tirsdag den 30. september 2014

Adskilt

Mens Varanen stormer derudaf med børnehavestart, farvel til sutterne (som han købte legetøj for i weekenden. Så stor er han nemlig blevet. Tilsyneladende) og en øvelse-gør-mester tilgang til at smide bleen, bliver Øglen lidt ... glemt. Eller. "Glemt" er ikke det rigtige ord, for vi ved jo selvfølgelig godt, at hun er der, og det er jo heller ikke som om, der ikke er tid til hende, men når Varanen for gang nr. 4.598 skriger bloody murder, fordi han ikke må få marengs til morgenmad/lege på Øglens værelse/ikke må beholde sin tunge natble på om morgenen/indsæt selv flere, så er det ham, der render med det meste af opmærksomheden. For Øglen er jo så stor og kan klare det meste selv. Og råber ikke så tit så højt, at det føles som om, ens ører falder af.

Mårmor havde, traditionen tro, bagt brunsvigerkagemand til Varanens fødselsdag. Udgangspunktet var, at det skulle være en bil i år, men efter Varanens hjælpende hænder og gavmilde strøen med pynt (og hjul) blev det vist bare en ... brunsvigerkage med pynt :-) 

Jeg ved godt, at det bare er en fase med Varanen, men når man er 5 år, kan en fase på flere uger altså godt føles temmelig lang, og det kan den sådan set også, hvis man er 36. Det er muligt, jeg tillægger Øglen ting, der ikke er noget hold i, men på det seneste er det som om, hun er blevet mere opfarende og kortluntet i forhold til Varanen (hvilket der ikke er noget at sige til; det er bare ikke så konstruktivt). I fredags fik hun så lige pludselig meget ondt i hoften. Sagde hun. Det er ikke så længe siden, hun slog højre hofte på en løbetur i børnehaven og fik et ordentligt blåt mærke på den, og det har naturligvis gjort ondt et stykke tid. Men i fredags var det den anden hofte, den var gal med. Den uden blå mærker. Det kom lige pludselig, og hun græd og græd og var nærmest helt utrøstelig. Det eneste, der virkede bare en lille smule, var masser af nærvær. Hængen ud på en madras på gulvet med dyner og Disney Sjov (og Versus, som hun elsker) og masser af tid til bare hende (mens Varanen drønede rundt i stuen og råbte og drillede). Det skal vi simpelthen blive bedre til at huske - også uden, at hun behøver at få ondt i hoften for at få vores udelte opmærksomhed.

Varanen indkasserede pænt mange ting til legekøkkenet til familiefødselsdagen i søndags. Hele to røremaskiner og kaffemaskiner blev det til. Men man skal jo aldrig gå ned på udstyr

Skabene blev også fyldt op med kolonialvarer og konserves

Lørdag havde hoften det meget bedre, og en tur alene med HDD i svømmehallen og i Føtex (oh joy!) hjalp endnu mere. Et par gaver til hende søndag - på trods af, at det var Varanens (og min) fødselsdag, der blev fejret sammen med hele familien - hjalp også lidt, og det, der nok helbredte hoften helt og aldeles var, at hun skulle med Mårmor og Mårfar hjem efter festivitassen. Alene. Uden Varan, mor eller far. Rent egoistisk ville jeg enormt gerne have haft noget alenetid med hende, men eftersom der er et arbejde, der skal passes, og en ret morsyg Varan, så var miniferieløsningen perfekt, syntes vi. Og heldigvis havde Mår-forældrene både tid og lyst til at have hende på besøg.

Så der er hun nu, og hun elsker hvert et sekund, er jeg sikker på. Hun har i hvert fald ikke haft tid til at tale med mig siden søndag aften, men Mårmor har sms'et mig opdateringer, og det lyder som om, Øglen har det som blommen i et æg. Noget, hun i den grad har brug for lige nu, tror jeg. For ikke nok med, at Varanen er lidt fremme i skoene derhjemme; pludselig er han jo også i børnehaven, der før var Øglens territorium. Det skal nok blive godt - og er det da også i vid udstrækning allerede - der skal bare lige akklimatiseres lidt. Og HDD og jeg skal blive bedre til at være opmærksomme på Øglen, så hun ikke får ondt i hoften igen foreløbigt ...

Umiddelbart efter Øglens exit til Mårmor og Mårfar ville Varanen på legepladsen. Inklusiv bildyne og dukkevogn, naturligvis!

Cykelmyggen på sin fødselsdagsgave fra HDD og jeg - en fin Kids Schwinn-cykel med 'pendaner'

I mellemtiden hygger Varanen sig med at være alene hjemme og have muligheden for at snige sig ind på storesøsters værelse uden at blive opdaget af Øglen. Han var mildest talt ikke tilfreds med at blive 'efterladt', da Øglen tog af sted, men han er kommet efter det, og har vist allerede nu luret, at der følger visse goder med at være det eneste barn for en stund. Både HDD og jeg synes, huset er meget stille med kun ét barn i det (endda selv om det er det larmende barn, vi har beholdt), og selv om det er rigtig hyggeligt at have noget alenetid med Varanen, savner jeg Øglen enormt. Og glæder mig meget, til vi skal hente hende i morgen!

fredag den 26. september 2014

Så sagde vi, at det var slut med

* at tage Varanen med i Netto ved 17.30-tiden for at akutkøbe ris til aftensmaden. Heller ikke selv om han synes, det kunne være så "hyyyyyyyggeliiiiigt" (det kunne det ikke. Måske lørdag kl. 10. ALDRIG torsdag kl. 17.30. Forstå det nu!)

