mandag den 31. marts 2014

Blogger-treats i Køkkenhavn

Det kan godt være, at reptil-familien er bosat mere end et usædvanligt langt stenkast fra hovedstaden, men det skal bestemt ikke afholde os fra både at bruge og nyde byen. Og når vi så oven i købet bliver inviteret til sjov og spas ved ikke bare et, men hele to blogger-arrangementer, så er det jo bare om at slå til.

I torsdags var det Reimas PR-bureau, der inviterede til 70 års fødselsdag. Så jeg hentede reptilerne tidligt, hvorefter vi begav os med bussen til Køkkenhavn (Varanens version af "København". Som jeg klart tager til mig, fordi det ligger godt i munden). Begge unger klarede turen til UG; Varanen havde sovet længe i vuggeren, så han var rimelig groggy, og Øglen sad bare og fulgte med i verden, der kørte forbi og snakkede en masse.

Til fødselsdagen var der ingen smalle steder; Kagemand, frugt, popcorn, mv. - og hyggelige lege (sæt halen på æslet var et hit), malegrejer, mv., så ungerne var godt underholdt. HDD, der agerede chauffør på tilbagevejen, kom lidt før forventet, så han kunne hjælpe mig med at holde styr på tropperne - og give mig tid til at kigge lidt på de fine sager, Reima har i deres nye kollektion. På hjemturen var de mindste i familien temmelig trætte, men det hindrede dem ikke i ikke at ville sove - "for vi er jo festet helt op, mor", som Øglen sagde. Og det kunne de jo have ret i; De havde i hvert fald oplevet temmelig meget den dag. (De fik så også en fridag dagen efter, men det er en helt anden historie og hænger mere sammen med, at vuggestuen var lukket, et tandlægebesøg og en Øgle med lange ører, end det hænger sammen med Reimas fødselsdag).


I går var så på farten igen. Vi besøgte Lahme Kommunikation, der havde inviteret til brunch med underholdning af Sebastian Klein. Arrangementet blev afholdt i forbindelse med en kampagne, som Bilka/Føtex kører i samarbejde med Animal Planet, og var superhyggeligt. Sebastian Klein tryllebandt både store og små med sine historier, og han var virkelig sød til at skrive autografer og få taget billeder sammen med ungerne (og dem var der mange af!) bagefter.

Bloggerbørn og -forældre sidder klar til Sebastians historier
 
Reptilerne side om side på en sækkestol

Efter et vellykket arrangement (begge reptiler var døden nær af grin over Sebastian - særligt den historie, hvor han fortalte om, at han var blevet så bange for en elefant, at han tissede lidt i bukserne, gik rent ind hos især den latrinære Varanen, og til fødselsdagen, vi skulle til efterfølgende, fortalte han til alle, der gad høre det, at "Sebastian tissede i BUKSERNE!!!"), stjal vi os til lidt forårssøndag på Østerbro. Vi slap reptilerne løs i Østre Anlæg og nød solen og foråret. Både voksne og børn havde en fest på legepladsen, og da vejen tilbage til bilen ledte os forbi 7-eleven, og der stod nogle Frisko-typer og delte gratis is ud, ville reptilernes begejstring ingen ende tage. Gratis is. FØR frokost! Verden er af lave ;-)
 
Sebastian og Øglen

Nu er det så hverdag igen. Fuglene pipper, træerne springer ud, og Øglen holder fernisering med resten af Mellemgruppen ovre i børneren senere i dag. Jeg har nået at løbe en kort tur og kickstarte dagen med friskpresset juice, så alt i alt synes jeg faktisk, at ugen er kommet ræddi godt fra start. Vi krydser fingre for, at det fortsætter! God mandag til jer alle!

lørdag den 29. marts 2014

Ak, den kærlighed!

Varanen er en meget kærlig dreng (når han altså ikke slår). Han elsker at sidde og nusse og holde i hånd i sofaen, og konceptet med at ae i stedet for at slå, er så småt ved at trænge ind fange an og vokse ind i andre situationer også. Hvor han "Bare lige vil ae dig, mor!". Men de store kærlighedserklæringer er han lidt karrig med. Han er ikke typen, der lader sig presse til et "Jeg elsker også dig", hvilket naturligvis er glædeligt på den lange bane, men også ville være vældig dejligt her på den korte bane, så når mutti her spontant udbryder "Mor ELSKER Varanen!" og sleeeeet ikke håber at få en kærlighedserklæring retur, plejer variationer af følgende samtale at udspille sig:

Mig: Nåååååårh, Varan. Mor ELSKER dig!
Varanen: Varanen ELSKER kage/flødeskum/slik/is/*indsæt selv flere*!
Mig: Kage smager også dejligt. Mor elsker også kage.
Varanen: Varanen ELSKER flødeskum/kage/slik/is/*indsæt selv flere*!

