fredag den 28. februar 2014

Sådan skal dén skæres

Så blev man sådan en, der fik plads i et kontorfællesskab på Nørrebronx. Startende fra på mandag. Jatak, siger jeg bare. Efter mit indlæg om København-savn begyndte jeg at afsøge forskellige muligheder for kontorfællesskaber (og ikke bofællesskaber, som jeg konstant kommer til at kalde det. Freudian slip?), og i går var jeg så ude at se på et par af dem.

Det ene lå på Nørrebro, ca. 1 times transporttid væk fra matriklen. Det andet lå på elskede og savnede Østerbro - ca. 50 min. transporttid væk fra matriklen. På forhånd havde jeg vist lidt bestemt mig for, at det var kontorfællesskabet på Østerbro, jeg helst ville have, forudsat at det stadig var ledigt, men efter at have set stederne og talt med indehaverne var jeg slet ikke i tvivl; Nørrebro it is.

Østerbro-lokalerne var store, lyse og fantastisk beliggende med cool faciliteter og en ret lækker feel. Klos op ad en café og med det elskede og savnede Østerbro-liv uden for de store vinduer. Nørrebro-lokalerne var fine og lyse, hyggelige og nærmest hjemlige. Toilettet er i gården, så man skal låse sig gennem en cykelkælder og sno sig lidt, så måske nok ikke spitzenklasse, men hvad gør det, når stemningen var helt i top? Desuden har jeg på fornemmelsen, at fællesskabet rækker ud over bare at sidde i det samme lokale og dele en husleje. Og når man dertil lægger, at jeg endte med at sidde og drikke kaffe og sludre om alt fra iværksætteri til hækling, sommerhus og kaffeforbrug med hende, der står for Nørrebro-fællesskabet, i halvanden time, tænker jeg, at det kun kan blive godt.

Jeg har lagt billet ind på en såkaldt flexplads, hvilket betyder at jeg har pladsen ca. 2,5 gange om ugen. Og det kommer i virkeligheden nok til at passe meget godt med det antal gange, jeg kan nå derind.

Fik jeg i øvrigt sagt, at jeg glæder mig som et lille barn? Og gør mit bedste for at ignorere det virkelig tåbelige i, at der er så lang transporttid hver vej? Især fordi en af præmisserne for at flytte ud af byen nu engang var, at mindst en af HDD og jeg (that'll be me) ikke skulle arbejde i København, fordi der pludselig er så langt derind. Men jeg havde så heller ikke forudset, at jeg ville blive akut sindssyg af at arbejde hjemme hele tiden og så igen. Så nu prøver vi, og så må vi se, hvad der sker ... Personligt håber jeg lidt, at det at komme til byen lidt oftere kan dulme (ikke Dumle. Mmmm ... Dumle) savnet til byen. Være med til at understrege, at vi jo egentlig har det meget godt i DNP, og at græsset ikke nødvendigvis er grønnere der, hvor vi ikke bor - til trods for, at det i svage øjeblikke godt kan se sådan ud ...

onsdag den 26. februar 2014

Kærlige kys og en duft af jasmin

... Eller ... en duft af babyånde, om ikke andet. Det var det, jeg vågnede til forleden morgen. Hvor Varanen igen-igen var vandret ind i 'mors og fars seng' i løbet af natten og havde ligget og skiftevis sparket HDD i hovedet og forsøgt at skubbe mig ud af sengen.

Men meget kan tilgives, når man vågner til en nyvågnet Varan, der med blød barnehånd stryger (stryger, ja. Ikke tæver. For en gangs skyld) en over kinden, siger "vågne nu, mor!" og med alvorlig mine tager sutten ud af munden, for at give en et stort, kærligt kys på den netop strøgne kind. #nååååhhhr

Hvorfor jeg skriver det nu, tænker I? Jo, for det er den slags stunder, man skal sørge for at fremmane, når selvsamme charmør i skrivende stund ligger og synger "Dørene på bussen siger ÅBERG og LUKKE". Højt. På 30. minut. Arj, det er løgn. Han har kun sunget i et kvarter. Før da lå han og varierede mellem at råbe, at han "savner far og Øglen", og at mor er en "dum lort". Lovely.


tirsdag den 25. februar 2014

Øøøøglen har fødselsdag, og det har hun jo, og det var ... i går!

Øglen havde fødselsdag i går. 5 år blev hun. Og selv om jeg godt ved, jeg siger det hele tiden, så skal i dag ikke være nogen undtagelse - OMG, hvor går tiden bare hurtigt! Alt alt ALT for hurtigt!

Søndag var hele familien på besøg. De kom ved 15-tiden, og ventetiden var lang for den da kun 4-årige Øgle. Særligt fordi hun ikke helt kunne forstå, at der ikke var noget morgenbord med gaver. "For det var der da sidste år, mor? Så stå lige op!" (det var min tur til at sove længe søndag, men det fik jeg så ikke lov til. Men det var alligevel allerede blevet spoleret af Varanen, der havde taget en Fabuland-karussel med ind i soveværelset, hvor han sad og drejede den rundt i mit ansigt). Så måtte vi jo forklare, at fødselsdagen reelt først var dagen efter, men at hun ville få gaver - også den fra os - søndag. Og så var det hele ok igen. (Og for the record, så var der morgenbord og balloner og en gave fra Varanen på selve dagen. Selv om Øglen holdt på, at hun altså havde haft fødselsdag).

Vi forsøgte at nedbringe fornemmelsen af lang ventetid ved at give hende gaven fra os omkring middagstid. En flunkende ny cykel blev placeret uden for hoveddøren, og så bankede vi ellers på og afventede Øglens reaktion, da hun åbnede (efter nogen overtalelse, for hun blev helt forskrækket, da det pludselig bankede på). Den nye cykel vakte i dén grad lykke. Den gamle var blevet alt for lille, og nu kommer foråret forhåbentlig snart, så hun kan hjule rundt på vejen. Og til og fra børnehave, når hun gider. Hvor hun på den gamle cykel var en kende usikker, gav den nye cykel hende tilsyneladende et selvtillidsboost, og efter få ture drønede hun rundt på vejen og bremsede og drejede og kom selv i gang igen, så det er vist sikkert at sige, at gaven var et hit.

Store, stolte Øgle med den nye cykel. Som hun i øvrigt er cyklet til børnehave på i dag. Og væltede en enkelt gang, men efter et par vredestårer var faldet glemt, og hun hjulede ufortrødent videre.

Det var de øvrige gaver nu også. Et påfuglekostume, rulleskøjter, flotte halskæder og Lego Friends i massevis - alle gaver blev pakket op med stor begejstring, og der er blevet leget med det hele. Bortset lige fra Lego Friends-båden, som ikke er blevet samlet endnu. Har ikke lige haft 10 sammenhængende timer at afsætte til dét projekt ...

Der pakkes gaver op i fællesskab - og i fuld fordragelighed, faktisk. Vildt. Skyldes måske Varanens tre-timers middagslur søndag?!

Kagekonen. Som altid bagt af Mårmor. Og som altid virkelig lækker. Mmmmm - brunsviger!

