Ninja-december

December er kommet snigende sådan helt lydløst. Lynhurtigt har måneden lavet et par cirkelspark og kastet med nogle ninjastjerner, og pludselig er det den 16. Og jeg har købt én gave. Én, blev der sagt. Og så er der styr på Øglens gave til HDD. Sparegrisen blev slagtet i mandags, hvor Øglen og jeg havde en stille og rolig hjemmedag pga. en nat med sløjhed, og det søde, betænksomme barn insisterede på at give sin far en gave. Som vi i fællesskab fandt frem til på nettet. Noget helt specifikt, som vi begav os af sted efter i forbindelse med, at vi alligevel skulle hente Varanen.

Det skulle dog vise sig, at det ikke var helt nemt at få fat i bemeldte gave. Butikken påstod nemlig hårdnakket, at de ikke havde produktet på lager. Selv om det stod på nettet, at det var der. I dén butik. "Har du søgt på [produktet] på Google?", spurgte den purunge medarbejder. "Ja", svarede midaldrende mig. "NÅÅÅHHHH, jamen, så er der DERFOR, vi ikke har den", blev der råbt. "Hvorfor?", spurgte jeg. "Fordi man ALTID får vist en GAMMMMMMEL version af hjemmesiden, når man kommer fra Google", blev der råbt videre. Og da jeg spagt bemærkede, at jeg udmærkede kender til caching og derfor selvfølgelig også havde fremsøgt produktet på selve hjemmesiden (som jeg måtte antage var opdateret og ikke gammmmel), så troede man tilsyneladende ikke på mig. Og man nævnte en del mere om GAMMMMLE hjemmesider. Her kunne jeg godt have givet mig til at diskutere, men jeg havde en meget spændt Øgle ved min side, så jeg droppede det og gik ud for at fremsøge produktet igen, eftersom min netadgang (naturligvis) ikke duede inde i butikken.

Nisseløjer med cornflakes 

Udenfor virkede nettet, men hjemmesiden gjorde ikke. Ikke som den havde virket hjemme fra computeren, i hvert fald, og jeg kunne derfor ikke engang finde kategorien længere. Flot. Øglen insisterede på at få lige præcis den udgave af produktet, vi havde set derhjemme og ikke en, der lignede svagt. Det skulle være nøjAGTIGT den. Så jeg måtte ringe til en concept store eller to og fik den nedslående besked, at produktet var udsolgt og ikke kom igen før efter jul. Det var ikke populært hos Øglen, men der var jo ikke så meget at gøre, så jeg lokkede hende med i Netto under påskud af, at vi ville tænke over, hvad vi så skulle gøre. Og så - lige da vi går forbi butikken med den gammmmmle hjemmesides vinduer - råber Øglen pludselig: "Dér, mor! Der er den!" Og sør'me om den famøse kommende gave ikke hang lige dér. På en mannequin. I løbet af nul komma fem var vi inde i butikken igen og beordrede ny ungersvend til at afmontere gaven fra vinduet. Den unge mand med de gamle hjemmesider var der desværre ikke; følte mig ellers helt i hopla til en spydig bemærkning. Men på denne måde bevarede vi den gode stemning, og Øglen betalte med hele sparegrisens indhold og var stolt som en pave hele vejen hjem. Dog kun marginalt mere stolt en mig, tænker jeg, for når ens datter helt frivilligt vælger at bruge 250 kr. af sine egne surt sammensparede penge på en gave, hun synes, er helt perfekt til sin far, tænker jeg, man må have gjort et eller andet rigtigt et sted på vejen.

Nissehulen under en trærod hos Mårfar. Øglen, Varanen og deres to kusiner var nede og se på den i december-aftenens mulm og mørke. En dejlig og hyggelig tradition, som ungerne sluger råt. Ikke mindst, når der ligger lidt slik til dem. 

Nå. Men det var de der gaver, vi kom fra. Jeg har som sagt kun købt én gave (til hver af ungerne, så det er strengt taget to, selv om de kommer det samme sted fra) og ved godt, at jeg begynder at få småtravlt lige om lidt. Men ikke om jeg begriber, hvordan det allerede kan være midt i måneden?

Det burde ellers ikke komme bag på mig, for det er ikke som om, det har skortet på julearrangementer i år. Vi kickstartede faktisk julemåneden en hel uge før første søndag i advent til julebag hos Farmor. Dagen før første søndag i advent blev brugt på honningkagebagning, -pyntning og -spisning med ungernes grandfætre, og første søndag i advent blev fejret med juletræstænding i 2100 med julemand (som kom i ladcykel - man er vel på Østerbro) og godteposer og varm kakao med flødeskum på café bagefter.

Den første uge i december eksploderede i juleklip på skolen (hvor man var velkommen til at blive hele dagen, hvis man havde lyst. Og det havde man, men muligheden forelå ligesom ikke, da der var noget så trivielt som arbejde, der skulle passes) og adventsgudstjeneste med fællesspisning i klasserne dagen efter. Og legeaftaler og klippe-klistre-weekend hos Mårfar og og og. Børnehavebarnets Lucia-optog lå ugen efter med tilhørende juleklip, som Mårfar blev lokket med til. Aldrig har den 4-årige set så from ud, som da han kom trissende helt hvidklædt med glimmerbånd i håret, lys i hænderne og englevinger på ryggen.

4-årig arkitekt in spe og IKEAs fine peberkagehus. Til en 30'er, eller noget i den stil. Under alle omstændigheder pænt meget billigere end den (godt nok) økologiske variant, jeg så hos Emmery's i går. Til 129 kr. !! 

Hjemme er der egentlig også fuld skrue på julen - vores nisse (som heldigvis er flyttet med fra DNP; ungerne var ellers helt bekymrede en overgang) startede meget ambitiøst ud med julesok, juledril og julebrev hver dag (købt færdigt sidste år, men aldrig brugt), og derudover har jeg hevet den gode gamle Pixi Julekalender frem, men eftersom alle tingene skulle nås inden skole og børnehave, holdt nissen pludselig op med at skrive og driller nu kun sporadisk. Af og til er den også så venlig at lave praktiske ting - i nat samlede den f.eks. den reol, vi skal bruge til Projekt Badeværelse. Den slags dril synes ungerne ikke er helt så sjove, men mutti her synes, det er swell - så fik jeg nemlig samlet reolen OG nisse-'drillet' på en og samme tid. Gaverne i sokkerne kræver til gengæld lidt fantasi, for nogen har ikke lige fået købt - endsige pakket ind - 48 småting og pakket dem smukt og Instagram-venligt ind. Så vi veksler lidt mellem godter og forskellige ting, vi får smuglet med hjem fra spotvarehylderne fra en handletur.

Øglens ønskeseddel til nissen. Jeg dør lidt over, hvor kært børnestavning er. Og hvis nogen skulle være i tvivl, står der 'Himmelstjerne' øverst. Sådan en ønsker hun sig nemlig. "En rigtig stjerne fra himlen, mor. Sådan en, som Mårmor er blevet til". #nåååååårh

Sat op på dén måde kan jeg måske pludselig godt se, hvordan det blev den 16. Og utrolig tæt på den 18., hvor der er dømt ferie for ungerne og dermed også for mig. I dagtimerne, altså. Det er som om, arbejdet ikke helt har fattet, at det er december og dermed den måned på året, hvor der, sammen med juli, er absolut mindst at lave. Men ikke i år, tilsyneladende. Travlheden gør dog, ud over altså at holde mig fra at købe de julegaver, jeg skal give væk, at jeg kan holde de triste tanker lidt på afstand. En undvigemanøvre, der hverken kan eller skal vare for evigt, men lige nu er det egentlig ok. Jeg er dog sikker på, at tristheden nok skal komme igen med renter og renters rente, når ferien rammer og  julefreden sænker sig. Men midt i sorgen er jeg sikker på, at vi også kommer til at hygge os. Og også her er det så utroligt livgivende at have børnene omkring sig. De er så meget i nuet, og de har - som altid - fortjent den bedste jul. En jul, som vi i øvrigt tyvstarter i dag med julehalløj i Tivoli. Hvis man ikke kommer i julestemning af det, kommer man det ikke ...

Lidt natur-zen til de dage, hvor julelys og nisser bliver lidt for meget ...

Noget om at flytte sig

Som den opmærksomme læser vil have opdaget, er Reptilfamilien flyttet. Igen, kan man fristes til at sige, for vi har jo været om ikke vidt omkring, så i hvert fald beboet en del forskellige steder, siden Øglen kom til verden for snart 7 (SYV? Don't get it!) år siden. Vi bliver dog ved med at vende tilbage til hovedstaden, og det er da også her, vi residerer nu - vi er kommet hjem til vores elskede Østerbro, og jeg har ikke fortrudt det et sekund, som jeg også har nævnt i tidligere blogindlæg.