Men i går. Helt ud af det blå. Midt i Disney Sjov, oceaner af dyner og børn og gufskåle midt på gulvet. Hvor Varanen efter en fridag med tandlægebesøg, indkøbstur og leg i haven var dødtræt og derfor udsplattet oven på mig. Udspillede der sig en ny variant:

Mig: Sidder du godt, Varan?
Varanen *vender sig om, aer mig på kinden og siger*: Altså, mor. Varanen ELSKER mor. Og Varanen ELSKER også far!
Mig: *smelte smelte smelte*

Kærlighedserklæringer på sådan en helt almindelig fredag aften er ikke sådan at kimse af. Og fik mig næsten til at glemme, hvor dårlig en idé, det egentlig var, at tage begge unger med ned og handle i går ved 15-tiden. Hvor vi alle var ret trætte efter en fridag (ja, det er ret utroligt, at det kan være hårdt at have fri, ikke?), og Varanen i øvrigt insisterede på at køre på scooter hele vejen. De 800 meter tog jo så også kun 20 minutter. Hver vej. Inkl. hysterisk anfald over, at det ikke var ok bare at slå et sving ud midt på stor, trafikeret vej.

mandag den 24. marts 2014

Avavavav

Planlægning er en god ting. Den har gjort, at jeg i de sidste mange dage har vidst, at jeg i dag skulle til København på kontoret, revidere et opgaveudkast til ny (og, I might add, temmelig videnstung) kunde, holde møde med ny samarbejdspartner om en potentielt rigtig stor opgave, løse et par hængepartier ift. nogle mindre opgaver, skrive tilbud til gammel kunde og, som kronen på værket, holde et kaffemøde (må man ikke godt kalde det dét, C?) med kær veninde. HDD skulle hente børnene, hvilket ellers er min tjans, og jeg skulle bare komme hjem, når jeg var færdig med dagens dont.

Så da jeg vågnede i morges, tog jeg en dyb indånding og rustede mig til en travl dag. Hvilket var ok nemt, for jeg vågnede først 06.45 ved, at Øglen kom ind og spurgte, om vi ikke snart skulle op. Og fandt Varanen snorksovende ved siden af mig. Jeg nåede i bad, før han rørte på sig, og vi havde en hyggelig morgen, hvor vi læste "Peter Haleløs" (iflg. Varanen. Øglen kalder ham stadig for "Kalle Haleløs") som morgenmadsbog, hoppede i Øglens seng og legede lidt med Lego.

Men. Så var det, at Varanen blev gal over, at han ikke måtte få en is med i cykeltraileren. Hvilket kulminerede i, at han ikke ville have sko på. Overhovedet. Før han fik øje på Øglens gummistøvler, som han rask væk hoppede i. Bortset fra, at det ville Øglen ikke have. Og der blev grædt og råbt (børnene) og trukket vejret tungt ind gennem næsen (mig). Jeg forholdt mig faktisk forbavsende rolig gennem hele menageriet, if I do say so myself, og blev kun let irriteret over, hvor gal Varanen blev, da jeg af vanvare kom til at strejfe ham med den gigapose termotøj/regntøj/skiftesko/huer/vanter, der skulle med over i de respektive institutioner efter weekenden. Han skældte ud, for "Du. Må. Ikke. Skubbe. MIG. Mor!", og så stod han og trippede på den lille underlige 'platform', vi har uden for vores bryggers. Råbte noget om, at HAN ville gå først ned ad trappen. Og begyndte så at gå. Hvorefter jeg lukkede bryggersdøren. Og svagt registrerede, at det da var sjovt, som den lukkede trægt - en brøkdel af et sekund før både Varanen og jeg registrerede, at fire fingre på højre Varan-hånd var i klemme.

Det kan NOK være, at jeg fik åbnet døren i en fart, smidt alt, hvad jeg havde i hænderne og scoopet Varanen op. Nøjjj, hvor han græd, altså. Øglen kom drønende og var helt forskrækket (forståeligt), og alle planer om at tage af sted til institutionen blev udsat på ubestemt tid. Varanen var fuldstændig utrøstelig, og et nærmere kig på hans små fingre gjorde det temmelig klart hvorfor. De havde en dyb rille tværs over, hævede op, og han kunne (ville?) ikke bøje dem. Varanen græd. Øglemor græd. Og Øglen hentede plaster og bedyrede, at Varanen godt måtte låne hendes gummistøvler alligevel #nåååårh.