* at fremmede damer påtager sig selv at opdrage på ovennævnte Varan, fordi det åbenbart alligevel ikke var spor "hyyyyyyyyggeligt" at være med i Netto (og NEJ, dig, der lige mente, at du var blevet ringet op: Din reprimande hjalp ikke. Overhovedet. Og havde jeg ikke haft hænderne så rigeligt fulde med at dysse min meget frustrerede dreng ned OG samtidig sikre, at mini-indkøbsvognen fra helvede ikke kørte ind i andre ben end mine egne, kan jeg afsløre, at du selv havde fået et opdragende råd eller ti med på vejen)

* at hjælpe Varanen helt så meget med at tage tøj på. Han kan jo sagtens selv

* at bruge ble om dagen. På forsøgsbasis, i hvert fald. Varanen sad for første gang evah! på vores eget toilet i går. Og tissede tre gange. Ved ikke, om det var ham eller mig, der var mest stolt

* at spise en hel dåse "A"-lakrids fra Johan Bülow på én dag. Heller ikke selv om de smager fantastisk. No frigging wonder, at mit tøj strammer

* ikke at løbe mere. Hej 3 km løbetur med iPod (ja, iPod) og dertilhørende gammel musik. Prøver at lade være med at tænke på, at jeg for et år siden kunne løbe et maraton. Og i dag synes, det er sådan ret flot, at jeg løber hele 3 km. Christ, altså!

* at rode så meget i bryggerset. Seriøst - det er jo umuligt at komme rundt derude. Og så svært var det heller ikke at bære en hylde og en kasse ud i garagen. Har bare ikke lige gidet. I 2 uger?!? #dovenmuch

* at rode så meget. Punktum

* først at gå i seng omkring midnat. Fordi jeg ser Frasier. Og/eller læser chick-lit. Come nu lige on

* at bruge penge. Sådan generelt

* at være 35. Er nu sådan en, der hastigt nærmer sig betegnelsen "sidst i 30'erne". OG har snart ikke små børn mere. Identitetskrise coming up. Når jeg altså orker

onsdag den 24. september 2014

Groundhog week

3 år og 2 dage er ikke en alder, man sådan skal spøge med. Det kræver mange kræfter at være blevet stor, og når både sut og ble pludselig forsvinder fra den ene dag til den anden (bleen var ikke vores idé, men Varanen er åbenbart lidt af en haj til at gå på toilettet i børnehaven, så vi er blevet enige med pædagogerne om at samarbejde på dén front), så sker der ting og sager inde i en lille knold.

Ingen ble på! Jeg ved godt, at det at tage bleen af ikke er det samme, som at han er blefri, men seriøst - hvor blev min lille dreng af?!

En af de ting, der tilsyneladende sker, er, at han n æ g t e r at sove. Uanset hvor træt han er. Nixbix. Så vi er nogen, der bruger pænt lang tid på at putte for tiden. Og i morges nat mente han i øvrigt, at det var morgen kl. 03.30. Selv om absolut ingen var enig med ham, lykkedes det kun at holde ham hen en lille time, før han surt proklamerede, at "Nu kravler jeg bare UD af sengen, så! Ha-ha-haaaahr!"*Evil laughter* Hvem skriver man til, hvis man gerne vil have Ramasjang til at vågne pænt meget tidligere end kl. 06?! Tænkte godt nok (ganske kort) i mit søvntågede sind, at det var en god lektion, det der med, at Ramasjang-figurerne stadig sov, og håbede naivt, at Varanen så også ville blunde lidt. Men det virkede overhovedet ikke (på ham - det virkede upåklageligt på mig), og jeg vågnede fra min slummer ved, at Varanen var i færd med at stoppe 5 hårnåle ind i næsen på mig og aede mig temmelig hårdhændet i hovedet.

Byg-selv minilagkager fra Varanens fødselsdag forleden. Sådan en kunne jeg godt spise nu. Om ikke andet, så for at holde mig vågen ...

Bygge-bygge

Thank G*d for Netflix og Dora the Explorer! Som Varanen binge-watchede, mens jeg fik lov at blunde (ikke sove - ikke med hårnålene i rummet!) en smule. Gæt, om jeg var frisk til forældrekonsultationen i børnehaven i morges kl. 8.30?! Korrekt. Det var jeg ikke. Og HDD heller ikke. Men det gik alligevel, og overpædagogen lod sig venligt nok ikke mærke med, at vi begge lignede hængte katte. Der blev sagt en masse pænt om Øglen og faktisk også om Varanen, selv om samtalen slet ikke drejede sig om ham (konsultationen drejede sig om skoleparathed. Og fordi DNP ligger i en kommune, der af uransagelige årsager synes, at børnene skal begynde i mini-SFO allerede i januar, holder man konsultationer nu. Også selv om vi ikke vælger at sende Øglen i mini-SFO, eftersom børnehaven har et udmærket før-skole-tilbud. Hvilket åbenbart er totalt faux pas at dømme efter nogle af de reaktioner vi har fået fra andre forældre. Ah well ...).

Arbejdet har heldigvis været godt ved mig i dag. Meget heldigt, for I guder, hvor er jeg træt nu, altså. Og gad godt, at Varanen havde meddelt på forhånd, at det her ville blive Groundhog week på søvnmåden, for så ville jeg ikke have a) slæbt ungerne hele vejen til og fra Kbh i går for at besøge (tr)Oldemor + amerikanske slægtninge, b) booket forældrekonsultation kl. halv-bloody-NI i dag, c) tilbudt at tage en af Øglens veninder med hjem i dag og i øvrigt lovet at hente kl. 14, d) committed mig til skoleintroduktionsmøde i aften. Snork, altså!

Men i morgen er der atter en dag. Er det ikke sådan, man siger? Måske man kunne være så heldig at sove hæderligt i nat? Og så er det oven i købet min fødselsdag i morgen. Som bl.a. bliver markeret ved, at den lokale vandforsyning lukker for vandet mellem kl. 9 og 15, så jeg kender én, der arbejder hjemme, som skal huske at tappe vand på flasker i aften. Ellers er der jo ingen kaffe! Katastrofe!

Nå. De der børn henter jo ikke sig selv. Lige som kaffen ikke drikker sig selv, eller vasketøjet ikke vasker sig selv. (Der er i virkeligheden ikke ret meget, der gør noget af sig selv, nu jeg tænker over det. Det skulle da lige være øjnene, der klapper i af sig selv. Og det har jeg altså ikke tid til. Lige nu, i hvert fald). Adios - vi skrives ved, når jeg er fyldt 536.

mandag den 22. september 2014

3 år, Niller! 3 år!