Alligevel var det ikke uden en vis portion spænding, at jeg og afkommet kastede os om bord på Kystlinjen i torsdags lige efter skoletid. Der var dømt en halv fridag til alle parter, fordi vi skulle på besøg i den gamle børnehave i DNP. Lige vel hurtigt efter at være flyttet, mente min indre skeptiker, men det var omvendt også hende, der mente, at der i HVERT fald skulle gå et halvt år, før Øglen besøgte sin gamle børnehave (Varanens nuværende. Forvirrede, anyone?), da vi flyttede nordpå. Det var ikke nogen udpræget god idé, for hun kunne ikke huske en brik (ok. Måske kunne hun huske en enkelt brik, men så heller ikke mere), da vi så endelig arriverede. Måske det i virkeligheden var for min egen skyld, at jeg gerne ville vente så længe - jeg havde mere end almindeligt svært ved at slippe den gamle (nu nye. Det ER lidt forvirrende, kan jeg godt se) børnehave, fordi vi havde været så glad for den. Men anywhoodles, vi skulle på besøg i den gamle børnehave i torsdags. I DNP, altså. Seks uger efter flytning er måske cutting it a bit fine til at komme på besøg - for mig, om ikke andet - men børnene (mest Varanen) havde efterspurgt det gentagne gange, og så måtte vi jo af sted.

Verdens enkleste adventsdekoration. Gavmildt pyntet med fluesvampe og lerkunst af reptilerne

Besøget gik over al forventning til trods for forsinkelser (but of course!) med toget og trætte ben hos de mindste. Måske fordi reptilerne blev modtaget som rockstjerner af både børn og voksne. Der blev hujet og kysset og krammet og leget og råbt og grinet, og hvad ved jeg, og pædagogerne var nærmest helt målløse over, hvor meget postyr et enkelt besøg kunne afstedkomme. Det var skønt at se dem igen - de er utrolig gode mennesker - og vi gik oven i købet derfra med en aftale med en af pædagogerne i lommen (aftalen i lommen. Ikke pædagogen). Han skal passe ungerne om et par uger, og jeg ved nærmest ikke, hvem af dem, der glæder sig mest. (Arj, ok - det gør Øglen. Helt klart. Hun elsker ham og kan næsten ikke vente til en "hel eftermiddag sammen med T, mor! I Den Blå Planet!").

Jeg havde været spændt på, hvordan jeg ville have det med at komme tilbage. Vi har ingen anden tilknytning til DNP nu end børnehaven (og de gamle naboer), så jeg havde egentlig ikke regnet med at skulle tilbage any time soon. Men det skulle jeg så. Og ved I hvad - det var helt okay. På ingen måde vemodigt. Hyggeligt, fordi det efter tre år er blevet velkendt. Men jeg ønskede mig ikke tilbage så meget som ét sekund. En smule nostalgisk blev jeg dog på børnenes vegne, men det var vist min indre parcellist, der var på spil - hende, der synes, at børn skal vokse op i et parcelhus, fordi hun selv har gjort det og derfor kender udkommet. Hun glemmer bare i skyndingen, at børn er forskellige og præget af deres forældre. Lige som hun selv var. (Og så er det vist nok med tredjepersonsomtalen for nu. Føler mig jo helt hensat til midt-halvfemsernes gymnasietid, hvor alle samtaler foregik med en ordlyd a la "Arjmen, zå zagde hende her (personen, der talte, red.) ogszå bare lige ...")

More is more. Honningkagemonster med glimmer og chokolade

Og det var egentlig der, jeg ville hen (langt tilløb much?) - at jeg har flyttet mig. Ikke bare fysisk, men også mentalt. For efter i lang tid at have kæmpet med et konfliktende selvbillede og en forståelse af, hvordan en barndom bør være, er jeg faldet til ro i, at jeg - vi - er sådan nogle, der trives med at være i byen. Stortrives, endda. På de seks uger, vi har været tilbage, har jeg, uden pis (hej til 90'erne endnu engang!), cyklet mere end jeg gjorde på 3 år i DNP. Og jaja - det er da helt klart min egen skyld, men tænk engang; I byen er der steder at cykle hen. Eller. Rettelse: Steder, det giver mening at cykle hen. Der er en masse at kigge på, og en cykeltur på 5 km føles som en lille smuttur. I DNP føltes 5 km som ren tortur, og derfor kan det tælles på en enkelt hånd, hvor tit jeg cyklede SÅ lange stræk. Det er mig en gåde, hvorfor det føles sådan, men det skyldes nok primært, at cykelkulturen bare er større i byen. Det er i hvert fald typisk det, jeg også hører fra venner, der er flyttet uden for byen.

Jeg bevæger mig mere i byen, og selv om det er koldt og mørkt (også indenfor - i hvert fald mørkt. Vi mangler stadig lamper!), har jeg mere energi, end jeg har haft længe. Jeg har lyst til ting igen, og selv om jeg ikke er oppe på fuldt blus endnu - det er som om, de højeste flammer stadig bliver kvalt i sorgen over tabet af min mor - overkommer jeg langt flere ting end tidligere. Jeg er ret overrasket over, hvordan det kan være, men min eneste konklusion er, at jeg har fundet min rette hylde, rent location-wise. Jeg er ikke sikker på, at det er gået op for mig før nu, hvor tungt det var for mig - for os som familie - at bo tre år i forstaden. Som jeg også har nævnt før, så havde jeg et sløjt 2014. Og jeg er godt klar over, at man er ansvarlig for sin egen lykke, og at jeg bare kunne have hevet mig selv op ved hårrødderne, men jeg var fuldstændig drænet. Og set i bagklogskabens klare lys tror jeg, det var fordi, jeg - vi - ikke var det rigtige sted.

Også en form for parcelhus. Eller noget. Ostheimer-krybbe med the usual suspects. Og nej, den står ikke i køleskabet, men på en metalhylde i stuen ...

Dermed på ingen måde være sagt, at parcelhus-livet er forkert. Det var bare ikke det rette for os. Måske ville det have været helt perfekt, hvis vi havde købt hus et andet sted? Det er ikke til at sige, og vi finder heller ikke ud af det, for set i bakspejlet har kompasset hele tiden peget mod København, og det bliver vi simpelthen nødt til at lytte til nu. Og se på, hvor glade ikke bare vi, men også vores børn er. Skolebarnet har det som en fisk i vandet i sin skole, Børnehavebarnet er en feteret og efterspurgt legekammerat i børnehaven, og forældrene - ja, vi trives og har på den korte tid i byen allerede etableret bedre kontakt til en række øvrige forældre, end vi nogensinde gjorde med størstedelen af forældrene i DNP. Bevares - hvis nogen gad give mig et hus i byen, så ville jeg ikke være sen til at takke ja. Men det sker næppe, og som det ser ud lige nu er jeg ikke villig til at bytte parametret 'beliggenhed' for selv den vildeste villa.

Og on that note vil jeg takke af - fra en ret vild villa, faktisk. Varanen og jeg er nemlig tyvstartet på familieweekend hos Mårfar, der bor i et af de smukkeste huse, jeg længe har set. Og når Reptilfamilien nu ikke selv kan finde ud af at eje en villa, så er det da skønt, at vi har rig mulighed for at besøge nogen, der kan! Weekenden byder på julehygge i light-udgave med hele familien. Light, fordi denne første jul uden Mårmor bliver helt forkert, og vi derfor næppe kan svinge os op til den helt store Gertrud Sand-version. Men jul bliver det jo under alle omstændigheder, så mens Mårfar er ude, og Varanen sover, har jeg pyntet op med den velkendte, gamle julepynt fra min barndoms jule. Efter jeg altså havde grædt lidt ned i den og forsøgt at komme overens med, at min mor ikke kommer ned i stuen til mig lige om lidt. Fordi det er sådan, det plejer at være. Også her bliver der på et tidspunkt brug for at flytte sig i forhold til vaner og traditioner, men det kan vente. Først skal vi mindes. Og bage pebernødder. Det er jeg sikker på, hun ville have syntes om ...

Nogen er blevet 4

Midt i al sorgen - for efterhånden to måneder siden - var der jo en Varan, der havde fødselsdag. Hvilket han som tidligere nævnt har glædet sig pænt meget til, så det kunne ikke udsættes. Pga. noget miskommunikation med børnehaven blev det imidlertid til, at hans stue skulle hjem til os dagen efter den egentlige fødselsdag, så selve dagen blev fejret af reptil-familien alene – først med morgenbord klokken meget tidligt om morgenen, kager efter eget valg fra bageren på vej hjem fra børnehaven (medaljer og hindbærsnitter. Intet mindre) og middag på hyggelig café i Vedbæk til aften. Efterfulgt af is på ParadIs bagefter – og det var så ca. årets sukkerkvote, der blev brugt dér.

Mørk morgen 

Børnehaven kom og gik onsdag – 19 børn og 2 pædagoger – og alt forløb så fint. HDD havde lavet minions-briller til alle børnene i de lange aftener, hvor jeg ikke var hjemme, og hvor meldingerne fra hospitalet blev værre og værre. Brillerne blev delt ud til de begejstrede børn, der også fik lidt tid til at gå med at spotte minions, som var placeret over hele stuen – sådan er det jo, når man er blevet befalet at holde en minions-fest. Ud over briller havde HDD også købt ind til muffins og boller med pålæg, så jeg bagte tirsdag aften og onsdag morgen. Det blev den lette løsning med færdigblandinger i æsker, men set i bakspejlet fatter jeg faktisk ikke, at jeg fik bagt noget overhovedet – mit hoved var (og er) alle mulige andre steder, og det var også udelukkende udsigten til verdens mest skuffede 4-årige, der gjorde, at jeg ikke aflyste fødselsdagen. Det var jo ikke hans skyld, at Mårmor døde to dage før hans store dag, og at min verden pludselig var gået helt i stykker.