Efter en halv times gråd tyede jeg til det ultimative det-skal-nok-gå-våben: Slik! Som ikke hjalp. Is på hånden (og i maven) hjalp heller ikke, og til sidst måtte jeg i desperation ringe til lægen. Hvis telefon ikke virkede. Så jeg stoppede begge reptiler i cykeltraileren, puttede en ispakke om Varanens hånd og skyndte mig ned mod lægen, mens jeg krydsede fingre for, at det er ok bare at troppe op her i DNP. I mellemtiden havde de dog fået styr på telefonen, og jeg fik at vide, at jeg endelig bare måtte komme. Så Varanen (der var faldet til ro i mellemtiden) kom til med det samme, og lægen kunne konstatere, at der heldigvis ikke var brækket noget. Men at hånden godt nok var noget hævet, og at jeg lige skulle holde øje med den.

Reptiler på legepladsen. I højt humør.

Da vi kom ud fra lægehuset, ordinerede jeg en fridag til begge unger, og fra legepladsen (som Varanens humør heldigvis var blevet godt nok til), måtte jeg lige stjæle mig til lidt telefontid og aflyse og omrokere aftaler efter bedste evne.

Så det kan godt være, at planlægning er meget fint. Men ingen planlægning i verden kan indkalkulere maste fingre, akuttider hos lægen og forskrækkede reptiler (og mor).

Efterskrift: Patienten er heldigvis i bedring. "Det går MAJET. Bedre. Fint", siger han, når man spørger. Og heldigvis kunne HDD komme tidligt hjem fra arbejde og tage sig af reptilerne, så jeg har kunnet løse nogle af alle dagens opgaver på trods af hjemmegående reptiler.

lørdag den 22. marts 2014

Toethalvtår, mayn! Jeg siger det bare!

I dag bliver Varanen 2,5 år. To et halvt år. Toethalvtår! Min lille bitte skat. (Som i øvrigt er kæmpestor og ingenlunde svømmer i tøjet, hvis jeg af vanvare kommer til at proppe ham i en bluse i str. 104. Bukserne i str. 92 er i hvert fald blevet arkiveret, om ikke lodret, så i de efterhånden mange poser, der bare står og venter på bedre vejr og dermed loppemarkedssæson).

Mårfar agerede reptilpasser et par timer i sidste weekenden. Det kom der bl.a. dette billede ud af 


... og dette ...

IKKE om jeg fatter, hvor tiden blev af. Og IKKE, om jeg fatter, at han om en måned har præcis den samme alder, som Øglen havde, da hun blev storesøster. Dengang syntes jeg jo, at hun var så stor. Både rent størrelsesmæssigt og forstandsmæssigt. Og - bevares - jeg synes da også, at Varanen er en både stor og forstandig herre. Men jeg kan da afsløre så meget, at hvor Øglen selv tog stort set alt sit tøj både på og af, da hun blev storesøster, er det sådan, at vi næsten udfører jubeldanse og klapsalver, hvis Varanen så meget som overvejer selv at tage initiativ til at tage et par bukser på. Det er såmænd ikke fordi, han ikke kan (og jaja, næsvise vuggestue-mor - det er meget muligt, at "det ikke at kunne, bare er et ekstra incitament til at lære det" #grrrr), men fordi det ikke interesserer ham et klap. Og til trods for alskens forsøg og gode råd (tak til pædagoger, der foreslår at lave "hvis ikke, så"-metoden med ham - det virker ikke #somomviikkehavdeprøvetdetsomnogetafdetførste), så er der ikke noget at gøre. Uanset om jeg spørger, forlanger, kommanderer eller lokker, så får jeg enten et syngende "Nejneiiijj mor, lille pus" eller et regulært "NIX!" retur. Om jeg så lokker med guld og grønne skove (eller is og kage, hvilket virker mere befordrende på Varanen), så er det samme historie. Hvad enten det er jakke, sko eller bukser. Bluser tror jeg faktisk ikke, han mestrer endnu, men det er også ok. Han skal nok lære det. Håber jeg.

Og han har jo luret, at han får tøj på alligevel. På et eller andet tidspunkt. I massevis, endda. Er jo et heldigt led i hand me downs-kæden fra Flødebollernes mor, og på trods af substral-lignende skyden i vejret og dertilhørende garderobesanering bugner hylderne alligevel. Wild.

Så vi kan altså konkludere, at der gemmer sig en stålsat vilje bag de chokoladebrune glugger, som Varanen i stigende grad bruger til at smelte hjerter. Særligt moderens. Når han aer, kysser og/eller putter sin lille, fedtede næve ind til mig, er der ikke et øje tørt. Han er en charmetrold af rang. Bortset altså lige fra, når han bruger chokoladeknapperne til at true sig gennem diskussioner. Så lyner øjnene, øjenbrynene er sure, og røsten er fast, når Varanen råbende konstaterer, at "Varanen er sur!", eller kommanderer "FÅ DET, *objectofdesire!"