Varanen fylder 3 i dag. Det har været længe ventet - omend han har benyttet sig af den sidste uge til at sige "Jeg er IKKE 3 år endnu!", når/hvis man har vovet at mene, at han er en stor dreng, som "jo nok må kunne forstå" dette og hint. For så kunne det jo være, at man ikke behøvede at være helt så stor. Eller noget ...

Fødselaren vågnede op i morges, vaklede ud af soveværelset, gned søvndrukkent øjnene og sagde "Tak!", da jeg råbte sagde tillykke. Hvorefter han krævede vingummibamser og gik ud til skuffen og tog to til sig selv og to til Øglen. Ah well - det er vel fødselsdag ...

Morgenen blev brugt på at pakke gaver op (kikkert og glimmertryllestav) - den 'store' gave får han i eftermiddag, når HDD er hjemme og kan være med til at give ham den. (Han får en cykel. Med 'pendaner'. Ssccchh!) Vi skiftede havregrynene ud med chokolademadder og spillede fiskespil og snakkede lidt om fødselsdage. Og Varanen skulle lige været helt sikker på, at det nu også er i dag, han fylder år, så han spurgte helt genert, om det "virkelig er i dag, jeg har fødselsdag mor?" Og kvitterede med et "Yay! Så er jeg TRE ÅR!", da jeg svarede bekræftende.

3 år! 
 
De tre år steg ham en anelse til hovedet på vej til børnehaven, så da han spankulerede ind i garderoben, proklamerede han, at det var ham, der bestemte "ALTING!" Og da to (store) piger mente, at det nok snarere var dem, der bestemte, kiggede han køligt på dem og sagde "Nej. For jeg har nemlig fødselsdag. Så JEG bestemmer i dag!" Så var det ligesom på plads.

Jeg Vi fik gjort frugtkopperne klar (med drinkspinde og flag. Så fint. Glemte bare at tage billeder), og så var jeg af sted. Jeg henter tidligt i dag, og så går hverdagen ellers slag i slag med eftermiddagshygge og Øglen til gymnastik. Og så ellers lige lidt gaveuddeling, minilagkage og "sjusji" til aftensmad. (Efter Varanens ønske. Jeg klager ikke!) Familien kommer og fejrer ham søndag, så fødselsdagen bliver spredt lidt ud. Det er jeg sikker på, han ikke har noget imod.

Men altså. Varanen. 3 år. Jeg ved godt, jeg skriver det jævnligt, men ikke om jeg fatter, hvor tiden bliver af. Hvis nu min gamle computer ikke var dødere end død (faktisk så død, at end ikke CSI, eller hvem det nu er, der har haft den til fancy diagnosticering i endnu mere fancy støvfrit miljø i England, kan få så meget som en lillebitte flig af data ud af den), ville jeg have lavet en billedkavalkade fra de seneste 12 måneder, så jeg (og I) kunne se, hvor meget der er sket. Men nåååååh nej! Jeg har jo stort set ingen billeder fra det seneste år, så det må vi undvære. Og i stedet glæde mig over min egen, knivskarpe hukommelse (Som om! Jeg er glemsom på grænsen til det uhyggelige. Kan jo dårligt huske, hvordan Varanen så ud i går, let alone for 12 måneder siden).

Men stor, dét er han. I torsdags havde jeg ham til 3 års-undersøgelse. Det gik over al forventning - endda selv om begge reptiler var med. Jeg havde forberedt ham i forvejen på turen til lægen, og han var helt cool med det. Selv om det selvfølgelig også hjalp på sagen, at han og Øglen skulle hentes tidligt pga. lægebesøget. At jeg så havde glemt at tage snacks med, er min egen skyld, men resulterede heldigvis kun i en mindre nedsmeltning. Efter lægebesøget. Og blev afhjulpet derhjemme af en juice, en håndfuld nødder og bagning af ét styks æbletærte.

Min date på Joe & the Juice i lørdags. Knaldgodt selskab, siger jeg jer!

Varanen var ret interesseret i lægens legetøj og fandt sig i både at blive vejet, målt, befamlet på lårene (noget med et lille udslæt) og mærket på testiklerne. Men nu taler vi jo altså også om drengen, der af og til råber "Vil du se min diller?" til Øglen, så genert - dét er han i hvert fald ikke! Han vejer 17,4 kg, er 98,2 cm høj og måler 52,2 cm om knolden (no wonder, at han vokser ud af alle hjelme, hatte, kasketter, mv.) og er en "stor, flot dreng med et ordforråd i rivende udvikling" ifølge lægen. (Men det vidste jeg jo godt ...)

Siden 2 års-undersøgelsen er han vokset 10 cm (jeg venter stadig spændt på, at jeg vokser 10 cm) og vejer 2,6 kg mere. Hans sprog er gået amok, men han taler selvfølgelig også hele tiden. Og synger. Sidste weekend overraskede han fx ved at synge Laust Højbyes hedengangne hit "Man er som man er" (godt nok 20 år for sent, men altså ...) helt korrekt, mens jeg gyngede ham på Farfars sansegynge. Heldigvis kan han stadig overtales til at ligge i arm og blive nusset - det håber jeg varer længe, før han vokser fra.

I øvrigt tror jeg nok, at han stoppede med at bruge sut i lørdags. Bare sådan. Jeg havde regnet med, at vi skulle have en kamp uden lige (og havde på ingen måde regnet med, at det var nu, han skulle droppe sutten. For min skyld måtte han gerne have den nogle måneder endnu), men da han lørdag morgen tyggede sin absolut sidste sut i stykker (tredje sut på tre dage), tænkte vi, at det nok var ved at være på tide med et suttestop, hvis vi ikke ville ruinere os selv på at købe nye sutter hele tiden. Han blev lidt gal over, at han ikke kunne få en ny, men vi havde jo vitterligt ingen, og det tror jeg, skinnede kraftigt igennem. Desuden kunne han godt huske, at vi købte de sidste sutter i Sverige, og der kunne vi jo ikke lige køre til i lørdags, så han accepterede faktisk uden de store sværdslag. Og har nu sovet to nætter uden sut. Han har kun kaldt på den et par gange, men uden den store længsel i stemmen, så nu håber jeg, han klarer sig fint i børnehaven uden (de har en til ham derovre. Som de kan give ham, hvis han går helt amok, når han skal sove lur. Men jeg tror faktisk ikke, det bliver nødvendigt. Eller er det at jinxe det?)

