lørdag den 12. juli 2014

Om sidste dag i vuggestuen og førferie

I går var Varanens sidste dag i VS. Sidste dag som i "for evigt". For nu holder han ferie, og når han kommer retur, står den på børnehave. Sammen med Øglen. Det bliver så dejligt for dem begge, og Varanen er mere end klar til nye udfordringer og rammer til lidt større børn. Han er sprængfyldt af energi og gåpåmod, og derfor bliver en ny, udfordrende legeplads, fx, meget kærkommen. Inkl de knubs det så må give, når man er en kende overmodig ...

Farvel til vuggestuen for allersidste gang ...

Alligevel synes mutti her, at det er lidt vemodigt. At han ikke er helt stor nok til at skulle i børnehave. For han er jo min lille baby! Vupti gik jeg fra at være mor til en stor pige og en babydreng (eller ... you know) til at have to store børn. Og det betyder, at min identitet som småbørnsmor er om ikke er rystet i sin grundvold så i hvert fald påvirket. Og det skal jeg lige finde ud af at håndtere. Men det er jo min kamp, som den stakkels Varan ikke behøver blive blandet ind i. Og indtil videre har jeg undladt at græde på ham over det. Lad os håbe, det varer ved ...

Varanens sidste dag gik glat. Vuggestuen var sommerferieramt, så der var kun 14 børn og 3 voksne, og ingen var (heldigvis) særligt sentimentale. Hvilket passede mig fint, for jeg er elendig til at sige farvel og havde frygtet våde øjne og en grådkvalt stemme - omend jeg på ingen måde var lige så trist, som da Øglen forlod sin gamle børnehave. Ikke, at vi ikke har været glade for Varanens vuggestue, bevares! Den har været alletiders, men måske fordi den er hans vuggestue nr. tre (stakkels barn), eller fordi jeg er blevet mere hærdet med tiden (jeg tillader mig at tvivle), var dagen bare hyggelig med en snert af vemod - primært fordi det i dén grad cementerer, hvor stor min lille dreng er blevet.

Kildetur af yndlings-Rematilde

Jeg havde lavet frugtkopper med flødeskum til vuggestuen (som kører stram sukkerpolitik), og kl 14 mødte HDD og jeg op til eftermiddagshygge. Så sad vi ellers dér, på et vattæppe i skyggen af et stort træ på vuggestuens "lille legeplads" (de har også en stor, bare for the record), omringet af smållinger. Varanen delte frugtkopper og skeer ud og var stolt som en pave - lige indtil han blev sur over, at han kun måtte få én kop. Derefter ville han bare hjem, så afskedsseancen blev en anelse abrupt, og der skulle lidt overtalelse til for at få ham til at kramme hans søde pædagoger. Men det lykkedes, og vi kom af sted - efter først at have givet stuens pædagoger lidt lækkerier og et sødt (synes jeg da i hvert fald selv) brev skrevet bagpå en af Varanens tegninger.

Da vi havde hentet Øglen og ønsket god sommer i børnehaven (vi ses om 5 uger! Nu med Varan!), satte vi kursen mod havnen for at fange krabber. Krabbefangst og store is - så er det ferie! I hvert fald for ungerne.

Lå-låååh - ferie!

Der fiskes ... 

... og fanges ...

... og ræses ...

I dag har vi taget hul på førferien ved at rykke til København. Vi fik mulighed for at låne en lejlighed, og da det dels giver HDD væsentligt kortere på arbejde, dels giver flere muligheder (for mig) for at aktivere ungerne, syntes vi, det var en god plan. Så her er vi nu. I lækker lånelejlighed i dejligt kvarter - med en skøn følelse af at være på 'rigtig' storbyferie. For selv om vi kender Kbh godt, er det Østerbro, vi kender som vores egen bukselomme. Nu er vi havnet i et 'fremmed' hood, og selv om vi kender til det, er der masser af ting og steder, der skal udforskes. Har oven i købet fået stillet en ladcykel til rådighed, så byen ligger åben for reptilfamilien. Yay!

Første førferiedag er blevet brugt på dels at 'lande' i lejligheden, dels at være i Cirkus Summarum. Dejlige ting begge to, omend Varanen ikke var helt solgt på Summarum. Slush ice-delen: Bestemt. Popcornsdelen: Självklart. Cirkusdelen: Not so much. Han syntes, det 'larmede for meget', og jeg vil helt klart give ham ret i, at lyden var meget høj. Heldigvis fik vi mulighed for at låne et par hørebøffer, og det hjalp da også lidt, men han var inde og ude af teltet tre-fire gange under første halvleg (eller hvad det nu hedder), og anden halvleg gik han helt glip af. (Og det gjorde HDD så også. Men han fik til gengæld første runde). Øglen var fyr og flamme og elskede hvert et sekund, og både HDD og jeg syntes også, det var godt. Selv om jeg ikke fik samme fornemmelse af sammenhæng i stykket, som sidst jeg var det, men det skyldes jo nok, at jeg var temmelig fraværende de første 50 minutter.