... Mårfar fotograferer videre. Lige ind i de mørke øjne 

Temperamentet fornægter sig ikke - ingen er i tvivl om, når Varanen føler sig uretfærdigt behandlet. Så råber han enten meget meget højt, brummer gutturalt og/eller langer ud. Sidstnævnte håber jeg VIRKElig, at han snart ville lade være med. Det har hjulpet lidt, at vi for nylig begyndte at henstille til, at han aer i stedet for at slå. Så er det som om, det går op for ham, at "Hey - det her er meget sjovere". Men det virker ikke, hvis han er stiktosset eller i drillehumør; Så vil han bare slå. Det er jo ikke fordi, det gør specielt ondt, men det er ikke sjovt for nogen, at blive slået. Slet ikke for andre børn - eller deres forældre, for den sags skyld. Vuggestuen (som ikke siden sidst har nævnt noget om forstyrrelser i det sansemotoriske apparat, thank g**) siger, at de har lagt mærke til, at han derovre mest slår, når han gerne vil i kontakt med de andre børn. Og så er det jo 'bare' værktøjer, han mangler. Og dem må vi så lære ham.

Se, hvor from han kan se ud ...

Ordforrådet er i den grad eksploderet, siden Varanen rundede de to år. Der bliver talt i lange sætninger, der som oftest er helt korrekte (i går brillerede han under Disney Sjov (som i øvrigt læææænge har heddet "Si:hshjouw" på varansk) med "Nej mor! Du må ikke røre mere ved mit hår. Det er ALT for farligt!" :-)). Undtagen, når han Yodaficerer sproget og vender op og ned på sætningskonstruktionen, men han er dygtig til ord, og når han hører et nyt, varer det ikke længe, før han selv begynder at bruge det i den næsten rigtige form. (Nænner i øvrigt ikke at rette hans "Helt ærgerligt!"-udbrud, der klart betyder "Helt ærligt!") Men uanset hvor mange nye ord han lærer, så er og bliver favoritterne stadig "Tissemand" og "Prut og lort". Mor er stolt. Eller noget. For det er jo ikke som om, der bliver skelnet mellem, hvem der får lov at høre favoritordene. Målgruppen er sådan set bare alle, der lige er i nærheden. Lucky them! Nå, men det er forhåbentlig bare (endnu) en af de famøse faser. Og måske går den over engang. Det kunne man da håbe.

Han er nu så stor, at han netop har fået tilbudt en plads i børnehave. Selv om han først skal begynde i september, fik han tilsagn fra Den Hellige Gral forleden mit hemmelige kælenævn for den børnehave her i byen, der er virkelig hypet blandt forældrene i Varanens vuggestue. ALLE skal have deres børn derind, og når der er en enkelt eller to, der ikke kan få plads, og derfor må tage til takke med en anden børnehave (fx den Øglen går i), bliver det omtalt med dæmpede stemmer og krise-miner blandt både de forældrene til de stakkels børn og de andre forældre. Vi skrev os op, lige da Varanen begyndte i den nye vugger, og vi jeg var helt berusede af hypen, men vi har imidlertid valgt at være så letsindige at sige nej tak til pladsen og i stedet takke ja til den plads, vi har søgt om - og fået - i Øglens børnehave. På Øglens stue. Hvor de har mange søskendepar, hvilket fungerer rigtig godt. Så det glæder både vi og ungerne os til. (Bortset fra, at det så betyder, at Varanen nærmer sig 3 år med hastige skridt, hvilket mutti her godt kan have lidt krise over).

Gyng-gang i Mårmor og Mårfars have 

Øglen og Varanen er både hinandens bedste venner og hinandens værste fjender. De kan skændes, så en koncert med Rammstein føles tyst og stille, men de kan også skraldgrine og lege så godt sammen, at alle skænderier bliver udvisket af erindringen (lige indtil næste gang). Seneste påfund er "Abeleg", hvor en af juniorstolene trækkes hen til sofaen, ungerne kravler op og hopper ned i sofaen (Varanen hopper så ikke så meget, som han bare lader sig falde). I weekenden, hvor jeg og ungerne var på besøg hos Mårmor og Mårfar (SÅ hyggeligt, btw), blev der tilsat en ekstra effekt til abelegen, da Mårmor gav dem en pruttepude. Og er der noget, der er sjovt, så er det en pruttepude, synes de lige nu. Og jeg må indrømme, at deres entusiasme smitter. Selv om der er lang vej endnu, før jeg lader mig falde så lang og tung, som jeg er, ned i sofaen - direkte oven på en pruttepude.