De sørgelige sutterester. Som jo nok skal bruges som hård valuta i en legetøjsbutik. Men lad os nu lige se, hvad han scorer i fødselsdagsgave, før vi shopper amok. Kan næsten ikke tro, at han er færdig med at bruge sut nu. Tænk, hvis det skal være så nemt?!  

Så jeg behøver jo i virkeligheden ikke billeder til at fortælle mig, at min dreng er blevet stor. Alle tegn i sol og måne tyder jo på det. MIN store dreng. Som er så fantastisk, sød og sjov, at ord slet ikke rækker (så her ville billeder jo egentlig have været meget rare). Også selv om han råwer.

3 år, mand. Det er vildt!

onsdag den 17. september 2014

Noget om tænder

Det handler en del om tænder hjemme hos os for tiden. Og det har det sådan set gjort siden sommerferiens sidste dag, hvor Øglen midt i Legoland erfarede, at hun havde fået en rokketand. Stor var jubelen og antallet af gange, hvor vi har sunget "Jeg har en rokketand". I ferien klagede hun af og til over, at det gjorde ondt i tænderne, så jeg havde egentlig rustet mig til et tandlægebesøg umiddelbart efter ferien, men da rokketanden meldte sin ankomst, tænkte jeg, at det jo nok bare var den, der havde drillet.

Rokketanden har rokket i en måned nu, og Øglen har virkelig forsøgt at tøjle sin utålmodighed. For man er jo STOR, når man har en rokketand. Og endnu større, når den falder ud. For ikke at tale om tandfeen, der kommer på besøg. (For det gør hun åbenbart. Tiderne er sør'me skiftet, siden jeg var barn. Jeg erindrer ikke det mindste om tandfeen, men husker derimod tydeligt "snor i tand og smæk en dør"-tricket. Som gav lige præcis nul kroner i hånden - og som det vist ikke er comme il faut at lave i dag).

I går var Øglen så indkaldt til det årlige tjek hos skoletandplejen. Vi har været dernede tidligere, både med Øglen og Varanen, så der var ikke så meget pjat. Og hun glæææædede sig. For tænk nu, hvis tandlægen hev rokketanden (som i øvrigt var ved at blive overhalet af en voksentand) ud! Det gjorde hun ikke - hun ville lige give det 14 dage mere - men til gengæld kastede hun lys over, hvorfor Øglen havde ondt i tænderne i sommer: Hun har nemlig så godt som fået alle fire 6-års-tænder. Voksentænder! Og med endnu en voksentand på vej under rokketanden, så var Øglen jo ikke til at skyde igennem. Der var i øvrigt dømt nul huller og generel ros til tandbørstningen, men en lille reprimande til undertegnede om at huske at børste tænder om morgenen fik vi da med på vejen. Vi (jeg) glemmer det konsekvent, og det er jo ikke så godt. (Specielt ikke, fordi Øglen mener, at jeg glemmer alt muligt andet også, med den konsekvens, at hun nu lystigt fortæller alle de voksne i børnehaven, at "min mor er et rigtigt glemme-fjols". Great).

Jeg har ingen billeder af hullet i undermunden (i hvert fald ingen, som Øglen senere hen vil sætte pris på at kunne finde på Wårld Wajd Wæb), og I kan se et billede af tanden omme på Instagram. I stedet får I her et billede af Øglens sildebensfletning. Næsten det samme. Eller noget ...

Nå. Men tænderne. Næsten pladen fuld: 12 i overmunden og 11 i undermunden - fraregnet rokketanden, som oven i købet faldt ud i går aftes efter lidt seriøs rokken fra min side (frivilligt, I might add. Det var Øglen, der bad mig gøre det). Jubelen ville ingen ende tage, og der blev spenderet en del kræfter på at finde en egnet æske (det blev en Läkerol-æske. Så tjekkede er vi) til at opbevare den i under puden. Sammen med en lille seddel med Øglens navn, så tandfeen kunne huske, hvis tand det var. Store, søde, glade pige. Som var endnu sødere og gladere i morges, da hun begejstret kunne konstatere, at tandfeen havde byttet tanden ud med en tyver. (At jeg så kom til at tænke over, hvor mange penge tandfeen ender med at skulle punge ud, før hele gebisset er skiftet, betyder mindre. Lige nu, i hvert fald).

I dag var det så min tur til at tage plads i tandlægestolen. Og det var ikke helt så jubelfremkaldende som gårsdagens besøg. Primært fordi det er som om, tandlæger ikke er helt så søde og forsigtige, når der er tale om voksne. Og fordi jeg fra naturens side er udstyret med virkelig mystiske tænder. Ingen huller, bevares, men så stopper det positive også. Med mindre man virkelig har ja-hatten trukket ned om ørerne, for så kan man også se noget positivt i, at mine mystiske tænder har gjort mig til en jævnlig gæst hos tandlægen allerede fra barns ben og derfor ikke lider det mindste af tandlægeskræk.  (Selv om min nye tandlæge i DNP er lidt uhyggelig, faktisk. Dygtig, men ond).

