torsdag den 19. november 2015

Nogen er blevet 4


Midt i al sorgen - for efterhånden to måneder siden - var der jo en Varan, der havde fødselsdag. Hvilket han som tidligere nævnt har glædet sig pænt meget til, så det kunne ikke udsættes. Pga. noget miskommunikation med børnehaven blev det imidlertid til, at hans stue skulle hjem til os dagen efter den egentlige fødselsdag, så selve dagen blev fejret af reptil-familien alene – først med morgenbord klokken meget tidligt om morgenen, kager efter eget valg fra bageren på vej hjem fra børnehaven (medaljer og hindbærsnitter. Intet mindre) og middag på hyggelig café i Vedbæk til aften. Efterfulgt af is på ParadIs bagefter – og det var så ca. årets sukkerkvote, der blev brugt dér.

Mørk morgen 

Børnehaven kom og gik onsdag – 19 børn og 2 pædagoger – og alt forløb så fint. HDD havde lavet minions-briller til alle børnene i de lange aftener, hvor jeg ikke var hjemme, og hvor meldingerne fra hospitalet blev værre og værre. Brillerne blev delt ud til de begejstrede børn, der også fik lidt tid til at gå med at spotte minions, som var placeret over hele stuen – sådan er det jo, når man er blevet befalet at holde en minions-fest. Ud over briller havde HDD også købt ind til muffins og boller med pålæg, så jeg bagte tirsdag aften og onsdag morgen. Det blev den lette løsning med færdigblandinger i æsker, men set i bakspejlet fatter jeg faktisk ikke, at jeg fik bagt noget overhovedet – mit hoved var (og er) alle mulige andre steder, og det var også udelukkende udsigten til verdens mest skuffede 4-årige, der gjorde, at jeg ikke aflyste fødselsdagen. Det var jo ikke hans skyld, at Mårmor døde to dage før hans store dag, og at min verden pludselig var gået helt i stykker.

HDD gør klar til kamp - og de hjemmelavede minions-briller ses i forgrunden

Minion!
 
Minions-kager. Med 'banana', naturligvis

Familiefødselsdagen derimod. Den tillod jeg mig om ikke at aflyse, så at udskyde en uge. Kunne ikke rigtig bære at have huset fyldt med gæster dagen efter min mors begravelse – og selv om Varanens forslag om, at vi bare kunne holde festen om aftenen efter begravelsen, fordi ”nu er de der jo alle sammen alligevel”, var udmærket, valgte vi at springe over.

Men med en uges forsinkelse kom the usual familie-suspects til fejring – minus Mårmor altså. Varanen var glad, og jeg måtte knibe et par tårer; dels fordi jeg savnede (og savner!) min mor noget så frygteligt, dels fordi der var noget både fint og frygteligt over, at både gaver og kagemand var orkestreret af Mårmor fra sygesengen. ”Jeg har sagt til far, at han skal sørge for at bestille en kagemand til Varanens fødselsdag”, sagde min mor et par dage, før hun døde. Jeg mente, at jeg godt selv kunne bage – for det skal jo være den helt rigtige brunsviger, spøgte jeg. Hvorefter min far fik en modereret befaling: ”Du skal bestille en kagemand til Varanen, og det SKAL være brunsviger”. Lige som han også blev beordret til dels at købe en lille gave til Øglen – ”for ellers bliver hun skuffet” – dels at dukke op til Varanens fødselsdag, uanset hvad der end skete. ”Han kommer til at mangle sin Mårmor på sin fødselsdag. Han skal ikke også mangle sin Mårfar!”, som hun sagde. Ikke, om jeg fatter, hvordan hun kunne mønstre så stort et overskud over for andre, når hun var så syg, som hun var. Hun sikrede sig også, at jeg havde styr på gave fra dem begge – ”for jeg når jo nok ikke ud og købe noget, og det tror jeg heller ikke, far han gør”, mente hun.

