torsdag den 25. februar 2016

7 år, Niller!

Som nævnt forleden, fyldte Øglen 7 år i går. Nu er hun definitivt sprunget ud af boksen med mærkaten "små børn" og er i fuld sving med at finde sin egen identitet, og mutti her skal til at fatte, at ting som at blive hjemme med mor, lægge puslespil og forsøg på at bilde hende noget ind på ingen måde længere har samme appel som tidligere. Snøft.

Fødselaren blev vækket med sang og flag, og selv om der sædvanligvis er lidende lyde og gnavne ansigtsudtryk, når hun bliver vækket, var der i går verdens største, allermest forventningsfulde smil. Et af den slags, der går direkte i morhjertet og med det samme bliver omdannet til et kerneminde af den slags fra Inderst Inde. Awwww.

Fra smilet blev tændt til kroppen fulgte trop og kastede sig ud af køjesengen og galopperede ind i spisestuen, gik der vel rundt regnet et nanosekund. Heldigvis gav ballonerne, stearinlysene og alle gaverne ikke anledning til, at smilet falmede, og både Lego Ninjago, Star Wars-figurer og Zhu-Zhu pets blev modtaget med stor begejstring.Vi spiste morgenmad, lavede madpakker og hyggede i al almindelighed, men kl. 7.40 blev festlighederne sat på pause, for nogen skulle jo i skole. Sammen med en hel pose flødeboller (som moderen vel og mærke måtte haste ud efter tirsdag aften kl. 21, fordi jeg ikke lige havde tænkt over, at den 7-årige gerne ville dele noget ud i klassen. Jeg havde bare tænkt, at det måtte være fint, nu hvor pigerne skulle med hjem til fest, men det får drengene jo selvfølgelig ikke noget ud af, vel mor?, som Øglen spurgte kl. 20.45, da hun helt spændt lå og roterede i sin seng som en grillkylling. Ak ja - som skolebarnsforælder lærer man hele tiden. Forhåbentlig husker jeg det til næste gang ...)

Morgenopstillingen - naturligvis med det fødselsdagstog, som Øglen fik af sin onkel og tante, da hun var helt og aldeles nyfødt. Og som hun nu er vokset ud af i den forstand, at der kun er tal op til 6. Heldigvis var der syv dyr, så dem fik hun. Uden tal.

Formiddagen blev brugt på at jonglere hhv. arbejde, oppyntning og fremstilling af muffins og boller, og kl. 13 drog Verdens Bedste Nabo og jeg af sted mod skolen, mens HDD nys hjemkommet efter halv arbejdsdag snittede frugt og grøntsager til den store guldmedalje. En time senere kom vi retur med 12 styks unge damer i alderen 6-7 år, der alle havde opført sig ganske upåklageligt i gårækken. Øglen førte an med bedsteveninden i hånden, VBN gik lige bagved med en af pigerne, og jeg dannede bagtrop med en ked lille pige, der savnede sin mor. Det lykkedes os at få alle børnene med ind i S-toget og de samme børn med af igen, så det var en udmærket start på fødselsdagsfesten. I hvert fald bedre, end hvis en enkelt ville undslippe, så jeg skulle forklare et sæt forældre, hvorfor deres datter sad på endestationen i Farum i stedet for at spise kage hjemme hos os.

Vel hjemme igen gik pigerne i gang med at lege og fordele sig over hele lejligheden (inklusive brusekabinen i et af badeværelserne, der blev udstyret med tæpper og bamser). De første tre kvarter blev der leget løs, afbrudt af boller med syltetøj og gaveudpakning (efter vældig demokratisk afstemning i klassen er forældrene i 0.A blevet enige om, at klassens fødselarer får én gave fra hele klassen til en værdi af 200-250 kr. i stedet for en zilliard mindre ting. Det betyder, at hende, der havde fødselsdag i tirsdags, sørgede for at købe gave til Øglen, som så igen (med temmelig stor hjælp fra vores side) sørgede for at købe til ham, der har fødselsdag i dag. Og ja - de ligger tæt lige nu, de fødselsdage. Men som hyggelig lille sidehistorie kan jeg da lige nævne, at ham, der har fødselsdag i dag, ham mødte vi på barselsgangen for 7 år siden. Hans forældre og vi har fælles bekendte, så de slog lige to fluer med ét smæk, da vi sådan lå der og barslede den). 

Øglen fik en malebog med klokkeblomst, fem pakker Champions League-fodboldkort og - la pièce de résistance: et badehåndklæde med F.C. Barcelona. Nogle gange spekulerer jeg lidt på, om hun ER mit barn ... Pigen, der havde sørget for gaven, så helt opgivende ud og udbrød noget i stil med "Jeg forstår det ikke helt. Men hun havde jo ønsket sig det?". Og sådan har jeg det også lidt. Selv om det var mig selv, der havde overleveret ønskerne i sin tid. Børn er mærkelige.

