fredag den 12. juni 2015

Noget om styrke


Det der med styrke, ikke ... Alt er selvfølgelig relativt, men hvis jeg død og pine skulle sige, om jeg var stærk eller ej, så tror jeg egentlig godt, jeg kan tillade mig at kalde mig selv for nogenlunde stærk. Hvis man lige ser bort fra en periode sidste år, hvor en lettere nedsmeltning gav særdeles uhensigtsmæssige tankemønstre (og Øglens forestående skolestart, ikke at forglemme – jeg regner med at bryde hulkende sammen i en lille, nostalgisk pyt, når klokken ringer ind til aller-allerførste time (selv tak for sang på hjernen)), er jeg ikke så nem at slå ud. Bevares; Jeg har det klart bedst, hvis jeg er på god fod med alle, men er det ikke tilfældet (og det er sådan noget jo sjældent), finder jeg også ud af dét.

Men én ting er at være stærk (eller ”robust”, som min gamle efterskolelærer engang kaldte mig til en lærer-elev-samtale. Ikke det allerbedste ordvalg at bruge over for en genert, selvbevidst og forholdsvis buttet teenager) rent mentalt. Noget helt andet er at være det fysisk. Og dét kan jeg ikke prale af.

Jeg har aldrig været kendt som en, der opsøgte fysiske udfordringer frivilligt. Tværtimod har jeg gennem hele min ungdom (underforstået: Jeg er nu nået ud på den anden side af ungdommen. Ak og ve) skyet det som pesten. Kage – ja tak. Motion – that’s a noooooo! Og selv om jeg i et øjeblik var rimelig flittig til at løbe – marathon und alles – var min ældste venindes reaktion, da hun hørte, at jeg havde løbet et marathon: ”HVAD? MARATHON? DIG?!?!?”, og jeg må formode, at det er sådan alle – eller i hvert fald langt de fleste – ser mig. Inklusive mig selv. Men det er ok. Og har bare overbevist mig om, at devisen 'én gang doven, altid doven' ikke behøver at være korrekt. Efterhånden som jeg bliver ældre, kan jeg dog konstatere, at jeg gerne vil være stærkere – være i form og sund og stærk nok til både at løbe, lege og tumle med mine (tunge) unger. Hvad gør en klog så?

Man skulle mene, at det var ren tortur at skulle bage kage til børnehavens sommerfest, når man ikke selv må smage så meget som et lille bitte hjørne. Men sukkertrangen er faktisk ikke så stor, så det viste sig ikke at være noget problem. Det mest besværlige var faktisk at lade være med at proppe ting i munden pr. refleks, men jeg klarede det. (I øvrigt: Ja. Kagen er lige så fedtet, som den ser ud. Mere, faktisk. Smørcreme er bare noget nas ...)

Jo, altså – først forsøger hun (underforstået: Jeg er den kloge. Ing’?!) selv at træne sig stærkere. Finder nogle småprogrammer på nettet, investerer i en kettlebell og svinger lidt rundt med støbejern i noget, der minder om et nanosekund. Så bliver hun træt af det. Og får i øvrigt også lidt ondt i arme og ben og baller og hvor ved jeg. Så i stedet for at klø på, smider hun sig i sofaen, sætter en dårlig serie på Netflix (lige nus guilty pleasure er Heart of Dixie. Som er ganske og aldeles udmærket, ud fra hvad jeg altså kan høre gennem HDD’s sukken og brokkerier over banalitetsfaktoren) og spiser børnenes Dumle-karameller. Og sådan går der lang tid. Hvor hun sjovt nok ikke bliver stærkere, men til gengæld bliver noget bredere. Overalt. Energi er der heller ikke meget af, så det, der startede som en god idé, ender i virkeligheden i den rene jammerdal.

