tirsdag den 5. januar 2016

Hej 2016

Ninja-december stak helt af. Overrumplede mig totalt med både jul og nytår for så at skride i en sky af julepyntsefterladenskaber og gavepapir. Nu skriver vi 2015 2016 (kommer til at skrive forkert mange gange, manner), og erfaringen fortæller, at der ikke er meget ninja over januar. Tværtimod plejer januar at være måneden, der s n e g l e r sig af sted indhyllet i moderigtigt mørkt og koldt, men holder måneden stilen fra i går med høj sol (eller i dag med sne. Yay!), hører I ikke mig klage. Heller ikke selv om mine kinder faldt af på vej på kontoret i morges.

Nogen glædede sig pænt meget til juleaften

Jeg kan skrive meget om juleferien, men jeg gider egentlig ikke. Primært fordi jeg har brugt de fleste af mine ord på snak gennem de sidste par uger, og fordi dem, jeg har tilbage, skal bruges på arbejde. Meget atypisk for januar byder måneden nemlig på psykopache-mange opgaver. Men jeg kan da sige så meget, at vi har hygget os. Og om ikke nået zen-lignende tilstande, så slappet af og nydt at have tid til at sove længe, spise aftensmad i sofaen med diverse animationsfilm som underholdning, tænderklaprende kolde ture på legepladsen, caféture, familiehygge og meget andet godt. Når vi altså ikke har været i IKEA. Det har vi nemlig været ret meget her i ferien. Fordi det der planlægning tilsyneladende ikke er noget, vi gør os i. Ikke om jeg fatter, hvordan HDD og jeg til sammen kan skrabe to projektleder-certifikationer sammen, når vi ikke engang kan skrive en udførlig indkøbsliste til IKEA.

Fra tredje - og sidste - tur til IKEA i juledagene. Ældstebarnet var på besøg hos en veninde, så hun slap

Ret skal dog være ret - mængden af IKEA-besøg skyldes ikke udelukkende dårlige planlægningsevner, de var også udslag af hhv. spontane indfald og vredesudbrud over vanvittigt rod i lejligheden. Som ikke kun bestod af julegaver. Når man flytter fra hus med virkelig rummelig garage OG bryggers, man bare kunne lukke døren ud til, når rodet blev for meget, så er det virkelig en prøvelse på skrammelfronten at flytte til splinternyt byggeri, der end ikke har en bagtrappe. Arkitekterne må have tænkt "Nøjjj, det bliver pænt, det her" snarere end "HER skal de stille alt deres l*rt", da de slog deres fine streger på tegnestuen. Eller også har de bare ikke kalkuleret med, at vi er nogle, der tilsyneladende stadig ikke har fattet konceptet 'less is more'. Hvad jeg ikke har af gamle dagbøger, nostalgi-ting og -tøj, "DET her skal vi bruge, når/hvis vi engang får et sommerhus"-ting og andre memorabilia, er ikke værd at have (og det er så dét, der fylder hele vores lillebitte kælderrum). Heller ikke selv om vi har smidt virkelig meget ud og givet mindst lige så meget væk. Men så er det jo godt, at IKEA er leveringsdygtig i fine opbevaringsløsninger. Både første, anden og tredje gang man besøger etablissementet på 12 dage ...

Et meget lille udsnit af uendeligt meget rod. Deraf behovet for de mange IKEA-ture 

Juleaften både kom og gik og glimrede ved sit høje hyggeniveau. Personligt var det ikke selve juleaften, jeg havde frygtet i forhold til at mangle min mor - det var mere december som helhed, jeg vidste ville blive hård. Det blev den også, men heldigvis på en måde, så det har været til at være i. Til trods for andre menneskers høje forventninger til mig har jeg stjålet mig tid til bare at være og at dvæle ved tanker og minder. Og lovet mig selv, at jeg her i 2016 skal være bedre til at tage mig af mig selv. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil svælge i mit savn, men fordi efteråret (ud over dødsfald, flytning, læssevis af arbejde og falden til i et nyt, gammelt område) er gået med at prøve at være en masse for andre (som ikke er mine børn). Hvilket har været nødvendigt, men nu er det så også nødvendigt, at jeg passer på mig selv.

