Det skulle dog vise sig, at det ikke var helt nemt at få fat i bemeldte gave. Butikken påstod nemlig hårdnakket, at de ikke havde produktet på lager. Selv om det stod på nettet, at det var der. I dén butik. "Har du søgt på [produktet] på Google?", spurgte den purunge medarbejder. "Ja", svarede midaldrende mig. "NÅÅÅHHHH, jamen, så er der DERFOR, vi ikke har den", blev der råbt. "Hvorfor?", spurgte jeg. "Fordi man ALTID får vist en GAMMMMMMEL version af hjemmesiden, når man kommer fra Google", blev der råbt videre. Og da jeg spagt bemærkede, at jeg udmærkede kender til caching og derfor selvfølgelig også havde fremsøgt produktet på selve hjemmesiden (som jeg måtte antage var opdateret og ikke gammmmel), så troede man tilsyneladende ikke på mig. Og man nævnte en del mere om GAMMMMLE hjemmesider. Her kunne jeg godt have givet mig til at diskutere, men jeg havde en meget spændt Øgle ved min side, så jeg droppede det og gik ud for at fremsøge produktet igen, eftersom min netadgang (naturligvis) ikke duede inde i butikken.
Nisseløjer med cornflakes
Udenfor virkede nettet, men hjemmesiden gjorde ikke. Ikke som den havde virket hjemme fra computeren, i hvert fald, og jeg kunne derfor ikke engang finde kategorien længere. Flot. Øglen insisterede på at få lige præcis den udgave af produktet, vi havde set derhjemme og ikke en, der lignede svagt. Det skulle være nøjAGTIGT den. Så jeg måtte ringe til en concept store eller to og fik den nedslående besked, at produktet var udsolgt og ikke kom igen før efter jul. Det var ikke populært hos Øglen, men der var jo ikke så meget at gøre, så jeg lokkede hende med i Netto under påskud af, at vi ville tænke over, hvad vi så skulle gøre. Og så - lige da vi går forbi butikken med den gammmmmle hjemmesides vinduer - råber Øglen pludselig: "Dér, mor! Der er den!" Og sør'me om den famøse kommende gave ikke hang lige dér. På en mannequin. I løbet af nul komma fem var vi inde i butikken igen og beordrede ny ungersvend til at afmontere gaven fra vinduet. Den unge mand med de gamle hjemmesider var der desværre ikke; følte mig ellers helt i hopla til en spydig bemærkning. Men på denne måde bevarede vi den gode stemning, og Øglen betalte med hele sparegrisens indhold og var stolt som en pave hele vejen hjem. Dog kun marginalt mere stolt en mig, tænker jeg, for når ens datter helt frivilligt vælger at bruge 250 kr. af sine egne surt sammensparede penge på en gave, hun synes, er helt perfekt til sin far, tænker jeg, man må have gjort et eller andet rigtigt et sted på vejen.
Nissehulen under en trærod hos Mårfar. Øglen, Varanen og deres to kusiner var nede og se på den i december-aftenens mulm og mørke. En dejlig og hyggelig tradition, som ungerne sluger råt. Ikke mindst, når der ligger lidt slik til dem.
Nå. Men det var de der gaver, vi kom fra. Jeg har som sagt kun købt én gave (til hver af ungerne, så det er strengt taget to, selv om de kommer det samme sted fra) og ved godt, at jeg begynder at få småtravlt lige om lidt. Men ikke om jeg begriber, hvordan det allerede kan være midt i måneden?
Det burde ellers ikke komme bag på mig, for det er ikke som om, det har skortet på julearrangementer i år. Vi kickstartede faktisk julemåneden en hel uge før første søndag i advent til julebag hos Farmor. Dagen før første søndag i advent blev brugt på honningkagebagning, -pyntning og -spisning med ungernes grandfætre, og første søndag i advent blev fejret med juletræstænding i 2100 med julemand (som kom i ladcykel - man er vel på Østerbro) og godteposer og varm kakao med flødeskum på café bagefter.
Den første uge i december eksploderede i juleklip på skolen (hvor man var velkommen til at blive hele dagen, hvis man havde lyst. Og det havde man, men muligheden forelå ligesom ikke, da der var noget så trivielt som arbejde, der skulle passes) og adventsgudstjeneste med fællesspisning i klasserne dagen efter. Og legeaftaler og klippe-klistre-weekend hos Mårfar og og og. Børnehavebarnets Lucia-optog lå ugen efter med tilhørende juleklip, som Mårfar blev lokket med til. Aldrig har den 4-årige set så from ud, som da han kom trissende helt hvidklædt med glimmerbånd i håret, lys i hænderne og englevinger på ryggen.
4-årig arkitekt in spe og IKEAs fine peberkagehus. Til en 30'er, eller noget i den stil. Under alle omstændigheder pænt meget billigere end den (godt nok) økologiske variant, jeg så hos Emmery's i går. Til 129 kr. !!
Hjemme er der egentlig også fuld skrue på julen - vores nisse (som heldigvis er flyttet med fra DNP; ungerne var ellers helt bekymrede en overgang) startede meget ambitiøst ud med julesok, juledril og julebrev hver dag (købt færdigt sidste år, men aldrig brugt), og derudover har jeg hevet den gode gamle Pixi Julekalender frem, men eftersom alle tingene skulle nås inden skole og børnehave, holdt nissen pludselig op med at skrive og driller nu kun sporadisk. Af og til er den også så venlig at lave praktiske ting - i nat samlede den f.eks. den reol, vi skal bruge til Projekt Badeværelse. Den slags dril synes ungerne ikke er helt så sjove, men mutti her synes, det er swell - så fik jeg nemlig samlet reolen OG nisse-'drillet' på en og samme tid. Gaverne i sokkerne kræver til gengæld lidt fantasi, for nogen har ikke lige fået købt - endsige pakket ind - 48 småting og pakket dem smukt og Instagram-venligt ind. Så vi veksler lidt mellem godter og forskellige ting, vi får smuglet med hjem fra spotvarehylderne fra en handletur.
Øglens ønskeseddel til nissen. Jeg dør lidt over, hvor kært børnestavning er. Og hvis nogen skulle være i tvivl, står der 'Himmelstjerne' øverst. Sådan en ønsker hun sig nemlig. "En rigtig stjerne fra himlen, mor. Sådan en, som Mårmor er blevet til". #nåååååårh
Sat op på dén måde kan jeg måske pludselig godt se, hvordan det blev den 16. Og utrolig tæt på den 18., hvor der er dømt ferie for ungerne og dermed også for mig. I dagtimerne, altså. Det er som om, arbejdet ikke helt har fattet, at det er december og dermed den måned på året, hvor der, sammen med juli, er absolut mindst at lave. Men ikke i år, tilsyneladende. Travlheden gør dog, ud over altså at holde mig fra at købe de julegaver, jeg skal give væk, at jeg kan holde de triste tanker lidt på afstand. En undvigemanøvre, der hverken kan eller skal vare for evigt, men lige nu er det egentlig ok. Jeg er dog sikker på, at tristheden nok skal komme igen med renter og renters rente, når ferien rammer og julefreden sænker sig. Men midt i sorgen er jeg sikker på, at vi også kommer til at hygge os. Og også her er det så utroligt livgivende at have børnene omkring sig. De er så meget i nuet, og de har - som altid - fortjent den bedste jul. En jul, som vi i øvrigt tyvstarter i dag med julehalløj i Tivoli. Hvis man ikke kommer i julestemning af det, kommer man det ikke ...
Lidt natur-zen til de dage, hvor julelys og nisser bliver lidt for meget ...