Mere fletning. Apropos ingenting. Men Øglen synes pludselig, at fletninger er da shit, og så må moderen jo rette ind og flette løs

Dagens besøg lignede alle de andre tandrensninger, med den lille krølle, at jeg også skulle have taget røntgenbilleder (tror hemmeligt, at de lige smider et par røntgenbilleder oven i regningerne, når de står og skal have et nyt køkken eller solceller på taget derhjemme). Og at tandlægen i øvrigt kunne fortælle, at jeg skærer tænder om natten, så mine fortænder er blevet helt slidt. Selv anser jeg det som noget af en bedrift med det overbid, jeg render rundt med, men det er noget 'reflektorisk', åbenbart, så der er ikke så meget andet at gøre ved det end at putte noget plast på. Hvilket jeg så skal have gjort næste gang. Og næste gang igen skal jeg have plast på nogle andre tænder. Er altså nu officielt nået op i en alder, hvor mine tænder begynder at falde fra hinanden. Det er virkelig sørgeligt, altså. For ikke at tale om dyrt. Heldigvis har jeg et halvt år til at spare op. Og til at vænne mig til tanken om, hvor meget kaffe jeg kunne købe for de penge, det koster at proppe plast på to fortænder (sikkert omtrent det samme, som det koster at agere tandfe for hele Øglens gebis ...).

I mellemtiden vil jeg glæde mig over, at nogen i familien er glad for at have en mund i forfald. Og begynde at bruge tandtråd liiiidt mere jævnligt, end det har været tilfældet ind til videre.

tirsdag den 16. september 2014

Om livet i Caps Lock

Varanen er sur for tiden. Ikke bare lidt på tværs, men sådan virkelig sur. Nej. RAHHHsende, faktisk. Der skal ingenting til, så flipper han ud. Og når Varanen flipper ud, så sker det i lydstyrke Crazy Højt.

Generelt er han sådan rimelig højlydt, hvilket er ok, når nu det skal være. Ingen bly viol dér, i hvert fald. Når han gerne vil høres, så råååwer han. Jeg skal have tjekket hans ører, just in case, når nu han skal til 3 års-undersøgelse lige om lidt, men jeg tvivler på, at der er noget, der blokerer. Jeg tror såmænd bare, at det er en skønsom blanding af frisk næsten-3-årig, ivrighed for at trænge igennem med sine meninger om alt og det faktum, at han er vant til at gå i institution, hvor lydniveauet, alt andet lige, er lidt højere end hjemme i parcelhuset.

Nå. Men altså. Generel højlydthed og virkelig surt humør udmønter sig til virkelig højrøstede morgen-, eftermiddag- og aftenseancer hjemme hos os for tiden. Primært fra Varanen, for selv om jeg af og til mister tålmodigheden og råwer tilbage (shoot me), så preller det fuldstændig af på ham og ansporer ham bare til at råwe endnu højere. Så vi girafsproger den en del herhjemme. Med DR Undervisningsprogram-stemmen på og negle-på-tavle-irriterende sætninger som "Jeg kan godt forstå, du er vred, men ..." (Og nej - i virkeligheden forstår jeg ikke, hvorfor han er vred halvdelen af gangene. Jeg er fx slet ikke med på, hvorfor han blev stikhamrende tosset i går morges, da jeg tog hans ble af, og han reagerede med at skrige, som havde jeg skåret ham i småskiver. Og løb væk fra mig og skreg lidt mere. Og blev ved med at skrige, indtil jeg gav ham lov til at beholde hans soveble på. Ja. Det gjorde jeg. Sådan en mor er jeg. Men når ens ører bløder, og man reelt ikke kan - eller har lyst til at - holde sit barn nede for at skifte bleen, så er det dét, der er løsningen. Hvor kortsigtet den end må være).

Et zen-agtigt skovbillede fra weekendens tur til Lolland som modvægt til alt råweriet (som der ikke vare så meget af på Lolland, faktisk)

Jeg kan til nøds forstå, at man bliver ked af det, når man er næsten 3 og lige har bestemt sig for inden i hovedet, at man mægtig gerne vil se 50 afsnit af Dora fra morgenstunden og så får nej til at se så meget som et eneste. At det var fordi jeg havde valgt at lade kræet sove til 8.30 i stedet for at vække ham, og at klokken pludselig var blevet så mange, at vi skulle til at af sted (normalt er morgenelastikken meget lang herhjemme, men vi skal jo altså ud af døren på et eller andet tidspunkt!), betød mindre. Men jeg kan ikke forstå, at man bliver så ked af det, at man skriger og slår på grund af det. Uanset, hvor girafsprogsagtig eller bestemt jeg er.

Jeg ved godt, at det nok er vores egen skyld. At vi et eller andet sted på den snart treårige Varanvej har ladet ham forstå, at man kan få det, som man vil, hvis bare man råber højt og længe nok. Så nu betaler vi prisen. Jeg ved også godt, at man ikke ændrer vaner overnight, og at det kræver et sejt træk at komme igennem, men det ville være virkelig rart - for alle - hvis råweriet blev dæmpet bare en smule. Så der ikke jævnligt fosser blod ud af ørerne på os allesammen.

Det værste af det hele er næsten, at Øglen bliver lidt klemt i alt det her. Hun er så sød og god og fornuftig, at det halve kunne være nok (undtagen når hun altså ikke er), og særligt under putningen bliver der brugt uforholdsmæssigt lang tid på at dysse Varanen ned (fordi han a) vil sove i "mors og fars seng"*, b) vil have, at jeg ligger inde hos ham**, c) vil ind i stuen, d) vil finde et eller andet obskurt tøjdyr, e) vil synge en sang, f) vil læse godnathistorie "igæng", g) find selv på flere). Mens Øglen ligger fint og stille, men (selvfølgelig) ikke kan sove, fordi nogen råååwer. Og når Varanen så ENDELIG holder kjäft, så lyder der som regel et klokkeklart "Ahhh - DÉT var dejligt. NU kan jeg sove" inde fra Øglen. Hvilket egentlig er forståeligt nok (så jeg bider mig selv en del i tungen for tiden for ikke at bede hende ret bestemt om at tie stille. Det er jo heller ikke fair, at hun dårligt nok må gabe i fare for at trykke Play på Varanen), men det sætter desværre bare Varan-pladen i gang igen. Så vi hygger totalt meget om aftenen lige i øjeblikket, kan I nok høre.