Lille mand med stor slush ice

Her til aften var begge unger så trætte, at de dårligt kunne stå på benene, og HDD og undertegnede har det faktisk på samme måde. Helt maste efter en begivenhedsrig - og dejlig - dag. Må alle de andre dage blive lige så dejlige; gerne med et lidt mindre ambitiøst program!

onsdag den 9. juli 2014

At have en have

... Advarsel: Indlæg med fire milliarder billeder. Af min have. Så spring endelig videre, hvis sådan noget ikke interesserer jer det mindste. Det ville ikke interessere mig - i hvert fald ikke før jeg fik en have - men nu har jeg en, og så bliver det sært nok fascinerende på et eller andet plan ...

For 2,5 år siden ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde ville gide - endsige nyde - at have en have. For knap 2 år siden fik (eller ... fik og fik. Købte. I dyre domme, nok nærmere) jeg en have. Og et hus. Med en vandskade. Men det er denne sag uvedkommende. Vi flyttede ind i efteråret, hvor haven i dén grad var kedelig, våd og brun, så det var lidt svært at se, hvad der var hvad. Bortset fra de meeeeget store hasler i bunden af haven. Dem kunne man godt se var høje - også selv om de ikke ligefrem struttede af grønne blade.

Æbletræet i fuldt flor i slutningen af april

Den hvide rhododendron primo maj

Så det første halve år gik der lidt demolition man i den. Haslerne røg ned, de allermest malplacerede, selvsåede træer ligeså, og sukkertoppen blev studset i en grad, så den ligefrem blev pæn at se på. Det var sq lidt svært at forestille sig, da den bare stod og hang med frisuren. Den lille azalea, der havde forvildet sig ind under den største rhododendron, blev flyttet til et andet sted i haven - hvor den har det fint den dag i dag, omend skvalderkålen forsøger ihærdigt at kvæle den - hvilket desværre ikke kan siges om den giga-lavendel, jeg i et øjebliks overmod flyttede til nogenlunde samme sted omme fra forhaven. Da den stadig lignede en vildmark.

Stenbedet i begyndelsen af maj. Rhododendron i forskellige farver, blåklokker og skovjordbær en masse

Mere stenbed og en snas af vores hjemmelavede havegang

Slutningen af maj. Vue fra hængekøjen over de blomstrende rhododendroner (og under det afblomstrede æbletræ)

Udsigten fra toppen af haven


Der røg også noget hortensia og en klatre-tingest i iveren, og da det så blev forår, og ting begyndte at spire, kunne jeg pludselig godt se pointen i, at man måske nok faktisk bør se en ny have an et helt år, før man bliver lidt for kæk med beskærersaksen. For den der hortensia, som jeg - ganske ukyndigt, i øvrigt - havde erklæret død og derfor skåret ned til ukendelighed, begyndte pludselig at skyde løs. Og virkede pludselig markant mindre død. Ligesom den store, grimme jordvold, vi (HDD) var gået amok på under Projekt Drivhus, viste sig at være jordens vildeste staudebed. Der kan man bare se ...

Terrassen

Dronningebusken ultimo maj

Fine, hvide blomster i stenbedet. Som jeg ikke aner, hvad hedder


Fine, lilla storkenæb. Tror jeg nok, men hvad ved jeg

Akkelajer i førnævnte destruerede staudebed - helt dødt er det ikke ...

Den VIRkelig pindede busk-ting over mod naboerne, der hele vinteren bare havde stået og set brun og pisten ud, gik pludselig amokka og åbenbarede grønne blade og hvide blomster i én uendelighed, og Farmor, der heldigvis godt gad at komme og belære os have-imbecile, kunne berette, at det er en jasmin. Som er helt fantastisk, når den blomstrer. Aha. Godt, jeg ikke havde nået at sakse alt for vildt i den, så. (Selv om lige præcis dén nok ikke tager den store skade af at blive klippet lidt i. Den formår jo at sætte meterlange skud på en enkelt sæson og har nu bredt sig temmelig meget).

Æbletræet i begyndelsen af juni

Masser af grønne skovjordbær i begyndelsen af juni. Som nu er røde og søde

Bregne-regne-regne

Bunddækket i vores crazy stenbed var jeg også gået i gang med med krum hals, men heldigvis ikke nok til, at det ikke alligevel vrimlede med skovjordbær og noget violhalløj. Og stenurt og så'n. Ret fint, faktisk. Så denne vinter er jeg ikke gået helt så ihærdigt til værks med saksen. For nu ved jeg jo - sådan nogenlunde, om ikke andet - hvad, der er hvad.