Selv om vi ikke holdt jul derhjemme, fik vi et lille juletræ. Rødgran leveret til døren af Farmor og hendes mand - direkte fra ødegården i Sverige, hvor de selv har plantet det for år tilbage

Børnene fik en masse dejlige gaver til jul, og de er alle blevet brugt meget - måske lige med undtagelse af den gave, de begge ønskede sig allermest: rullesko! Særligt den ældste havde vist ikke kalkuleret med, at det at ønske sig - og få! - de eftertragtede rullesko ikke var ensbetydende med også at få en fiks og færdig balance og yndefuldhed på de 2 (4) hjul. Det har betydet skrabede knæ og frustrerede miner. Og en holdning fra den ældste om, at jeg var den mest nederen i hele verden, fordi jeg heppede optimistisk og citerede Pippi Langstrømpe (måske en oktav eller to for højt. Og et par gange for meget) med hendes "Det her har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg garanteret godt finde ud af". Yngstebarnet tager heldigvis ikke rulleriet (eller mangel på samme) så højtideligt. Han er fint tilfreds med, at skoene, som i øvrigt både lyser og blinker (men til hans store skuffelse - og til forældrenes usigelige lettelse - ikke også synger), fint kan bruges uden hjul under også. Vi skal vist ud og øve væsentligt mere, når vejret bliver lidt mildere ...

LEGO-gaver var der også en del af under træet, og det var som altid et hit. Traditionen tro er det HDD, som har haft samletjansen med ungerne på skift, og jeg ved snart ikke, hvem der hygger sig mest. Projekt Saml Ungernes Milliard Sæt LEGO Igen Fordi Det Er Gået Fra Hinanden Under Flytningen har HDD også klaret - med en smule brok bare for syns skyld, men jeg har luret ham; han syntes, det var megahyggeligt. LEGO rawks!

Også den fineste brandbil, som ungerne fik Lillejuleaften af den temmelig gavmilde nisse (i dette tilfælde Jollyroom.dk, der havde sponsoreret i forbindelse med en giveaway på Instagram) viste sig populær. Også selv om de vel strengt taget er en smule for gamle til den - der er blevet leget brandmand mere en 10 gange efterhånden, tror jeg. Og spurgt efter de plasticbrandhjelme, de aldrig tidligere har brugt, ca. samme antal gange. Jeg har endnu ikke fortalt dem, at de altså røg ud i forbindelse med flytningen ...

Brandbilen i al sin pænhed 

Og se nu! Jeg har allerede skrevet meget mere, end det var meningen. Jeg ville jo spare på ordene. Men på den anden side så er det også bare så hyggeligt at være tilbage igen. Der er alt for langt mellem indlæggene herinde for tiden. Måske jeg skulle arbejde på at få frekvensen op i 2016?

18 kommentarer:

  1. Godt nytår! Vi har et par sko, der kan synge (eller vel ret beset spille). De er sorte med glimmer. Og de var et kæmpe hit for vores ældste for et par år siden lige indtil den dag i børnehaveklassen, hvor de ikke ville tie stille! Efter sigende en meget traumatisk oplevelse for den stakkels pige.

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh no - der FINDES rent faktisk sko, der kan spille/synge? Kan de også rulle? For så må Varanen aldrig se dem. Kunne ikke lade være med at grine af de højtspillende sko i skolen - selv om jeg formentlig ikke ville have syntes, det var sjovt, hvis det var mig selv, det var overgået :-)

      Slet
  2. Godt nytår til jer! OG dejligt du er tilbage - og hvor er jeg glad for at du vil passe på dig selv det er vigtigt (taler af erfaring, desværre)
    Sjovt - vores storemus er også ret utilfreds med at der ikke følger en jeg kan stå på rulleskøjter-knap med rulleskøjterne - men at det er hårdt arbejde at øve (og falde)... Og så synes jeg jo at syngende-blinke-rulle-sko må være det nye salgs-hit i 2016 :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, hvad er det for noget - skal man nu også ØVE sig i at bruge de gaver, man får. For dårligt, altså :-) Synge-blinke-rullesko er måske nok ethvert barns drøm, men til gengæld enhver voksens mareridt :-)

      Slet
  3. Godt nytår. Jeg havde helt glemt hvor 'sjovt' det er at flytte, til jeg så dine billeder. Håber i snart kommer helt på plads - med eller uden nyt IKEA besøg ;-) kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er VILDT sjovt at flytte (!) HVer gang vi gør det, sværger jeg, at jeg aldrig vil samle noget fra IKEA igen. Og hver gang tager det overhånd alligevel. Nu håber jeg imidlertid ikke, at vi skal flytte mere i den næste meeeeget lange tid!