På et eller andet tidspunkt bliver det bedre. Det ved jeg. Og det vil jeg så glæde mig til. Lige nu har jeg det bare som om, nogen har trykket livets Caps Lock-tast ned, og det føles temmelig højt. Endda højere end dengang min mor var Ny Med Sms'er og konsekvent sendte beskeder som: HEJ! HVORDAN GÅR DET? KOMMER DU HJEM I WEEKENDEN?" og "VI HAR LIGE VÆRET HJEMME I (Hjemby, red.). JEG SKULLE HILSE FRA KIRSTEN!" Når man åbnede sådan en, var man jo lige ved at blive blæst bagover af råbe-versalerne, og havde man haft en telefon, der kunne læse beskederne op, ville de formentlig være blevet leveret som en Skråler. (Hun har i øvrigt forlængst lært at sms'e med minuskler (eller gemener, som jeg lige har set, det også kan hedde. Er vild med det! "Gemene bogstaver" lyder så dejligt ... ondt ... Gnæggnæg), så det er længe siden, jeg sidst har modtaget en råbe-sms. Heldigvis)***.

Men altså. Hvis nogen ser mig et sted ude i Den Virkelige Verden og råber hej, og jeg ikke svarer, så er det ikke fordi, jeg er uforskammet. Jeg er bare midlertidigt døv****.

---

* + ** Før nogen stempler mig som ond og ufølsom mor, så handler det der med at ligge i "mors og fars seng" og/eller at jeg ligger hos ham udelukkende om at få sin vilje. Det er ikke fordi, han er utryg på sit eget værelse - når han bliver puttet enten sidder eller ligger jeg lige uden for hans dør, indtil han sover, og er altså max. en meter væk. Døren er i øvrigt åben, så han kan se mig, og hvis han ellers ville, kunne vi holde hinanden i hånden.

*** Undskyld, mor!

**** Bevares, han er ikke sur hele tiden. Heldigvis da. Og når han er glad, er han virkelig glad og drilsk og sød og kærlig. Så det er ikke jammer det hele. Det er bare lige det, der fylder lige nu.

torsdag den 11. september 2014

Om uventede fridage

Som den opmærksomme læser måske kan fornemme, så er det ikke arbejde, jeg får lavet mest af for tiden. Det er som om sommerferien og Varanens indkøring i børnehaven ligesom har givet carte blanche til korte dage for alle mand (undtagen HDD, den stakkel - det er beten ved at arbejde langt hjemmefra), så der er blevet afleveret ved 9-tiden og hentet ved 14-15-tiden

Jeg klager ikke, men det bliver jo ikke ved med at gå, vel? Selv om jeg har prøvet den kendte tilgang "hvis jeg ignorerer arbejdsopgaverne længe nok, laver de sig selv", så er det som om, den ikke virker. Bunkerne vokser sig bare større og større, og nu har jeg altså et par deadlines (kæk omskrivning af 4 - bare for min egen sjælefreds skyld), som begynder at nærme sig faretruende.

Derfor skulle denne uge være sådan en totalt effektiv en af slagsen. I ved - sådan en, hvor man efter aflevering knokler derudad, dukker op efter luft og en kop kaffe en enkelt gang eller to, og så stadig henter tidligt-ish. Leger, hygger, laver mad og putter, og så arbejder man videre.

Æh. Ja.

Det startede fint ud mandag. Endda med en lillebitte løbetur, der gjorde mig frisk i hovedet og totalt klar til arbejdet. Som jeg kom godt i gang med, før det var tid til at hente. Mandag aften fik Varanen jo så ondt i maven, og så brugte han ellers aftenen og en god del af natten på at kaste op. Ergo fik han en hjemmedag tirsdag. Storegruppen har Naturens Uge i denne uge, og Øglen skulle på tur, så hun kom af sted (under nogen mukkeri).

Men til trods for kun ét barn hjemme, så blev tirsdag ikke ligefrem dagen, hvor der blev arbejdet allermest. Til gengæld hyggede Varanen og jeg en masse, bagte cookies og legede på hans værelse. Lige til han fik ondt i maven igen over frokost (efter at have fået den samme underlige juice, som han havde fået umiddelbart før mavepinen mandag. Det tog mig bare lige lidt lang tid at lave koblingen). Og brugte resten af dagen og aftenen på at have rigtig ondt og kaste en lille smule op.

Men onsdag, så da! To styks børn friske. Yay. Af sted i børnehave (for god ordens skyld vil jeg lige sige, at jeg er ret overbevist om, at Varanens mavepine skyldtes den underlige juice (jordbær, æble og kardemomme - hvorfor så jeg det ikke komme?!) Så før nogen farer i blækhuset, sendte jeg altså ikke et smittebærende barn af sted), og så ellers hjem og arbejde. I noget, der mindede om 5,5 timer, for der skulle også lige købes ind til gæster om aftenen - hvilket vi pga. Varanens sløjhed ikke havde fået klaret.

Af sted efter reptilerne. Som var flade og ikke rigtig var i humør til gæster. Særligt ikke Varanen, der bedyrede, at han havde ondt i maven "i-gæng!". Og at gæsterne skulle gå. Ahem. Han ville helst bare ligge i soveværelset sammen med mig, men dén var lidt vanskelig, så han fik lov til at sidde i stuen med sin iPad. Og vupti, forsvandt mavesmerterne som dug for solen :-) (Og gæsterne smuttede lige efter maden - det er heldigvis nogen, vi ser ofte, og onsdagsmiddagene er alligevel bare efter Spis & Skrid-konceptet, så no harm done for hverken gæster eller Varan).

I morges sov alle, undtagen HDD, der skal af sted før en vis mand får sko på, længe. Det var faktisk Øglen, der vækkede mig kl. 8 (!) ved at klage over mavepine. For det trænede mor-øre lød det nu mest som om, det skyldtes sult, men hun holdt hårdnakket på, at det gjorde ondt, og at hun ikke kunne komme i børnehave. Hun plejer aldrig at lave den slags numre, og jeg tror da også på hende, når hun siger, at det gjorde ondt, men de dage, hvor Varanen kastede op, følte hun sig ret overset, tror jeg. I dag trængte hun (og hendes mave) åbenbart til en omsorgsdag, så jeg lod som om, jeg har gooood tid til mine opgaver og gav hende lov til at blive hjemme.

