søndag den 7. februar 2016

Om produktive morgener

Med fare for at jinxe noget, så er det længe siden, weekenderne er begyndt alt for tidligt. Småbørns-tidligt, altså. For selv om Varanens søvn har ladet en del tilbage at ønske i hans helt unge dage, så er det blevet mærkbart bedre, og selv om jeg stadig vil vægre mig mod at kalde ham en syvsover (modsat hans søster), så sover han aldeles hæderligt og har gjort det længe. Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at jeg helt har glemt, hvordan det var at blive hevet ud af sengen på alle tidspunkter af døgnet, men noget af erindringen var blevet lidt tåget.

Indtil i dag, hvor jeg blev ført lige lukt tilbage i favnen på alt for tidligere morgener. Klokken fem-tidlige morgener. Hvor barnet dog trods alt nu er så stort, at man sådan noooogenlunde kan ræsonnere med ham og købe sig til en halv (urolig) time mere. Men så heller ikke længere. Altså var jeg i dag oppe før kl. 6 og i fuldt vigør, og inden klokken var 8 havde jeg drukket en halv kop te (resten nåede at blive kold), en halv kop kaffe (resten nåede at blive kold), læse et par kapitler i min bog, spille Rasmus Klump-pandekagespil, lave havregrød, dryppe stearin(!), observere to styks drengebørn lege fredeligt og være i bad. Ikke dårligt.

At der er hele to drengebørn på matriklen i dag, er resultatet af en periode, hvor Varanen følte sig lidt overset på legeaftale-fronten (primært fordi der har været travlt på arbejde, og der har været travlt med arrangementer og legeaftaler i skole-regi, sekundært fordi jeg naivt havde tænkt, at man ikke havde det helt vilde behov for legeaftaler, når man er 4), og vi havde en snak en tidlig morgen, hvor han grådkvalt ytrede, at det var "mega-unfair, at Øglen altid havde legeaftaler, når han aldrig havde nogen at lege med" (dramatiker kan man jo altid være - han har mange at lege med i børnehaven. Legeaftalerne er bare ikke lige så hyppige - heller ikke blandt de andre børn, har jeg indtryk af - som i skolen). Så det tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget ved. Derfor er der blevet gjort plads i kalenderen til to legeaftaler på det sidste; En med F efter børnehave en dag, og en med B, der varede fra i går til i dag; Kulminationen på en aftale, de to indgik få uger efter, Varanen begyndte i børnehaven, nemlig at de skulle sove sammen! (Ok, aftalen lød oprindeligt på, at de var 6 børn, der skulle sove sammen, men vi begynder lige i det små, ikke ...).

Kig fra køkkenet ned til stuen, hvor drengene og Øglen gør sig klar til at spille <3

Altså inviterede vi B til overnatning fra i går til i dag. Den første sleepover for dem begge. B er 5 år og helt utrolig sød, så jeg var ikke i tvivl om, at det nok skulle gå godt. Men alligevel var jeg spændt på, hvordan de to ville komme ud af det med hinanden, og om B ville ende med ikke at 'turde' sove hos os, når det blev puttetid, og og og.

Igen kan man være bekymret for at jinxe noget - B bliver først hentet om et par timer - men indtil videre er det gået helt efter bogen. Eller bedre, faktisk. For selv om nogen vågnede aaaalt for tidligt efter min smag, så bad B selv om at komme i seng i går ved 19.15-tiden(?!), og efter to minutter - I kid you not - sov han. Varanen var lidt mere stædig, men endte med at sove på (for ham) rekordtid, så det endte med, at vi havde en lang lørdag aften til at hygge om og med Øglen, se Danmarksindsamlingen og spise småkager. Piece of cake, so to speak.

Og jaja, der har da været lidt små-hik hist og pist. Lige nu sidder de f.eks. og skændes venskabeligt om 'videospillet' (Disney Infinity), B brændte sin finger, da vi dryppede stearin (der står formentlig i en eller anden moderne mor-manual, at det nu er forbudt at dryppe stearin, fordi man netop kan brænde sig, men jeg elskede det som barn, og mine unger elsker det, så vi fortsætter ufortrødent. Også selv om B helt vantro spurgte, om vi skulle 'lege med ild'), og de er ikke helt enige om, hvorvidt der skal leges med LEGO eller kuglebane, men træerne vokser jo ikke ind i himlen, og i forhold til, hvor meget ballade, der potentielt kunne have været, har det været en perfekt første venne-overnatning.

Så på trods af urolig nat (for mig - jeg har sovet i Varanens køje sammen med ham for at forhindre ham i at vade ind til os i soveværelset. Synes ikke, jeg ville snyde ham for at vågne op sammen med sin kammerat) og en meget tidlig morgen, så har det været en succes. Trætheden er ikke noget, en spandfuld kaffe ikke kan kurere, og under alle omstændigheder er det en pris, jeg gerne betaler for at give Varanen den oplevelse, det er at vågne op sammen med sin gode ven og ligge og hviske-drille i mørket.

B bliver snart hentet, og senere i dag står den på fastelavn hos Oldemor. Mon ikke, der også er kaffe der?!

12 kommentarer:

  1. Åh, hvor jeg kender det der med, at lidt 'glemme' den yngste. Eller vi har måske bare ikke været så hurtige til, at gøre de ting vi gjorde med den store. Lyder dejligt og hyggeligt med overnatning og dejligt det gik godt::) Sikke en fed stue I har og med vandudsigt. Kan så godt forstå I flyttede tilbage til byen:o) Fortsat go' søndag:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nejnej, vi glemmer ham ikke. Som du skriver, er vi bare ikke så hurtige til at gøre de samme ting med ham, som med den store ;-) Vi er også vilde med stuen, kan du tro. Særligt efter terrassen (lige) er blevet færdig, og vi ikke behøver have grill og urtepotter stående indenfor længere :-)

      Slet
  2. Inden kl. 6, det var lige godt tidligt! Vores drenge er nu så store, så de fleste morgener står de faktisk op alene. Kommer ind og siger godmorgen - jeg forsøger at lokke dem ind under dynen, og lykkes det ikke, så smutter de som regel i stuen alene en lille times tid. Og så sover jeg videre :-) Det er altså luksus.

