onsdag den 16. december 2015

Ninja-december

December er kommet snigende sådan helt lydløst. Lynhurtigt har måneden lavet et par cirkelspark og kastet med nogle ninjastjerner, og pludselig er det den 16. Og jeg har købt én gave. Én, blev der sagt. Og så er der styr på Øglens gave til HDD. Sparegrisen blev slagtet i mandags, hvor Øglen og jeg havde en stille og rolig hjemmedag pga. en nat med sløjhed, og det søde, betænksomme barn insisterede på at give sin far en gave. Som vi i fællesskab fandt frem til på nettet. Noget helt specifikt, som vi begav os af sted efter i forbindelse med, at vi alligevel skulle hente Varanen.

Det skulle dog vise sig, at det ikke var helt nemt at få fat i bemeldte gave. Butikken påstod nemlig hårdnakket, at de ikke havde produktet på lager. Selv om det stod på nettet, at det var der. I dén butik. "Har du søgt på [produktet] på Google?", spurgte den purunge medarbejder. "Ja", svarede midaldrende mig. "NÅÅÅHHHH, jamen, så er der DERFOR, vi ikke har den", blev der råbt. "Hvorfor?", spurgte jeg. "Fordi man ALTID får vist en GAMMMMMMEL version af hjemmesiden, når man kommer fra Google", blev der råbt videre. Og da jeg spagt bemærkede, at jeg udmærkede kender til caching og derfor selvfølgelig også havde fremsøgt produktet på selve hjemmesiden (som jeg måtte antage var opdateret og ikke gammmmel), så troede man tilsyneladende ikke på mig. Og man nævnte en del mere om GAMMMMLE hjemmesider. Her kunne jeg godt have givet mig til at diskutere, men jeg havde en meget spændt Øgle ved min side, så jeg droppede det og gik ud for at fremsøge produktet igen, eftersom min netadgang (naturligvis) ikke duede inde i butikken.

Nisseløjer med cornflakes 

Udenfor virkede nettet, men hjemmesiden gjorde ikke. Ikke som den havde virket hjemme fra computeren, i hvert fald, og jeg kunne derfor ikke engang finde kategorien længere. Flot. Øglen insisterede på at få lige præcis den udgave af produktet, vi havde set derhjemme og ikke en, der lignede svagt. Det skulle være nøjAGTIGT den. Så jeg måtte ringe til en concept store eller to og fik den nedslående besked, at produktet var udsolgt og ikke kom igen før efter jul. Det var ikke populært hos Øglen, men der var jo ikke så meget at gøre, så jeg lokkede hende med i Netto under påskud af, at vi ville tænke over, hvad vi så skulle gøre. Og så - lige da vi går forbi butikken med den gammmmmle hjemmesides vinduer - råber Øglen pludselig: "Dér, mor! Der er den!" Og sør'me om den famøse kommende gave ikke hang lige dér. På en mannequin. I løbet af nul komma fem var vi inde i butikken igen og beordrede ny ungersvend til at afmontere gaven fra vinduet. Den unge mand med de gamle hjemmesider var der desværre ikke; følte mig ellers helt i hopla til en spydig bemærkning. Men på denne måde bevarede vi den gode stemning, og Øglen betalte med hele sparegrisens indhold og var stolt som en pave hele vejen hjem. Dog kun marginalt mere stolt en mig, tænker jeg, for når ens datter helt frivilligt vælger at bruge 250 kr. af sine egne surt sammensparede penge på en gave, hun synes, er helt perfekt til sin far, tænker jeg, man må have gjort et eller andet rigtigt et sted på vejen.

Nissehulen under en trærod hos Mårfar. Øglen, Varanen og deres to kusiner var nede og se på den i december-aftenens mulm og mørke. En dejlig og hyggelig tradition, som ungerne sluger råt. Ikke mindst, når der ligger lidt slik til dem. 

Nå. Men det var de der gaver, vi kom fra. Jeg har som sagt kun købt én gave (til hver af ungerne, så det er strengt taget to, selv om de kommer det samme sted fra) og ved godt, at jeg begynder at få småtravlt lige om lidt. Men ikke om jeg begriber, hvordan det allerede kan være midt i måneden?