Sidste weekend fik jeg imidlertid nok. Slut med al den ladhed og laden stå til. Jovist, Dumle-karameller smager fortrinligt (især med en kop kaffe til. Prøv det lige!), men når eftersmagen de fleste gange er besk og mest af alt minder om dårlig samvittighed over for en selv og ens manglende energiniveau, så er det altså ikke dét værd. Ergo gjorde jeg noget – for mig – temmelig drastisk. Som jeg nævnte kort forleden, så tilmeldte jeg mig simpelthen et kost- og træningsforløb. Online, eggå – jeg sparer gerne så meget på tiden som overhovedet muligt. Tre ugers program formedelst en formue, men til gengæld med daglig sparring. Jeg er nu på dag 5 og har hverken rørt sukker eller frugt (eller sødemidler, for den sags skyld), siden jeg begyndte. Lige som jeg har skåret kraftigt ned på kaffen. De to første dage drak jeg ingen kaffe overhovedet. I n g e n. For en, der normalt drikker alt lige fra 3-6 kopper kaffe dagligt, er den bedrift værd at hædre med alt lige fra guldmedaljer til karamelregn)

Pludselig er jeg blevet sådan en, der gør mig i grøn te og kosttilskud og bestiller ting med mærkelige navne på nettet. Og tunge vægte (fandt en kasse med en 16 kg kettlebell i garagen for lidt siden. Vi siger tak til Post Danmark for at levere - er kun let ærgerlig over, at jeg ikke var hjemme, så jeg kunne se posten slæbe den derind). Følte mig umanérligt hellig, da jeg forleden smuttede i Rema og udelukkende købte grøntsager og kød. Ikke så meget som et lillebitte jordbær blev det til. Eller chokolade. Desuden har jeg overlevet 17 timers faste, og for lidt siden var jeg til sommerfest i børneren, hvor der var ca. 25 forskellige kager, der alle forsøgte at overgå hinanden i lækkerhed. Og jeg rørte dem ikke. Jeg må være gået i stykker ...
 
Det vildeste af det hele er, at det ikke er specielt hårdt. Endnu. Eller – jo, jeg er da lidt sulten i det (særligt efter de 17 timers faste), og jeg skal nok nå at blive træt af alle de restriktioner, der er, men jeg savner ikke sukker, brød eller kaffe i samme omfang, som jeg havde regnet med. Endnu. Jeg har heller ikke fået Verdens Ondeste Hovedpine, som jeg som regel plejer at stifte bekendtskab med, når jeg indtager for lidt kaffe, og selv om alle dårligdommene naturligvis kan nå at komme endnu, krydser jeg fingre for, at det ikke sker.

Jeg forventer ikke mirakuløse resultater på de her tre uger, men hvis jeg kunne blive bare lidt stærkere og tabe bare en smule af polstringen, ville det ikke gøre noget. Samtidig håber jeg, at nogle af mine dårlige vaner (Dumle-karamellerne, fx – og slikcravings om aftenen generelt) forsvinder. Det har overrasket mig temmelig meget at finde ud af, hvor meget af mit snackeri, der i virkeligheden er vane snarere end sult. Nu, hvor jeg har en kostplan, jeg skal holde mig stramt til, kan jeg jo ikke liiiige snuppe et stykke frugt hist og en kiks pist. Og sør’me om jeg ikke overlever alligevel. Jeg VAR faktisk nærmest begyndt at tro, at der ville ske mig noget slemt, hvis jeg ikke sad solidt plantet i sofaen hver aften med et eller andet sødt, men indtil videre er der ikke sket andet, end at jeg er gået lidt tidligere i seng med en bog eller et blad og har fået en væsentlig længere – og bedre – nattesøvn. Så hvem ved – måske det her sundhed ikke er af det onde alligevel. Vi får se – jeg har 16 dage endnu til at blive pænt træt af det. Men nu - nu er det weekend, ungerne sover, og noget kunne tyde på, at det er blevet sommer. Alt er godt!

2 kommentarer:

  1. Det sgu meget sejt. Jeg har også lige sat foden ned for snoller i hverdagene. Og fik den ondeste hovedpine onsdag. Men det gik overraskende let med at lade være. Håber også du kommer let igennem de næste mange dag ;) kh Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har sat foden ned over for snoller i hverdagen rundt regnet 345.691 gange, men det er aldrig rigtig lykkedes mig. Før nu - forhåbentlig. Jeg skal åbenbart have en masse penge på spil, før det virker for mig ;-) Kører stadig efter kostplanen og synes det er ok ligetil, selv om jeg sædvanligvis har det ret stramt med restriktioner på den måde. Hovedpinen er ikke kommet endnu her, men jeg har haft den tidligere og husker kun alt for godt, hvor ond den er. Sejt, at du klarede dig igennem!

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...