Efter familiefødselsdagen søndag var begge reptiler godt trætte. Og det var forældrene i øvrigt også, så man tildeler ikke sig selv den store planlægningsmedalje, når man efter oprydningen skal til at i gang med at lave mad til en masse sultne børnehavebørn. Som skulle komme mandag klokken 10. Men så planlægger man bare anderledes næste år. Det var i hvert fald det, jeg messede for mig selv, da jeg søndag aften stod og bagte pølsehorn og lavede frikadeller. Og da jeg mandag morgen lavede flere frikadeller, bagte muffins og pizza og pyntede op ...

I går morges. Hvor Øglen kom ind i stuen iført nattøj og rulleskøjte. Man skal ikke spilde så meget som ét sekunds rulle-tid, åbenbart

 
Pynte-pynte op til børnehave-invasion. Temaet var påfugle - deraf farven på tallerkenerne. Som sammen med fjerene på bordet i øvrigt også var det eneste påfugleagtige ved arrangementet

Fødselsdagen for børnehaven gik helt perfekt. Vi havde ikke planlagt nogen aktivitet (skattejagt fx) - særligt fordi børnehavens regler omkring fødselsdage netop er blevet ændret til, at børnene ikke må have noget med hjem fra fødselsdagen, som de ikke havde med, da de kom. Børnehaven syntes, at det havde taget overhånd med små dimser og masker og armbånd og slik m.m., så den regel rettede vi os naturligvis efter. Og ungerne hyggede sig da også ganske fint uden. Alle 8 prøvede Øglens rulleskøjter, de klædte sig ud, de hoppede i Øglens seng og havde generelt en fest. Og efter maden og kagerne nåede de endda en tur ud i haven og lege. Det var jo ret basic set gennem voksne øjne, men flere af ungerne sagde til HDD (som havde taget en fridag; bless him!), at det var "den bedste fødselsdag nogensinde". Jeg ved godt, at komplimenterne ofte sidder ret løst på smållinger, men det glæder mig nu alligevel, at de hyggede sig. Og at de alle sammen legede så godt.

Jeg fik en lang snak med en af pædagogerne, og hun sagde (uopfordret) så mange pæne ting om Øglen, at jeg blev helt genert. Og selv om jeg jo godt ved, hun er fantastisk, så er det dejligt, at nogle af dem, hun ser så mange timer om ugen, tilsyneladende er enige. Således har vi nu prædikater som hedder vellidt, velopdragen, intelligent, moden af sin alder, omsorgsfuld, i god kontakt med sine følelser, m.fl. at sætte på hende (det havde vi også før, men you know ...), og det vil jeg bestemt ikke klage over.

Alle børnehavebørnene - inkl. Øglen - smuttede lidt over 12, men HDD hentede Øglen i børnehaven straks de kom tilbage (noget med noget forsikring, at de åbenbart skal have lige så mange børn med hjem til børnehaven, som de havde med ud. Så Øglen kunne ikke bare blive hjemme, da de andre gik), og så gik hende og HDD ellers i krig med noget af det nye Lego Friends, mens jeg arbejdede lidt og løb nogle ærinder. På vej retur fra ærinderne hentede jeg Varanen, og så kørte Reptilfamilien ellers til Dyrehaven for at nyde de spæde forårstegn (der, ligesom for præcis 5 år siden, hvor solen sendte sine smukke stråler ind gennem vinduerne på Rigshospitalet og - er vi sikre på - bebudede både forår og den smukkeste, nye verdensborger, var i luften) og lufte Øglens rulleskøjter. Skøn tur - på trods af rulleskøjtestyrt og mine usandsynligt dårlige klapvogns-skills, der sendte Varanen en tur i asfalten. Dog uden mén, men med et bebrejdende "HÅÅÅÅUW!" fra Varanen. Can't blame him.

Steady. Steeeeadyyyy! Masser af trilleplads i Dyrehaven

Smart at kunne holde fast i vognen, når fødderne (med rulleskøjter på) ikke gider mere  

Vel hjemme igen var alle trætte. Og reptilerne fik lov til at se væsentligt mere tv end de anbefalede 0,03 minutter (eller hvor længe det nu er), før de røg i seng. Hvor de begge sov i løbet af ret kort tid. Uden at blive holdt i hånden eller siddet inde hos, skal jeg lige huske at sige. For der er nemlig nye sove-boller på suppen herhjemme (skrid, Nemesis), men det kan jeg altid skrive om i et andet indlæg.

Fri leg i Dyrehaven

Mere fri leg i Dyrehaven

Nu er jeg officielt mor til en 5-årig. Endda uden jeg føler, at jeg selv er ældet med 5 år, siden jeg fik hende. Men det sladrer billederne fra Øglens første dage (som vi så sammen i går. Virkelig hyggeligt. Og virkelig nostalgi-tåre-fremkaldende for undertegnede) om, at jeg er. I dén grad. Hrmpf.

fredag den 21. februar 2014

Snapshot af et andet liv (paradoksalt nok et indlæg helt uden billeder ...)

Jeg havde udgangstilladelse i går. Igen, må jeg vist hellere skynde mig at tilføje, for vi skal ikke længere tilbage end til i lørdags, da jeg var ude sidst. Dengang med min søde, gamle mødregruppe på lækker øko-italiensk bistro. I går stod den i gamle veninders tegn. Ældgamle veninder, faktisk - to af dem går hhv. 19 og 20 år tilbage i tiden, mens jeg 'kun' har kendt den tredje i 16 år. Vi har dog haft indlagt et par pauser, så vi blev enige om, at det nok var mest korrekt at sige 10-12 år, og således kunne vi føle os en smule mindre gamle. (#asif)

Jeg tillod mig at stikke af fra Den Nordlige Provinsby tidligere end strengt nødvendigt, så HDD og ungerne kunne få lidt kvali-hygge uden muttis indblanden. HDD havde lovet pandekager, når jeg var ude af vagten, så der var ingen af smållingerne, der syntes, jeg behøvede at hænge ud. Fint med mig, så jeg smøg mig i en sort kjole (man skulle vel ud?!) og sprang på cyklen, der fragtede mig ned til S-bussen - livsnerven, der forbinder DNP med civilisationen.

Da jeg ankom til Kbh - alt for tidligt - var mørket faldet på, og jeg blev helt eksalteret over dels at være ude efter mørkets frembrud, dels at det var u-mørkt, som det kun kan være i byen - med neonlys, billygter i lange slager og butikker, der aldrig sover. (Eller ... Stryg sidstnævnte. Den Joe & the Juice jeg havde udset mig som hæng ud-sted var ved at lukke. SÅ urban er Vesterbro tilsyneladende heller ikke). Noget ganske ganske, GANSKE andet end villakvarterets tyste, bløde mørke, hvor det nok er muligt at se stjernerne glimte, men hvor man til gengæld heller ikke har noget som helst andet at bevæge sig ud for, når det er mørkt. (Med mindre IS-bilen altså lige kommer forbi).