HDD gør klar til kamp - og de hjemmelavede minions-briller ses i forgrunden

Minion!

 

Minions-kager. Med 'banana', naturligvis

Familiefødselsdagen derimod. Den tillod jeg mig om ikke at aflyse, så at udskyde en uge. Kunne ikke rigtig bære at have huset fyldt med gæster dagen efter min mors begravelse – og selv om Varanens forslag om, at vi bare kunne holde festen om aftenen efter begravelsen, fordi ”nu er de der jo alle sammen alligevel”, var udmærket, valgte vi at springe over.

Men med en uges forsinkelse kom the usual familie-suspects til fejring – minus Mårmor altså. Varanen var glad, og jeg måtte knibe et par tårer; dels fordi jeg savnede (og savner!) min mor noget så frygteligt, dels fordi der var noget både fint og frygteligt over, at både gaver og kagemand var orkestreret af Mårmor fra sygesengen. ”Jeg har sagt til far, at han skal sørge for at bestille en kagemand til Varanens fødselsdag”, sagde min mor et par dage, før hun døde. Jeg mente, at jeg godt selv kunne bage – for det skal jo være den helt rigtige brunsviger, spøgte jeg. Hvorefter min far fik en modereret befaling: ”Du skal bestille en kagemand til Varanen, og det SKAL være brunsviger”. Lige som han også blev beordret til dels at købe en lille gave til Øglen – ”for ellers bliver hun skuffet” – dels at dukke op til Varanens fødselsdag, uanset hvad der end skete. ”Han kommer til at mangle sin Mårmor på sin fødselsdag. Han skal ikke også mangle sin Mårfar!”, som hun sagde. Ikke, om jeg fatter, hvordan hun kunne mønstre så stort et overskud over for andre, når hun var så syg, som hun var. Hun sikrede sig også, at jeg havde styr på gave fra dem begge – ”for jeg når jo nok ikke ud og købe noget, og det tror jeg heller ikke, far han gør”, mente hun.

Det slap bageren nu helt hæderligt fra. Points for marcipan. Og remoncen indeni. Omend kagen blev noget tung i det.  

Der var gaver i massevis til Varanen - den famøse træblender fra HDD og jeg sammen med noget superhelte-lego. Et burger-sæt (ligeledes i træ) fra Mårmor og Mårfar. Fodboldtøj og en fodbold fra Farmor. Minion-dims fra Faster Fest. Pixibøger, lege-kasseapparat og en bluse fra Familien på Bryggen. Biler fra Troldemor. Og så videre. Så selv om der lå en dyne af savn over hele selskabet, blev den lille fødselar fejret med manér. Og det endte med at blive en rigtig hyggelig dag, hvor prærievognene rykkede endnu tættere sammen. Lige nu har jeg det faktisk allerbedst med at være så tæt på hele familien som muligt, når nu hverdag, fødselsdag og livet i al almindelighed fortsætter ufortrødent til trods for vores tab.

Efterårsferien kom og gik med jeg og ungerne på en miniferie hos Mårfar, mens HDD knoklede med onde deadlines på jobbet. Og nu er hverdagen i fuld sving igen - med ny bolig, ny børnehave og travlt på job. Mit overskud er ikke det største, men der er trods alt mere af det nu end bare for en måned siden. Jeg kan dog godt mærke, at der sker (og er sket) lige rigeligt i mit liv for tiden - så der er dømt lidt mere skærmtid til ungerne, end jeg normalt ville synes, var acceptabelt. Men desperate times call for desperate measures – er det ikke sådan, man siger? Og ungerne klager bestemt ikke.

Noget om fridage

Yngstebarnet havde en velfortjent fridag forleden. Velfortjent, fordi det sådan cirka må være lige så hårdt - hvis ikke værre - at begynde i en ny børnehave som at begynde på et nyt job. Han skulle til (sin nye) læge (pænt meget nyt at forholde sig til, når man kun er 4) og have sin 4 års-vaccination, og eftersom det, sidst jeg tjekkede, ikke var helt forsvarligt at sende en 4-årig af sted alene, holdt jeg fri sammen med ham. Og var med hos lægen. Hvor det viste sig, at pragteksemplaret af et barn er 109 cm høj og vejer 21,5 kg. Så tror da pokker, at jeg synes, han er så'n lidt halvtung at slæbe rundt på.

Lægen blev charmet af den søde udgave af Varanen, mens sygeplejersken, der fik lov at forestå selve vaccinationen, fik den temperamentsfulde udgave af ham at føle. Han var blevet advaret om, at det ville gøre lidt ondt, og det var han helt ok med. I teorien, om ikke andet. I praksis var det ganske fascinerende at se, hvor hurtigt et udtryk af først smerte, så vantro og siden harmdirrende vrede passerede hans smukke ansigt. Et splitsekund tog det, før han begyndte at græde hjerteskærende. Og yderst bebrejdende. Lille skat!

Heldigvis gik det hurtigt over, og han lod sig delvist formilde af det faktum, at sygeplejersken havde et Batman-plaster til ham. OG gav ham et ekstra plaster med løver på med hjem i lommen. Ud over det psykedelisk-blå armbånd, han scorede fra gavebøtten. Dog lod han hende med skulende mine og en ordknaphed, der bestemt ikke ligner ham, vide, at han mildest talt ikke var tilfreds med hendes måde at håndtere en nål på.

Ad sti af sted. Godt nok er det her billede ikke lige fra forleden, og godt nok sidder Varanen ikke så tit bag på 'blæsecyklen', som han kalder den, men altså ... Noget af det, jeg er allermest glad for i forhold til at være flyttet tilbage til byen, er, at jeg kan cykle til stort set alting. Yay!  

Resten af fridagen blev tilbragt hjemme i den nye og rodede lejlighed, før vi hentede Skolebarnet tidligt. Lige da hun fik fri, faktisk, hvilket er usædvanlig tidligt for hende. Som regel nægter hun at komme med hjem før kl. 16, men i går morges var hun træt og sprang til med det samme, da jeg foreslog at samle hende op tidligt. Dejligt, når lyst og mulighed falder sammen.

Efter skoleafhentning cyklede vi, tre mand høj, i silende regn i hhv. kassecykel (Varanen. Som sad i helt og aldeles tørvejr og tilsyneladende var så komfortabel, at han faldt i søvn) og ny cykel med gear (Øglen). En ny cykel, der blev udfaldet af en weekendudflugt for et par uger siden, fordi hun var blevet alt for stor til sin gamle cykel. Varanen fik også en cykel og lærte at cykle på den på bare et par dage, men det er en historie til en anden god gang ...

Nå. Silende regn. Fridag. Jo, vi cyklede til Creative Space. Som jeg har hørt en masse godt om og derfor blev nødt til at prøve. Ungerne syntes, det var en glimrende idé og valgte hver deres dims at male på. Jeg sprang malingen over og valgte kaffe i stedet. Så var der også bedre tid til at agere tjenende, malingshentende og penseltørrende ånd, og ungerne kunne koncentrere sig om deres mesterværker. Øglens bliver en julegave til HDD, mens Varanens formentlig går til en af Øglens veninder. Med mindre han ombestemmer sig - det er set før. Ever the gentleman.

Buttede fingre og pastelfarver. Accident waiting to happen ...

Efter maleriet satte jeg egentlig kursen hjemad, men Øglen havde sat næsen op efter kage, så vi tog en detour omkring en café, før vi tog hjem. Elsker at bo i cykelafstand til alting! Resten af eftermiddagen bestod af leg med papkasser (børnene), arbejde (mig. Helt fri kunne jeg altså ikke holde) og rydden op (også mig). Og forsøgen at rede trådene ud i de uendeligt mange skænderier, der kan opstå i og over en papkasse. Ikke, om jeg forstår, hvor børnene har deres temperament fra. Det kan i hvert fald ikke være fra mig. Ahem.

I dag er der så atter en hverdag. Hvor arbejdsbunkerne skal angribes, og børnene er i hhv. skole og børnehave. Og selv om jeg helst vil have dem begge tæt på og være sammen med dem hele tiden, så er jeg så taknemmelig over, at de tilbringer deres dage på steder, de holder af at være, og hvor der er mange, der holder af dem.

Det her er hjem nu. Udsigten over vandet og byens lys. Det er dejligt, men meget anderledes fra villahaven, så der er ikke noget at sige til, at familiens yngste lige skal vænne sig til det.

Varanens begyndelse i den nye gamle børnehave (Øglens gamle) har med pædagogernes ord været 'verdens nemmeste indkøring', og han taler allerede om alle dem, han gerne vil have legeaftaler med. Det gør godt i moderhjertet - og er særligt vigtigt at huske på på en dag som forleden, hvor begge børn på skift savnede DNP og vores forhenværende lille gule hus. Det gør lidt ondt i selvsamme moderhjerte, når de ønsker sig haven og hindbærbuskene tilbage, men samtidig er jeg overbevist om, at det ikke stikker så dybt. Det hele er bare stadig nyt - både for dem og for os - og vi skal alle finde vores ben at stå på her, hvor vi bor nu.