Det slap bageren nu helt hæderligt fra. Points for marcipan. Og remoncen indeni. Omend kagen blev noget tung i det.  

Der var gaver i massevis til Varanen - den famøse træblender fra HDD og jeg sammen med noget superhelte-lego. Et burger-sæt (ligeledes i træ) fra Mårmor og Mårfar. Fodboldtøj og en fodbold fra Farmor. Minion-dims fra Faster Fest. Pixibøger, lege-kasseapparat og en bluse fra Familien på Bryggen. Biler fra Troldemor. Og så videre. Så selv om der lå en dyne af savn over hele selskabet, blev den lille fødselar fejret med manér. Og det endte med at blive en rigtig hyggelig dag, hvor prærievognene rykkede endnu tættere sammen. Lige nu har jeg det faktisk allerbedst med at være så tæt på hele familien som muligt, når nu hverdag, fødselsdag og livet i al almindelighed fortsætter ufortrødent til trods for vores tab.

Efterårsferien kom og gik med jeg og ungerne på en miniferie hos Mårfar, mens HDD knoklede med onde deadlines på jobbet. Og nu er hverdagen i fuld sving igen - med ny bolig, ny børnehave og travlt på job. Mit overskud er ikke det største, men der er trods alt mere af det nu end bare for en måned siden. Jeg kan dog godt mærke, at der sker (og er sket) lige rigeligt i mit liv for tiden - så der er dømt lidt mere skærmtid til ungerne, end jeg normalt ville synes, var acceptabelt. Men desperate times call for desperate measures – er det ikke sådan, man siger? Og ungerne klager bestemt ikke.

torsdag den 12. november 2015

Noget om fridage

Yngstebarnet havde en velfortjent fridag forleden. Velfortjent, fordi det sådan cirka må være lige så hårdt - hvis ikke værre - at begynde i en ny børnehave som at begynde på et nyt job. Han skulle til (sin nye) læge (pænt meget nyt at forholde sig til, når man kun er 4) og have sin 4 års-vaccination, og eftersom det, sidst jeg tjekkede, ikke var helt forsvarligt at sende en 4-årig af sted alene, holdt jeg fri sammen med ham. Og var med hos lægen. Hvor det viste sig, at pragteksemplaret af et barn er 109 cm høj og vejer 21,5 kg. Så tror da pokker, at jeg synes, han er så'n lidt halvtung at slæbe rundt på.

Lægen blev charmet af den søde udgave af Varanen, mens sygeplejersken, der fik lov at forestå selve vaccinationen, fik den temperamentsfulde udgave af ham at føle. Han var blevet advaret om, at det ville gøre lidt ondt, og det var han helt ok med. I teorien, om ikke andet. I praksis var det ganske fascinerende at se, hvor hurtigt et udtryk af først smerte, så vantro og siden harmdirrende vrede passerede hans smukke ansigt. Et splitsekund tog det, før han begyndte at græde hjerteskærende. Og yderst bebrejdende. Lille skat!

Heldigvis gik det hurtigt over, og han lod sig delvist formilde af det faktum, at sygeplejersken havde et Batman-plaster til ham. OG gav ham et ekstra plaster med løver på med hjem i lommen. Ud over det psykedelisk-blå armbånd, han scorede fra gavebøtten. Dog lod han hende med skulende mine og en ordknaphed, der bestemt ikke ligner ham, vide, at han mildest talt ikke var tilfreds med hendes måde at håndtere en nål på.

Ad sti af sted. Godt nok er det her billede ikke lige fra forleden, og godt nok sidder Varanen ikke så tit bag på 'blæsecyklen', som han kalder den, men altså ... Noget af det, jeg er allermest glad for i forhold til at være flyttet tilbage til byen, er, at jeg kan cykle til stort set alting. Yay!  