Fødselsdagsbordet, inden mad-rykindet. Der har dog været gang i farverne allerede

Vi havde ikke planlagt så mange lege, men i stedet havde vi beklædt bordet med papirdug og været gavmilde med farvekridtene. Det gjorde vi til mine egne børnefødselsdage i fordums tid, og det var altid et hit. Det er det også i 2016, kan jeg afsløre. Derudover lavede vi fiskedam med slikposer - og enkelte snydeposer med løg, peberfrugt eller gulerødder i. De uheldige, der fiskede en snydepose, skulle stille sig op bag i køen og håbe på bedre held næste gang. Det var knald eller fald i forhold til, om det blev modtaget med skrig og skrål, men de kunne heldigvis godt klare mosten og syntes, det var SÅ sjovt at fiske snydeposerne op. Phew.

Her kunne det have været tjekket, hvis jeg havde haft et billede af fiskedammen in action, men jeg havde for travlt med at agere fisker til overhovedet at huske at tage billeder. Så I må nøjes med et billede af dugen, som den så ud, efter horderne havde forladt bordet 

16.30 var alle mand trætte, men en omgang ansigtsmaling kan gøre underværker (og skabe mildt kaos). Så da forældrene rykkede ind for at hente deres poder, fandt de glade, ivrige børn, der dels blev malet af mig, dels af hinanden, og de fleste erkendte, at det ville være en tabt sag at tvinge børnene med, så de blev til en kop kaffe.

Vi har ikke gjort os så meget i forældrearrangementer i klassen endnu, så det var enormt hyggeligt, at folk blev hængende, så vi lige kunne sludre. De fleste var også temmelig nysgerrige efter at se lejligheden - det er vist meget typisk, når det er helt nyt byggeri i en helt ny bydel. Kl. 18 var alle mand ude af døren igen, og bortset fra en major Øgle-nedsmeltning over noget med Varanen og en iPad, der resulterede i en metalkande kastet fra en meters højde (don't ask) kombineret med et raserianfald, der får ham den lille røde med ild i håret fra Inderst Inde til at virke blid til sammenligning, gik alt omtrent 400 gange bedre end forventet. Og jeg havde endda været positivt indstillet på forhånd, så jeg er en virkelig happy camper. (Selv da Øglen råbte "Arrrrgghgghhgghghg, dumme lortemor. Jeg HADRER dig!" under førnævnte raserianfald, kunne jeg tage den med ro). Roen blev heldigvis hurtigt reetableret, og resten af aftenen frem til puttetid blev brugt i sofaen med købepizza på tallerkenen og Masterchef Junior i fjerneren. En helt i orden fødselsdag, syntes hende den 7-årige. Og hendes forældre.

Etape to af fødselsdagen køres af stabelen på søndag, hvor det er familiens tur til at fejre Øglen. Stay tuned for at finde ud af, om hun får den Messi-plakat, hun ønsker sig, om der kommer mere Ninjago til samlingen, eller om det stikker helt af, og nogen formaster sig til at komme med noget lyserødt ...

17 kommentarer:

  1. Kæmpe tillykke med øglen igår, det er stort at blive syv år (både for forældrene og fødselaren selv...) personligt sys jeg jo det er kun et par år siden jeg holdt en bette gryntende Storemus i mine arme for første gang. Men det er jo faktisk os' syv år siden...

    Og tak fro den detaljerede beskrivelse af fødselsdagsforløbet. Det gav lige lidt ideer til næste år men det er os bare sjovt at læse om noget man lige selv har "været igennem" på den gode måde...

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er SÅ stort at blive syv. For alle parter, ja :-) Tillykke med din Storemus også. Selv tak for detaljeret forløb. Det løber lidt af med mig engang imellem, og jeg ved, jeg burde fatte mig mere i korthed, men så har jeg en beskrivelse til eftertiden, og det er nu også meget hyggeligt :-)

      Slet
  2. Tillykke med din lille, undskyld STORE pige, det lyder som et brag af en fest hun fik! Efterfølgende nedsmeltninger fra både fødselar og andre omkringværende familiemedlemmer er vist et must! Jeg selv prøver for så vidt at undgå de der børnefødselsdage, men jeg ELSKER beretninger om dem :-). Dejligt I også havde en skøn skiferie, jeg har da lige misset et indlæg dér!

