Om dødsforkølelse og den svenske forbindelse

På det seneste er jeg begyndt at leve lidt sundere. Bare lidt. Bevares - jeg spiser stadig for meget slik og kunne sagtens træne mere, end jeg gør, men generelt føler jeg mig ok sund. Jeg har fået mere energi og bedre styr på mit søvnmønster - undtagen når ungerne gør deres bedste for at spolere det ved at lave rullefald i dobbeltsengen midt om natten, eller - som forleden - når Øglen vælger at klappe så hårdt på mig så længe for at høre, hvornår jeg skulle op, at jeg a) drømte, at nogen bankede en stol ind i døren, b) vågnede. Selvfølgelig. Og kunne berette, at klokken kun var 04.45, så jeg måtte godt sove lidt længere ...

Nå, men altså. Generelt synes jeg, det går den rigtige vej med både sundhed, energi og styrke. Og i løbet af vinteren, hvor både ungerne og HDD har været lagt ned af forkølelse, har jeg været en klippe af blomkål eller noget ... og har måske/måske ikke ytret jævnt hellige sætninger som "Jeg tror, det er fordi, jeg vinterbader, at jeg ikke bliver forkølet. Det bider simpelthen ikke på mig" og "Du skulle tage at spise nogle flere grøntsager - det gør, at man ikke bliver forkølet. Overhovedet".

Ja. Så kom vi så til midt i den forgangne uge. Dagen før dagen, hvor jeg skulle gøre mine hoser grønne hos potentiel ny kunde i det svenske. Og hvad sker der?! Jeg vågner op og er snottet. RET snottet, oven i købet. Argh! Men jeg vinterbader jo (altså ikke lige den dag, men i det hele taget) og er den førnævnte klippe af blomkål, så jeg var fortrøstningsfuld og hele dagen blev brugt på damage control med varm te, Panodil Hot (ADR!), varm tøj og morgenkåbe (jeg var virkelig yndig (!)), plagen HDD om at hente ungerne, så jeg slap for at komme for meget ud, og gåen tidligt i seng, så jeg kunne være frisk til charmeoffensiv. 

Jeg mærkede derfor spændt efter, da vækkeuret ringede næste morgen kl. 05.25. Hvordan havde jeg det? Løb næsen? Værkede hovedet? Følte jeg mig 300 år gammel? Og ...

Status var ...

At ...

Wait for it ...

Jeg var ramt af noget, der potentielt kunne udvikle sig til at blive dødsforkølelsen over dem alle i løbet af dagen. Alle mine krumspring havde altså været helt og aldeles forgæves, og alt talte faktisk for, at jeg skulle være blevet hjemme. Men der er jo ikke det, en ipren (dobbelt styrke, oven i købet), et par betalte flybiletter og en god portion overmod ikke kan klare, så da klokken slog 6, kørte jeg til nærliggende station, lod mig transportere til Kastrup og fløj således til Nordens Venedig. Hvor jeg pinligt nok aldrig har været før, men helt sikkert skal hen igen. For ud over den svenske forbindelses hovedkvarter + en restaurant i nærheden var det virkelig begrænset, hvor meget jeg så. Ikke mindst fordi jeg havde så travlt med at pudse næse. Og drømme om en supersonisk jet, der kunne flyve mig lynhurtigt hjem (skete ikke) og kold appelsinjuice (dét skete til gengæld). Men indtil da klarede jeg mødet i fin stil og forstod endda næsten alt det, der blev sagt. Tror jeg da. Hvilket for andre nærmest vil svare til pludselig at kunne forstå swahili - jeg er nemlig i den grad ikke kendt for mine svenskkundskaber. Men det kan måske læres ...

Et helt og aldeles unikt og aldrig-set-før motiv ud af flyrude ... (!)

Jeg havde allieret mig med far-pastillerne over dem alle: Fisherman's Friend, og de hjalp ok til at kamuflere al elendigheden. Desværre hjalp de ikke på propper i ørerne, som jeg stadig har glæden af - dødsforkølelse og flylanding er i høj grad et match made in hell. For ja - den potentielle dødsforkølelse udviklede sig nemlig i fuldt flor på vej hjem i flyveren (undskyld, sidemand et og to) og har sendt mig til tælling i hele tre dage. For en, der sjældent er syg-syg, har det været noget af et slag - ikke mindst, når det har betydet, at jeg har glippet indtil flere deadlines, drinks med Mr. Grey med to af verdens tre sjoveste veninder, og en barnedåb. #&#€//"

Stearin-drypning med ældstebarnet kunne jeg lige svinge mig op til i dag. Trods alt ... 