Vinteren var i midlertid så lang og grå og trist og brun, at jeg nær havde glemt, at haven også kunne være pæn. Så nu må jeg hellere dokumentere det. Så jeg kan genkalde mig det, når den kommende vinter formentlig bliver præcis lige så lang og grå og trist og brun. Så bær over med mig og alle havebillederne - og hop lystigt videre, hvis du ikke orker blomster.

Roserne midt i juni

Storblomstrende jasmin midt i juni

Græsplænen før og efter slåning. Seriøst; det græs vokser jo som ... græs! Her har det fået lov at passe sig selv i et par uger, og det er så et par uger for meget, kan vi konstatere

Jeg er vild med, at tingene vokser, bliver grønne og springer ud. Jeg er vild med, hvor stor forandringen er både i have og sind, når luften bliver mildere og solskinstimerne flere. Men derfra og så til at sige, at jeg er havemenneske, dér er alligevel et stykke vej. Jeg forstår fx stadig ikke helt pointen (hvis der da overhovedet er en) i et crazy staudebed (og det siger jeg ikke kun fordi, vi har ødelagt meget af vores), der er pænt ca. 3 mdr. om året, mens det resten af tiden ligner en vissen bunke skrald. Dét er jo ikke pænt. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg forstår løgplanter, der "ennnndelig skal have lov til at visne ned af sig selv, for så får de bedre vækstbetingelser næste år". Kan gerne være, men det ligner jo hash, når de står der helt blomsterforladte og pistne. Men sådan må det åbenbart være. Og mens vi så er ved ting, jeg ikke helt fatter, hvad sker der så for, at mælkebøtter og tidsler (iSÆR tidsler) kan være små og uskyldige den ene dag, mens de den næste er vokset til hoftehøjde og har skudt så dybe rødder, at man skal bruge en slæbebil for at få dem op? I don't get it.

Høstanemone på spring i begyndelsen af juli

Hej, lathyrus!

Aften-stener på loungesofaen med udsigt til terrassen

Hortensiaen var på ingen måde død, kan vi nu konstatere. Forleden så den sådan ud

En af de få pærer, der rent faktisk ser ud til at blive til noget. De fleste af pærerne er blevet helt sorte og falder af, men et par stykker ser ud til at klare sig fint

Høstanemone, nu sprunget ud

Skønne, duftende lavendler

Jeg har meget at lære om haver endnu. En god start ville fx være at lære navnene at kende på de blomster, der popper op hist og pist. Og så har jeg til gode at finde min indre gartner. Hende, der gider nippe visne skud (for sådan noget skal man åbenbart også helst?!), luge, gøde og generelt vedligeholde. Jeg ved sq bare ikke helt, om hun er derinde. Men det går også nok. Indtil videre nyder jeg bare at kigge på min hyggelige have. Som vitterligt ER hyggelig, i hvert fald hvis man spørger mig. Og pæn. I hvert fald nogle måneder om året ;-)

tirsdag den 1. juli 2014

Teltet i barndommens have

Kan I huske dengang man var lille og fik lov til at sove i telt i haven? Hvordan det var helt vildt hyggeligt og helt vildt uhyggeligt på samme tid. Og det var lidt koldt, men det gjorde ikke så meget, for man havde tæpper og dyner og en veninde og, hvis man var heldig, lidt slik. Og man skulle lige debattere lidt med sig selv om, hvorvidt man turde gå ind for at tisse, når det var blevet helt mørkt. Og og og.

Jeg blev kastet tilbage til teltet i min barndoms villahave her i weekenden. Vi var taget på visit hos Mårmor og Mårfar (hvad? Synes I, vi besøger dem meget? Pjat med jer!) - denne gang faktisk lidt som en hovsa-løsning, fordi min bror og hans to piger, reptilernes kusiner, skulle derover og spurgte, om vi ikke også kom. Jamen jo; det gjorde vi da, men da vi havde en fødselsdag i Roskilde fredag, blev det bare fra lørdag til søndag.

Det var som altid hyggeligt, og de tre kusiner hyggede og legede en masse. Særligt Øglen og den store kusine på 6,5 havde en fest, og der var lige et par kastanjer, der skulle redes ud af ilden i ny og næ, når "de små" formastede sig til at spørge, om de måtte være med. Den yngste kusine på 4 fik allernådigst lov til at være med, men Varanen er ikke bare "alllllt for lille" - han er også en dreng. Så han fik den kolde skulder, hvilket imidlertid ikke virkede til at genere ham alt for meget, for så kunne han jo bare monopolisere Mårmor og Mårfar i stedet. Og sine forældre. Og jeg må da indrømme, at jeg havde svært ved at stå for ham, da han på et tidspunkt kom hen til mig, kiggede på mig med sine store chokoladeknapøjne og spurgte med sin fine, lille stemme: "SKAL vi ikke lege med mig?".