Det burde ellers ikke komme bag på mig, for det er ikke som om, det har skortet på julearrangementer i år. Vi kickstartede faktisk julemåneden en hel uge før første søndag i advent til julebag hos Farmor. Dagen før første søndag i advent blev brugt på honningkagebagning, -pyntning og -spisning med ungernes grandfætre, og første søndag i advent blev fejret med juletræstænding i 2100 med julemand (som kom i ladcykel - man er vel på Østerbro) og godteposer og varm kakao med flødeskum på café bagefter.

Den første uge i december eksploderede i juleklip på skolen (hvor man var velkommen til at blive hele dagen, hvis man havde lyst. Og det havde man, men muligheden forelå ligesom ikke, da der var noget så trivielt som arbejde, der skulle passes) og adventsgudstjeneste med fællesspisning i klasserne dagen efter. Og legeaftaler og klippe-klistre-weekend hos Mårfar og og og. Børnehavebarnets Lucia-optog lå ugen efter med tilhørende juleklip, som Mårfar blev lokket med til. Aldrig har den 4-årige set så from ud, som da han kom trissende helt hvidklædt med glimmerbånd i håret, lys i hænderne og englevinger på ryggen.

4-årig arkitekt in spe og IKEAs fine peberkagehus. Til en 30'er, eller noget i den stil. Under alle omstændigheder pænt meget billigere end den (godt nok) økologiske variant, jeg så hos Emmery's i går. Til 129 kr. !! 

Hjemme er der egentlig også fuld skrue på julen - vores nisse (som heldigvis er flyttet med fra DNP; ungerne var ellers helt bekymrede en overgang) startede meget ambitiøst ud med julesok, juledril og julebrev hver dag (købt færdigt sidste år, men aldrig brugt), og derudover har jeg hevet den gode gamle Pixi Julekalender frem, men eftersom alle tingene skulle nås inden skole og børnehave, holdt nissen pludselig op med at skrive og driller nu kun sporadisk. Af og til er den også så venlig at lave praktiske ting - i nat samlede den f.eks. den reol, vi skal bruge til Projekt Badeværelse. Den slags dril synes ungerne ikke er helt så sjove, men mutti her synes, det er swell - så fik jeg nemlig samlet reolen OG nisse-'drillet' på en og samme tid. Gaverne i sokkerne kræver til gengæld lidt fantasi, for nogen har ikke lige fået købt - endsige pakket ind - 48 småting og pakket dem smukt og Instagram-venligt ind. Så vi veksler lidt mellem godter og forskellige ting, vi får smuglet med hjem fra spotvarehylderne fra en handletur.

Øglens ønskeseddel til nissen. Jeg dør lidt over, hvor kært børnestavning er. Og hvis nogen skulle være i tvivl, står der 'Himmelstjerne' øverst. Sådan en ønsker hun sig nemlig. "En rigtig stjerne fra himlen, mor. Sådan en, som Mårmor er blevet til". #nåååååårh

Sat op på dén måde kan jeg måske pludselig godt se, hvordan det blev den 16. Og utrolig tæt på den 18., hvor der er dømt ferie for ungerne og dermed også for mig. I dagtimerne, altså. Det er som om, arbejdet ikke helt har fattet, at det er december og dermed den måned på året, hvor der, sammen med juli, er absolut mindst at lave. Men ikke i år, tilsyneladende. Travlheden gør dog, ud over altså at holde mig fra at købe de julegaver, jeg skal give væk, at jeg kan holde de triste tanker lidt på afstand. En undvigemanøvre, der hverken kan eller skal vare for evigt, men lige nu er det egentlig ok. Jeg er dog sikker på, at tristheden nok skal komme igen med renter og renters rente, når ferien rammer og  julefreden sænker sig. Men midt i sorgen er jeg sikker på, at vi også kommer til at hygge os. Og også her er det så utroligt livgivende at have børnene omkring sig. De er så meget i nuet, og de har - som altid - fortjent den bedste jul. En jul, som vi i øvrigt tyvstarter i dag med julehalløj i Tivoli. Hvis man ikke kommer i julestemning af det, kommer man det ikke ...