Men hvor ER det bare fantastisk at have to unger, altså. Selv om det har været benhårdt, og nogen ikke har sovet helt så godt, som nogen kunne have tænkt sig, så er det som om, det hele er lettet. Og selv om dét godt nok har givet nogle skår andetsteds (working on it ...), så er det fantastisk at følge med i mine fantastiske ungers liv. Endda på så nært hold, som vores noget privilegerede (for mig, om ikke andet - HDD døjer temmelig meget med lang transporttid og får derfor ikke rigtig noget ud af det. Men vi arbejder på en løsning) tilværelse tillader det. Jeg elsker elsker ELSKER, at jeg kan give ungerne en fridag "bare fordi", og jeg er vild med, at vores morgener er så langtrukne, som vi gider. Inden for rimelighederns grænser, altså. Derudover kan jeg jo hente kl. 15 hver dag, og det ER squdda fantastisk. Det betyder, at Varanen er effektivt i vuggestue i 3-4 timer, da han sover resten af tiden. Det passer mig - og ham, tror jeg - helt perfekt. Så ikke et ord om, at jeg pludselig er gået hen og er blevet megaskruk, men at hverken hus, bil eller indtægt er gearet til et barn mere. I hvert fald ikke, hvis jeg fortsat gerne vil arbejde, som jeg gør og have så meget tid til børnene, som jeg har. Såeh. Case closed. Bum.

Det var i øvrigt også Varanens halve fødselsdag, vi kom fra. Som jeg vist ikke kan bør tærske mere langhalm på nu. Tillykke til Varanen og tilbage til arbejdet (fordi det her indlæg er skrevet på forkant. I dag, lørdag, er det eneste arbejde, jeg gider at tænke på, det, der eventuelt skal ske i haven. Ellers skal der bare slappes af, køres Øglen på legeaftale og leges med Varanen). God weekend!

---

... Og apropos store børn, var jeg til 5 års-undersøgelse med Øglen i forgårs. En måned forsinket, menaltså ... Den sidste regulære børneundersøgelse. Og dermed også den sidste vaccination i syv år. Ikke om jeg fatter, at jeg har så stor en pige lige pludselig. Men tallene taler deres eget tydelige sprog, og hvor hun sidste år var 103 cm høj og vejede 16,9 kg, måler hun i dag 110,5 cm og vejer 19,3 kg. No wonder, at tøjet stumper. Undersøgelsen (hos ret newbie-læge) gik fint, men vaccinen var hun ikke så glad for. Forståeligt, eftersom der hverken var tryllepude denne gang eller det ene stik, jeg havde fortalt om - men to i stedet, fordi der var et eller andet med vaccinen, der gjorde, at den ikke kunne blive blandet fra producentens side. Suk. Men det gik alt sammen alligevel, og isen jeg lokkede med efterfølgende hjalp også lidt på det. Heldigvis.

mandag den 17. marts 2014

'min-fisk!

Jeg er ikke så god til at huske at tage vitaminer selv - undtagen da jeg var gravid; Da tog jeg alskens tilskud nærmest på klokkeslæt dagligt. Men jeg er faldet lidt af på den, selv om jeg virkelig forsøger at tage mig selv i nakken.

Sagen er bare den, at jeg ikke er specielt glad for at sluge piller. Jeg kan godt, bevares - men jeg har nok bare stadig minder siddende i kroppen fra dengang jeg som 7-8-årig tilragede mig en omgang mononukleose og skulle have nogle stygge penicillinpiller. Dengang kunne jeg ikke sluge pillerne, så de blev knust - og blandet i honning. (En fremgangsmetode, der siden har vist sig også at virke på Øglen, da hun skulle have penicillin for en infektion i fingeren). Ikke udpræget rart, men heller ikke helt forfærdeligt. Bortset fra, at det har påvirket mit forhold til både piller og honning.

Nå. Men det var ikke penicillin, vi skulle snakke om. Det var vitaminer. Som jeg måske nok ikke er så god til at huske, men som reptilerne til gengæld er VIRkelig gode til at huske. De har nemlig deres egne 'børnevitaminer' - en multivitaminpille fra Matas og to fiskeolietabletter. Tidligere var det kun Øglen, der fik fiskeolie - vi brugte kapslerne fra EyeQ (som koster en bondegård, men var gode. Tror jeg. Øglen kunne i hvert fald godt lide dem, men da de kun var fra 3 år og op, var der ingen "røde 'miner" til Varanen).



