kæmpe med cyklen og sneen. Koldt! Orker ikke rigtigt i dag, men nu har jeg jo betalt, såeh ...

10.36: Yoga er slut, og jeg er på vej hjem. Helt høj. Det var fantastisk, og jeg er glad for, at jeg tog derover. Har i den grad fået løsnet op for nogle skulderspændinger og glæder mig nu endnu mere til at få fat i noget yogaudstyr, så jeg også kan gå i krig (med stil) derhjemme.

11.01: Hjemme! Kaffe! Og tidlig frokost. Spiser rester fra aftensmaden i går - grøntsager, feta og falafel. Not bad at all. Jeg spiser ved computeren. Har med vilje ikke tjekket mails på telefonen her til morgen, og det passer mig udmærket, da der ikke er kommet nogen hastere.

11.45: Har svaret på de vigtigste mails og går nu i gang med ny ordre fra relativt ny kunde. Der er nok at se til - særligt fordi arbejdsdagen begyndte så sent.

13: Kaffe!

13.32: Mail fra min nye, sadistiske tandlæge. Der er tid til tjek, og om jeg lige vil ringe ind og bestille en tid? Det bliver et nej herfra - hvorfor gøre i dag, hvad man kan gøre i morgen?!

14.15: Afgang efter reptilerne. De blev afleveret tidligt i forhold til, hvad de plejer, så jeg vil gerne hente dem tidligt. Også selv om det betyder aftenarbejde.

15: Begge reptiler afhentet. Øglen i god ro og orden - hun havde lavet en bog i børnehaven, og er i højt humør. Hos Varanen er der til gengæld masser af vredestårer. Tænk, at tarvelige mor forlanger (efter 10 minutters leg i garderoben), at han skal have flyverdragt på. Jeg undgår på mirakuløs vis at blive stram og irritabel - havde tilsyneladende fået Overskudsmor med i dag. Og Øglen hjalp rigtig fint med at få gjort lillebror glad igen ved at fjolle og gøgle.

15.15: Hjemme. Tager den røde kælk og den "blå båd" (som Varanen kalder den nye, blå kælk) med om i haven, hvor vi jo har vores egen lille kælkebakke. Blæst og sne gør dog, at Øglen ikke gider kælke mere end et par ture, før hun gerne vil ind - måske hænger det sammen med, at vi har aftalt, at der er varm kakao med flødeskum, når vi er færdige med at kælke?

15.35: Reptilerne tager ud af opvaskemaskinen helt selv! (Efter jeg, halvt i spøg, havde foreslået, at de kunne tømme den, mens jeg piskede flødeskum). Jeg fik ringet til Troldemor og konfirmeret, at vi har en aftale i morgen. Det er længe siden, jeg har set hende.

16: Kakao og flødeskum klar! HDD kommer hjem.

16.15: Begge reptiler er lidt trætte i det, så de får lov at sidde lidt med deres iPad. Den plejer ellers ikke at blive brugt i hverdagene, men i dag får de lov. Lykke over hele linjen - Øglen ser et eller andet, der hedder Pogoyo, Varanen ser - selvfølgelig - Dora. I mellemtiden får jeg gjort klar til aftensmaden, sludret med HDD og ryddet lidt op.

16.55: Slut med iPad. Under store protester fra Varanen, men - mærkeligt nok - ikke nogen fra Øglen. HDD gør et skumbad klar, så der er noget til at fjerne iPad-fokus.

17.04: Reptiler i bad. Jeg sætter en vask over og arbejder lidt på opgaven fra i formiddags. Akkompagneret af glade råb - blandet med "Lad så vær'!" fra først den ene og så den anden ude på badeværelset.

17.35: Reptiler op af badet. Med mig som håndklædefører. HDD laver aftensmaden færdig - suppe med butter beans, grønne bønner, gulerødder, speltkerner og spinat. Lækkert - og kødfrit. Det er jo stadig januar :)

18: Færdig med at spise. Reptilerne var ikke så vilde med selve suppen, men elskede begge bønnevarianter. De er ikke til at blive kloge på - sædvanligvis nægter de (eller Øglen gør, i hvert fald) at spise bønner af nogen art.

18.05: Reptilerne går ind i soveværelset for at tumle. Jeg vasker hurtigt op og følger efter.

18.35: HDD og jeg er helt udtumlet. Reptilerne får børstet tænder.

18.45: Jeg læser "Rasmus Klump passer en hvalunge" for reptilerne i sofaen.

18.55: Varanen og jeg går ind og putter.

19.10: Varanen har fået læst "Rasmus Klump besøger Bedstefar", hørt "Varanens dag" og fået den sædvanlige historie om "'kopteren". Jeg kysser ham godnat og forlader værelset. Han øffer lidt, så jeg bliver siddende uden for døren. Har taget computeren med, så jeg kan arbejde lidt videre.

20: Begge unger sover sødt. Arbejder videre.

20.45: HDD tænder for det 'almindelige' tv - længe siden, vi sidst har set andet end Netflix. Ser et eller andet om mad og Ærø med et halvt øje og går ud i køkkenet for at lave en kop te. Finder lidt mørk chokolade i skuffen og hapser det og nogle peanuts med ind i sofaen. Har lyst til at spise hele posen med M&M's, men holder mig i skindet. Der går sport i at finde på den mest storytellende ret inspireret af Ærø-programmet - HDD vinder med sin "dessert af æbler fra Gårdmand Hansen, der kun har et enkelt æbletræ. Som giver tre æbler om året".

21.15: Ser TV-Avisen og hækler. Og undres nok engang over hele DONG-miseren. Burde SÅ meget få tørret spisebordet af og ryddet helt op, men jeg gider ikke.

22.03: Åhr shit. Der er vasketøj i maskinen. Det skal hænges op.

22.15: Hækler videre og sludrer med HDD. Det er en actionpacked aften, det her ...

22.50: Ligger under dynen og fryser. Det er så smukt med al den sne, men hvorfor skal det være så koldt?!

23.59: Varanen mosler og øffer i sin seng. Jeg giver ham sutten, og han falder til ro. Og NU skal jeg sove!


Vild dag, ikke (?!) Retfærdigvis skal det siges, at jeg normalt arbejder noget mere, end ovenstående kunne indikere. Onsdage er bare lidt amputerede pga. yoga fra morgenstunden. Måske jeg også skulle dokumentere en 'rigtig' dag en dag ...

tirsdag den 28. januar 2014

Skridtet før samlesæt

Kan I huske, dengang lægen udråbte mig til at være multiallergiker? Nej? Så vidt vides er jeg ikke blevet hverken mere eller mindre allergisk siden dengang (men det vil vise sig om et par uger, hvor jeg har sat (ny) læge i stævne for en gang for alle at finde ud af, om vi skal kultivere eller dræbe Øglens ønske om et pelset kæledyr. Selv om hun i mellemtiden har bedyret, at hun ikke gider have et alligevel, fordi hun ikke gider (hjælpe med) at gøre buret rent og i det hele taget passe på det ...), men til gengæld skranter jeg på alverdens andre områder.

Mit første (og hidtil eneste) visit hos min nye læge bestod af, at hun skulle finde ud af, hvorfor jeg blev ved med at have ondt i brystet i venstre side. Det tog hende ikke lang tid at konstatere, at jeg (åbenbart) har en rædsom holdning ("Er du sådan lidt skæv i ryggen? Har du nogensinde fået det at vide før?"), og at smerterne var noget muskelinfiltration langt inde i kadaveret. Hun ordinerede pilates, strækøvelser og en bold som kontorstol, og siden er det blevet bedre - omend stadig ikke helt godt. Måske fordi jeg ikke heeelt har fulgt hendes anvisning om helt at stoppe med at bære rundt på reptilerne. Men prøv I at forklare Varanen, at mor ikke lige kan bære ham mere overhovedet. Han bliver ikke båret så ofte, men nogle gange er det altså bare rart at kunne komme op til mor, når sneen er for våd, benene er for trætte, eller verden er for farlig.

Og nu er den så gal igen. Eller - dvs., at nu har jeg fagkundskabens ord for, at den er gal igen. Denne gang med knæene. Som det vist har været galt med siden ... hm ... siden Berlin Maraton sidste år. Jeg har ikke lagt så meget i det, for det er jo en ret hård belastning for bentøjet at løbe så langt. Og jeg har holdt en pænt lang løbepause efterfølgende. Men nu er jeg så i gang igen, eftersom HDD var så sød (sagt helt uden ironi, i øvrigt - jeg blev virkelig glad!) at give mig en billet til VM i Halvmaraton i fødselsdagsgave. Knæene værkede noget efter de første korte løbeture, men det lagde jeg ikke så meget i; Jeg skulle jo lige i gang. Men efter at have været i gang i nogle uger efterhånden, værker knæene stadig. Ikke mens jeg løber, underligt nok. Men stort set på alle andre tidspunkter. Så jeg bestilte tid hos en fys i går,  og fik en tid i dag - det med knæene er åbenbart noget, man tager ret alvorligt hos sådan nogle. Eller også har de ikke så meget at lave ...