    SvarSlet
    Svar
    1. Faktisk var det kun fødselaren, der nedsmeltede - utroligt nok :-) Og tak for tillykke. Jeg havde sat grænsen ved pigerne - fødselaren ville ellers gerne have haft hele klassen (=27 børn) med hjemme, men når man som jeg kun er vant til at have børnehaven hjemme sammen med pædagogerne, der kan holde styr på horderne, må man lige vente med at springe ud på den helt dybe ende. Og det gik jo så fint - med meget mindre ravage til følge end forventet. Dejligt at blive positivt overrasket på dén front ;-)

      Slet
  3. Jamen, det kan være vi har byttet børn eller noget. Armen Messi plakat, FC Barcalona åh mit hjerte smelter:o) Min store pige er til sminke og hår, negle you name it og hmmm, der er jeg ikke så go':/ Lyder så fantastisk en fødselsdag:) Det er så dejligt når det er overstået men man bare ved det var en succes:o) Og det lyder det helt sikkert som og tak for tip med slikposefiskedam. Tror måske den skal prøves af:) Igen tillykke med jeres store pige:o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, noget positivt er der ved Messi, FC Barcelona, Star Wars, mv. (jeg venter med rædsel på sminke- og pynteperioden), men fordi hverken HDD eller jeg interesserer os det mindste for fodbold, forstår jeg bare ikke helt fascinationen. (Ud over at de er vældig pæne mænd, de der fodboldspillere ;-)) Fatter fx slet-slet ikke, hvad man skal med de dersens fodboldkort, men tænker, at det må være lidt lige som dyrekortene fra Føtex (bare for at overføre det til noget, jeg kender :-D), og at man kan samle og bytte og så'n? Eller hvad? Ved du noget om dét?
      Fødselsdagen var dejlig, og fødselaren var så glad (næsten) hele dagen. Slikposefiskedammen kan anbefales; hos os var den i hvert fald et hit :-)

      Slet
  4. Lige det der bytte kort noget må jeg være dig et svar skyldigt:) Her både faren og jeg fodboldtosser men det er først nu mindstemanden (i en alder af 8år) viser interesse:o) prinsessepigen er bare ikke interesseret:o)

    SvarSlet
    Svar
    1. I kan låne Øglen, så? Herhjemme er der ingen andre ud over hende, der er interesseret i fodbold. Men jeg prøver virkelig, omend jeg synes, alle spillerne ligner hinanden :)

      Slet
    2. Hi hi vi kan bytte piger i en uges tid;) Altså fodboldspillere kan jeg bedre kende forskel på end skuespillere:) Det synes manden er hylende morsomt:)

      Slet
  5. Fin beretning. Man kan faktisk købe ekstra tal til fødselsdagstoget, så den går helt op til 10 år :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :) Og whaaat - jeg vidste ikke, man kunne købe ekstra tal. Det må jeg straks undersøge! Tak for tip! :)

      Slet
  6. Tillykke med store (lille) I. Det lyder som en dejlig fejring - og sejt at I forældre turde binde an med så mange (pige)gæster. For mig lyder det meget skræmmende. Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for tillykket. Fejringen gik så godt, men den var klart en smule skræmmende inden. Særligt fordi vi jo tidligere har været vant til, at der fulgte pædagoger med, når ungerne havde børnehaven hjemme på besøg. Og så var det jo ingen sag at holde styr på krapylerne :-) Nu ved jeg, at det sagtens kan gå godt uden pædagoger, men derfor kan jeg nu alligevel ikke sige mig fri for allerede at være en smule skræmt ved tanken om hendes 8 års fødselsdag, hvor hun har meddelt, at HELE klassen skal med :-)

      Slet
  7. Årh hvor cool. 7 år allerede. Virkelig?! Stort stort tillykke med hende ♡
    Sikke en skøn dag. Men hvad skete der lige for dig og de der flødeboller?! Det er da o.b.l.i.g.a.t.o.r.i.s.k. Havde du glemt at læse den side i mor-manualen? tsk tsk.
    Jeg satser på at søndagens fejring har været nogenlunde lyserøds-fri ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Arjmne, jeg ved det godt, det med flødebollerne. Totalt rookie-mistake. Min hjerne havde bare sagt, at jeg var home safe, nu hvor vi skulle have pigerne med hjem om eftermiddagen. Men nu er jeg klogere og glemmer det ALDRIG igen ;-) (I øvrigt helt lyserøds-fri søndagsfejring, hvor fødselsdagsbarnet fik hele to kjoler, som begge fandt nåde for hendes blik. Primært fordi de ikke er lyserøde, tænker jeg :-))

      Slet
  8. Tillykke - det lyder som en god fødselsdag. Vi er på den (igen) her slutningen af april. Måske jeg lige skal have et par gode ideer. Den med duen er da helt god.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tillykke på forhånd! :-) Du siger bare til, hvis du har brug for gode idéer - selv om jeg ikke har ret mange flere end dem, jeg allerede har skrevet om. Men jeg kan klart anbefale dugen. Som sagt havde jeg det hvert år til mine egne børnefødselsdage i ruder konges tid, og jeg husker det stadig som et hit. Enkelt, men effektfuldt ;-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...