Nu Joe & the Juice ikke gad være kulisse til min eftertænksomhed og frihedsfølelse, brugte jeg i stedet mit stjålne frikvarter til at slentre ned til Søerne og skue ud over dem og byens lys. Og direkte ned på den særdeles oplyste Søpavillon, men lad nu det ligge og lad os i stedet bevare stemningsbilledet. Dér sad jeg så med min latte to go på en bænk og skrev - på god, gammeldags manér med pen og papir. Og blev stirret på af de (virkelig mange!) forbipasserende med blikke, der signalerede, at de tydeligvis troede, jeg var helt gak.

Og mens jeg sad dér og skrev, blev jeg helt melankolsk. Kunne pludselig ikke huske, hvorfor det var, at det var så god en idé at flytte fra Kbh i sin tid. Misforstå mig ikke - jeg elsker DNP og alt det, den giver og kan give mine børn. Jeg elsker roen, haven og vores lillebitte hus. Men mit selvbillede er ikke helt fulgt med flytningen. Det har jeg vidst længe, men det blev for alvor slået fast på en bænk i den næsten forårsagtige københavnske aftensluft.

Jeg føler mig ikke som en DNP'er. Byen fejler ingenting, men den er ikke min by. Min by er Kbh. Hvor mine fødder kender alle smutveje, og hvor der altid er noget at se på og tage sig til. Hvor en gåtur altid er en oplevelse, og hvor det kan føles som en sand lise at opholde sig - fordi der er så mange, der ligner mig. Bilder jeg mig ind. Og ikke er så voksne, som jeg synes, alle de andre forældre i DNP er virker. I Kbh er det ikke underligt ikke at have to biler, men til gengæld have en kassecykel. I Kbh er der ikke noget odiøst i kun at kunne se DR's kanaler - eller i det mindste er det et øko-hipster-agtigt fravalg, som man helt hundrede ikke er de eneste, der har truffet. I DNP spørger naboer bekymret til, hvad der er galt med ens tv, siden man ikke har den store pakke, og det der med kassecyklen vs. den ikke-eksisterende bil nr. to - well ... det er bare lavindkomst. Og virkelig sært.

I mine sorte stunder kan jeg blive bekymret for, hvordan vores beslutning om at sætte reptilerne på græs i en ressourcestærk nordsjællandsk kommune kommer til at påvirke selvsamme reptiler, når de bliver opmærksomme på de (temmelig store) indtægtsmæssige (for ikke at nævne boligmæssige) forskelle, der er mellem "os og dem". I Kbh er det jo fx ikke sært at bo småt - det gør de fleste - men det kunne godt gå hen og blive mobbe-materiale i DNP. Bilder jeg mig i hvert fald ind. Men den tankespiral nytter jo ikke noget og i stedet må jeg tro på, at det ikke kommer til at betyde noget, og at vi giver vores børn nogle værdier, der gør, at de vælger venner, som ikke dømmer på det materielle. Eller mangel på samme. (Og når det er sagt, så ER det jo ikke alle, der har en udskåret diamant som skoletaske og/eller bliver hentet af privatfly i børnehaven. Trods alt).

Aftenen med de skønne damer forløb helt perfekt. Lækre drinks og ditto mad på LêLê og efterfølgende drinks på (for mig) ukendte Lidkøeb. Fantastisk sted med en stemning, der emmede af ferie og ubekymrethed - og uforskammet stærke drinks. Jeg kommer jo ikke så meget ud, så der skal ikke så meget sprut til at sparke mig omkuld. Jeg ville derfor lyve, hvis ikke jeg sagde, at jeg kunne mærke alkoholen, men det bidrog egentlig bare til morskaben. En af damernes nye flirt var modig og dukkede op til drinks med os, så han fik set råt for usødet, hvor 'sjove' en temmelig indspist flok kan være, når de samtidig er småstive. Men kan han holde til det, er han klart en keeper.

Fordi man er nogen, der ikke bor på S-togslinjen, må man jo også busse den hjem. Og her kunne det have været meget fedt, hvis jeg lige havde gidet at tjekke, hvornår den sidste bus egentlig gik. Jeg fik nemlig en kende sved på panden, da jeg kl. 23.33 ved Rantzausgade fandt ud af, at den absolut sidste bus til DNP gik kl. 23.41 - fra Blegdamsvej. Heldigvis kom der en 3A'er, der spyttede mig ud ved Rigshospitalet på præcis samme tidspunkt som 'min' bus kørte ind til stoppestedet. På den anden side af krydset. Så det var med flagrende hænder og klaprende hæle, jeg drønede over vejen og kastede mig ned i sædet. Hvor jeg så kunne sidde og pleje mit summende hoved og tankerne, der flagrede rundt. For en gangs skyld handlede de så bare overhovedet ikke om reptilerne. De handlede om mig. Og HDD. Og alt det, jeg pludselig synes, vi giver afkald på ved at være flyttet væk. Jeg ved godt, at vi ikke brugte byen og formentlig ikke ville komme til at gøre det sådan rigtigt før om nogle år. Jeg ved også godt, at vi ikke trivedes med at bo i lejlighed, og at vores andelsforening i øvrigt var c r a z y. Og det er jo ikke som om, roen og den friske luft kun er sund for børnene - den er også god for os. Eget hus og have er fedt, og det vi gerne ville have at bo i i Kbh, da vi solgte lejligheden, havde vi alligevel ikke råd til. Og det har vi stadig ikke. Desuden skal vi ikke flytte nogen steder. Måske kommer vi tilbage til byen engang. Hvem ved?

I morgenens ubarmhjertige klare lys er det også lidt lettere at se, at det, jeg savner, ikke er så meget Kbh, som det, at der sker noget. At jeg går ud, får nogle andre input og kommer træt, men glad hjem. Det er også lidt lettere at se over havregrynene end over en virkelig stærk dark 'n stormy-drink, at forstadslivet er det rigtige for os lige nu. Desuden, som HDD så kærligt påpegede, da jeg havde krise over det hele, så var min aften i går jo ikke repræsentativ for det, jeg ville få, hvis vi rykkede teltpælene op og skred tilbage til byen. Det, jeg fik i går, var en serie snapshots af et andet liv. Ikke nødvendigvis et bedre et af slagsen, men et andet. Fra før der gik små børn og de deraf følgende konstante krav i den. Og den tid kommer igen.

Indtil den gør det har jeg besluttet mig for, at det er på tide, at der sker noget andet i mit arbejdsliv. Så nu kigger jeg efter kontorfællesskaber. I - ganske rigtigt - København. Jeg trænger til at komme ud og væk fra villavejen. Så hvis nogen hører om noget; gerne på indre Østerbro eller omkring Nørreport Station, så sig endelig til. Jo før, jo bedre :-)

onsdag den 19. februar 2014

Når regnen regner oppe på taget (give away)

Det er snart forår (jo, det er!), og som vi alle ved, er foråret kendetegnet ved - ud over altså fuglefløjt og mildere temperaturer - ustadigt vejr, der har det med at blive temmelig vådt. Og så skal der regntøj til.

Selv er vi ret godt ekviperede på regntøjsfronten. Øglen fik nyt sidste forår, og det holder fint endnu. Varanen svømmer i lækkert arvetøj fra Flødebollerne - herunder også regntøj, og da han efterhånden har tre sæt (hvoraf det ene dog er ved at være lige det mindste), synes jeg ikke, vi mangler mere.

