fredag den 13. februar 2015

Noget om ros og sløje skrivefrekvenser


Jeg skal ikke have ros for min skrivefrekvens. På bloggen, altså. Til gengæld synes jeg, at jeg fortjener lidt ros for alle de ord, jeg har fået griflet ned i arbejdsøjemed, men det er jo et eller andet sted sagen uvedkommende. (Øv også). Og så synes jeg faktisk også, at det er på sin plads at rose mig bare en lille smule for, at der stadig er chokolade i skabet efter vores tur til Berlin. I december! (Hvor vi købte i omegnen af 4 kg RitterSport. Og så meget er der helt klart ikke tilbage. Men alligevel …) Det er godt at rose sig selv, har jeg bestemt – især fordi jeg, som nævnt, ikke har meget at komme efter, når det gælder frekvensen af blogindlæg.

Jeg ved egentlig ikke helt, hvad vi har lavet. Eller – jo, vi har været i Sverige. Nogen stod på ski, mens andre tørt konstaterede ”Dét der – dét skal jeg ikke prøve!” og pure nægtede at spænde et par glidende brædder under fødderne. Godt vi havde husket kælken – og at der var en kælkebakke. Så jeg og den yngste havde en fest på kælkebakken, mens HDD og den snart 6-årige (det skal vi i øvrigt også have snakket mere om – 6 år, mayn!) betvang lifter og pister, og hvad har vi. Det var en kort, hyggelig weekendtur til ødegården, hvor vi – ud over at stå på ski – også nåede at spise en masse slik, bygge 4 snemænd, spille spil og være i legeland, så jeg vil vove at påstå, at vi fik vredet al den hygge ud af weekenden, som den kunne trække.

Skumringssne

Transport af legetøj fra bilen til huset

Vi er desværre ikke velsignede med vinterferie, men havde dog taget i går fri, så vi kunne komme i LEGO World. ”Det er den første dag, det har åbent”, sagde HDD og jeg klogt til hinanden. ”Og selv om det er vinterferie, så er der nok ikke så mange mennesker, hvis vi altså er der lige, når det åbner”.


WRONG!

Oh. My. Gawd. Der var mange mennesker. Heldigvis er Bella Center jo pænt stort, hvilket hjalp lidt på det, men når man laver en ligning, der hedder Mange Mennesker + Forbud Mod At Tage Egen Forplejning Med x Verdens Mindst LEAN-optimerede Restaurationsproces, så får man et resultat, der hedder 1 times ventetid på flade sandwich og franske hotdogs. Heldigvis havde jeg husket ja-hatten, men helt ærligt, Bella – det kunne du sq godt have gjort lidt bedre. 

Til en anden gang ville det også have været rart at vide, at ingen af kaffebiksene tog kort. Men lad nu det ligge – ungerne var glade, og det er jo det, der tæller. Personligt synes jeg, at arrangementet var lidt mere tamt, end det har været de seneste år (hvilket ikke har noget med lang kø til de franske hottere eller manglen på kortterminaler at gøre), men igen: Ungerne hyggede sig. Og kom derfra med tre små byggesæt og en pose slik, så alt var godt. Forældrene kom derfra med ringende ører og en træthed, der kunne både måles og vejes, men alt i alt var det en smadderhyggelig dag. På trods af brok.

Hov ja - jeg har også fået nye forsyninger til melkværnen. Rug, spelt, havre, hvede, kamut og enkorn - så skal der eksperimenteres. Først og fremmest med fastelavnsboller, tænker jeg

Nåja – og så har der være fastelavn i børnehaven. Efter at ville være hhv. Spiderman, et jordbær og en pingvin, besluttede Varanen, at han ville være en giraf. Hvilket var pænt nemt, eftersom vi havde kostumet i forvejen. Øglen ville længe være Spiderman, men ombestemte sig i 11. time og ville hellere være leopard. Det viste sig at være forbavsende svært at finde et leopardkostume (til børn. Til voksne var der pænt mange – gennemsigtige – at vælge imellem, og jeg forsøger nu forgæves at u-se nogle af de billeder, jeg faldt over i min googling), så vi endte på et mix af Hvad Garderoben Gemte, og sendte en lille leopard med sorte leggings, leopardsommerkjole, leo-cardigan og et hasteindkøbt sæt med leopardører, -hale og -butterfly(?) af sted. Vi er altså sluppet temmelig billigt, når det gælder fastelavnskostumer i år, men det klager jeg på ingen måde over …

Derudover har vi vist ikke lavet noget. Ud over bare at være og arbejde og hygge og læse og kramme og holde hverdag, når den er bedst. Og se Suits. Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, hvor god den er? Resten af måneden kommer vist til at gå ud på nogenlunde det samme. Inklusive en 6 års fødselsdag. Gisp. Slet ikke så ringe endda, hvis man spørger min indre jyde.

