onsdag den 21. oktober 2015

Afsked på afsked – og noget om IKEA

Der har været rigtig megen afsked på det sidste. For megen afsked. Jeg havde faktisk ikke rigtig tænkt på det som sådan, før HDD gjorde mig opmærksom på det. Fordi jeg ikke kunne forstå, at jeg er i dårligt humør for tiden. For selv om det er hårdt at miste sin mor, sker der heldigvis også gode ting i mit liv. En længe ventet flytning, for eksempel.

Humøret for tiden: Skyet med regn i horisonten 

Men en flytning er jo også en form for afsked. Med huset, hvor vi har boet i tre år. Hvor vores børn er blevet store. Det er en afsked med Varanens børnehave og de gode voksne, der har passet på ham der i lidt mere end et år. Og derudover det også benhårdt arbejde, der trækker veksler på både følelser og kræfter.

Sat helt firkantet op har jeg i løbet af en måned sagt farvel til min mor, til Varanens børnehave og vores lille fladtagede hus i DNP. Og DNP, i øvrigt. (Hvilket dog ikke var det største offer). Flytningen har selvfølgelig også betydet et goddag til en ny bolig, men når noget er så rodet og fyldt med flyttekasser, som tilfældet er lige nu, er det svært at få sagt ordentligt goddag. Så det rigtige, solide håndtryk har vi til gode endnu.

Flytningen er spændende og har som nævnt været længe undervejs, men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at mønstre den rette mængde energi og entusiasme. Hvad ’den rette mængde’ så end er. Jeg har glædet mig i noget, der minder om halvandet år til at skifte forstad ud med by, men begejstringen er endt med at blive slugt i et afgrundsdybt savn til min mor. Som ramte mig som en mavepuster den første aften i den nye lejlighed, da jeg helt træt efter afsked i børnehaven og orkestrering af flyttelæs i DNP så lejligheden for aller-allerførste gang – fyldt med flyttekasser og rod fra gulv til loft. Min første tanke var, at den var dum. Og mørk (nu var det selvfølgelig også aften, og vi havde ikke nogen lamper). Og at jeg ville skynde mig at putte ungerne, så jeg kunne ringe og brokke mig til min mor, som ville fortælle mig, at det hele nok skulle blive godt. Før erkendelsen af, at det kan jeg ikke, sprang som en lille granat. At det kommer jeg ikke til at kunne. Og at hun ikke kommer til at se lejligheden – hverken som mørk og dum, eller når den er blevet transformeret til vores nye hjem og er blevet lys og indrettet.

Hverken dumt eller mørkt. Overhovedet

Jeg har jo vidst det, siden hun gik bort. At hun ikke ville komme til at se vores nye hjem. Jeg talte endda med hende om det på hospitalet. Men én ting er at vide det i teorien. En anden ting er at stå midt i det og for alvor opleve implikationerne af, at hun a l d r i g kommer til at se vores nye hjem eller mere kan forsikre mig om, at ’det lægger sig til rette’. Aldrig kommer til at dele den begejstring for stedet, som nok skal indfinde sig (og i øvrigt så småt er i gang med at indfinde sig allerede), når indholdet af firs milliarder flyttekasser har fundet nye faste pladser. Og dét slog sgu hårdt lige dér i oktobermørket.

 
Lidt mørkt. Men på ingen måde dumt

I dag titter solen frem. Varanen er i sin nye børnehave for tredje gang og føler sig allerede hjemme. Øglen er i skole og elsker det højere for hver dag. Jeg skal klippes, fordi mit hår er blevet umanérlig underligt. HDD tager tidligt fri efter to 70-timers uger på arbejdet. Og vi skal i IKEA, så vi kan få noget til at flytte indholdet af kasserne over i og på. Så det er ikke slemt det hele. På mange måder kan man endda foranlediges til at sige, at vi er rigtig heldige. Og har det godt. Der mangler bare noget. Og det vil der altid gøre. Altid. Det er længe. Forhåbentlig bliver det nemmere, men lige nu – en måned og en dag, efter min mor døde – er der ingenting, der føles nemt. Heller ikke en tur i IKEA.

fredag den 2. oktober 2015

...