Fyssen lyttede lidt til min klagessang og kiggede så på mine knæ. Hvorefter hun konstaterede, at hun "godt kunne se, hvad det er, jeg laver". Jeg lavede, efter bedste overbevisning, ikke andet end at stå stille, men hendes fys-øjne kunne åbenbart se, at jeg selv i stilstand overkompenserer ved at låse i knæene og dermed vride i det inderste knæled (?!) - "helt ligesom når man er hypermobil". Der kan man bare se. Derefter tæskede hun min knæmuskulatur (igen: ?!) igennem, mens hun indirekte gav mig dårlig samvittighed over at putte mine børn i institution ("Husk på, at tiden med børnene ALDRIG kommer igen!" og et "Hvordan kunne du GØRE det?"-udbrud, da jeg som led i samtalen fortalte, at Øglen var kommet i vuggestue, da hun var 9 mdr. Selv havde hun gået hjemme i 10 år, mens hendes børn var små, og dén kunne jeg sq ikke rigtig komme igen på). Afslutningsvis ordinerede hun cykling i stedet for løb - i hvert fald i stedet for to af de tre løbegange, jeg ellers har i kalenderen. Desuden rådede hun mig til at købe et par bløde, bøjelige, barfods-agtig sko, der dog stadig har stødabsorbering Godt, jeg arbejder hjemme. Hendes eksempler på sko var ikke just moderigtige ..., og plottede to aftaler mere i kalenderen. Indenfor den næste uge.

Nu er jeg hjemme. Jeg googler fodtøj, der får både mine øjne og mit Dankort til at bløde. Sidder i ramme alvor og overvejer at melde mig ind i det lokale fitness-center, som jeg antager har en motionscykel. Ikke, at min track-record med motionscentre er noget at prale af. Men et eller andet skal man vel smide sine penge efter (!) Og spekulerer på, hvornår det var, jeg begyndte at blive så skravlet.

... Gad vide, om jeg har noget chokolade. Er sikker på, at det hjælper bare en lille smule ...

søndag den 26. januar 2014

Yoga-update

Hey, jeg skylder jer da totalt meget en update på det der yoga. Jeg ved, at spørgsmål som "FANDT hun nu noget at tage på?", "Fik hun hold i ryggen/nakken/lænden/hoften/andet usmidigt sted?" og "Er hun mon allerede stoppet igen?" har presset sig på, så lad mig gøre en ende på spændingen ved lige at opdatere jer.

Det kan i virkeligheden gøres ret kort: Det gik - og går - ræddi ræddi godt. Jeg fandt noget at tage på, og nej, jeg har endnu ikke forstrukket eller fået hold i ledder eller lemmer.

Men nu er jeg jo ikke kendt for at gøre noget som helst kort, som kan gøres langt. Så jeg vil gøre mit absolut bedste for at gøre en kort historie lang og begynder med at berette, at jeg (endnu) ikke er begyndt at drikke Pukka-te, og at jeg (endnu) ikke har investeret i dyrt yoga-udstyr. Det sidste er dog bare et spørgsmål om tid økonomi, for jeg kan mærke på det hele, at jeg ikke bliver færdig med yogaen lige med det første. Hvilket er meget heldigt, eftersom jeg har commited mig til 18 x 1,5 timer, men altså ...

Dengang jeg boede og rejste rundt i det sydlige Afrika, var jeg sådan lidt outdoorsy i det. Eller - det ville jeg i hvert fald gerne være. Måske fordi jeg syntes, det var lidt sjovt at købe ting og sager i forskellige spejder-agtige butikker, så ud over Teva-sandaler (eller - en ækvivalent til Teva-sandaler, som jeg har glemt hvad hedder) havde jeg også kaki-farvede bukser, der kunne lynes af under knæet, en praktisk (og virkelig grim) hættetrøje, en pandelygte (!), en virkelig sej, STOR, vandrerygsæk (som min bror efterfølgende har nolet) og diverse andet. Satte dog, trods alt, grænsen ved et primusapparat, selv om jeg kan huske, jeg stod i butikken og tænkte, at det lige ville være prikken over i'et.

Det jeg vil fortælle med dén historie er, at jeg godt kan blive grebet lidt af ting og det, (jeg synes), de signalerer. Dengang var det så en outdoorsy type, jeg, uvist af hvilke grunde, gerne ville identificere mig med (er ikke sket siden, skal jeg så lige skynde mig at sige). Og nu er det - eller er på vej til at blive - en yoga-type, kunne det tyde på. Så jeg har kigget og klikket hos yogaudstyr.dk (som er totalt uvidende om dette indlæg og derfor desværre heller ikke sponsorerer så meget som en enkelt lille yoga-dims) og savlet over deres VIRkelig lækre ting. Jeg har allerede fundet for 900 kroners Kan Ikke Leve Uden-ting, men jeg kunne snildt finde for et par tusinde mere. For tænk nu, hvis jeg havde det her sæt. Så ville jeg med garanti få en fejlfri teint og lange, lækre ben. Og mørkt hår. Eller en af de her bluser. Og kunne det i øvrigt ikke også være smart at købe en hel masse mere, når nu jeg skal til at være totalt yoga-lækker? Min eksisterende garderobe kan jo sagtens tweakes til at passe perfekt til yogatøj (#not), så baaare lige et par trøjer eller 7, SÅ er lykken gjort ...

Jeg kan ikke helt styre det, kan I nok høre. Selv om det dog indtil videre kun bliver ved snakken - kontoen orker nemlig ikke de vilde yoga-type-udskejelser her sidst på måneden. Og hvis det går med yoga-tendensen, som det gik med outdoorsy-tendensen, så skal det bare have tid til at dø ud. Jeg håber dog, at det bare bliver min lyst til nyt grej, der dør ud, for selve yogaen er jeg temmelig begejstret for. Hvilket overrasker mig, men jeg er så åbenbart typen, der synes, det er fedt at blive strukket ud på steder, jeg end ikke anede, jeg havde spændinger, og nyder at lukke helt af for arbejde, januar-kulde og what-not i 1,5 timer om ugen. (Hvilket i øvrigt godt kunne gå hen og blive til mere, hvis jeg ellers får gjort alvor af at melde mig til sådan noget fitness-center-yoga også).

Medgivet: det varer længe, før sætninger som "Eih, altså - al den kulde og blæst laver jo helt rod i mit vatta" finder sin naturlige plads i mit ordforråd, men velværet, der følger med selve yogaen gør, at jeg kan bære over med yogien. So far, i hvert fald.

Så det var egentlig bare det, jeg ville sige. Og nu vil jeg kaste mig i sofaen med et eller andet spiseligt. Og lykønske mig selv over, at jeg overlevede næsten tre timer i et nyåbnet, gigantisk legeland i nærområdet. Hvor samtlige af nærområdets børn PLUS en milliard andre også var. Men det er sjovt, som man kan bære over med det meste, når man ser, hvor begejstrede ens unger er ...

tirsdag den 21. januar 2014

Nåmn, hvordan går det så?

... Med de der nytårsforsæt-agtige tiltag, jeg havde store planer om at implementere her i 2014? Jeg ved godt, at der er 100 år, til 2014 er slut, og at der er god tid til at komme på ret køl og alt det der, men nu, hvor året er en lille måned gammel, kunne det da være sjovt at se for mig, hvordan det går. (Ikke sjovt for jer, indvender I?! Bare ærgerligt ...)

Mindre husagtigt
Indtil videre har vi ikke rigtig lavet noget i huset i 2014. Med mindre omrokering af Varanens værelse tæller? Så det lover godt ... (Og så ikke et ord om, at jeg har skumle planer for bryggerset. Skal bare lige finde nogle penge først)

Et godt år for firmaet
Lidt tidligt at gisne om, men jeg er kommet godt fra start og krydser alt, hvad krydses kan, for at de gode takter fortsætter.

Nærværende
Det går faktisk overraskende godt med at holde pause med min telefon. Indrømmet; hvis Nærværs-politiet kom på uanmeldt besøg, kan jeg ikke love, at jeg ikke vil blive fundet i en situation, hvor jeg tjekker telefonen - også i tidsrummet 15.30-19; efter ungerne er hentet, og før de kommer i seng. Men jeg sidder ikke med den, når jeg hænger ud med reptilerne, og jeg forsøger så vidt muligt at lade være med at bruge den i weekenden. At det så resulterer i, at jeg ikke får taget nogen billeder, er en downside, jeg må tage med. (Eller også må jeg begynde at huske at tage lommekameraet med i stedet).