Lidt natur-zen til de dage, hvor julelys og nisser bliver lidt for meget ...

torsdag den 3. december 2015

Noget om at flytte sig

Som den opmærksomme læser vil have opdaget, er Reptilfamilien flyttet. Igen, kan man fristes til at sige, for vi har jo været om ikke vidt omkring, så i hvert fald beboet en del forskellige steder, siden Øglen kom til verden for snart 7 (SYV? Don't get it!) år siden. Vi bliver dog ved med at vende tilbage til hovedstaden, og det er da også her, vi residerer nu - vi er kommet hjem til vores elskede Østerbro, og jeg har ikke fortrudt det et sekund, som jeg også har nævnt i tidligere blogindlæg.

Alligevel var det ikke uden en vis portion spænding, at jeg og afkommet kastede os om bord på Kystlinjen i torsdags lige efter skoletid. Der var dømt en halv fridag til alle parter, fordi vi skulle på besøg i den gamle børnehave i DNP. Lige vel hurtigt efter at være flyttet, mente min indre skeptiker, men det var omvendt også hende, der mente, at der i HVERT fald skulle gå et halvt år, før Øglen besøgte sin gamle børnehave (Varanens nuværende. Forvirrede, anyone?), da vi flyttede nordpå. Det var ikke nogen udpræget god idé, for hun kunne ikke huske en brik (ok. Måske kunne hun huske en enkelt brik, men så heller ikke mere), da vi så endelig arriverede. Måske det i virkeligheden var for min egen skyld, at jeg gerne ville vente så længe - jeg havde mere end almindeligt svært ved at slippe den gamle (nu nye. Det ER lidt forvirrende, kan jeg godt se) børnehave, fordi vi havde været så glad for den. Men anywhoodles, vi skulle på besøg i den gamle børnehave i torsdags. I DNP, altså. Seks uger efter flytning er måske cutting it a bit fine til at komme på besøg - for mig, om ikke andet - men børnene (mest Varanen) havde efterspurgt det gentagne gange, og så måtte vi jo af sted.

Verdens enkleste adventsdekoration. Gavmildt pyntet med fluesvampe og lerkunst af reptilerne

Besøget gik over al forventning til trods for forsinkelser (but of course!) med toget og trætte ben hos de mindste. Måske fordi reptilerne blev modtaget som rockstjerner af både børn og voksne. Der blev hujet og kysset og krammet og leget og råbt og grinet, og hvad ved jeg, og pædagogerne var nærmest helt målløse over, hvor meget postyr et enkelt besøg kunne afstedkomme. Det var skønt at se dem igen - de er utrolig gode mennesker - og vi gik oven i købet derfra med en aftale med en af pædagogerne i lommen (aftalen i lommen. Ikke pædagogen). Han skal passe ungerne om et par uger, og jeg ved nærmest ikke, hvem af dem, der glæder sig mest. (Arj, ok - det gør Øglen. Helt klart. Hun elsker ham og kan næsten ikke vente til en "hel eftermiddag sammen med T, mor! I Den Blå Planet!").

Jeg havde været spændt på, hvordan jeg ville have det med at komme tilbage. Vi har ingen anden tilknytning til DNP nu end børnehaven (og de gamle naboer), så jeg havde egentlig ikke regnet med at skulle tilbage any time soon. Men det skulle jeg så. Og ved I hvad - det var helt okay. På ingen måde vemodigt. Hyggeligt, fordi det efter tre år er blevet velkendt. Men jeg ønskede mig ikke tilbage så meget som ét sekund. En smule nostalgisk blev jeg dog på børnenes vegne, men det var vist min indre parcellist, der var på spil - hende, der synes, at børn skal vokse op i et parcelhus, fordi hun selv har gjort det og derfor kender udkommet. Hun glemmer bare i skyndingen, at børn er forskellige og præget af deres forældre. Lige som hun selv var. (Og så er det vist nok med tredjepersonsomtalen for nu. Føler mig jo helt hensat til midt-halvfemsernes gymnasietid, hvor alle samtaler foregik med en ordlyd a la "Arjmen, zå zagde hende her (personen, der talte, red.) ogszå bare lige ...")