Generelt er der dog konsensus om, at her er godt at være, og jeg kan med stor overbevisning sige, at jeg ikke savner DNP det mindste. Min mor - hele tiden. DNP - så godt som aldrig. Kloge hoveder ville måske mene, at savnet til DNP er der et sted, men bliver overskygget af savnet til min mor. Og det er da meget muligt. Men som det er nu, oplever jeg intet savn til hverken forstadsbyen, huset eller haven. Lad os tales ved omkring det, når det bliver forår og vejr til at være udenfor igen. Så kan det være, at det har ændret sig. Men jeg tillader mig faktisk at tvivle ...

Afsked på afsked – og noget om IKEA

Der har været rigtig megen afsked på det sidste. For megen afsked. Jeg havde faktisk ikke rigtig tænkt på det som sådan, før HDD gjorde mig opmærksom på det. Fordi jeg ikke kunne forstå, at jeg er i så dårligt humør for tiden. For selv om det er hårdt at miste sin mor, sker der heldigvis også gode ting i mit liv. En længe ventet flytning, for eksempel.

Humøret for tiden: Skyet med regn i horisonten 

Men en flytning er jo også en form for afsked. Med huset, hvor vi har boet i tre år. Hvor vores børn er blevet store. Det er en afsked med Varanens børnehave og de gode voksne, der har passet på ham der i lidt mere end et år. Og derudover det også benhårdt arbejde, der trækker veksler på både følelser og kræfter.

Sat helt firkantet op har jeg i løbet af en måned sagt farvel til min mor, til Varanens børnehave og vores lille fladtagede hus i DNP. Og DNP, i øvrigt. (Hvilket dog ikke var det største offer). Flytningen har selvfølgelig også betydet et goddag til en ny bolig, men når noget er så rodet og fyldt med flyttekasser, som tilfældet er lige nu, er det svært at få sagt ordentligt goddag. Så det rigtige, solide håndtryk har vi til gode endnu.

Flytningen er spændende og har som nævnt været længe undervejs, men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at mønstre den rette mængde energi og entusiasme. Hvad ’den rette mængde’ så end er. Jeg har glædet mig i noget, der minder om halvandet år til at skifte forstad ud med by, men begejstringen er endt med at blive slugt i et afgrundsdybt savn til min mor. Som ramte mig som en mavepuster den første aften i den nye lejlighed, da jeg helt træt efter afsked i børnehaven og orkestrering af flyttelæs i DNP så lejligheden for aller-allerførste gang – fyldt med flyttekasser og rod fra gulv til loft. Min første tanke var, at den var dum. Og mørk (nu var det selvfølgelig også aften, og vi havde ikke nogen lamper). Og at jeg ville skynde mig at putte ungerne, så jeg kunne ringe og brokke mig til min mor, som ville fortælle mig, at det hele nok skulle blive godt. Før erkendelsen af, at det kan jeg ikke, sprang som en lille granat. At det kommer jeg ikke til at kunne. Og at hun ikke kommer til at se lejligheden – hverken som mørk og dum, eller når den er blevet transformeret til vores nye hjem og er blevet lys og indrettet.

Hverken dumt eller mørkt. Overhovedet

Jeg har jo vidst det, siden hun gik bort. At hun ikke ville komme til at se vores nye hjem. Jeg talte endda med hende om det på hospitalet. Men én ting er at vide det i teorien. En anden ting er at stå midt i det og for alvor opleve implikationerne af, at hun a l d r i g kommer til at se vores nye hjem eller mere kan forsikre mig om, at ’det lægger sig til rette’. Aldrig kommer til at dele den begejstring for stedet, som nok skal indfinde sig (og i øvrigt så småt er i gang med at indfinde sig allerede), når indholdet af firs milliarder flyttekasser har fundet nye faste pladser. Og dét slog sgu hårdt lige dér i oktobermørket.

 

Lidt mørkt. Men på ingen måde dumt

I dag titter solen frem. Varanen er i sin nye børnehave for tredje gang og føler sig allerede hjemme. Øglen er i skole og elsker det højere for hver dag. Jeg skal klippes, fordi mit hår er blevet umanérlig underligt. HDD tager tidligt fri efter to 70-timers uger på arbejdet. Og vi skal i IKEA, så vi kan få noget til at flytte indholdet af kasserne over i og på. Så det er ikke slemt det hele. På mange måder kan man endda foranlediges til at sige, at vi er rigtig heldige. Og har det godt. Der mangler bare noget. Og det vil der altid gøre. Altid. Det er længe. Forhåbentlig bliver det nemmere, men lige nu – en måned og en dag, efter min mor døde – er der ingenting, der føles nemt. Heller ikke en tur i IKEA.

...

Sidste jul skrev jeg et indlæg på bloggen om, at jeg var blevet voksen sådan for alvor, fordi jeg havde købt en dug og i øvrigt skulle holde jul. Det føltes også ret voksent, men jeg må sige, at jeg slet ikke har anet, hvad det ville sige, at være voksen. Før nu, altså. For nu er min mor blevet syg. Sådan rigtig syg. På ”Vi kan desværre ikke gøre mere”-måden. Det har jeg umanérligt svært ved dels at forstå, dels at acceptere. For der må da altid være noget mere at gøre, tænker jeg. Men nej. Hendes hjerte er træt og pumper ikke nok, hvilket giver væskeophobninger i hele kroppen, nedsat nyrefunktion og en nærmest invaliderende åndenød. I løbet af de sidste fire måneder, har hun været hjemme fra hospitalet i sammenlagt 2-3 uger, men nu er hun så dårlig, at hun skal blive på hospitalet. Vi vidste godt, at indlæggelsen ikke var for sjov – det er det jo sjældent, når man er på hospitalet så længe – men vi har hele tiden tænkt – håbet! – at det bare var et spørgsmål om tid, før de fandt ud af, hvad der var galt med hende, så de kunne fikse det, og vi kunne få hende hjem.
 
Nu ved vi, hvad der er galt med hende. Og det kan ikke fikses. Og derfor kan vi ikke få hende hjem. Som i nogensinde igen. Det er en hård besked at få på en solbeskinnet september-mandag – hvor vejret dog trods alt slog om i mol og det styrtregnede resten af dagen. Fordi det ligesom var mere passende.

Jeg ved godt, at ingen lever evigt, men der burde være en lov om, at ens forældre gør. For hvad skal jeg gøre uden min mor? Hvem skal jeg ringe til, når jeg er glad, ked af det, sur eller slet og ret bare har lyst til at snakke? Hvem skal holde sammen på stumperne af min lillebitte familie, og hvem skal insistere på at holde bage-knase weekend hver eneste december? Og og og. Jeg er fuldstændig lost, og jeg aner ikke, hvordan jeg finder hoved og hale i det hele. Jeg ved bare, at arbejde, første forældremøde i skolen og forestående flytning ryger helt og aldeles ud af prioriteringslisten. Fødselsdagsfejring for den snart 4-årige kan imidlertid ikke slettes; the show must go on, og jeg må holde gode miner til slet spil. Forhåbentlig det kan blive en kærkommen distraktion, til trods for, at Mårmor ikke er med og har bagt brunsvigerkagemanden, som hun plejer. Endnu et punkt til ”Hvem skal nu”-listen.

Jeg holder fast i, at hun er her endnu. Lever og trækker vejret. Om end besværet. Meget besværet. I morgen tager jeg på hospitalet og besøger hende. Måske bliver det sidste gang?

Mor, for fa’n. Det her var jo ikke planen!

------

Ovenstående skrev jeg for helt præcist 17 dage siden. Ikke engang en uge senere gik min mor bort, og i lørdags - en af de hidtil smukkeste septemberdage, og dagen efter min 37 års fødselsdag - blev hun begravet. Til tonerne af salmer, hun selv havde været med til at vælge, og et postludium af Händel, der også blev spillet til mine forældres bryllup for 42 år siden. I en kirke fyldt med blomster og gode mennesker og en prædiken, der sjældent er hørt mere vedkommende. Alting var så perfekt, som det bliver - bortset altså fra, at det var min mor, der lå i kisten. Eller hendes krop gjorde i hvert fald - jeg har nemlig hende selv mistænkt for at have været med i form af den sommerfugl, der majestætisk fløj rundt i kirken under ceremonien, nysgerrigt holdt sig til ved graven og desuden var at finde til mindesamværet bagefter.

Den smukkeste solnedgang over Røsnæs aftenen inden, min mor gik bort

Børnene var med til begravelsen og har begge forstået, at Mårmor ikke kommer tilbage. Men alligevel insisterer Skolebarnet på, at vi stadig skal sige "hjemme hos Mårmor og Mårfar". For som hun så klogt bemærker, så er Mårmor der endnu - i vinden omkring huset, som en stjerne om natten og en fugl om dagen. Det var Mårmor selv, der sagde, hun kom tilbage og se til os som en fugl - hun vidste blot ikke, hvilken fugl det ville blive. Efter i lørdags er jeg tilbøjelig til at tro, det blev en sommerfugl.

Familien har tilbragt meget tid sammen i det stormvejr af følelser, de sidste par uger har budt på. Prærievognene har slået rundkreds, som HDD kærligt siger, og midt i al sorgen har det været en stor glæde og styrke at have hinanden at støtte os til. Stormvejret raser stadig, men vi står i orkanens øje sammen, og det er med til at mildne vinden en smule, omend den stadig suser i både hoved og hjerte. Jeg er sikker på, at den kraftige vind en dag kommer til at føles som en brise, men der er lang vej igen ...

Mor, for fa'n. Det her var ikke planen!