Varanen skulle dog ikke snydes for en tur i børnehave, eftersom han skulle med stuen til sin første børnehavefødselsdag. Så han blev afleveret (efter jeg havde vækket ham 8.45?!?) og var totalt cool omkring, at Øglen skulle med hjem igen. Han forhørte pædagogen om, hvornår de skulle til fødselsdag og have kage (that's my boy!), fortalte pædagogen, at han "selv klarer at vinke", og så råbte han ellers "BAJ-BAJ", fjolle-vinkede og forsvandt. Det er mig en gåde, hvordan to søskende kan være så forskellige ...

Øglens mavepine stak ikke dybere, end at hun syntes, at varm kakao var verdens bedste formiddagstreat, og dagen blev brugt på seriøs mor-/datter-hygge med puslespil, brætspil, opgavehæfter, afprøvninger af forskellige fletninger (tak, Youtube!) og andet godt. Indtil det blev tid til at hente Varanen, hvorefter vi drog over på DNP's nyåbnede bibliotek. Det er blevet rigtig godt, og ungerne fik næsten to timer til at gå, mens jeg læste blade, fandt en masse bøger at låne med hjem og slappede af.

HDD var lige kommet, da vi kom hjem, og eftersom vejret var dejligt, fik vi tændt et bål i bålfadet på terrassen, og med en rest bolledej fra i går fik vi gang i nogle snobrød. Stort hit, omend lidt for tidskrævende for især Varanen. Som havde haft en dejlig dag i børnehaven, men som ikke havde nået at sove lur ...

Efter aftensmaden legede ungerne i en time ude på vejen, mens jeg stenede i forhaven og kom med opmuntrende tilråb og formaninger om at bremse, før de cyklede ud på "den store vej" nedenfor bakken. Og så opdagede jeg, at Varanen pludselig har knækket koden til løbecyklen. Jeg ved godt, at masser af børn er hårde til løbecykler fra de er en time gamle eller deromkring, men Varanen har hidtil været ret ligeglad med løbecyklen og til gengæld glad for sin scooter. I dag sad løbecyklen dog lige i skabet. Store dreng! Han insisterer på at få en cykel med "pendaner", og det er jo meget heldigt, for sådan en har jeg lige bestilt til ham i fødselsdagsgave, så den er på vej med posten. Jeg siger det lige igen: Store dreng!

Kl. 19 var der helt udsolgt hos begge reptiler (og deres mor), så putteseancen blev sat i værk. Nogen var noget overtrætte og sov på en halv times tid, hvilket føles som et nanosekund i denne tid, hvor de ikke er helt nemme at lægge. Nu burde jeg så arbejde. HDD ser sci-fi, og jeg blogger og spiser bolcher. Og overvejer at gå igang med en af de bøger, jeg lånte i dag. For jeg gider da overhovedet ikke at arbejde nu.

I morgen, ikke ... SÅ går jeg i gang med arbejdsbunkerne! Med mindre, der altså er nogen, der har ondt i maven ...

tirsdag den 9. september 2014

Tid, din forfløjne type!

Det er lidt uklart for mig, hvor tiden forsvinder hen, men væk, det bliver den, og det er derfor, det står lidt sløjt til med bloggeriet. Jeg skal nok komme igen, jeg skal bare liiiige finde tiden. Som pt. bliver brugt på hverdagen, eftersom:

*Mine arbejdsdage er barberet ned til et absolut minimum, delvist pga. problemer med at komme op i gear efter sommerferien, delvist pga. at jeg stadig synes, Varanen er lille og ny i hele børnehave-halløjet (hvilket er totalt on me, for han klarer det SÅ flot og vinker selv og alt muligt. Noget Øglen som en konsekvens pludselig også kam, selv om det ikke har kunnet lade sig gøre tidligere - i de halvandet år, hun har gået der). Så tiden til overspringshandlinger i dagtimerne er så godt som ikke-eksisterende, hvis jeg også skal gøre mig forhåbninger om bare at kradse bare en lille smule monetos ind. Og det skal jeg. Sidst, jeg tjekkede, skylder vi stadig en pæn sjat penge for den lille, fladtagede hytte i DNP.

*Reptilerne er aldeles håbløse at putte for tiden, og der først er ro kl. 21 eller senere. De sover så til gengæld også til 7.30-8 i den anden ende, og det er jo dejligt, men jeg savner mine aftener!

*Weekenderne er fyldt med hyggelige ting som kreering af kastanjedyr (synes altså, det er tidligt, at de falder ned, de små drønnerter. Er det bare mig?), hjemmebiograf (Grusomme Mig - eller "Robotfilmen", som den bare hedder herhjemme nu - er gået rent ind hos ungerne), spontan tur i IKEA (hyggeligt? Not so much, men vi fik da en overbygning til legekøkkenet), eller det lokale Farmer's Market sammen med Farmor (Farmors Market? #tøhø), mens Øglen var i cirkus med en veninde. Eller generel danderen og laven absolut ingenting.

Kastanjehest med agernpibe
 
Snobrødsbagning på Farmors Market (#tøhø igen)

*Jeg har genopdaget bøger! Og købt tre for sølle 50 kr i den lokale genbrugsbiks. Hvoraf jeg efter halvanden uge har læst 2,5 af dem. Og jaja, lixtallet kunne sagtens være højere, men jeg er underholdt, og jeg havde i dén grad glemt, hvor meget jeg elsker at læse. Og da DNP's bibliotek netop er genåbnet i ny og væsentligt forbedret udgave efter at have være noget amputeret i et års tid, har jeg også langt om længe fået mig registreret der, så jeg kan låne bøger. Det bliver farligt. Og utrolig tidskrævende.