Kødfrit (januar)
Jamen, det går strålende. Tak, fordi I spurgte. (Nå, det gjorde I ikke?) Jeg har snydt, ganske uforvarende, en enkelt gang, hvor det skulle gå hurtigt, og vi varmede en frossen blok tomatsuppe fra Mou. Som smagte glimrende, men som ved nærmere eftersyn viste sig at være kogt på en høne. (Og jeg har også spist ting, der har rørt ved kød, når jeg har spist ude hos folk, der fx har lavet pastasalat med kylling. Mere hysterisk skal det trods alt heller ikke være). Men bortset fra det, har jeg holdt mig til fisk, ost og grøntsager - og pasta i en snæver vending.

Sundere end 2013
Det går udmærket, men det er ikke uden hovedbrud. Sukkeret går det fint med at undvære, men det skyldes nok, at jeg erstatter det med dadelkugler (#nomnom), som jeg nok spiser lige i overkanten af, og mørk chokolade. Og sort te sødet med Stevia. Jeg klager ikke - og savner jeg lakrids og vingummi, spiser jeg bare noget af det. Dog slet ikke i samme mængder som hidtil.

Det har imidlertid vist sig at være mere 'krævende' at undvære både kød og stivelse, end jeg lige havde forudset. Men jeg gør mit bedste og glæder mig over, at jeg dels får det bedre af at undvære melet og sukkeret, dels bliver mere kreativ i køkkenet, når jeg skal lave aftensmad uden kød. HDD er frisk på udfordringen (han spiser som regel kød til frokost på arbejdet, så han lider ingen nød på kødfronten), og det betyder temmelig meget, da det er tidskrævende nok at skulle lave grøn mad - og hvis jeg pludselig stod og skulle lave to forskellige ting, ville det gå endnu langsommere. Reptilerne efterspørger i øvrigt ikke kød overhovedet. Engang imellem får de en spegepølsemad eller leverpostejsmad til frokost, men til aftensmaden har de ikke nævnt kødmanglen med et ord. Vi har dog den udfordring, at især Øglen ikke er så vild med sammenkogte retter - hvis hun ikke kan se, hvad det er, vil hun ikke spise det. Og bønner og squash (grundstenene i mit grønne køkken) kan hun ikke lide. Til gengæld er hun frisk på at spise grøntsagsstænger i langt de fleste varianter, så hendes pasta bliver akkompagneret af bare nogle få næringsstoffer ...

Mht. motionen går det knap så fantastisk. Det er koldt og det blæser og det er svært at tage mig sammen. Men jeg skal nok! Jeg er i øvrigt begyndt til yoga nu, og dét er fedt! Det måtte gerne være onsdag hele tiden!

Fleksibelt
Indtil videre går det rigtig fint med at balancere arbejde og fritid. Jeg har været så privilegeret, at arbejdsopstarten efter julen har været glidende, således at der har været plads til nogle korte(re) dage til reptilerne. Tiltrængt efter en lang juleferie, hvor det at komme tilbage i hverdagen har været ret hårdt for særligt Varanen. (Så han holder faktisk fri i dag og er lige nu dybt optaget af et afsnit af Dora the Explorer).

Fantastisk
Hvorvidt hele 2014 bliver fantastisk, er svært at spå om, her inden vi rammer februar. Men so far so good - starten har været god, og fortsætter det sådan, er jeg ret sikker på at nå mit beskedne mål om et awesome år ...

mandag den 20. januar 2014

Når Øglen er ude ...

... danser Varanen på bordet. Eller noget.

Vi har lånt Øglen ud til Mårmor og Mårfar. Helt til på onsdag. Ikke fordi vi skal noget som helst, men fordi Øglen elsker at være på ferie. Uden os. (Ved ikke helt, hvad det siger om HDD's og mine evner inden for disciplinen Forældre, men jeg vælger at tage de positive briller på og tro, at det 'bare' betyder, at hun er tryg nok til at være væk fra os).

Vi kickstartede Øglens ferie med alle sammen at tage over til Mår-forældrene. Varanen ville aldrig have tilgivet os, hvis vi ikke havde gjort det sådan - han elsker Mårmor og Mårfar og kan tale om dem nonstop. Særligt, når han hænger ud med Farmor, det lille skarn ... Faktisk overvejede vi, om han mon også skulle på ferie der, men Hønemor her synes trods alt, at han er lidt for lille til at være på ferie 'bare fordi'. Og Øglen ville desuden ikke høre tale om, at hun skulle dele Mår-forældrenes opmærksomhed med nogen. Så hun er på ferie, og Varanen får alenetid med HDD og jeg. Så bliver han forkælet lidt ekstra - bl.a. med det par 'glimmersutsko' han forelskede sig stormende i i Netto i går. Som han sov med i nat. Og som han har på i vuggestuen i dag. Min lille fashionisto.

Se lige, hvor flotte de nye sutsko er. Jeg kan godt forstå, han faldt for dem. Hvis jeg ellers brugte str. 24 i sko, kunne jeg også have været fristet ...

Weekenden i det vestsjællandske var som altid hyggelig. Den gik bare alt for hurtigt (syntes de voksne. Øglen ville gentagne gange høre, hvornår vi mon tog hjem). Af uransagelige årsager fik jeg stort set ikke taget nogen billeder. Men til gengæld fik vi hygget foran pejsen, jeg fik introduceret Øglen for Ludo (stort hit - må vist få købt sådan et spil til at have herhjemme også), Varanen highjackede sine Mår-forældre på skift til at læse bøger, de små var i skumbad, vi var alle nede og se til den nissehule, der meget belejligt er nede i Mårmor og Mårfars 'skov' (og sør'me om ikke vi var så heldige, at selv om nisserne måske/måske ikke er smuttet retur til Nisseland, så havde de lagt en lille pakke med vingummier til reptilerne?), de voksne drak en masse kaffe, og pludselig var weekenden forbi. For HDD, Varanen og jeg, altså.

Varanen og Mårfar var ude at gå med hunden. Og mødte en brændestabel i mini-skoven. Mårfar er fotografen bag billedet, da jeg, som nævnt, nærmest ikke fik taget nogen

Vi blev vinket af sted af Mårmor, Øglen og en Yoohoo-bamse med grotesk store øjne, og så måtte vi ellers bruge de første kilometer på at forsikre en temmelig betuttet Varan, at alt var, som det skulle være, og at det ikke var en fejl, at Øglen ikke var med. "Øglen sidde dér, mor og far!", kommanderede han, mens han pegede på det tomme bagsæde. Efterfulgt af et "Hvor' Øglen henne?".

I går aftes var det også svært at forstå, hvor hun var henne, og det første, Varanen sagde i morges (efter "Ikke sove mer'" og "Guddi, hangegryn!" altså - man må jo have prioriteterne i orden) var "Hvor' Øglen henne, mor?!". Så han savner sin søster. Som i øvrigt har det godt. Siger Mårmor. Øglen gad ikke rigtig snakke, da jeg ringede, men hun gad dog godt hurtigt berette, at hun havde banket Mårfar i Ludo. Hvilket i parantes bemærket er lidt af en bedrift, for han er en hård Ludo-negl.

Billede fra Mårfar. Øglen ved nissehulen, der i nattens løb har fået en lille stige. Mystikken stiger ... #tøhø

Det er meget mærkeligt ikke at have Øglen hjemme. Og kun at have et enkelt reptil at tage sig af. Faktisk er det, indtil videre, den rene badeferie. For det kan godt være, at Varanen kom dappende ind i vores seng midt i nat. Men til gengæld sov han - og jeg - så også til omkring klokken 8. Luksus! Han får en kort dag i vuggeren i dag, og i morgen begynder han til det nye Mikle. Som i øvrigt er det gamle Mikle, da det nye var noget værre hø, ifølge HDD. Men det er en anden historie. Derudover har han jo så sine forældres udelte opmærksomhed, når han er hjemme, så han skal også nok få nogle hyggelige dage - selv om han selv mener, at han hellere vil hjem til Mårmor og Mårfar. Næste gang tænker jeg, at han skal prøve at være på en lille ferie derovre. Og næste gang igen kan de måske være på ferie sammen. Måske. Hvis Hønemor kan undvære ham.

Der er længe til onsdag aften, synes jeg. Men selv om jeg savner Øglen, glæder det mig, at hun får lov til at have nogle dejlige dage med Mårmor og Mårfar. Og at Varanen får noget alene-tid med HDD og jeg. Derudover glæder jeg mig over, at vi har muligheden for at give ungerne den slags oplevelser. At de (Øglen, om ikke andet) gider. Og at Mårmor og Mårfar gider, ikke mindst. Det er jo ikke nogen selvfølge. Men det hjælper selvfølgelig nok lidt på det, at vi har at gøre med verdens absolut sødeste børn. Uden sammenligning ... ;-)

fredag den 17. januar 2014

Pimp dine vægge (give away)

For nylig havde jeg en date. Med et skærebræt, en hobbykniv og en rulle sort hyldepapir. Jeg lever livet totalt på kanten her i det nordsjællandske.

