torsdag den 3. december 2015

Noget om at flytte sig

Som den opmærksomme læser vil have opdaget, er Reptilfamilien flyttet. Igen, kan man fristes til at sige, for vi har jo været om ikke vidt omkring, så i hvert fald beboet en del forskellige steder, siden Øglen kom til verden for snart 7 (SYV? Don't get it!) år siden. Vi bliver dog ved med at vende tilbage til hovedstaden, og det er da også her, vi residerer nu - vi er kommet hjem til vores elskede Østerbro, og jeg har ikke fortrudt det et sekund, som jeg også har nævnt i tidligere blogindlæg.

Alligevel var det ikke uden en vis portion spænding, at jeg og afkommet kastede os om bord på Kystlinjen i torsdags lige efter skoletid. Der var dømt en halv fridag til alle parter, fordi vi skulle på besøg i den gamle børnehave i DNP. Lige vel hurtigt efter at være flyttet, mente min indre skeptiker, men det var omvendt også hende, der mente, at der i HVERT fald skulle gå et halvt år, før Øglen besøgte sin gamle børnehave (Varanens nuværende. Forvirrede, anyone?), da vi flyttede nordpå. Det var ikke nogen udpræget god idé, for hun kunne ikke huske en brik (ok. Måske kunne hun huske en enkelt brik, men så heller ikke mere), da vi så endelig arriverede. Måske det i virkeligheden var for min egen skyld, at jeg gerne ville vente så længe - jeg havde mere end almindeligt svært ved at slippe den gamle (nu nye. Det ER lidt forvirrende, kan jeg godt se) børnehave, fordi vi havde været så glad for den. Men anywhoodles, vi skulle på besøg i den gamle børnehave i torsdags. I DNP, altså. Seks uger efter flytning er måske cutting it a bit fine til at komme på besøg - for mig, om ikke andet - men børnene (mest Varanen) havde efterspurgt det gentagne gange, og så måtte vi jo af sted.

Verdens enkleste adventsdekoration. Gavmildt pyntet med fluesvampe og lerkunst af reptilerne

Besøget gik over al forventning til trods for forsinkelser (but of course!) med toget og trætte ben hos de mindste. Måske fordi reptilerne blev modtaget som rockstjerner af både børn og voksne. Der blev hujet og kysset og krammet og leget og råbt og grinet, og hvad ved jeg, og pædagogerne var nærmest helt målløse over, hvor meget postyr et enkelt besøg kunne afstedkomme. Det var skønt at se dem igen - de er utrolig gode mennesker - og vi gik oven i købet derfra med en aftale med en af pædagogerne i lommen (aftalen i lommen. Ikke pædagogen). Han skal passe ungerne om et par uger, og jeg ved nærmest ikke, hvem af dem, der glæder sig mest. (Arj, ok - det gør Øglen. Helt klart. Hun elsker ham og kan næsten ikke vente til en "hel eftermiddag sammen med T, mor! I Den Blå Planet!").

Jeg havde været spændt på, hvordan jeg ville have det med at komme tilbage. Vi har ingen anden tilknytning til DNP nu end børnehaven (og de gamle naboer), så jeg havde egentlig ikke regnet med at skulle tilbage any time soon. Men det skulle jeg så. Og ved I hvad - det var helt okay. På ingen måde vemodigt. Hyggeligt, fordi det efter tre år er blevet velkendt. Men jeg ønskede mig ikke tilbage så meget som ét sekund. En smule nostalgisk blev jeg dog på børnenes vegne, men det var vist min indre parcellist, der var på spil - hende, der synes, at børn skal vokse op i et parcelhus, fordi hun selv har gjort det og derfor kender udkommet. Hun glemmer bare i skyndingen, at børn er forskellige og præget af deres forældre. Lige som hun selv var. (Og så er det vist nok med tredjepersonsomtalen for nu. Føler mig jo helt hensat til midt-halvfemsernes gymnasietid, hvor alle samtaler foregik med en ordlyd a la "Arjmen, zå zagde hende her (personen, der talte, red.) ogszå bare lige ...")