Så da jeg blev kontaktet af BeeBoo, som spurgte, om jeg ikke ville teste et sæt regntøj, svarede jeg pænt nej, men fik i stedet lov til at udlodde et sæt til en heldig læser i stedet. Der er frit valg på alle hylder her, og det eneste I skal gøre, er at skrive en kommentar om, hvilket sæt I helst vil have, og om det er til en pige eller en dreng. Jeg kendte faktisk ikke BeeBoo før, jeg blev kontaktet af dem, men jeg kan allerede nu konstatere, at jeg godt kan lide dem. De forhandler kvalitetsprodukter til rimelige priser, og så er størstedelen af tøjet fabrikeret i Danmark eller Sverige. Noget, der alt andet lige, kommer miljøet (og forhåbentlig også nedbringelsen af kemi i tøjet) til gode.

Personligt synes jeg, at det er ret fedt, at de har økologisk regntøj på hylderne. Særligt efter de nye undersøgelser, der viser, hvor meget kemi i bl.a. tøj påvirker os alle, synes jeg jo, at der burde være meget større krav til tøj i almindelighed og børnetøj i særdeleshed. Så jeg vender tommelen opad til den slags tiltag.

Dog skal jeg ikke kunne sige mig fri for også at have et svagt punkt for det brune/lyserøde Abeko-regntøj. Muligvis fordi Øglen havde et sæt præcis magen til, da hun var lille. Og jeg husker det som ret blødt og lækkert i kvaliteten.

Nå, men det var jo ikke mig, vi skulle tale om. Vi skulle udlodde regntøj. Hermed gjort. Smid jeres kommentar (OG jeres mailadresse!) inden fredag d. 28/2, så trækker jeg en vinder, som får direkte besked.

Pisk væk

Jeg kører stadig i samme tankerille, sådan on/off. Selv om jeg har kigget en masse billeder igennem fra de seneste år og derved er blevet (mere) overbevist om, at vi sq har haft det både hyggeligt og nærværende, så insisterer min hjerne på at huske på episoder, hvor jeg 'liiiiiiige skulle' dette eller hint. Det er til at gå amok over, og vi jeg er nået til et punkt, hvor det er virkelig belastende.

Som oftest er det belastende at have konstant tankemylder, men når det oven i købet går ind og pirker ved min fornemmelse af, hvorvidt jeg er en god mor nu, så bliver det særligt belastende. Især fordi jeg ved, jeg er en god mor (skrid, Jante).

Men min 'skyld' over tidligere tiders fravær går ind og skygger på en måde, så jeg kan mærke, at jeg skal tage mig selv alvorligt sammen for ikke bare at lade reptilerne gøre, som de har lyst til. Tage mig sammen til at trække grænsen skarpt, når jeg igen-igen (igen!) har bedt om/sagt et eller andet. Jeg er pludselig blevet bange for at blive anledning til konflikter, fordi de får mig til at blive skrap. Og jeg har ikke lyst til at blive skrap, for så er jeg en dårlig mor. Virkelig nederen tankespiral - især fordi jeg (også) ved, at man ikke automatisk er en god mor, fordi man er eftergivende. Tværtimod. (Eller er en dårlig mor, fordi man er skrap, i øvrigt).

Og det er derfor, det her erkendelsesforløb (som Liv kalder det) er så latterligt, altså. Hold nu op! Konstruktive tanker er altid velkomne, men tankespind, der får mig til at tvivle på alt og ingenting, må egentlig godt forføje sig. Særligt, når det går ind og bliver så eksistentialistisk, som det her har vist sig at blive.

Seneste nye tilføjelse til tankerne er, at det er synd for reptilerne, at de skal gå i institution. Hvor kom dét nu fra?! Reptilerne er glade for at gå i deres institutioner, vi voksne er glade for både institutioner og pædagoger, og - nåja, lille detalje - reptilerne bliver nødt til at gå i institution, hvis jeg nogensinde skal få skrevet så meget som en linje. Og det skal jeg, for ellers har vi ikke råd til at blive boende i vores hus. Såeh. Case closed. Siger fornuften. Tankemylderet siger noget andet.

Forleden hentede jeg (også) tidligt og lavede smoothies til reptilerne. Fandt en lille rest jordbærflødeis og kom i - det faldt i vældig god jord! 

Hvad er nu dét for et kamera? Du plejer da at tage billeder med telefonen, mor!

Hun er sjov, hende storesøster

I øvrigt har tankevrimmelen også bidt sig ind på hele konceptet "Øglemors arbejde". For er det nu et rigtigt et af slagsen?! (Vi siger tak til skeptiske tunger, der i tidens løb har ytret præcis dét og nu har fået mig til at tvivle) Ville alting ikke være meget bedre, hvis jeg ikke arbejdede og flyttede til Udkantsdanmark i et lillebitte hus, hvor jeg kunne opfostre ungerne og skærme dem fra den diamantbesatte virkelighed, vi bor midt i - og i øvrigt på ingen måde kan efterleve. Hell, vi har ikke engang råd til at tage på 'rigtig ferie', som Øglen kalder det. Eller havde et ganske almindeligt arbejde? Bortset fra, at så skulle reptilerne jo være betragtelig længere i institution end de ... hm ... 24-25 timer de er der om ugen i øjeblikket. Noget godt kommer der da ud af alle mine tanker. For reptilerne, om ikke andet. Og vi er jo lige blevet enige om (eller ... tankerne er), at det er synd for dem, at de overhovedet skal være i institution. (Når det er sagt, så går det faktisk strygende på det der 'ikke-rigtige' arbejde. Masser af (tilfredse) kunder i butikken og rigeligt at fylde dagene med. Så jeg har intet at brokke mig over).

Et sted derinde kæmper gamle A for at slippe ud. Hende, der ikke ER hendes børn. Hende, der elsker at have det sjovt og lave spontane ting (så spontane de nu kan blive med smållinger i huset), og som engang mente, at "Børn? De følger da bare med" (det var så før jeg fik børn, jeg mente det. Ligesom velsagtens alle andre også har ment nøjagtigt det samme. Engang. Men alligevel ...). Hende, der ikke mener, at hendes børn tager skade, hvis de ser en iPhone - heller ikke selv om den er i brug i mere end det sekund, det tager at se, hvad klokken er. Hende, der også gerne vil gøre noget for sig selv i ny og næ - uden at få dårlig samvittighed over det, tak. Om det så bare er at løbe en tur eller tage til venindehygge før ungerne er puttet. (HELST før, faktisk. Hvad er ellers pointen?! ;-))



Et af yndlingsstederne herhjemme, hvis man er lille - klemt inde mellem bænk og varmeapparat (!)

Og nu jeg nævner løbetur, er der et eller andet i den rest fornuftigt tænkende hjerne, der er tilbage, der pipper op. Om at det da vist er længe siden, jeg har været ude og løbe. Om, at jeg faktisk ikke har løbet, siden før fyssen fortalte, at jeg skulle skære kraftigt ned. Og var det i grunden ikke der, hele det her tankehelvede opstod?