      Slet
  4. Vores unger ønskede sig brændende Heelys til jul men det fik de ikke. De tog det nu pænt nok, fik så meget andet:) Og de har begge inliners så jeg sagde, at de er jo bedre.... Det er det ikke ved jeg godt men come on....
    Godt at høre I har haft en dejlig jul. Ikea rocks og man kan sagtens komme tit:) Især når man kan få en pølse med brød for en femmer:o) Var i Ikea i går og lige sådan en gang fik jeg selv:)Godt Nytår:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var netop Heelys, vores fik. Havde fået dem anbefalet, og da jeg ved next to nothing om rullesko, hoppede jeg med på bølgen. Øglen har inliners, men bruger dem ikke (formentlig fordi hun heller ikke kan holde balancen på dem ;-)), men jeg håber, at der er mere brugsværdi i rulleskoene. Pølse med brød til en femmer var et hit hos Varanen. Og skræmmende billigt!

      Slet
  5. Bare rolig - LIGE pludselig har de udregnet den der balance ting og så har de styr på de rullesko ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det håber jeg virkelig. Gerne inden vi skal stå model til alt for mange flere frustrerede vredesudbrud :-)

      Slet
  6. Jeg kan se, at I bruger samme model juletræ som os. Vi holder heller ikke jul hjemme, men har fundet ud af, at det er ret hyggeligt at have et stående i december. Vi købte et i en potte og håber på, at det kan overleve ude i haven, så det kan genbruges til næste år.
    Og ja, hvad sker der lige med mængden af arbejdsopgaver, der bliver lagt på "stakkels" (læs: heldige) selvstændige allerede her i januar? Hvis det bliver ved, skal jeg da vist have et nyt tastatur på den bærbare ... som enten er i for dårlig kvalitet eller også viser det bare, hvor meget jeg arbejder, når bogstaverne blev slidt af allerede efter få måneders brug.
    Hey, så meget skulle jeg jo slet ikke skrive, men nu har du fået nogle ord af mig - jeg ville egentlig bare ønske godt nytår. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er smart med et genbrugsjuletræ! Det her er dog et snyde-pottetræ - havde nemlig ingen juletræsfod og fandt så ud af, at jeg bare kunne sætte det i spænd i en potte i stedet. Det fældede dog så meget til sidst, at det ikke kan bruges til andet en affald nu. Fedt, at det kører for dig som selvstændig. Husk, at du kan trække det nye tastatur fra ;-) Godt nytår til dig også!

      Slet
  7. Kære Øglemor!
    Jeg tror faktisk, at din rodebutik overgår min... Men du er undskyldt fordi du lige er flyttet! Og ved du hvad? Det løser sig alt det med pladsmanglen, der finder sin plads, alt ens l*rt... Og med tre ture i IKEA, så SKAL du passe på dig selv i 2016! Ordre! :-). Det ser ud som om I havde en SKØN jul, hvor er han fin den lille mand!
    Rigtig godt nytår til dig fra mig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Min rodebutik er blevet bedre, men der står stadig et bjerg af skrammel i stuen og afventer, at viceværten forbarmer sig og tildeler os et ekstra kælderrum. Suk. Godt nytår til dig også!

      Slet
  8. Glædelig bagjul og godt nytår.
    December fløj også forbi her i huset...
    Men dejlig afslapning og uden stress (for én gangs skyld) efter Størstemusens fødselsdag var overstået d. 16.
    Mine unger kom først i tanke om, at de da også ønskede sig rulleskøjter og Ipads EFTER juleaften...
    Januarudsalget er pludselig eftertragtet ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh ja, januarudsalg! Så mange fristelser over det hele - godt, jeg får for travlt til at gå i alt for mange butikker ... Hos os er iPads faldet i kurs, efter der er kommet Disney Infinity inden for dørene. Det går de riiimelig meget op i. Må se, om dét måske kunne være på udsalg ...

      Slet
  9. Godt nytår Øglemor. Og tak for indlægget. Så hyggeligt at være med jer i IKEA, dufte grantræet fra ødegården, blive hektisk-agtig stresset over dine mange arbejdsopgaver og blive nååååååååårh over billederne af Varanen. Dejligt!
    Banditterne købte rullesko i sommer. Kører dog kun indendørs, da vi bor på en grusvej (herovre i det mørke Jydeland). Kan se at de er ret populære nu - så populære at vi aftes på intra, kunne læse at de nu forbyder rullesko indendørs på skolen (mine banditter har naturligvis aldrig haft deres med i skole, men altså mest fordi moren synes de er for dyre til at smutte i sandkassen og des lige). Men nu har jeg en bedre undskyldning! God fornøjelse med jeres - med og uden hjul ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt nytår, Liv. Og selv tak! :-) På Øglens skole må de slet ikke bruge rullesko - hverken ude eller inde. Kun til legetøjsdag én gang om måneden. Easy peasy - og så slipper vi forhåbentlig også for, at de kommer med i sandkassen. Varanen er det straks anderledes med, men igen - han er jo ok med, at de ikke har hjul på ... :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...