tirsdag den 17. marts 2015

Forår og forfald

Er lige kommet hjem fra tandlægen. 2.600 kr. fattigere og med en mund, der ser ud som om, en murer har haft en fest med at lægge bittesmå, hvide mursten ved siden af hinanden derinde. Men desværre glemt at fuge. Og en hovedpine så bragende, at jeg mest af alt har lyst til at gå i seng. Men til gengæld har jeg så også fået plastic (?) bag på fortænderne, som nu tilsyneladende ikke er i fare for at flække og sprække, og hvad de nu ellers angiveligt var FP (før plast). Og sådan noget bliver man jo nødt til at tro på, når tandlægen siger det. For det er jo dem, der ved noget om tænder. Ikke mig. Selv om jeg godt kunne bruge samme beløb på noget, der er pænt meget sjovere end bittesmå stykker plastic, man ikke engang kan se.

Jeg er ikke helt med på, hvornår mine tænder blev 36. Selv er jeg jo kun ... 20. 21, måske. Med en 36-årigs alvidenhed, naturligvis. Men mit mundtøj er åbenbart ved at begå mytteri. Måske man bare skulle få gebis én gang for alle - så behøver man ikke selv at gå med, når tænderne skal ordnes, og man slipper (forhåbentlig) for hovedpinen. (Med mindre den er forårsaget af regningens størrelse, naturligvis. Ikke helt usandsynligt).

Meme hapset her

Indtil videre har jeg modstået sengens lokken. Spist den sidste svenske dobbeltstyrke-Ipren i æsken, bundet to kopper kaffe og svaret på mails, mails og flere mails. Den Svenske Forbindelse har vist sig at være en god og flittig kunde - hvilket er dejligt på sådan cirka alle andre dage end dem, hvor jeg har for 2.600 kr. hovedpine. Men jeg må prøve at skrive den væk. Det er nok sådan cirka lige så effektivt som at prøve at løbe den væk, som min efterskoleforstander altid prædikede. Uanset om der var tale om hovedpine eller skinnebensbetændelse ...

Udenfor er det forår. Eller noget, der minder om, om ikke andet. Græsset er på vej op, og haslerne sætter rakler, som var de betalt for det. (Og jeg er dermed bevæbnet til tænderne - no pun intended - med høfeber-medicin. Allergikerens pris for det fantastiske forår). Det er smukt, og jeg bliver glad i låget af, at solen skinner. Og det kan vi godt lide. Sådan noget glæde er helt ok. Hovedpine og lommesmerter til trods ...

4 kommentarer:

  1. For 2.600 kr hovedpine. Det burde bare ikke være lovligt. Er der nogen at klage til? Sundhedsministeren? Nå. I morgen er der atter ... og bla bla. Hurra for svensk forbindelse. Trods alt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det er crazy dyrt. Til gengæld fik jeg også et mellemrum mellem fortænderne, som jeg ikke har haft, siden jeg var 12. Virkelig god handel, jeg gjorde der (!) Svensk Forbindelse er god. Trods flittighed, mens jeg havde hovedpine. Den er heldigvis væk nu :-)

      Slet
  2. Uh, jeg ville også få hovedpine af det beløb.... Vi havde glædet os til at bruge vores skattepenge lige indtil bilen IKKE gik igennem syn den anden dag.... Det fik jeg altså også en anelse hovedpine af. Havde jo tænk der skulle shoppes for de penge i England når vi skal over til familien i maj....
    Håber din hovedpine har fortaget sig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Urgh! Biler, der ikke går igennem syn, er det ondeste! Det kan jo koste ALT mellem en femmer og mange tusinde kroner. Håber, at den kan repareres uden, I skal sælge jeres førstefødte :-) Hovedpinen er væk, tak - den svenske hestepille hjalp, tror jeg ...

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...