More is more. Honningkagemonster med glimmer og chokolade

Og det var egentlig der, jeg ville hen (langt tilløb much?) - at jeg har flyttet mig. Ikke bare fysisk, men også mentalt. For efter i lang tid at have kæmpet med et konfliktende selvbillede og en forståelse af, hvordan en barndom bør være, er jeg faldet til ro i, at jeg - vi - er sådan nogle, der trives med at være i byen. Stortrives, endda. På de seks uger, vi har været tilbage, har jeg, uden pis (hej til 90'erne endnu engang!), cyklet mere end jeg gjorde på 3 år i DNP. Og jaja - det er da helt klart min egen skyld, men tænk engang; I byen er der steder at cykle hen. Eller. Rettelse: Steder, det giver mening at cykle hen. Der er en masse at kigge på, og en cykeltur på 5 km føles som en lille smuttur. I DNP føltes 5 km som ren tortur, og derfor kan det tælles på en enkelt hånd, hvor tit jeg cyklede SÅ lange stræk. Det er mig en gåde, hvorfor det føles sådan, men det skyldes nok primært, at cykelkulturen bare er større i byen. Det er i hvert fald typisk det, jeg også hører fra venner, der er flyttet uden for byen.

Jeg bevæger mig mere i byen, og selv om det er koldt og mørkt (også indenfor - i hvert fald mørkt. Vi mangler stadig lamper!), har jeg mere energi, end jeg har haft længe. Jeg har lyst til ting igen, og selv om jeg ikke er oppe på fuldt blus endnu - det er som om, de højeste flammer stadig bliver kvalt i sorgen over tabet af min mor - overkommer jeg langt flere ting end tidligere. Jeg er ret overrasket over, hvordan det kan være, men min eneste konklusion er, at jeg har fundet min rette hylde, rent location-wise. Jeg er ikke sikker på, at det er gået op for mig før nu, hvor tungt det var for mig - for os som familie - at bo tre år i forstaden. Som jeg også har nævnt før, så havde jeg et sløjt 2014. Og jeg er godt klar over, at man er ansvarlig for sin egen lykke, og at jeg bare kunne have hevet mig selv op ved hårrødderne, men jeg var fuldstændig drænet. Og set i bagklogskabens klare lys tror jeg, det var fordi, jeg - vi - ikke var det rigtige sted.

Også en form for parcelhus. Eller noget. Ostheimer-krybbe med the usual suspects. Og nej, den står ikke i køleskabet, men på en metalhylde i stuen ...

Dermed på ingen måde være sagt, at parcelhus-livet er forkert. Det var bare ikke det rette for os. Måske ville det have været helt perfekt, hvis vi havde købt hus et andet sted? Det er ikke til at sige, og vi finder heller ikke ud af det, for set i bakspejlet har kompasset hele tiden peget mod København, og det bliver vi simpelthen nødt til at lytte til nu. Og se på, hvor glade ikke bare vi, men også vores børn er. Skolebarnet har det som en fisk i vandet i sin skole, Børnehavebarnet er en feteret og efterspurgt legekammerat i børnehaven, og forældrene - ja, vi trives og har på den korte tid i byen allerede etableret bedre kontakt til en række øvrige forældre, end vi nogensinde gjorde med størstedelen af forældrene i DNP. Bevares - hvis nogen gad give mig et hus i byen, så ville jeg ikke være sen til at takke ja. Men det sker næppe, og som det ser ud lige nu er jeg ikke villig til at bytte parametret 'beliggenhed' for selv den vildeste villa.

Og on that note vil jeg takke af - fra en ret vild villa, faktisk. Varanen og jeg er nemlig tyvstartet på familieweekend hos Mårfar, der bor i et af de smukkeste huse, jeg længe har set. Og når Reptilfamilien nu ikke selv kan finde ud af at eje en villa, så er det da skønt, at vi har rig mulighed for at besøge nogen, der kan! Weekenden byder på julehygge i light-udgave med hele familien. Light, fordi denne første jul uden Mårmor bliver helt forkert, og vi derfor næppe kan svinge os op til den helt store Gertrud Sand-version. Men jul bliver det jo under alle omstændigheder, så mens Mårfar er ude, og Varanen sover, har jeg pyntet op med den velkendte, gamle julepynt fra min barndoms jule. Efter jeg altså havde grædt lidt ned i den og forsøgt at komme overens med, at min mor ikke kommer ned i stuen til mig lige om lidt. Fordi det er sådan, det plejer at være. Også her bliver der på et tidspunkt brug for at flytte sig i forhold til vaner og traditioner, men det kan vente. Først skal vi mindes. Og bage pebernødder. Det er jeg sikker på, hun ville have syntes om ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...