    Men det der med at være lillebror er en svær ting. Lille V synes også at mange ting er mega unfair. Det lyder så sødt, når han siger det… Han har efterhånden rigtig mange legeaftaler, men vil også gerne have sleep-over. Kusinens i weekenden har han størst glæde af, men han synes ikke at det rigtig tæller… Så det må vi snart have gang i for alvor. Han er helt sikkert klar. Det er mere moren, der ikke er klar.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg glæder mig til den dag, vores unger synes, det bliver fedt at stå op alene. Altså, de kan godt, men typisk først efter, de har vækket os (mig!) noget så eftertrykkeligt for at spørge om 80.000 ting. Og så er jeg så vågen, at jeg lige så godt kan stå op. Normalt vågner de dog først ved 8-tiden i weekenden, så det er ok :-)
      Det er sjovt, som de små ikke lader sig 'spise af' med familieovernatning eller familie-legeaftaler. Det tæller nemlig heller ikke rigtigt herhjemme. Så jeg tænker, at jeg sætter kraftigt ind på legeaftalefronten for ham i løbet af foråret. Skal bare lige tage en dyb indånding. Og huske på, at én afholdt legeaftale hos os, typisk betyder mindst én ude også. Og dem vil han VIRKElig gerne have, såeh ...

      Slet
  3. Wauw; jeg er knagen sparkeme imponeret af dit engagement! De tidlige morgener der, er også en af grundene til at jeg altid siger til folk, at de skal holde op med at få flere børn. Hold kæft det er hårdt, og man bliver jo ikke yngre :-D. Det er faktisk kanon-hyggeligt sådan noget dryppen stearinlys! Vi afprøvede det dog under en legegruppe også, og her vil jer stærkt fraråde det; der kommer SÅ meget røg, hjemme hos os blev alarmen aktiveret, så... Håber den lille mand var glad for sin overnatning m B, og håber der er godt med kaffe hos Oldemor!
    Knus fra mor-monsteret :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Engagement? Hvor? ;-) De tidlige morgener er en bitch, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg ville kunne holde til dem i 1-2 år, hvis der skulle komme en nøler. For nej, vi bliver desværre ikke yngre :-) Det er et hit at dryppe stearin, men jeg er ikke sikker på, at jeg ville have nerver til det i en legegruppe. Vi har dog fundet løsningen på det med røgen - en våd klud til at slukke vægen i (når lyset er pustet ud). Det bliver lidt sværere at tænde lyset igen, men det er alligevel mit job, så det går nok. Og vores (overfølsomme) røgalarm accepterer det uden problemer :-)
      (PS: Der var rigeligt med kaffe hos Oldemor. Og slikposer på størrelse med mit ansigt. Desværre kun til børnene, men jeg scorede en kæmpe-fastelavnsbolle :-)) Knus

      Slet
  4. Det lyder bare som en superskøn Varan-oplevelse. Og det er jo hele natteroderi og alt -for-tidlig-morgen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var SÅDAN en god oplevelse for ham, og han kunne næsten ikke vente med at komme over i børnehaven i morges for at fortælle om det. Og det gør jo netop al natte-/morgenroderiet det hele værd :-)

      Slet
  5. Drypper også starin med mine unger, mens jeg mindes hvordan vi kunne sidde en hel flok børn og gøre det i børnehaven. Og nå ja, min veninde satte ild til hendes hår, men det skete kun en gang så havde hun lige som lært det;0)
    Vh. Karen

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg husker, at jeg sad ude i vores bryggers som barn og dryppede stearin på livet løs. Alene, så vidt jeg husker. Mine unger bliver dog skarpt overvåget, mens de drypper (eller som B sagde i går: "Håhr! Skal vi lege med ILD?!") - er vist lidt mere hønemor, end mine egne forældre var i 80'erne. Eller også var jeg bare lidt ældre, end mine unger er nu. Der skal også nok komme en dag, hvor der ryger lidt hår, men som du skriver, så har man lært det ;-)

      Slet
  6. Hvor hyggeligt lige at ses i morges - vi var nær kommet for sent i skole!
    Og det lyder som den dejligste ferie. Mine unger plager om at komme på ski - de har aldrig prøvet, da jeg ikke står på ski. Og vi har hidtil prioriteret sol-ferier en del højere. Men jeg tror de skal afsted på en eller anden kort smut tur med far næste sæson. Han står på ski.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, så hyggeligt lige at ses! Er ret misundelig på jeres tilsyneladende senere afleveringer - i Øglens skole møder de kl. 8 til morgensang. Hver eneste dag! Det der med ferier, er en sjov en. Da jeg var barn, var vi aldrig på ski, men til gengæld på solferier. Hos HDD var det lige omvendt. Og da økonomien desværre ikke er til begge dele, er det lige nu skiferierne, der har vundet hos os. Men åh, hvor jeg savner sol og varme! :-) (I øvrigt - fra én skinovice til en anden, så er det virkelig sjovt. Og voksne kan også komme på skiskole. Prøv en dag eller to i Vallåsen - der er ikke så langt, og I finder ud af, om det er noget, I gider, eller noget, I vil lade andre om ;-))

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...