More is more. Honningkagemonster med glimmer og chokolade

Og det var egentlig der, jeg ville hen (langt tilløb much?) - at jeg har flyttet mig. Ikke bare fysisk, men også mentalt. For efter i lang tid at have kæmpet med et konfliktende selvbillede og en forståelse af, hvordan en barndom bør være, er jeg faldet til ro i, at jeg - vi - er sådan nogle, der trives med at være i byen. Stortrives, endda. På de seks uger, vi har været tilbage, har jeg, uden pis (hej til 90'erne endnu engang!), cyklet mere end jeg gjorde på 3 år i DNP. Og jaja - det er da helt klart min egen skyld, men tænk engang; I byen er der steder at cykle hen. Eller. Rettelse: Steder, det giver mening at cykle hen. Der er en masse at kigge på, og en cykeltur på 5 km føles som en lille smuttur. I DNP føltes 5 km som ren tortur, og derfor kan det tælles på en enkelt hånd, hvor tit jeg cyklede SÅ lange stræk. Det er mig en gåde, hvorfor det føles sådan, men det skyldes nok primært, at cykelkulturen bare er større i byen. Det er i hvert fald typisk det, jeg også hører fra venner, der er flyttet uden for byen.

Jeg bevæger mig mere i byen, og selv om det er koldt og mørkt (også indenfor - i hvert fald mørkt. Vi mangler stadig lamper!), har jeg mere energi, end jeg har haft længe. Jeg har lyst til ting igen, og selv om jeg ikke er oppe på fuldt blus endnu - det er som om, de højeste flammer stadig bliver kvalt i sorgen over tabet af min mor - overkommer jeg langt flere ting end tidligere. Jeg er ret overrasket over, hvordan det kan være, men min eneste konklusion er, at jeg har fundet min rette hylde, rent location-wise. Jeg er ikke sikker på, at det er gået op for mig før nu, hvor tungt det var for mig - for os som familie - at bo tre år i forstaden. Som jeg også har nævnt før, så havde jeg et sløjt 2014. Og jeg er godt klar over, at man er ansvarlig for sin egen lykke, og at jeg bare kunne have hevet mig selv op ved hårrødderne, men jeg var fuldstændig drænet. Og set i bagklogskabens klare lys tror jeg, det var fordi, jeg - vi - ikke var det rigtige sted.

Også en form for parcelhus. Eller noget. Ostheimer-krybbe med the usual suspects. Og nej, den står ikke i køleskabet, men på en metalhylde i stuen ...

Dermed på ingen måde være sagt, at parcelhus-livet er forkert. Det var bare ikke det rette for os. Måske ville det have været helt perfekt, hvis vi havde købt hus et andet sted? Det er ikke til at sige, og vi finder heller ikke ud af det, for set i bakspejlet har kompasset hele tiden peget mod København, og det bliver vi simpelthen nødt til at lytte til nu. Og se på, hvor glade ikke bare vi, men også vores børn er. Skolebarnet har det som en fisk i vandet i sin skole, Børnehavebarnet er en feteret og efterspurgt legekammerat i børnehaven, og forældrene - ja, vi trives og har på den korte tid i byen allerede etableret bedre kontakt til en række øvrige forældre, end vi nogensinde gjorde med størstedelen af forældrene i DNP. Bevares - hvis nogen gad give mig et hus i byen, så ville jeg ikke være sen til at takke ja. Men det sker næppe, og som det ser ud lige nu er jeg ikke villig til at bytte parametret 'beliggenhed' for selv den vildeste villa.

Og on that note vil jeg takke af - fra en ret vild villa, faktisk. Varanen og jeg er nemlig tyvstartet på familieweekend hos Mårfar, der bor i et af de smukkeste huse, jeg længe har set. Og når Reptilfamilien nu ikke selv kan finde ud af at eje en villa, så er det da skønt, at vi har rig mulighed for at besøge nogen, der kan! Weekenden byder på julehygge i light-udgave med hele familien. Light, fordi denne første jul uden Mårmor bliver helt forkert, og vi derfor næppe kan svinge os op til den helt store Gertrud Sand-version. Men jul bliver det jo under alle omstændigheder, så mens Mårfar er ude, og Varanen sover, har jeg pyntet op med den velkendte, gamle julepynt fra min barndoms jule. Efter jeg altså havde grædt lidt ned i den og forsøgt at komme overens med, at min mor ikke kommer ned i stuen til mig lige om lidt. Fordi det er sådan, det plejer at være. Også her bliver der på et tidspunkt brug for at flytte sig i forhold til vaner og traditioner, men det kan vente. Først skal vi mindes. Og bage pebernødder. Det er jeg sikker på, hun ville have syntes om ...