Yoga gør det sq nok ikke alene. Jeg tror, der skal sveddryppende motion til. Som så godt nok ikke kan blive løb, men med et nyåbnet fitnesscenter tæt på, burde der også være mulighed for at svede over noget andet. Eneste udfordring med dét er så bare, at den eneste måde, hvorpå jeg kan holde ud at svede over noget som helst i et fitnesscenter, er ved at flygte fra virkeligheden ved at se film eller høre musik eller noget. Og mit nye dogme er (åbenbart), at jeg ikke må bruge min telefon til andet end at ringe fra. Gordisk knude - og temmelig trættende, at det tilsyneladende skal være en enten-/eller-løsning (lige nu, i hvert fald) og ikke bare kan nøjes med at være blødt og både-/og-agtigt.

Skal man se på den lyse side, kan man sige, at mit nytårsforsæt om mere nærvær kører på skinner.  Jeg havde så bare ikke forestillet mig, hvilken syndflod af tanker, det ville medføre.

...

Jeg skal ud og løbe snart, kan jeg mærke. Hypermobile knæ til trods. For det her holder ikke. Jeg lover hermed at løbe en tur senest i weekenden, og så håber jeg, at alle tankerne bliver pisk væk (som Varanen siger. Og jeg nænner ikke at rette ham. Han bliver så stor! Han siger i øvrigt også "pisk våd" og "pisk kold" til noget, der er drivvådt eller iskoldt. Nåååååhhhr!). Og hvis det ikke hjælper, så lover jeg at snakke med nogen, der ved noget om krøllede hjerner. I skal i hvert fald nok blive fri - I har lagt ører (øjne) til så rigeligt allerede.

fredag den 14. februar 2014

Blomsterne, bierne og Bella Center

I går holdt vi alle sammen fri. Fra arbejde, institutioner og hverdagen i al almindelighed. Vi sov til klokken 7.30 (!), spiste bananpandekager med flødeskum til morgenmad og hyggede os stille og roligt. Indtil et par stykker under 1,10 meter altså blev sure og gale over, at de skulle have tøj på.

Klokken 9 var vi parate til at gå ud af døren, og klokken 10-ish var vi ved Bella Center. Efter at have hørt "Bondemanden han har altid travlt" fra bagsædet ca. 429 gange. LEGO World ventede os, og reptilerne var virkelig spændte. Øglen kunne huske en del fra sidste år, mens Varanen tilsyneladende bedst kunne huske Legoland fra i sommer. Eller også var det bare fordi, det er nemmere at sige end "LEGO World", at han råbte "LEGOLAND" virkelig mange gange. Men potato-potato, ing'?!

Der var mange mennesker (duh!), men ikke så mange, at det blev alt for trættende. Og der var PÆNT mange legoklodser. Faktisk var der så mange klodser, der var så spændende, at vi ikke nåede ret meget mere end at bygge med dem. Is og kager (Varanen) og seje prinsesse- og piratting (Øglen). Og Zoologiske Haver (begge reptiler) og lastbiler fyldt med zebraer (Varanen). Jovist; Vi nåede også et lille smut over til Lego Friends-standen, hvor Øglen tegnede, mens Varanen forsøgte at tømme Lego-poolen for blå klodser. OG stikke af et par gange eller 50, men ellers blev der primært bygget. Og spist pølsehorn og is. Vinterferiefrokost, der holder, hvis man spørger reptilerne.

Is!

"Mojn! Jeg er den, der er løbet!"

Vi tilbragte små 4 timer derude, og så havde vi overskredet Varanens lur med så lang tid, at det begyndte at blive temmelig usjovt at være ham. Så af sted med os - efter lige at have rundet Lego-shoppen, hvor Øglen udså sig en Lego Friends-limonadebar, som hun fik med hjem (og desuden forelskede hun sig akut i Delfinbåden og Emmas bil, så hvis der er nogen, der lige står og mangler et par gaveidéer til min søde Øgle, så er der lidt at vælge imellem dér. Nå, ikke?!), og Varanen insisterede - selvfølgelig - på at få en kasse Duplo-is med hjem.

Duplo-is

Knæhøj Lego

Vel hjemme igen (efter en alt for kort bil-lur til Varanen), blev der leget med Lego til den store guldmedalje. Og eftermiddagen bød på Modig-film for hele familien med masser af dyner i sofaen (kombineret med neddæmpet højtlæsning for Varanen, der overhovedet ikke gad se skotsk, sagn-agtig Pixar-film med fantastisk animation) og slik.

Efter aftensmad, skumbad og et visit ved Is-bilen (Duplo-is gør det jo ikke alene), var det tid til lidt højtlæsning. Varanen ville gerne høre Pelle Haleløs, og Øglen ville gerne høre ... Sådan får man et barn. Det havde hun nemlig tænkt lidt over, fortalte hun. Og nu ville hun gerne vide, hvordan babyen kommer ind i mors mave. Hun havde ikke helt købt HDD's forklaring om 'magi', da han i en snæver vending på vej gennem menneskehavet i LEGO World skulle svare på hendes insisterende spørgsmål, så det blev Per Holm Knudsen, der kom os til hjælp på 70'er-agtige vis.

Øglen var interesseret, spurgte en masse og ville allerhelst vide, om det egentlig gør ondt, sådan at føde et barn. Og kunne så bedyre, at hun i hvert fald aldrig gider føde et barn. Og så syntes hun i øvrigt, at det var hyle-morsomt at høre mine (freestyle) forklaringer på, hvordan en baby sparker og spræller inde i maven, og i særdeleshed hvordan hende og Varanen gik helt amok, når jeg spiste appelsin. Hun syntes også tegningerne var RET sjove (undertegnede syntes, de var RET 70'er-agtige), og Varanen, der gerne ville høre med, sad primært og råbte "NÅÅÅÅHR, LILLE BABY!" og "NAVLE-DRENG!" (navlestreng, red.) Vi læste bogen to gange, og jeg har stærkt på fornemmelsen, at vi kommer til at læse den igen. Og igen. Og igen. Men det er faktisk en ret sød bog til at give de små indsigt i, hvordan det der med blomsterne og bierne fungerer ...

Og nu er det snart weekend. Som begynder med en fejring af, at det i dag er præcis 7 år siden, at HDD og jeg mødte hinanden for første gang. Og fortsætter med en middag med min søde, gamle mødregruppe i morgen. Slet ikke en dårlig weekend, jeg går i møde ...

tirsdag den 11. februar 2014

Hvad weekenden bragte

I en lidt anden boldgade end det seneste indlæg, skal vi nu snakke lidt om Lalandia. Som Øglen frekventerede i weekenden sammen med Farmor, Faster og Fætter. Den ene fætter, kun, for den anden var blevet syg, den lille stakkel.

De tog af sted fredag middag, og søndag aften ved 19-tiden kom Øglen hjem - helt klorduftende og mindst 5 cm højere. Jeg havde slet ikke talt med hende (modsat sin mor er hun ikke den helt store telefonsnakker), men Farmor var heldigvis været god til at sende MMS-updates. De havde haft en fest, og Øglen var helt høj. Vandland, MonkyTonkyland, minigolf, trampolinhopning i seler, så hun kom crazy højt op, badminton, mere vandland, og så videre. Hun fortalte og fortalte og fortalte og kunne slet ikke falde i søvn søndag aften. Så jeg brugte et par timer på at sludre med - og forsøge at putte - speedsnakkende Øgle. Som pludselig var blevet så stor. Og kunne fortælle om ting, som jeg ikke anede det fjerneste om, fordi det var Øglen, der havde været af sted. Uden mig.