Jeg savner dig.

Endelig efterår

Eller ... altså. Misforstå mig nu ikke. Jeg kan godt lide sommer. Jeg elsker at gå i bare tæer, sidde i en solstråle og få sommerfregner på næsen. De lyse aftener og danske jordbær ligger også højt på elsker-listen. Men der ER altså ikke noget som september. Starten på efteråret med de sprøde, køligtlune dage med høj sol og en lille skarphed i luften. Blade, der lige så stille bliver gyldne, kastanjer, der er på nippet til at falde ned (arrrrrh - der går nok lige et par uger endnu), og aftener, hvor det ikke er helt uhørt at trække i et par uldne sokker, brygge en kande te og lægge sig godt til rette på sofaen. (Sidstnævnte punkt er blevet lidt besværliggjort af, at vi kom til at give vores sofa væk i forgårs. Til en sød dame, der skulle bruge den til sin datters klasse. Nu bruger vi så vores havesofa som midlertidig løsning, indtil vi får en ny, 'rigtig' en, men selv om den er ok, er den altså ikke tilnærmelsesvis så comfy som den gamle). Jeg elsker, at det er blevet køligt nok til at hoppe i sine støvler (hej andefødder - jeg har savnet jer) og pakke sig ind i strik, dun, flannel og andre varme sager. Kort og godt: Jeg elsker efteråret. Selv weekendens styrtregn kan jeg tilgive i septembers navn.

Der var de jo, andefødderne! 

Dagene går derudad uden megen slinger i valsen. Dog med to afbræk, da Øglen har haft hele to legeaftaler med nye skolekammerater. Det har betydet, at HDD har kunnet tage hende med hjem på vej fra arbejde, og at jeg kunne blive i DNP i løbet af dagen. Det har nærmest føltes som fridage ikke at skulle lege fangeleg med Kystbanen og kun at skulle hente Varanen, og vi har nydt roen med stille morgener og eftermiddage med masser af leg og højtlæsning (og en enkelt nedsmeltning i børneren forleden, inden nogen kommer og anklager mig for at begå skønmalerier af hverdagen. Så stor en nedsmeltning, faktisk, at den nu optræder i Varanens historieportefølje som "Kan du huske den dag, hvor jeg blev meget vred her ved lågen, mor?" Og ja, det kan mor godt. Selv om det står sløjt til med hukommelsen generelt, har jeg nemt nok ved at huske to dage tilbage. Trods alt).

Bemærk kaffen. Og de lange ben. Proportionerne er desværre byttet om i skyggen - kaffen var væsentlig større, mens benene var (er!) væsentlig kortere 

 

  

Æbler og pærer, de vokser på træer. Når de bli'r modne, så falder de ned. (Eller bliver plukket, nok nærmere. Af ivrige barnehænder, hvis indehavere insisterer på, at vi laver is af rovet) 

Efteråret har også den ekstra dejlige krølle, at Varanen har fødselsdag (og jeg selv med, men Varanen og jeg har fødselsdag så tæt på hinanden, at hans dag nærmest overtager min. Og det er faktisk helt ok). Han ser umådeligt frem til det (og har jo allerede, som nævnt, insisteret på at holde minions-fest), og gennem hele sommeren har han spurgt, hvornår han har fødselsdag. Det nemme svar har været "til efteråret", og den information har han så lagret i hjernen. Hvorfor han blev noget fortørnet over, at efterårets komme d. 1. september ikke automatisk udløste flag, gaver og balloner. Vi har nu forklaret ham, at der er fødselsdag om "x antal tirsdage", men eneste information, der er blevet lagret i dét svar, er "tirsdag". Så i går blev der insisteret ihærdigt på, at NU var det fødselsdag. Det lod ikke til at genere ham, at der hverken var pynt eller gaver (eller andre hjemme end mig), men han accepterede nogenlunde godvilligt (da han fik en dadel), at der lige er et par tirsdage endnu. Har på fornemmeren, at vi har nogle fødselsdagsfantasier at leve op til.

Første skridt må være at købe en gave. Absolut højeste ønske lige nu er en træblender til legekøkkenet, som jeg hjertens gerne under ham, men han har så psykomeget udstyr til det køkken, at det virker lidt som spild. Er der nogen, der har gode gaveforslag til en madglad 4-årig, så byder I bare ind. Indtil videre har vi blender, fjernstyret bil og en fodbold på listen. Og hele forrige års julekatalog fra Lirumlarumleg.dk, som han af uransagelige årsager har gemt og af og til insisterer på at høre som godnathistorie ...

Mandags-onsdag (selv om jeg godt ved, det er torsdag i dag)

Når man vågner om morgenen, opdager ens næsering er faldet ud og derpå erfarer, at man ikke er hærdet piercing-indehaver nok til selv at kunne finde ud af at sætte den i igen (efter den blev fundet, helt fnulret, i en vindheks under sengen), så burde man overveje, hvilken type dag Universet har i vente for en.

Om ikke andet burde ens skepsis blive vakt bare en anelse, når man - umiddelbart efter opdagelsen af den tabte næsering - hører begejstret hvin fra børnene (hvoraf mindst et er stået alt for tidligt op - til gengæld har han sovet på sit eget værelse hele. natten). Især når man erfarer, at hvinet skyldes en über-klam nøddesnudebille-larve (som mest ligner en kornfed maddike), der laver piruetter på spisebordet blandt alle de nødder, der blev samlet i går og skulle med ned i børnehaven.







Og er man for distraheret til at tage sig af det, så burde man SÅ meget gå i seng igen, når en dræbersnegl glor tilbage på en i spejlet i entréen. Entréen, blev der sagt! Uden at have efterladt sig så meget som et eneste slimet sneglespor. Hvor kommer den fra?!! Og er der flere?!? Jeg forlanger svar!

Jeg gik ikke i seng igen, men væltede til gengæld en americano ned i min Mac, da jeg forsøgte at arbejde bare en smule i går formiddags. Og fandt mig selv i haven i går eftermiddag med firehundrede meter køkkenrulle, i færd med at tørre op i haven. Efter noget jeg ikke orker at komme nærmere ind på, men lad mig bare sige det sådan, at hvis der snart vokser en særlig frodig græstot op lige dér, midt i det hele, så ved jeg da i det mindste hvorfor.

I går var, kort og godt, en rigtig mandags-onsdag. Men heldigvis for dagen, har solen skinnet, og kalenderen siger yndlingsseptember. Skolebarnet trives i skolen og har sine første to legeaftaler lige på trapperne. Børnehavebarnet har en fest i børnehaven med høstuge, og vi har kun halvanden måned tilbage af rakker-tilværelsen.

Så det er rigtig nok, hvad de kloge siger - der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.(Måske lige bortset fra kaffen i computeren. Her arbejder jeg stadig lidt med at få ja-hatten til at passe) ...

Keep on trucking

Hverdagen trucker derudad, og jeg trucker med. På en eller anden måde er der gået en uge, siden jeg sidst tjekkede ind her på bloggen, og det betyder, at der er en uge mindre i pendlerland. Jeg begynder så småt at forstå al den snak, der er om Kystbanen og dens utidige kørsel - det er ikke sjældent, jeg har oplevet forsinkede, forkortede og endda helt aflyste tog. Nu er jeg jo heldigvis i den situation, at mine ærinder ikke haster mere, end de jawer (som vi ville sige hjemme i Jylland), men har man en chef, man skal stå til regnskab for, kan jeg dæleme godt se det ekstrabelastende i tog, der ikke kommer. Særligt ham, der var mere end tre kvarter forsinket på sin første arbejdsdag på en ny arbejdsplads, på trods af at han var taget af sted i ekstra god tid (ja, jeg kom så til at lytte lidt til hans telefonopkald - det er svært at lade være, når man står som sild i en tønde i kupéerne), kunne man godt få lidt ondt af.

Det kan godt være, at Kystbanen er utidig, men den kører pænt, om man så må sige

Nå. Men det går. Og jeg forsøger at få arbejdet så meget, som tiden tillader det. Og blogget. Ahem. Og rakker-tilværelsen med en computer under armen og en greenie i tasken (ja, jeg er begyndt at drikke min frokost. Hver dag. Undtagen når jeg ikke lige kan overskue det - så snupper jeg som regel en proteinshake i stedet. Det er ikke spændende, men det er dæleme nemt, og Bibliotekspolitiet har ikke brokket sig over min shaker endnu. Og så har det haft den dejlige sideeffekt, at jeg pludselig kan passe meget af mit tøj igen efter et par år, der har været mere end almindelig meget laissez-faire på mad-måden) bliver alt andet lige lidt mere spændende, når søde mennesker tilbyder husly og hyggeligt hjemmekontor den ene dag, og man skal mødes med en af verdens tre sjoveste mennesker til frokost en anden dag. Og i øvrigt har andre, fine aftaler på spring i den kommende uge.