Sidste jul skrev jeg et indlæg på bloggen om, at jeg var blevet voksen sådan for alvor, fordi jeg havde købt en dug og i øvrigt skulle holde jul. Det føltes også ret voksent, men jeg må sige, at jeg slet ikke har anet, hvad det ville sige, at være voksen. Før nu, altså. For nu er min mor blevet syg. Sådan rigtig syg. På ”Vi kan desværre ikke gøre mere”-måden. Det har jeg umanérligt svært ved dels at forstå, dels at acceptere. For der må da altid være noget mere at gøre, tænker jeg. Men nej. Hendes hjerte er træt og pumper ikke nok, hvilket giver væskeophobninger i hele kroppen, nedsat nyrefunktion og en nærmest invaliderende åndenød. I løbet af de sidste fire måneder, har hun været hjemme fra hospitalet i sammenlagt 2-3 uger, men nu er hun så dårlig, at hun skal blive på hospitalet. Vi vidste godt, at indlæggelsen ikke var for sjov – det er det jo sjældent, når man er på hospitalet så længe – men vi har hele tiden tænkt – håbet! – at det bare var et spørgsmål om tid, før de fandt ud af, hvad der var galt med hende, så de kunne fikse det, og vi kunne få hende hjem.
 

Nu ved vi, hvad der er galt med hende. Og det kan ikke fikses. Og derfor kan vi ikke få hende hjem. Som i nogensinde igen. Det er en hård besked at få på en solbeskinnet september-mandag – hvor vejret dog trods alt slog om i mol og det styrtregnede resten af dagen. Fordi det ligesom var mere passende.

Jeg ved godt, at ingen lever evigt, men der burde være en lov om, at ens forældre gør. For hvad skal jeg gøre uden min mor? Hvem skal jeg ringe til, når jeg er glad, ked af det, sur eller slet og ret bare har lyst til at snakke? Hvem skal holde sammen på stumperne af min lillebitte familie, og hvem skal insistere på at holde bage-knase weekend hver eneste december? Og og og. Jeg er fuldstændig lost, og jeg aner ikke, hvordan jeg finder hoved og hale i det hele. Jeg ved bare, at arbejde, første forældremøde i skolen og forestående flytning ryger helt og aldeles ud af prioriteringslisten. Fødselsdagsfejring for den snart 4-årige kan imidlertid ikke slettes; the show must go on, og jeg må holde gode miner til slet spil. Forhåbentlig det kan blive en kærkommen distraktion, til trods for, at Mårmor ikke er med og har bagt brunsvigerkagemanden, som hun plejer. Endnu et punkt til ”Hvem skal nu”-listen.

Jeg holder fast i, at hun er her endnu. Lever og trækker vejret. Om end besværet. Meget besværet. I morgen tager jeg på hospitalet og besøger hende. Måske bliver det sidste gang?

Mor, for fa’n. Det her var jo ikke planen!


------

Ovenstående skrev jeg for helt præcist 17 dage siden. Ikke engang en uge senere gik min mor bort, og i lørdags - en af de hidtil smukkeste septemberdage, og dagen efter min 37 års fødselsdag - blev hun begravet. Til tonerne af salmer, hun selv havde været med til at vælge, og et postludium af Händel, der også blev spillet til mine forældres bryllup for 42 år siden. I en kirke fyldt med blomster og gode mennesker og en prædiken, der sjældent er hørt mere vedkommende. Alting var så perfekt, som det bliver - bortset altså fra, at det var min mor, der lå i kisten. Eller hendes krop gjorde i hvert fald - jeg har nemlig hende selv mistænkt for at have været med i form af den sommerfugl, der majestætisk fløj rundt i kirken under ceremonien, nysgerrigt holdt sig til ved graven og desuden var at finde til mindesamværet bagefter.

Den smukkeste solnedgang over Røsnæs aftenen inden, min mor gik bort

Børnene var med til begravelsen og har begge forstået, at Mårmor ikke kommer tilbage. Men alligevel insisterer Skolebarnet på, at vi stadig skal sige "hjemme hos Mårmor og Mårfar". For som hun så klogt bemærker, så er Mårmor der endnu - i vinden omkring huset, som en stjerne om natten og en fugl om dagen. Det var Mårmor selv, der sagde, hun kom tilbage og se til os som en fugl - hun vidste blot ikke, hvilken fugl det ville blive. Efter i lørdags er jeg tilbøjelig til at tro, det blev en sommerfugl.

Familien har tilbragt meget tid sammen i det stormvejr af følelser, de sidste par uger har budt på. Prærievognene har slået rundkreds, som HDD kærligt siger, og midt i al sorgen har det været en stor glæde og styrke at have hinanden at støtte os til. Stormvejret raser stadig, men vi står i orkanens øje sammen, og det er med til at mildne vinden en smule, omend den stadig suser i både hoved og hjerte. Jeg er sikker på, at den kraftige vind en dag kommer til at føles som en brise, men der er lang vej igen ...

Mor, for fa'n. Det her var ikke planen!

Jeg savner dig.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...