onsdag den 6. maj 2015

Om små piger og store jakkesæt

For et lille stykke tid siden var jeg til et møde. Ikke, at det i sig selv er så usædvanligt, men det her var et af den slags møder, jeg var blevet inviteret til, fordi der er nogle mennesker (eller - et, om ikke andet), der mener, at jeg har noget relativt fornuftigt at bidrage med inden for den branche, jeg nu engang er i. Så det skulle jeg altså gøre. Sige noget om det, jeg laver. Til andre, der rent faktisk var mødt frivilligt op for at lytte.

Jeg har været med en enkelt gang før, men det er ved at være længe siden, og dengang føltes det en smule mere uformelt. Måske fordi det var en råkold vinteraften, hvor alle havde været på arbejde hele dagen, og det ikke gjorde noget, at man så lidt pjusket ud. Måske fordi det er længe siden, og jeg har glemt, hvordan det var.

Denne gang var det midt på dagen i krystalklart, forårslignende solskin (men tag ikke fejl - det var pivkoldt!), ingen var pjuskede, og alle rådgiverne (som vi vel dybest set er) var iklædt skarpe jakkesæt. Altså lige bortset fra mig. Der både var pjusket (men det er jeg altid, sådan lidt i hvert fald) og ganske jakkesætløs. Desuden var jeg den eneste kvinde, hvilket normalt ikke generer mig, men som jeg stod der uden jakkesæt i en grå leo-kjole og lilla sneakers (det var pænere i praksis, end det umiddelbart kan lyde), følte jeg mig temmelig alene. Og som en ret så lille pige.


I det mindste havde jeg ladet min kasket blive hjemme, men fordi det var så koldt, havde jeg taget både hue og handsker på. Bare indtil vi var kommet indenfor, forstås. Det resulterede i, at et af jakkesættene lavede en Karen Walker (se ovenstående .gif, hvis du ikke aner, hvad jeg taler om) og skulle høre, hvad i al verden der lige skete for dét, og et øjeblik blev jeg helt i tvivl om, hvorvidt overdreven brug af overtøj mon var diskvalificerende for at få lov til at komme ind. Før jeg kom i tanker om, at jeg faktisk var blevet inviteret. Men jeg fik lov til at komme ind. På trods af anstødeligt overtøj. Må huske aldrig mere at bære både hue og handsker i marts, uanset hvor koldt det er, hvis jeg skal mødes med en masse voksne.

For bare få år siden ville jeg ikke ane, hvor jeg skulle gøre af mig selv i en forsamling af lutter voksne mænd i jakkesæt og en påklædning, der tilsyneladende var helt forkert. Gennem årene har jeg imidlertid lært at være helt og aldeles ligeglad med sådan noget, så i stedet for at stresse rundt og bevise mit værd, valgte jeg at sludre med arrangøren og drikke en hulens masse kaffe. Det lykkedes mig oven i købet at sige semikloge ting til de fremmødte, og folk virkede ganske tilfredse.

I pausen skete der så det, der næsten altid sker, når jeg er til arrangementer med 'voksne'. Mænd især. Jeg inspirerer tilsyneladende - alene ved min blotte tilstedeværelse - til en særlig type konversation. Som i virkeligheden mest af alt minder om en monolog. Let patroniserende. Let beskytter-agtig. Denne gang ville jakkesættene høre, hvor længe jeg havde været selvstændig. Hvilket er et helt rimeligt spørgsmål - hvis det altså ikke a l t i d blev efterfulgt af et overrasket blik og et overbærende smil. Vi afveg dog en anelse fra manuskriptet denne gang, da et af jakkesættene ville høre, om det "var sådan en ting, jeg havde valgt at gøre lige efter skolen". Det var helt tydeligt ikke en kompliment, men hvis min mangel på jakkesæt trækker dekader fra min alder, skal jeg ikke klage. Så jeg betragtede det som en sådan, mens jeg forklarede, at det er meeeeget længe siden, jeg gik i skole, så nej, det var ikke tilfældet.

Det overraskede tilsyneladende, men desværre ikke nok til, at monologen ikke fortsatte. Det kan nemlig være fint nok (synes jakkesættene) at forsøge sig med at være selvstændig i min branche (aha), men at jeg ikke må blive alt for skuffet, hvis der går lang tid, før jeg får opbygget mig en kundeportefølje - hvis den da overhovedet kommer (tak for tippet, men jeg har været i gang i 3 år, så I know the drill). Det kan være "heeeelt ok, hvis det ikke kan være anderledes" (det mente de ikke, red.) at forhøre sig hos de små, lokale virksomheder, om de skal have hjælp til kommunikationen (igen: 3 år. Men tak for tippet. Og velsignelsen, i øvrigt), og det er meget vigtigt, at jeg husker at forberede min familie på de lange lange lange perioder, hvor jeg ikke har nogen indtægt. (Med fare for at gentage mig selv: 3 år. Mit arbejde er blevet drøftet med familien, tak).