En af MMS'erne. Hvor Hønemor her lige måtte korse sig og minde sig selv om, at Øglen var i trygge hænder ...

Det var mærkeligt, at hun var væk, men på et eller andet tidspunkt bliver jeg vel nødt til at vænne mig til, at hun er ved at blive stor. Også selv om jeg er ved at begynde at tude, når jeg kigger på billeder og ser, hvor lille hun var for bare et sølle år siden. Og er ved at begynde at tude endnu mere, når jeg tænker på, at vi snart skal til at tage stilling til skole. Således sad vi da heller ikke bare på vores bagdel og ventede på, at Storesøster kom hjem til os igen.

Fredag eftermiddag begav Varanen og jeg os nemlig gennem regnvejret til Mårmor og Mårfar, som heldigvis havde lyst til at få besøg weekenden over. Vi lod HDD blive hjemme, så han kunne holde mandeaften (og gøre rent), og så tog vi selv af sted. Varanen var HELT med på, hvor vi skulle hen, så han var fyr og flamme hele bilturen. Også selv om vi først tog af sted 15.30, og selv om jeg kørte forkert (#&#€%& gps!) og derved forsinkede os en lille halv time. Ingen sure miner fra ham overhovedet, og vi sludrede hele vejen. Kun en enkelt gang måtte jeg ty til sang for at klare et særligt kedeligt stykke motorvej.

Mårfar læser højt for (og tager billeder af) Varanen, mens Mårmor og jeg sneg os ned i byen et par timer

Læse-læse

... Og så blev det Mårmors tur til at læse. Det er stadig Mårfar, der er fotograf

Weekenden hos Mårmor og Mårfar var som altid et hit. Måske endda et lidt større hit end sædvanligt, hvis man spørger Varanen, for denne gang skulle han ikke dele opmærksomheden med nogen. Således var det ham, der kom med ud og gå med Mårfar og hunden hver morgen, og ham, der egenrådigt kunne bestemme, hvor mange bøger han ville have læst (og det var mange). Han bestemte også lørdag, at han ikke gad sove middagslur, og det hele var så hyggeligt og nede i tempo, at det ikke gjorde noget overhovedet. Vi spiste en kæmpe "pastalavnsbolle", fik slik - bare fordi, der var chips til aftensmaden, og Varanen solede sig i opmærksomhed. Undertegnede solede sig til gengæld i sofatid - den lille diktator Varanen besluttede nemlig, at det var Mårmor, der skulle putte fredag, og Mårfar, der skulle putte lørdag. Så jeg havde lige pludselig god tid til at spise slik, hækle og læse i den chick-lit, jeg købte for en femmer i genneren.

"Gider IKKE sove, mor! Sidde op i klapvognen!" Godt så ... 

Hjemturen foregik med snorkende Varan på bagsædet og tunge øjenlåg på forsædet, og vel hjemme igen, stenede vi til en hel del Dora the Explorer på sofaen. Varanen var helt træt og mæt af hygge og bedsteforældre-luurve, så han var puttet og megasød at sidde sammen med.

Øglen ved endnu ikke, at Varanen og jeg har været hos Mårmor og Mårfar. Hun ved, at vi har været ude at køre en tur, men hun har ikke stillet uddybende spørgsmål. Ikke, at jeg vil lyve, men der er ingen grund til at rutte med sandheden - hun kunne nemlig godt risikere at blive så skuffet over, at hun ikke var med, at det ville overskygge den fantastiske weekend, hun selv har haft.

I går hold reptilerne og jeg en fridag. Vi agerede lokale centerrotter, da der i anledning af vinterferien er et indendørs legeland. Hvor vi nåede at hygge os i 10 minutter, før Varanen faldt på hovedet ned fra en pude og flækkede læben. Nåhhhr, lille pus. Blod og gråd über alles, men heldigvis ikke noget, en is ikke kunne hjælpe på. Og senere på dagen tog vi så revanche, og Varanen betvang Den Onde Pude - uden at styrte. Succes. Derudover nåede vi til lægen med et underligt udslæt på Øglens lænd og et modermærke under Varanens fod. Og Øglen og jeg tegnede, lagde puslespil, bagte snydeboller (dem der i konservesdåser. Virkelig mærkeligt koncept) og sludrede, mens Varanen sov en tre-timers middagslur. Fridag well spent - og på torsdag holder vi endnu en. Denne gang med HDD. Yay.

fredag den 7. februar 2014

Kunsten at balancere i morskabet

Er I til solstrejf og lyst sind her på en våd våd regnvejrsdag, så spring hurtigt videre. Det her er nemlig et indlæg, der er skrevet med den blå pen. Et af dem, der hverken er sjove, hurtige eller kække. Til gengæld er det indadskuende, temmelig personligt og gevaldigt langt. Så er I advaret ...

Vevika skrev forleden, at januar har været god ved hende og hendes familie. Og jeg er helt enig. På trods af uendelig gråhed, så har måneden været fyldt med varme, hygge og nærvær. Opgaverne på job har været lagt på en måde, så der har været mulighed for både korte dage og fridage til reptilerne (og dermed mig). Vi har været ude og skøjte (eller ... HDD og Øglen skøjtede. Varanen og jeg så på), købt nyt transportmiddel (Croozer Kid2 ftw!), vi har spillet pænt meget Ludo, tegnet, løst opgaver i div. opgavebøger, mv. Rendyrket hygge.

Fodring af de lokale ænder på en sjælden, solrig formiddag

Miniskøjter <3

Nogen glæder sig til sin 5 års fødselsdag og skriver/tegner ønskeseddel

Det hele kunne være lutter idyl, hvis altså det ikke var fordi al den nærvær har fået mig til at tænke på manglen af nærvær - fravær, i mangel af et bedre ord. Jeg har altid været lidt for god til at ty til telefonen, hvis der lige har været et ophold i en aktivitet, en putning, der trak ud i lidt for lang tid (det sker tit hjemme hos os), en tegnefilm, der blev lidt for kedelig, osv. I en lang periode har jeg tjekket mails pinligt mange gange i løbet af en dag og de sociale medier ligeså. Jeg har været en af dem, medierne er glade for at skrive om for tiden - en af dem, der føler sig nøgen uden sin telefon. Og en af dem, der overspringshandler i stor stil. Også foran børnene - og også på legepladsen (dengang vi boede i en by, der havde nogen af en kvalitet, som man gad frekventere) - hvilket angiveligt giver dem en opfattelse af, at de ikke er værd at være sammen med, hvis man skal tro på medierne. Det er mig - iPhone-Mor.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke altid har tænkt så meget over mit telefoniforbrug - sådan var det jo bare - men i takt med at ungerne (særligt Varanen) er blevet ældre, er jeg blevet temmelig meget mere bevidst om det. Derfor bruger jeg da slet heller ikke AjFåunen i samme omfang nu, som jeg har gjort. Ud over, at både jeg og børnene bliver bevidste om telefonen, når den er i brug, så har reptilerne fået en alder nu, hvor de er virkelig sjove at være sammen med, så det vil jeg meget hellere. Så er det trods alt heller ikke vigtigere at tjekke mails, Instagram, Blogland (no offence), spille candycrush, og hvad jeg nu ellers måtte få min tid til at gå med.