Jaja, jeg burde have beskåret billedet, men det nåede jeg ikke lige. Vi blev inviteret til avantgarde-koncert af de tre frøkener, der spillede på alt fra luftpumpe til tørret hestebønne og træsko


Det blev også til en tur til den nærliggende naturskole, hvor et sort får fik kærligheden at føle

Men nå. Teltet i barndommens have. Som i denne fortælling overhovedet ikke er et telt, men en overdækket terrasse. Ældstekusinen foreslog på et tidspunkt de andre kusiner, om ikke de skulle sove udenfor om natten. Sammen. På et par madrasser. Og straks var de alle fyr og flamme. De indrettede med stort set alle tingene fra det hedengangne legehus (tak til dig, Bodil, fordi du blæste huset omkuld(!)), så snart var der billeder, kagedåser, legetøj og endda en skraldespand ude på terrassen. Jeg supplerede med et par madrasser og en hulens masse tæpper, dyner og puder, og da aftenen sænkede sig, sad der tre lyshårede småpiger under dynerne og deltes om iPad'en med Phineas & Ferb. Simpelthen så hyggeligt.

Hygge hygge hygge hygge 

Varanen blev puttet, og pigerne fik lov til at være noget længere vågne end sædvanligt. Og da de så skulle puttes, var det, at jeg kom til at tænke på dengang, jeg var barn. Og sov udenfor. Pigerne var både trætte og spændte, men de var nok blevet en tand for trætte, for det endte med, at den yngste kusine ikke ville sove udenfor alligevel, og at den ældste kusine ikke ville sove derude, fordi hendes far ikke kunne ligge ude hos hende, eftersom han skulle putte den yngste. Så pludselig var terrassen ganske kusineløs, så det endte med, at jeg lagde mig ud til Øglen, der syntes, det var ret fedt at ligge udenfor. Og i øvrigt var ret uimponeret over, at hun skulle sove derude alene. (Det endte så med, at HDD sov derude. Til min store ærgrelse, for jeg ville gerne have sovet der sammen med hende. Men Varanen var forkølet og pylret og ville kun have mig. For "jeg kan ikke SNUSE, mor!", som han sagde, den lille snotling).

Team Terrasse vågnede først omkring kl. 7 (og så undlader jeg at kommentere, at nogen sov videre til 9-9.30 inde i sengen, mens andre havde været oppe med Varanen siden 05.32 (sq!)) og Øglen siden kl. 7. Men Øglen havde sovet dejligt og fattede vist i øvrigt ikke, hvorfor jeg pludselig syntes, hun var så sej, og var så interesseret i at høre, hvordan hun havde sovet. ("Du har sovet på terrassen hele NATTEN, skat! Hvor er det sejt!" "Jeg ved det godt mor. Jeg sov fint. Nu har du sagt det!" Ahem). Men jeg vælger at tro på, at hun kommer til at huske sådan nogle nætter - måske ikke lige denne her, men andre af samme slags, når hun bliver voksen. Sommerminder er nemlig ikke sådan at kimse af.

Vi kom relativt sent hjem fra Mårmor og Mårfar søndag, så i går holdt reptilerne og jeg pyjamasdag. Hvor vi ikke lavede noget som helst ud over at stene i sofaen, lege og være et smut i Netto (gad vide, hvornår de holder op med at synes, at det er et eventyr i sig selv?), hvor der var tilpas få mennesker til, at det ikke gjorde så meget, at reptilerne var ved at komme op og slås over, hvem der skulle styre den lille indkøbsvogn. Og at det heller ikke gjorde så meget, at det var Varanen, der vandt (så skulle Øglen til gengæld have lov at tage alle varerne fra hylderne), på trods af, at han ikke heeeelt har lært det der med at køre uden om andre menneskers vogne. Og nåja, så var vi et smut til frisøren med Varanen. Men det gælder ikke, for det ligger virkelig tæt på, og Varanens hår var blevet VIRKELIG langt. Og når nu jeg ikke må nærme mig de gyldne lokker med en ildtang saks (eller shampoo eller en børste, for den sags skyld), må man jo lokke med en slikkepind efter veloverstået klipning. Det gik - med et par sværdslag - og nu er min lille dreng så fin så fin. Og ser pludselig så stor ud, nu hvor man kan se hans ører og alt muligt.

Se! Han har ører. Who knew?! 

Og i dag startede hverdagen så for os igen. Let forsinket, men lige til at holde til, for der er halvanden uge til ferie. Og dermed også halvanden uge til Varanens sidste dag i vuggestuen. Gisp, manner!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...