12 kommentarer:

  1. Suits! Total yndlings. Hvornår kommer 5. sæson mon?!

    Det lyder da som nogle hyggelige uger og dejlig prisbillig fastelavn. Der var også genbrug over hele linjen herhjemme. Jeg klager ikke...

    God weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. 5. sæson? Så mange vidste jeg slet ikke, der var - novicen her er kun midt i første sæson. Men hvis den fortsætter med at være lige så god, er jeg en happy camper :-)

      Elsker fastelavnsgenbrug - særligt, når man tager i betragtning, hvor dyre BR's fastelavnskostumer er. Og når man ikke selv kan sy, er det jo typisk dén vej, pilen peger :-)

      Slet
  2. Det lyder sødt med det leo-kostume. Men hvor var billedet? :-) Ku' godt være man skulle springe på den der 'Suits'. Det er the talk of the town lige nu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg nåede slet ikke at tage nogle ordentlige billeder af min lille store leopard - derfor må læserne også undvære :-) DO it mht. Suits. Den er god - og hovedpersonerne klart værd at kigge på ;-)

      Slet
  3. Skal have luret på den Suits. Alene hovedpersonernes pænhed burde være incitament nok ;)

    SvarSlet
  4. Det tror jeg altså at jeg har sagt! Dejligt at i hygger midt i hverdagen. Jeg stemmer for at du bager fastelavnsboller og jeg snart komme forbi og spiser dem👍

    SvarSlet
    Svar
    1. Jada! Det gør jeg meget gerne. Med friskkværnet mel und alles! Kom snart!

      Slet
  5. Leopard... ohh, jeg mindes med en vis gru, da jeg lovede Miriam at jeg ville lave et leopardkostume til hende, og endte med at sidde foran symaskinen dagen før festen og svole over, mine ringe syevner. Kostumet blev færdigt. Det var ikke pænt og jeg svor at jeg A L D R I G ville kaste mig over noget i sidste øjeblik igen. I år har jeg trumfet igennem at de må bruge noget af det, de allerede havde, så jeg kan medbringe - en Frankiestein fra Monster High (nedarvet), en Klokkeblomst (nedarvet) og en Indianer (eget tøj + hjemmelavet indianerpandebånd fra en fødselsdag). Kan desuden konstatere, at det største hit er makeuppen især muligheden for at låne mine læbestifter - så er tøjet underordnet :-P
    I øvrigt DEJLIGT at læse nyt fra dig på bloggen :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hjemmesyet kostume kommer ikke til at ske herhjemme. Jeg er virkelig en spade til det med symaskiner. Fastelavnsgenbrug holder - og er meget nemmere for moderen :-) Og ja, det med makeuppen er også begyndt at være interessant herhjemme for den ældste - i dag ville hun i hvert fald gerne have både øjenskygge og knaldrød læbestift på, da hun skulle til et (andet) fastelavnsarrangement - nu som piratprinsesse :-)
      (Og tak. Jeg øver mig på at blive bedre til at skrive lidt oftere herinde. Jeg kunne engang - måske kan jeg komme til det igen? :-))

      Slet
  6. Point for at overleve LEGO World. Dobbelt point for at have bare lidt af 4 kg Rittersport tilbage. Store klapsalver for Sverigesturen, de mange arbejdsmæssige-skrevne-ord, fix af hurtige fastelavnskostumer (selvom jeg har svært ved at greje hvordan sådan en giraf er skruet sammen) . Men ... lidt skuffet over at du først nu lærer drengene fra Suits at kende :(

    SvarSlet
    Svar
    1. Giraffen var meganem - vi havde nemlig et fikst og færdigt kostume i forvejen. En form for plysset flyverdragt med girafpletter og girafhoved, et voila! :-)

      Tak for pointene - og helt berettiget, hvis jeg får minuspoint for ikke at have opdaget Suits før nu. Til gengæld forsøger jeg at gøre det godt igen ved at se tre afsnit hver aften, så I'm getting there :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...