Ny ride 

Det er ved at være et godt stykke tid siden, jeg slettede apps, der reelt ikke gav mig noget, andet end altså muligheden for at overspringe. Notifikationer fra alt (bortset Facebook, som bliver ved med at poppe frem og gøre mig sindssyg. Pure evil, der ikke vil slåes ihjel) er slået fra, og det eneste, der har fået lov at bestå, er Instagram og Bloglovin', der vitterligt giver mig både inspiration og fællesskabsfølelse. Og når jeg nu har taget min brug af telefonen op til revision og gjort noget ved det, så burde den hellige grav vel egentlig være velforvaret. Men nej. For jeg er udstyret med et skyld-center i hjernen, der ville gøre enhver katolik grøn af misundelse. Og det center er på overarbejde i disse dage. Med at fortælle mig, hvor meget mere tid, jeg kunne have brugt sammen med mine børn. Hvor meningsløst det i virkeligheden er at have brugt så meget tid på mail-tjekning og sociale medier, når tiden kunne være blevet brugt så meget bedre.


Jeg ved selvfølgelig godt, helt nøgternt, at jeg ikke har (mis)brugt min telefon i en grad, så der har været tale om omsorgssvigt eller lignende. Det er ikke sådan, at telefonen har fået forrang - den har bare sneget sig ind hist og pist og samlet set kommet til at fylde for meget. Og jeg får helt ondt i maven, hvis jeg tænker for meget over det. Fortrydelse er en stærk størrelse. Resultatet af mavepinen og telefonleden er, at jeg dels ikke tjekker mails efter fyraften længere (og slet ikke lige før sengetid), ikke bruger FB og holder en pause med Instagram.

Misforstå mig ikke; Jeg elsker nettet og alle dets muligheder. Jeg ville ikke være de sociale mediers dynamik, inspiration og fællesskab foruden. Men jeg kan mærke, at jeg lige nu er et sted, hvor det er svært for mig at skelne. Et sted, hvor både/og er for svært at navigere og balancere i, hvorfor det nødvendigvis må hedde enten/eller. I en periode. (Med det resultat, at jeg ikke aner, hvad vi har lavet de sidste mange dage - normalt er instagram jo min digitale hukommelse) For jeg går ud fra, at det her bare er en fase. Men faser, der giver ondt i maven, skal man tage alvorligt, tror jeg.

... Nu med virkelig varm hue (som vi i øvrigt købte i Sverige i sommer, hvor Øglen forelskede sig akut i den) 

Miss Napkinhead

Når jeg kigger på reptilerne, ser jeg glade, harmoniske børn. Jeg tvivler på, at de har lidt nogen overlast pga. (endsige lagt mærke til) den allestedsnærværende telefon. Men paradoksalt nok handler alt det her heller ikke om reptilerne - det handler om mig. Om ting jeg har gjort (eller ikke gjort), og om ting jeg fortryder. Og - nu bliver det frelst, mkay?! - jeg kan blive helt ked af det på mine egne vegne over, at jeg har været så dårlig til at slappe af; til at hvile i øjeblikket. Bevares; Vi har haft vores at se til. Et par flytninger, det at falde til i en helt ny by og et samlesæt af et hus. En ny hverdag og en virksomhed, der skulle (skal) bankes op og stå. Virkelighedsflugt er påkrævet fra tid til anden i en hverdag som den. Men på et eller andet tidspunkt skal der også stoppes op og gøres status. I hvert fald, hvis man er mig. Så det har jeg gjort.

Gransker jeg min hjerne (og min mave), så tror jeg (ved jeg), at alt det her også handler om noget andet end telefonen #noshitsherlock. Det, at reptilerne pludselig er ved at være store, fx. Øglen fylder fem (5!!!) om et par uger, og hun er i øvrigt lige skredet til "Alandian" (Lalandia) med Farmor, Faster og Fætre weekenden over. Helt cool og hejhejvises-agtig. Min lille pige! Varanen snakker som et vandfald, synger sange (som han kan huske stort set al tekst til, selv om han kun har hørt dem en enkelt gang) og er fyldt med gåpåmod og selvtillid. Og den der plet ude i horisonten, hvor jeg (sat på spidsen) ikke længere er omdrejningspunktet i deres liv, rykker faretruende tæt på. Det gør, at jeg kommer i "har jeg nu nydt det nok"-mode, og jeg er åbenbart ikke typen, der kan læne mig tilbage og sige "Ja. Det har jeg faktisk".

Retail therapy kan heldigvis hjælpe på det meste. Er kommet til at gå totalt overboard i lækre yogasager. Her en pølle med boghvedeskaller, en yogmåtte, et par sandaler, et par half toe-sox, en buksedragt, en jumper, en top, en cardigan og et par bukser. Altsammen utrolig lækkert og helt helt perfekt.

Det handler vist også om, at jeg ikke tidligere har haft en tumling på Varanens alder, uden at jeg samtidig var gravid. Jeg er i dén grad ikke gravid lige nu, og der er hverken lyst, plads, kræfter eller økonomisk råderum til at blive det. Døren til endnu et reptil er ikke endegyldigt lukket, men den er på ingen måde lige så vidtåben, som den var, dengang vi kun havde Øglen. Og det kan godt gøre mig lidt trist på den ur-agtige måde. Skal jeg så aldrig prøve at føde igen og holde mit eget, lille velduftende spædbarn i armene? Samtidig skræmmer tanken om at få endnu et barn mig fra vid og sans. Primært på den fatalistiske "Nu har vi fået to sunde og raske børn. Hvordan vil det påvirke de to andres liv, hvis barn nr. 3 er meget syg?"-måde. Ligesom jeg ærligt talt ikke ved, om jeg kan bære at få mit hjerte og min samvittighed kløvet i endnu flere stykker. For ikke at tale om, hvad det ville gøre ved antallet af grå hår, hvis barn nr. 3 er ligeså dårlig til at sove, som Varanen var. (Bemærk datid - han er simpelthen blevet så god, altså!)

Sidst, men ikke mindst, så tror jeg også, at det hele handler om, at jeg har for meget tid til at tænke. For meget tid til at dvæle ved min dårlige samvittighed. Fordi jeg arbejder hjemmefra og konstant bliver mindet om reptilerne, når jeg træder på Duplo-klods nr. 457 (€#&#%"), hvis jeg lige skal ordne vasketøjet, eller når jeg lige skal tjekke noget på iPad'en (jeg må godt, når jeg er på arbejde, nemlig), og Dora the Explorer så brækker sig ud i hovedet på mig. Så tænker mig hjerne, at når jeg er hjemme, så burde reptilerne også være det. Men sådan er det jo bare ikke skruet sammen, altså. Så jeg tror, jeg har brug for at komme lidt mere ud. På noget bibliotek eller sådan noget. Bare så jeg har en følelse af "at tage på arbejde".