Resten af fridagen blev tilbragt hjemme i den nye og rodede lejlighed, før vi hentede Skolebarnet tidligt. Lige da hun fik fri, faktisk, hvilket er usædvanlig tidligt for hende. Som regel nægter hun at komme med hjem før kl. 16, men i går morges var hun træt og sprang til med det samme, da jeg foreslog at samle hende op tidligt. Dejligt, når lyst og mulighed falder sammen.

Efter skoleafhentning cyklede vi, tre mand høj, i silende regn i hhv. kassecykel (Varanen. Som sad i helt og aldeles tørvejr og tilsyneladende var så komfortabel, at han faldt i søvn) og ny cykel med gear (Øglen). En ny cykel, der blev udfaldet af en weekendudflugt for et par uger siden, fordi hun var blevet alt for stor til sin gamle cykel. Varanen fik også en cykel og lærte at cykle på den på bare et par dage, men det er en historie til en anden god gang ...

Nå. Silende regn. Fridag. Jo, vi cyklede til Creative Space. Som jeg har hørt en masse godt om og derfor blev nødt til at prøve. Ungerne syntes, det var en glimrende idé og valgte hver deres dims at male på. Jeg sprang malingen over og valgte kaffe i stedet. Så var der også bedre tid til at agere tjenende, malingshentende og penseltørrende ånd, og ungerne kunne koncentrere sig om deres mesterværker. Øglens bliver en julegave til HDD, mens Varanens formentlig går til en af Øglens veninder. Med mindre han ombestemmer sig - det er set før. Ever the gentleman.

Buttede fingre og pastelfarver. Accident waiting to happen ...

Efter maleriet satte jeg egentlig kursen hjemad, men Øglen havde sat næsen op efter kage, så vi tog en detour omkring en café, før vi tog hjem. Elsker at bo i cykelafstand til alting! Resten af eftermiddagen bestod af leg med papkasser (børnene), arbejde (mig. Helt fri kunne jeg altså ikke holde) og rydden op (også mig). Og forsøgen at rede trådene ud i de uendeligt mange skænderier, der kan opstå i og over en papkasse. Ikke, om jeg forstår, hvor børnene har deres temperament fra. Det kan i hvert fald ikke være fra mig. Ahem.

I dag er der så atter en hverdag. Hvor arbejdsbunkerne skal angribes, og børnene er i hhv. skole og børnehave. Og selv om jeg helst vil have dem begge tæt på og være sammen med dem hele tiden, så er jeg så taknemmelig over, at de tilbringer deres dage på steder, de holder af at være, og hvor der er mange, der holder af dem.

Det her er hjem nu. Udsigten over vandet og byens lys. Det er dejligt, men meget anderledes fra villahaven, så der er ikke noget at sige til, at familiens yngste lige skal vænne sig til det.

Varanens begyndelse i den nye gamle børnehave (Øglens gamle) har med pædagogernes ord været 'verdens nemmeste indkøring', og han taler allerede om alle dem, han gerne vil have legeaftaler med. Det gør godt i moderhjertet - og er særligt vigtigt at huske på på en dag som forleden, hvor begge børn på skift savnede DNP og vores forhenværende lille gule hus. Det gør lidt ondt i selvsamme moderhjerte, når de ønsker sig haven og hindbærbuskene tilbage, men samtidig er jeg overbevist om, at det ikke stikker så dybt. Det hele er bare stadig nyt - både for dem og for os - og vi skal alle finde vores ben at stå på her, hvor vi bor nu.

Generelt er der dog konsensus om, at her er godt at være, og jeg kan med stor overbevisning sige, at jeg ikke savner DNP det mindste. Min mor - hele tiden. DNP - så godt som aldrig. Kloge hoveder ville måske mene, at savnet til DNP er der et sted, men bliver overskygget af savnet til min mor. Og det er da meget muligt. Men som det er nu, oplever jeg intet savn til hverken forstadsbyen, huset eller haven. Lad os tales ved omkring det, når det bliver forår og vejr til at være udenfor igen. Så kan det være, at det har ændret sig. Men jeg tillader mig faktisk at tvivle ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...