Hverdagen er en sjov en. Lige så rugbrøds- og
hamsterhjulsagtig den kan være, lige så fantastisk kan den vise sig. I de små
ting som det at have god tid til at gå hjem fra børnehaven, i lange morgener,
højtlæsning, syngende børn, solskin og andre hverdagsting, der er lige til en reklame
for Rynkeby.
Ud i det blå
Og hverdagene er jo, på godt og ondt, dem, der er flest af.
I hvert fald i vores familie. Det er ikke dem alle, der tåler at se dagens lys,
og visse af dem er mere leverpostejsagtige end andre, men jeg tror godt, jeg
tør vove at påstå, at der aldrig går en dag, hvor der ikke er glæde i et eller
andet format. Hvor ungerne får et kys og et kram, hvor vi smiler og griner
sammen, hygge-driller og/eller får en god snak om dette eller hint. Men træerne
vokser jo heller ikke ind i himlen, og alle de små, idylliske lyspunkter er som
regel blandet med lidt tilfældig vrissen, generel træthed, sukken over, hvorfor
det mon var nødvendigt at vælte koppen med vand hele TO gange. På tæppet. Inden
for 3 minutter. Og så fremdeles.
Altså lige bortset fra i går. Som var så tæt på perfekt, som
det kommer. Og det er faktisk meget heldigt, for det var nemlig Øglens første
skoledag – en dag hun forhåbentlig kommer til at huske (for noget godt, altså) i rigtig rigtig lang
tid. Og hvis det ikke er tilfældet, er hermed et blogindlæg til at agere hukommelse for hende ...
Spændt (selv om forældrene muligvis var endnu mere spændte. For "jeg har jo været derovre mange dage i SFO, mor" ...
Den første skoledag varede kun to timer. HDD havde
taget fri, og efter en rolig morgen med hygge og masser af tid til leg,
blev Varanen afleveret i børnehaven. Øglen, HDD og jeg fik en
forfriskning på vejen til skolen, for Øglen havde ondt i maven. Jeg gætter på, at det var
de famøse sommerfugle, der var på spil.
Vel ankommet på skolen tog vi plads sammen med de andre nye
forældre i gymnastiksalen og lyttede til en fin velkomsttale fra rektor og en
sang fra 3.-4.-klasserne, der i dén grad gav mig lyst til at vande høns. Selv
om jeg i virkeligheden ikke er alt for vild med børn, der synger i flok, så var de
bare så søde, og det hele var så højtideligt, og Øglen var helt tryllebundet,
og … *tuuuud* (Jeg holdt mig i skindet. Modsat en del andre mødre, så jeg bagefter. Så kunne jeg jo godt bare have givet los ...)
Bagefter skulle nulte-klasserne ringes ind. Øglens skole er
en gammel en af slagsen med mange fine traditioner, og en af dem er altså, at alle nye
elever skal ringe sig ind på skolen. Og ud igen efter niende. Jeg synes, det er
en rigtig fin tradition, og det var hyggeligt at overvære børnene, der blev kaldt
op ved navn, få klokken til at bimle og bamle på skift. Forældrene fik lov til
at gå med op i klassen for at få nogle informationer (bl.a. om
skolefotografering. I dag. Tal om at blive kastet ud i den dybe ende. Så skulle vi jo huske at udfylde alt muligt), før vi
blev smidt ned i gården. Her kunne vi sludre med de andre forældre, drikke
kaffe, gufle croissanter og udfylde de påkrævede sedler – og sør’me om vi ikke
også nåede at gå en lille tur, få afsluttet et par hængepartier over telefonen og
mærke solen skinne på os – i både bogstavelig og overført betydning.
Tilbage igen fik vi en glad, men træt Øgle i favnen. Hun var helt klar på frokost på Joe & the Juice (hvor vi i parentes bemærket også
var umiddelbart efter hendes besøgsdag på skolen for nogle måneder siden. Så
det er efterhånden også en tradition – om end lidt mere verdslig end den med
klokken) og efter shakes, sandwich og sludren om skoledagen var vi parate til at
hente den søde Varan, som lod
sig lokke med hjem efter løfter om besøg på den lokale badestrand i det
strålende vejr. Af uransagelige årsager har vi ikke været der før, hvilket må siges at være en stor fejl, for den er helt fantastisk!
Det meste får selvfølgelig et positivt skær, når temperaturen
nærmer sig de 25 grader, men selv på en køligere dag ville man ikke kunne komme
uden om, at sandbunden var blød som en barnenumse, og at man kunne gå langt
langt ud, uden at det blev dybt. I looove. Selv Varanen, der normalt er kendt
som Barnet, Der Hader Vand, elskede det. (Lige indtil han snublede i det lave
vand og fik hovedet under. To gange. Men han kom sig heldigvis hurtigt igen). Faktisk
elskede vi det så meget, at vi også har været på stranden i dag. I
mega-blæsevejr. Men det havde også sin charme.
Kom an, hav!
Før Faldene
Efter en times plasken blev det nærmest for varmt at være
der (totalt luksusproblem), så nogen fik en is, og så gik turen hjemad. Eller –
i Netto for mit vedkommende, og da jeg kom hjem med poserne fyldt med
grøntsager (hej sunde livsstil, der skal kompensere for de 1,9 kg slik, jeg kom
til at købe i Arlanda forleden), var ungerne fordybet i mit gamle Fabuland. De
legede, indtil det blev spisetid, og drengene hentede den sushi, Øglen havde efterspurgt forleden og fået bevilget i går. Hvis der er en dag, man skal have sushi, er det på første
skoledag, synes jeg. Øglen og jeg fik 15 minutter i arm foran flimmeren imens,
og da drengene kom hjem, blev sushien fortæret på terrassen i de sidste
solstråler, før det begyndte at blive køligt.
Ingen billeder af sushien. Den blev spist hurtigere, end nogen kunne nå at fotografere ...
Putningen foregik i god ro og orden – og ungerne var oven i
købet enige om, at de hellere ville have én lang bog end to korte. Store sager! Aftenen blev tilbragt i fred og fordragelighed foran flimmeren, hvor HDD og jeg skiftedes til glæde os over, hvor godt dagen gik. Og hvor godt det der skole nok skal blive. Efter vi var færdige med at panikke over, at vi nu er forældre til et skolebarn og dermed for alvor voksne!
Efter sådan en dag ville det
være forventeligt – ja, oven i købet en form for acceptabelt – hvis i dag havde været helt gak, men nu, hvor klokken nærmer sig midnat, er det ikke sket endnu. Så jeg
tillader mig at blive grådig og håbe på, at den perfekte hverdagsstemning fortsætter weekenden med. Og
i hele næste uge. Og – hvis det ikke er for meget forlangt – 10-12 år. Eller endnu længere …