Der er altså meget, der spiller ind på min blues. Fraværet af sollys har formentlig også sit at sige. Men uanset årsag, så har jeg bare haft brug for at standse op og tage en dyb indånding. Finde lidt ro inde i mit hoved og ikke altid have så travlt med at ordne alting på samme tid. Det er ok at kede sig. Det er ok ikke at besvare en mail eller lave en opgave i det sekund, den tikker ind. Det er ok at ligge på gulvet og lege med klodser og kede sig en lille smule imens, selv om man egentlig godt gad lave noget andet. Samtidig er det også en balancegang. For mens mine unger aldrig skal være i tvivl om, at jeg vil dem, og at de selvfølgelig er mere end værd at være sammen med, så skal de også lære, at de ikke kan have spotlightet på sig hele tiden og så igen. Så bliver de ikke til at holde ud, når de bliver ældre. Og det bliver de snart - ældre. Lige om lidt, faktisk. Så jeg forsøger at finde balancen; Også så jeg ikke ender med at blive altopofrende og i sidste ende bitter over, at jeg aldrig gjorde noget for mig selv. Gad vide, om yoga hjælper ...?!

torsdag den 6. februar 2014

Badeværelset revisited

Nåmn hej. Der sker ikke lige så meget herinde på bloggen lige nu. Men det skal nok komme. Håber jeg. Er blevet sådan lidt metaltræt i det og når sq ikke så meget andet end at arbejde, spille Ludo, læse måååhrenmadsbøwer, eftermiddagsbøwer og gonnatbøwer. Og vaske tøj. Mount Washmore er højere end nogensinde, men nå. Vi når det nok, det hele.

Jeg ville bare lige kigge ind og sige hej. Og lige smide et enkelt billede af et par søde reptiler i hvert deres badekar. i julen besluttede vi os nemlig for, at ét Flexibath måske var lige lidt nok til to relativt store børn, så nu har de hvert deres. Så skulle man jo tro, at badeseancen foregik stille og roligt, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Der er ikke grænser for, hvor provokerende det åbenbart kan være, når den ene stjæler den andens skum, eller den anden stjæler den enes vaskeklud.

Det blå badekar er Øglens, og det grønne er Varanens. Meget vigtigt!

Vi er langt om længe kommet helt på plads med badeværelse. Eller ... det har vi faktisk været et stykke tid, men jeg har glemt at skrive om det. Sidst jeg skrev om det, manglede vi både spejl og lys og knager og whatnot, men det har vi nu. Og her ville det så være på sin plads at vise billeder af det, men kameraet strejker, og jeg skal snart hente børn, så det må I lige have til gode. Men det er pænt. Og så har vi jo altså de to reptiler i badekarrene. Som dog ikke er en permanent installation på badeværelset (børnene, altså) - selv om de begge elsker at komme i bad. Lidt af en forskel fra dengang, nogen skyede badevandet som pesten, men det er heldigvis gemt og glemt nu, ser det ud til.

Jeg har næsten (men kun næsten) glemt, hvordan det var ikke at have et badeværelse. Men ikke desto mindre er jeg simpelthen så glad for det nye. Selv om det på ingen måde var sjovt at skulle udenfor og tisse i tre måneder (se, jeg kunne godt huske, hvordan det var!), så kan jeg jo godt se nu, at det var held i uheld. For vi har fået et virkelig lækkert badeværelse (hvis jeg da selv skal sige det), og jeg savner på ingen måde de (i øvrigt vældig pæne) mørkeblå klinker. Eller den blå sanitet.

Forleden kom HDD og jeg til at tale om hele processen i det der med at få et nyt badeværelse. Hvor uoverskueligt det kan være at skulle beslutte sig for dette og hint. Vi havde nogle udfordringer med at finde ud af, hvad der ville fungere sådan rent visuelt, og da vi endelig fandt ud af sådan nogenlunde, hvordan vi gerne ville have det til at se ud, så var der jo sådan cirks 13 billiarder forskellige typer fliser, vi kunne - og skulle - vælge imellem. Den smukke, dueblå flise, der skulle køres ind fra Italien (seriøst, flise-typer. Enough with the storytelling!) måtte lade livet, da den viste sig at være 4 gange så dyr som sin hvide fætter, der blot skulle fragtes fra Tyskland, og sådan måtte vi hele tiden tage stilling til underlige ting.

Heldigvis skulle vi da ikke også tage stilling til, hvem der skulle komme og smække fliserne på og fikse saniteten. Det havde vi jo et forsikringsselskab - og senere en entreprenør - der tog sig af. Men hvis nu vi ikke havde haft det, så tror jeg godt, at jeg kunne have fundet på at bruge dem her, som jeg blev gjort opmærksom på for nylig. I stedet for selv at skulle rende spidsrod mellem først den ene og så den anden murer, så kan man få fagfolk til at tage kontakt. Dét er da smart. Jeg brugte i øvrigt selv sådan en tjeneste (som jeg har glemt, hvad hedder - men jeg glemmer seriøst også ALT for tiden. For nylig glemte jeg at tage reptilernes flyverdragt med over i institutionen (!)), da vi skulle have lavet vores forhave i efteråret. Det var så godt nok anlægsgartnere og ikke murere, men konceptet var det samme. Og der kom nogle gode bud. (Og et enkelt virkelig VIRKELIG dårligt. Som var omtrent 50.000 dyrere end det næstbilligste bud. Men man må da beundre hans optimisme).

Så er der nogen derude, der går i badeværelsestanker, så kunne det være en idé at tage et k(l)ik (#tøhø) hos Antonklinke.dk. Just sayin'.

(Til skarpsindige læsere, så ja - indlægget er lavet i samarbejde med ovennævnte firma. Jeg har ikke selv benyttet mig af deres tjeneste, eftersom vi var bundet på hænder og fødder til murere, som forsikringsselskabet sendte ud, men havde det ikke været tilfældet, ville jeg have været på herrens mark og fundet en tilbudsside det oplagte sted at begynde) ...

søndag den 2. februar 2014

Og ... vinderen er ...

Jaja, jeg er sent på den ift. at trække en vinder af den der wallstickers-give away. I know. Jeg har bare haft travlt med at være hygge med gode damer, samle cykeltrailer, arbejde med selvbilledet ift. førnævnte cykeltrailer, fodre ænder, lave perlearmbånd, spille Ludo og generelt holde virkelig dejlig weekend uden planer med familien. Og det har jeg i øvrigt stadig travlt med, men Varanen er lige dejset om til sin middagslur, og Øglen læser i Anders And-blade, så jeg stjæler lige fem minutter til at poste en vinder af førnævnte give away.

HDD har været lykkens pamfilius og har nævnt tallet 37 som vinderen. Her gemmer Monica sig, der skrev:

Ej hvor er der mange fede wallstickers derinde :) Der kunne jeg da hurtigt få shoppet løs til 2 børneværelser + til resten af lejligheden ;)

Mvh
Monica


Tillykke - jeg sender dig en mail! Tak fordi I deltog!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...