12 kommentarer:

  1. Halløj Øglemor!! Det er da fantastisk at havne på sin rette hylde!! Jeg ved PRÆCIS hvad du mener, vi havde jo også den fatale flytning ud af byen (som jeg har været inde på ved tidligere lejlighed), og som varede i nøjagtig 11 mdr. og 3 dage. Og spørg lige om jeg var deprimeret og handlingslammet i den periode.... Så hvor var det godt I kunne tage på tur til den gamle børnehave og så have den helt rigtige følelse med det! Det gir god (jule)fred. Jeg tænker også nogle gange om mine unger mangler noget fordi de bor i lejlighed, men bortset fra Mellemste Pode, som nok i virkeligheden burde bo på en fårefarm i Australien, så er de øvrige poder glade.
    I øvrigt: topkarakter til adventsdekorationen, den er skøn!!
    Take care!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar, søde Mor-monster - og beklager den virkelig lange svartid. Jeg skriver simpelthen så mange ord på jobbet for tiden, at jeg ikke har flere tilbage ved dagens slutning. Så nu prøver jeg en ny strategi - at bruge et par ord på bloggen, FØR jeg kaster mig over arbejdet :-) God dag til dig!

      Slet
  2. Åh altså, jeg er taknemmelig for, at jeg ret hurtigt fandt min 'bolig'-hylde. Som helt sikkert er lejlighed og ikke hus. Ikke engang et lille-bitte rækkehus kunne jeg tænke mig... Det er så til gengæld lidt svært at leve sammen med én, der har drømme om lille have og sommeraftener med grill på plænen. Men altså, tilbage til dig/jer - fantastisk at det lykkes og I nu er glade og tilfredse. Det er vejen frem... selv om den er med stort savn ift. din mor. Håber jeres december bliver skøn. Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, HDD og jeg har også talt om, at det da (trods alt) var godt, at det var os begge, der følte, vi var havnet på den forkerte bolighylde. Vi savner dog begge et lille stykke grønt, så løsningen kunne måske blive et sommerhus. Nu må vi se.

      Slet
  3. Så glad på jeres vejene, at I har fundet den rette hylde. Det betyder såååå meget. Der er da heller ikke noget forkert i at bo i byen. Tro havde jeg ikke fået sclerose var jeg ALDRIG flyttet fra London. Ikke sagt man ikke kan være handikappet i England og London. Det er bare meget mere besværligt og der var en mand og to børn at tage hensyn til. Vi bor nu en provinsby i et lille lejet handikapvenligt hus. Ville hellere bo i byen men sådan blev livet ikke. Nå, nu var det ikke mig det skulle handle om. Håber jeres jul bliver dejlig og I allerede i år opdager nyt I kan tage med jer som traditioner uden din mor. Det er en fin adventskrans I har lavet. Vores består af 4 batterilys og en trækrans i sølv:) Har vist sagt det før men jeg synes det er rart du sådan skriver om dine tanker så ærligt. Go' weekend:o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er sikker på, at der ikke er noget, der hedder 'det forkerte sted at bo' i al almindelighed. Det er bare forskelligt fra person til person, hvor man trives bedst. Synes, det lyder som om, I har fundet en rigtig god løsning, når nu livet ikke ville have, at I blev i London. Var der ikke også noget med, at I er ret tæt på familien nu, eller husker jeg helt galt? Jeg håber også, vi får en dejlig jul til trods for, at der i dén grad mangler nogen. Dejlig jul til jer også!