På vej til gårsdagens hjemmearbejds-aftale. I silende sommerregn. Slet ikke dårligt

Desværre betyder rakker-tilværelsen også, at det er nemt at overspringshandle pænt meget. For det er jo synd for mig, at jeg sådan rakker rundt, eggå, og desuden er Bibliotekspolitiet ikke helt så large, hvad angår telefoninterviews, som de er med proteinshakes. Så arbejdsopgaverne bliver af og til trumfet af lidt seriøs webshopping, der rækker noget ud over den daglige kop kaffe fra 7-Eleven, som jeg fanger i det sekund, jeg stiger af toget. Shoppingen har indtil videre resulteret i en bog (arbejdsrelateret, så den er ok. Faktisk), en hel del nyt tøj til den ældste - hej skolegarderobe! - og, hov!, også en sjat til mig. Kan vi ikke også kalde dén for skolegarderobe? Jeg henter jo i skolen hver dag, såeh ... Nej? Nå. Derudover er der også blevet indkøbt gear til husstandens kommende 4 års-fødselsdag, hvor hovedpersonen har insisteret på at få hele børnehavestuen hjem. Til minions-fest. Intet mindre. Ved ikke lige, hvordan jeg skal greje menuen (for jeg tænker, at det ikke er i orden udelukkende at servere bananer? Eller ting, der smager af banan?), men jeg finder forhåbentlig på noget. Snart.

Madpakke. Version #25. Sådan cirka. Og ja - jeg synes stadig, det er hyggeligt at lave dem 

Så dagene går. Med en blanding af arbejde, shopping, kaffe og transport. Og alle er stadig trætte, når vi kommer hjem - selv Varanen, der i virkeligheden er den, der bliver mindst påvirket af hele den nye logistik. Han kan stadig sove længe, blive afleveret omkring kl. 9 og hentet igen til sædvanlig tid omkring kl. 15. Men alle er til gengæld også glade og kører på en slags Nyhedens Interesse-energi både mht. transport og skole. Glad er godt, og apropos glæde, så kommer iPad'en hjem fra 1,5 måneders ferie i dag. Og kommer til at lave en ugentlig gæsteoptræden i ungernes tilværelse fremover. Så i dag bliver mediemekka for de yngste - iPad'en kommer hjem, der er Disney Sjov, og så - *fanfare* - er Versus jo begyndt igen. Til stor begejstring for den 6,5-årige. Jeg forudser firkantede øjne (og sukkerchok) i aften. Men hey - det er weekend, og så kan man klare det meste!

God weekend, allihop - håber, den bliver fyldt med godhed. Det er i hvert fald, hvad jeg har planlagt at fylde i min.

New normal

Vi er godt i gang med hverdagen, og selv om jeg godt vidste, at den ville komme til at se temmelig meget anderledes ud for os alle sammen efter sommerferien, tror jeg ikke, jeg havde gjort mig helt klart, hvor anderledes.

Hyggelig skyggeplet i haven fra en minipicnic med ungerne i sidste uge

Fra at have en hverdag, hvor det var sådan lidt lige meget, hvornår jeg og ungerne stod op (”Er I trætte? Jamen, så sover I bare, til I vågner”), fordi jeg jo arbejder hjemme, og det derfor var om ikke hip som hap, men i hvert fald temmelig fleksibelt, hvornår jeg skal sidde på min pind, har vi nu lige pludselig ét stk. skolebarn, der død og pine skal stille i skolen kl. 8. Det er der jo ikke noget odiøst i – her deler vi skæbne med stort set alle øvrige skolebørnsforældre – men når man så krydrer med, at hun skal stille kl. 8 i en skole, der ligger 45 minutters kørsel væk*, så bliver det pludselig … interessant.

Det betyder, at vi er gået fra at dalre ud af døren, som det passede os, til et sandt militært regime, hvor Øglens absolut seneste vågnetidspunkt hedder 06.35. Hvilket giver hende nøjagtigt 20 minutter til at spise morgenmad, få tøj på og rede hår. Det forudsætter naturligvis, at madpakken står klar, så jeg forsøger at vænne mig til at stå op ca.0 6.15 for at fikse dén del (fordi jeg af uransagelige årsager er bedre til at klare madpakker kl. meget tidligt om morgenen end den foregående aften) – og for ikke at stresse alt for meget rundt, når Øglen står op. 

06.55 vinker jeg farvel til Øgle og HDD (hvis Varanen er stået op, vinker han med), og så begynder næste etape hverdag. Som regel snyder Varanen og jeg os lige til et kvarters tid under dynen med en bog og et par krammere, før den står på morgenmad, endnu en madpakketilberedning med Varanen som kompetent hjælper (denne gang til mig – af en ganske anden karakter end Øglens, hvilket betyder, at der ikke er noget vundet ved at forsøge at samkøre de to processer), bad og tøj. Jeg forsøger at få afleveret Varanen mellem 8.30 og 9, hvorefter jeg tager toget til skolen og finder en café eller et bibliotek i nærheden, så jeg kan få arbejdet, inden Øglen får fri 13.40, og vi skal med tog og bus hjem.

Flydende frokost i det grønne

Farmor har (letsindigt) tilbudt at hente Varanen nogle dage, og de dage får Øglen selv lov at bestemme, om hun har lyst til at blive i SFO’en og lege, eller om hun vil med hjem med det samme. De dage, hvor hun og jeg skal hente Varanen, bliver vi nødt til at tage af sted med det samme, hun har fri. Eller næsten med det samme. Så passer det med, at vi er i børnehaven omkring kl. 15. Eftermiddagene går på samme måde, som de altid har gjort – nu med en kende trættere børn – og puttetiden ligger i øjeblikket væsentligt nærmere kl. 19, end den har gjort i et godt stykke tid. Alle er simpelthen så trætte, og det er der egentlig ikke noget at sige til.

En af de ting, jeg har sværest ved at vænne mig til i denne, vores nye hverdag, er, at huset ser ud på nøjagtig samme måde, som da jeg forlod det om morgenen, når jeg kommer hjem. Det skulle da lige være, at den havregryn, nogen spildte (og nogen andre ikke lige fik tørret op) nu er tørret til en cementlignende substans, det kræver en vinkelsliber at få af.  ”D’uh”, vil den inkarnerede udearbejdende sige. Selvfølgelig gør det dét! Men sagen er jo bare den, at jeg i 3 år har været vant til, at selv om der lignede Jerusalems ødelæggelse, når jeg tog af sted med ungerne, så var jeg hjemme igen efter 20 minutter og kunne lige tage det værste. Og så kunne jeg ellers små-rydde op i løbet af dagen. Det betød, at der altid så i det mindste nogenlunde hæderligt ud, når det var tid til at hente – eller at der som minimum var sat en vask over. Nu? Nada. Alt flyder. Og pludselig skal jeg til at vaske tøj om aftenen?! Pfffft, siger jeg bare. Det gider jeg sqda ikke. Der vil jeg se Netflix fra en komatøs position på sofaen. Eller læse bøger og spise slik. Nå. Den udfordring løser jeg nok på et tidspunkt – fx ved at købe mere tøj, så jeg ikke behøver vaske så tit?

Aftensæt. Til at opveje den sunde frokost.  (der er i det mindste LIDT grønt i ...)

Nåja. Og så er der også lige det der med arbejdsmængden. For som den kvikke læser sikkert kan regne ud, så levner pendlertilværelsen ikke uanede timer til dén slags trivialiteter. Så det skal jeg OGSÅ lave om aftenen. Sammen med tøjvasken. Jamen altså! Godt, der kun er 2 måneder, til logistikken bliver lidt sjovere at danse med. Indtil da nyder jeg, at Øglen stadig stortrives i skolen (om end hun er blevet fældet af en omgang opkast og var sat ud i spille en enkelt dag. Men så har jeg da også prøvet at bruge besked-funktionen på det både berømte og berygtede ForældreIntra. Og fundet ud af, at jeg i stedet burde have brugt Kontaktbogen. Og i øvrigt glemte at advisere SFO'en), og at vejret indtil videre har været helt og aldeles fantastisk. Hvilket gør rakker-tilværelsen med computer og frokost under armen væsentlig mere spændende …

*Det er ikke nogen permanent ting, det med de 45 minutter. Det er bare means to an end i et par måneder …

Om perfektion – eller noget, der kommer tæt på

Hverdagen er en sjov en. Lige så rugbrøds- og hamsterhjulsagtig den kan være, lige så fantastisk kan den vise sig. I de små ting som det at have god tid til at gå hjem fra børnehaven, i lange morgener, højtlæsning, syngende børn, solskin og andre hverdagsting, der er lige til en reklame for Rynkeby.

Ud i det blå 

Og hverdagene er jo, på godt og ondt, dem, der er flest af. I hvert fald i vores familie. Det er ikke dem alle, der tåler at se dagens lys, og visse af dem er mere leverpostejsagtige end andre, men jeg tror godt, jeg tør vove at påstå, at der aldrig går en dag, hvor der ikke er glæde i et eller andet format. Hvor ungerne får et kys og et kram, hvor vi smiler og griner sammen, hygge-driller og/eller får en god snak om dette eller hint. Men træerne vokser jo heller ikke ind i himlen, og alle de små, idylliske lyspunkter er som regel blandet med lidt tilfældig vrissen, generel træthed, sukken over, hvorfor det mon var nødvendigt at vælte koppen med vand hele TO gange. På tæppet. Inden for 3 minutter. Og så fremdeles.

Altså lige bortset fra i går. Som var så tæt på perfekt, som det kommer. Og det er faktisk meget heldigt, for det var nemlig Øglens første skoledag – en dag hun forhåbentlig kommer til at huske (for noget godt, altså) i rigtig rigtig lang tid. Og hvis det ikke er tilfældet, er hermed et blogindlæg til at agere hukommelse for hende ...