For nylig kom der så en pakke med fiskeolie ind ad døren fra Pikasol. Totalt godt timet, da de andre fiskeolietabletter sang på sidste vers. Der var en hel del fiskeolie til mutti her (HDD gider ikke spise vitaminer), og så var der to pakker børne-fiskeolie. I form af - tadahhh - fisk! (#oplagt). Orange og vingummiduftende - what's not to like, når man er hhv. 2,5 og 5 år gammel. Så 'min-fiskene (som de er blevet døbt herhjemme) er blevet populære herhjemme. Og der er gået lidt sport i at se for børnene, om de selv kan åbne den blisterpakke, fiskene kommer i. Det kan de, sådan nogenlunde, men det er altså lidt noget svineri. Alt er selvfølgelig relativt, og vi taler ikke big time-svineri, hvor man skal have gang i de skrappe rengøringsmidler, men de der 'min-fisk er fedtede. Og smutter ud af pakningen og ned på bordet (eller i en barnenæve). Hvor de så fedter lidt mere rundt, før de bliver spist. Det er ikke noget stort problem, og det er ikke sådan, at jeg ikke vil købe dem, fordi de er fedtede, men jeg forstår bare ikke, hvorfor de skal være det, når nu fiskeolie til voksne (eller de sidste fiskeoliekapsler, vi brugte) ikke er fedtede.

Og nu mangler vi så bare mig. Som skal sluge mine u-fedtede fiskeolietabletter. Jeg skal bare tage mig sammen, for jeg ved, det virker. Min hud og mit hår bliver blødere, og der sker også et eller andet positivt med mine negle. Og i og med, at Pikasol har fundet ud af at lave fiskeolie på en måde, så man ikke får fiskeopstød, gør jo bare det hele endnu mere genialt. Såeh ... jeg sætter i gang. Fra ... i morgen af! Lover! (Og så kan jeg jo passende gå i gang med at løbe lidt igen. Bare så jeg kan føle mig ekstra sund ...)

fredag den 14. marts 2014

Uro

Det har været småt med ordene herinde den seneste uge. Ikke, at vi ikke har lavet noget. Ud over almindelige hverdagssysler og arbejde, så stod weekenden på skønt selskab fra Husmoder og hendes familie lørdag, storlegende nabounger lørdag eftermiddag og dejlig playdate hos Øglens yndlings-N (på mors yndlings-Østerbro) søndag. Afsluttet af is hos nyåbnet Paradis i DNP. Jowjow, vi er skam med på is-noderne heroppe.

Men det er som om alle de ting, vi har lavet, lidt er blevet overskygget af torsdag i sidste uge. Hvor jeg var til billeddiagnostik hos nogen, der er gode til sådan noget. Fordi jeg siden efteråret har haft on/off ondt i/ved venstre bryst. En undersøgelse hos egen læge i november viste ikke noget og konkluderede, at det var noget muskulært. En undersøgelse for to uger siden - ligeledes ved egen læge, fordi det blev ved med at gøre ondt, og fordi jeg pludselig syntes, jeg kunne mærke en knude - viste så, at der var en knude. Eller en cyste, som min læge mente, men hun ville alligevel ikke tage nogen chancer og sendte mig derfor til omtalte billeddiagnostik. "Når man kan mærke noget i brystet, vil de jo gerne tjekke det, dem der har styr på den slags", som hun sagde. "Så jeg skriver til dem med det samme. Det plejer at gå rimelig hurtigt, men du kan nok opleve at skulle vente lidt - det er jo ikke en kræftpakke, jeg sender dig ud i. Hav en god dag, hejhejjjj!"

Funky trappeopgang på Herlev Hospital

Jeg kan rigtig godt lide min nye læge. Og hun gjorde jo sådan set alt rigtigt. Men at blive sendt ud af døren med ordene "billeddiagnostik" og "kræftpakke" (uagtet, at hun sagde IKKE foran sidstnævnte) bidrog ikke til min evne til ikke at bekymre mig. Jeg prøvede virkelig at slå tankerne fra og lade være med at bekymre mig. Præcis som lægen rådede mig til. Det gik ok, selv om brystet (og ryggen og skulderen) i venstre side murrede og værkede dagligt. Og da brevet om indkaldelse til røntgen kom (kun tre dage efter lægebesøg og med en ventetid kun en uge fra modtagelsen af brevet, så det kan godt være, at vi kan skælde Systemet ud over mange ting, men det her er ikke en af dem), røg det også lige top of mind.

Billeddiagnostikken forløb, som sådan noget jo gør - mammografi og en vævsprøve (som Herlev så kalder "biopsi". Muligvis to sider af samme sag, men i mine ører lyder biopsi noget mere ildevarsende). Og en røntgenlæge, der ikke virkede imponeret af hverken billeder eller det, han kunne føle. På den gode måde. Hvilket selvfølgelig var glædeligt, men i og med at de tog vævsprøver ("for det skal vi, når man kan mærke noget i brystet"), kunne de ikke give mig svar med det samme, som de ellers havde lovet i indkaldelsen. Tværtimod skulle jeg ringe til Herlev Hospital næste dag og aftale en tid til opfølgende samtale. Som heldigvis allerede var efter en uge og ikke om to, som jeg ellers kunne risikere. Sekretæren på Herlev er muligvis et af de sødeste mennesker, jeg har talt med i sundhedssektoren ever, men hvor gerne jeg end ville tro på hendes "det er meget usædvanligt med brystkræft i din alder, så jeg ville ikke bekymre mig, hvis jeg var dig", så kunne hun jo desværre ikke love noget. Ligesom hun heller ikke kunne give mig en tidligere tid, for "der skal jo være tid til at kigge på både prøver og billeder".