Daten udsprang af, at jeg var er var i gang med at flytte rundt på Varanens værelse (seriøst - jeg bliver aldrig færdig, fordi jeg a) ikke er sådan helt fiks på fingrende, heller ikke når det gælder boremaskiner, b) bliver slået ihjel (mindst) af HDD, hvis jeg selv prøver at bore i (åbenbart meget sart) gipsvæg, c) bliver udnævnt som månedens mindst populære person, når jeg fortæller HDD, at den hylde, han næsten lige har sat op på førnævnte gipsvæg, sidder forkert og skal flyttes = flere skruehuller, d) ikke lige kan lure, hvordan jeg skal hænge mine vældig dekorative hus-bogkasser fra Netteren op, eftersom de. Ikke. Har. Noget. Ophæng. #hvadhavdeItænktjerNetto?), og det er sjovt, som billeder pludselig hænger helt forkert, når man sådan flytter rundt på stort set alle møbler i rummet.

Det glædelige er, at værelset er blevet meget mere harmonisk og hyggeligt - og frekvensen, hvormed reptilerne leger derinde, vidner om, at de synes det samme. Selv HDD er enig; Han er bare ikke helt enig i, at der skal noget som helst op på Den Dyrebare Gipsvæg. Så det skal vi lige bruge lidt tid på at blive enige om.

Men. Daten. Når nu jeg hverken kan eller må bore og skrue, og HDD belejligt 'glemmer' at hænge ting op, når han er hjemme, så må jeg jo dekorere væggene med noget andet. Og det er så her, hyldepapiret kommer ind i billedet. For sådan noget kan bruges til at lave wallstickers med. (Og før I alle skyndsomt lukker browseren ned, skal jeg lige haste med at sige: Bare rolig. Det er ikke en hjemmelavet wallsticker, der er præmien i denne give away!) Jeg flashede resultatet på Instagram (@astridsf) for nylig, så nogle af jer har sikkert set det, men det får lige en gentagelse nedenfor. Varanen er godt tilfreds, lader det til - tenderende til aldeles ligeglad. Men han er i det mindste ikke i oprør over den. Øglen har også tegnet (og jeg har skåret) en lille wallsticker til sit eget værelse, og både reptiler og (især) Nærigmor er glade.

Luftballon over Varan-sengen (som ikke har fået tremmerne af endnu på dette billede) 

Close-up. Fordi I er vildt interesserede i detaljerne. (Jo, I er!)

Men så var det, at Illux gav lyd. Selv om de ikke siger det direkte, er jeg sikker på, at de har set min hjemmelavede wallsticker og fået sved på panden #not. Men de ville i hvert fald lige sige hej. Og tilbyde en wallsticker fra deres vældig fine sortiment. Sødt af dem, og jeg ville have taget imod den med kyshånd, hvis altså ikke det var fordi, jeg har brugt timevis ved skærebrættet med tungen koncentreret placeret i mundvigen, og fordi vi i øvrigt ikke har flere vægge ledige til wallstickers på børneværelserne. Men. Det kommer jo så bare en af jer læsere til gode. For den heldige vinder får nemlig mulighed for at spiffe børneværelset (eller stuen - det skal jeg ikke blande mig i) op. Uden at bore huller. Totalt win - særligt, hvis I har en HDD-agtig type derhjemme, der er lidt nærig med hullerne, so to speak.

Hvis nu jeg havde haft en stooor, tom væg til rådighed på et af børneværelserne, så ville jeg have denne her ABC-sang pronto. Billede lånt hos Illux.dk

Det er en rabatkode på op til 500 bobs, der bliver udloddet, og det eneste, I skal gøre for at deltage, er at skrive nedenfor, hvilket rum, I gerne ville dekorere, hvis I vandt, og evt. med hvilken wallsticker (bare navnet på den, for man kan ikke linke direkte. Jeg kan i hvert fald ikke). I kan se alle stickerserne her. HUSK i øvrigt også at skrive jeres mailadresse - det ville være så ærgerligt, hvis I vandt, men jeg ikke kunne finde frem til jer. Så mailadresse, mailadresse, mailadresse. I selve kommentaren. Taxa!

I må selvfølgelig også meget gerne følge mig på Bloglovin' eller Instagram, men eftersom jeg er for doven til at tjekke, om I nu også har gjort det, er det ikke et ufravigeligt krav. Og jeg vil i øvrigt også hellere have, at I følger, fordi I har lyst, end fordi I måske/måske ikke kan få en wallsticker for det ...

Såeh. Held og lykke. Jeg trækker lod 1. februar. Fordi det er en god dag. Den markerer nemlig afslutningen på januar, der af en eller anden grund bare altid er megalang, megagrå og mega ... januaragtig.

***I øvrigt - hvis nogen skulle være i tvivl; Give away'en bliver lavet i samarbejde med Illux.dk, og jeg får ikke andet ud af det end (forhåbentlig) et par karmapoint***

torsdag den 16. januar 2014

Farvel tremmer

Så kom dagen. Hvor Varanen fik tremmerne af sin seng. Det er lidt overraskende for mig, at vi er nået hertil, for jeg har alle dage troet, at han skulle beholde dem på, til han begyndte at få piger med hjem. Men nu prøver vi.

Ikke, at han endnu er lykkedes med at forcere tremmerne, så i og for sig kunne vi jo godt beholde dem på, men altså ... Han er 2 år og 4 måneder. 3 måneder ældre end Øglen, da hun fik tremmerne af, og 5 måneder yngre end da hun fik tremmerne på igen, ahem. Og nej - alderen betyder egentlig ikke noget i denne sammenhæng, men så alligevel. Efter jeg rykkede rundt på hans værelse for et par uger siden (jeg skal nok tage billeder - skal bare liiiige have noget op på væggene først) har han (og Øglen) tilbragt rigtig meget tid derinde. Det er blevet sjovere at lege i, tilsyneladende, og så synes jeg jo, at det er oplagt, at han også får en lille sofa/hyggekrog - som så passende kan være sengen. Derfor: Af med tremmerne.

Første aften uden tremmer. Før puttetid, trods alt. Mosle mosle

Mosle mosle mosle

Det var tirsdag aften, tremmerne røg. En times tid før sengetid. Varanen var mystificeret, men glad for "sin nye seng", og han syntes kun, det var en lille smule underligt, da han skulle puttes. Og det hjalp tilsyneladende en del på det, at han kunne se mig, som jeg sad dér ved siden af ham på madrassen, der substituerer for den vækblevne sengehest.

Det lykkedes mig oven i købet at snige ud af værelset, før Varanen faldt i søvn, men jeg blev kaldt hen til døren oftere end sædvanligt, fordi - tror jeg - det hele var lidt nyt. Og det lykkedes Varanen at falde i søvn. Helt selv. Og selv om aftenen blev noget urolig med en masse opvågninger, betegner jeg den som en stor succes - han skal jo lige lære det.

Putningen i går gik (også) over al forventning. Og i morges kom der så en lille søvndrukken dreng ind i soveværelset. Klokken 05.51 godt nok, men pointen er, at han selv kom ind, og at vi jeg ikke behøvede at hente ham. Jeg ser store muligheder i det her nye arrangement - og krydser fingre for, at han aldrig kommer til at fatte, at man jo bare kan stå ud af sengen igen, når man er blevet puttet, hvis man ikke lige synes, man gider sove.

tirsdag den 14. januar 2014

Lorteskid

Tis er sjovt, synes reptilerne. Rigtig sjovt. Så sjovt, at "tis" nu er det ord, der optræder flest gange, når de synger "Oppe i Norge". Og "På loftet sidder nissen med sin julegrød", "Lille Lise" og stort set alle andre sange, de synes er fede lige for tiden. Kan man smide et 'prut' ind et sted i sangen, er deres lykke gjort, og selv om jeg godt kan blive ret træt i hovedet, er det også ret sjovt at lytte til. For de griner simpelthen så hjerteligt, når de synger deres latrinære sange, at man ikke kan undgå at blive glad i låget.

Det er - selvfølgelig - Øglen, der har påtaget sig rollen som lærer udi de frække udtryk. En rolle hun elsker; sandsynligvis fordi det giver hende mulighed for at kanalisere alle de knap så pæne ord ud gennem sin semiuskyldige lillebror. Hun udvider rollen dagligt, og nu er jeg således den stolte mor til en 2-årig, der ved puttetid dels ligger og synger førnævnte tis-version af "Oppe i Norge", dels siger "Lorteskid" og er ved at dø af grin.