Ah well - i morgen er der atter en dag, som forhåbentlig bliver mindre forkølet end de foregående. Så må vi bare håbe, at ungernes snøvlerier ikke udvikler sig til mere end lidt nysen, for ellers forudser jeg en snotcirkel, der varer ved herfra og ind i evigheden. Og det er der simpelthen ikke tid til, for der er nogen, der fylder 6 i den kommende uge, og det skal fejres ikke bare en, men hele tre gange. Så deeet ...

Og hermed skål i te fra min plet i sofaen! Må I have en dejlig, forkølelsesfri søndag aften!

Noget om ros og sløje skrivefrekvenser

Jeg skal ikke have ros for min skrivefrekvens. På bloggen, altså. Til gengæld synes jeg, at jeg fortjener lidt ros for alle de ord, jeg har fået griflet ned i arbejdsøjemed, men det er jo et eller andet sted sagen uvedkommende. (Øv også). Og så synes jeg faktisk også, at det er på sin plads at rose mig bare en lille smule for, at der stadig er chokolade i skabet efter vores tur til Berlin. I december! (Hvor vi købte i omegnen af 4 kg RitterSport. Og så meget er der helt klart ikke tilbage. Men alligevel …) Det er godt at rose sig selv, har jeg bestemt – især fordi jeg, som nævnt, ikke har meget at komme efter, når det gælder frekvensen af blogindlæg.

Jeg ved egentlig ikke helt, hvad vi har lavet. Eller – jo, vi har været i Sverige. Nogen stod på ski, mens andre tørt konstaterede ”Dét der – dét skal jeg ikke prøve!” og pure nægtede at spænde et par glidende brædder under fødderne. Godt vi havde husket kælken – og at der var en kælkebakke. Så jeg og den yngste havde en fest på kælkebakken, mens HDD og den snart 6-årige (det skal vi i øvrigt også have snakket mere om – 6 år, mayn!) betvang lifter og pister, og hvad har vi. Det var en kort, hyggelig weekendtur til ødegården, hvor vi – ud over at stå på ski – også nåede at spise en masse slik, bygge 4 snemænd, spille spil og være i legeland, så jeg vil vove at påstå, at vi fik vredet al den hygge ud af weekenden, som den kunne trække.

Skumringssne

Transport af legetøj fra bilen til huset

Vi er desværre ikke velsignede med vinterferie, men havde dog taget i går fri, så vi kunne komme i LEGO World. ”Det er den første dag, det har åbent”, sagde HDD og jeg klogt til hinanden. ”Og selv om det er vinterferie, så er der nok ikke så mange mennesker, hvis vi altså er der lige, når det åbner”.

…

WRONG!

Oh. My. Gawd. Der var mange mennesker. Heldigvis er Bella Center jo pænt stort, hvilket hjalp lidt på det, men når man laver en ligning, der hedder Mange Mennesker + Forbud Mod At Tage Egen Forplejning Med x Verdens Mindst LEAN-optimerede Restaurationsproces, så får man et resultat, der hedder 1 times ventetid på flade sandwich og franske hotdogs. Heldigvis havde jeg husket ja-hatten, men helt ærligt, Bella – det kunne du sq godt have gjort lidt bedre. 

Til en anden gang ville det også have været rart at vide, at ingen af kaffebiksene tog kort. Men lad nu det ligge – ungerne var glade, og det er jo det, der tæller. Personligt synes jeg, at arrangementet var lidt mere tamt, end det har været de seneste år (hvilket ikke har noget med lang kø til de franske hottere eller manglen på kortterminaler at gøre), men igen: Ungerne hyggede sig. Og kom derfra med tre små byggesæt og en pose slik, så alt var godt. Forældrene kom derfra med ringende ører og en træthed, der kunne både måles og vejes, men alt i alt var det en smadderhyggelig dag. På trods af brok.

Hov ja - jeg har også fået nye forsyninger til melkværnen. Rug, spelt, havre, hvede, kamut og enkorn - så skal der eksperimenteres. Først og fremmest med fastelavnsboller, tænker jeg

Nåja – og så har der være fastelavn i børnehaven. Efter at ville være hhv. Spiderman, et jordbær og en pingvin, besluttede Varanen, at han ville være en giraf. Hvilket var pænt nemt, eftersom vi havde kostumet i forvejen. Øglen ville længe være Spiderman, men ombestemte sig i 11. time og ville hellere være leopard. Det viste sig at være forbavsende svært at finde et leopardkostume (til børn. Til voksne var der pænt mange – gennemsigtige – at vælge imellem, og jeg forsøger nu forgæves at u-se nogle af de billeder, jeg faldt over i min googling), så vi endte på et mix af Hvad Garderoben Gemte, og sendte en lille leopard med sorte leggings, leopardsommerkjole, leo-cardigan og et hasteindkøbt sæt med leopardører, -hale og -butterfly(?) af sted. Vi er altså sluppet temmelig billigt, når det gælder fastelavnskostumer i år, men det klager jeg på ingen måde over …