Hun ville sende nogle papirer forud for undersøgelsen, og de kom allerede dagen efter. Og tak skal du ellers have; Var jeg lullet ind i den påduttede ro, så forsvandt den brat, da jeg åbnede kuverten med spørgeskemaer, der skulle udfyldes, foldere om brystkræft og hjertesygdomme og papirer, der kunne fortælle mig, at det "såvidt muligt tilrådes at have en ledsager med på den fastsatte mødetid". Jeg ved godt, det er en standardskrivelse, men et officielt udseende brev med dén ordlyd fik mig bare automatisk til at gå i doom-tilstand. (Og spørgsmålet om, hvorvidt jeg ønsker at være med i et forsøg ang. scanning af arvemassen for disposition af sygdomme, fik mig næsten til at kortslutte. For hvem kan svare på det? Vil man vide det, hvis man bliver syg om 20 år. Eller ens børn gør? Eller vil man ikke vide det?!)

Jeg forsøgte at slå det ud af hovedet. Forsøgte at lytte til HDD, der lovede mig, at det ikke var noget alvorligt. Og fylde mine dage og aftener med alt muligt, der gjorde, at hjernen ikke fik lov at tænke alt for meget. Men en uge kan altså føles uendelig lang.

Heldigvis er den gået nu. I går var jeg på Herlev Hospital og talte med vel nok verdens sødeste læger (for jowjow - der var sør'me hele to med. En ny svensk en af slagsen og en meget moderlig overlæge), som smilende kunne berette, at alt så fint ud. De skulle lige kigge og mærke for en sikkerheds skyld, men det var en lille pris at betale for ordene "Allt är fint" og "Det är absolutt godartad". Så efter en kort snak, der primært gik på, at alle prøverne var entydigt positive uden den mindste lille mistanke om noget som helst, sendte de mig (og HDD) ud i solskinnet med et stort smil på læben og lettelsens tårer i øjnene.

Blomster til mig fra mig

Vågnede fra min terrasseslummer og kiggede lige ind i fjæset på ham her <3

John Grant i Vega

Resten af dagen blev brugt på brånsj i solskinnet på Østerbro med HDD, afhentning af reptiler, en lur i en solstråle på terrassen og lækker koncert på Vega i går aftes. Bring it on, forår! Alt är gott!

onsdag den 5. marts 2014

Miiiiiiin mo-aaarrrrr!

Helt overordnet set er Øglen og Varanen hinandens bedste venner. De griner sammen, føler med hinanden og (mest Øglen, godt nok, men alligevel) krammer hinanden. Det betyder imidlertid ikke, at de ikke kan slås og skændes, så gnisterne fyger, så af og til går bølgerne højt i det lille hus i DNP.

Zoo. I en zebravogn. Uden nogen slår. Men der er selvfølgelig også juice  ...

Varanen tror desværre, at det er gangbar mønt at slå. Så det gør han en del. Ofte når han gerne vil have opmærksomhed, men også, hvis han bliver frustreret, og sproget ikke helt rækker. Vi gør naturligvis, hvad vi kan for at få ham til at lade være med at slå og griber ind både før, under og efter slagene falder, men det forhindrer ham ikke i at lande et par velrettede dask af og til alligevel. Som fx hjem fra børnehave og vuggestue i går, hvor de begge sad i cykeltraileren. Indtil Varanen havde slået Øglen ca. 7 gange, fordi hun åbenbart ikke måtte sige "Øv". Hvilket hun så selvfølgelig gjorde. 7 gange. Indtil jeg blev noget træt i masken og beordrede Varanen ud af cykeltraileren og gå. Ikke populært, så jeg blev kaldt en 'dum lort' (endnu engang) og blev først taget til nåde igen, da vi passerede en ny isbutik, og Varanen blev så optaget af skiltet, at han glemte at være sur.

Øglen slår ikke så tit. Undtagen, når hun bliver slået - eller bliver virkelig virkelig vred. Til gengæld har hun en helt særlig evne til at få Varanen til at slå. Ikke, at jeg forsvarer nogen, men du godeste, hvor kan hun blive harm over, at hendes lillebror kommer gående med møllehjulsarme. På "jeg skriger, så taget falder ned"-måden. Det gør så selvfølgelig, at det er lettere at tage tingene i opløbet - med mindre altså Varanen når at blive så forskrækket over al skrigeriet, at han beslutter sig for at tjatte ekstra hårdt til hende. Så det, der måske (we'll never know) bare skulle have været lidt drilleri, bliver til full on slag. Suk.