      Slet
  4. I min familie var det papa der var omdrejningspunkt og limen, og jeg kan huske den første jul uden ham. Vi gik alle lidt forsigtigt rundt om alting fordi der var så mange traditioner forbundet med ham. Men så kastede min søster sig (for sjovt!) på knæene foran juletræet, greb fat i det og knyttede hænderne mod himlen og råbte: HVORFOR? Man skulle nok have været der, men manner det var sjovt og en fantastisk icebreaker og lige i min fars ånd... Ikke at jeg råder dig til at gøre det samme, men. This too shall pass. Håber I får en dejlig jul, selvom den bliver anderledes og ny.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar! Det kunne være, man skulle tage dén løsning til sig - jeg er i hvert fald ret sikker på, at jeg kunne få lyst til det. Vi har valgt at holde en jul i helt andre rammer, end vi plejer, og vi blander både min og HDDs familie i år for første gang i julesammenhænge. Det skal nok blive hyggeligt, trods alt, og jeg håber, at de ændrede forhold kan flytte fokus bare en lille smule.

      Slet
  5. Det er for længe siden, jeg har været forbi din blog, kan jeg se. Du har mistet din mor og I er flyttet. For at starte med det sidste, så kæmpe tillykke med det! Dejligt at I har fundet ud af - og fundet ro i - hvad der er bedst for jer som familie. København har da også mange græsplæner - man er bare nogle flere om at dele dem :)

    Og så det første. Din mor. Det gør mig uendeligt ondt for dig og for jer. Jeg bliver ramt af smerten gennem det, du skriver. Om hvordan hverdagen og højtiderne går videre, men ekkoet fra hende, som burde have været der, runger så højt i det hele.
    Må I finde styrke til at gå på sorgens vej - både de dage, hvor man næsten bliver forskrækket over at føle glæde, og de dage, hvor smerten, vreden og sorgen får alt andet til at føles tomt og ligegyldigt. Et skridt ad gangen, nogle frem og nogle tilbage. Sådan er det på sorgens vej, og det er okay.

    Må I få en jul, hvor juleglæde og julesorg kan mødes uden skam over hverken det ene eller det andet.

    Stort, stort knus
    fra Thilde

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar, sødeste Thilde. Du har helt ret mht. græsplænerne - der er mange om buddet, men til gengæld er der også folk til at slå dem ;-)
      Tak for dine gode ønsker for vores jul. Som nok skal blive hyggelig, omend helt utrolig hård. Der er noget underligt og nærmest naturstridigt i, at livet fortsætter, og højtiderne bare dukker op, som om der intet var hændt. Men sådan er det jo, og det er jo egentlig også godt. Bare virkelig hårdt. God jul til jer også! Knus

      Slet
  6. Det er altid rart at finde den rette hylde. Vi er meget tæt på at skulle flytte til vores nye hus - et stykke fra der hvor vi egentligt troede at vi skulle bo.

    Heldigvis kørte vi en dag en spontan tur rundt og se på alternative steder hvor vi kunne flytte hen, og da vi stod ved den tomme byggegrund føltes alt pludseligt anderledes.

    Børnene fik lov til at komme med og de virkede også helt solgte, så efter at have lavet lidt ekstra research, besluttede vi at rykke teltpælene op og bygge det nye hus i en ny by hvor vi ikke kendte nogen.

    Nu hvor vi er knapt et halvt år længere fremme kender vi en hel del af de lokale som bliver vores nye naboer - det føles stadig helt rigtigt hver dag hvor vi har kørt forbi grunden og fulgt byggeriet, og i næste uge kan vi så begynde at flytte ind.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er sjovt, det der flytte-puslespil. Vi har været forbi en del forskellige boliger efterhånden, men bliver ved med at søge tilbage til København, og så må man jo være tro mod dét. Det lyder nu også som et dejligt sted, I har fundet jer - det er lidt af et sats at flytte til en by, hvor man ikke kender nogen, men det lader til, at I har fundet jer godt til rette. Vi kendte heller ikke et øje i DNP, og det kan tælles på én hånd, hvor mange vi kom til at kende på tre år. Så der er forskel på steder og på de lokales lyst til at lære nye mennesker at kende, tror jeg :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...