Spændt (selv om forældrene muligvis var endnu mere spændte. For "jeg har jo været derovre mange dage i SFO, mor" ...

Den første skoledag varede kun to timer. HDD havde taget fri, og efter en rolig morgen med hygge og masser af tid til leg, blev Varanen afleveret i børnehaven. Øglen, HDD og jeg fik en forfriskning på vejen til skolen, for Øglen havde ondt i maven. Jeg gætter på, at det var de famøse sommerfugle, der var på spil.

Vel ankommet på skolen tog vi plads sammen med de andre nye forældre i gymnastiksalen og lyttede til en fin velkomsttale fra rektor og en sang fra 3.-4.-klasserne, der i dén grad gav mig lyst til at vande høns. Selv om jeg i virkeligheden ikke er alt for vild med børn, der synger i flok, så var de bare så søde, og det hele var så højtideligt, og Øglen var helt tryllebundet, og … *tuuuud* (Jeg holdt mig i skindet. Modsat en del andre mødre, så jeg bagefter. Så kunne jeg jo godt bare have givet los ...)

Bagefter skulle nulte-klasserne ringes ind. Øglens skole er en gammel en af slagsen med mange fine traditioner, og en af dem er altså, at alle nye elever skal ringe sig ind på skolen. Og ud igen efter niende. Jeg synes, det er en rigtig fin tradition, og det var hyggeligt at overvære børnene, der blev kaldt op ved navn, få klokken til at bimle og bamle på skift. Forældrene fik lov til at gå med op i klassen for at få nogle informationer (bl.a. om skolefotografering. I dag. Tal om at blive kastet ud i den dybe ende. Så skulle vi jo huske at udfylde alt muligt), før vi blev smidt ned i gården. Her kunne vi sludre med de andre forældre, drikke kaffe, gufle croissanter og udfylde de påkrævede sedler – og sør’me om vi ikke også nåede at gå en lille tur, få afsluttet et par hængepartier over telefonen og mærke solen skinne på os – i både bogstavelig og overført betydning.

Tilbage igen fik vi en glad, men træt Øgle i favnen. Hun var helt klar på frokost på Joe & the Juice (hvor vi i parentes bemærket også var umiddelbart efter hendes besøgsdag på skolen for nogle måneder siden. Så det er efterhånden også en tradition – om end lidt mere verdslig end den med klokken) og efter shakes, sandwich og sludren om skoledagen var vi parate til at hente den søde Varan, som lod sig lokke med hjem efter løfter om besøg på den lokale badestrand i det strålende vejr. Af uransagelige årsager har vi ikke været der før, hvilket må siges at være en stor fejl, for den er helt fantastisk! 

Det meste får selvfølgelig et positivt skær, når temperaturen nærmer sig de 25 grader, men selv på en køligere dag ville man ikke kunne komme uden om, at sandbunden var blød som en barnenumse, og at man kunne gå langt langt ud, uden at det blev dybt. I looove. Selv Varanen, der normalt er kendt som Barnet, Der Hader Vand, elskede det. (Lige indtil han snublede i det lave vand og fik hovedet under. To gange. Men han kom sig heldigvis hurtigt igen). Faktisk elskede vi det så meget, at vi også har været på stranden i dag. I mega-blæsevejr. Men det havde også sin charme.

Kom an, hav! 

Før Faldene

Efter en times plasken blev det nærmest for varmt at være der (totalt luksusproblem), så nogen fik en is, og så gik turen hjemad. Eller – i Netto for mit vedkommende, og da jeg kom hjem med poserne fyldt med grøntsager (hej sunde livsstil, der skal kompensere for de 1,9 kg slik, jeg kom til at købe i Arlanda forleden), var ungerne fordybet i mit gamle Fabuland. De legede, indtil det blev spisetid, og drengene hentede den sushi, Øglen havde efterspurgt forleden og fået bevilget i går. Hvis der er en dag, man skal have sushi, er det på første skoledag, synes jeg. Øglen og jeg fik 15 minutter i arm foran flimmeren imens, og da drengene kom hjem, blev sushien fortæret på terrassen i de sidste solstråler, før det begyndte at blive køligt.

Ingen billeder af sushien. Den blev spist hurtigere, end nogen kunne nå at fotografere ...

Putningen foregik i god ro og orden – og ungerne var oven i købet enige om, at de hellere ville have én lang bog end to korte. Store sager! Aftenen blev tilbragt i fred og fordragelighed foran flimmeren, hvor HDD og jeg skiftedes til glæde os over, hvor godt dagen gik. Og hvor godt det der skole nok skal blive. Efter vi var færdige med at panikke over, at vi nu er forældre til et skolebarn og dermed for alvor voksne!

Efter sådan en dag ville det være forventeligt – ja, oven i købet en form for acceptabelt – hvis i dag havde været helt gak, men nu, hvor klokken nærmer sig midnat, er det ikke sket endnu. Så jeg tillader mig at blive grådig og håbe på, at den perfekte hverdagsstemning fortsætter weekenden med. Og i hele næste uge. Og – hvis det ikke er for meget forlangt – 10-12 år. Eller endnu længere …

Øhm ... Hej?

Jaøh ... Så gik der lige et par måneder. Det ved jeg sq ikke lige, hvordan skete, men eftersom sommerferien både er kommet og gået, og hverdagen er gået i gang igen, så er det jo nok rigtigt nok.

Bloggen plejer at agere hukommelse for mig, og da jeg ikke engang har et halvslattent kladdeindlæg at fremvise fra de forgangne måneder, står det sløjt til med at huske, hvad tiden i grunden er gået med. Men overskrifterne kan jeg da klare:

Først var der noget med en ferie. Som for Øglens (og dermed mit) vedkommende har varet 5 uger. Varanen nøjedes med 4 uger, og HDD er bundscorer med 3 uger. Men vi har hygget os! I en grad, hvor computeren kun er blevet åbnet for at arbejde en lillebitte mikrosmule (5 ugers ferie som selvstændig er ikke godt for forretningen, hvis man ikke som minimum forsøger at holde gryderne om ikke kogende, så simrende). End ikke Instagram har jeg formået at kunne opdatere - primært af den simple grund, at jeg har glemt det. Og ikke kunne bekvemme mig til at gøre det, når jeg af og til kom i tanker om det. Men nu kører vi igen!

Huset i den svenske skov, hvor noget af ferien er blevet brugt

Det ville være herresejt at sidde og spille hellig og helt "jeg er bare SÅ digital detox-agtig og opslugt af min familie i vores sommerferie, at jeg har glemt koden til min iPhone", men det er slet ikke der, vi er. Jeg havde bare brug for et break, og når man har det og derfor ikke opprioriterer sociale medier - sammenholdt med, at man holder ferie med to børn med krudt i bagdelen, jamen så giver det nærmest sig selv, at opdateringer er ikke-eksisterende.

Hvor mine egne digitale vaner måske lidt tilfældigt er blevet vendt en del på hovedet, så er ungernes blevet det samme - dog med fuldt overlæg. Der gik slet og ret alt for meget iPad i den - eller, jeg skulle måske i stedet sige efterspørgsel efter iPad i den. Særligt fra Varanen. Så da vi kom hjem fra vores Sveriges-ferie midt i juli (og vi voksne var alvorligt trætte af at høre om iPads i tide og utide og derfor havde rationeret den kraftigt - også i netværksløse Småland), tog iPad'en af sted på sin egen ferie. Der er gået til et unavngivet sted i huset, hvor den får lov til at feriere, indtil Varanen holder op med at spørge efter den. Efter alt at dømme sker det ikke foreløbig. Han synes, det er voldsomt uretfærdigt, at vi sådan har snuppet den, men sådan må det være - og pausen har givet ungerne SÅ meget sjov sammen. De leger som aldrig før, de finder på sindssyge ting og kan gemme sig væk sammen på værelset i timer. (Arj, ok. Ikke timer i flertal. Måske en enkelt på en god dag. Men det har bestemt også noget at sige!). Det giver flere konflikter end tidligere. Det kræver forældreinvolvering på højt plan. Det afføder hidtil ukendte mængder kortspil og højtlæsningsbøger. Men det er virkelig hyggeligt! Så iPad'en holder ferie et stykke tid endnu. Fjernsynet er straks lidt sværere at gemme helt væk, men det har kun DR's kanaler (og vist også et par svenske, der ikke er indlæst) - og af og til Viaplay, hvis ungerne er helt maste og trænger til at koble af med SvampeBob, eller vi skal se en film sammen. (Disclaimer: Det her er altså mens ungerne er vågne. Når de sover, går der totalt Netflix i den for de voksne).

Nå, men vi har jo også lavet andet end at læse højt og spille kort (er blevet præsenteret for sådan ca. verdens mest geniale - og simple - spil fra Djeco af min søde svigerinde, og begge reptiler er vilde med det. Og det er til at holde ud for voksne også*) i løbet af de 3/4/5 uger. Det meste af ferien er blevet brugt herhjemme med en masse praktiske gøremål, men det blev som nævnt også til hele 9 dage i det svenske sammen med ungernes kusiner og deres forældre. Uij, det var hyggeligt! Ungerne legede, som var de blevet betalt for det, og det var en fornøjelse hele vejen igennem. Selv vejret artede sig, og blåbærrene og kantarellerne piblede frem over alt og forsynede os med mere, end vi kunne spise - selv om jeg egentlig synes, vi var ret kreative og både fik kantarelpizza, kantarelpasta, kantarelgarniture, blåbæris, blåbær til morgenmad og blåbær til troldene. Der er faktisk - efter min ydmyge mening - ikke meget, der slår den luksusfølelse, det er selv at kunne gå ud og plukke de lækreste ting og sager i naturen lige uden for døren. Mmmm.