Nå, men udgangspunktet er, at de er gode venner. Partners in crime, der elsker at læse bøger sammen (hvor sødt tror I lige det er, når man kommer ind på Varanens værelse, og de to sidder sammen i hans seng, mens de kappes om at læse "Mimbo Jimbo laver kunst" (som de begge kan udenad) for hinanden?!), lave "sunde tallerkener" til mor og far i legekøkkenet "der er pænt mange legekager på de færdige tallerkener, skulle jeg hilse og sige og generelt taler pænt til hinanden og giver hinanden plads.

Kridtmaling på vejen. I fred og fordragelighed. Hva'ba'?!

Men er der én ting, der kan få dem begge op i det røde felt med en hastighed, så bådet lynet og lyset burde blive bekymrede, så er det, hvis en af dem formaster sig til at sige "MIN mor!". SÅ er der ballade. For det vil den anden ikke høre tale om, så der bliver svaret med et lidt højere "MIN MOR". Hvorefter det så ellers går slag i slag, til nogen skriger "MIN MOR" med en røst, så taget letter, og mit ben, min arm eller måske mit hoved på særligt diskussionslystne dage, bliver krammet halvt ihjel.

De har jo begge to ret. Jeg er både Øglens mor og Varanens mor. Så det siger jeg til dem. Men det er ligesom ikke argumentation nok for de små kræ. Af og til deler de os, så den ene 'får' HDD, og den anden 'får' mig. Og så er der fred. Andre gange ... Du godeste, altså. Det er åbenbart også en trend i vuggestuen, at de små kræ kappes om, hvis mor, der er hvis mor. Kampen alle vinder, men som alligevel eskalerer.

Er det bare endnu en af de famøse faser? Og hvornår stopper den mon?

mandag den 3. marts 2014

Fastelavn og første dag

Øglens børnehave holdt fastelavn i fredags, og i dag er det så Varanens tur. Mega-søde, altså. Og SÅ stort et hit, at de begge gider klæde sig ud.

Her ved jeg, det ville have været passende, hvis jeg havde et billede at sætte ind som bevisførelse på, at jeg er mor til hhv. en påfugl og en pirat (ikke en sørøver, angiveligt), men jeg glemte at tage et billede med telefonen i morges, og således er der kun billeder på 'det rigtige' kamera. Som ligger derhjemme, mens jeg er på arbejde. Fik i dén?! På arbejde. Inde i byen. Ude blandt voksne mennesker.

Nåmen, hhv. påfuglen i fredags og piraten i dag var totalt nede med det der fastelavn. Ansigtsmaling er et hit hos begge, og selv om Varanen havde lidt svært ved at stå stille, da han skulle have tegnet et skæg (og derfor kunne lyde navnet Kaptajn Skævskæg), var humøret højt. Normalt er Varanen ellers ikke til at tvinge i tøjet (og nej - han tager det ikke på selv. Det gider han SLET ikke), men i morges var der ingen problemer, for han skulle jo have PIRATtøj på!

Undertegnede skulle lige finde ud af, hvordan det nu lige er, man formår at komme ud af døren både med børn, al deres habengut og egne ejendele, såsom computer, strømforsyning, pung og madpakke. (Sidstnævnte var jeg dog lige ved at glemme, så det blev til en halv agurk, en peberfrugt og en banan. #Hejrawfood. Vi siger tak til forsinket kontorfællesskabs-introdame, der gjorde det muligt for mig at nå et café-sæt bestående af latte og croissant på Laundromat). Men det gik altsammen - og jeg nåede oven i købet i bad, fik mascara på OG hoppede i et par høje(ish) hæle. Jamenaltså.

Nu lakker den første - ikke særlig produktive, men til gengæld virkelig hyggelige - dag i kontorfællesskabet så småt mod enden, og jeg glæder mig til at komme hjem til min lille pirat, der har slået katten af tønden, og min forhenværende påfugl, der har været på tur i dag. Ikke mindst til at høre, hvor turen er gået hen; Det var der nemlig ingen, der kunne oplyse mig om, da jeg afleverede i morges. Og så må vi se, om ugen byder på endnu en tur til storbyen - det håber jeg, selv om den lige nu ser ret fyldt ud med andre aftaler med skøre placeringer, der ikke levner meget tid til køreture frem og tilbage til Kbh med det offentlige. Men ellers er der jo heldigvis endnu en uge i næste uge. Og næste uge igen. Og så fremdeles ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...