På det her tidspunkt i enetalen var jeg blevet lidt træt. Havde nået at drikke to kopper kaffe mere. Og nikket høfligt, hver gang jakkesættene havde nævnt, hvor trætte de var af at optræde i medierne. Hvor hårdt det var. Men jeg er fra Jylland, så jeg siger ikke noget. Som regel. Det var først, da et af jakkesættene begyndte med sin "Nu er det ikke for at være fræk, men ... Hvad er det, du kan, som andre ikke kan? For der findes jo en milliard af sådan nogen som dig"-tale (seriøst. Det sagde han), at jeg hev den beskedne hat af. Og fortalte ham - med stemmen dryppende af sukker, naturligvis - at jeg ikke havde brug for nye modeller for min forretning nu, for det går fint, tak. At gode råd var velkomne, såfremt jeg selv bad om dem. Og at mine kunder er en god blanding af både store og små, hvor sidstnævnte i øvrigt er mindst lige så gode kunder som de store. Så dem skal der ikke grines af. Det virkede, og jakkesættet holdt op med at være patroniserende. Og gav mig i stedet sit kort med noget, der lød som en oprigtig opfordring til at give lyd på et tidspunkt, hvis vi skulle sparre. Ha. Tænkte den lille pige i de lilla sneaks.

Normalt er jeg væsentlig mere høflig. Jeg er ret ydmyg omkring det, jeg laver, og jeg er helt klar over, at det sikkert kan gøres anderledes/bedre/mere professionelt/i et jakkesæt. Men som det er nu, fungerer fint for både mig og mine kunder, og det må være det, der tæller. Derfor bliver jeg også en smule ... lad os kalde det pissy ... når nogle - der i øvrigt aldrig har mødt mig og ikke har gjort sig den ulejlighed at spørge ind til, hvordan jeg egentlig driver min forretning - føler det magtpåliggende at give mig gode råd og vejledning. Især fordi vi var inviteret på lige fod til det samme møde. Hvis jeg vil have hjælp, skal jeg nok spørge. Hvilket jeg faktisk gjorde kort efter mødet. I en anden sammenhæng. Her havde en anden selvstændig og jeg en lang snak om nogle ting, der forvirrer mig. Men ham kendte jeg så selvfølgelig også i forvejen. Og han havde hverken jakkesæt eller stakkels lille uvidende pige-attituden på. Måske det hjalp?

12 kommentarer:

  1. 😂😂😂 Gad så godt have været en flue på væggen til det møde 👏 Synes dog at du skylder et billede af dine lilla power-sneaks 😜
    Kh Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe - jeg tjekkede lige, om jeg havde et billede af outfittet, men det havde jeg ikke. Fandt dem i stedet på nettet her: http://sofiessneaks.blogspot.dk/2011/06/adidas-gazelle.html :-)

      Slet
  2. Godt gået! Noget af det, du kan, som de andre ikke kan, er garanteret (udover det rent faglige), at du i dine lilla sneaks har en anden tilgang til at lytte til, hvad kunden har brug for, end de der jakkesæt har. Pyh, hvor ville jeg bare ikke kunne have et job i de kredse, hvor man skal gemme sig bag en jakkesæts-uniform for at passe ind.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi havde i dén grad forskellige tilgang til tingene, ja. Og jeg tænker også, at vi appellerer til hver vores målgruppe - heldigvis for dét! :-) Engang troede jeg faktisk, at jeg skulle have en jakkesæts-karriere, men det blev ikke tilfældet. Hvilket er ret belejligt, for jeg ligner en lille, sur mand, når jeg har jakkesæt på :-)

      Slet
  3. Godt gået:) Lilla er min ynglings farve så vil rigtig gerne se et billede og høre mere om kondierne:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kondierne er en ældre, lilla sag - se her: http://sofiessneaks.blogspot.dk/2011/06/adidas-gazelle.html - men de er stadig rigtig fine. Noget upraktiske, dog, da de ikke egner sig særlig godt til vådt vejr :-)

      Slet
  4. Åh det kender jeg så godt, det der. Jeg er ikke selvstændig, men er i en branche der kan være meget mandsdomineret, jeg er ofte den eneste kvinde til et møde, og ligeså ofte den eneste under 50. Jeg oplever også tit den der "hør nu her, lille ven" attitude, selvom jeg altså har været i mit job i 9 år, og egentlig udviser en stor portion sikkerhed i det. Det sker også tit, at kunder og samarbejdspartnere primært taler henvendt til mine mandlige kollegaer, selvom de udmærket ved at jeg er projektleder på sagen. Og jeg har endda jakkesæt på :-) Det er simpelthen sådan en kedsommelig kliché!
    Godt for dig at du fik markeret:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Gad vide, om det er en os eller dem-ting - om det er os, der ligner nogen, der vil have den type attitude smurt ud over os, eller om det er dem, der er af en bestemt type, som elsker at patronisere? Hmm ... en slags hønen og ægget i jakkesæt ;-) Men det er helt glædeligt at høre, at jeg ikke er den eneste, det går ud over - selv om det jo ikke hjælper dig :-)

      Slet
  5. Sejt, at du kan undvære kompetence-jakken!

    SvarSlet
  6. Haha, nåh ja - kompetencejakken. Den havde jeg helt glemt. Måske jeg bare har kompetencesneakers i stedet? :-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...