Det er ret svært ikke selv at dø lidt af grin, når han sådan ligger der i mørket og prøver sit ordforråd af. Mens det er knap så morsomt i fuldt dagslys, når der er to tumlinge, der kravler på væggene og kappes om, hvem der kan råbe "Lorteskid" allerhøjest. (Der er stadig uafgjort. Og mine ører er faldet af et sted i processen, for de kan begge råbe pænt højt)

Men ok. Så længe de ikke siger det (alt for meget) ude i byen. Så går det nok. Og skulle det endelig være, må de hellere sige "Lorteskid" til andre, end de må fortælle, at jeg åbenbart synes, at deres tegninger er grimme, hvis de tegner uden for stregerne ... (Og så ikke en lyd om, at Varanen underholdt alle de nyankomne børn i garderoben i morges med at råbe "Dumme prut" sådan cirka 419 gange. The joy!)


mandag den 13. januar 2014

"Jeg SAAAVNER mo-arrrr!"

Der var engang et hus, der var vandskadet og derfor en Øgle, der sov i "mors og fars seng" hver evig eneste nat. I fem måneder.

Samtidig var der en Varan, der så sikkert som amen i kirken ville vågne endnu mere og begynde at rotere, prikke øjne ud og sparke på hager, hvis man så meget som vovede at forsøge at liste ham ind i "mors og fars seng" i det naive håb om at få bare 20 minutters mere søvn, når han igen-igen vågnede klokken alt for tidligt.

Meget belejligt, i grunden, for selv om vi er de glade indehavere af en dobbeltseng, kan det altså godt blive lidt trangt med hele familien i den på én gang.

Så blev den der vandskade udbedret. Og Øglen fik sit værelse tilbage i en stærkt opdateret udgave. Inklusive en voksenseng. Den er hun glad for. Så glad, at hun faktisk kun har tilbragt tre nætter inde hos os, siden hun rykkede ud. Den ene gang var den første aften. Den tredje gang var natten til i dag, fordi hun havde ondt i det ene øre. Den anden gang kan jeg ikke lige huske grunden til, men humlen er også bare, at tre gange ikke er meget på halvanden måned, når hun har ligget i smørhullet i fem. Synes jeg i hvert fald.

Man skulle tro, at Varanen kunne mærke det, i det sekund Øglen forsvandt fra dobbeltsengen, for på præcis samme tidspunkt begyndte han at insistere på at komme ind i "mors og fars seng", når han øffede om natten. Efter at have holdt stand et par dage (nætter), prøvede vi skeptiske at tage ham med derind. Og fandt ud af, at han nu godt kan sove derinde. Stadig roterende og flaksende og sparkende, men også sovende. Breaking news, mand!

Sverigesturen med snot, hoste og feber gav lige yderligere Varan-erfaring i at sove i smørhullet, og på nuværende tidspunkt kan jeg godt afsløre, at han er blevet helt habil. Så habil, at han faktisk vågner stort set hver eneste nat og vil "IND I MORS OG FARS SENG!", og med udsigten til at kunne sove inden for tre sekunder - nu med lille, buttet barnearm enten draperet rundt om min hals eller aende på armen, må jeg indrømme, at jeg ikke tænker mig om to gange, før jeg slæber ham med derind. Alternativet er nemlig mig krummet sammen på madras med et forskelligt udvalg af tæpper og bamser slynget over mig. Og det er ligesom en situation, jeg har befundet mig i mange gange nok, synes jeg.

Min lille pirat

Varanen storhygger også med at putte i dobbeltsengen. Dog ikke så meget, at han ikke stadig står tidligt op og gjalder "MÅÅÅHRENMAD! GUDDI, HANGEGRYN" (Morgenmad. Yoghurt og havregryn, red.), når man godt gad sove mindst en time længere. Men nu er klokken i det mindste ikke 05 længere, når han gør det, og så kan jeg altså tilgive meget.

Men. For der er jo altid et men. Jeg ved ikke, om det på nogen måde hænger sammen med det nye sovemønster, men du godeste, hvor er Varanen blevet morsyg på det seneste. Jeg nævnte det kort for nylig, hvor jeg skrev, at Varanen savner mig. Tit. Også hvis jeg bare er på badeværelset. Eller står lige ved siden af. Og HDD må ingenting, når det gælder putning, opøsning af morgenmad eller - virkeligt eksempel fra i går - bare det at stå op sammen med Varanen. Til trods for, at det var min sove længe-morgen. Grrr.

Hvad angår putning, står vi fast. HDD putter Varanen en uge, og jeg putter Øglen, og efter en uge skifter vi så. (Hvilket egentlig startede som modsvar på, at Øglen aldrig ville puttes af HDD og skreg og råbte, bare har dristede sig til at sige, at puttetid nærmede sig). Men hvad angår morgenritualerne, så er de lidt sværere at stå fast på, da Varanen har en tendens til at råbe MEGET højt, og Øglen godt kan lide at sove længe. Så hvis hun ikke skal vækkes i utide, må vi tækkes ham Varanen på det punkt. Men altså.

Nåja. Det der savn til mig clasher så også rimelig meget med, at det er mig, der afleverer ham i vuggestuen. Således havde vi både onsdag og i dag en helvedes-aflevering. (Fredag sendte jeg HDD ind med ham, og der var ingen problemer, men det er desværre bare sjældent, at HDD overhovedet er hjemme på afleveringstidspunktet, så det er ikke en mulighed til daglig). Det var helt klart værst i onsdags, hvor jeg i 10 minutter stod ude i garderoben og hørte mit barn græde utrøsteligt (og - ok - også temmelig kørt op. Han kan blive temmelig hidsig). Jeg kunne slet ikke bære det og havde fat i lederen et par gange, så hun lige kunne tjekke til ham. Og da jeg kom hjem, ringede jeg for at høre, hvordan det gik. (Godt, heldigvis). I dag var der anlæg til samme ulykkelighed, men heldigvis kunne jeg høre gråden stilne af så snart jeg var uden for synsvidde. Og Verdens Sødeste Pædagog ringede efter en lille time og berettede, at alt åndede fred og ro. Selv om han havde råbt "Jeg savner MOARRRR" et par gange eller 50.

Hidtil har afleveringerne aldrig - som i aldrig - været et problem. Naturligvis gør 16 dages juleferie heller ikke noget godt for lysten til at være 'på arbejde' sammen med alle de andre børn hver dag, men jeg har ham mistænkt for at være inde i en eller anden separationsangst-fase. Hvilket jeg virkelig forsøger at anerkende, men det kan være en kende svært, når jeg ikke engang må gå på toilettet, uden han enten bryder sammen eller bryder ind. Ikke, at han ikke må komme med ud på badeværelset, men når det er hele tiden og så igen, kan det godt blive lidt anstrengende.

Øglen med det sidste store - VIRKELIG store hit; Alfons Åberg-appen 

Øglen kan naturligvis godt mærke, at Varanen klamrer sig mere til mig end ellers, og hun reagerer med at blive ... rigtigt gættet ... morsyg! Så for et par dage siden havde jeg to slåssende reptiler hægtet på benene, mens de skiftevis råbte "MIN mor!" højere og højere. Jeg havde faktisk mest lyst til at flå dem af og råbe "MINE BEN!" ned i hovedet på dem, men det gør man jo ikke i disse anerkendende tider, så i stedet måtte jeg opbyde hele reservelageret af forståenhed, lægge ansigtet (og stemmeføringen, ikke mindst) i 70'er-agtige folder og sige ting som "Jeg er jeres begges mor", "Jeg går ingen vegne", "Bare rolig" og "Herhjemme slår vi ikke hinanden". Grrr.

Men vi sagde bare, at det er en fase, ikke? Som går over lige om lidt? Det håber jeg ...

fredag den 10. januar 2014

"Der sidder en klovn i barneovnen"

Selv om Varanen er en lille bestemt herre, er han også et tænksomt gemyt. Ikke at forveksle med en forsigtigfrans - tværtimod er han mere end almindelig svær at skræmme, lader det til (for det er jo ikke sådan, at vi prøver målrettet, vel?!).

Da Øglen var lille, skulle der ikke ret meget til, før hun blev forskrækket. Hver evig eneste gang, der kom en motorcykel forbi barnevognen (og det gjorde der tit, derinde på Østerbro), spjættede hun med arme og ben og begyndte at græde. Døre, der smækkede, pludselige bevægelser og lignende, kunne også godt gøre hende helt perpleks.

Med Varanen er det anderledes. Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange gange jeg har set ham forskrækket. Og en af gangene var i går, hvor han og Øglen stod midt i en stor vandpyt, og Øglen lige pludselig vrælede "WRAAAAHHHHRRR!" lige ind i baghovedet på ham. Det ville jeg også være blevet forskrækket over.

Alligevel, til trods for jernpsyken, har jeg en fornemmelse af, at der bliver tænkt mange tanker inde bag chokoladeknapperne. Og i takt med, at der kommer mere og mere sprog på, får han omsat nogle af de tanker til ord.

På det seneste har han snakket en hel del om monstre. Hvilket jeg tænker, har noget at gøre med, at Øglen ofte leger monster og taler om monstre (og forsøger at skræmme den knap så skræmbare Varan med monstre). Varanen mener så, at der tit er monstre i huset. Som kommer og bider ham. Og nogle gange kysser de ham angiveligt. Ikke, at han er rædselsslagen eller noget - han konstaterer det bare. Og lyder lidt irriteret. Forleden talte han desuden meget om "ildebrande" - formentlig foranlediget af noget HDD sagde i forbindelse med Øglens noget skødesløse omgang med en lyspære.