Derudover har vi vist ikke lavet noget. Ud over bare at være og arbejde og hygge og læse og kramme og holde hverdag, når den er bedst. Og se Suits. Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, hvor god den er? Resten af måneden kommer vist til at gå ud på nogenlunde det samme. Inklusive en 6 års fødselsdag. Gisp. Slet ikke så ringe endda, hvis man spørger min indre jyde.

Om udlængsel, maling og februarplaner

Jeg lider pænt meget af udlængsel for tiden. På ’giv mig hvide sandstrande og duvende palmer’-måden. Måske fordi januar efterhånden har varet i noget, der minder om fire måneder, det er koldt og gråt, og hverdagen er sådan pænt meget hverdagsagtigt. Måske fordi jeg ikke har set hvide palmer og duvende sandstrande (... eller noget ...) i evigheder, eller fordi der er så sygt meget på tegnebrættet i øjeblikket (desværre bare ingenting, der omhandler ferie), at det helt tager pusten fra mig. Eller måske det bare er en blanding af det hele.

Hvordan jeg tackler det, spørger I? Jo tak, jeg arbejder. Og maler. Lister. I huset. *Indsæt selv højlydt snorken* Men hjælper det, spørger I videre? Overhovedet ikke, svarer jeg så. Men når man ikke har en krone – og i øvrigt et arbejde, der skal passes – så harmonerer en sviptur til de varme lande bare pænt dårligt. (Og så ikke et ord om, at jeg just har takket nej til en tur til netop de varme lande med alt betalt i arbejdsøjemed. Udlængslen er åbenbart sådan indrettet, at den vil have hele familien med og ikke bare sende mig af sted ganz allein). 

Og så er jeg begyndt at træne. Hvilket faktisk hjælper en lille smule. Dels tænker jeg lidt mindre på de varme lande (og tegnebrættet), dels bliver jeg stærkere. Hvilket jeg har brug for, eftersom min ryg siden december har været helt f*cked (#hejstillesiddendearbejde), og min fys (som jeg i øjeblikket nærmest ser mere end HDD) kan berette, at jeg er mere end almindeligt låst i stort set samtlige muskler i venstre side. Super – så forstår jeg bedre, hvorfor jeg jævnligt får holdt i ryggen og/eller bliver nødt til at sidde virkelig underligt i sofaen, for at det ikke gør ondt i lænden. Men med afspændingsøvelser og vægttræning sammenholdt med mit sporadiske løberi, bliver jeg forhåbentlig så god som ny. Planen for februar er i hvert fald at opbygge lidt styrke i mit slatne korpus ved hjælp af nyindkøbt kettlebell, der måske nok ser lille, rød og nuttet ud, men som er tung som bare f*nden.

Det har ikke været praktisk arbejde det hele, her i weekenden. Vi nåede da også en stille stund med skøn udsigt

Der er flere planer for februar, der rækker ud over arbejdet og alt det, der ellers fylder - almindelige forpligtelser inkluderet. En af dem er bl.a. at blive færdig med at male i det der hus. Rydde op i mit tøjskab, der er propfyldt – desværre bare ikke med tøj, som jeg gider at gå i. Læse nogle flere bøger (gerne andre end de tre knaldromaner, jeg kom til at købe i den lokale genbrugsbiks formedelst 30 kr. forleden). Og tage en smuttur til det svenske, hvor vi krydser fingre for, at der er bare en lille klat sne, så vi kan få spændt et par ski under både egne fødder og reptilernes. Og lege, at vi har vinterferie. Om det så kun er i 10 minutter plus det løse. Og hvem ved - måske frekvensen på blogindlæg også bliver skruet i vejret?! #manhardalovathåbe

Den her udsigt kunne jeg godt leve med ... Nogen, der giver en milliard?

Så februar skal nok få ben at gå på, selv om måneden ikke byder på sol og varme (med mindre den globale opvarmning altså skruer gevaldigt op for charmen). Jeg tror på den, måneden. Den skal nok blive god. Travl, men god. Og lige om lidt kommer ungerne hjem efter en weekend hos Mårmor og Mårfar, hvor de har hygget sig (og vi har været praktiske. Og savnet dem). Hvis dét ikke er den bedste start på februar, så ved jeg da snart ikke, hvad der er.