søndag den 10. maj 2015

Chokoladeøjne og ditto blomster

Det er ingen hemmelighed, at mine unger er glade for mad. Den yngste især (det har han muligvis fra sin mor. Ahem). Faktisk har vi voksne længe haft det sjovt med at tale om mad for at vække ham, hvis han fx er faldet i søvn i bilen på vej til Mårmor og Mårfar eller en anden destination, hvor mad er selvskrevet. Hvis vi bare taler lidt overordnet om, hvad vi mon skal have til aftensmad, er der ikke den store reaktion at spore, men så snart man bliver mere specifik a la "Jeg tror, vi skal have burgere. Med en lækker bøf, ketchup og lune sesamboller", så begynder næseborene at vibrere, og inden længe vågner han og siger ting som "Jeg vil ikke have løg på, så!" eller "Det kunne også være lækkert, hvis vi skulle have pasta". Ak ja - man har kun den sjov, man selv laver.

Nå. Det var et sidespring. For ligesom at understreget madglæden. Men det er ikke kun burgere og aftensmad som sådan, der kan vække begejstring hos yngstebarnet. Søde sager - af enhver slags - er også særdeles populære, og kunne han slippe af sted med det, ville han formentlig kun spise slik og chokolade. Og is. (På vej til og fra børnehave ligger der en Paradis-biks, og hver evig eneste dag, spørger den unge mand håbefuldt, om vi skal have en is i dag. Det skal vi stort set aldrig).

Det kom da derfor heller ikke som nogen kæmpeoverraskelse, da vi skulle vælge planter til den netop overstående kombidag i børnehaven - bedsteforældreplantedag - at Varanen valgte en ... chokoladeblomst som sin plante. Jeg kunne bare pakke sammen med mine hortensiaer og syringaer (tror jeg, de hed. VIRkelig fine) - så snart jeg havde sagt ordet "chokoladeblomst", havde den lille slikelsker valgt. Og da han fandt ud af, at blomsterne rent faktisk også dufter af chokolade, ville begejstringen ingen ende tage. Øglen valgte, til sammenligning, en fin, rød havenellike.

Min egen lille chokolade-indianer

Børnehaven var ikke overrasket over valg af plante - de ved om nogen, hvor glad Varanen er for mad i almindelighed og søde sager i særdeleshed - ikke mindst efter et par måneders indianertema, hvor børnene selv måtte vælge indianernavne, og Varanen insisterede på at hedde Chokoladeblinkende Øjne - både fordi hans øjne ligner chokoladeknapper, og fordi "jeg kan så godt lide chokolade, mor". At pædagogerne betvivlede indianernes forhold til chokolade slog ham ikke ud. De andre børn hed noget i stil med Kloge Bjørn, Modige Ulv og Hoppende Fjer (Øglen), men Varanen ville altså gerne hedde noget med chokolade.

Og nu er børnehaven så en chokoladeblomst rigere - plantet af en stolt Varan sammen med Mårmor og Mårfar, der heldigvis havde mulighed for at komme med og hygge om ungerne. Og han proklamerede stolt, at han slet ikke havde spist nogen af blomsterne - muligvis fordi jeg havde nævnt et par gange eller syv, at han ikke skulle spise sin plante. Ikke, at jeg tror, han kunne finde på det, men når det er noget, der dufter af chokolade, ved man aldrig ...

2 kommentarer:

  1. De bedsteforældre/blomsterdage er så hyggelige, jeg har savnet dem, efter Sander skiftede til en børnehave, der ikke kører med det koncept. Nu er han begyndt i SFO, så nu er det vist helt slut med den slags dage sammen med ham.
    Chokoladeblinkende Øjne er et herligt indianernavn :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes også, det er så hyggelig en tradition - er helt trist over, at det var sidste gang for vores (bedsteforældres) vedkommende. Indianernavnet er jeg også helt vild med; og det passer rigtig godt til ham :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...