En rolig stund i haven i weekenden. Med lydtapet af æbleplukkende, storsnakkende Varan og fuglefløjt. Ahhh. Og den der bog, 'ing ... Jeg ved godt, at jeg er lidt lastmover på dén (skulle jo lige vente, til den kom til salg til en 20'er), men den er virkelig fin og finurlig

Så summasumarum: Der er ikke så meget tid til at blogge lige nu. Det skal nok komme igen, for det er ikke som om, der mangler ting at skrive om. Varanen og den der børnehave, fx. Som der vel reelt ikke burde være så meget tilbage at sige om, nu han er færdigindkørt, men jeg kan finde på en masse. Fx at han gik og plukker blomster, da jeg hentede ham i går. #nåååårh Eller at alle pædagogerne knuselsker ham. #dobbeltnåååårh.

Nåhja. Der var også lige en familiefødselsdag, der hapsede lidt af tiden. Så hyggeligt. Og virkelig lækker mad!

Jeg kunne også skrive noget om, at hele aftenen i går blev brugt på at trøste en Varan, der havde utrolig ondt i maven og ikke ville spise noget - ikke engang den vaffelis, han ekstraordinært blev tilbudt for at se, hvor alvorligt det var. (Til jer, der ikke kender Varanen, kan jeg berette, at det er meget alvorligt, når der bliver takket nej til is). At han faldt i urolig søvn omkring 22-tiden. Og efterfølgende kastede op 4-5 gange med en halv times mellemrum. Mens Øglen syntes, det var synd for hende, at der ikke var plads til hende i dobbeltsengen (det var der sådan set, eftersom HDD blev beordret ind på sofaen. Men der, hvor der var plads, var der enten kastet op allerede, eller også var det målet for næste runde opkast).

Eller hvad med, at Varanen snart fylder 3?! At han bruger str. 104 i tøj, elsker at lave mad i legekøkkenet, synger, når han kan se sit snit til det (at ordene så ofte bliver ændret til det meget intelligente 'numse', er en anden sag), og er et nusseøre af rang. At han lige pludselig kan genkende stort set alle bogstaverne i alfabetet og elsker at høre om dem (længe leve en bogstavinteresseret storesøster). At han har knækket koden til 'rigtige' puslespil. Osv.

Jeg bruger faktisk også uforholdsmæssig meget tid på at fange vildfarne insekter og sætte dem ud igen. Her en giga-humlebi - dronningen, måske? Det er svært at se på billedet, hvor stor den er, men den har været min. 3 cm lang, og det er mig en gåde, hvordan i alverden, den kunne få bagen med sig op at flyve ...

Der kunne også fyldes godt op med historier om Øglen, der bliver så stor og langbenet. Hvis bukser i str. 110 stumper, mens 122/128 passer perfekt i længden, men har behov for et bælte for ikke at ryge ned om knæene. Som er begyndt at gå til redskabsgymnastik om mandagen hos temmelig rigid forening, der ikke vil have forældre i salen. Heller ikke første gang. Og hvor Øglen bare helt køligt vinkede og sagde "Vi ses bagefter, mor!", og så kunne jeg ellers bare sætte mig ud og vente. (Med en gnaven Varan, der også vil gå til redskabsgymnastik. Eller ishockey). Som stadig elsker at tegne og nu også elsker at skrive og prøve at stave. Som er blevet så stor og fornuftig og velargumenterende - bortset altså lige fra, når teenageren stikker hovedet frem og begynder hver eneste sætning med "Helt ærligt!".

Men det er jo det med tiden igen. Som i dag er endnu mindre til overspringshandlinger, eftersom den opkastende Varan har en hjemmedag, selv om han er temmelig frisk (han slog øjnene op i morges med et "Hej! Jeg har aldrig ondt i maven mere!"). Jeg tror, han havde spist noget, han ikke kunne tåle i går, men syntes ikke, jeg ville tage nogen chancer. Ingen grund til at smitte hele institutionen, hvis nu det skulle vise sig at være en virus.

Og nu: Kaffe! Mens nogen ser Dora i fjerneren. For kaffe skal der være tid til. Ciao!

mandag den 1. september 2014

Efterår, oh efterår

Så blev det efterår sådan rigtigt. Kalenderen fulgte op på det kølige vejr, vi har haft for nyligt, og hvilken bedre måde at byde efteråret velkommen på end en sprød, klar dag med blå himmel, sol og let vind?

En håndfuld brombær fra haven. Godt nok fra for over en uge siden, men det er jo først meningen, at de skal være modne nu, såeh ...

De sidste blomsterrester fra haven

Jeg elsker efteråret (om efteråret. Ikke i august). Bortset fra, at jeg nok snart bliver nødt til at kapitulere og tage sokker på, så elsker jeg, at dagene bliver lidt køligere, at bladene på træerne skifter farve, at kastanjerne snart falder ned, og at æbler og pærer er ved at være spiselige. At man kan putte sig i vamsede trøjer, tænde stearinlys og ikke behøve at have dårlig samvittighed over for vejret, når man hellere vil sidde med en kop te og en bog, end man vil galoppere rundt i sommervarmen.

Varanen har tyvstartet og plukket et par meget hårde pærer fra træet. Men vha. lidt vand, sukker og æbler, udgjorde de en hæderlig grød ...

Jeg elsker også - who knew?! - at dagene bliver lidt kortere (men alt med måde, ikke? Glæder mig ikke, til det kun er dagslys i halvandet minut), og at man kan se, hvad tid på dagen, det er, blot ved at kigge ud af vinduet.

Supper, stuvninger og simremad skal også bydes velkommen tilbage i køkkenet, og til trods for, at jeg prøver at gå uden om brød, kan jeg med statsgaranti love, at jeg skal have bagt et verdens bedste brød eller to inden for nær fremtid.

Rønnebær fra en cykeltur med Varanen

Det er også svært andet end at knuselske diverse høstmarkeder og bondegårdsbesøg, og jeg glæder mig allerede til lange gåture, der giver røde kinder og løbende næser til både store og små.

Og så er der jo også en dreng, der fylder 3. Lige om lidt, faktisk. Der er lagt i kakkelovnen, til jeg skal se nogle skønne damer i forbindelse med, at jeg selv fylder år. Og sådan fortsætter det sådan set bare. Så det er svært at være ked af, at sommeren er forbi, når nu efteråret har så meget skønt at byde på.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...