I går regnede det pænt meget, som I måske opdagede, så jeg ordinerede Regnvejrs-kakao med flødeskum og skumfiduser til reptilerne efter institution. Og mens vi så sidder dér - jeg med ryggen til pejsen - konstaterer Varanen helt nøgternt, at "Der er en klovn, mor". Der kommer så meget sødt sludder ud af den toårige mund, og i og med, der var en klovn til Mikle, som han har talt en del om, taler vi lidt om Klovnen Nick. Og taler så videre om alt muligt andet. Indtil Varanen uskyldigt siger "Der sidder en klovn i barneovnen" (Vi har ikke nogen barneovn - det er bare Varanens måde at sige brændeovn på, red. Håber jeg. Kan ikke bære både at have en klovn og en barneovn).

Mig (overrasket): I brændeovnen? En klovn? (Vender mig med vilje ikke om. Kan ikke lige overskue det, hvis der rent faktisk er en klovn i brændeovnen. HADER klovner!)

Varanen (nøgternt): Klovn i barneovnen, mor.

Mig (...): Nåda. Hvad laver klovnen derinde?

Varanen (konstaterende): Skumbad.

Mig (forvirret): Skumbad?

Varanen (forklarende): Klovnen. Tager. Skumbad. Klovnen. Kysser. MIG!

Mig (endnu mere forvirret): Okay, altså. Klovnen tager skumbad og kysser dig?

Varanen (forklarende): Klovnen. Spiser. N's. Skumduser. (skumfiduser, red.)

Mig (mangler ord): O-kaaay?

Varanen (nøgternt): Der sidder en klovn i barneovnen, mor.

Mig (perpleks): Mere kakao anyone?

Øglen og Varanen: Skumbad. Nu!

HDD kom hjem kort tid efter, mens reptilerne badede, og jeg overvågede dem. Og han havde ikke set nogen klovn. Eller nogen barneovn, for den sags skyld. Ved ikke, om jeg skal være glad eller bekymret. Og om jeg skal melde Varanen til Åndernes Magt ...

torsdag den 9. januar 2014

Kom frit frem, yoga-typer

Nå. Så er man sådan en, der åbenbart skal til at begynde til yoga. Kom i et anfald af akut rygstivhed (løgn. Ikke akut. Har varet over en uge nu) til at bestille plads på et hold, der begynder om mindre end en uge.

Så fra nu af vil jeg gerne tituleres Yogi-mor. (Ikke at forveksle med Yoggi-mor). Jeg kan ligefrem mærke smidigheden indfinde sig (løgn igen) og min krop crave Pukka-te (mega-løgn), og jeg forudser vitterligt, at jeg bliver et helt nyt menneske (true. Men jeg er også ret naiv, hvad sådan noget angår. Tror fx også en lille smule på, at jeg taber mig af al det chokolade, jeg vælger IKKE at spise).

Jeg forventer mig måske lige lovlig meget af noget bøj-og-stræk, men bær over med mig - jeg kommer ikke så meget ud, og desuden blev yoga jo udråbt som Kuren Mod Alle Dårligdomme dengang det var så'n rigtig moderne at gå til. Tror jeg nok. For 4 år siden, godt nok, men jeg har heller aldrig fået skyld for at være first-mover.

Jeg har været til én yoga-time i mit liv. I Frankrig, hvor jeg ikke fattede en krone af, hvad der blev sagt, så det endte med noget hold i ryggen i et par dage. Det gjorde mig ikke just til fan, men efter 9 år tænkte jeg, at det var på tide at stoppe med at bære nag.

Beklageligvis aner jeg intet om, hvad man skal have på/med til yoga. (Udover at det skal være blødt og pastelfarvet. Det står vist i en eller anden yoga-lov). Men det tænker jeg, at nogle af jer ved? I givet fald kunne jeg virkelig godt bruge et par tip. Og kunne udstyret være bare en kende budgetvenligt, ville det ikke gøre noget. Moshi Moshi og andre dobbeltnavnede mærker er desværre uden for økonomisk rækkevidde. (Især fordi jeg jo også skal til at bruge enormt mange penge på te. Hvad? Ikke? Nåja, og så fordi det jo slet ikke var meningen, at jeg skulle bruge nogen penge overhovedet på at røre mig. Derfor jeg kun løber ...)

En måtte har man vel også brug for, eller hur? Og hvor køber man alt det stuff henne? Jeg ved, I ved det, så kom frit frem!

(I øvrigt, så glæder jeg mig faktisk til at begynde. På trods af min ironiske distance. Jeg har bare aldrig rigtig set mig selv som yoga-typen før. Hvad det så end er ...)

- Postet fra min AjFåun


onsdag den 8. januar 2014

Hej hverdag!

Så ruller hverdagen igen. Med begyndende snotforkølelse til Øglen og særdeles mandagstrætte reptiler både mandag og tirsdag. Og i dag, hvis man skal dømme efter, hvor ked af det Varanen blev, da jeg afleverede ham i morges. Puha! Hvilket jeg på ingen måde kan bebrejde dem, for det kræver en ekstra indsats af dimensioner at komme tilbage til hverdagen efter hele 16 dages ferie. Det synes jeg i hvert fald selv.

Det var i øvrigt i ferien, at Varanen blev så stor, at han kunne sidde med iPad'en alene uden at smadre den eller blive eddersur. Normalt får han slet ikke lov at lege med den, fordi han bliver så gal, men nu vender det måske?

Øglen er jo efterhånden en garvet iPad-bruger, og ferien var ingen undtagelse. Turen til og fra Sverige kan godt være lidt lang for en næsten femårig ...

Ferien blev rundet af med en virkelig tiltrængt klipning til Varanen. Han er ellers ikke meget for, at nogen kommer i nærheden af hans hår, men eftersom vi kunne lokke med, at klipningen skulle foregå i en RUMRAKET *indsæt selv über-entusiastisk mimik og stemmeføring*, fik jeg lokket ham med indenfor hos frisøren. Der så på sin side kunne lokke med lidt slik, når Varanen var færdigklippet - for sør'me om den lille herre lige pludselig overhovedet ikke gad op i nogensomhelst rumraket. Kompromiset blev, at han slap for at have frisørslaget på. Og moderen forsøgte at ignorere, at det lige præcis var dén dag, hun havde valgt at give afkommet uldne bukser på. Der var jo afklip over det hele, mand. Og efterfølgende også på mig.

 Megasej rumraket, dér! 

Nå, mens Varanen fløj i rumraket, var Øglen og HDD i svømmehallen. Jeg er ikke den store svømme-fan, men det er Øglen, og HDD er heldigvis blevet det. Så han får lov. (Og han får også lov til at lade være med at tage Varanen med derover i et stykke tid. Han forsøgte sig i sidste uge, mens Øglen og jeg var i biffen, med det resultat, at Varanen stak af i bruserne, kun iført badeble, og kun lod sig indfange under voldsomme protester. Så Varanen er altså (heller) ikke nogen vandhund).

Vi nåede også et smut i Zoologisk Have med "Farmo". Som altid var det et stort hit at "se på dyr", og denne gang var vi der oven i købet på et tidspunkt, hvor man ikke risikerede at blive lynchet af de andre besøgende for at have en klapvogn med i Den Arktiske Ring. Så vi så på isbjørne, og jeg forsøgte at få Øglen til ikke at bryde i krampegråd over den film om grønlandske fangere, der bruger alting fra den døde isbjørn til skind, mad og smykker ... Søløverne lavede kunster ved (deres) frokosttid, og begge reptiler fik lov at holde en skovmus i Zoo Lab. Deres lykke var gjort, og Øglen vil heldigvis stadig helst have en kanin. Eller et marsvin. Så hvis nogle af jer har forslag til, hvilket dyr, der er smartest, når man har en 2-årig og en næsten femårig i hytten, så er det nu, I byder ind, ing'?!

Skovmusen kilder ...