Resultatet fra en af de mange kantarelture

Lagkage de luxe kreeret af Svigerinden. Med selvplukkede blåbær og selvkøbte jordbær

Ud over at vælte os i selvpluk badede vi i nærliggende skovsø, spiste uendelige mængder lösgodis, drak god rødvin, gik ture og snakkede en masse. Og spillede spil, självklart. Og selv om jeg naturligvis kun kan tale for mig selv, nåede jeg faktisk at få en fornemmelse af at holde ferie, selv om der var fire børn, der skulle holdes styr på. Men det skyldes jo nok det faktum, at vi også var fire voksne - et feriekoncept, der i dén grad holder!

Mandag i sidste uge blev hverdagen så skudt i gang igen - og i stedet for at aflevere begge unger i børnehaven som vanligt, er det nu kun Varanen, der skal derover. For Øglen er nemlig begyndt i skole *indsæt selv gispen og målløst ansigtsudtryk* Eller, altså - skolen begynder først sådan for realz i morgen, men sidste mandag begyndte SFO'en for de nye nulte klasser, så ungerne kunne blive fortrolige med både stedet, lærerne og hinanden, før det går løs i morgen *indsæt selv gispen og målløst ansigtsudtryk. Igen* Jeg havde jo, som I ved, overvejet, om hun overhovedet skulle gå i SFO, men ekspertpanelet talte, og så må jeg jo lytte. Og ved I hvad - det virker bare som en HELT rigtig beslutning! Hun har fået en blid start med korte dage - samling er først 9.30 her i begyndelsen, og fra at være der hele dagen med hende den første dag, og fra 11.30 den næste dag, er jeg stille og roligt trappet lidt op, så jeg fx "først" kom 13.30 i fredags. Det, at jeg kommer, betyder imidlertid ikke, at hun så vil med hjem, og fredag fik jeg lov at vente helt til kl. på, at hun fik leget færdig. Men jeg venter gerne, eftersom jeg tænker, det betyder, at hun hygger sig. Og tiden ser ud til at være givet ret godt ud, for fra at trisse lidt genert rundt i begyndelsen af ugen og egentlig helst holde sig til mig, jernede hun rundt og legede fangeleg med 4-5 drenge i en time i fredags. Og syntes i øvrigt, jeg kom alt for tidligt!

Skovsø og skyporno

Det, at jeg får lov at vente på Øglen i skolen, betyder også, at jeg selv bliver mere fortrolig med lærerne og stedet. Og de andre børns navne, for den sags skyld. Det er dejligt og bekræfter mig kun yderligere i, at vi valgte helt rigtigt, da vi valgte lige netop dén skole til Øglen (altså lærerne og stedet. Børnenes navne har ikke rigtig noget at sige i den sammenhæng). Jeg ved godt, at det lige nu "kun" er nulte klasserne, der er der, og at meget kan ændre sig, når resten af skolen er retur fra ferie i dag *indsæt selv passende grimasse*, men lige nu virker det som om, der er et enormt overskud hos personalet. Og så er stedet simpelthen så skønt. Gammelt og slidt, men med sjæl - og så elsker jeg, at der er mulighed for at lave alt lige fra flagstænger i træ til perleplader og tegninger - hvis man da ikke vil spille spil, bygge med LEGO, eller lege og løbe rundt i skolegården (men sådan er SFO'er måske bare. I dunno). De andre børn virker desuden også rigtig søde - og forældrene med. Så jeg er fortrøstningsfuld, hvad angår de næste 10 år *indsæt selv ...* 

Paraglider ved Frederiksdal Søbad

Muuuuh!

De første par dage i denne uge har jeg været i Stockholm på arbejde, så HDD, der normalt hverken henter eller bringer (af logistisk nødvendighed snarere end ond vilje), fik en forsmag på hverdagslogistikken. For ikke nok med, at Varanen skulle afleveres som vanligt - Øglen skulle være på plads kl. 9.30. På skolen, der ligger et godt stykke fra, hvor vi bor lige nu. Det skal nok blive spændende, når den fra på fredag hedder kl. 8 - så har jeg hørt noget om, at vi deler os op.

Men NU har jeg vist også rablet længe nok. Ordene må have ophobet sig ganske uden mit vidende, så måske bloggerfrekvensen skal øges en smule fremadrettet. Det synes jeg i hvert fald kunne være ret så hyggeligt. Håber, der stadig er nogen, der læser med derude bag skærmene - og at I har haft en dejlig sommer.

*Vores spil er med dyrefamilier i stedet for eventyrfamilier, eftersom det var det eneste vores lokale legetøjsbiks havde. Men dyre-versionen fungerer også fint, omend ungerne craver eventyrversionen. Ender jo nok med at bukke under.

Farvel børnehave!

I januar 2013 havde vi ikke boet i DNP ret længe. Vi havde pendlet et par måneder til og fra institutionerne i Kbh, og endelig havde ungerne fået en plads i hhv. børnehave og vuggestue. Det havde kostet store overvejelser og masser af research at finde frem til den rigtige institution, og bekymringen var til at tage og føle på - kunne det nu blive lige så godt, som det vi kom fra?

Nu - 2,5 år senere (eller noget, der minder om 5 minutter) - kan vi konstatere, at ja, det kunne det. Også i dén grad. (Vi udelader lige vuggestue-mellemregningen og en Varan, der blev flyttet - nu er det børnehaven, vi taler om).

I dag har det været Øglens sidste dag i børnehaven. For evigt. Og altid. (Og nutid og datid. Tak til MGP). Ikke om jeg fatter det. Ikke om jeg kan holde det ud. Heller ikke selv om anledningen - sommerferie og skolestart - overhovedet ikke er sørgelig. Men alligevel. Hun bliver så stor. Og det er selvfølgelig heller ikke sørgeligt, det er bare lidt vemodigt.

I går sad jeg og trawlede institutionens billeder af Øglen igennem og gemte dem på computeren for eftertiden, og så faldt jeg over et billede, der var blevet taget af hende, kort efter hun begyndte. Hun var lige fyldt fire og - syntes jeg dengang - kæmpestor. Men det var hun jo slet ikke. Hun var lillebitte. Og nuttet. Og havde mærkeligt hår og runde kinder. Og passede noget af det samme tøj, som Varanen render rundt i nu. NU er hun til gengæld kæmpestor. Vokser, som havde nogen givet hende Substral. Har solbrune kinder, en håndfuld voksentænder, der tilsyneladende også har fået vækstfremmer, og lange, lyse lokker. Elsker at klatre, løbe, gå på armgang (hun er stærk som en okse, mand. En ting hun HELT sikkert ikke har fra mig), tegne, danse, hulahoppe (nogen har erstattet hendes hofter med kuglelejer, mens jeg kiggede væk et øjeblik), fnise og lege - og meget meget mere. Hun er videbegærlig og spørger om alt mellem himmel og jord - og mere endnu - og er generelt bare SÅ klar til at komme i skole.

Pigen med det lange hår klar til at tage i børnehave for sidste gang. Hun havde selv bestilt frisuren, men forestillede sig formentlig, at min eksekvering var noget bedre, end tilfældet var

Det er bare mig, der ikke er klar. Til at forlade de trygge rammer, de velkendte ansigter og det sted, der bød os velkomne med åbne arme, da vi som helt nyslåede forstadsbeboere kom trissende med det dyrebareste vi har. Men det skal nok gå. Det var i hvert fald det, jeg sagde til Øglen i går, da det hen under aften gik op for hende, at i dag var sidste dag sådan for alvor, og hun græd de modiges tårer. (Hun har tilsyneladende arvet sin mors tendens til melodramatik og håndtering af 'så er det sidste gang, at ...') Og så skal jeg huske på, at Varanen fortsætter i børneren lidt endnu. Og i øvrigt skal derover igen allerede på mandag. Så mere sørgeligt er det jo altså heller ikke.

Jeg skal vist generelt tage mig selv lidt i nakken og huske på, at sidste børnehavedag ikke er en sorgens dag. Tværtimod er den begyndelsen på noget nyt og spændende, nemlig en skole, der virker intet mindre end perfekt. Og så kan jeg da i det mindste trøste mig med, at der er 9-10 år til, jeg skal sige farvel til dén institution.

Der var i øvrigt ikke spor af gårsdagens melankoli at spore hos Øglen i morges, da vi satte kursen mod børnehaven (for sidste gang. HULK!) med is i lange baner til stuen og cava, flødeboller, tegninger og et brev til pædagogerne. Og ved afhentningen var hun mere interesseret i at vise mig alle de ting, hun nu skulle have med hjem fra børnehaven, end i at dvæle ved, at hendes plads i garderoben var helt tømt. Hun fik krammet alle sine pædagoger helt flade, og så var hun videre med et nonchalent "Hejhej, god weekend!". Så det er vitterligt bare mutti, der skal tage sig sammen. Det gør jeg hermed. Fraaaa NU af!