Hverdagen har indtil videre budt på to korte dage for reptilerne (og dermed for mig). Det er om at udnytte, at opgavemængden endnu ikke er cwazy på jobbet, så jeg henter tidligt og forsøger at ignorere, at det nok hævner sig lidt senere på måneden. Og den noget hårde aflevering i morges gør også, at jeg henter reptilerne tidligt i dag. Det er virkelig ikke sjovt at høre sit barn være SÅ ulykkeligt. Hønemor har dog haft ringet derover og forvisset sig om, at alt er godt igen, men puha, altså. Jeg vænner mig aldrig til det. En hikstende to-årig, der "Sa-sa-savvv-ner mo-arrrr!" skærer virkelig i hjertet. Også selv om Varanen for øjeblikket savner ALting. I går var det vaskekluden, der lå lige ved siden af badekarret, han savnede. Forleden var det mig. Mens jeg var i bad, og han var lige på den anden side af døren. Og i sidste uge var det hans "bildyne". Som han gik rundt med i hånden. Så måske jeg ikke skal lægge såååå meget i hans savn. Men det er svært, når det sker i en afleveringssituation.

fredag den 3. januar 2014

En næsten femårig taler ud

Det er ikke nødvendigvis nogen taknemmelig opgave at være mor til en næsten femårig. Følgende sætninger er blevet sagt om mig af Øglen hen over julen til andre voksne:

*"Farmoooor? Gider du ikke nok sy den der strop til at hænge min flyverdragt op i? Den er faldet af, og min mor har lovet og lovet og lovet at sætte den på, men hun gør det bare aldrig!!"
Note: Jeg har lovet det. Én gang. Den dag, stroppen knækkede. Og derefter har jeg glemt alt om det. Det har Øglen tilsyneladende ikke ... Men NU - her til aften, faktisk - har jeg så fået syet den på. Så hvis det var taktik fra Øglens side, må man sige, at det virkede.

*"Far, min tegning duer ikke. Jeg har tegnet uden for stregerne, og mor siger, at forskellen på en grim tegning og en pæn tegning er, om man kan holde sig inden for stregerne".
Note: Seriøst. Det har jeg aldrig sagt! Jeg har muligvis sagt et eller andet med, at det er en god idé at gøre sig umage, når man tegner, men jeg har helt 100 aldrig sagt, at Øglens tegninger var/ville blive grimme, hvis hun ikke holdt sig inden for stregerne. HDD tror ikke helt på mig ...

*"Moaaaar! Se nu her! En af mine selvlysende stjerner er faldet ned, kan du ikke huske det?! (nej, red.) Hvorfor sætter du den aldrig op?"
Note: Fordi jeg ikke vidste, den var faldet ned.

*"Se her! Min mor prøvede at lave noget lækkert, blødt mad (müslibarer med peanutbutter, red.), men det blev bare sådan noget tørt, mærkeligt noget".
Note: True, men giv mig lige lidt credit, altså. Og jeg HAR smidt det væk nu ...

Jeg troede, det var svært nok at være mor til børn i baby- og tumlingealderen. Og det var det måske også, men de kan i det mindste ikke fortælle det til mig andre. Grrrr.

torsdag den 2. januar 2014

Mit navn er status. Nytårsstatus.

Nåmn, som lovet, så kommer her en bette nytårsstatus. Fordi jeg kan. (Og fordi det er min blog, må jeg også gerne plapre løs. Så det bliver langt, det her ...)

2013 var

*Våd. Det er det første ord, jeg tænker på, når nogen siger 2013. Og det er ikke våd på nogen god måde, skulle jeg lige hilse og sige. 2013 er nemlig blevet synonym med vandskade - meget langvarig vandskade, I might add - hos mig. Så skulle der, mod forventning, blive råd til ferie i år, går den til et tørt sted. Er træt af vand ...

*Hus-agtig. Jeg ved nu for alvor, hvorfor husejere elsker at fortælle, hvor mange penge man kan bruge, når man har et hus. Der er jo altid et eller andet, man kan/skal lave. Og at HDD og jeg så er sådan nogle igangsættertyper (desværre er vi også begge dårlige afsluttere), har ikke gjort projektantallet mindre. Vi har lavet mere i huset i 2013, end vi nogensinde havde forestillet os - endda også hvis man udelader vandskaden af regnestykket. Det har så selvfølgelig resulteret i, at huset nu er så godt som totalrenoveret - og det klager vi naturligvis ikke over. Da slet ikke fordi vi nu er på den anden side af al byggerodet ...

*En økonomisk øjenåbner. Selv om vi ikke just boede billigt i Kbh, boede vi billigere. Et hus er dyrt, og når man så samtidig starter virksomhed op sådan for alvor, så kommer der et tidspunkt, hvor det kan mærkes på økonomien. Det har vi ignoreret en stund og har levet, som vi hele tiden har gjort med tøjindkøb, frisørbesøg, kaffe to go og andre hverdagsforkælelser, når vi havde lyst. Men nu er det på tide at sadle om og begynde at spare lidt sammen. Og indse, at nyopstartet firma med indbygget superfleksibilitet ift. reptilerne ikke rimer på højt forbrug. Så spendérbukserne ryger ud sammen med det øvrige tøj fra min garderobe, som 00'erne har forlangt tilbage ...

*Frit! Som ovenfor nævnt har 2013 været året, hvor mit firma startede op sådan rigtigt, og jeg for første gang i mit voksenliv står uden økonomisk hjælp fra staten eller en arbejdsgiver. Det har været decideret angstprovokerende - og er det stadig fra tid til anden - men samtidig er det enormt frit. Det giver mig frihed til at aflevere reptilerne sent og hente tidligt på de dage, hvor opgaverne er små, og jeg har mulighed for (for det meste) at navigere på en måde, så eventuelle sygedage ikke kommer ubelejligt. Altså mere ubelejligt end sygdom nu altid er. Men jeg behøver ikke have dårlig samvittighed over for en chef, og jeg behøver kun sjældent lege den kedelige Hvis Møde Er Vigtigst-leg med HDD.

Til gengæld kommer friheden også med en pris. Eller to, faktisk - den ene er, at min løn på ingen måde svarer til den løn, jeg fik som fuldtidsansat. Det kan vi klare ved at skære ned hist og pist, selv om det så betyder, at vi - som ovenfor nævnt - må skære ned for hverdagsforkælelserne. Den anden pris er, at jeg er 100% afhængig af, at jeg har og får opgaver. For regnestykket er simpelt, selv for en talspade som jeg: Ingen opgaver er lig med ingen penge. Overhovedet. Urgh, det skal jeg ikke tænke for meget over, kan jeg mærke. I stedet må jeg bare ud og kapre opgaver ...

*Givende. Reptilerne er vokset og blevet store. Sådan lige pludselig. Fra at have været et lille myr med stort temperament og verdens mindste sovehjerte, er Varanen blevet en stor dreng, der både taler, synger og går (og løber. Og - inden for de sidste par måneder - hopper. Hele tiden. Hvorsomhelst). Og sover, ikke at forglemme! Og Øglen er blevet en stor, velargumenterende pige med fniseveninder, hemmeligheder og en pludseligt opstået holdning til, at Barbapapa, Postmand Per og Peter Pedal "er for babyer".
 
Den skønne Varan

Den skønne - og her lidt generte - Øgle

2014 bliver (i det omfang jeg altså selv har noget at skulle have sagt)

*Mindre hus-agtigt. Forstået på den måde, at vi nu er så færdige med huset, som vi behøver at være. Resten (bortset fra få, små hængepartier) er udelukkende nice to have. Så nu skal vi prøve rent faktisk at BO i huset uden også at reparere på det hele tiden. Kan vi mon finde ud af det?!

*Et godt år for firmaet. Håber jeg. Det skulle gerne give et lidt bedre afkast, for selv om fleksibilitet er fantastisk, kan det også blive lige stramt nok hele tiden at holde øje med, hvad man bruger penge på.

*Nærværende. Min iPhone og jeg har brug for en pause. Ikke noget drastisk - bare et par timer om dagen. Og det kan passende være i de timer, der går, fra jeg henter dem i institution, til de skal i seng og sove. Jeg har allerede praktiseret det nogle måneder, og - behold! - verden går ikke under, hvis jeg ikke har telefonen lige ved hånden. Derudover har jeg forlængst befriet den for tidsfordriv som Candycrush - men Instagram bliver nu ved med at være min guilty pleasure ...

*Kødfrit. I hvert fald i januar (i februar har vi nemlig en reservation på M.A.S.H. Ahem.). Og i hvert fald for mig. Det bliver lidt af en udfordring, tror jeg; Ikke mindst fordi jeg her, 2. januar, allerede har abstinenser efter frikadeller og flæskesteg. Jeg er blevet inspireret af Rikke til at skære alt andet kød end fisk væk fra min daglige kost. For det første fordi vi ikke har råd til udelukkende at købe økologisk kød, som jeg har det bedst med at købe, spise og give til mine unger, og for det andet fordi jeg virkelig trænger til at udfordre mig selv, når det gælder madlavning. På nuværende tidspunkt er reptilernes livret pasta med pølser, og det er mit (og HDD's, selvfølgelig, men det er nu engang mig, der laver mad ca. 360 dage om året) ansvar at om ikke ændre det, så udfordre det. Bevares, de må gerne have pasta med pølser som livret, men så skal det være fordi, de er virkelig vilde med det. Ikke bare fordi, det er det, vi tit liiige får bikset sammen, når tiden er knap. Nøgleordet må være planlægning, og jeg lægger optimistisk fra start med retter som grøntsagslasagne, pita med falafler, ris med bønnegryde, fish 'n chips, pizza margarita m.fl. på menuen ...

*Sundere end 2013. Jeg håber at kunne holde igen med både mel og sukker i 2014. Ikke fordi jeg vil blive helt LCHF-agtig, men fordi jeg de seneste måneder er blevet opmærksom på, hvor stor en indvirkning netop de to fødevarer har på mit velbefindende. Har jeg mæsket mig i hvidt brød og/eller sukker en aften, vågner jeg op med deciderede tømmermænd, og om aftenen er jeg oppustet og generelt utilpas. Ved at spise groft knækbrød med ost og en appelsin som snackmad om aftenen i stedet, oplever jeg slet ikke det samme. Så mindre snacken af de usunde ting.

Og så er der jo lige det der halvmaraton, jeg skal løbe. Om tre måneder. Det løber jo nok desværre ikke sig selv, så jeg har så småt fundet løbeskoene frem. Og er faktisk kun et enkelt klik væk fra at melde mig til noget pilates sammen med alle sølvhjelmene via noget FOF-halløj. Som supplement. (Mest fordi min nye læge har fortalt mig, at jeg er totalt skæv i ryggen. Formentlig af at slæbe på reptiler i en årrække. Så hun anbefalede mig faktisk det der pilates, som jeg i øvrigt slet ikke aner, hvad er).

*Fleksibelt. Det her punkt hænger uløseligt sammen med punktet om, at det helst skal blive et godt år for firmaet. For fleksibiliteten hænger 100 % sammen med, at jeg arbejder hjemme (arbejder hjemme, pædagogtyper. Ikke går hjemme. Og jo, der er en forskel!) og selv mere eller mindre kan bestemme, hvornår jeg løser mine arbejdsopgaver. Går firmaet ikke godt, bliver jeg nødt til at droppe det selvstændige og få mig et 'almindeligt' arbejde. Og selv om det ville løse den økonomiske knude, vil det gå hårdt ud over den ro, vi har fået etableret i børnenes hverdag.

*Fantastisk. Intet mindre. Med et så godt som færdigt hus er rammerne fuldt ud til stede til, at 2014 bliver awesome. Ligesom 2013 også var det. (Og nej, vandskade - jeg taler ikke til dig!). Jeg håber, at vi alle kan gå igennem året sunde og raske, at reptilerne vokser og trives, og at Den Nordlige Provinsby kommer til at føles endnu mere som hjem, end den allerede gør.

Rigtig godt nytår, Blogland!

onsdag den 1. januar 2014

Hej totusindogfjorten

Rigtig godt nytår, alle mand. Håber, I har spist jeres del af kransekage og konfekt, drukket en masse bobler og generelt bare nydt det.

Selv har vi været stukket af over nytåret. Hverken HDD eller jeg er specielt begejstrede for konceptet, og reptilerne er endnu for små til for alvor at have en mening om det (troede vi), så vi besluttede for en rum tid siden, at vores nytår skulle bruges på ødegården i Sverige. Konceptet var egentlig, at vi skulle stå på ski, men eftersom der (heller) ikke er frostvejr i Sydsverige nu, viste det sig lidt vanskeligt.

Smukt ser det ud, men sne er der ikke meget af ... 

Heldigvis kan det godt lade sig gøre at hygge sig i Sverige uden sne og ski. Ikke mindst fordi en af de sidste offlining-bastioner er faldet, og der nu er tv. Godt nok kun et lillebitte billedrørs-tv med fire svenske kanaler (hvoraf den ene hedder noget så klogt som "Kunnskabskanalen"), men når alternativet er ingen tv overhovedet, så sluger reptilerne det råt. Der har også været medbragt ipads, men der har været skarpe restriktioner på brugen af dem, mens vi var i huset. Både fordi der efter vores mening ikke er grund til at have hovedet i en skærm konstant, og fordi Varanens lunte, hvad gadgets angår, er noget kort. (I bilen på vej hjem, havde reptilerne til gengæld lov at bruge deres iPads om ikke konstant, så temmelig meget. Og det gik heldigvis upåklageligt. Når man er spærret inde i en bil i 4 timer (grundet forkert afkørsel blev turen lige en halv time længere end normalt) en 1. januar, så må man gerne købe sig til lidt ro fra bagsædet ...)

Samling omkring verdens mindste tv. Det er ikke nemt at være nærsynet med sådan et. 

Tjek det lige ud! Det ligner mistænkelig meget sådan en type tv, jeg havde på mit teenageværelse i tidernes morgen. Der er (heldigvis) sket en del inden for teknologi siden da. Og det er endda ikke mere end ... end ... ahem ... 20 år siden ... ahem.

Jeg havde i ånden set, at vi skulle gå lange ture i skoven og lege på den store grund, der hører med til torpen, men vejret har mildest talt været ... gråt. Og vådt. Og det, at der var jagt i skoven lige ud for huset, og at man gjorde klogt i at bære orange kasket og vest, hver gang man bevægede sig bare lidt væk fra stierne, gjorde ikke ligefrem lysten til at gå på jagt efter Troldesten (eller til at løbe en tur, for den sags skyld) større. Læg dertil, at Varanen på andendagen begyndte at hoste slemt, og at han på tredjedagen flød over af snot og feber - så har man ikke en kombi, der sådan rigtigt egner sig til lange gåture og udetid en masse.

Den gode gamle vedspis kunne sagtens holde kulden på afstand. Den knitrede lystigt derudad og varmede både stuen og køkkenet op. Ren hygge! (Men ikke om jeg fatter, hvordan man kan bage i sådan en. Den er en kende mere utilregnelige end min Electrolux-ovn herhjemme)

Men det vi ikke fik gået, det fik vi til gengæld spillet. Vi fik spillet absurdo mange spil billedlotteri - og det kunne vi alle oven i købet være med til. Og Øglen og jeg hyggede os med Hr. Skæg-spillet, mens Varanen og HDD lagde Bamse & Kylling-puslespil. Igen og igen og igen. Vi nåede yderligere en tur i Leo's Lekland; Det havde vi lovet Øglen, og hun glædede sig så meget, at hun ikke kunne sove. (Derfor stod hun angiveligt op klokken meget tidligt pga spænding, men gik i seng igen, fordi vi andre sov. Og således sov vi alle til klokken 9. To dage i streg endda. Så det giver næsten sig selv, at Varanen ikke er på toppen). Desværre var Varanen slet ikke frisk på rutsjebaner og boldbade, så han blev trakteret i cafeteriet af HDD og jeg på skift, mens den anden tonsede rundt med Øglen. Crossfit go home - et par timers klatren, rutsjen og kravlen gør det alt rigeligt ud for en tur i fitnesscenteret ...

Det gik ret sent op for Øglen, at nytår i Sverige (altså, VORES nytår i Sverige, ikke sådan generelt) betød et nytår uden fyrværkeri. Det blev hun pænt skuffet over, og jeg måtte sparke mig selv hårdt for ikke i det mindste at have medbragt stjernekastere. Til gengæld havde jeg husket knæklys (man er vel ung med de unge?!), så Øglen og jeg rendte rundt i det sorteste skovmørke og legede robotter og morede os kosteligt. Vi havde også fået købt et arsenal af serpentiner, truthorn og nytårshatte, så lidt nytår var der da. (Og så skal det lige siges, at Øglen i dag mener, at vores nytårsaften i Sverige har været den bedste nytårsaften nogensinde. "Knæklys og truthorn og lækker mad - det var lige, som jeg havde ønsket mig!", berettede det kære væsen).

Robot-Øglen i de svenske skove

Øglen og HDD stod for borddækningen

Sultne børn til bords

Feber-Varanen tørnede ind omkring kl. 21, mens Øglen holdt lidt længere, og så fejrede HDD og jeg ellers nytåret med Bridget Jones på billedrørs-tv, en skål chips og en kop kaffe. "Nytår på Skansen" dannede lydtapet til indgangen på det nye år, som vi ikke fik hoppet ind i overhovedet. Til gengæld fik vi en hostende og varm (og pruttende) Varan ind mellem os, og bortset fra det hostende, varme og pruttende, var det en aldeles glimrende måde at fejre nytåret på.

Billede fra Leo's Lekland. Der ikke har noget med noget at gøre. Ud over, at jeg synes, det er sjovt, at man skal lægge en 10'er i, vride og ud kommer en Varan. #tøhø

Vi kom hjem i eftermiddag - til Den Nordlige Provinsby, der er mindst lige så grå og våd som den svenske skov, men til gengæld er huset her fyldt med reptilernes julegaver, og der er legekammerater inden for rækkevidde. Og fem dages ferie endnu! Vi er alle lidt matte i koderne efter en masse turen rundt siden 1. juledag, men så er det jo heldigt, at reptilerne er begyndt at sove til klokken 9 HVER morgen. Blev der sagt ...!

Stay tuned for nytårsstatus og -forsætter. Sådan noget skal man jo have og lave, når årstallet skifter, ikke?!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...